Instruktør var uenig med filmselskab om ny Jurassic World-film: Nu er hans erstatning fundet

Fortidsøglerne indtager igen biografen
Jurassic World: Dominion / UIP
(© Jurassic World: Dominion / UIP)

Det blev tidligere i år annonceret, at David Leitch (John Wick, Deadpool 2, Bullet Train) skulle instruere den kommende Jurassic-film i den fortsatte dinosaur-franchise.

David Leitch har dog allerede valgt at springe fra dinosaur-filmen, der er sat til en biografpremiere sommeren 2025.

Bruddet skulle være sket, da Leitch så, at hans kreative idéer ikke ville få den plads, han håbede på. Det skriver The Hollywood Reporter.

Det betyder også, at filmstudiet bag har skullet være hurtige til at finde en ny instruktør til jobbet, hvis premieredatoen skal kunne overholdes.

Arvtageren til instruktørstolen er Gareth Edwards, der pt. altså er udset til Jurassic World-jobbet. 

Den engelske filmskaber har tidligere haft med monstre at gøre. Det gælder både hans spillefilmsdebut Monsters og senere med det legendariske kæmpemonster i Godzilla i filmen af samme navn fra 2014.

Edwards har også senere taget favntag med en anden stor franchise end Jurassic-universet, nemlig Star Wars og her hans spin-off Rogue One: A Star Wars Story.

Senest har instruktøren - der bl.a. også har en baggrund i at skabe overbevisende og imponerende special effects - stået bag den ambitiøse science fiction-film The Creator med John David Washington.

Nu gælder det dog dinosaurer for den 48-årige instruktør, når han træder ind i den verden af fortidsmonstre, der tog sin begyndelse med Steven Spielbergs banebrydende Jurassic Park i 1993 og senest indtog biografen med Jurassic World: Dominion i 2022.

Den nye Jurassic-film er sat til at have biografpremiere den 2. juli 2025.