Det var lykkedes mig at undgå trailers eller at læse noget som helst om filmen på forhånd. Men det var desværre umuligt at undgå at se de overskrifter, der sammenligner Joker med King of Comedy og Taxi Driver. Og det var sådan set nok til at forudse det meste af filmen. Der var ikke rigtig noget i historien, der overraskede mig - hvilket var lidt skuffende. Til gengæld kan man umuligt blive skuffet over måden, det bliver serveret på. Uanset hvor store forventninger, man måtte have til Joaquin Phoenix, så indfrier han dem til UG og mere til. I starten af filmen er hans udgave af en præ-Joker et virkligt sølle menneske. Og man tænker, at han umuligt kan nå at udvikle sig til superskurken Joker i løbet af 2 timers spilletid. I hvert fald ikke hvis det skal gøres på en troværdig måde. Men Joker er sandsynligvis den mest troværdige (og realistiske) af alle film baseret på DC's univers. Vi er ikke i et mørkt og gotisk Gotham. I stedet ser vi en beskidt og ulækker by fyldt med fattige, der bliver trådt på af samfundet. Der er brug for nogen til at rydde op i byen. Og det der er behov for er ikke en superhelt a la Batman, men en movement fra samfundets bund. Og Joker er netop den gnist, der skal til for at sætte skub i det hele.
Stop! Læs ikke videre. Hvis du vil have samme oplevelse som mig, så skal du hverken læse min anmeldelse eller læse beskrivelsen af filmen øverst på siden. Jeg var på ingen måde forberedt på så en vild og hjerteskærende historie. Hold da nu op! På papiret ligner det en temmelig ordinær fortælling om en mor, der vil forsøge at genetablere kontakten med sin datter, som hun ikke har set i lang tid. Julieta skal netop til at flytte til Portugal med sin nye kæreste. Men så møder hun tilfældigvis sin datters barndomsveninde på gaden og ombestemmer sig. Hun slår op med sin kæreste og flytter tilbage i sin gamle lejlighed. Der er tydeligvis sket noget dramatisk tidligere i hendes liv, som hun har brug for at bearbejde. Herefter går vi i flashbacks tilbage til Julietas ungdom i 80'erne, hvor hun møder sit livs kærlighed, hun får et datter, og barnet vokser op. Man sidder og venter på, at der snart må ske noget dramatisk, for tonen i filmen og musikken minder konstant en om, at dette på ingen måde er en munter film. Så kommer den ventede tragiske begivenhed, og man tænker lidt: Nå, var det bare det! Men der kommer senere detaljer frem om denne begivenhed, som får afgørende betydning for Julieta og hendes datter. Da filmen efter mange våde tårer kommer til sin afslutning, var det med en historie så episk trist, at vi er oppe på niveau med Tornfuglene mht. tragisk død, skam, afsavn og uforløst kærlighed mellem mor og datter. Med andre ord: Melodrama med stort M!
Enrique og Ignacio møder hinanden igen efter mange år og mindes deres tid på en katolsk kostskole. Det antydes kraftigt, at Ignacio blev udsat for seksuelle krænkelser af en af præsterne, og i lang tid tror man, at dette er filmens hovedfokus. Og at filmen så skal handle om, at to venner nu mange år senere vil til bunds i sagen og få præsten dømt. Denne slags historie er (beklageligt nok) set før, og jeg blev på ingen måde fanget af plottet. Først efter ca. en time kommer det frem, at historien er meget mere kompleks end som så. Og så bliver det faktisk super interessant. Men desværre alt for sent til at filmen ender med at føles helstøbt.
Denne Almodóvar film stikker temmelig meget ud ift. hans øvrige værker. Og så alligevel ikke. For den har en masse af hans sædvanlige kendetegn: Der er en sær blanding af humor og alvor. Der er et spraglet persongalleri, hvoraf en del af dem selvfølgelig tilhører LGBTQ miljøet. Det er filmet i meget stærke farver. Og så er Antonio Banderas og Penelope Cruz endnu engang med (dog kun i det første minut, inden flyet letter). Der hvor filmen for alvor stikker ud er, at den er MEGET mere fjollet end normalt. Der er godt nok en alvorlig rammefortælling med et fly, der ikke kan lande. Dette medfører, at passagererne frygter for deres liv. De ringer for at snakke (måske en sidste gang) med deres kære nede på jorden, og de kaster sig ud i ting, de ellers normalt ikke ville have gjort. Problemet er bare, at man ikke kan tage noget som helst af dette seriøst. For tonen er generelt så totalt fjollet, at alle de "alvorlige samtaler" virker malplacerede og kedelige. Den humoristiske del af filmen er desværre ikke meget bedre, for der er kun ganske få morsomme scener. Selv om jeg på forhånd var advaret om, at dette er Almodóvars ringeste film, så havde jeg ikke troet, at den ville være så lidt seværdig.
Hmm, jeg havde forventet en del mere af denne film. Der er så godt som ingen handling. Man følger blot en masse brudstykker fra pigen Saschas dagligdag nede i Tyrkiet, hvor hun er på besøg hos en dansk gangsterfamilie.
Der er sådan set ikke det store behov for denne film. Faktisk slet ikke. For serien blev afsluttet på udmærket vis efter 6 sæsoner med et perfekt finaleafsnit, som i sig selv var en spillefilm på lidt over 1½ time. Her fik vi bundet nogle nydelige sløjfer over alle de elskelige karakterer. Alle de små historier var fortalt til ende: Anna og John Bates havde efter ufattelig mange gevordigheder endelig fået hinanden. Det samme havde Mrs. Hughes og Carson. Arvefølgen var sikret, Mary havde sagt ja til Henry, og Tom havde fundet sin rolle som deltids caretaker på slottet. I den vemodige finale fandt Edith så langt om længe lidt lykke i sit liv, da hun blev gift med Bertie. Det samme med Isobel, da hun fik sin Lord Merton. Tom og Henry fik fornyet mening med tilværelsen, da de sammen åbnede en autoforretning. Og den altid uheldige Molesley kunne endelig shine lidt, da han fik tilbudt et job som skolelærer. Sidst men ikke mindst begyndte Daisy endelig at bløde lidt op for Andy. Så alt var godt, og ikke et øje var tørt. Så hvorfor denne film? Tja, udover at det jo er en tendens i øjeblikket med filmudgaver af succesfulde serier, så er der den glimrende gode grund, at det bare er mega hyggeligt at være i selskab med familien Crawley og deres tjenestefolk. Der er ikke mere historie at fortælle, så i stedet er filmens fokus en stateligt besøg af kongen og dronningen. Det giver rig lejlighed til at skildre forberedelser og stress hos såvel tjenestefolk som hos familien Crawley. Der er skruet op for humoren, når Molesley er mere fjollet end normalt. Og der er skruet ned for realismen, når tjenestefolkene beslutter sig for mytteri mod de kongelige tjenestefolk. Og så viser det sig, at der faktisk stadig var en lille sløjfe, der manglede at blive bundet: Tom har aldrig fundet en ny efter Sybil. Han er ikke "fin nok" til at komme i betragtning i de kredse han nu færdes i. Og han er selv blevet for fin til at gifte sig "nedad". Men så møder han en kvinde, der er lidt i samme situation som ham selv. Der bliver ikke gjort et stort nummer ud af det, men i stedet fortælles denne del fint og elegant. Elegant sarkasme er der også herligt meget af. Violet er som bekendt verdensmester i denne disciplin. Som da Robert siger: "Let's not argue", hvorpå Violet svarer: "I never argue. I explain". Det er umuligt at give denne film en objektiv karakter. Det er måske nok kun en 3-4 stjerners film. Men underholdningsniveauet og nostalgien var til 5 kongelige stjerner.
Crawl er en overraskende effektiv gyser i stil med The Shallows - bare med alligatorer. Jeg sad som på nåle det meste af filmen. Trods den korte spilletid når man at få en udmærket præsentation af de to hovedpersoner (far og datter), inden det går løs. Jeg var derfor fuldt engageret i deres krybekældermareridt under Florida stormen. Alligatorerne er virklig godt lavet. Jeg går ud fra, at det er CGI, men det var jeg faktisk ikke i stand til at afgøre. De virker utrolig livagtige og den måde alligatorerne agerer med omgivelserne virker meget overbevisende. Det hjælper også super godt på uhyggen, at det er temmelig svært at se, hvordan i hulen Haley og hendes far skal kunne slippe væk med livet i behold. Det er meget klaustrofobisk og super effektivt. Det eneste der for alvor virkede urealistisk (altså udover antallet af store alligatorer) var, at Haley og hendes far fortsætter med at være utrolige mobile på trods af mange temmelige alvorlige sår og åbent benbrud. Selv med døden i hælene burde det ikke være fysisk muligt at støtte på et ben, hvor knoglen er revet midt over. Men ok, der er altså også tale om en virklig sej far-datter duo.
Ad Astra starter visuelt helt i top med en vild rutchebanetur på en gigantisk antennekonstruktion, der rækker helt ud i rummet fra Jorden. Wauw for en start! Herefter daler tempoet betragteligt. Og kort efter mistede jeg næsten koncentrationen. For lige efter at vi er blevet introduceret til Tommy Lee Jones' karakter dukker Donald Sutherland op. What! To af gutterne fra Space Cowboys i samme film som endnu ældre space cowboys. Er det bare for sjov, eller er der en mening med det? Mange sammenligner filmen med Interstellar eller Rumrejsen 2001. Og det er da også ret oplagt. Men i virkligheden ligger Ad Astra langt mere op af Danny Boyles Sunshine fra 2007. Der er så godt som samme plot i de to film. En kosmisk trussel fra verdensrummet, en tidligere mission som man har mistet kontakten med, og en ny mission, der skal forsøge at redde Jorden samt finde ud af, hvad der skete med den tidligere mission. Hvor man i den ene film søgte mod Solsystemets centrum, søger man i den anden film mod Solsystemets udkant. En anden meget mærkbar lighed er den indadvendte og intime tone. Det kan godt være, at Brad Pitts Roy er på vej ud i Verdensrummet. Men den egentlige rejse er en indre rejse i hans eget sjæleliv - eller mangel på samme. Roy er nemlig en mand, der er god til at lukke alle følelser ude, hvilket gør ham fremragende til sit job som astronaut. Men det er en temmelig dårlig egenskab som familiemenneske. Rejsen mod Neptun, hvor hans far måske stadig er i live, er en mulighed for at tænke over sit liv og meningen med det hele. Det er nu ikke fordi, filmen er speciel dyb. Men stemningen i filmen rammer dybt. Musikken, den langsomme handling, Brad Pitts monotome voice-over er alt sammen med til at sætte publikum lidt i samme sindstilstand, som man kan forestille sig, at Roy må være gennem hans meget lange og ensomme mission.
Et anderledes bud på en western, der især udmærker sig med fire toppræstationer af John C Reilly, Joaquin Phoenix, Jake Gyllenhaal og Riz Ahmed. De har alle dybde, indlevelse og humor. Det er samtidig en western, der har rigeligt med action og kun en smule sentimentalitet. Det er også værd at bemærke, at filmen foregår før den traditionelle Wild West periode (der løb fra efter borgerkrigen og ca. 30 år frem). I The Sisters brothers er vi i 1850'ernes USA, som bl.a. var præget af pionervandringer fra øst til vest af The Oregon Trail. Og det er netop oppe i denne nordvestlige del af USA, at filmen udspiller sig.
I denne utrolig fascinerede historie følger vi en ældre blind filmmager, som konfronteres med sin fortid, da han hører, at hans tidligere producer er død. Brudte Favntag har to andre lag. Først og fremmest en lang række flashbacks til 90'erne, da han indspillede en film med sin store kærlighed Lena (Penelope Cruz). Og herudover spiller filmen i filmen et tredje vigtigt lag. Det er en dyster og rørende skæbnehistorie, der i modsætning til mange af Almodóvars andre mere humoristiske film, bliver siddende i kroppen.
Almodóvar kan godt lide at lave film om psykopatiske mænd med en sygelig besiddertrang over for en smuk kvinde. Forskellige varianter kan ses i bl.a. Kødet Skælver, Tal til Hende, Brudte Favntag og flere andre. I Bind Mig, Elsk Mig går Antonio Banderas hovedperson dog til yderligheder, da han kidnapper en skuespiller og holder hende indespærret i hendes eget lejlighed i håb om, at hun med tiden vil forelske sig i ham. Han sætter dermed sin lid til en ekstrem udgave af stockholmssyndromet. Det er temmelig svært at købe personernes handlinger. Og det er også ret irriterende, at Almodóvar vil have os til at sympatisere med denne kriminelle voldsperson. Men filmen fungerer på forunderlig vis alligevel. Det skyldes bl.a. den skønne sorte humor, som gennemsyrer Almodóvars univers.
En anden god sigende titel til filmen kunne være "Sikken en bryllupsfest vi har haft nu i nat!". Begge forslag giver en god indikation af den løsslupne tone i denne sorte komedie. Filmen har nogenlunde samme type humor som i Game Night kombineret med lidt Get Out! Så kunne man lide disse to film, så vil man helt sikkert være fantastisk godt underholdt af Ready or Not. Filmen har dog på ingen måde samme dybde eller tankevækkende temaer som i Get Out! Det er en rendyrket gyserkomedie med fokus på absurde og sjove optrin. Og så kan jeg godt lide, at det ikke bare er en ensidig jagt med bruden på den ene side og familien på den anden. Man ved aldrig, hvor man har de enkelte familiemedlemmer. Nogle af dem er skingrende skøre (især de to svigerinder og tanten), mens et par af mændene er noget lettere at tale fornuft med. Det er et vildt ride, og det er konstant svært at forudsige, hvor vil den vil tage os hen i næste scene. Af den grund bliver det en super sjov oplevelse, men næppe en film, som vil kunne give samme punch ved gensyn.
Ikke helt på højde med 3'eren, men til gengæld klart den flotteste Toy Story film i serien. Meget af historien foregår ude i "felten", men der er også masser af super charmerende scener hjemme hos Bonnie. Og netop skønne Bonnie er hovedkatalysator for filmens handling. Selv om hun er den perfekte arvtager til Andy's legetøj, så er Woody ikke længere yndlingslegetøj nummer et. Og da Bonnie begynder i 0. klasse og laver lille Forky, så er det starten på et helt nyt kapitel i Woodys liv. Som i de andre film sker der masser af sjove og absurde ting, som det er en fest at være vidne til. Der er også nye spændende bikarakterer. Keanu Reeves er hysterisk sjov som motorcyklisten Duke, og der er et herligt gensyn med Combat Carl fra Toy Story of Terror kortfilmen. Til gengæld er jeg ikke så vild med Ducky og Bunny (de to sammenhængende bamser). De er ikke i nærheden af at være lige så sjove som Ken og Barbie, som jeg savner mest i denne film. Endelig er der selvfølgelig Bo Peep, der er tilbage som handlekraftig "Disney prinsesse". Hun har virklig udviklet sig i forhold til den første Toy Story film. Bl.a. er hun blevet mere solbrændt. Oprindelig var hun porcelænshvid, men nu har hun på mystisk vis fået en mere sund ansigtskulør. Hun repræsenterer i det hele taget den helt rigtige politiske korrekte kvindelige hovedkarakter med ben i næsen - og et bankende hjerte for Woody.
Cecilia Roth leverer en imponerende, hjerteskærende, og dybtfølt præstation som Manuela, der mister sin søn på hans 17-årige fødselsdag. Hun lever tilsyneladende et helt normalt liv som sygeplejerske i Madrid, men da sønnen dør, tager hun tilbage til Barcelona, og her bliver hendes fortid i den grad åbnet op. En kvinde med mange evner og en historie, man ikke kan undgå at blive berørt af. 4½ stjerner.
To mænd, der begge har en kæreste liggende i koma, møder hinanden på hospitalet. Den ene af mændene virker på overfladen som et glad og positivt menneske, men det er meget hurtigt meget tydeligt, at han ikke er helt normal. Og derfor bliver historien også ret forudsigelig. Til gengæld kan man ikke komme uden om, at Almodóvars brug af filmsprog og musik er virklig fascinerende og smukt.
Sprudlende old school musical om Elton Johns liv fra barn og frem til hans comeback i 80'erne med I'm Still Standing. Historien om den talentfulde musiker, der slås med stoffer og stjernestatus har vi set mange gange før. Rocketman bidrager ikke meget noget nyt i den henseende, men den bidrager i den grad med fantastisk god musik.
Filmen som hele er ikke specielt vellykket. Alligevel er der er hel del uforglemmelige scener, som trods alt gør den værd at se. Især Michael Shannon er genial i en meget atypisk rolle som Mr. Green. Han ligner en ældre udgave af Skinny Pete (Breaking Bad), og han taler lidt som Samuel L Jackson. Umiddelbart en lille birolle, men helt essentiel for filmens historie. Også sekvensen med Miley Cyrus og et improviseret frieri er overraskende effektiv og rørende.
Der er fuld gas på actionknappen. Historien er mildest talt ikke særlig imponerende, men persongalleriet er MEGET bedre end i den forrige Godzilla film fra 2014. Aaron Taylor-Johnsons intetsigende hovedrolle er udskiftet med en glimrende Kyle Chandler og charmerende Millie Bobby Brown. Det gør en verden til forskel, at man er investeret i personerne, og actionscenerne mellem Godzilla og de andre vederstyggeligheder er udmærket underholdning. 3½ stjerner.
Den første Transformers film var glimrende. Den næste var forfærdelig. Og siden har jeg ikke set nogen af dem. Det var derfor heller ikke min plan at se denne prequel, hvis det ikke lige var for de rigtig gode anmeldelser. Og ja, noget af filmen er ganske udmærket. Men den lider under det samme problem som de andre Transformers film - nemlig at slåskampe mellem CGI maskiner hverken er interessante eller involverende. Til gengæld er der masser af charme i de scener, hvor der ikke er action - og en masse virklig god 80'er musik. 2½ stjerner.
Tarantinos 9. spillefilm er en nostalgisk og sørgmodig fortælling om det at være has-beens i filmbranchen. Tidsbilledet fra slutningen af 60'erne i Hollywood er imponerende flot lavet. Det er en nydelse bare at være med på sidelinien, når vi følger Rick Dalton, Cliff Booth og Sharon Tate i deres daglige gøremål. Der er ekstremt mange referencer til film, tv og skuespillere fra den tid. Der er masser af hyggelige og enkelte sjove scener. Og så er der også de tvetydige. Sekvensen hvor Sharon Tate sidder i biografen og ser en film med sig selv i en birolle er på overfladen munter. Men samtidig er det ret trist at tænke på, at disse skuespillere hele tiden har behov for opmærksomhed og bekræftelse - efter at deres 15 minutes of fame ligesom er overstået, og folk ikke længere kan genkende dem. Brad Pitt er super cool og får os til at elske denne ikke helt uskyldsrene stunt double. Men det er Leonardo DiCaprios film. Han overgår sig selv og leverer en pragtpræstation med virklig mange facetter. Det er ren magi at se hans forvandling fra usikker skuespiller til bad-ass skurk (og tilbage igen) på settets optagelser. Det her er muligvis hans bedste rolle nogensinde. Once Upon a Time in Hollywood er den Tarantino film med mindst festfyrværkeri i form af ren blockbuster underholdning. Så det er næppe en film for folk, der aldrig har set Tarantino før. Til gengæld indeholder den et festfyrværkeri af interne Tarantino referencer og bunkevis af instruktørens kendetegn for gamle fans. En af de meget tydelige er brugen af Zöe Bell. Det er en ret sjov gimmick at lade de to dødsfjender Stuntman Mike og Stuntwoman Zöe være gift med hinanden. Også ganske interessant med barneskuespilleren Trudi, der repræsenterer en ny generation af intellektuelle klasseskuespillere. Hun er ganske givet inspireret af Jodie Foster, der selv var barneskuespiller i slutningen af 60'erne (endda på en western tv-serie bl.a.). Filmen slutter overrumplende og giver en et smil på læben og lyst til at se den igen - meget snart.
Tarantinos tredje film har sine odds imod sig. Når man på forhånd ved, at den varer over 2½ time og næsten ikke indeholder noget action eller ikoniske scener, så er det ikke den første af hans film, man har lyst til at gense. Men det er faktisk netop en film, der vinder ved gensyn. Der er som nævnt ikke meget action, og historien (der på overfladen er en heist film) er ikke speciel genial. Det er i karakterene, at filmens styrke skal findes. Jackie Brown er i sig selv en ret atypisk hovedperson. Hun har ikke voldsomt mange replikker af en hovedperson at være, og hendes mimik kan også være svær at aflæse. Har hun eksempelvis planlagt det hele på forhånd, eller finder hun på tingene hen ad vejen? Det er blot en lille detalje, som det er interessant at dykke ned i. Man må selvfølgelig også fremhæve skuespillet, hvor Samuel L Jackson og Robert de Niro virklig brillierer.
Som opvarmning til Unce Upon a Time in Hollywood tog jeg hul på en kronologisk gennemgang af Tarantinos lille filmkatalog. Og jeg var ret spændt på, om hans allerførste film ville holde 26 år efter, at jeg så den (2 gange) i biografen. Det var dengang, man kunne få et 10-turs klippekort til Park Bio på Østerbro til 20 kr. pr. billet (uden faste pladser). Og ja, filmen holder i den grad. Chokeffekten af de vilde voldsscener udebliver naturligt nok i dag. Den flittige brug af flashbacks og katiteloverskrifter føles selvfølgelig heller ikke så sprudlende og nyt som dengang. Det ændrer dog ikke på, at det er, og bliver, et enestående stykke filmkunst, der har inspireret et væld af andre filmskabere. Bl.a. er det nu helt tydeligt, at Blinkende Lygter nærmest er en kopi af Håndlangerne. Og så er det muligvis den af Tarantinos film, der har det bedste soundtrack - hvilket ikke siger så lidt. Numre som Little Green Bag, Hooked on a Feeling, I Gotcha, Stuck in the Middle With You, og Coconut er garanti for den helt rette Tarantino stemning.
70'er krimier er ofte meget lang tid om at komme igang. Og med historier, der kun udvikler sig i sneglefart. Da The French Connection samtidig er en "old-sag" fra 1971 har jeg længe undgået den. Men da jeg endelig fik taget mig sammen, blev jeg virklig overrasket over dens pace. Der er masser af action, en vanvittig (og total urealitisk) bil-togjagt, humor og en herlig simpel og ukringlet historie.
Bare uden det politiske spil. Jeg har kun set den originale film én gang for længe siden og kunne på ingen måde huske historien. Der går dog ikke mange sekunder, før man kan regne hele handlingen ud. Derfor føltes det temmelig langstrakt, at der skal gå hele 3 kvarter, før Simbas far dør, og historien for alvor kan komme igang. Det giver en lidt træls bismag i munden, når filmen starter med at fortælle om "circle of life", og at alle har en plads i naturen. Og kort efter ser vi, at hyænerne tilsyneladende ikke er en del af systemet og fremstilles som lavere rangerede dyr. På den måde er Mustafas kongerige både et enevælde og racistisk undertrykkende. Når historien således er dybt forudsigelig, og karakterene er flade, så kunne man i stedet håbe på god humor og iørefaldende musik. De "sjove" bikarakterer Pumba og Timon er i bedste fald ligegyldige, og i værste fald irriterende. Musikken sagde mig ikke ret meget, selv om jeg selvfølgelig kunne genkende en del af den. Det der alligevel gør filmen værd at se, det er det visuelle. Den er VIRKLIG flot. Og jeg mener altså UTROLIG flot at se på. Derfor føles pengene ikke helt spildt, og det honoreres med 3 bitte små stjerner.
Den 18-årige pige Star flygter fra hendes trøstesløse liv og forsøger at få en ny start, da hun joiner en gruppe unge, der lever af at køre rundt i landet og sælge abonnementer på månedsmagasiner. I starten er hun ret naiv og udviser dårlig dømmekraft. Hun vil gerne være sælger, men hun vil ikke bruge sælgertricks. Det går selvfølgelig ikke, og hun finder da også snart hendes helt egen måde at sælge på. Shia LaBeouf spiller den oversmarte Jake, der er hendes læremester. I starten af filmen er Jake den utålelige arrogante type, men så skifter det, og pludselig er det Star, der opfører sig tåbeligt. Og så skifter det igen, og Jake er igen en idiot. På den måde skifter det hele tiden gennem filmen, hvilket på den ene side virker realistisk nok. Men på den anden side, så bliver det ret svært at sympatisere med nogen af dem.
Hvad nu hvis man udskiftede Wilson (the volleyball) fra Cast Away med et menneskelig med en masse praktiske egenskaber? Det er sådan set filmens præmis. Og det er da ogå en temmelig original idé. Bare ægerligt at det bliver forløst med infantilt pruttehumor, teenage fantasier om piger, og lommefilosofi. Daniel Radcliffe spiller strandvaskeren, som kan bruges til alle mulige (vildt urealistiske) ting. Det er selvfølgelig alt sammen noget, der foregår i hovedpersonens indre. Og derfor bliver slutningen direkte tåbelig, da Daniel Radcliffes pruttemotor viser sig at fungere i virkligheden.
Man kan jo ikke gå rundt og sige, at man er filmfan og stor Lars von Trier fan uden at have set et eneste værk fra dansk films godfather nummer ét: Carl Th. Dreyer. Så da jeg så, at Filmstriben har en stor samling af hans vigtigste film liggende, så var det bare med at komme igang. Der er rigtig mange ting, der fungerer godt i Ordet. Jeg blev fanget af historien, den historiske stemning og den vestjyske lokation lige fra starten. Desværre skete der det efter en god times tid, at dialogen blev lige lovlig tung i længden. Og så kombineret med et ret tungt religiøst tema, så kom jeg faktisk til at kede mig den sidste halve time. Og det er ellers der, hvor der sker mest i filmen.
Man kan jo ikke gå rundt og sige, at man er filmfan og stor Lars von Trier fan uden at have set et eneste værk fra dansk films godfather nummer ét: Carl Th. Dreyer. Så da jeg så, at Filmstriben har en stor samling af hans vigtigste film liggende, så var det bare med at komme igang. Vampyr er ikke en stumfilm, hvilket kom lidt som en overraskelse for mig. Desværre er balancen mellem dialog og musik ikke ret god i den version, der ligger på Filmstriben. Jeg blev nød til at skrue op for volumen hver gang der var dialog, og skrue ned hver gang musikken satte ind. Det ødelagde en del af oplevelsen og indlevelsen. Man kan dog ikke komme uden om, at Vampyr er en film, der gør imponerende flot og kreativt brug af kamerabevægelser, skygger og effekter. Fortælleteknisk er det også en meget speciel film. Handlingen er nemlig overordnet set ret simpel. Men jeg havde alligevel temmelig svært ved at følge med i, hvad der helt præcist skete i de enkelte scener. Der er drømmesekvenser, skyggedans og en alternativ kronologi i fortællingen. Det er helt sikkert med vilje, og det er også helt sikkert en film, man skal se flere gange, hvis man vil fange alle detaljer.
Man kan jo ikke gå rundt og sige, at man er filmfan og stor Lars von Trier fan uden at have set et eneste værk fra dansk films godfather nummer ét: Carl Th. Dreyer. Så da jeg så, at Filmstriben har en stor samling af hans vigtigste film liggende, så var det bare med at komme igang. Jeanne d'Arcs Lidelse og Død er uden tvivl den mest intense stumfilm, jeg nogensinde har set. De verdensberømte close-ups virker stadig den dag i dag og går lige i hjertet. Filmstribens version er en flot restaureret udgave med overraskende skarpe og sprøde billeder. Dette er med til, at man kommer endnu tættere på karakterenes ekstremt udtryksfulde ansigter. Den ledsagende orgelmusik akkompagnerer filmens tema og følelser perfekt.
Episk film med en rigtig god historie og utroligt velspillet. Man skal ikke blive afskrækket af spilletiden på over 3 timer, for der er hele tiden udvikling i fortællingen. Der går lidt Charles Dickens "Great Expectations" i den hen mod slutningen, og jeg kunne personligt bedst lide den første halvdel af filmen. Men bestemt ikke en film, man bør snyde sig selv for.
Raffineret og sprudlende brug af filmsprog. Især taget i betragtning af at den er fra slutningen af 90'erne. Virker måske ikke så "vild" i dag, men den er bestemt værd at tjekke ud, hvis man er til postmodernistiske film.
Man kan sagtens tilgive, at historien ikke er videre original. Det er jo bare en Disney familiefilm. Men det er svært at sluge det horrible skuespil og den pinlige platte humor. Det er Anna Hathaways filmdebut, og hun er heldigvis blevet meget bedre senere.
At The Rock og Jason Statham er vanvittige seje som Hobbs & Shaw understreges af, at den eneste måde, at de kan få en værdig modstander er ved at give filmens skurk superkræfter. Idris Elba er nemlig ikke sådan lige at få bugt med, eftersom han besidder kræfter og en dragt, der kan minde om Black Panther. I filmen går han endda så vidt som at kalde sig selv en "black superman". Historien er nærmest ligegyldig. Begge sider af loven jagter en farlig virus (filmens "MacGuffin"). Den er i sig selv ret uinteressant. Det er blot en undskyldning for at få de to super charmerende muskelmænd til at forsøge at arbejde sammen og jagte Idris Elba. Dette kunne i sig selv have været underholdende nok, men det bliver endnu bedre. For vi har også Vanessa Kirby som en meget ressourcefuld kvinde Hattie, der hurtigt kommer i centrum af begivenhederne. Filmens femte hovedperson er selvfølgelig de obligatoriske actionscener. Disse er som sædvanlig af meget høj klasse. Man burde efterhånden ikke kunne overraskes af vilde stunts, hvis man har fulgt med i James Bond og Mission Impossible filmene. Og alligevel var min kæbe ved at falde ned i skøddet under finalen på Samoa. Jeg vil ikke påstå, at de overgår de ekstreme flotte actionscener i Mission Impossible Fallout. Men Hobbs & Shaw har en herlig kombination af action, charme og humor, som hverken 007 eller Ethan Hunt har. Og det giver et større underholdningsniveau til The Fast & The Furious universet end i de øvrige agent actionfilm. 4½ stjerner.
Tom Holland er lige så charmerende og sjov som i hans første solo film Homecoming. Og filmen kører da også nøjagtig samme stil: dvs. endnu en high school comedy tilsat en god portion superhelte action i tredje akt. Det fungerede udmærket i Homecoming, og det fungerer også glimrende her. Dog er skurken slet ikke nær så interessant eller intens som Michael Keatons "Birdman" (Vulture). Det er en helt anden slags skurk vi har her i Far From Home. Stort potentiale, men ikke helt perfekt forløst. Actionscenerne er flotte, men filmens største styrke ligger i humoren og samspillet mellem Tom Holland og de øvrige medvirkende.
På papiret ligner det en uelegant teenage version af Ghost in the Shell blandet med Elysium og Jason Bourne. Og det er det sådan set også, men stik mod forventningerne så virker det altså. Cyborg pigen Alita hverken er eller ligner et menneske. Men hun er meget mere menneskelig og brænder langt mere igennem end Scarlett Johansson gjorde det i Ghost in the Shell. Christoph Waltz og Rosa Salazar får skabt nogle relaterbare karakterer i en vanvittig fremtidsverden. Og så er filmen spækket med nogle sindssyge flotte actionscener. En film til 4 stjerner og underholdning til 5 stjerner.
Virklig sjov og intelligent dansk film med en hel del af de samme genre-greb og metalag som i Ole Bornedals Kærlighed på Film. Herunder god brug af voice-over og referencer til det at skrive og producere film. Thure Lindhardt nailer i den grad rollen som en mand i 30'erne, der - efter at have overværet en af sine bedste venner få et hjerteslag og ryge i koma - går i en slags panikalder og herefter siger farvel til sit etablerede liv for at forfølge alle sine tidligere drømme. Det kommer der mange super sjove scener ud af. Den danske mands mentalitet bliver spiddet, og man kan næsten ikke undgå at føle sig ramt. Se den med din partner - hvis du tør - med risiko for at komme under krydsforhør bagefter...
Richard Linklater er en mester i dialog og naturligt skuespil. Han beviste med Boyhood, at der ikke er brug for en god historie for at skabe et mesterværk. Men der ER brug for interessante karakterer. Og det mangler der fuldstændig i Everybody Wants Some. Frem for at fokusere på et par enkelte personer og komme ind under huden på dem, så forsøger Linklater at skildre en stor gruppe unge mennesker på én gang. Med det resultat at de alle forekommer mig ligegyldige. Først til sidst er der nogle gode dialogscener mellem hovedkarakteren Jake og hans kæreste. Men det er alt for lidt, og alt for sent.
Filmen har nogle voldsomt imponerende billeder, især fra Cape Canaveral, hvor de udendørs optagelser bare står knivskarpt. Det er som at komme i en tidsmaskine 50 år tilbage i tiden og selv stå som tilskuer og se Saturn raketten løfte Apollo 11 op fra Pad 39A. Det kniber lidt mere med optagelser inde fra Apollo 11 kapslen. Det ville have været fedt med et personligt indblik i de tre astronauters hverdag i løbet af de 9 dage, som missionen varer. Men desværre er der kun få - og meget grynede - optagelser inde fra selve kapslen og på Månen. Det løses så ved en række meget flotte still-billeder kombineret med animerede sekvenser, der viser teknikken i missionen. Herudover en hel masse (lidt for mange) optagelser fra diverse kontrolrum nede på Jorden. På den måde er det primært en (fremragende) teknisk observerende film, og ikke så meget en film, der fokuserer på personerne. Det kan absolut anbefales, at se den i Imax.
Ganske underholdende teenage slasher, hvor det sjoveste næsten er at se Johnny Depp i hans allerførste rolle. Han er nærmest uigenkendelig. Freddie Krueger er en utrolig farverig bad guy. Bestemt ikke en man har lyst til at møde i sine drømme. Han kan tilsyneladende også komme ind i den virklige verden, men det er svært at gennemskue den interne logik i, hvilke regler der gælder der. Det gør det lidt svært at vide, hvad der egentlig er på spil. Men det er nok bedst ikke at tænke så meget over det og bare nyde "festlighederne".
Forløberen til teenage splatterfilm indeholder ikke selv noget splat. Der er faktisk næsten intet blod overhovedet. Men der er masser af suspense. John Carpenter gør effektivt brug af simple virkemidler, herunder creepy kamerabevægelser og ikke mindst hans sublime musik, der fungerer optimalt.
