"Den lede hankat" får ny film: Her er den danske stemme bag Garfield

Den danske Chris Pratt?
The Garfield Movie
(© The Garfield Movie / SF Studios)

Den lasagneelskende kat, Garfield, får sin egen animerede spillefilm, når The Garfield Movie rammer biograferne den 8. maj. 

Vi vidste allerede, at Chris Pratt leverede stemme til Garfield i originalversionen, da traileren første gang udkom i november sidste år. Men nu er det danske stemmecast afsløret.

På dansk bliver det således Simon Jul, der lægger stemme til hankatten. Komikeren, skuespilleren og musikeren er kendt fra en lang række underholdningsprogrammer, bl.a. 'Banjos likørstue', 'Morgenhyrderne' og som vinder af 'Stormester'.

- Garfield for mig er kæmpestort! Han er jo legemliggørelsen af alt, hvad der er egoistisk, selvisk og egentligt ikke særlig sympatisk i alle mennesker. Og så var han en af mine første tegneseriehelte, udtaler Simon Jul i en pressemeddelelse.

- Senere blev forfatteren Jim David et kæmpe forbillede, NETOP fordi han tog fat om de her menneskelige udyder og gjorde dem til en kat i en verden af Disney fe-støv og Anders And floskler, afslutter Jul.

Derudover kan vi opleve Bjarke Henriksen, Cecilie Stenspil og Simon Bennebjerg blandt de danske stemmer. Se hele listen over medvirkende herunder:

Garfield – Simon Jul 

Viggo – Bjarne Henriksen

Jinx – Cecilie Stenspil

Harald – Simon Bennebjerg

Otto – Kasper Leisner

Sonny – Thomas Warberg

Ronni – Mark Le Fevre

Margit – Signe Egholm Olsen

Olivia – Nabiha

Maurice – Melvin Kakooza

Tracy – Maria Fantino

Simon Jul + Garfield
Simon Jul og Garfield (© SF Studios)

Garfield er skabt af Jim Davis, og tegneserierne udkom første gang i 1978. I Danmark udkom historierne om Garfield, eller Herman, som han hed herhjemme til at begynde med, i aviser, men i 1981 blev de første fortællinger samlet i albummet 'Garfield - Den lede hankat'.

Siden er der udkommet adskillige album, computerspil og tegneserier, ligesom Bill Murray lagde stemme til katten i to film fra 2004 og 2006. De blandede begge computerskabte karakterer med rigtige mennesker (bl.a. Brecklin Meyer og Jennifer Love Hewitt), men den nye biograffilm er 100 % animeret.

'The Garfield Movie' får dansk biografpremiere den 8. maj.