’Bruno’ klipper Jackson ud

En joke om den afdøde King of pop er blevet fjernet i sidste øjeblik.
Billede
Nogen gange må fantasien tilrette sig virkeligheden.

Efter d. 11. september måtte Schwarzenegger-filmen ’Collateral Damage’ klippe en helikopter-rammer-høj-bygning-scene, og efter bortførelsen af den lille pige Madeleine blev krimien ’Gone Baby Gone’ forsinket.

Ifølge The Hollywood Reporter er en scene fra Bruno nu blevet klippet ud i sidste øjeblik.

Joke om Jackson
Til de der ikke kender Bruno, kan vi fortælle at det er ’Borat’-stjernen Sasha Baron Cohens nyeste grænseoverskridende filmfigur.

Bruno er en Østrigsk modereporter, med et stærkt strejf af homoseksuelt kæmpe-ego.

I den omtalte scene havde Bruno interviewet Michael Jacksons søster Latoya Jackson og i den anledning fået fyret et par kontroversielle vittigheder af.

At være kontroversiel sætter normalt ikke en stopper for Sasha Baron Cohens film, men i kølvandet på Jacksons død i fredags fandt man det passende ikke at støde de mange sørgende fans eller familien.

Instruktøren Larry Charles udtalte til pressen, at de havde valgt at klippe scenen ud til denne særlige fremvisning, men at de ikke vidste om scenen ville være tilbage i den endelige biografversion. 

Bruno har dansk biografpremiere d. 10. juli – så får vi at se om Jackson klarede cuttet.

Se de skøre billeder fra premieren i Madrid