Hollywood-stjerne afslog først Oscar-nomineret rolle: "Jeg var bange for at være dårlig"

Mark Ruffalo er aktuel i 'Poor Things'
Poor Things
(© Walt Disney Pictures / Poor Things)

Nomineringerne til årets Oscar-uddeling er nu blevet offentliggjort, og her blev den biografaktuelle Poor Things udvalgt i hele 11 kategorier for bl.a. Bedste film, Bedste instruktør til Yorgos Lanthimos og Bedste kvindelige hovedrolle til Emma Stone.

Rollelisten byder udover Stone også på mange andre Hollywood-stjerner, og også Mark Ruffalo blev anerkendt med en nominering for Bedste mandlige birolle. En rolle som skuespilleren ellers næsten havde sagt nej til.

LÆS OGSÅ: Dansk film blandt de udvalgte: Se Oscar-nomineringerne 2024

Det afslører Ruffalo nemlig, da vi mødte ham over Zoom i anledning af biografpremieren på 'Poor Things'. 

- Jeg er så stor fan af Yorgos [Lanthimos, red.]. Jeg er så stor fan af dem alle sammen. Deres præstationer er alle sammen fantastiske. Og overraskende.

- Jeg var ærlig talt bange for at være dårlig i den rolle.

Stjernen fremhæver bl.a. flere aspekter ved karakteren, som han var bange for, han ikke kunne præstere på overbevisende vis.

- Det var en rolle, der ikke minder om noget andet, jeg har spillet før. Du ved, dialekten. Tidsperioden. Komedien. De fysiske aspelter. Dansescenen. Jeg har aldrig gjort noget som det her før.

- Jeg ville så gerne være fantastisk i en Yorgos Lanthimos-film. Og jeg ville virkelig ikke være den værste. Tænk hvis jeg var den skuespiller, der virkelig fejlede i en Lanthimos-film.

- Så jeg sagde til Yorgos; "Jeg elsker dig. Men jeg ved ikke, om jeg er manden til denne her rolle."

Searchlight Pictures / Poor Things
(© Searchlight Pictures / Poor Things)

Men så let slap Ruffalo ikke.

- Så svarede Yorgos bare: "Du er ham." Og det var det. Rejsen begyndte. Og det var så befriende.

- Oplevelsen har virkelig udvidet mig som skuespiller på mange måder, og det er jeg så taknemmelig for. Så taknemmelig.

- Jeg er ærlig talt bare så overrasket over, at han var fremsynet til at se mig i denne her rolle. Og jeg er så taknemmelig for, at han gav mig chancen for at tage den.

'Poor Things' markerer den fjerde Oscar-nominering til Mark Ruffalo, der alle har været i kategorien Bedste mandlige birolle. De tidligere nomineringer har været for The Kids Are All Right, Foxcatcher og Spotlight.

'Poor Things' er en romantisk Frankenstein-fortælling baseret på romanen af Alistair Grey fra 1992. Filmen fortæller historien om den unge kvinde Bella, der vækkes til live af den geniale og uortodokse Dr. Godwin Baxter.

Under Baxters beskyttelse åbner sig en ny verden for Bella, der er ivrig efter at lære om verden og alle dens mulighed - og uretfærdigheder. Da hun møder den udsvævende advokat Duncan, sparkes hendes rejse for alvor i gang.

Filmen er instrueret af den græske filmskaber Yorgos Lanthimos, der tidligere har stået bag bl.a. The Killing of a Sacred Deer, The Lobster og The Favourite.

Udover Emma Stone og Mark Ruffalo byder rollelisten også på en næsten ukendelig Willem Dafoe, Margaret Qualley, Ramy Youssef og Jerrod Carmichael.

'Poor Things' kan ses i biografen nu.