Ghita Nørby i ny Michael Noer-film

Fra fængsel og bandemiljø til plejehjem og kærlighed mellem ældre.
Billede
(© Christian Geisnæs)

Michael Noer går snart i gang med at indspille filmen 'Nøgle Hus Spejl' (en arbejdstitel), og det gør han sammen med et par sværvægtere indenfor skuespillets kunst.

Ghita Nørby og svenske Sven Wollter har nemlig hovedrollerne som et ældre ægtepar, hvor manden Max er svag og sygdomsramt, og hans kone Lily ikke er i stand til at udøve ham tilstrækkelig hjælp i hverdagen.

Derfor ser de sig nødsaget til at flytte på plejehjem. Her oplever den ældre Lily noget uventet. Hun bliver nemlig forelsket i "piloten", der flytter ind overfor dem. 

Hendes forelskelse kaster en masse konsekvenser af sig. Ingen omkring hende synes egentlig, hun bør begive sig ud i en forelskelse, for det er da ikke "passende" for en dame i hendes alder og position, men hvorfor er det ikke det?

Dette bliver det centrale spørgsmål i 'Nøgle Hus Spejl', der nøjagtigt som Noers tidligere film skal produceres i et så autentisk miljø som muligt.

Denne nærmest dokumentariske stil har derfor ledt Noer og hans filmhold til at optage filmen på et ægte plejehjem, med mange af plejehjemmets virkelige beboere i biroller.

- Jeg har til hensigt at fastholde den stil og energi, som kendetegner mine tidligere film. Min tilgang til denne film er ganske som mit arbejde med både R og Nordvest, - alt forbliver intakt. Også i denne film vil autenciteten spille en altafgørende rolle, udtaler Michael Noer i en dugfrisk pressemeddelelse.

- Det interesserer mig at undersøge miljøer, som er underlagt en masse logiske og ulogiske regler og rutiner, hvor mennesker arbejder og slår sig ned. Hvad enten det foregår i en fængselscelle, i et gademiljø eller på et plejehjem, så etablerer mennesker sig og får det maksimale ud af deres omgivelser. Det er også tilfældet i denne film, hvor jeg forsøger at skildre miljøet, beboerne, personalet og de pårørende så autentisk som overhovedet muligt. 

Filmen har manus af Andraes Frithiof August og produceres af Nordisk Film Production A/S. Optagelserne begynder ved udgangen af april og forventes at vare indtil juni 2014. 

Nøgle Hus Spejl forventes at få premiere i 2015.