Syv minutter over midnat

Tilladt for børn over 11 år
Filmen, der blander virkelighed med fantasi-/eventyrlige elementer, har skiftevis en trist, realistisk og en eventyrlig grundstemning. Hovedfiguren, som er et 12-årigt barn, skildres i en problematisk og trist hverdag præget af moderens alvorlige sygdom og grov mobning i skolen; problemer som drengen ofte oplever at stå alene med. Filmen indeholder flere scener, hvor drengen udsættes for voldelige overfald af en drengegruppe, uhyggelige scener med et monsteragtige væsen, der til at starte med virker meget truende over for drengen og scener, hvor drengen i tilbagevendende mareridt oplever, at moderen falder i en afgrund. Filmen dvæler ved hovedpersonens følelser i forhold til moderens alvorlige sygdom. Da drengen dog viser sig at være handlekraftig i forhold til det monsteragtige væsen, de mobbende drenge og moderens sygdom, vurderes det, at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
08.12.2016
Originaltitel: 
A Monster Calls
Genre: 
Spilletid: 
1 time 48 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
4.7
4.2
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (100 votes)

Resumé

Dramaet ’Syv minutter over midnat’ handler om den 13-årige Conor O’Malley, der forsøger at komme igennem en svær tilværelse med en kræftsyg mor og drengen, som mobber ham i skolen.

En nat får han besøg af et stort, træ-lignende monster, der ankommer ved Conors soveværelsesvindue præcis syv minutter over midnat. Monsteret har tre historier at fortælle, og han insisterer på, at Conor efterfølgende fortæller sin egen. Men det er ikke let at viderefortælle hverdagens mareridt.

Filmen er instrueret af J.A. Bayona, der debuterede med den effektive, spanske gyser Børnehjemmet, og den visuelle stil vækker minder om Guillermo Del Toros eventyrfilm Pans labyrint.

’Syv minutter over midnat’ er baseret på bogen ’Monster’ af Patrick Ness, og historien er sorgbehandling overført til et fantasyunivers med en særlig visuel tilgang. Liam Neeson lægger stemme til monsteret, hvilket ikke er hans første gang som stemmeskuespiller: Han var også stemmen bag løven Aslan i Narnia-trilogien. (copyright: kino.dk)

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... selvom filmen indimellem fremstår lidt kynisk i sin jagt på publikums tårer og bævende læber, fungerer den helt overordnet." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • Filmland P1

    "Det er det, der er så velfungerende, synes jeg, i ’Syv minutter over midnat’ [at] monstret er både grumt og godt. Det ser man da ikke tit." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Effekterne i 'Syv minutter over midnat' er enormt flotte, og det levende takstræ er interessant, men ufarligt som monster. Det er historien, det halter med." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Lewis MacDougall er helt forrygende som den spinkle, indædte Conor, der rummer et raseri så stort som King Kong ..." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Fillmen skildrer med en stærkt og inderlig solidaritet fortvivlelsen og trodsen og raseriet og trætheden [...] Men, men, men! Til syvende og sidst var jeg gerne helt fri for det fremfabulerede træ og dets opbyggeligt anti-opbyggelig fabler og store, tykt opbyggelige morale." (Lars Bukdahl)

Kommentarer

S. Rico

Drengen Conor bor alene sammen med sin mor, der er dødssyg af kræft. Han kan ikke forlige sig med tanken om, at hun nok ikke bliver rask igen. Og det kommer til udtryk i natlige mareridt. Men så får Conor uventet hjælp af et stort træ, der i hans drømme er levende og rådgiver ham, samt fortæller eventyr, der reflekterer Conors eget liv.

Selv om filmen visuel er meget flot, og der er gjort utrolig meget ud af at gøre det levende træ faretruende og urovækkende, så er filmen helt uden spænding. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvor filmen bærer hen. Da det samtidig er en meget trist film, så er den temmelig sej at komme igennem. På den måde er Syv minutter over midnat både dødssyg i tema og som filmoplevelse. Det kræver, at man engagerer sig følelsesmæssigt i drengen Conor for at få noget ud af filmen. For mig var det desværre en alt for stor omgang følelsesporno. Jeg nød dog lydsiden, som var rigtig flot og velkonstrueret.

2½ stjerner fra en kynisk mand med et hjerte af sten :-)

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Jeg fatter ikke Katrine Sommer Boysen, fra Jyllands Posten, som må have et hjerte af sten - siden hun kun kan give filmen 3 sølle stjerner. Den fortjener absolut sine 5 store af slagsen.

J.A. Bayona har lavet et eventyr om en 13 årigs værste mareridt om at være på kanten af det største tab - at risikere at skulle miste sin mor (iøvrigt perfekt afdæmpet og fint spillet af Felicity Jones).

Filmen handler ultimativt om at behandle sorg, og om at mobilisere kræfter til at kunne komme videre i sit liv. Det er en historie om vrede, frygt, afmagt og håb.

Lewis MacDougall er perfekt i rollen som Conor O’Malley, som udover frygten for sin mors død samtidig mobbes på det ondeste af klassekammerater - hans skiftevis plagede, modløse og trodsige ansigtsudtryk fortæller tydeligt det mareridt han gennemlever.

Conor reagerer voldsomt på det store pres, men heldigvis er han omgivet af forstående voksne - blandt dem hans far, hans mormor (Sigourney Weaver) og en skoleleder.

Filmen er garneret med eventyr, som ruster Conor til at omfavne og forstå den skæbne og fremtid han har.

En af årets bedste og mest rørende film. 8/10

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Kasperuser/416256

Først blev premieren udskudt, så fik den 3-4 dage, og nu er den taget af igen trods fantastiske anmeldeser, publikum og helt uden markedsføring.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Segoyuser/116755

Endelig blev den super gode film set i bif, er meget glad for at nå det, håber der er rigtig mange som har set den!!

Specielt den unge dreng gør det vældig godt, så velspillet, at kunne være i alle de følelser der udspilles i filmen der er potentiale for fremtiden.

Monsters stemme og udseende virkelig flot, sorg er en ubestemmelig størrelse Monster transformere alt såvel vrede der ligger under smerten.

Tema er aktuelt generelt set, kræftsyg mor der kæmper alt hun kan, det påvirker på forskellig vis alle , hendes kamp, drenges kamp hjemme såvel i skolen, mormor som den støttende faktor som dog selv er mærket det er hendes datter som kæmper.

Denne smukke perle af en film trods alvorlige tema skal købes.....den er sine 5 stjerner værd , måske endda en bette Oscar?

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Niclas Dalby

Den spanskfødte instruktør J.A. Bayona slog for alvor igennem i 2007 med filmen "El Orfanato" - bedre kendt som "Børnehjemmet", men det var med filmen "The Impossible" fem år senere, han kom på manges læber her i landet. Filmen var baseret på de tragiske hændelser under og efter tsunami katastrofen i 2004 i Thailand, men den nåede aldrig de samme højder som "Børnehjemmet", der den dag i dag står som hans stærkeste film. I år er han tilbage med en af de første film, der for alvor kunne gøre krav på oscarstatuetten for "bedste film".
A Monster Calls er baseret på Patrick Ness' novelle af samme navn fra 2011 og i 2014 opkøbte Focus Features rettighederne til at filmatisere historien. Senere samme år annoncerede man castet, der blandt andet bestod af Sigourney Weaver, Felicity Jones og Liam Neeson, som de mest kendte, og d. 9. oktober påbegyndte indspilningen. Filmens oprindelige premieredato var oktober 2016, men blev skubbet tilbage næsten fire måneder, da man ikke ville konkurrere med Jack Reacher: Never Go Back og vi er så heldige i Danmark at få en forholdsvis tidlig screening, da flere lande må vente til næste år med at se den.

Historien handler om den 13 årige dreng Conor O'Malley, der forsøger at komme gennem hverdagen på trods af nogle meget svære omstændigheder. Hjemme ligger hans moder med kræft og i skolen bliver han mobbet af klassekammerater, men en nat får han besøg af et monster, der vil fortælle nogle historier og til sidst konfrontere drengen med hans egen sandhed.
Lad det være sagt med det samme, hvis Lewis MacDougall ikke bliver nomineret eller i det mindste omtalt under oscaruddelingen, så er der ingen retfærdighed til. Vi har i år fået tre historier om monstre, der kommunikerer med unge mennesker, "Pete's Dragon" og "The BFG", og på trods af "The BFG" var klart den bedste af de to, så når den aldrig op på samme niveau som "A Monster Calls", der ikke blot fortæller en gribende og utrolig sørgelig historie, men også indeholder en pragtpræstation af den unge skotte, der for alvor slår sig igennem med denne film. Det er for alvor på hans skuldre filmen hviler og barnepræstationer kan om noget være med til at ødelægge en ellers udmærket film, hvis instruktøren ikke ved, hvordan han eller hun skal få det bedste frem fra de unge skud, men det skal man ikke frygte her: Lewis' portrættering er mindeværdig og til tider eminent. Hans følelser kommer tydeligt til udtryk uden på noget tidspunkt at kamre over og når han står ansigt til ansigt med monstret er det ikke til at se, at han kun har været med i én spillefilm tidligere. Hvis man på noget tidspunkt søger efter en barnepræstation, der for alvor definerer en rolle, så behøver man ikke lede længere. Omkring ham befinder Sigourney Weaver og Felicity Jones sig og selvom de er solide i rollerne, så er de på ingen måder mindeværdige - det er Lewis' film og historie, der bliver fortalt og det ved Bayona heldigvis også. Det eneste negative, jeg som sådan kan sige om præstationerne i filmen, er under introduktionen af en karakter i slutningen af første akt, der føles meget pludselig og ikke helt i takt med tonen af filmen.
Filmen blev hurtigt kendt og omtalt som en, hvor man skal have lommeletterne klar og det er fuldt forståeligt. Filmen er ikke en børnefilm, som man tænker de mindste skal med ind og se. Historien og temaerne i filmen er så dybe og velfortalte, at man skal have nået en vis alder for at forstå deres fremstilling og konsekvenser i filmen. Der er ikke tale om en ordinær ungdoms-monster-film, hvor alt er lyserødt og fjenden prøver at kidnappe prinsessen, men i stedet en film hvor temaerne omhandler sorg, tab og accept af sine følelser og mod slutningen kan man næsten ikke lade være med at knibe en tåre, da rejsen føles fortjent.
Undervejs støder vi på nogle yderst interessante animationsvalg, der passer perfekt til historien. Oliemalerier fylder pludselig det store lærred og man kan ikke undgå at blive fortabt i fortællingen. Animationerne undervejs er fine for en film, der "kun" har haft en budget på lidt over 40 mio. dollars, men på intet tidspunkt føles monstret tamt og valget med oliemalerierne er perfekte. Det er dog hverken animationerne, soundtracket eller scenografien instruktøren ønsker at formidle, men i stedet en fantastisk rørende historie, man ikke kan andet end at elske når rulleteksterne løber over skærmen.

Om filmen ender med sin oscar er svær at sige. Film som "Manchester By The Sea" og "La La Land" ligger pt. med de bedste kort på hånden, men uanset om "A Monster Calls" får den eller ej, så er det en film, der bliver hængende efter man forlader salen. Det er en af de mest voksne og velfortalte film om sorg i år og på trods af sine små mangler som en til tider flad lydside fra scoren til den noget pludselige introduktion af en karakter, så er det intet af dette, man husker filmen for. "A Monster Call" er en film, der desværre kommer til at drukne blandt fest-, komedier og børnefilm og det har den ikke fortjent. Gør jer selv en tjeneste og se den så hurtigt som muligt, da den kun kører i biograferne i en meget begrænset periode - og husk lommeletterne.

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)
Johnnyuser/335920

men ach, den går ikke i biocity Herning.
I stedet for kan jeg jo å vælge at gå ind og se
den Oscar nominerede film 'Office Christmas Party' 5 gange.

Med så mange visninger i løbet af en dag, skulle man tro det var muligt at snige en eller 2 visninger af denne film ind.
Men, If you dont want my money, you're not going to get them.
Tror bare jeg ser Star Wars 4-6 i stedet.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Unidentified

...hvis man kunne komme til at se den!
Hvorfor er der så få biografer der viser denne her film? Det er vildt ringe.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Lisbeth K.

Ja den åndsvage beslutning, må du så spørge enden SF eller NFB om hvorfor..

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Lisbeth K.

Rigtig god bog og filmen er sikkert også rigtig god.. Meen!. Den vises jo KUN i de 4 største byer's bio her i Landet, selv om den 5 by Esbjerg's bio ligger anden bedst i målingerne af tilgang af biografgænger.. Så kære esbjergenser denne her film, bliver vi sørme snydt for..

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

;-)

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.