Superfredag #32

Power Rangers, nye superhelte og sjov Deadpool-reklame
Billede
(© Power Rangers/Nordisk Film)

- Power Rangers bliver som bekendt også opdateret i en ny film, og det første billede af superheltene i deres nye kostumer er dukket op via Entertainment Weekly. Filmen får dansk premiere den 23. marts næste år.

- Manden bag The Big Short og Anchorman, Adam McKay, skal instruere en filmatisering af tegneserien 'Irredeemable'. Det skriver Deadline. Mark Waid og Peter Krouses forlæg handler om en Superman-lignende karakter, der vender sig imod verdenen og kun kan stoppes af sine tidligere holdkammerater.

- Skuespillerne Eric La Salle og Elise Neal har ifølge Variety scoret roller i Wolverine 3. Skuespillerne er hhv. kendt for Scream 2 og tv-serien 'Skadestuen'.

- Instruktøren af den kommende X-Men-spinoff, 'The New Mutants', har afsløret, hvilke helte vi kan se frem til. Josh Boone har lagt en række billeder på sin Instagram af superheltene Magik, Wolfsbane, Mirage, Cannonball, Warlock og Sunspot, så det bliver sandsynligvis dette hold, filmen kommer til at følge.

- Ifølge Joe Russo, der skal instruere de to næste Avengers-film, bliver titlerne alligevel ikke Infinty War Part I og Part II. Instruktøren fortæller Uproxx, at begge film får nye titler, men at disse endnu ikke er fastlagte endnu.

- Skuespilleren Jeremy Irons har fortalt Showbiz 411, at han vender tilbage i rollen som Batmans butler, Alfred, i Justice League.

- Mark Millar, skaberen af Kick-Ass, er på vej til at få flere af sine tegneserier filmatiseret. The Hollywood Reporter skriver, at hans seneste serie, Empress, bliver til en film med manus af Joe Roth (Alice i Eventyrland: Bag spejlet). Yderligere er hans American Jesus og Supercrooks allerede planlagt til filmatisering.


- Reklamen for Blu-ray-udgivelsen af Deadpool er ganske sjov og bliver i tråd med resten af markedsføringen for den anderledes superheltefilm præsenteret af Ryan Reynolds selv.


- Vi slutter af med et klip fra X-Men: Apocalypse, hvor Mystique, Angel og Nightcrawler optræder i, hvad der bedst kan karakteriseres som ultimate fighting for mutanter.