Jeg blev aldrig fanget af den helt særlige form for humor, som filmen har kørende. Det er lidt samme samfundssatire med fokus på racisme, som også tv serien Atlanta anvender. Så hvis man er til Atlanta, så vil man ganske givet også finde mange gode ting ved Sorry to Bother You. Jeg synes tingene bliver malet lige lovligt sort/hvidt op (no pun intended). Filmen har således meget af den amerikanske "if you are not with us - you are against ud" mentalitet. Dette kommer bl.a. til udtryk i filmens telefonsælger strejke, hvor det meget kraftigt antydes, at hvis man ikke sympatistrejker med de andre, så er man et dumt svin. Mig bekendt kan man ikke kaldes en skruebrækker, hvis man ikke er tilknyttet samme medarbejdergruppe, som dem der strejker... Det er en ret uelegant måde at forsøge at proppe politiske budskaber ned i halsen på en. Overordnet set har filmen dog et ganske sympatisk budskab. Og det hele serveres på en yderst original og kreativ måde.
Alex Honnold er gjort af et særligt stof. Både fysisk og ikke mindst mentalt. Man kan vist roligt sige, at han er noget af en enspænder. For ham er det vigtigere at præstere noget konkret i livet end "bare" at leve et lykkeligt liv og hygge sig. Og det gør han så ved at sætte sit liv på spil gang på gang dinglende flere hundrede meter over jorden uden nogen form for sikkerhed. Det er helt vildt inspirerende og nervepirrende at se på. Jeg sad bogstaveligt talt med svedige håndflader under hele filmen og kunne nærmest ikke være i mig selv de sidste 20 minutter af filmen.
Jeg var ret spændt på, om det gav mening at sætte sig til at se en film om The Simpson, når jeg nu aldrig har set et eneste afsnit af tv-serien. Det kan man roligt gøre, kan jeg så afsløre. For filmen kræver ikke noget forhåndskendskab, og det er desuden en glimrende introduktion til den kerneamerikanske forstads familie. Det er da muligt, at der er ting og sager man misser, når man ikke kender karakterenes baggrund. Men humoren misser man ikke. Den er universel, den er dejlig sort, og den er spredt ud med rund hånd gennem alle filmens ca. 90 minutter.
Herlig hævnfilm med kraftige elementer fra the Coen brothers, Tarantino og Anders Thomas Jensen. Filmen skriger på et amerikansk remake, hvilket da også kom senere med den mest oplagte skuespiller af alle.
Lilo er en lille pige, der bor alene med sin storesøster på Hawaii. De sociale myndigheder er efter dem, og Lilo har det også lidt svært med at få venner. Men så får hun sig en uventet ny ven i en blå mærkelige hund, som hun køber i et dyreinternat. Hunden, som hun døber Stitch, er dog slet ingen hund - men et undsluppet eksperiment fra en fjern planet. Det er nok den mest fantasifulde fortolkning af Den Grimme Ælling nogensinde. Blandet med lidt Home Alone humor og eksotiske locations på Kauai og Big Island. Der er mere action og sjove stunts end der er humor, og filmen føles da også klart som en børnefilm. I den sammenhæng er det rart at se, at figurerne ikke har Barbie proportioner, men er tegnet med kraftige ben og brede ansigter og næser. Det sender et sundt signal til det yngre publikum.
Der er på ingen måde tale om en traditionel biopic, der fortæller historien om de to berømte komikere fra fødsel til død. Tværtimod er filmen et isoleret nedslag, der følger Laurel & Hardy på en turné i England i deres karrieres efterår. Det er en meget rørende film, og det er vel nærmest hvad man i dag ville kalde en bromance. Samtidig giver filmen et anderledes og interessant indblik i de to berømtheder - herunder især de personlige og karrieremæssige ting, som de sloges med. Endelig bliver men nød til at fremhæve de to skuespillere (John C. Reilly og Steve Coogan), som begge gør det helt fantastisk. De blev da også hver især nomineret til hhv. en Golden Globe og en BAFTA.
Den første film i serien skulle efter sigende være den bedste. Men det finder jeg nok aldrig ud af, da én film er rigeligt til mig. Den starter faktisk udmærket. Bella må flytte fra storbyen Phoenix i det sydlige Arizona til en lille flække i den store grå nordlige stat Washington. Her skal hun naturligvis finde sig til rette med nye venner i skolen og samtidig finde ud af at trives med sin far, som hun ikke har boet sammen med i mange år. Denne del kunne jeg rigtig godt lide. Men så snart hun møder den mælkehvide Edward og forelsker sig ved første blik, så går det ned ad bakke. Der skal selvfølgelig være en kærlighedshistorie i en young adult film. Det kan man ikke komme udenom. Men det er lidt en hån mod det kvindelige publikum, at den kvindelige hovedrolle skal være så passiv gennem hele filmen. Prøv engang at sammenligne Bellas "aktive" rolle med Katniss i Hunger Games eller Hermione i Harry Potter! Det havde helt klart klædt fortællingen, hvis Bella ikke havde været så "kærlighed-gør-blind" naiv, og hvis hun havde haft lidt mere lidt mere ben i næsen.
Det var med noget ambivalente følelser, at jeg gik ind til Avengers 4. På den ene side så jeg selvfølgelig frem til en super episk afslutning. Men på den anden side, så frygtede jeg en plat afgørelse, hvor Captain Marvel bare kommer og redder dagen med hendes Superman kræfter og resetter historien ved brug af The Time Stone. Heldigvis har Russo brødrene fundet på en rigtig god historie og en løsning, der giver god mening ift. at Thanos burde være uovervindelig, så længe han har de 6 Infinity Stones. Og vi slipper heldigvis for at se alt for meget til Captain Marvel, der - ærligt talt - ikke synes at høre helt hjemme i MCU universet. Jeg har ikke brug for at se en helt med Superman kræfter, og slet ikke en, der hverken har humor eller karisma. Man skal lige sluge et par kameler, før man kan nyde filmen til fulde. Warning: SPOILERS ahead! For det første er det rimeligt utroværdigt, at Stark lynhurtigt opfinder en tidsmaskine. Jeg har også svært ved at købe, at han lige laver en handske, der kan tøjle de 6 Infinity Stones. Thanos selv måtte have hjælp af universets dygtigste smed (kæmpe-dværgen) til at lave handsken inkl. en sols energi til at varme smedjen op med. Og når man så endelig har handsken med stenene i, så kan alle og enhver åbenbart finde ud af at bruge den i første forsøg. I origin historier skal heltene ellers altid bruge lang tid på at øve sig, inden de har lært at bruge deres kræfter rigtigt. Men en handske med universets allerkraftigste våben er åbenbart lige så intuitiv som et Apple produkt (just plug & play). Heldigvis er det ikke noget der dvæles så meget ved, og man glemmer hurtigt disse "plothuller". Og mht. tids-kuppet, så er de gode til selv at gøre grin med idéen og laver nogle sjove referencer til Back to the Future, Terminator osv. Det er faktisk temmelig genialt, at DET der kunne være endt i et techno-babble helvede i stedet bliver til en super humoristisk time-heist med nostalgiske call-backs til mange af de tidligere MCU film. Jeg åd i hvert fald det hele råt, da de først begav sig ud på denne ekstremt underholdende mission. Det hele slutter som det skal. Et stort brag med en masse herlige gensyn. Bl.a. var det for vildt at se Scarlet Witch i kamp mod Thanos. Begravelsen til sidst var også fin, men ikke noget der rørte mig. Jeg var fuld tilfreds med, at der var den logiske konsekvens ved at en dødelig prøvede kræfter med de seks infinity sten. Til gengæld var det super smukt og rørende, at Peggy og Steve endelig fik hinanden. Genial afslutning!
Filmen mangler i den grad en ordentlig skurk. Ja, faktisk er der slet ikke nogen rigtig skurk med overhovedet. Der er en mystisk kvinde i en hvid dragt, som man først tror er en bad guy. Men det er hun så ikke alligevel. Så er der en slags gangster og hans håndlangere, men de udgør ingen reel trussel, da de hverken har superkræfter eller nogen særlige våben. Og så er der FBI og politiet, men dem kan man jo heller ikke ligefrem kalde skurke. Et andet problem er, at der er utrolig meget "tecno-babble". Altså brug af en masse selvopfundne tekniske udtryk og ord, som har til hensigt at skulle overbevise tilskueren om, at de vilde videnskabelige ting godt kan lade sig gøre. Vi er vant til rumskibe, der kan flyve med 10 x Warp hastigheder, tidsvendere og portaler til andre verdener. Men på en eller anden måde er det sværere at købe et koncept, hvor man kan formindskes ned til atomstørrelse og leve inde i et mikrokosmos i 30 år. Jeg blev i hvert fald ikke overbevist, selv om det fløj om ørene med smarte tekniske termer. Det hele er således en stor rodebunke, hvor filmens mission er at redde ikke bare én kvinde, men to forskelige kvinder fra to forskellige skæbner. Og det krydres så med en masse modstand - både internt og fra ordensmagten. Hensigten med filmen er ganske vist ikke at fortælle en episk historie, men nok mere bare at underholde os med mere af samme humoristiske skuffe som fra den første Ant-Man film. Dette genbrug af jokes og genbrug af den fortællermæsige "kup-film-tone" falder desværre lidt til jorden her. Uanset hvad aå er man dog i godt selskab, så tiden er ikke helt spildt.
Advarsel. Hvis du synes, at Boyhood var kedelig, fordi der næsten ikke skete noget, så er Yi Yi nok ikke noget for dig. Med sine over 2 timer og 50 minutter er den endnu længere end Boyhood, og der sker endnu mindre. Så er det sagt! Filmen lægger ud med et bryllup, hvor vi introduceres til hovedkarakterene: forretningsmanden NJ, hans to børn (Tin Ting og Yang Yang), hans ekskone (Min Min), hendes bror A-Di (som er ham der bliver gift i starten), samt familiens bedstemor. Da bedstemoderen kort efter brylluppet får en hjerneblødning og kommer i koma, begynder det at gå skidt for hele familien. Man følger de enkelte hovedkarakterer i små hverdags situationer på jobbet, i skolen og i det private. Der er hverken humor eller store armbevægelser, men det er på en eller anden måde meget dragende at være vidne til. Vi er som fluer på væggen, der bare kigger med. Dette forstærkes af, at der i høj grad anvendes en tilbagetrukket og fastmonteret kameraposition, så man ser det hele lidt på afstand, objektivt beskuende. I en del af scenerne er det yderligere forstærket ved, at der er filmet ind gennem et vindue - og gerne vinduer, der delvist reflekterer verden udenfor som et spejl. Det giver en super god dramaturgisk effekt og får en til at sætte familiens liv (og vores eget) i relief i forhold til den store verden udenfor.
Endelig en julefilm som fungerer. Jeg har ellers tidligere forsøgt mig med en række nyklassiske julefilm, som alle skuffede fælt. Faktisk kunne jeg nærmest ikke holde ud at se på hverken Love Actually, The Muppets Juleeventyr eller Grinchen (den med Jim Carrey). Elf kan til gengæld noget. Jeg mener, når man kan blive i julestemning på en varm forårsdag og gå resten af dagen og nynne "Baby, It's cold outside", så har filmen ramt den rette balance mellem juleri, eventyr og romantik. Så lad være med at blive afskrækket af det frygtelige grimme cover med Will Ferrell i det mest hæslige outfit, man kan forestille sig. Og lad være med at slukke efter de første minutter på grund af det infantile production design på Nordpolen. Der er en mening med det tegneserieagtige design. Først og fremmest er Elf en super sjov komedie tilsat lidt herlig julestemning og romantik.
Filmen fungerer klart bedst i scenerne med "Isdronningen", der overspiller så teatralsk, at man bare må overgive sig. Det er virklig morsomt - selv om jeg er i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er MENINGEN, at det skal være morsomt. I den modsatte grøft har vi de mere alvorlige sekvenser, som nok kun fungerer for aldersgrupper under teenagere (tweens). Voksne og større teenagere vil krumme tæer over filmens forsøg på at komme med en politisk korrekt morale samt den lige lovlige sukkersøde historie.
Jeg forsøgte at se den for 10 år siden, men da faldt jeg i søvn efter et kvarter. Nu forsøgte jeg så igen, og endnu engang måtte jeg kæmpe mod søvn og kedsomhed. Men jeg fik dog set den til ende. Det er primært en film om Robert Ford. Jesse James er en bikarakter, og jeg synes ikke, at Brad Pitt's udgave af ham er særlig interessant. Robert Ford er til gengæld en ganske interessant person, og Casey Affleck giver et indlevende og troværdigt portræt af ham. Andre positive ting er, at billede og lyd er i topklasse, men desværre ikke nok til at holde interessen kørende i næsten 3 timer.
Den engelske titel "Borg vs. McEnroe" antyder, at filmens primære omdrejningspunkt er kampen mellem de to legendariske tennisspillere. Det er det sådan set også på overfladen. Men filmen handler faktisk mere om Borgs mentale kamp mod hans egen indre McEnroe. For Borg havde i sin ungdom et ligeså hidsigt temperament som McEnroe. I modsætning til McEnroe så lærte Borg dog at lægge tøjler på sig selv. Endda i sådan en grad, at de to spillere kom til at udstråle hinandens totale modsætninger. Filmen bruger en hel del tid på denne indre kamp i Borg, og hen mod slutningen får vi så selve tennisfinalen i Wimbledon 1980 mellem de to spillere. Det har altid været meget svært at genskabe professionel tennis på film. Man kan lave overbevisende krigsscener fra 2. Verdenskrig, og man kan få skuddueller mellem rumskibe i en fjern galakse til at se troværdigt ud. Men når man forsøger at genskabe en duel mellem to kendte tennisspillere, så kommer det altid til at se kunstigt ud. Her i denne film gøres det ved hjælp af en blanding af originale optagelser og zooming ind på skuespillerne. Det er ok lavet, men ikke særligt medrivende. De to skuespillere gør det i øvrigt begge fremragende. Shia LaBeouf har fanget mange af McEnroes bevægelser og mimik. Men hans ansigt fungerer ikke. Jeg ser kun Shia LaBeouf og bliver derfor hele tiden mindet om, at det er teater.
Det er så lidt der skal til, for om en film rammer en, eller om den føles ligegyldig. Jeg havde hørt, at der skulle ske noget sørgeligt i starten. Og netop fordi jeg vidste det, så ramte det mig overhovedet ikke. Konsekvensen var, at jeg aldrig blev engageret i filmen. Den er meget skabelonagtig og dermed utrolig forudsigelig. Den sidste halve time af en boksefilm må ikke være kedelig. Og hvis den er det, så er der altså noget galt. Herudover der var en hel del af handlingen, som jeg ikke kunne købe på grund af utroværdige reaktioner og lidt for overdramatiserede konsekvenser. Men! Jake Gyllenhaal er til gengæld virklig troværdig i rollen som en super veltrænet, og ikke særlig begavet bokser. Det er hans skuespil, der gør en ellers jævn kedelig film værd at se.
Denne version af Hellboy fungerer bedst, hvis man de næste 2 timer bare glemmer de "gamle" film og accepterer, at det nu er tid til eventyr og fantasy. For der er godt nok knald på. Et ultra farverigt persongalleri og masser af monsters, kæmper og hekse, som Hellboy skal forsøge at stoppe. Der er ingen Mr. Nice Guy her. Det er dræb eller få din krop flået i stykker. Masser af dejlig blod og afrevne kropsdele. Og så har filmen en noget uventet hovedskurk. I hvert fald uventet i en Hellboy film. Merlins nemesis fra King Arthur sagaen: heksen Nimue (måske bedre kendt som Nyneve eller Jomfruen af Søen i de danske oversættelser af King Arthur). Ifølge sagnet var hun Merlins lærling. Merlin var forblændet af kærlighed til hende, og da han havde lært hende alle sine magiske hemmeligheder, takkede hun ham ved at spærre ham inde i en grotte til evig tid. Der er også et par groteske håndlangere. Et kæmpe vildsvin (ja, du læste rigtigt) og den klammeste gamle heks på film siden heksen i tårnet i The Brothers Grimm. Med disse over-the-top karakterer er tonen ligesom slået an. Det er eventyr og fantasy som i The Brothers Grimm og Stardust - bare med meget mere blod og action.
Hvem ved, hvad der egentlig skete i England i 1500-tallet? Nulevende øjenvidner er der ikke så mange af, og de skrevne historietekster er alle nedskrevet af mænd, som helt sikkert ikke var 100% objektive. Jeg mente selv at kende historien om Elizabeth I af England og Mary I af Scotland ganske godt - bl.a. baseret på op til flere spillefilm og dokumentarfilm. Mary Stuart bliver næsten altid skildret som en ondskabsfuld katolsk bitch og Elizabeth som den kloge og gode protestanske dronning. Her burde man allerede blive mistænkelig, for tingene er som regel aldrig så sort/hvide i virkligheden. Derfor er det fascinerende at se en helt anden vinkel på historien i Mary, Queen of Scots. Her er begivenhederne primært set ud fra Mary's synsvinkel, men også fra Elizabeth's, og begge bliver skildret tilpas nuanceret til, at denne fortolkning af historien virker som et ganske troværdigt alternativ til den "rigtige" historie. Den gode idé suppleres af vildt flotte billeder. Panoreringer hen over det skotske landskab, kostumer, make-up og production design er alt sammen i topklasse. Der kan heller ikke sættes en finger på skuespillet, hvor 25-årige Saoirse Ronan med sin 3. Oscar nominering endnu engang viser, at hun er kommet for at blive. Filmen er dog langt fra perfekt. Der hvor det går galt er i manuskriptet. Den er rodet fortalt og indimellem direkte forvirrende - og det endda på trods af en ret simpel handling. Dette trækker meget ned. Men de mange positive ting gør, at den alligevel ender på 4 små stjerner.
Escape Room minder så meget om Saw filmene, at det nærmer sig plagiat. Primære forskel er, at i Escape Room møder de involverede frivilligt op for at deltage efter at have modtaget en mystisk invitation i en firkantet boks. Så på den måde har man taget elementer fra The Game og smedet sammen med det klassiske "slip-ud-eller-dø" koncept fra Saw. I Saw filmene var tankegangen fra the puppetmaster, at de involverede skulle lære at sætte pris på deres liv. I Escape Room er det vendt på hovedet ved, at nogle begivenheder fra de 6 hovedpersoners fortid gør, at de slet ikke burde være i live - og derfor har fortjent at dø! Men snik-snak til side så er Escape Room under alle omstændigheder utrolig underholdende og fyldt med spænding og action fra start til slut. Så hvis du vil se en film, hvor det vigtigste er, at du ikke kommer til at kede dig, så består Escape Room helt sikkert. Derfor sniger den sig lige op på 4 stjerner.
Næppe en film der kan trække mange amerikanske teenagere i biografen. Faktisk nok ikke en eneste. For filmen er ekstrem skandinavisk i sit dvælende udtryk med underspillet humor og meget lange scener med fokus på små pudsige underfundigheder. Jeg kunne godt lide de små korte vignetter, men jeg blev hurtig træt af at se på de to spøg-og-skæmt sælgere. De første par scener med dem var ret sjove, men herefter foretrak jeg de scener, hvor der er fokus på andre personer. På trods af de mange sjove indfald, så er det en forholdsvis ujævn film med langt mellem snapsene.
Der er enkelte ok sjove sekvenser som den fuldautomatiske kyllinge-tærte-maskine og den store flyvemaskine til sidst. Men ellers er det meste af humoren i filmen en masse (meget lidt sjove) ordspil og meget lidt handling. Filmen varer kun 1 timer og 20 minutter, men den føltes meget lang.
Bill Nighy er ret sjov, og det er ganske hyggeligt med de mange kendte ansigter. Men 99% af filmen er så vanvittig corny, at det gør ondt at se på. Især scenerne med Liam Neesons lille dreng, og den pige han er forelsket i, er så tåkrummende, at jeg måtte kigge væk. Ja, jeg er en hjerteløs scrooge. Og dog, da filmen var færdig, zappede jeg tilfældigvis forbi "Broerne i Madison County" og blev mindet om, at der rent faktisk findes super rørende kælighedsfilm, som stadig holder.
Hvordan gik det lige til, at Christian Bale vandt en Oscar for The Fighter, men ikke engang blev nomineret for denne enestående præstation i The Machinist? Han er yderst intens som en fabriksarbejder, der lider af insomnia og tydeligvis er tynget af et eller andet, der er sket forud. Man finder hurtigt ud af, at det ikke er alt, hvad vi (og Christian Bale) ser, som man kan stole på. Hvordan det hele hænger sammen, er svært at gætte, men det er sjovt at forsøge. Det er en thriller med stort T, og filmen oser af Hitchcock stemning. Musikken, klipningen og historien har alle typiske Hitchcock elementer, og det er en nydelse at se og føle. Der er faktisk også en del Memento over den, idet filmen udover at være en thriller også er en detektivhistorie for både seer og hovedperson. PS: Det er ret uhyggeligt at se Christian Bales 54 kg. udmagrede krop på skærmen her i 2019 kun få måneder efter, at vi så ham som fed gammel mand i Vice.
Traileren så bestemt sjov ud og viser endnu engang, at folkene bag DC filmene ikke er blege for at afprøve mange forskellige genrer af superheltefilm. Suicide Squad var den første mere humoristiske tilgang med vanvittige og farverige karakterer. Aquaman gik i en helt anden retning med syret undervands eventyr. Og nu kommer så Shazam!, der blander superheltefilmen med en slags familiekomedie. Man skal på ingen måde forvente grovkornet humor som i Deadpool filmene. Shazam! er i langt højere grad humor helt nede i børnehøjde. Lidt for meget børnehøjde til min smag. Har man først set traileren, så har man faktisk set det meste og det bedste, for humoren i resten af filmen er variationer over samme joke - nemlig fjollede ting et barn ville sige og gøre, hvis de havde en voksenkrop med superkræfter. Jeg var ret så meget med i starten af filmen, som fungerer ganske godt. I tredje akt begynder kedsomheden desværre at melde sig. Eftersom det hele kører efter børnefamiliefilm skabelonen, så er der intet reelt på spil. Det kan derfor kun blive til 3 små stjerner.
Filmen bygges super godt op. Meget stemningsfuld med gode interessante karakterer, der alle spiller godt og troværdigt. Der er masser af visuelle virkemidler og hints, som antyder, at der er noget stort og mystisk på spil her. Det hele ebber desværre ud i en lidt for banal afslutning. Jeg havde klart forventet mere, men det er stadig en ganske seværdig lille film.
Jeg har kun set tegnefilmen en enkelt gang, og uden at den sagde mig ret meget. Det var derfor som udgangspunkt ikke min plan at gå ind og se liveaction/CGI versionen. Men da det trods alt er en Tim Burton film, og da jeg har set samtlige af hans øvrige film, så blev jeg altså også nød til lige at tjekke denne ud. Den er bestemt imponerende visuelt set, og der bliver bygget et super flot univers op. Historien er til gengæld ret kedelig. Jeg er ærligt talt ret ligeglad med Dumbo figuren, og de store blanke CGI øjne rører mig ikke. Til gengæld var jeg fascineret af universet og flere af de rigtige karakterer. Så jeg tror, at der kunne være lavet en glimrende film, hvis hele historien om Jumbo og Dumbo var taget ud eller reduceret meget kraftigt. I stedet skulle der være fokuseret endnu mere på pigen Milly, hendes far og Eva Green's Colette. Milly minder i forvejen en del om den kloge og resourcefulde Violet fra A Series of Unfortunate Events (En Ulykke Kommer Sjældent Alene), og universet derfra ville være perfekt at udforske i en Tim Burton film. CGI'en gør Dumbo livagtig og flyvende, men filmen flyver ikke. 2½ stjerner.
Anne er advokat og har styr på karrieren. Hun er gift med en svensk Anders Berthelsen type og har to søde tvillingedøtre. Da mandens søn fra tidligere ægteskab, Gustav, flytter ind, begynder Anne pludselig at opføre sig lidt som en fjollet teenager. Anne savner at blive begæret og er måske kommet lidt i panikalderen (det sker vel også for kvinder...). Gustav er omvendt en ung mand med styr på damerne, men til gengæld har han ikke så meget styr på sit liv og er vel det man kalder for "utilpasset". Filmen er meget langsom om at komme igang. Der går over en time, før der begynder at ske noget, og før der introduceres en konflikt. Indtil da har vi alene været vidne til nogle uskyldige blikke og lidt akavet flirten. Anne og Gustav er i starten nærmest fjender, og jeg havde meget svært ved at købe, at Gustav skulle kunne falde for Anne. Det virker temmelig konstrueret og skrevet, at der bare skal en badetur i søen og et spil "1-2-3 krone for mig" til, før de ender sammen. Da Annes søster senere ser dem lidt for tæt sammen til en fest, forekommer det også urealistisk konstrueret, at søsteren ikke engang vil tale med Anne. Jeg mener: Anne og søsteren har et ret tæt søsterforhold, og søsteren ved ikke mere end den smule, hun har set. Ville det ikke være mere realistisk, at søsteren ville konfrontere Anne og udspørge hende om, hvad hulen hun har gang i...? Jeg savner også en mere provokerende handling. Filmen ville have ramt hårdere, hvis der rent faktisk var tale om et overgreb, eller hvis der havde været tale om et barn i stedet for en så-godt-som-voksen ung mand. Det kan godt være, at det stadig er ulovligt, men når filmen fremstiller et gensidigt ønsket forhold med en i øvrigt seksuel aktiv ung mand, så bliver det bare sådan lidt "nå-agtigt". Ikke at det er ok, for det er det selvfølgelig ikke, men i forhold til, hvad man ellers ser, så var det ikke noget, der kunne ryste mig i min grundvold. Det bliver heller ikke bedre af, at Gustav opfører sig ret dumt. Man mister sympatien for ham, og selv om Anne senere gør noget meget mere usympatisk, så var det for sent i forhold til, at man gider "heppe" på Gustav. Resultatet var, at da man kom til slutningen, så sad jeg bare med en slags "nå ja, det måtte jo ske!" fornemmelse.
Gad vide, om jeg har set den samme film som anmelderne fra medierne. Jeg blev lovet en ny og original måde at lave en gyser på, jeg blev lovet masser af humor, og jeg blev lovet en Jordan Peele film, som sagtens kunne leve op til Get Out. Så det er da klart, at man bliver skuffet, når Us viser sig at være en gyser under middel af samme forudsigelige skuffe som de mange andre tidstypiske amerikanske gysere. Fra det øjeblik - SPOILER - at den "anden familie" træder ind i stuen og vælger IKKE at dræbe vores fire hovedpersoner, så ved man, at de alle fire vil overleve hele vejen igennem. Der var derfor absolut ingen spænding i resten af filmen. Det bliver bestemt ikke bedre af, at Lupita Nyong'os spejl-version taler med en dybt irriterende stemme, der lyder fuldstændig som når man selv forsøger at lave en kunstig uhyggelig stemme for sjov. Og så den lille dreng med masken, der forsøger at være creepy ved at kravle som i The Grudge. Det er tåkrummende og skubber mig helt ud af filmen. Get Out var original, spændende, humoristisk og tankevækkende. Us er ingen af delene.
Christine Sønderris er meget overbevisende som den engagerede journalist, der drager ned i undergrunden for at blive klogere på, hvordan det er at arbejde med metrobyggeriet langt hjemmefra sin familie. I starten stiller hun ret naive spørgsmål, og hun virker ikke som den mest kompetente journalist, men hun har i den grad gå-på-mod og initiativ. Det ser man mange eksempler på undervejs, da det først begynder at gå galt. Filmens styrke er klart Christine Sønderris' skuespil, den klaustrofobiske stemning - og ikke mindst den fantastiske lydside. Det holder desværre ikke til sidst, hvor en ALT for lang scene mellem Rie og Bharan ender med at blive kedelig i stedet for spændende og klimatisk.
I fremtidens Japan er eleverne blevet så "umulige", at de ikke længere kan kontrolleres. Men så tager myndighederne skeen i den anden hånd... Den første del af filmen er aldeles fremragende. Det er Hunger Games på steroider, som kun japanerne kan gøre det. Hold da nu op! Der er i den grad nultolerance og betaling ved kasse 1. Filmen lider desværre under, at der er ALT for mange personer at holde styr på. At de alle sammen har skoleuniform på og meget ensartet hår, gør det ikke ligefrem lettere. Hver gang man tror, at man skal til at lære et par nye elever at kende, så bliver de mejet ned. Dermed bliver den lidt for ensformig i længden. Det skal dog ikke afholde en fra at tjekke Battle Royale ud, for det er et virklig syret og vanvittigt bekendtskab.
Det er identitetstyveri i dobbelt forstand. Uover at titlen beskriver handlingen i filmen ret præcist, så er filmen i sig selv også et identitetstyveri af den fremragende "Midnight Run" fra 1988 med De Niro og Charles Grodin. Det føles dog ikke som plagiat, men i langt højere grad som en homage til den klassiske actionkomedie. Det bliver eksempelvis ret tydeligt, når Agent Alonzo Mosely's berømte replik "I'm Mosely!" fra Midnight Run bliver til "I'm Sandy Patterson!" i Identity Thief. I begge tilfælde bliver replikken anvendt som en konfrontation af den rigtige Mosely hhv. Patterson. Filmen er således ikke særlig original, men det er fin underholdning, hvis man er i humør til en actionkomedie i stil med Midnight Run eller Planes, Trains and Automobiles. 3½ stjerner.
Paul Walker spiller igen Brian O'Connor: undercover politibetjent/kriminel/ streetcar racer. Hovedperson og plot er således (så godt som) uændret fra den første film. Men alle bipersonerne er skiftet ud. I stedet for at hænge ud med Vin Diesel, Michelle Rodriguez og de andre fra garagen i LA, så er vi nu i Miami. Omgivelserne og biljagterne er mere farverige, men det samme kan man desværre ikke sige om persongalleriet. Hvis man blot ønsker en actionfilm med hurtige biler, så består filmen helt sikkert. 2½ stjerner.
Filmen kan beskrives som en high school noir film med stærk inspiration fra Twin Peaks universet. Joseph Gordon-Levitt render rundt og leger privatdetektiv og møder high school femme fatales, high school gangstere og high school narkobaroner. Det er musikken, stemningen og handlingen, som gør det til film noir, mens karakterene i høj grad er inspireret af Bobby, Leo, James, Audrey, Donna og Laura Palmer fra Twin Peaks. Vi har således allerede fra starten af filmen en død pige, der havde gang i flere forskellige unge mænd og mørke forbindelser til underverdenen. Joseph Gordon-Levitts hovedperson Brendan er en meget spøjs karakter og føles underligt frakoblet virkligheden i hans opførsel og næsten usårlighed. Udfordringen med filmen er at købe ind på ham som en virklig person, hvilket jeg havde meget svært ved. Men kan man det, så er det bare at nyde stemning og plot i denne helt unikke film.
Final Destination ligner ikke de mange typiske ungdomsgysere, som markedet er oversvømmet med. Filmen læner sig mere op ad det klassiske thriller-drama. Man ved ikke helt, hvor man har den - i hvert fald ikke i starten. Der er masser af mystery og suspense. Omvendt mangler der lidt forklaring på, hvorfor og hvordan disse forvarsler dukker op.
Marvel forsøger sig her med en alternativ måde at fortælle en origin historie. Marvel skal have ros for ikke bare at genanvende den sædvanlige struktur med en kronologisk tilgang fra almindelig person til superhelt, og hvor man bliver holdt i hånden hele vejen. Ved filmens start er Carol Danvers allerede voksen og i besiddelse af sine superkræfter (mere eller mindre). Der er endda en passende idé med denne tilgang, idet hovedpersonen ikke kan huske sin fortid, så i takt med at hun bliver klogere, så bliver publikum også klogere. Rigtig god idé. Men virker det så? Nej, desværre kun delvist. Ulempen ved at springe direkte ind i historien uden den sædvanlige prolog er, at man ikke når at lære Carol Danvers særlig godt at kende. Og dermed ryger engagementet i karakteren også et hak nedad. På den anden side, så sad jeg og blev ret nysgerrig mht. at opklare, om Carol egentlig er født Kree, Human eller måske en hybrid. Men da det til sidst afsløres (og kun delvist på en ret ulden måde), så bliver denne afgørende viden ikke forfulgt. Vi får ikke mere at vide, om hendes baggrund. Og hvorfor i alverden tager hun bare afsked uden at prøve at finde frem til sin oprindelige familie? Filmen har sådan set mange ting kørende for sig. Det er en god historie (men bare ikke så godt fortalt). Der er proppet en god portion humor ind i den (men desværre kun sporadisk). Der er masser af flotte kampe og actionscener (men det bliver aldrig spektakulært eller spændende). Vi lærer mere om The Space Stone. Og det er vældig sjovt og hyggeligt at se Nick Fury og Phil Coulson som yngre. PS: jeg har svært ved at se, at Captain Marvel skulle kunne give Thanos væsentlig modstand. Captain Marvel har fået sine kræfter fra en energikilde, som var baseret på The Space Stone. Thanos er gået direkte til kilden og har The Space Stone i egen hånd (handske). Plus yderligere 5 infinity stones!
Jeg deltog for nylig i en filmquiz, hvor quiz-masteren udnævnte School of Rock til "verdens bedste film nogensinde". Der var tydeligvis tale om et subjektivt og meget personligt valg, men det var alligevcel så stor en reklame, at filmen da måtte tjekkes ud. Og jeg blev ikke skuffet. School of Rock er fucking-rocking awesome! Utroligt at Jack Black ikke har vundet nogen priser for hans på én gang energiske og samtidig troværdige one-man præstation som vikar for en flok 10-årige elever på en privatskole. Børnene er også super charmerende (bl.a. en helt ung Miranda "iCarly" Cosgrove). Filmens succes hviler dog primært på Jack Black og hans uimodståelige karisma. Han owner i den grad sin karakter og giver den fuld gas fra start til slut. Herudover har School of Rock alt hvad man kan forvente af en feel-good film af denne genre: sjove øve-montager, sure forældre der til at starte med rynker på næsen af rock-musikken, og selvfølgelig det obligatoriske knald-eller-fald moment, hvor de skal optræde til sidst. Måske ikke "the best movie ever made", men ret sikkert "the best Jack Black movie ever made".
I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at det nok ikke er verdens bedste film. Jeg var dog så heldig at se den uden nogen som helst forudsætninger. Første overraskelse: Disney logoet toner frem. Ok, det er en Disney familiefilm. Så skal man nok ikke forvente det helt vilde - altså udover ordinær stueren familieunderholdning. Anden overraskelse: Jamie Lee Curtis og Lindsay Lohan er med og spiller de to hovedroller så det gnister. Tredje overraskelse: filmens magiske plotelement. Jeg går ud fra, at "ombytningen" afsløres i enhver trailer og beskrivelse af filmen, og så kan man jo godt nogenlunde regne hele filmen ud. Men uden dette forhåndskendskab, så fungerer filmen fantastisk godt. Jeg havde en fest med filmen. Er man blevet hooked i løbet af den første halve time, så gør det ikke noget, at den sidste halve time er banal og total forudsigelig. 4½ stjerner.
Der findes masser af ungdomsfilm med nørdede og kitchede typer. Men Napoleon Dynamite må siges at være i en klasse helt for sig selv. Den foregår i en lille by på bøh-landet i Idaho, og næsten alle hovedkarakterene taler på en underlig slow-motion-agtig måde - som om de var delvist imbecile eller i en konstant hash-rus. Det er ret svært at beskrive og meget underligt at være vidne til. Enten mister man hurtigt tålmodigheden med filmen, eller også fascineres man af denne ekstremt unikke stil. Der er så godt som ingen handling. Man følger blot Napoleon i hans aparte hverdag med hans nørdede familie, nørdede venner og nørdede fritidsinteresser. Først efter en times tid kommer der et lille plotelement ind i historien ifm. at der skal vælges en ny elevrådsformand. Og dette leder frem til en af filmens højdepunkter: en dansescene der efterfølgende er blevet meget berømt. Det er på ingen måde en lårklaskende sjov komedie. Men man sidder konstant med et bredt weird smil. Husk at se alle rulleteksterne færdig, for der kommer en lang end-credit scene på over 5 minutter til allersidst.
Filmen så sjov ud i traileren, og idéen (hentet fra det virklige liv) er da også udmærket. En flok halvgamle drengerøve holder sig unge i krop og sind ved at lege tag-fat én gang om året i maj måned. Vel og mærke alle 24 timer i døgnet alle dage i måneden. Og intet er helligt. 3½ stjerner. Dette burde kunne udmønte sig i timevis af grænseoverskridende og lårklaskende scener. Især med så gode komiske talenter som Ed Helms og Jon Hamm. Løjerne bliver dog forbavsende hurtigt ensformige at se på, og jeg sad faktisk og kedede mig lidt den sidste del af filmen.
Især den første halve time er crazy og virklig sjov. Her introduceres man til de to vanvittigt forkælede, infantile og virklig irriterende 39-40-årige "børn" Dale (Reilly) og Brennan (Ferrell). Deres respektive mor og far (spillet af Mary Steenburgen og Richard Jenkins) er filmens "straight man" og viser knivskarpt den gigantiske afstand mellem de normale forældre og deres mildest talt umulige børn. Filmen mister desværre momentum, efter at de har rottet sig sammen imod den næsten lige så ulidelige lillebror Derek (spillet fantastisk af Adam Scott). Den er derfor for ujævn til at kommer op på 4 stjerner, men dog langt bedre end den alt for fjollede lav-komik i Anchorman. 3½ stjerner.
Filmen er primært en romantisk komedie og både starter og slutter som en sådan. At hovedpersonen Harold er en karakter i en ufærdig bog, og at han endda lever i den samme verden som forfatteren, er en ret sjov idé. Det gør nærmest filmen til et trekantsdrama. Selv om Will Ferrell spiller godt (og dejlig afdæmpet), og Maggie Gyllenhaal er sød og charmerende, så skal man ikke forvente en vild sjov og romantisk film. Der bliver nemlig brugt (lige lovlig) meget tid på idéen med, at Harold er en fiktiv person i en bog. I sidste ende føles det dog mest som et gimmick for at lave en anderledes romantisk komedie.
