Jeg føler mig talt ned til. Filmen virker som en undervisningsfilm om DID for skoleelever kombineret med en påklistret teenage kidnapningshistorie. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg vendte det hvide ud af øjnene under filmen. ALT er bare så ufatteligt forudsigeligt. Ikke engang skuespillet er godt. James McAvoy overspiller til den store guldmedalje med påtagede grimasser, der virker langt mere grinagtige end scary. Nu lyder jeg måske bare som en sur gammel mand, der rakker filmen ned, fordi jeg blev skuffet over, at filmen ikke var som forventet. Men faktisk havde jeg slet ingen forventninger til den, eftersom jeg intet vidste på forhånd. Uden tvivl Shyamalan's ringeste film.
Osamu bor med sin kone, barn, bedstemor og konens lillesøster sammenklemt i et lille bitte hus i Tokyo. Pengene er få, og de må rapse lidt i butikkerne og ellers gøre hvad der skal til for at overleve. En dag kommer Osamu og hans hustru forbi en forfrossen og sulten lille pige. De tilbyder hende både mad og husly, selv om de faktisk hverken har råd eller plads til hende. Til gengæld har de masser af hjerterum. Shoplifters får hurtigt tankerne hen på en anden film om en familie på samfundets bund - nemlig den amerikanske The Florida Project. I stedet for en mor og en datter i et lille motelværelse, har vi i Shoplifters seks personer presset ind i noget der kan minde om et stort skur. I begge film må både børn og voksne hustle sig til dagen og vejen. Og i begge film er børneopdragelsen af ret tvivlsom karakter, men der er stor kærlighed mellem personerne. Udfordringen i The Shoplifters er det noget større persongalleri. For med 6 personer i familien, så går der altså lige noget tid, før man lærer dem alle at kende. I sidste ende kan man dog ikke undgå at blive engageret i denne meget usædvanlige gruppe og deres ret så alternative måde at leve på. Filmen rejser nogle interessante spørgsmål om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert ift. kriminalitet, moral og etik. Det er i hvert fald meget svært ikke at sympatisere med disse super elskelige personer med hjertet på rette sted. 4½ stjerner.
Filmen følger to drenge/mænd, Douzi og Shitou, som møder hinanden som små drenge på en teaterskole i Beijing i 1920'erne. På teaterskolen er dagens ret tørre tæsk og benhård disciplin, og de behandles nærmest værre end fængselsfanger. Det er beskidt, støvet og temmelig hårdt at komme igennem denne første fjerdedel af filmen, hvor vi følger dem som børn. Deres kærlighed til kinesisk opera holder deres mod oppe, og belønningen kommer da også, da de som voksne får en vis berømmelse på operascenen. Douzi er den feminine af de to og sminkes som en kvinde i stykket "Farewell my Concubine", mens Shitou spiller en konge, der har Douzi's kvindekarakter som elskerinde. I den virklige verden er Douzi også forelsket i Shitou, som dog ikke gengælder dette og i stedet kaster sin kærlighed på den smukke Juxian spillet af Gong Li. Dermed har vi et klassisk trekantsdrama, der yderligere kompliceres af, at Douzi søger trøst hos en excentrisk og meget rig fan af operascenen. Som "bikarakter" har vi så den meget voldsomme periode i Kinas historie med Japans besættelse af landet i 1930'erne og 1940'erne, og Mao's radikale tiltag med Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen i 1950'erne og 1960'erne. Disse begivenheder vender op og ned på alting. Bemærk dog, at der på ingen måde er tale om "historietime", idet mange af scenerne faktisk er indforstået og forudsætter, at man har et vist kendskab til disse omvæltninger for at kunne følge med i handlingen. Filmen er utrolig visuel flot med masser af farverige scener fra operaen og socialrealistisk skildring af fattigdom og rigdom. Men selv om det hele er meget episk og storslået og dramatisk, så blev jeg aldrig rigtig grebet af karakterene. Det blev jeg til gengæld af en anden film, der på tilsvarende måde også følger nogle almindelige mennesker op gennem de samme årtier i Kinas historie - nemlig Zhang Yimou's mesterlige At Leve. Har man kun overskud til at se én af disse to lange kinesiske film, så bør man kaste sig over sidstnævnte.
Nok en af de smukkeste og mest uskyldige kærlighedsfilm der nogensinde er lavet. Chow og Chan bor til leje side om side i 1960'ernes Hong Kong. De er begge gift, men deres ægtefæller er næsten aldrig hjemme, da de altid har travlt med deres arbejde og tit er på forretningsrejser. En pointe der forstærkes ved at vi som publikum aldrig ser ægtefællerne, men kun hører deres stemmer nogle enkelte gange. Chow og Chan starter med at veksle nogle ord med hinanden på gangen og udvikler stille og roligt en kærligt venskab. Selv om de tydeligvis holder meget af hinanden, så holder de sig på måtten - hvilket står i skærende kontrast til begge deres ægtefæller, som de er overbeviste om er utro. In the Mood for Love er ekstrem poetisk og visuel i sin stil. Især de mange dialogløse scener med filmens lækkert indpakkede temamusik fungerer fantastisk. Filmen er dog på en eller anden måde mere stil end indhold. Der er ikke meget gods i historien, og det er heller ikke en film, som var i nærheden af at give mig våde øjne. 3½ stjerner.
Jeg gad nok vide, om min oplevelse med Grænse havde været en anden, hvis jeg ikke havde fået spoleret hele plottet ved at se Filmselskabets anmeldelse. Ja ok, ikke HELE plottet, for det blev trods alt ikke afsløret, om de to meget specielle hovedpersoner er fantacy skabninger, eller om vi er ude i et eller andet grotesk Mænd & Høns scenarie. Det kunne jeg så sidde og spekulere over, mens den ene forudsigelige scene efter den anden udspillede sig på det store lærred. Jeg blev især irriteret over en vis køleskabs scene. Det var jo 100% oplagt, hvad der var derinde, og alligevel lægger filmen op til, at man skal blive overrasket, når det senere "afsløres". Jeg havde virklig håbet på en what-the-fuck oplevelse, men den udeblev fuldstændig. Tilbage var der kun at hygge sig med de to karismatiske hovedroller, som begge spiller dejligt intenst.
Hvis man er til crazy engelsk humor som i Monty Python filmene, så kunne dette meget muligt være den sjoveste film nogensinde. For mit vedkommende faldt den ned mellem to stole og føltes hverken som fugl eller fisk. Jeg nød den lækre klipning, men herudover var det en kedelig oplevelse.
Man behøver hverken at have set tv-serien eller være kvinde for at sætte pris på Ditte & Louise. Det er ikke ligefrem grænseoverskridende humor som i eksempelvis Klovn filmene eller Borat, men det er stadig temmelig morsomt. Og så bliver sexisme i filmbranchen i den grad spiddet igen og igen gennem hele filmen. På den måde kan man godt sige, at det er den samme joke og det samme budskab, der går igen hele tiden. Men det er ok, for det er både meget morsomt og utroligt relevant.
Der er virklig skruet op for 70'er stemningen med brune jakkesæt, højt afrohår og alt hvad der hører til. BlackkKlandsman er interessant og yderst velspillet, men ca. midtvej begynder filmen at køre lidt rundt i samme rille, og jeg begyndte at kede mig. Problemet er, at den ikke er satirisk nok til at være sjov, og den er ikke alvorlig nok til at være spændende.
Kirin Kiki er fuldstændig vidunderlig som den ældre dame, der får et job i en lille dorayaki butik. Her viser hun sin chef, Sentaro, hvordan det søde bønnemos skal laves helt fra bunden. Sentaro er en mand af få ord, og han har tydeligvis sit at slås med på de indre linier. Den ældre dame er med til at åbne ham lidt, og butikken blomster kortvarigt op. Filmen bliver måske lige lovlig melankolsk til sidst, dog mixet med et håb om bedre tider forude.
Ryan Gosling er overraskende sjov som en alkoholisk privatdetektiv, der ikke har styr på noget som helst, men som konstant er mega heldig. Russel Crowe er noget mere cool som den stærke mand, hvis arbejde det er at være et slags 1-mands tæskehold. Sammen skal de finde en pige, Amelia, som er ledetråden til en pornostjernes død. Jeg nåede aldrig 100% at fange plottet og skurkenes motiver, der kun forklares ganske kort på et tidspunkt, hvor man stadig sidder og griner af den foregående scene. Det er noget med bilfabrikanter og forurening. Men sammenhængen er sådan set også ligegyldig, for filmen er en actionkomedie og bæres af de utrolig mange forrygende scener med sjove slåskampe og vittige dialoger.
Tre veninder beslutter sig for, at de på deres prom night skal gå all-in og miste deres dyd. Deres forældre - især deres fædre - har sjovt nok en noget andet holdning til dette projekt. Så fædrene rotter sig sammen og går på "hemmelig" mission for at beskytte deres små prinsesser mod de slemme drenge. Et meget simpelt koncept, der virker overraskende godt. Det er en super sjov komedie med maser af humor under bæltestedet - dvs. lidt i samme stil som bl.a. American Pie og Familien Miller. Se den med dine teenagedøtre.
Uanset hvad man kunne mene om denne rodebunke af en film, så må man tage hatten af for Laura Dern. Hun er all-over-the-place og spiller imponerende og overbevisende i alle de tre roller, som hun indtager. Inland Empire er et 3 timers langt hjemmevideo-projekt, hvor David Lynch filmer med en håndholdt camcorder lige op i skuespillernes fjæs og improviserer manuskriptet fra dag til dag. Det er der kommet en fortælling ud af, som stikker i mange forskellige retninger. Hovedhistorien (måske) handler om filmstjernen Nikki Grace, der i starten af filmen får hovedrollen i et remake af en tysk film. Den tyske film blev dog aldrig lavet færdig, fordi begge hovedrolleindehavere dengang døde på mystisk vis. I den nye film skal Nikki spille kvinden Sue, der har en affære med en velhavende mand. Under optagelserne flyder virklighed og filmens fiktion mere og mere sammen, og pludselig forvandler kulisserne sig til rigtige huse, og Nikki bliver tilsyneladende suget ind i filmens univers og forvandler sig til Sue. Men ikke nok med det, hun lever også et tredje liv som prostitueret, og dette blandes bl.a. sammen med cirkusartister fra Polen og en farlig mand, der hypnotiserer folk til at begå mord. Men måske er alt dette blot fantasi eller undertrykte minder hos en pige på et hotel i noget, der kan forekomme at være en rammehistorie for resten af filmen. Der er rig mulighed for at fortolke løs på egen hånd, for der er absolut ingen forklaringer eller opsamling af de mange løse tråde. Det er både filmens svaghed og styrke. Svaghed fordi det kræver stor tålmodighed at udholde de 3 timer filmen varer. Men samtidig er det en styrke, da det er en utrolig fascinerende detektivopgave for publikum at holde styr på historien og de mange temaer såsom utroskab, prostitution og ikke mindst depression. Belønningen er en helt særlig sanseoplevelse, der efterlader et virvar af billeder og scener på din nethinde, som man sent vil glemme.
Naomi Watts er det unge skuespiltalent Betty, der netop er ankommet til Los Angeles. Her møder hun Rita (Laura Harring), som har været ude for et færdelsuheld og ikke kan huske hvem hun er. Sammen forsøger de at opstøve sandheden om Ritas identitet. Historien krydres undervejs af sideplots med gangstere, filmauditions, lejemordere og en diner, hvor to mænd snakker om mareridt. Hen mod slutningen bliver det rigtig mystisk, da en blå æske vender alting på hovedet. Betty bliver til en faleret skuespiller Diane, og Rita bliver omvendt til Hollywoodstjernen Camilla. Daid Lynch tager i bund og grund idéen fra Lost Highway og gentager den - men på en mere elegant og raffineret måde. Og i omvendt rækkefølge i forhold til, hvad der er fantasi, og hvad der er virklighed.
Hvad gør man, når ens bror får et slagstilfælde, og man ikke længere har kørekort eller nogen, der kan køre en hen til sin bror? Man pakker selvfølgelig en trailer og sætter den bagpå en havetraktor og kører selv de ca. 400 km. På vejen mellem Iowa og Wisconsin møder han en masse mennesker, og det kommer der en dejlig og hjertevarm fortælling ud af. Jeg tænkte: det er en sjov idé, men helt vildt urealistisk. Alene det, at han skulle bruge 6 uger på at køre de ca. 400 km. er jo helt hen i vejret. Det er mindre end 10 km. pr. dag. Man kunne jo kravle hurtigere. Hvad siger I? Er filmen baseret på virklige hændelser? What the fuck - det er jo for vildt! Ok, David Lynch kan med andre ord ikke tage æren for historien, men skildringen af Alvin Straight's roadtrip er stadig utrolig vellykket. Ikke mindst på grund af Richard Farnsworth, der spiller rollen som den gamle Alvin til perfektion. Det er bestemt ikke en actionfilm. Det meste af tiden ser man bare en gammel mand sidde på en havetraktor, eller man ser to gamle mænd snakke sammen på et par havestole. Ikke specielt ophidsende. Men jeg blev i den grad grebet af den rørende fortælling og ægtheden i skuespillet. Vi er langt væk fra den syrede stil, som David Lynch mest er kendt for. The Straight Story minder langt mere om The Elephant Man - både mht. tempo og det fokus der er på at vise et menneske og hans skæbnehistorie helt tæt på.
Lost Highway er sammen med Mulholland Drive, Inland Empire og Eraserhead selve essensen af David Lynch. Ikke at disse film nødvendigvis er de fire bedste af hans film. Men det er dem der repræsenterer det mest syrede, det mest mørke, mest fantasifulde, u-kronologiske, utilgængelige, og - ja, lad os bare kalde en spade for en spade - de mest underlige film. I Lost Highway bliver Fred fængslet for mordet på sin kone og dømmes til døden. Han kan ikke selv huske at have gjort det, men på et videobånd ser det i høj grad ud til, at det ER ham, der er morderen. Mens han så sidder og venter på den elektriske stol, tænker han tilbage på sit liv. Og så sker der ellers ting og sager. Han forvandler sig til en anden person og bliver løsladt, hvorefter han lever et alternativt liv fyldt med dualitet i forhold til hans "rigtige" liv. Men hvad er rigtigt, og hvad er fantasi? Det er op til tilskueren at bedømme. Som han selv siger i starten, så husker han tingene, sådan som han gerne vil huske dem - ikke nødvendigvis sådan som de rent faktisk skete. Filmen er et sansebombardement for øjne, ører og hjerne. Mest uforglemmelig er nok "The Mystery Man" og et hyper hårdtpumpet soundtrack.
En af David Lynch's mest ikoniske og roste film. Der er ved gensyn utrolig mange ligheder med hans efterfølgende Twin Peaks projekt: den umiddelbare forstads idyl, et uhyggeligt fund i naturen, Angelo Badalamenti musikken, den hyggelige diner, roadhouse stedet med levende musik, en psykopatisk morder - og ikke mindst blandingen af krimithriller og soap melodrama. 4½ stjerner.
The Elephant Man gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, da jeg så den første gang som dreng i starten af 80'erne. Jeg har dog aldrig haft den store lyst til at gense den, da historien om John Merrick og hans triste skæbne ikke ligefrem er opløftende. Men nu så jeg den så endelig igen, og selv her 35 år senere holder filmen 100%. Skuespillet er helt eminent, og man skal være lavet af sten for ikke at knibe en tåre undervejs i denne velfortalte skæbnehistorie om menneskets nysgerrighed efter det abnorme og trangen til at udstille andre.
"Den er så dårlig, at den er god", siger Mark Wahlberg i Ted om den tåkrummende kultfilm Flash Gordon. Kan man sige det samme om Dune? Nej, desværre. De visuelle effekter og dialogen i Dune er endnu ringere end i Flash Gordon. Og det selv om Dune både er nyere og havde et langt større budget (faktisk det dobbelte). Der er heller ingen formildende omstændigheder i form af hverken charme eller nostalgi. Eneste plus er, at man trods alt godt kan fornemme den gode historie. I den sammenhæng kan det lige nævnes, at der findes en extended version af filmen, som er næsten 45 minutter længere end originalen (dvs. ialt næsten 3 timer - åh, nej). Jeg vil anbefale, at man starter med at se de første 5-10 minutter af extended versionen, og herefter skifter over til den originale film. På den måde får man en lang bedre prolog til historiens univers, karakterer og plot. Det gjorde i hvert fald at jeg var i stand til at finde hoved og hale i den rodet fortalte film.
I slutningen af den første film og i starten af den nye film, får Mr. Incredible og Elastigirls børn endelig lov til at folde deres superkræfter ud i fuldt flor. Det var noget de længe har haft lyst til, og så er det jo temmelig nederen, at det bagefter stadig er totalt no-go og ulovligt at være superhelt. Et håb vækkes, da rigmanden Winston kontakter dem med en plan for at gøre superhelte lovlige igen. Eneste lille minus er, at det til at starte med kun er Elastigirl, der skal bruges til planen. Der er masser af sjove scener, når familien Utrolig skal få hverdagen til at gå op under disse forhold. Det er faktisk netop disse familie situationer, der er det bedste ved filmen. Især scenerne med teenagedatteren Violet og babyen Jack-Jack er super morsomme. Til gengæld falder noget af humoren mellem Mr. Incredible og Elastigirl til jorden. Det med at bytte rundt på kønsrollerne og lade moderen arbejde, mens faderen går hjemme, det var måske sjovt for 30 år siden, dengang kønsrollerne stadig var ret fastlåste. Men nu føles det lidt som en anakronisme. Dvs. med mindre pointen er, at der inden for superhelte branchen stadig ikke er kommet ligestilling mellem kønnene. Det ser man jo ret tydeligt i de mange superheltefilm, hvor de mandlige helte dominerer ret så voldsomt. Hvis det er den debat, der stikkes til, så er det fint nok - men i så fald er det ikke ret tydeligt eller elegant udført. Selve hovedplottet er desværre ikke særligt originalt eller imponerede. Den nye skurks identitet var meget tydelig helt fra starten af. Jeg sad i lang tid og håbede, at Pixar ville overraske mig, og derfor var det temmelig skuffende, da det en times tid senere blev "afsløret", at skurken lige præcis var den man forventede. Det var der altså ikke meget spænding ved. Skurkens motiv eller plan var heller ikke noget at skrive hjem om. Her kunne Pixar godt være kommet op med en bedre historie. Vi ved jo, at de normalt har masser af kreative idéer og originalitet gemt i ærmet. Stemmerne er til gengæld helt i top. The Incredibles skal (selvfølgelig) ses i den engelske version. Jeg nyder altid at lytte til Holly Hunters sprøde sydstats accent. Hun er helt perfekt som Elastigirl. Craig T Nelson er her i 2'eren endnu bedre som Mr. Incredible, end han var i den første film. Det hænger muligvis sammen med, at hans stemme er blevet noget mere hæs i løbet af de forgangne 14 år. Og så er Bob Odenkirk (Winston) altid et godt valg, da han har en af de fedeste stemmer overhovedet. Ham bliver man aldrig træt af at høre på. Jeg er utrolig glad for Pixar, men synes ikke, at actionfilm er deres største force. Ingen af deres 5 mest actionprægede film (3 x Cars og 2 x The Incredibles) har kunnet hive den op på 5 stjerner. The Incredibles 2 må desværre nøjes med 4 små stjerner.
I en god amerikansk familie med far, mor og to børn forsvinder den geniale far pludselig og er væk i mange år. Men så får familiens lillebror besøg af nogle væsener fra andre dimensioenr og tager med sin søster og en ven ud for at redde deres far. Det er en rigtig Disney eventyrfilm med en typisk Disney fortælling centreret omkring gode familieværdier og kærlighed som det ultimative våben imod ondskab. Der er pumpet en masse penge i projektet, og der er en masse store navne på plakaten. Det er farverigt og flot, men det hele falder desværre til jorden med et kæmpe brag. Jeg sad under filmen og spurgte mig selv om, hvad problemet egentlig er. Hvad er det der gør, at man i andre syrede eventyrfilm som eksempelvis Alice in Wonderland godt kan købe det absurde univers og de gakkede karakter - mens stort set alt i A Wrinkle in Time slet ikke fungerer? Det er i hvert fald skidt, at man slet ikke bliver ordentlig introduceret til universet og dets regler. Det er som om, at alting kan lade sig gøre, hvilket hiver al spænding ud af filmen. Der er ikke rigtig noget på spil. Det er tydeligt, at ingen af de Disneyficerede børn i hovedrollerne på noget tidspunkt er i alvorlig fare. Et andet kæmpe problem er de tre fe-agtige Mrs. Whatsit, Mrs. Who og Mrs. Which spillet af Reese Witherspoon, Mindy Kaling og Oprah Winfrey. De er super flotte at se på, men dialog, skuespil og handling er tåkrummende ringe. Børnenes skuespil er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Det er som at se en dårlig Disney tv-serie blæst op til en film. Chris Pine spiller faderen og gør det faktisk udmærket. Han er den eneste, der virker ægte. Men han kan på ingen måde redde filmen, da han kun er med i en meget lille del af filmen.
Her kan man vist tale om en gyser, der får brudt den fjerde væg - helt bogstaveligt. Har lidt af det samme genremix kørende for sig som Sucker Punch, men i en helt anden boldgade og en hel del sjovere. Især den første halvdel er spækket med originalitet og morsomme scener. Finalen er knap så original, men i hvert fald forrygende og vildt underholdende.
Rex Harrison er genial som sprogprofessoren Henry Higgins, der har "set lyset" og derfor lever det rolige liv som ungkarl. Han er super arrogant og ser kvinder som forstyrrende elementer, der larmer og vil lave om på mandens hjem, hvis man lader dem komme for tæt på. Det geniale ved hans skuespil er, at han formår at fremstå både sjov og sympatisk, selv om han jo er en mega mandschauvinist. Han får heldigvis masser af modspil fra Audrey Hepburn, der undervejs transformeres fra totalt uforståelig gadesælger til fin dame. Det er den ultimative make-over film med den klassiske pointe, at begge parter selvfølgelig forandrer sig i processen.
Man kunne godt frygte, at en amerikansk 2. verdens krigsfilm om en amerikansk helt ville blive overpatriotisk. Frygt ikke. Filmen viser overraskende mange ubehagelige sider af krigen, såsom synet af død og ødelæggelse efter et nyligt overstået slag. Patton skildres som en ekstrem karismatisk mand, der konstant følger sine egne veje. Undervejs føler man nogle gange sympati med denne stolte anarkist, og andre gange ønsker man, at nogen vil sparke ham bagi og sætte ham på plads. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at George C. Scott yder en pragtpræstation, hvilket nok er filmens største force.
Hvad skulle man lige forvente? Traileren så fantastisk ud, men gav samtidig en fornemmelse af, at det ville være en ret fjollet film. Glimrende! Det kunne være ganske fedt med en blanding af Deep Blue Sea og Piranha stemning. Mine forventninger steg. Men så læste jeg anmeldelserne, som påstår, at det er det værste omgang makværk. Forventningerne styrtdykkede, og jeg overvejede kraftigt slet ikke at se den. Men nej, en film med historiens største haj skal også ses på et kæmpe lærred, så selvfølgelig gik jeg ind og så den. Og jeg blev overrasket. Først blev jeg overrasket over, at den slet ikke er dum og fjollet. Faktisk tager den sig selv temmelig seriøs (måske lidt for meget). I lang tid sad jeg og ventede på, at NU drejer filmen over til at blive fjollet og Piranha-agtig. Men det sker ikke. Der er kun et par korte scener på en badestrand i Kina, og de fungerer ikke særlig godt. Så det er udmærket, at der er tonet ned for de klichéagtige scener med badestrand-angreb. Jeg blev også overrasket over, hvor underholdende filmen er. Scenerne nede i Marianergraven er ikke ligefrem nervepirrende, men ganske fine. Til gengæld bliver det forrygende, da vi kommer op til overfladen, og jagten på hajen starter. Man får lige et ekstra sug i maven, når Jason Statham bare lige kaster sig i vandet og svømmer ud mod hajen for at skyde en GPS-sender ind i dens finne. Det bliver måske aldrig rigtig farligt eller uhyggeligt, men det er i hvert fald super underholdende, og som hajfilm er den næsten oppe i klasse med The Shallows.
Vidunderlig syret, fantastisk morsom, og herlig makaber. Henry og Mary får en baby, som må siges ikke at være hel normal. Henry's mange mareridt er godt nok heller ikke helt normale. Hele filmen er ét langt fantasifuldt psykedelisk trip, eller måske bare en metafor for følgerne af at få et uønsket barn. Hvis man er til David Lynch, så vil man helt sikkert sætte pris på Eraserhead. Selv om den er i sort/hvid, foregår i et langsomt tempo og totalt weird, så er den bestemt ikke kedelig.
Historien var sådan set afsluttet, og Jigsaw forlængst død. Så det virker fortænkt, at filmen præsenterer en levende John Kramer, som i nutiden udfører endnu et spil, mens politiet endnu engang forsøger at stoppe myrderierne og fange gerningsmanden, inden det er for sent. Heldigvis kommer der en forklaring, der giver god mening. Og selv om det ikke ligefrem er dybt originalt (tvistet er brugt før i selvsamme filmserie), så er det en over gennemsnitlig og underholdende krimi-body-horror film.
Filmen starter virklig ringe med en scene, som udelukkende er lavet for at tiltrække et yngre publikum. En ung pige og to drenge er fanget i en "leg", hvor de skal kæmpe om, hvem af dem der har fortjent at få hinanden. Skuespillet er dårligt, set-up'et er kliché, og det har intet som helst med resten af historien at gøre. Uha, denne film kan gå hen og blive ultimativ dårlig. Men heldigvis var det kun en teaser. Saw 7 kører herefter som de øvrige film efter samme skabelon med to tråde: i nutiden er nogle personer fanget i en af Jigsaw's lege, og politiet forsøger at finde frem til gerningsstedet, før det er for sent. Den anden tråd er flashbacks til tiden før John Kramer døde. Denne del vil man sandsynligvis kun få noget ud af, hvis man kan huske detaljerne i de foregående film. Heldigvis havde jeg lige hygget mig med at gense Saw 1-6 henover tre dage. Det gjorde, at Saw 7 fungerede som en perfekt afrunding af den samlede historie, hvor det endelig afsløres, hvad der skete med Doctor Gordon fra den første film.
Starter rigtig godt med en fængslende historie og overbevisende skuespil fra både voksne og børn. Nicolaj Coster-Waldau på flugt med sine to små døtre efter et skuddrama i deres hus. Hvad skete der helt præcist? Det ved man ikke. Til gengæld er vi vidne til et uheld under flugten, og pludselig er de to små piger helt alene i en lille hytte langt ude på bøh-landet. Nogle af filmens bedste scener kommer, da pigerne bliver fundet igen 5 år senere. Mere dyr end børn... Den sidste halve time af filmen endte jeg desværre med at sidde og kede mig voldsomt. Når der ikke er mere mystik, og det kun går op i røg og effekter, så falder min interesse. Andre vil sikkert synes, at finalen er glimrende. Så filmen kan bestemt anbefales til gyserfans.
Fascinerende og ekstremt velspillet portræt af Mr. Showman og hans unge "ven" Scott. Filmen giver både et indblik i en overdådig livsstil, men viser også konsekvenserne. Dog kunne jeg godt savne, at der blev boret mere i årsagen til og konsekvenserne af Scott's narkomisbrug. Selv om Liberace jo døde for over 20 år siden, så er Scott's triste skæbne den dag i dag fortsat linket op til de vilde år i hans ungdom sammen med Liberace. 3½ stjerner.
Mission Impossible Fallout er den 6. i rækken og kunne derfor lige så godt have heddet MI-6. Det havde faktisk været en bedre titel, for MI6 er jo den efterretningstjeneste, som James Bond arbejder i, og filmen minder mere om en James Bond film end om en Ethan Hunt film. I stedet for elegante og genialt udførte umulige missioner er filmen spækket med meget lange biljagter og actionscener gennem Paris og London. Alle de øvrige Mission Impossible film har haft mindst én ikonisk mission med en genial "Egon Olsen" plan. Dette mangler fuldstændigt i denne film, som til gengæld er overspækket med action. Selve plottet er også meget James Bond agtigt, idet det er den klassiske med en atombombe (faktisk flere), som skal stoppes i sidste sekund. Jeg kan godt lide James Bond, men når jeg går ind for at se en MI film, så forventer jeg Ethan Hunt missioner og ikke James Bond action. Hertil kommer, at filmen er en time for lang. Hele det midterste stykke går hen og bliver søvndyssende kedeligt og kunne være skåret betragteligt ned. Når filmen har fået så gode anmeldelser, så skyldes det nok, at den slutter af med et brag. Slutningen har det med at præge den samlede oplevelse. Og finalen må siges at være virklig fed. Helikopterscenen og slåskampene nede på jorden fungerer til UG. At der er et atombombeur der tikker hjælper selvfølgelig også. Det er i øvrigt et trick, der er med i adskillige 007-film. Også fedt med de mange referencer til de øvrige film - herunder klatrescenen på bjerget til sidst (jvf. klatrescenen i starten af MI-2). Andre ting der fungerer er Henry Cavills' Agent Walker. Han er super sjov i starten og super bad-ass senere. Omvendt er Solomon Lane en stor skuffelse. Der var stor potentiale i at hive fat i denne superskurk igen, men han er desværre sat helt på sidelinien og virker mere sølle end farlig. Uanset den gode slutning så er denne Ethan Hunt fan skuffet. MI-6 ender desværre som den mindst vellykkede af de 6 film.
Nogle af de bedste Woody Allen film er dem, hvor han ikke selv er med. I Café Society er han kun med som voice-over fortælleren, og det er gjort perfekt balanceret. Ikke for meget og ikke for lidt. Filmen viser et skønt kliché billede af Hollywood i 30'erne. Farverne er som i et glansbillede, og folk i branchen er skildret overfladiske og selvhøjtidlige. Da vi kommer til New York får man på tilsvarende måde serveret et herligt kliché portræt af gangstertiden. Det hele ledsages af dejlig jazz musik og en god lille historie om umulig kærlighed mellem to unge mennesker på tværs af kultur og ambitioner.
Sjov og hyggelig lille komedie med en utrolig veloplagt Steve Carell som den provokerende mandschauvinist og tennisspiller Bobby Riggs. Emma Stone er også ganske fin som Billie Jean King, og filmen viser et meget troværdigt tidsbillede af de tidligere 70'erne. Man får også en lille historietime om WTA, som blev dannet af netop Billie Jean King som delvis provokaton og delvis modreaktion på de urimelige forhold, som kvinderne spillede under. Tenniskampene i filmen er et kapitel for sig. Normalt ser tenniskampe på film meget kunstige ud. Men her er det gjort utrolig dygtigt. Jeg troede faktisk undervejs, at det blot var de gamle optagelser, som var blevet renset og flettet ind, men det er simpelt hen lykkedes at genskabe den spillestil, kvinderne havde i 70'erne uden at det virker koreograferet. Meget imponerende.
Denne film landede langt fra mine forventninger. Hvis det ikke havde været for titlen og den megen omtale, så ville jeg slet ikke have opfattet det som en film om en "frygtelig" kvinde. For er hun virklig så frygtelig? Bortset fra et listigt kig ind i kameraet helt til sidst, så synes jeg faktisk, at hun er ganske normal. Jeg har i hvert fald oplevet ting, der er værre i den virklige verden. Den mandlige hovedperson, Rasmus, er til gengæld noget af en vatnisse. Dog ikke mere, end at han godt kan finde ud af at sige fra, når det bliver for meget. I det hele taget har filmen slet ikke den satiriske og provokerende tilgang til skildring af parforhold, som der var lagt op til. Der var hverken noget at grine af eller blive provokeret af. Og det hele føltes bare som et hverdags parforholdsdrama. Altså lige bortset fra den sidste lille scene, hvor Marie kigger drilsk ind i kameraet. At filmen har medført så meget debat og omtale må vist mere bero på et veludført PR-stunt.
Der er masser af kød (!) på denne historie til at det kunne have været en rigtig fed spionfilm: super dramatisk origin story, agentskole, spioner, muldvarpe, dobbeltagenter, flotte lokationer og hemmelige missioner i Budapest, Wien, London og Moskva - og en meget talentfuld agent i hovedrollen med et uventet es oppe i ærmet til sidst. Jeg nåede desværre aldrig at blive overbevist af Jennifer Lawrence's Dominika. Hendes russiske accent lyder egentlig ok, men det sætter en kæp i hjulet på hendes performance og screen presence. Men hvad værre er: jeg tror ikke rigtig på hende som en dygtig agent. Alt for mange af hendes opgaver er skildret utroværdige. Jeg ved ikke, om de de russiske spurve lærte andet på Statsskole 4 end at forføre mænd. Men det havde da hjulpet lidt på troværdigheden, hvis der på skolen også havde været nogle kamptrænings montager eller lignende til at underbygge troen på hendes færdigheder. Og hvad sker der lige med den mærkelige blanding af nutiden og koldkrigstiden? Filmen foregår i nutiden, men pludselig er der gammeldags 3½" disketter med, og filmen syder af 80'er koldkrigs stemning i stil med tv-serien The Americans. De negative ting er dog ikke værre, end at man sagtens kan lade sig rive med af den underholdende spion thriller. Der er i hvert fald nogle ret fede action scener hen mod slutningen, hvor det bliver herligt blodigt og ubehageligt.
En film der skal ses pga. Charlize Theron, der spiller helt vildt overbevisende. Især den første halvdel er ret sjov, dramatisk og meget genkendelig for forældre. I anden halvdel begynder det at blive en smule kedeligt og ensformigt, og til sidst bliver det lige lovlig fortænkt, overforklaret og sentimentalt.
Den første halvdel af filmen er virklig fascinerende. Vi bliver her stille og roligt præsenteret for en familie, som må siges at være temmelig belastet af indre dæmoner. Mormoderen (der netop er død) var tilsyneladende ikke så nem at danse med og havde samtidig en alvorlig psykisk lidelse. Det viser sig, at begge hendes børn - og begge hendes børnebørn - heller ikke er helt raske i hovedet. Alle disse skæbner er vældige interessante, og samtidig er skuespillet meget troværdigt. Særligt imponerende er Toni Colette, der spiller moderen. Hun spiller med de helt stor armbevægelser, hvilket nemt kunne have virket overgearet, hvis hun ikke havde gjort det med så stor indlevelse og overbevisning. Hatten af for det! Til gengæld giver jeg ikke meget for sidste halvdel af filmen. Fra det tidspunkt hvor historien går over i Ouija og spøgelses-hokus-pokus er jeg helt stået af. Den interessante psykologiske gyser bliver til noget okult dæmon nonsens. Mega ærgerligt, for den første del af filmen var til 5 stjerner. Der er rigeligt med kød på familiens baggrund og karakterene til, at man ikke havde behøvet at køre så meget på det overnaturlige til sidst.
Sarah har overlevet en frygteligt bilulykke, hun er gravid, og hun skal føde den kommende dag. Men så får hun besøg af en mystisk kvinde, der er ude efter hendes barn... Der er masser af herlig blod og splatter, men historien er papirstynd og virklig ringe. Den mystiske kvinde er fysisk svag, har ingen særlige evner - men formår alligevel at nakke den ene politimand efter den anden. Det giver ingen logisk mening. Hvis hun så i det mindste havde været skræmmende at se på, eller hvis historien havde udviklet sig i en uforudsigelig retning. Men alt går desværre lige efter bogen. Den får to stjerner, fordi den trods alt er ganske underholdende noget af tiden på grund af de mange blodige scener.
På samme måde som med Edward Saksehånd så starter Beetlejuice med fuld knald på farverne og høj solskin - hvorefter den så bliver mørk på en komisk-tragisk måde. Det sker, da Alec Baldwin og Geena Davis på en højst uheldig måde ender som døde gæster i deres eget hus. De nye ejere flytter ind med deres datter (en ung 16-årig Winona Ryder) som bidrager med det næsten obligatoriske Tim Burton gotiske element. Filmen er ganske underholdende og fyldt med ultra fede og kiksede B-films agtig production design. Tjek eksempelvis søuhyret uden for huset ud... Først tænker man, at det er utrolig dårligt lavet af en film fra 1988, men dette look er helt klart lavet med vilje som en slags homage til forgangne tiders horrorfilm. Der bliver også flettet lidt sang og dans ind i filmen. Men dog uden at det på nogen måde bliver en musical.
Nu ved jeg hvordan min kæreste i sin tid havde det, når jeg slæbte hende ind for at se film som Gone in 60 Seconds, Fast & The Furious eller lignende. Hun kunne ikke rigtig se det interessante i potente sportsvogne eller de mange smarte drengerøvs bemærkninger. Det er da ellers opskriften på universel underholdning - eller hvad? Nu var det så min tur til at sidde og ikke fatte halvdelen af de mange insider jokes, som de andre i salen grinte af. Det hjælper heller ikke, at det ikke bliver forklaret hvad "MET Gala" egentlig går ud på, eller hvad Anna Hathaway's karakter egentlig skal forestille at være berømt for. De potente sportsvogne er skiftet ud med modetøj, juveler, sko og kunstværker. Ok, fint nok - men kom nu igang med kuppet... Da kuppet endelig går igang, er jeg glimrende underholdt. Det skader bestemt heller ikke, at filmen er spækket med skønne skuespillere. Det er svært ikke at elske Sandra Bullock, Cate Blanchett, Helena Bonham Carter, Mindy Kaling og Anna Hathaway. De er nogle seje tøser, og de gør alle et fortrinligt stykke arbejde i dette søster-projekt til Ocean's 11.
Hvor Bottle Rocket var Wes Anderson's debut film, så er Rushmore hans første "rigtige" Wes Anderson film i forhold til den stilistiske stil og det gennemgående tema om familie/venner, som vi ser i alle de efterfølgende værker. Max går på privatskolen Rushmore. Udadtil har han tjek på det hele, men indvendigt bokser han med mindet om sin afdøde mor og forsøger at skjule, at hans far "bare" er frisør. Da han bliver forelsket i en af lærerne, går der ged i hans situationsfornemmelse, og han begynder at opføre sig lidt som en skiderik. Det giver en masse vældig sjove scener, men man mister sympatien for hovedpersonen - og dermed interessen for historien. Det øvrige persongalleri, musikken og de visuelle virkemidler er ikke så sprudlende som senere og desværre ikke nok til at opveje det lidt kedelige hovedplot.
