Isao Takahata er garanti for meget forskellige oplevelser og stilarter i hans begrænsede Studio Ghibli katalog på kun 5 film. My Neighbors the Yamadas er hans fjerde film og består af en række små sjove hverdagssituationer i en typisk japansk familie i nutiden. Den er super charmerende og ganske humoristisk. Men man skal være foreredt på en meget enkel og stilistisk animationsstil. Giv den en chance - det betaler sig!
Jeg var ikke udpræget begejstret for denne ko-vending (grisevending) ift. Miyazakis øvrige film. Skal vi nu til at sidde og heppe på en halvgammel tyk gris med solbriller, når vi er blevet vant til at følge spændende stærke kvindelige karakterer? Åbenbart! Men der går dog ikke lang tid, før der også introduceres en ung pige (Fie), der skal hjælpe Porco Rosso med at bygge et nyt fly. Og det er i høj grad kemien mellem de to, der er filmens største force. Så hvis man synes den starter ud lidt kedelig, så hæng på. For belønningen ved lidt tålmodighed er en god historie med masser af humor.
27-årige Taeko tager på en 10 dages ferie til det landområde, hvor hun kom som barn. Undervejs mindes hun forskellige episoder fra da hun var 10 år gammel. Bl.a. pinlige ting fra skoletiden og hendes første forelskelse. Disse flashbacks fylder meget i starten af filmen, men senere følger vi primært Taeko på hendes landferie, hvor hun arbejder og taler en masse med hendes familie. Only Yesterday er således delt op i scener fra hendes barndom, som er tegnet i lyse pastelfarver og i enkel stil, og så scener fra hendes voksenliv, som er tegnet med en meget mere naturalistisk streg. Eksempelvis er der på den voksne Taiko tegnet tydelige kinder, hvilket er ret usædvanligt i en anime. Jeg kunne klart bedst lide flashback scenerne til hendes barndom. De var både meget humoristiske og rørende. I den voksne del af filmen følger vi Taikos ophold hos sin familie på landet. Her lærer hun om det økologiske landmandsliv, og hun reflekterer over sit liv og fremtid. Denne del af filmen er et decideret hverdagsdrama og kunne lige så godt have været skildret som en live-action film. Filmen er med andre ord ikke super børnevenlig sammenlignet med andre Ghibli film.
Filmen starter på perfekt klassisk Ghibli maner. Drengen Sho kører med sin tante fra byen ud til et hyggeligt hus i landlige omgivelser, hvor han skal bo i en uges tid. Haven er frodig og indbyder til at gå på opdagelse. Sho ser tilfældigvis noget bevæge sig mellem planterne og får et glimt af en lille bitte pige. Sådan bliver vi introduceret til de to teenage karakterer i filmen: menneskedrengen Sho og lilleputpigen Arrietty. Historien er ikke specielt sindsoprivende, men der er tonsvis af af super flotte detaljer i tegningerne. Især når "kameraet" går helt tæt på og viser os Arrietty's verden set fra hendes vinkel. Tilsvarende er lydsiden også meget imponerende, når den omkringliggende verden høres gennem Arrietty. Pludselig bliver lyde, der for det menneskelige øre blot er ubetydelige detaljer, til en hel symfoni. Så selv om det primært er en film henvendt til børn, så kommer den bedst til udtryk i en biograf eller på et stort lærred med surround sound. Fire små stjerner.
For mange karakterer, for meget dialog, og humor som falder til jorden. Med andre ord, ikke lige min kop te. Omvendt er den visuelle stil ret så fantastisk. I Pom Poko tegnes mårhundene på hele 3 forskellige måder afhængig af deres sindstilstand, eller den situation de er i. Nogle gange ser man dem som rigtige dyr i naturalistisk tegnet stil, andre gange er de tegnet som helt simple tegneserieagtige dyr. Men det meste af tiden er de tegnet som en blanding af mennesker og dyr - dvs. som opretgående "Andeby" dyr med tøj og opførsel som mennesker. Det er der selvfølgelig en dybere mening med, og filmen er i det hele taget ganske seriøs og kan sikkert sagtens nydes, hvis man tager det rigtige mindset på.
En dramatisk indledning med et skib i stormende uvejr og to kæmpende drager er med til at fortælle os, at verden er kommet i ubalance. Kongen bliver informeret om begivenhederne til søs, og kort efter bliver han snigmyrdet. En ung mand (snigmorderen) bliver reddet i ørkenden af en troldmand. Den unge mand redder selv senere en pige fra at blive taget som slave, og snart er både troldmanden, den unge mand, den unge pige + pigens "stedmor" samlet. De repræsenterer det gode, der skal kæmpe mod den onde troldmand og hans håndlangere. Super flotte baggrundstegninger - især i den store by, som er groet til med slyngplanter, mos og alger og fyldt med gamle ruiner. Filmen er baseret på en række fantasy bøger og er blevet skældt ud for ikke at være tro mod disse. Uden at kende disse virker filmen isoleret set som et forsøg på at fortælle en episk fortælling med en række små hentydninger til en mytisk forhistorie. Miyazaki junior er desvære overambitiøs og den historie vi bliver præsenteret for her er ikke vanvittig interessant. Der er en god troldmand, der søger at rette op på verdens ubalance, og der er en ond troldmand, der vil opnå evigt liv. En ung mand og en en ung pige (som begge er mere end de udgiver sig for) hvivles ind i kampen mellem de to troldmænd. Filmen er meget mørk i sin tone og fuldstændig blottet for humor. Den onde troldmand og hans lige så onde håndlanger er unuanceret skildret. Man drages dog stille og roligt ind i fortællingen og der skabes en ok connection med de to unge hovedpersoner. Der lægges op til en grand finale, som dog ikke er så episk, som filmen gerne vil have os til at tro.
Med syv spillefilm, fire tv-serier og mere til så er Little Women jo noget af et verdensomspændende fænomen. Derfor forventes det nok også, at de fleste kender lidt til historien på forhånd. Gør man (som jeg) ikke det, så kan man nemt blive lidt forvirret i starten af filmen. Der bliver klippet frem og tilbage mellem mange forskelige karakterer, som man lige skal have styr på. Og det bliver ikke lettere af, at der samtidig klippes mellem forskellige tidsperioder. Jeg sad lidt med korslagte arme og syntes, at det var rodet fortalt. Men stille og roligt fik filmen skovlen under mig. Hvis man kan få våde øjne til Anne fra Grønnebakken, så får man i den grad også brug for lommetørklæder til Little Women. Historien, skuespillet og musikken går op i en højere enhed. Selv Timothée Chalamet (som jeg har et alvorligt horn i siden på) er seværdig og kun irriterende i en enkelt scene. Little Women er i bogstaveligt forstand en tøsefilm. Men det er bestemt en film for alle. Det er faktisk meget svært at forestille sig nogen, der ikke vil synes, at det er en fremragende film.
Det er en smart titel. "Birds of prey" betyder rovfugle, og det er netop hvad Harley Quinn og de andre seje kvinder i filmen er. Men samtidig antyder titlen, at filmen handler om nogle piger (birds), som jagtes. Og det er netop hvad der sker for Harley Quinn, efter at Jokeren har slået op med hende. Det er svært ikke at sidde og tænle "Deadpool wanna-be" om Birds of Prey. Den læner sig rigtig meget op af samme opskrift som de to crazy Deadpool film. Men det giver faktisk god mening. Harley Quinn er både psykoanlytiker og lider samtidig af "bims i låget". Så selvfølgelig skal hendes vanvittige udfoldelser ledsages af analyserende og kække voice-overs. Og hendes "bims i låget" tilstand er også en god undskyldning for, at historien til tider fortælles usammenhængende med tidshuller i plottet, som først efterfølgende bliver fyldt ud. Smart tænkt - hvis det altså er tænkt sådan og ikke bare tilfældigt... På trods af al den vanvittige action, så lykkes det faktisk filmen at vise Harley Quinn som et rigtigt menneske (sådan da). Altså i hvert fald i modsætning til Suicide Squad, hvor hun var en en-dimensional maniac uden nogen form for dybde. Til gengæld mangler Birds of Prey en mindeværdig skurk. Der er sagt meget skidt om Suicide Squad, men den manglede i hvert fald ikke farverige karakterer, og man glemmer aldrig den Pirates of Caribbean inspirerede grumme heks. Birds of Prey er mere gritty, mere realistisk (alt er relativt) og alt i alt en bedre film end etteren.
Et år før MeToo skandalen begyndte at rulle, var der gang i en anden stor skandale af lignende karakter. Dog ikke i filmbrancen, men i nyhedsbranchen - nærmere bestemt Fox News. Det interessante ved Bombshell er den vinkel, som filmen har valgt. Der er selvfølgelig et par obligatoriske scener, hvor man får et indtryk af, hvor stor en gammel gris Roger Ailes var. Men det er ikke filmens primære fokus at udstille ham, og man skal heller ikke forvente et spændende retsalsdrama. I stedet gives der et yderst interessant - og uhyggeligt - indblik i en virksomhedskultur, der er bygget op sådan, at mændene nærmest kan gøre hvad de vil, og hvor kvinderne ikke engang tør sige to ord til sin nærmeste kollega om seksuelle tilnærmelser. Charlize Theron, Nicole Kidman, og Margot Robbie har alle tre været udsat for ubehageligheder på forskellig vis. De tre historier bindes sammen i en fin og relevant fortælling. Men måden de bliver bundet sammen på er ikke speciel elegant, og det virker mere som tre små film i én - og ikke så meget som en helstøbt fortælling. Det bliver dog delvist opvejet af fremragende skuespil fra alle parter.
Gamle Eastwood kan stadig strikke en film sammen, der holder tilskueren i et jerngreb i over 2 timer. Det hjælper selvfølgelig, at han her bygger filmen på en ret så fantastisk og vanvittig historie, der fandt sted tilbage i 1996 under OL i Atlanta. Richard er en voksen mand, der bor alene med sin mor. Han er en hvid, overvægtig sydstatsmand, der er glad for våben og law inforcement - og samtidig lidt af en weirdo. Han ligner med andre ord ikke en typisk amerikansk helt. Og det kommer han i den grad til at mærke på egen krop, da han får FBI og hele den amerikanske presse på nakken. Reglen om at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, gælder åbenbart ikke hvis man ser ud på en bestemt måde. Filmen kan ses som systemkritik, men også bare som en super underholdende og god historie. Paul Walter Hauser er vildt overbevisende som den kejtede Richard, og Sam Rockwell, der spiller hans advokat, er som altid glimrende. De fleste amerikanere, der ser filmen, har sandsynligvis kendskab til historien på forhånd på grund af den store mediedækning den fik. Men det kan i den grad anbefales ikke at læse op på begivenhederne, inden man sætter sig til at se den.
Det er svært at se, hvem denne film vil kunne henvende sig til i Danmark. Den er hverken for børn eller for voksne. Børn vil kede sig og synes, at den er alt for alvorlig. For det er nok meget begrænset, hvor mange børn i Danmark der kender til det amerikanske fænomen Mr. Rogers. Og uden nostalgifaktoren så vil den næppe tiltale de unge. Voksne vil højst sandsynlig også kede sig og synes, at den er kvalmende banal. For budskabet bliver virklig skåret ud i pap i børnehøjde - hvilket lige præcis er Mr. Rogers store talent - men som efterlader en med en alt for sukkersød smag i munden. Matthew Rhys (fra The Americans) spiller en journalist med et meget anstrengt forhold til sin far. Tom Hanks spiller Mr. Rogers, og langt ind i filmen tror man, at de to hver især vil bidrage til at åbne den anden op. Men nej, det går kun den ene vej. Mr. Rogers beholder sin facade oppe gennem hele filmen og fremstår som en uvirkelig helgenagtig karakter. Det havde været rart at se ham skildret som et helt og nuanceret menneske, men i stedet får man et - måske/måske ikke - urealistisk glansbillede. Journalisten er til gengæld et helt menneske, og han gennemgår selvfølgelig den forventede udvikling. Efter nogle møder med Mr. Rogers forsvinder et helt livs gammelt nag og had til sin far som dug fra solen. Det er muligt, at det er baseret på en sand historie, men det gør det ikke lettere at købe.
What a rush! Hverken tilskuer eller Adam Sandlers hovedkarakter har et roligt øjeblik i denne film. Hvis jeg skulle have hans job i bare 5 minutter, så ville jeg helt klart gå ned med stress. Men Adam Sandlers karakter nærmest opsøger problemerne med den ene tumpede beslutning efter den anden i hans jagt på at tjene kassen på ædelstenshandel. Adam Sandler spiller røven ud af bukserne, og det er en film, der på én gang er super fascinerende og ret ubehagelig at se på. Sørg for at have en hjertelæge i nærheden, når du ser den. 4½ stjerner.
En film og en historie, der minder utrolig meget om den ultra voldelige actionfilm Hardcore. Upgrade har dog noget mindre action, og til gengæld meget mere sci-fi. Og så er der den væsentlige forskel, at vores hovedperson i Upgrade slet ikke har nogen mekaniske cyborg komponenter indopereret. På den måde adskiller den sig fra øvrige film i samme genre, hvilket gør den ganske interessant. Historien falder desværre en smule sammen til sidst, hvor den går full Black Mirror. En slutning der nok vil dele vandene. Uanset hvad man mener, så er det i hvert fald et modigt og kompromisløst valg. Og det er klart en film, der er værd at se - alene på grund af de mange what-the-fuck øjeblikke, som man ikke lige har set før.
Kæmpe præstation af Marlon Brando. Ingen tvivl om det. Hvis man kun har set ham som halvgammel og tyk i 70'erne, så skylder man sig selv at tjekke nogle af hans tidligere film ud. Han er fænomenal! Historien er også ganske udmærket og meget samtidsrelevant. Desværre trækker slutningen ned, hvor det hele afgøres på typisk tåbelig amerikansk håndgemæng vis.
En trist trist historie, hvor det er svært at sige, hvem der er protagonist, og hvem der er antagonist. Da Blanche (Vivien Leigh) flytter ind hos sin søster Stella og hendes mand Stanley (Marlon Brando), er det Blanche, man som publikum sympatiserer med og ser tingene igennem. Stanley er en sjuft og behandler dem begge modbydeligt, og han er i det hele taget en frygtelig mandschauvinist. Han er dog ikke så dum, som hans opførsel antyder, og snart begynder tingene at udvikle sig i uventede retninger. Marlon Brando spiller som sædvanligt brilliant, men hans karakter er så øretæveindbydende, at man ikke kan undgå at blive voldsomt irriteret på ham. Vivien Leigh spiller både sårbar og intrigant. Det er muligvis fuldt fortjent, at hun vandt en Oscar for sin præstation. Men jeg synes nu, at hun overspiller ret kraftigt hen mod slutningen. Det kan godt være, at filmen er baseret på et teaterstykke, men derfor behøver skuespillet ikke at være SÅ teatralsk. Filmen er en ægte klassiker i ordets bedste forstand og bestemt værd at se. Min filmoplevelse var dog i den grad hæmmet af, hvor irriteret jeg endte med at blive på begge de to hovedkarakterer.
Efter de to glimrende sci-fi film District 9 og Elysium er Chappie en voldsom skuffelse. Hatten af for at Blomkamp prøver noget nyt hver gang. De tre film er MEGET forskellige. I tredje forsøg rammer han dog helt ved siden af. Der er ellers lagt op til en udmærket historie. Men så "vågner" Chappie, og det hele bliver både meget fjollet og irriterende. Jeg vil give en af de andre anmeldere ret i, at jeg faktisk hellere vil se på Jar Jar Binks end Chappie. Teknisk er der imidlertid ikke noget at udsætte på filmen, og jeg var ok underholdt i de scener, hvor Chappie eller Dev Patel ikke var med.
Den bedste franske film jeg har set i mange år. Det er en rå og lige-på-og-hård skildring af en helt "almindelig" dag på jobbet for tre politifolk på patrulje. Den ene af de tre (Stéphane) har første arbejdsdag i kvarteret, og det skal vise sig at blive i bedste "Training Day" stil. Der går ikke lang tid, før den første lille konflikt med et par unge teenagere opstår. Stéphane synes, at de andre to går over stregen. Men han får senere at mærke, at de unge slet ingen respekt har for politiet. Politiet bliver nærmest bare behandlet som endnu en bande blandt de mange andre. Filmen giver heldigvis ingen lette svar, og den super højdramatiske finale slutter på den bedst tænkelige måde.
Lige fra første scene giver Taika Waititi den fuld gas som fjollet "Adolf, min hemmelige ven". Det er en fremragende og original idé, men humoren i scenerne mellem Jojo og Hitler nåede desværre aldrig at ramme mig. Til gengæld elskede jeg stort set alt andet ved filmen. Sam Rockwell er genial og virklig morsom som børnenes nazi-træner. Scarlett Johansson spiller perfekt som Jojos mor og gør det både underfundigt sjovt og rørende. Og så er der selvfølgelig samspillet mellem Jojo og den unge pige Elsa (Thomasin McKenzie fra Leave No Trace). Deres venskab er filmens nerve og bringer glade minder fra både Moonrise Kingdom og The Book Thief. I takt med at Jojo indser, at krigen ikke bare er en leg, skifter filmen også karakter og går fra komedie til alvorligt krigsdrama. Det ser man ikke så tit og er et modigt valg, der rent faktisk fungerer. Jojo Rabbit viser krigens vanvittige absurditet set gennem en 10-årig dreng - samtidig med, at han selv gennemgår en helt afgørende udvikling i sit liv.
Man føler sig hensat til en helt anden tid, og på et andet kontinent. Men filmen foregår faktisk lige nu og her i Europa. Nede i Makadonien i en ruinagtig forladt landsby trisser Hatidze rundt og passer sine små bistader samt sin sengeliggende mor. Hun får dog snart konkurrence, da en omrejsende familie flytter ind med campingvogn, kvæg, og masser af børn. Hatidze har et læderansigt, der udstråler styrke og sårbarhed på én gang. Man har lyst til at være i selskab med hende. Og det er bare vildt fascinerende at være vidne til både hendes og naboernes meget anderledes hverdag og daglige udfordringer. 4½ stjerner.
Der er vist ingen tvivl om, at Harriet var en ekstraordinær historisk person, der udrettede fantastiske ting for hendes folk. Historien om hende og hendes gerninger er faktisk så utrolig, at man kan undre sig over, at den ikke er blevet til en spillefilm før nu. Det forsøger filmen Harriet så at rode bod på. Vægten er lagt på hendes egen flugt og hendes egen families skæbne. Det er der kommet et spændende drama ud af, som får tiden til at flyve afsted. Mega flotte billeder, production design i top, og troværdigt skuespil fra alle de medvirkende. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at der må være pyntet noget på fortællingen. For Harriet fremstår nærmest som en superhelt med overnaturlige synske evner. Hun bliver ganske givet betragtet som en slags mytisk helgen i dag, men det havde været rart med en lidt mere nuanceret skildring.
Man behøver ikke være troende eller historisk interesseret for at kunne nyde samspillet mellem Anthony Hopkins og Jonathan Pryce. Det er helt klart deres samtaler og personligheder, der løfter filmen og lykkes med at gøre et temmeligt tørt emne for spiseligt. Opskriften er en munter tone, skarpe replikker, og lidt krydderi i form af snak om diverse ikke religiøse emner. Dette er dog kun ca. halvdelen af filmen. Den anden halvdel består af flashbacks til Kardinal Bergoglios fortid i Argentina. Her er det en fordel af være historisk interesseret. For denne del er på ingen måde vittig eller underholdende - men tør, gravalvorlig og desværre lidt kedelig. 3½ stjerner.
Det lyder som en sjov præmis. Og underholdningsniveauet fejler da bestemt heller ikke noget. Men Ternet Ninja er desværre ikke helt så sjov og grovkornet som de andre danske animationsfilm fra samme skuffe (Terkel i Knibe, Rejsen til Saturn, Ronal Barbaren). Jeg trak kun lidt på smilebåndet nogle få gange. Historien er udmærket. Mobning og hævn er jo altid gode og solide temaer at tage op. Og man får den forløsning, som man kan forvente og ønske.
Sød, men også temmelig forudsigelig lille historie, der giver et alternativt take på julemandens oprindelseshistorie. Idéen er sådan set fin nok, men det hele føles meget konstrueret. Undervejs i filmen får man nemlig forklaret, hvordan den ene efter den anden af de amerikanske juletraditioner er opstået. Det er ikke særligt subtilt eller elegant, og det ødelægger lidt af, hvad der ellers kunne have været en udmærket julefilm.
Det er mig en gåde, hvordan en så banal film kan vinde en Golden Globe for bedste animationsfilm. Ja, ok, animationen er da flot og har en original finish. Men de to hovedkarakterer (Sir Frost og Mr. Link) er for mig at se en fiasko. De er grimt animeret forstået på den måde, at man ikke har lyst til at se på dem. Kemien mellem dem fungerer ikke. Især er Hugh Jackman et uheldigt valg som voice til Frost. Han har slet ingen karisma. Humoren er plat og føles utidssvarende. Og historien er forudsigelig og banal. Som det fremgår, var jeg temmelig irriteret på filmen. Men det er ikke kun skidt. Filmen er ikke decideret dårlig, hvorfor jeg godt kan slæbe den op på en lille 3'er.
Det ligger i titlen, at vi i denne tredje film skal på en rejse til en skjult verden. Men der går over en time, før man kommer så langt. Indtil da er filmen spækket med falde-på-halen komik, nogle meget langtrukne "romantiske" scener mellem to drager, og en ny skurk som erstatning for 2'erens Drago. Samtidig med at denne nye skurk dukker op, så kommer der meget belejligt også en ny drage, som selvfølgelig er løsningen på truslen. Den skjulte verden er utrolig flot lavet, men vi forlader den næsten lige så hurtigt, som vi kom dertil. Og så ser man ikke mere til den. Resten af filmen er forudsigelig action og en tåkrummende slutning. How to train your dragon universet siger mig simpelthen ikke noget. Den første film var nogenlunde ok, mens 2'eren og 3'eren var direkte kedelige.
1917 er fra start til slut en vild og fantastisk flot opvisning i production design og kameraføring. Man kan bare læne sig tilbage og nyde det tekniske arbejde. Ulempen er, at man ikke kan lade være med at sidde og sammenligne one-take gimmicken med Birdman. Og det tog mig ud af filmen ift. engagement med hovedkaraktererne. Historien er da heller ikke voldsom genial. Rutchebaneturen på lærredet fik mig til at tænke på en Super Mario forhindringsbane, hvor man skal føre spilleren igennem og over alverdens fysiske forhindringer, undgå at blive skudt, og indimellem selv dræbe de onde "bowser". Manglen på historie og engagement kan dog ikke fjerne det faktum, at det en en mesterlig lavet film. Sceneriet mod slutningen, hvor vores helt løber på tværs af slagmarken, mens alle andre charger fremad, fremstår som de vildeste og flotteste billeder, jeg har set i lang tid. 4½ stjerner.
I Smerte og Ære følger vi en ældre filminstruktør, der tidligere havde stor succes, men som nu har trukket sig tilbage og døjer med helbreddet. Et møde med en af hans gamle skuespillere sætter gang i hans minder. Vi får så en række flashbacks til hans barndom og senere i hans liv. Noget af det fede ved disse flashbacks er, at de er i ukronologisk orden. Og der er især en af dem, der skiller sig ud på en meget original måde - nemlig den hvor "flashback scenen" består af en monolog på en teaterscene. Det er super fint tænkt. Antonio Banderas brænder helt igennem og leverer et virklig følsomt spil i denne både meget typiske og samtidig atypiske Almodóvar film. Smerte og Ære har mange af Almodóvars kendetegn: vi bevæger os indenfor kunstbranchen, hovedpersonen er homoseksuel, der er flashbacks og farverige scener. Der er til gengæld ikke så store armbevægelser, og historien er langt mindre melodramatisk end set tidligere. Det er en afdæmpet og sentimental film på et højt kunstnerisk niveau. Desværre er der så også skruet ned for historien og underholdningsniveauet.
Yong-ho mødes efter 20 år sine gamle klassekammerater på en picnictur. Han opfører sig mildest talt meget besynderligt og ligner en, der ikke har noget tilbage at leve for. Filmen fortæller herefter i elegante flashbacks (hvor man går længere og længere tilbage i tiden), hvad der har formet Yong-ho. Hvordan er han blevet til denne forstyrrede usympatiske person? Er det simpelt hen bare ulykkelig kærlighed, eller er det snarere samfundsomvæltningerne i Sydkorea i starten af 1980'erne, som har forvandlet ham fra ung følsom student til voldelig politimand? Lee Chang-dong tager os på en fascinerende rejse til 4½ stjerner.
Et trekantsdrama, der ligesom den aktuelle Parasite udforsker klasseforskellene i Sydkorea. Lee Chang-dong gør det dog langt mere afdæmpet end Bong Joon-ho, og der er rigtig mange ting, der forbliver usagt og uforklaret. Eksempelvis: hvem hulen er Ben egentlig, hvad skete der med pigen, har der nogensinde været en kat? Og er det overhovedet vigtigt? Der er mange spændende gåder at dykke ned i, og det er helt sikkert en film, man bør se flere gange (hvilket længden desværre kan være en barriere for).
Filmen er super interessant at se som et historisk studie i Nolans udvikling. Der er mange ligheder med den efterfølgende - og langt mere veludførte - Memento. Hvis jeg havde set Following i 1998, ville jeg muligvis være blevet blæst bagover af det nytænkende filmsprog. Men 20 år senere virker den mest som et tidligt eksperiment. Det trækker også ned, at historien er meget søgt og svær at købe.
Joachim Trier formår at give filmen et utroligt realistisk feel. Det virker nærmest som en dokumentar, når vi følger narkomanen Anders på gaderne i Oslo. Det er samtidig en film, der kræver noget af sit publikum. Man bliver ikke holdt i hånden mht. at forstå de tanker og følelser, som den indadvendte Anders går og bøvler med. Så hvis man ikke kender miljøet, kan det være svært at sætte sig ind i og engagere sig. Jeg forblev en udefra skuende observatør og syntes, at det var interessant - men var samtidig lidt ligeglad med, hvad der skete. 3½ stjerner.
Jeg hadede virklig filmudgaven med Jim Carrey og havde derfor ikke planer om at skulle udsætte mig for mere Grinchen. Men pludselig var den animerede version i fjernsynet, og den har en helt anden og nuttet charme. Meget mindre overgearet (hvilket er temmelig overraskende for tidens animationsfilm) og en vældig sød julefilm. 3½ stjerner.
Lidt af en rodebunke. De dele af filmen, der beskæftiger sig med Eric og hans familie, er ganske fine. Den ældre postarbejder Eric bøvler med sine to dovne stedsønner i hjemmet, og han forsøger samtidig at rette op på et forlist forhold til sin første flamme. Men de mange scener med en eller anden tidligere fodboldspiller, der fungerer som hans usynlige ven og vejleder, de er direkte kedelige. Det samme er den megen foldboldsnak med kollegaerne. Fodboldfans vil måske synes, det er ret cool, men det fylder alt for meget i filmen, som først kommer igang med sin hovedfortælling efter en time. Slutningen forsøger at være sjov og opløftende, men virker temmelig urealistisk og har et tvivlsomt budskab om selvtægt.
Historien virker som noget der er løgn. Ivan Dragos søn vil "hævne" sig på Apollo Creeds søn. Og Adonis Creed bliver i den forbindelse trænet af Apollo Creeds træners søn "Duke junior". Men ok, så er der i det mindste nogle herlige farverige modstandere, hvilket er en forbedring i forhold til den første Creed film. Når vi nu er ved den første Creed film, så er det ret forvirrende, at Creed II starter med, at Creed vinder sværvægts titlen fra Danny Wheeler. Øh, i den første film var både Creed og Danny Wheeler altså LET sværvægts boksere. Nu er de så begge "tilfældigvis" gået op i vægtklasse, uden at det påtales i filmen. Manuskriptforfatteren har sikkert håbet, at folk ikke kunne huske deres vægtklasse, og bare ladet som om, at de hele tiden har været sværvægtsboksere. For det er der brug for i Creed II, hvor unge Creed skal bokse mod Viktor Drago, som givet sin fysiske størrelse helt klart er sværvægtbokser. Det er altså dovent skrevet. Historien er både vældig underholdende og samtidig frygtelig forudsigelig. Den følger nærmest Rocky IV til punkt og prikke. Men jeg kunne ikke lade være med at håbe, at den ville tage en anden drejning. Det kunne eksempelvis have været meget sjovere, hvis det var gamle Ivan, der skulle bevise, at han stadig kunne stå distancen i 12 runder mod den regerende mester - ligesom vi så det i "Rocky Balboa" fra 2006. Det ville faktisk passe perfekt med alderen, eftersom Dolph Lundgren har samme alder i 2018, som Sylvester Stallone havde det i 2006. Men nej, vi skal have det samme koldkrigs boksedrama som i 1985, hvilket giver en dårlig smag i munden. Man sidder og håber på, at unge Drago skal vinde. Dels fordi han objektivt set burde vinde, og dels fordi Creeds comeback er lavet meget utroværdigt. Creed II har den tvivlsomme ære at kæmpe med Rocky V om at være den ringeste i serien.
Hold da op hvor er jeg glad for, at jeg ikke havde læst om handlingen i filmen på forhånd. Det var ellers temmelig svært at undgå, eftersom Parasite har været årets mest omtalte og roste film siden Filmfestivalen i Cannes for over et halvt år siden. Så jeg havde både mega høje forventninger og gik samtidig ind til filmen uden at vide noget som helst om, hvad jeg skulle udsættes for. Og jeg tør godt love, at man bliver udsat for lidt af hvert. Parasite er først og fremmest en utrolig underholdende film. Proppet med vanvittig humor og mærkelige optrin, som man kun ser i sydkoreanske film. Det er pudsigt nok både en typisk sydkoreansk film og samtidig en film, der er temmelig straightforward og mainstream. Selv små børn ville kunne følge med og forstå filmen, selv om jeg nok vil fraråde den til mindre børn. For der sker ting og sager i sidste akt, som ikke er for sarte sjæle. Men igen - det er lavet på en humoristisk måde og bliver aldrig for alvor horror-agtigt. Det ville være utaknemmeligt at sige, at jeg er den mindste smule skuffet, eftersom der er tale om en kæmpe filmoplevelse. Men så alligevel. Jeg havde forventet noget mere vildt og nogle mere langt ude syge tvists. Det er jo en sydkoreansk film, og de er ofte temmelig vanvittige - på den gode måde. Jeg havde nok ikke lige taget højde for, at Bong Joon-ho generelt er noget mere mainstream end andre af hans sydkoreanske kollegaer som eksempelvis Park Chan-wook, Na Hong-jin og Kim Ki-duk. Herudover sker der 2 ting hen mod slutningen, som ikke helt gav mening, og som desværre påvirkede den samlede følelse i kroppen, da jeg gik ud af biografen. Jeg kan derfor ikke helt svinge mig op på 6 stjerner, selv om jeg jo nok må erkende, at filmen er et slags mesterværk.
Folk glemmer vist, at Frozen filmene er musicals, når de klager over for mange sange og for meget melodi grand prix stemning. Hallo! - det hører jo ligesom til. Og faktisk bruger Disney flere af sangene til at gøre lidt grin med genren. Især Kristoffers kærlighedssang til Anna er fyldt med selvironi og er fantastisk morsom. Salen var da også flad af grin, da Sven sang flerstemmigt kor til Kristoffers sang. Frozen 2 er i det hele taget en virklig sjov film med mindst lige så meget humor som i den første film. Jeg synes faktisk, at den er endnu sjovere - bl.a. fordi man nu kender karakterenes personligheder, og filmen derfor kan spille på det. Det kræver så omvendt, at man kan huske detaljerne i den 6 år gamle film, hvorfor jeg klart vil anbefale at gense den først. Og ellers skal Olaf nok give en hjælpende hånd. Hans resumé af handlingen i den første Frozen film er et af højdepunkterne. Genial humor! Det er også ret genialt at starte ud med et flashback til da Anna og Elsa var børn. Anna som barn er total nuttet og charmerende. Så allerede efter få minutter er man følelsesmæssigt engageret i filmen og er villig til at købe det meste - selv en forholdsvis flad og forudsigelig historie. Filmen skal selvfølgelig ses på originalsproget, og husk at blive hængende under alle rulleteksterne. Ud over den gode musik så er der en ret så sjov ekstrascene med Olaf til allersidst.
Da den første Zombieland kom frem, var det nyt og forfriskende med den særlige blanding af zombie-horror og komedie. I de efterfølgende 10 år er vi blevet oversvømmet med zombier i diverse film og tv-serier, herunder ikke mindst i 10 sæsoner af The Walking Dead. Zombie-horror er på den måde nærmest blevet hverdag. Og netop derfor er det ganske fornuftigt, at 2'eren til Zombieland primært fokuserer på humoren. Zombieland: Double Tap er faktisk mest af alt en rendyrket komedie. Og den er fantastisk morsom i den første halvdel. Det er især den nye pige i teamet, Madison, som bidrager med absurde sjove scener. Madison vil muligvis dele vandene, da man nok enten vil synes, at hun er vildt irriterende eller hysterisk sjov. Hen mod mod slutningen er der en del mere action, og på den måde kommer filmen til at minde mere om 1'eren. Så udover at Little Rock nu er voksen, og at det i højere grad er en komedie, så er det stort set den samme film én gang til.
En absolut fremragende film, som alle med den mindste smule interesse for historie bør se.
Den svageste film i Rocky serien er ikke helt så slem som sit rygte. Den er proppet med nostalgi og sentimentalitet, hvilket for nogen måske er fint nok, mens det for andre kan virke klæbrigt. Det værste er dog uden tvivl slutningen, hvor det pludselig bliver til en streetfighter film. Det virker vildt urealistisk og out-of-character. Indimellem sentimentaliteten og finalen er filmen dog periodevis ganske fin. En 3-stjerners film, som bliver ødelagt af slutningen og derfor ender på kun 2 stjerner.
Rockys tale til sidst - og publikums reaktion på den - er det mest tåkrummende i hele Rocky sagaen. Men hvis man ser bort fra det, så er det en ganske underholdende film, der samtidig er et skolestudie i, hvordan USA så på Sovjetunionen under den kolde krig.
