Pete Docter har instrueret tre af mine absolut yndlings Pixar film. Så selvfølgelig var forventningerne tårnhøje. Det samme kan man roligt sige om ambitionsniveauet. Der er lagt mange gode tanker og "sjæl" ind i projektet, som ikke bare vil underholde - men også fortælle os en masse pointer om livet og meningen med det hele. Der er også virklig kælet for alle de super fine kreative idéer, man møder undervejs i filmen. Og herudover er billedsiden - animationerne - som altid med Pixar fantastisk flot at se på. Meeeen! Jeg kunne ikke lade være med at sidde og føle, at Pete Docter har lavet en slags potpourri af hans tidligere film. Der er stjålet/lånt konceptuelle idéer hist og her. Sjælefabrikken i Soul leder i høj grad tankerne hen på både fabrikken i Monsters Inc. og det indre maskineri i Inside Out. Forholdet mellem den voksne hovedperson og "22" - samt deres udviklingsrejse sammen - minder desuden en hel del om venskabet mellem Carl og drengen i Up. Det kunne jeg såmænd sagtens se bort fra, hvis jeg ellers bare var blevet fanget af historien. Men det gjorde jeg på ingen måde. Når man er oppe i sjælefabrikken, er alle ansigterne helt glatte og uden karisma. Det gjorde det svært at mærke dem og dermed engagere sig i dem. Herudover nåede jeg aldrig at forstå de kringlede regler der galdt i dette univers. Det var som om, der hele tiden blev opfundet nye regler til den enkelte situation. Uden et klart sæt regler, er det svært at få seeren til at føle, at der er noget på spil for alvor. Så på trods af virklig høj kvalitet i animation, indhold og tema, så går den altså ikke, hvis man ikke er engageret, og der ikke er nogen spænding. Jeg kan ikke svinge mig op til mere end en lille 4'er. PS: Soul siges at være en animationsfilm, der mere henvender sig til voksne end til børn. Vi sad to voksne og ét barn og så filmen. De to voksne syntes begge, at den var fin nok uden at være noget særligt. Mens teenagedatteren var meget begejstret og ophøjede den til en af de bedste film, hun har set i meget lang tid. Temmelig pudsigt!
Mank er en rigtig Oscar bait - og en som jeg havde set rigtig meget frem til. For det er da fedt at føle sig som en flue på væggen i det gamle Hollywood blandt ikoniske navne som Louis B Mayer, Irving Thalberg, David O Selznick, og ikke mindst de to brødre Joe og Herman Mankiewcz. Samtidig er æstetikken, production design og det nostalgiske look skruet op på 200%. Det er med andre ord alt sammen ekstremt lækkert pakket ind. Men hvad er der så inde i den indpakning? Tja, der er en historie om en mand med brækket ben, der ligger i en seng og dikterer manuskriptet til Citizen Kane. Det er stort set det. Og så er der en masse fyld i form af tonsvis af flashbacks til 30'ernes Hollywood. Dette tjener bl.a. til at give baggrunden for Mank's karriere og alkoholproblem. Men det føles langt mere som selvsmagende end som egentlig historiefortælling. Det er i høj grad en film for filmnørder og fans af filmhistorie. Selv om jeg på forhånd havde gjort mig den ulejlighed at sætte mig ind i de forskellige personer og tiden, så var der alligevel utrolig mange indforståede samtaler, som enten gik hen over hovedet på mig, eller som bare ikke var interessante. Resultat: en masse kedelige flashbacks, men også enkelte gode og rørende scener i selskab med Mank og hans kone Sara, samt hans assistent Rita.
Det er vist ingen overdrivelse at sige, at Benni er noget af et problembarn. Hun har et voldsomt temperament, som ingen kan styre, og som er farligt for alle i nærheden. Hvis hun så bare KUN havde været en irriterende møgunge, så ville det være let nok at læne sig tilbage med en kynisk attitude til filmen. Men Benni er samtidig super charmerende og sød - altså når hun ikke lige har et raseriudbrud - og man får bare lyst til at gøre noget for hende, og ønsker hende alt det bedste og et lykkeligt familieliv. Men så nemt er det ikke lige. Alle systemets forsøg går galt. Selv den super tålmodige Micha, der går gennem ild og vand for hende, kommer til kort - og det er næsten ikke til at bære at se på. Jeg var helt færdig. Hold da op en historie, og hold da kæft en gigant præstation af den unge Helena Zengel, der spiller Benni.
Det var noget af en blandet fornøjelse af se denne film. Den starter ret godt, og der lægges op til et spændende og interessant plot om udvikling af en foryngelseskur baseret på ikke helt lovlige eksperimenter. Men så er det som om, at man bliver ligeglad med historiefortællingen og bare gerne vil vise en masse vold. Det er såmænd underholdende nok, men det giver ikke rigtig mening. Skuespillet fra den mandlige bøddel er desuden tåkrummende. Når den karakter, der skal være skræmmende, bare bliver ufrivillig komisk, så forsvinder al spænding ud af filmen. Det er dog stadig interessant at se et dansk take på body horror genren.
Noah Jupe er et fund i rollen som den 12-årige udgave af Otis - dvs. den 12-årige udgave af Shia LaBeouf. Shia LaBeouf gør det også selv udmærket i rollen som Otis' far (dvs. sin egen far). Super intenst spil mellem de to. Shia kører lige på grænsen mellem meget følsomt spil og overspil. Det tipper aldrig over, men det er tæt på nogle gange. Måske lægger man mere mærke til det, nu hvor man ved, at han har iscenesat sig selv i denne rolle, og at han tydeligvis gerne vil have at publikum skal se, hvor forfærdelig hård en barndom, han har haft. Filmen er forholdsvis kort (1½ time) og skal på den tid både beskrive Otis som 12-årig og som 22-årig. Vi får ikke dækket perioden fra 12 år til 22 år. Og vi får heller ikke at vide, hvad der sker bagefter. Det skal man selv tænke sig til - eller vide ud fra sit kendskab til Shia LaBeouf's karriere. Det er selvfølgelig et kunsterisk valg kun at sætte spotlight på to korte, men vigtige, perioder af hans liv. Det kan jeg godt sætte pris på, men det virker samtidig lidt som en halv film. 3½ stjerner.
Man er altid garanteret noget helt særligt, når man sætter sig til at se en Charlie Kaufman film. Og der er næsten også altid garanti for, at ens hovede bliver fyldt med spørgsmåltegn. I’m Thinking of Ending Things starter lige ud af landevejen (i bogstavelig forstand). En meget simpel fortælling om et par, der skal til middag hos den enes forældre. Pigen har aldrig mødt hendes kærestes forældre før, og da vi efter nogle lange snakke i bilen endelig bydes indenfor på gården, fornemmer man med det samme noget foruroligende. Og så begynder spørgsmålene at hobe sig op. Hvad hulen foregår der? Sker disse ting i virkligheden, eller er vi "bare" på en rejse i pigens sind? Er der mon tale om flashbacks? Eller måske det modsatte: fantasier om hvad der vil ske i fremtiden? Det kunne endda være, at det skal forstås på en endnu mere krøllet måde: måske er pigen en projektion af en alternativ version af kærestens identitet... Uanset hvad skal man ikke forvente at blive holdt i hånden og få alle svarene. Men man kan helt klart forvente et herligt puslespil, David Lynch stemning, og en film der summer rundt i tankerne i lang tid bagefter.
Vi følger dagligdagens små og store konflikter mellem den idealistiske fisker Martin, den lokale kro og dens ansatte, og ikke mindst ejerne af et hotel, der lejer værelser ud i vores fiskervens barndomshjem. Det er ikke verdens mest gribende historie. Filmen skal til gengæld ses for det helt fantastiske kameraarbejde og klipning. Det er en meget ekspressionistisk stil, der lægges for dagen. Og der eksperimenteres med close-ups og lyssætning i en grad, så man bl.a. kommer til at tænke på Carl Th. Dreyers Jeanne d'Arcs Lidelse og død.
Søsterfilm og konkurrent til The Cave under Oscar 2020 for bedste dokumentar. Som dansker burde man vel være patriotisk og heppe på The Cave, men jeg må indrømme, at For Sama rørte mig MEGET mere. Måske fordi denne dokumentar giver en hel del mere information om krigen, og fordi den samtidig har en fortælling med en meget tydelig udvikling. Udover at dokumentere krigens rædsler, så får man også et indblik i den "almindelige" dagligdag for Aleppo's beboere under krigen. På trods af den ulyksalige situation, så er disse mennesker i stand til at udvise livsglæde og overraskende meget humor. Vi er med både før og under belejringen af byen, hvor Sama bliver født ind i en verden i kaos. 4½ stjerner.
Dette er et helt forfejlet projekt. Er det virklig meningen, at vi skal sidde og heppe på nogle gemene tyveknægte, som bryder ind for at stjæle en gammel blind mands penge? I et forsøg på at give os sympati for den kvindelige hovedperson, er der i starten af filmen et par scener, der giver os indblik i hendes triste hverdag. Men det ændrer altså ikke på, at pigen og hendes indbrudsvenner er nogle usympatiske kriminelle, der bør straffes for deres handlinger. Det bliver de heldigvis også til dels. Men filmen bliver aldrig nogensinde spændende. Det kræver i hvert fald, at man holder med indbrudstyvene, som den blinde mand er i sin gode ret til at nakke for trespassing, tyveri og hærværk. Det er ikke det rene makværk. Men det er tæt på. 1½ stjerne.
Man kan på ingen måde anklage 2'eren for at være en kopi af den første film. The Raid fra 2011 var noget af det mest rendyrkede action, man kan opspore - og med en herlig ekstrem simpel historie. The Raid 2 er en hel anden slags film. Her er der i den grad skruet op for plottet, som er temmelig komplekst. Måske lige lovlig komplekst. Hovedpersonen er den samme, politimanden Rama, som denne gang skal infiltrere en gangsterfamilie. Han sendes undercover i et fængsel for at blive buddies med gangsterchefens søn Uco. Senere - udenfor fængslet - er han sammen med gangsterfamilien både med til at igangsætte, og forhindre, en krig mellem de forskellige fraktioner af bander: Uco's egen gangsterfamilie, en rivaliserende japansk gangsterfamilie, en ny bande ledet af af slesk gut med storhedsvanvid (Bejo), en bande af korrupte politifolk, og endelig den kinesiske mafia på sidelinien. I starten af filmen får man at vide, at hovedformålet er at afsløre korruptionen i toppen af politiet. Men denne del fylder faktisk ret lidt undervejs i filmen, og det forvirrer mere end det gavner. Der er virklig meget at holde styr på, og der gik lang tid, før jeg helt havde overblik over, hvad der egentlig foregik. Det hjælper heller ikke ligefrem, at der bruges alt for meget tid på ligegyldige subplots. Den mest interessante del af handlingen - nemlig krigen mellem Uco's gangsterfamilie, Bejo's bande, japanerne (og med hovedpersonen Rama midt i det hele) - går først igang alt for sent. Men fra dette punkt i filmen får man til gengæld også virklig valuta for pengene. Der mangler på ingen måde action sammenlignet med den første film. Der er voldsorgie på voldsorgie i lange baner. Især Bejo's tre frygtindgydende lejemordere: øksepigen, baseballmanden og kampsports/-kniveksperten er voldsomt underholdende at se på sparke røv.
Russell Crowe er perfekt i rollen som en stor skræmmende SUV billist, der flipper ud pga. en manglende undskyldning for unødig brug af hornet. Filmen er fyldt med intense biljagter og ubehagelige konsekvenser af vejvrede og multitaskning bag rattet. Den første halvdel af filmen er rimelig realistisk og derfor ret så skræmmende. Herefter kører den lidt af sporet og bliver lige lovlig Falling Down crazy. Det ændrer dog ikke på, at Unhinged er fantastisk underholdende i alle filmens korte 85 minutter.
Som kejseren sagde til Mozart i Amadeus. For Hamiltons vedkommende kan det rettes til: "Too many words". Mit problem med denne musical er nemlig, at man konstant bliver bombarderet med ord i en grad, så det er udmattende. Jeg kan godt lide rap musik og hip-hop, men hvis man er tvunget til hele tiden at skulle kunne forstå hvert et ord for at kunne følge med i handlingen, så bliver det altså for meget. Det er ikke så meget et problem i 1. Akt, for her handler det bare om Uafhængighedskrigen, og den kender de fleste folk lidt til. Men hele 2. Akt handler om politik og retssager, som er ret uinteressant og ubekendt for ikke-amerikanere. Så her er man tvunget til at følge skarpt med. Og selv om jeg gjorde det, så var det stadig svært at følge handlingen 100% - simpelt hen fordi musicalen forudsætter, at man er bekendt med historien på forhånd. Eksempelvis gøres der et stort nummer ud af, at George Washington ikke stillede op til præsident igen i 1700 grønhvidkål. Og hvem skulle så blive den næste præsident? Who gives a fuck? Well, det gør det amerikanske publikum jo nok, for det er en meget amerikansk-patriotisk fortælling. Ok, måske er historien i en musical ikke det væsentligste. Det handler selvfølgelig primært om musikken. Og den fejler på sin vis ikke noget. Det er alt sammen yderst professionelt og teknisk dygtigt udført. De tre hovedroller der spiller Hamilton, Aaron Burr, og Thomas Jefferson, er alle super charmerende og gør et imponerende stykke arbejde. Der er en række gode omkvæd, man kan synge med på. Det meste er dog standard hip-hop rap, der flyder fantastisk godt, men som også bliver noget ensformigt. De tre stjerner er en erkendelse af kvaliteten bag værket. Min oplevelse var desværre noget lavere.
Hvordan kan man lave en opfølger til den originale film? En af de primære forudsætninger var jo, at folk ikke kendte hverken til Sacha Baron Cohen eller Borat karakteren? Men nu hvor både skuespiller og Borat er verdenskendte, så er det vel umuligt at narre nogen-som-helst af dem, som han møder på sin vej? Well, amerikanere er dummere end de fleste. Og det får Sacha Baron Cohen i den grad sat spotlight på. Det hjælper selvfølgelig også, at Borat i en stor del af filmen går i forklædning som hvid amerikaner (i forskellige varianter). Men der er også masser af scener, hvor han bare er klædt ud som Borat, og her er det altså svært at tro på, at scenerne ikke er konstruerede. Filmen lægger ud med at forsøge at gå i sine egne fodspor, og det fungerer ikke specielt godt. Men så sker der noget. Hans "datter" kommer til at sluge en lille babyfigur på en muffin. De efterfølgende scener er hysterisk morsomme og grænseoverskridende. Hans undercover mission hos nogle rednecks, og hans datters interview med New Yorks ex borgmester er også nærmest geniale. Samlet set er filmen dog noget ujævn. Og det er skuffende, at den skal ende med en politisk korrekt pointe om kvinderettigheder. Ikke at jeg har noget som helst imod det. Men det går imod hele grundkonceptet med Borats verdenssyn. Filmen kan således på ingen måde hamle op med den den første Borat film. Men mindre kan også gøre det.
En af de sjoveste film der nogensinde er lavet. Og uden tvivl den bedste og sjoveste mockumentary nogensinde. Ansigtsudtrykkene på de stakkels amerikanere, som uden at vide det bliver ofre for Borats verdenssyn, er ubetalelige. Filmen holder 100% ved gensyn efter næsten 15 år. Faktisk er det helt sørgeligt at tænke på, at det nok ville være umuligt at lave en tilsvarende film i nutidens politiske korrekte verden. I hvert fald ikke uden at blive sagsøgt i hoved og røv (hvilket han vist også til dels blev dengang).
Flere små ting tyder på, at Lauras mand er hende utro med en kollega. Er det indbildning, eller er der noget om snakken? Lad os spørge farmand. Det skulle hun nok aldrig have gjort... Bill Murray nyder tydeligvis at være tilbage i Sofia Coppolas's univers. On the Rocks er på ingen måde et nyt mesterværk, men det er en underfundig lille film, som bestemt er værd at tjekke ud. Man er i fantastisk godt selskab, når Bill Murray og Rashida Jones (far og datter) drøfter livets store emner som mandens evige jagt efter nye erobringer. Mange af disse snakke er rimelige upassende, hvilket bare er med til at gøre det ekstra sjovt. Samtidig er det super underholdende at se, hvordan Bill Murray's verdensmand/gammel rig far fører sig frem, uanset hvor de kommer hen på deres stalker eventyr.
Lidt for lang, og lidt for meget fokus på det irriterende par spillet af Kristen Bell og Russell Brand. Men ellers en udmærket rom-com. Filmen fungerer bedst i den første halvdel, hvor Peter (Jason Segel) går rundt som en lille såret hundehvalp med knust hjerte. Samspillet og kemien mellem ham og Mila Kunis' karakter er rigtig godt og sød. Filmen er spækket med sjove scener og underfundige bikarakterer på Hawaii resortet. Det er dog ikke lutter sjov og ballade. Der er overaskende meget alvor i filmen også. 3½ stjerner.
Jeg troede, at jeg satte mig ned for at gense filmen. Men det viste sig, at jeg aldrig havde set den før. Hvilken herlig overraskelse. Og hvilken fantastisk morsom film. Der er tonsvis af sygt sjove referencer til Star Trek. Det er svært at vurdere, om filmen overhovedet vil være sjov for dem, der aldrig har set en eneste Star Trek tv-serie. Men for mig var det den perfekte sci-fi/ komedie/drama. 4½ stjernetåger!
Hold da kæft hvor er det dumt. Men det er altså også sygt sjovt. Om man kan lide det eller ej, kommer helt an på, om man lader sig charmere af de tre kvindelige hovedroller - plus deres mødre (bedsteforældrene). For mig at se, er de perfekt castet. Og det er især vildt underholdende, når man bare er i selskab med Kristen Bell, Mila Kunis og Kathryn Hahn - uden resten af deres familier. Filmen er bedst i de første 3 kvarter. Herefter går der lidt for meget triviel mor/datter drama i den. Men så slutter den med et brag. Det er en julefilm, så selvfølgelig går det hele op, og alle er glade. Men heldigvis ikke på en sukkersød måde. For en som hader julen, så er det ret imponerende, at jeg kom i julestemning i oktober måned. 4½ julehjerter.
Det er en temmelig fjollet og urealistisk film. Men det kunne have været meget værre. Jeg var ikke så vild med etteren, men gav alligevel denne her en chance. Og filmen har faktisk en række ganske sjove scener, som gør den værd at se. Bad Neighbors 2 åbner for alvor op og bliver sin egen, da Zac Efron får nok af de unge piger og beslutter at hjælpe "the good guys". Lidt ærgerligt at filmen skal ende med at have et politisk korrekt feministisk budskab - i stedet for bare at give den fuld skrue.
Filmen starter med at vi følger en ny person, der vågner op en morgen, og så senere selvfølgelig dør, hvorefter han vågner op igen. Åh nej, det ligner en 2’er, hvor opskriften fra den første film mere eller mindre gentages – bare med en anden person. Men så efter 25 minutter sker der noget, og filmen går i en helt anden og uventet drejning. Herligt. Dvs. lige indtil den igen skifter spor. Der veksles mellem sci-fi, gyser, fjollet komedie, banal mor/datter drama, heistfilm- og så igen gyserkomedie. Noget af det er glimrende, men meget er også enten totalt langt ud, eller banalt kedeligt. 3 små stjerner.
Den originale Evil Dead er lysår bedre end det horrible remake fra 2013. Ikke fordi historien er bedre. Plottet er nærmest ikke-eksisterende i begge film. Heller ikke på grund af personerne eller skuespillet, som er temmelig ringe. Men originalen er ret sjov og charmerende, og så har den nogle virklig underholdende praktiske effekter. De sidste 15-20 minutter er total grineren. I hvert fald hvis man er til overdrevent splatter i stil med Peter Jacksons to første film.
Uden tvivl årets mest omtalte danske film. Det er jo desværre helt umuligt at gå ind og se Druk uden at man på forhånd har hørt (og fået afsløret) filmens præmis. Det er en helt vild god idé, som filmen bygger på. Og det er super veludført og meget humoristisk. Men også meget forudsigeligt. I den første lange del af filmen, sidder man blot og venter på, at de fire mandlige venner skal påbegynde deres interessante eksperiment. Hvis man ikke kendte filmens præmis, så kunne denne langsomme karakter opbygning have været udmærket, men som det er, så føles indledningen unødvendig lang. Så starter eksperimentet endelig, og vi får serveret en række super sjove – og tankevækkende – sekvenser. Det er især scenerne mellem de fire venner, der fungerer optimalt, mens undervisningsscenerne på den anden side ikke er helt så overbevisende. Jeg køber ganske enkelt ikke, at eleverne pludselig kan score høje karakterer i historie, bare fordi de har fået serveret et par anekdoter om kendte historiske personer på en humoristisk måde. Noget der til gengæld fungerer 100% er Mads Mikkelsen skuespil. Jeg tror aldrig, at jeg har set ham så god før. Han er i stand til at lægge sit ansigt i de utroligste folder, og man er med ham på hele hans følelsesmæsige rejse. Hen mod slutningen sidder man som på nåle, fordi man frygter, at der vil ske noget drastisk. Det er klart, at der må komme en eller anden form for konsekvens af deres handlinger. Og det gør der selvfølgelig. Men heldigvis uden at det på nogen måde føles som en løftet pegefinger.
Er man til retsalsdramaer, så er denne film en kæmpe anbefaling. Det anbefales samtidig, at hvis man ikke kender til sagen i forvejen, så gør jer den tjeneste at sætte filmen på pause efter de første 10 minutter. Start så filmen forfra og se hele indledningen én gang til samtidig med, at I indprenter jer de mange ansigter og navne. For man bliver ganske enkelt bombarderet med 15-20 vigtige navne i løbet af de første få minutter. Det er rimelig overvældende, især fordi man ikke ved, hvad det hele handler om. Faktisk går der en hel time, før man får et ordentligt indblik i, hvad hele retsalsdramaet går ud på. Som altid med Aaron Sorkin skal man give filmen 100% opmærksomhed for at få det fulde udbytte. Ikke noget med at second screene her. Gevinsten er et vanvittigt fascinerende og sprudlende drama med en perlerække af gode skuespil præstationer. Herunder ikke mindst Mark Rylance som den ihærdige forsvarsadvokat, Frank Langella som den uduelige dommer, og Eddie Redmayne i en usædvanlig rolle, hvor han for en gangs skyld IKKE spiller Eddie Redmayne.
Rom-coms er nok den genre, der er allermest forudsigelig, eftersom den følger den eksakt samme overordnede opskrift i alle film. Det er derfor meget velkomment, når der er nogen der forsøger sig med en lidt alternativ tilgang. Og det må man sige, at Palm Springs gør - selv om man ikke ligefrem kan påstå, at idéen er super original. Men det gør ikke noget, for man er i fantastisk godt selskab. Charmerende skuespillere, en lækker location i den solbeskinnede californiske ørken, god humor uden at det er overdrevent, og en herlig absurd handling. Og så har den faktisk også noget på hjerte: hvordan ville du opføre dig, hvis der ikke var nogen konsekvenser for dine handlinger, og du havde tid i overflod? Ville du bruge tiden fornuftig til at blive klogere på meningen med det hele, eller ville du bare feste igennem, nyde at leve i nuet - og glemme din fortid? Palm Spring er den bedste romantiske komedie siden The Big Sick. 4½ stjerner.
Traileren yder slet ikke filmen retfærdighed. Normalt er jeg altid en af de første til at tage i biografen, når der er en ny Pixar film på banen. Men da jeg så traileren til Onward, gav den mig et indtryk af at være en alt for overgearet og fjollet film. En af den slags højtrøstede og udmattende familie animationsfilm, som der laves ALT for mange af. Så det var en meget behagelig overraskelse endelig at se den. Ja ok, den halve far-krop er lige lovlig fjollet. Men alt det andet er super godt. To brødre på en både humoristisk og nervepirrende mission, bevægende familierelationer - og ikke mindst den aldeles glimrende præmis med at forestille sig et magisk middelalderunivers bragt op til vore dages moderne verden. Ikke et mesterværk, men bestemt bestået.
Der er ret så delte meninger om denne film. Og det helt afgørende i den sammenhæng er, om man synes det lille blå pindsvin er sjovt og charmerende - eller ej. Jeg faldt ikke for humoren og synes faktisk, at Sonic er en smule irriterende. Men dog ikke så voldsom irriterende som Jim Carreys skurkerolle. Han er som taget ud af en overkarrikeret 90’er film. Den type overspil passede fint til The Riddler rollen i Batman, som i forvejen er et karrikeret univers. Men i Sonic skal det forestille, at vi befinder os i den virklige verden (mere eller mindre). Og det bliver fuldstændig ødelagt af Jim Carrey karakteren.
Charlize Theron er ved at udvikle sig til en kvindelig udgave af Liam Neeson med en lang række bad-ass actionfilm på sit CV: Atomic Blonde, Fast & Furious, Mad Max, Aeon Flux, Snowwhite and the Huntsman – og nu som den ultimative kampmaskine i The Old Guard, hvor hun – som titlen antyder – har fungeret som beskytter og kriger gennem hundredevis af år. En god historie og masser af velkoreograferet action. Glimrende som afslappende underholdning med hjernen slået fra en fredag aften.
En fantastisk god historie og en mesterlig præstation af Hugh Jackman, der spiller en åleglat skoleinspektør for en amerikansk high school. Han er charmerende og kan sno alle om sin lillefinger, hvilket han udnytter på uheldig – og ulovlig – vis. Selv om hans hovedrolle, Frank, er en usympatisk sociopat, så er det lige før, at man får ondt af ham. Han er tydeligvis mentalt syg, men selv om han på overfladen har styr på sit shit og kører sit spil uden hensyntagen til andre, så kan man mærke, at han inderst inde er en sølle tragisk person. Virklig fascinerende.
Politikommissær Cobretti finder sig ikke i noget bullshit. Han er en 80’er version af Dirty Harry, som skyder først og spørger bagefter. Så i denne verden bliver selv en simpel kioskrøver plaffet ned med koldt bly i stedet for at blive anholdt. Ja ok, kiostrøveren havde godt nok taget nogle gidsler, men alligevel. I 80’er film er man aldrig i tvivl om, hvem der var good guys og hvem der var bad guys. Og det opfylder hovedskurken i Cobra i den grad. Brian Thompson spiller ”Night Slasher” og har et fantastisk look, der bare skriger: ”Jeg er fucking ond!”. En typisk 80’er actionfilm med underholdende action og herlige one-liners fra start til slut.
Det kræver en pæn portion tålmodighed – eller nostalgi – at komme igennem denne ALT for lange film. De 2 timer og 10 minutter kunne snildt skæres ned til 1½ time. Det ville have givet en stramt fortalt og underholdende actionfilm. Men med Conan har man valgt en anden vej. I stedet for en actionfilm får man en stemningsfuld og storladen episk film om Conans lange rejse og stræben efter hævn. Der er skruet helt op for violinerne og den dramatiske musik. Og der mangler bestemt heller ikke vold og blod. Men måske man skulle have brugt flere penge på at koreografere kampscenerne og færre penge på afhuggede lemmer og blodsprøjt. For actionscenerne er altså ikke specielt overbevisende. Flere steder kan man tydeligt se, at de slet ikke rammer hinanden. Og endnu flere steder bliver der cuttet væk, lige før et slag skal ramme. Skuespillet har heller ikke fået første prioritet, men det gør faktisk slet ikke noget – bl.a. fordi det er en meget ordfattig film. Og i den sammenhæng er Arnold jo perfekt castet. Til gengæld er den rig på overdådige kulisser, kreative kostumer og en herlig episk fantasy stemning. Selv om min tålmodighed blev sat på en prøve, så kedede jeg mig aldrig. En ambivalent oplevelse med en film der på én gang er noget skrammel, men også fascinerende underholdende.
Jeg må indrømme, at jeg nok havde forventet noget mere af denne navnkundige fantasyfilm. Den har egentlig alt hvad der skal til i en hyggelig eventyrfilm – altså bortset fra spænding. Det er nemlig en film, hvor selv de allermindste børnehavebørn kan være med. Den er helt og aldeles uskadelig. For selv ”overskurken” spillet af David Bowie er bare en hyggelig exentrisk onkel i sjovt tøj. Det er The Muppets møder Alice i Eventyrland, men uden de halvskræmmende elementer fra Alice i Eventyrland. Til gengæld har den masser af charme. Jennifer Connelly er udmærket som teenagepigen Sarah, der på sin færd igennem labyrinthen møder en lang perlerække af små (og store) pudsige væsener. Kreativiteten er virklig høj, og man må tage hatten af for production design, kostumer og de mange praktiske effekter.
Det er sådan set vældig hyggeligt med de mange en-til-en filmatiseringer af de gamle Disney tegnefilm. Det gode eksempel er Beauty and the Beast, som havde alle de originale sange med - og mere til - og som fortællemæssigt var næsten lig med den gamle film. Men omvendt så foretrækker jeg, når liveaction filmen går andre veje. Og netop med Mulan legenden er det oplagt at lave en rigtig "kinesisk" tju-bang actionfilm. Fjollede små drager og sang passer slet ikke ind i dette univers. Men man bør nok have forventningsafstemt på forhånd, så man ikke sidder skuffet og venter på drager og sang. Hvad får man så til gengæld? Man får ikke mindst en vanvittig flot film, som er en kæmpe farverig fest for øjnene. Jeg fik lyst til at rejse til Kina på vandreferie lige med det samme. Det er smukt som i en klassisk Zhang Yimou film. Og i perfekt tråd med dette er Gong Li selvfølgelig også med. Denne gang får hun lov til at spille en bad-ass skurk, som bruger sine særlige talenter til "the dark side". Og der er faktisk mange ting, der får tankerne hen på Star Wars. Mulan er historiens Luke Skywalker. Hun er stærk i The Force (som i det gamle Kina kaldes "Chi"). Hun er vokset op på et afsondret sted uden udsigt til, at hun nogensinde vil kunne bruge sine "Jedi evner" til det, som hun brænder for. Og så har vi Gong Li's karakter, der er filmens Darth Vader. Hun har stærke "Sith evner" og tjener den ultra onde Böri Khan, der vil erobre Kina og selv blive kejser. Det skal endda vise sig, at Gong Li's karakter (ganske som Anakin) er god nok inderst inde, men at hun er blevet tvunget af omstændighederne til at bruge sine evner i mørkets tjeneste. Det hele er selvfølgelig meget forudsigeligt. Selv om jeg kun har set tegnefilmen én enkelt gang for 15 år siden, så ved man hele tiden, hvad der vil ske. Der er derfor brug for mere end bare flotte billeder, hvis der skal komme en god filmoplevelse ud af det. Og på dette punkt leverer filmen desværre kun delvist. Mulan har charme, og der er sådan set også en del god humor. Men den kommer ikke helt i mål på personlighed. Actionscenerne og kampene er super flotte, men det bliver aldrig for alvor spændende eller farligt. Men hyggelig og flot er den i hvert fald. Jeg sad med et stort smil fra øre til øre under hele filmen. Og det må kvitteres med fire solide stjerner.
Chris Hemsworth er en bad-ass hired gun, som sendes ud for at befri en gangsterchefs kidnappede søn fra en rivaliserende bande forbryder. Planen går rimelig glat til at starte med, men efter at have befriet drengen, kommer han i den grad i krydsild. Og herfra er det actionfilm med stort A resten af filmen. Hvis det lyder som en ret traditionel actionfilm uden særlig meget originalt plot - ja så er det ikke helt forkert. Dog spærrede jeg øjnene MEGET op midt i filmen, hvor der er en mega lang actionsekvens, der er filmet som et one-take. Det er hæsblæsende og super svedigt lavet. Og det bliver bare ved og ved, så man bliver helt forpustet. Hvis bare filmen havde fortsat med at overraske, så kunne den have løftet sig til at være mere end en gennemsnitlig god actionfilm. Men som den ender ud, så bliver det kun til 3½ store stjerner.
Doktor Amani er super sej. Ja vel nærmest en Nobelpris-agtig wonder woman, som i den grad fortjener anerkendelse. Filmen er også virklig sympatisk, og man har bare lyst til at elske den. Men jeg elsker nok mere idéen om filmen, for den er ikke uden sine svagheder. Den er lavet som en fluen-på-væggen dokumentar, der følger Dr. Amanis dagligdag på hospitalet The Cave i det krigshærgede Syrien. Der er ikke nogen gennemgående historie eller udvikling. Der er ingen voice-over der giver os indsigt eller forklaringer. Og udover Dr. Amani, så er der heller ikke nogen gennemgående kollegaer eller patienter, som man får lov til at følge og se, hvad der sker med. Det er med andre ord fluen-på-væggen i yderste potens. Det er et modigt valg, men også filmens store svaghed. For efter 20 minutter bliver det hurtigt meget ensformigt. Vi ser de samme scener igen og igen, og jeg kom simpelt hen til at kede mig godt og grundigt. De tre stjerner går til Dr. Amanis personlighed og filmens budskab. Hvis jeg skulle have bedømt The Cave ud fra den filmiske oplevelse, så ville den have fået noget mindre.
Filmen starter ok og giver et indtryk af at være lidt i samme genre som Frækkere end Politiet Tillader. Men det viser sig desværre, at Eddie Murphy’s actionkomedier er gravalvorlige dramaer til sammenligning med denne platte farce. Fra det tidspunkt hvor Will Ferrell og Mark Wahlberg kommer i front af handlingen, så er resten af filmen én lang række af stupide slapstick scener. Det er tættere på spoof end actionkomedie, men lander pladask mellem de to stole uden at have noget at byde på. 1½ stjerne.
Filmen har et par ret gode scener, der meget grafisk viser, hvad der sker, når man tager chancen med "superheltepillen". Men herudover har filmen ikke frygtelig meget at byde på. Når man først har set, hvad disse piller kan, så føles filmen mest af alt som en gennemsnitlig krimi om narko. En ok film, der hurtig er glemt igen.
Christopher Nolan film skal helst ses uden, at man ved noget om handlingen på forhånd. Det eneste jeg havde hørt var da også, at det var noget med tidsrejser. Og at det ville være en stor fordel at have styr på tidsrejsebegreberne, hvis man skulle kunne følge med. Så jeg tænkte, at det var perfekt at se filmen nu, hvor jeg tilfældigvis samtidig var dybt begravet og engageret i den fremragende tyske tidsrejseserie Dark. Dermed havde jeg godt styr på hvad der menes med "Schrödingers cat", "grandfather paradox", "time loops vs. causal loops" - og ikke mindst "bootstrap paradox". Jeg kan så efterfølgende afsløre, at det desværre IKKE var nogen fordel. For hvis man er i stand til at holde nogenlunde styr på den vanvittigt komplekse Dark, så vil Tenet føles som en latterlig enkel Far Til Fire fortælling til sammenligning. Med andre ord: jeg var ikke specielt imponeret over handlingen og historien i Tenet. Til gengæld er det en voldsom flot actionfilm. Og jeg er virklig glad for, at jeg så den på det største mulige lærred i Imax. Tenet kan bedst sammenlignes med en Mission Impossible film, hvor det handler om sindrige heists og flotte actionscener, som man ikke har set magen til før. Selv om plottet hverken er originalt eller intellektuelt interessant, så er det i hvert fald en ny og original idé at tilrettelægge en mission, hvor halvdelen af gruppen arbejder fremad, mens den anden halvdel arbejder baglæns (et sætning der kun giver mening, hvis man har set filmen). Det giver anledning til nogle totalt syrede og ud af kroppen vanvittigt flotte actionscener på lærredet. Det er en visuel film, der skal føles og mærkes. Men ikke nødvendigvis en film, som jeg behøver at se igen.
Det gøres bare ikke bedre! Hvis man kunne lide Walk the Line, eller bare interesserer sig en lille smule for musik, så vil man elske Coal Miners Daughter. Det er en forholdsvis gammel film, som jeg så første gang som barn, og jeg har ikke genbesøgt den siden. Før nu. Jeg var derfor usikker på, om den kunne holde tidens tand. DET KAN DEN! Først og fremmest er Sissy Spacek GE-NI-AL! Historien er fantastisk, og alle birollerne er perfekte. Jeg er ikke nogen stor fan af country musik, men det er umuligt ikke at lade sig rive med af musikken, karakterene og Loretta Lynn’s fascinerende historie. Det må i øvrigt være første (og eneste) gang i filmhistorien, at der er lavet en biopic om en person, som stadig er i live 40 år (!) efter filmens premiere.
En af Bette Davis absolut bedste præstationer. En nervepirrende og chokerende historie, der sagtens tåler gensyn på trods af den ældre dato. Filmen har efter min mening ikke fået den anerkendelse, som den har fortjent. Den er både bedre spillet og langt mere uhyggelig end de to andre store gysere fra 1960’erne: Psycho og Rosemary’s Baby.
Beskrivelsen ovenfor yder ikke filmen retfærdighed. Det lyder ærligt talt lidt rodet og kedeligt. Men tag ikke fejl. Dette er en dokumentar, som ALLE danskere bør se. Den ligger inde på dr.dk, og husk at vælge den ”lange” biografversion. Det er 1½ time, der er godt givet ud. Den giver perspektiv, man bliver klogere, og der er noget at tænke over.
