To Rome with Love

Det er en smuk kærlighedserklæring til Rom, romere og romerinder.
Filmen er fuld af kærlighed, erotik og fristelser, som man kan give efter for, eller modstå, på alle mulige stereotype, romerske måder.
Meget af dialogen er på italiensk uden undertitler, og det er der en mening med: det handler ikke om, hvad der faktisk bliver sagt, men mere om den charmerende måde, det bliver sagt på, læn dig tilbage og nyd det, som var du turist i Rom-det er muligvis ligefrem en fordel ikke at forstå sproget.
Dog opfanger man flere gange ordet "famoso": og det handler om at være "famous", berømt eller berygtet, eller ikke at ville være nogen af delene. Og det handler, som allerede nævnt ovenfor, om lyst : den naturlige, romantiske lyst og higen efter erotik og sex versus den unaturlige, uromantiske lyst og higen efter berømmelse. Man bliver glad og fornøjet af filmen, og lidt foruroliget.
Woody Allen har ikke kunnet dy sig for at anbringe en dobbeltgænger, der forgæves optræder som mentor og faderfigur for en ung mand, der er blevet fristet over evne af en kvinde, der har leget kat-og-mus med ham.
Der er mere dybde i denne film, end de fleste anmeldere har
ment.

Ok film, først tænkte jeg, hvad sker der her, det virkede som en b-film, men der kom lidt mere sustands i det, historierne blev lidt bedre, nogle gange meget forudsigelige, men Woody Allen elsker jo dilemmaerne og han bevæger sig hele tiden på kanten, filmen blev bedre og bedre, vi kunne både grine og trække på smilebåndene, brusebads scenerne var meget geniale og skøre. Dejlige billeder fra Rom.