Der er hverken mangel på action eller locations i denne underholdende fortsættelse af den fremragende Jurassic World fra 2015. Desværre er der heller ikke mangel på gentagelser. I Jurassic World var der en lang række nostalgiske referencer til den oprindelige Jurassic Park, hvilket fungerede rigtig godt. Folkene bag den nye film har sikkert tænkt, at så smider vi da bare endnu flere referencer ind i 2'eren. Problemet er bare, at det gøres temmelig u-elegant og føles som deciderede rip-offs fra de tidligere film. Når den nye kloge dino åbner dørhåndtag eller klikker med kloen på gulvet, og når den lille pige lige præcis når at lukke skydedøren til køkkenelevatoren, så er det ikke længere hyggelige referencer, men direkte tyveri fra de andre film. Og det vrimler med flere af denne slags gentagelser. Filmen udmærker sig heldigvis på andre punkter. Chris Pratt og Bryce Dallas Howard er tilbage som Owen og Claire og er lige så charmerende som i den første film. Samtidig introduceres vi for to nye sjove og seje karakterer i form af Franklin og Zia, der bidrager med humor og bad-ass attitude. På production design siden er der ikke sparet på noget. Vi er både ude på Isla Nublar til en hæsblæsende redningsaktion, vi er vidne til en spændende mission på skibet på vejen hjem, og vi er i Californien på et kæmpe slot, hvor hele tredje akt foregår. Den lange afsluttende del på slottet er dog samtidig den mindst spændende del af filmen. Det hele bliver lidt for forudsigeligt og er som før nævnt fyldt med gentagelser fra tidligere film. Men så kommer slutningen, hvor der sker noget helt nyt og interessant. Noget som vender op og ned på alting i den nu 5 film lange saga. Der er dermed lagt op til, at den tredje Jurassic World film kommer til at gå nye veje og ikke vil ligne nogen af de foregående.
Joaquin Phoenix er lejemorderen Joe, der er virklig messed-up i hovedet. Han vakler omkring som i en døs og er plaget af traumer fra hans barndom og andre ubehagelige oplevelser. Filmen er i det hele taget ret ubehagelig at se på. Det er en mørk, grim og dyster version af Léon. Men med den forskel, at Léon's kære plante er skiftet ud med Joe's kære gamle mor. Selv om det ikke ligefrem er en film, som man bliver i godt humør af, så er den bestemt værd at se for de stemningsfulde billeder og Joaquin Phoenix' pinefulde karakterspil.
Coen brødrene er nu for alvor ved at etablere sig. Deres fjerde film får stor succes på kritikerfronten (men dog noget mindre succes hos publikum). Det er nu også tydeligt, hvordan de gør genbrug af de samme skuespillere. John Turturro og Steve Buscemi var begge med i Miller's Crossing og spiller hhv. hovedrollen som manuskript-forfatteren Barton Fink samt receptionisten på det billige Hollywood hotel, hvor Barton Fink bor. Tilsvarende er John Goodman tilbage fra Raising Arizona og spiller en mystisk forsikringssælger, der bor i naboværelset til Barton. Barton Fink oplever en kæmpe kulturkløft fra at være succesfuld forfatter på New Yorks broadway scene og så til at være manuskriptforfatter på en B-film i Hollywood. Datidens studiosystem får en ordentlig en på tuden af Coen brødrene i form af en satirisk tilgang, hvor manuskriptforfattere vises som fordrukne, mens det er sekretærene, der laver alt arbejdet. Producerne er heller ikke ligefrem sympatisk skildret, og stakkels Barton Fink får ikke meget hjælp fra sine nye arbejdsgivere. Han lægger da også ud med at have skriveblokade fra starten af. Heldigvis er der anden hjælp at hente fra uventet hånd, men studiosystemet kan han ikke løbe fra og ender til sidst i et surrealistisk mareridt mellem drøm, virklighed og Helvedet. I Coen brødrenes tre første film havde de allerede vist lidt af deres forkærlighed for at blande genrer sammen. Men det er først med Barton Fink, at de virklig går til den og blander en masse forskellige genre sammen og dermed skaber noget helt nyt og unikt.
Filmen består af en rimelig ok ungdomsfilm og en tåkrummende dårlig gyser. Hvis man fjernede alle scenerne med den ufrivilig komiske klovn, så tror jeg faktisk, at der kunne være kommet en ganske god coming-of-age film ud af det. Men jo længere man kommer ind i filmen, jo værre bliver det. Udover at klovnen er komisk, så har jeg også det problem, at jeg i den grad savner noget baggrundsinfo om "hvad" og "hvorfor". Det bliver muligvis forklaret i 2'eren, men det er bare alt for sent. Jeg er stået af.
Det går hurtigt op for en, at The Room ikke er noget mesterværk. Inden for den første halve time er der ikke mindre end fire forskellige sexscener, der alle er utrolig kiksede og corny. Og så kombineret med Tommy Wiseau, der er en katastrofal dårlig skuespiller. Men heldigvis er han elendig på den underholdende måde. De andre skuespillere er noget bedre, men de lider under Wiseau's ringe instruktion. Historien er også virklig dårlig. Men trods alt ikke dårligere, end at hvis man bare fjernede Tommy Wiseau og de klamme sexscener, så ville man stå tilbage med et "normalt" middelmådigt tv soap-drama. Jeg har med andre ord set værre film og vil derfor ikke ligefrem betegne det som "verdens dårligste film" nogensinde.
Hvordan bør man strukturere en anmeldelse af en Wes Anderson film? Det må være noget med at gøre anmeldelsen meget stilren, sørge for at overfladen er ekstrem flot og velpoleret - og til gengæld lade indholdet stå lidt i baggrunden. Man bør nok også dele anmeldelsen op i en række kapitler - og indsætte flashbacks til tidligere Wes Anderson anmeldelser. Og når anmeldelsen skal beskrive de medvirkende, så bør der zoomes ind og ud på de enkelte hovedkarakterer, og herefter panoreres sidelæns over til birollerne. Jeg er dog bange for, at det bliver lidt for svært at lave en sådan visuel tilgang blot med det skrevne ord. Især herinde, hvor jeg ikke selv har mulighed for at vælge skrifttype, skriftstørrelse - eller indsætte små dansende hunde i teksten. Så det må desværre blive ved tanken... Isle of Dogs er endnu et visuelt overflødighedshorn fra Wes Anderson. Billede og lydside går op i en højere enhed. Det er en sand fest for sanserne. Det er tydeligt, at Wes Anderson har en stor kærlighed til Japan. Og det er ganske morsomt at se hans ret kliche-agtige billede, eller måske rettere vision, af landet. Det er dog en smule usmageligt, at der skal en amerikansk udvekslingsstudent til at få ordnet sagerne i historien. Hvorfor kunne det ikke bare være en lokal japansk dreng eller pige? Det er ret irriterende og har den modsatte virkning af hensigten ift. mit engagement i personen. Jeg må også indrømme, at jeg slet ikke blev engageret i nogle af hovedkarakterene på øen - altså hundene Chief, Rex, Duke, og hvad de nu hedder. Herudover havde jeg det tredje problem, at der var ulideligt varmt i biografsalen (det kan I gøre bedre, Trøjborg). Det manglende engagement i karakterene og varmen gjorde, at jeg endte med at sidde og halvdøse midtvejs. Det blev derfor kun til en 3-stjerners filmoplevelse, men jeg vil for en gangs skyld rate filmen ud fra en mere objektiv tilgang end min umiddelbare oplevelse. Jeg er nemlig overbevist om, at når jeg genser filmen senere - for alle Wes Andersons film bør ses mere end én gang - så vil den ganske givet stige i min agtelse.
Historien om Ed Wood er utrolig fascinerende. Producer, instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller med et kæmpe overskud - men bare ikke så meget talent. Det er en bedrift i sig selv, at det lykkedes ham at skrabe penge og skuespillere sammen til hans projekter. For i modsætning til den beslægtede "The Disaster Artist", så havde Ed Wood ikke nogen penge på kistebunden at gøre godt med. Jeg var ret begejstret for The Disaster Artist, men jeg synes faktisk, at Ed Wood er endnu bedre. Og det selv om filmen er næsten 25 år gammel og i sort/hvid. At filmen stadig fungerer hænger nok også sammen med de mange ikoniske karakterer, der optræder i filmen. Først og fremmest legenden Bela Lugosi, som spilles med fantastisk indlevelse af Martin Landau. Man kan måske indvende, at det er nemt nok at spille overgearet og teatralsk. Men Martin Landau gør det på en måde, så man tror på karakteren. Og da hans karakter samtidig er en sårbar og stolt gammel ensom stakkel, så bliver det hele meget rørende. Andre ikoner fra den tid omfatter Morticia Addams klonen Vampira, det svenske kødbjerg Tor Johnson (spillet af wrestler legenden "The Animal"), og The Amazing Criswell. Og selvfølgelig Johnny Depp, der leverer en af hans klart bedre præstationer som hovedkarakteren Ed Wood.
Der er i bund og grund tale om letkøbt humor med en masse billige tricks, der er set før. Men lige præcis denne slags komedie virker næsten altid på mig. Det er sort og grov humor i samme genre som Ted og Tømmermænd i Las Vegas. Den slags film er ofte super sjove første gang, man ser dem. Men typisk falmer de meget ved gensyn. Skal en sådan film vurderes på holdbarheden eller på nu-og-her oplevelsen? Jeg vælger det sidste og slynger 5 stjerner i hovedet på de skøre spillegale tosser.
Jeg valgte på forhånd ikke at gå ind til denne som en rigtig Star Wars film. Og det var godt, for hvis den skulle bedømmes som en Star Wars film, så ville jeg kun kunne give den 2 stjerner. Der er nemlig intet Star Wars magi eller episk over fortællingen om Han Solo's unge år. Men som god sci-fi action så er det såmænd en ganske fin 3½ stjernes film. Det er en slags Baby Driver in Space. Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til hverken Han Solo, Chewbacca eller Lando Calrissian. Det er da nogle fede karakterer, men jeg havde ikke noget behov for at se, hvordan de mødte hinanden, eller hvordan Solo fik fat i Tusindårsfalken. Eller nogen af de mange andre referencer til de gamle film. For mig var det et sjovt kig ind i "En Fjern Galakse". Det er vældigt underholdende, at man nu hvert år kan åbne en lille låge ind til Star Wars universet og se nye hjørner af galaksen og nye historier udfolde sig. Historien i denne film lider desværre under, at den er dikteret af alt for meget fan-service. Det meste af det er endda ret kluntet udført. Det havde været meget federe, hvis man i stedet havde koncentreret sig om historiefortællingen og karakterene uden de mange bindinger til fortiden. Der var dog én reference, som i høj grad fangede min interesse. Nemlig den der kom til sidst og som giver et prej om, hvad vi kan vente os i senere film. Jeg ville super gerne besøge Dathomir i enten en senere stand-alone film eller trilogi. Hvor fedt ville det ikke være at se Asajj Ventress eller nogen af de andre Nightsisters på det store lærred. Se, det kunne faktisk gå hen og blive både episk og magisk.
Coen brødrenes anden film er også en krimi. Men hvor den første, Blood Simple, var mørk og meget lidt sjov, så er Arizona Junior rendyrket crazy-komedie. Nicolas Cage og Holly Hunter kan ikke selv få et barn af naturens veje, så de beslutter at stjæle et barn fra et par, der lige har fået femlinger. Deres plan bliver forpurret af Nicolas Cage's tidligere cellekammerater fra fængslet samt af en dusørjæger fra Helvedet. Komikken er så teatralsk, at det næsten er lidt for meget af det gode. Det hele bliver nemlig ret tegneserieagtigt, og man kan ikke rigtig involvere sig i hverken historien eller karakterene. Filmen skal dog have credit for sit gevaldige overskud og de mange kreative optrin.
Frances McDormand er den unge smukke kvinde, der er gift med en rig - og meget usympatisk - ejer af en lokal bar. Hun søger trøst hos en af hendes mands medarbejdere i baren, hvilket hurtigt bliver opdaget, eftersom manden har sat en privatdetektiv på hende. Det tager hendes mand så ilde op, at han nu sætter privatdetektiven til at slå dem begge ihjel. Men, men, men. Privatdetektiven - som ellers forekommer at være et fjols uden ret mange brikker at rykke med - har en anden og bedre plan... Herfra bevæger handlingen sig ud af mange tvistede turns. Filmen er tydeligvis en forløber for Fargo. Historien er i samme boldgade, der er den samme forkærlighed for øde highways og vanvittig vold. Men stilen er alligevel noget anderledes. Blood Simple er meget mere mørk og har så godt som ingen humor. Eller rettere: humoren er så kulsort, at man måske slet ikke bemærker den. Den viser sig diskret i form af en slags selvironisk poetisk retfærdighed.
Den mand er alvorlig syg i hovedet! Hvordan finder man på at lave filmhistoriens mest blodige film - og så gøre det til en komedie? Hvad siger det lige om samfundet og menneskets umættelige tørst efter vold som underholdning? Måske skal man ikke tænke så meget over det. Måske skal man bare læne sig tilbage og grine af de totalt crazy langt ude zombie massakrer og det næsten lige så crazy dårlige skuespil. Det er sjovt, det er ekstremt blodigt, og det er Peter Jackson der i den grad får lov til at skeje ud.
Filmen lægger hårdt ud med et voldsomt opgør mellem to rivaliserende motorcykelbander. Vi er i Tokyo 30 år efter 3. verdenskrig. Anakien og volden hersker i gaderne. Politiet, militæret og regeringen forsøger hver især at trække i diverse tråde og mele deres egne korrupte kager. En oprørsbevægelse er på spil, og der laves hemmelige forsøg på børn, der giver dem overnaturlige kræfter. Der er med andre ord gang i rigtig mange ting på én gang i denne ambitiøse og flotte sci-fi klassiker. Jeg så den lige efter den næsten lige så klassiske "søsterfilm" Ghost in the Shell. Sammenlignet med den er Akira langt mere episk og fascinerende - og med en slutning, der er lige så syret som i 2001: A Space Odessey.
Set-up'et i filmen er udmærket. Vi introduceres til en familie med to drenge, en ældre teenagedatter, og en hyggelig far spillet af Tim Robbins. Der bygges stille og roligt en stemning op, og alle børnene spiller troværdigt og uden at være irriterende. Da børnene så skal være alene hjemme, finder den yngste dreng et brædtspil, som de selvfølgelig skal prøve... Herefter går det helt galt efter fuldstændig samme formel som i den første Jumanji film. Hver gang der flyttes nogle brikker på spillepladen, skal der trækkes et kort. De fleste af kortene medfører livstruende situationer, og det er både utrolig dumt og ret kedeligt at se på, hvordan de skal redde sig ud af det ene vanvittige scenarie efter det andet. På et tidspunkt angribes de af nogle øgleagtige aliens, som på ingen måde er lavet med de teknologiske muligheder, som man havde i 2005. Tværtimod ligner de noget fra en 80'er B-film splatter. Det er umuligt at tage seriøst, så jeg endte med at sidde og spekulere på, om filmen i virkligheden bare er en parodi på Jumanji. Det tror jeg dog ikke, for der er i modsætning til Jumanji filmen så godt som ingen humor i Zathura.
Jeg synes ikke, at historien er i nærheden at være lige så god som etteren. Men ok, jeg er også en total sucker for origin fortællinger. Der mangler også en rigtig led skurk som Ajax fra den første film. I Deadpool 2 har vi Cable, og ikke et ondt ord om ham. Han er faktisk ganske glimrende - og ligner nærmest Frank Castle, bare med super hitech udstyr. Men Cable er jo som sådan ikke en rigtig skurk. Så hvem er det lige, man skal sidde og hade og se frem til blive slagtet? Deadpool 2 har til gengæld så mange andre ting, der kører for den. Humoren og den grove vold fungerer fantastisk godt. Der er endnu flere meta bemærkninger end i den første film. Og actionscenerne og slåskampene er hæsblæsnede medrivende. Den nye karakter Domino er genial. Hendes "superkræfter" (luck) kommer til udtryk på en overraskende visuel og underholdende måde. Hun er næsten oppe på niveau med Quicksilver mht. sejeste superkræfter. Samlet set en fremragende film, som næsten er lige så god som den første Deadpool.
Jeg var faktisk noget overrasket over, hvor LIDT crazy denne film er. Jeg mener, det er en John Hughes film med 3 børn, der skal passes af deres onkel spillet af John Candy. Det kan da kun ende i den ene katastrofe efter den anden. Men selv om onkel Buck's metoder er ret utraditionelle, så opfører han sig forbavsende ansvarlig og er igennem hele filmen den bedste onkel, man kan forestille sig. Dermed er filmen heller ikke en komedie i traditionel forstand, men nok mere bare en god familiefilm.
Denne film må være referencemodel for den moderne comedy roadmovie. Den har alle de klassiske optrin, som man forventer af en sjov roadmovie i dag. Så hvis man som jeg først ser filmen nu 30 år efter premieren, så er der ikke rigtig nogen overraskelser at hente. Men fordi John Hughes havde et helt særligt talent, så virker filmen på ingen måde forældet. Den er ekstrem sjov, og John Candy er genial til både at spille røvirriterende og samtidig en stakkel sjæl, som man kan sympatisere med.
Rutger Hauer er vagabonden, der ankommer til en by, hvor volden hersker i gaderne. Byen og volden styres af manden Drake og hans to psykopatiske Tom Cruise look-a-like sønner. De slår folk ihjel på de mest bestialske måder og gør det til et form for underholdningsshow på gaden. Politiet er selvfølgelig korrupt, og da Rutger Hauers vagabond får nok, er der dømt vild og blodig selvtægtsfilm. Hobo with a Shotgun er kommet til verden på samme måde som Machete - nemlig som en genoplivning og hyldest til Grindhouse. Hobo with a Shotgun er dog mere rå, mere voldelig - og med mindre humor - end Machete. Og dermed nok også mere tro mod Grindhouse konceptet. Hvis man kan holde ud at se på den slags voldsorgie, så får man en mega underholdende og af og til meget morsom fest. Som film generelt er det en film til 2-3 stjerner, men inden for dens egen genre må den nødvendigvis få 5 blodrøde stjerner.
Dengang inden Snyder blev ramt af det mørke DC univers, da lavede han nogle visuelt fantastiske film. Det var vildt og syret i 300 og i Watchmen, men i Sucker Punch går han helt amok. Filmen er overlæsset med stilistisk vold og action, med farvefiltre og parallelverdener a la Inception. Historien er både såre simpel og ret kompliceret. Og frem for alt vildt underholdende. I en sådan type film vil der ofte være en hæsblæsende fed feel-good afslutning, og netop derfor vil mange nok sidde tilbage og være lidt skuffede. Jeg var selv noget paf til sidst. Men efter at have sundet mig lidt, synes jeg egentlig det hænger vældig godt sammen med filmens indledning. Faktisk kan man i bagklogskabens klare lys sige, at voice-overen i indledningen spoiler afslutningen: "en guardian angel kan den ene dag være en ... og den næste dag en ...". Uanset hvad så er Sucker Punch et vildt fyrværkeri og et nådestød i mellemgulvet. En både infantil og modig film af Zack Snyder, dengang han stadig kunne "det der shit!". 5 små stjerner.
3 monolitter og 3 gigantiske steps i menneskets udvikling. Fascinerende og voldsomt imponerende, at man kunne lave en så visuel flot og overbevisende sci-fi film for næsten 50 år siden. Der sker ikke ret meget, og den smule der sker kunne jeg tydeligt huske fra da jeg så den for første gang for 30 år siden. Så derfor overraskede jeg mig selv ved ikke at kede mig på noget tidspunkt under denne meget lange og meget langsomme film. Det vidner om filmens høje kvalitet og holdbarhed.
Filmnørdens Hjørne kårede på et tidspunkt Elizabeth Taylor som verdens bedste skuespillerinde "of all time" og pegede især på Who's Afraid of Virginia Woolf? som filmen, hvor hun shiner. Og ja, det er virklig en imponerende præstation, som hun giver i dette stage drama. Men faktisk synes jeg, at Richard Burton er endnu bedre, idet han spiller med færre armbevægelser og mere indadvendt, hvilket virker mere intenst. Det var dog Elizabeth Taylor, der vandt en Oscar, mens Richard Burton måtte nøjes med en nominering. Uanset hvad, så er det i den grad en film, der er værd at se, hvis man sætter pris på verdensklasse skuespil og et godt drama. Historien er ikke så aktuel nu som dengang i 60'erne, hvor manden helst skulle have bukserne på i parforholdet, og kvinden være en god husmor. Man kan dog sagtens leve sig ind i deres situation alligevel. Men hoved traumaet i deres liv omkring sønnen bliver udvandet af, at det er rimelig let at gætte nogenlunde, hvordan det hænger sammen lang tid før det afsløres. Så da det er meningen, at filmens drama skal kulminere, tænkte jeg: "nå, var det bare det". Lidt ærgerligt, og det trækker karakteren en stjerne ned, at jeg aldrig rigtig blev revet med af historien.
Man kan ikke komme udenom, at stilen er overrumplende og super frisk. Det blev dog lidt for meget af det gode i længden. Hvis de sjove filmiske indfald havde været doseret i mindre mængder, så tror jeg det havde givet et bedre samlet indtryk. Historien er meget simpel. Så simpel som et computerspil: Scott Pilgrim skal kæmpe mod 7 ekskærester for at vinde. Indtil disse kampe gik igang, var jeg 100% på, men selve kampene begyndte hurtigt at kede mig. Filmen faldt derfor støt og roligt fra at være "helt genial" i starten, til at være "glimrende", og til sidst "bare ok".
Jack Nicholson som en meget velklædt privatdetektiv i 1930'ernes Los Angeles. Der er både mystik omkring byens vandforsyning, embedsmænd der pludselig dør, lyssky affærer og komplicerede familieforviklinger. Interessant og god historie, dog uden at være decideret spændende.
Denne film er mit første bekendtskab med Paddington. Jeg havde selvfølgelig hørt om den lille bjørn med den røde hat før, men det har altid været noget, som jeg zappede forbi. Uden et nostalgisk forhold til bjørnen kunne jeg kun sidde kynisk og kede mig over den irriterende bjørn og de alt for mange falden-på-halen scener. Jeg blev dog hængende og så den færdig, for filmen er virklig flot visuelt. Faktisk gik der ikke lang tid, før jeg fik meget stærke associationer til The Shape of Water og spurgte mig selv, om del Toro er blevet inspireret af Paddington til hans Oscar eventyr: - Begge film handler om et dyr fra Sydamerika med menneskelignende egenskaber - I begge film bliver Sally Hawkins forelsket i dyret - I begge film bliver Sally Hawkins badeværelse fyldt op med vand fra gulv til loft - Begge film har enestående flot production design og spræl i farverne Og der er endnu flere ligheder, hvis man ser efter. Men genremæssigt ligger de selvfølgelig langt fra hinanden. Humoren faldt slet ikke i min smag, og jeg var på ingen måde charmeret af Paddington. Derfor kan det kun blive til 2 (store) stjerner.
Jeg ville ønske, at jeg meget bedre kunne lide originalen frem for den den ret sjælløse filmversion fra 2017 med Scarlett. Den japanske animé er flot, men også lidt forvirrende. Det virker som om, at den er lavet til et publikum, som er bekendt med historien fra manga tegneserierne på forhånd. Heldigvis er det ikke kun action og biljagter det hele. Der er også mange dvælende poetiske billeder af storbyen, samt interessante filosofiske diskusioner.
Woody Allens kærlighed til New York er legendarisk kendt. I Manhattan gøres det helt tydeligt, at hans kærlighed til byen er et nostalgisk romantisk forhold. Masser af skønne billeder af byen i sort/hvid ledsaget af dejlig Gershwin musik. Mere nostalgisk kan det vist ikke gøres. Historien er lidt ligegyldig, men bedre end i Annie Hall. Woody Allens og Diane Keatons karakterer er sympatiske, men forholdet mellem dem interesserer mig ikke. Og da det fylder ret meget, så er det svært helt at blive revet med. Men ellers hyggede jeg mig fint med filmen.
Jeg har altid godt kunne lide Woody Allen, så nu - langt om længe - var det på tide at få set nogen af hans hovedværker fra 70'erne. Første stop: Annie Hall. Første indtryk efter 10 minutter: super interessant film med en på det tidspunkt genial nyskabende tilgang. Da den første begejstring havde lagt sig, kom jeg desværre hurtigt til at kede mig. Dialogen er velskrevet, men de emner der snakkes om er uinteressante og usjove. Kemien mellem hovedpersonerne kan jeg slet ikke føle. Jeg kan godt se, at filmen har inspireret senere parforholds komedier som Da Harry Mødte Sally og Forget Paris og parforholds dramaer som Before Sunrise/Sunset/Midnight. Men hvor disse film var hhv. mega sjove og dybt fascinerende, så fandt jeg kun små momenter i Annie Hall, der fangede mig.
Ægteparret Tom og Gerri (ja, udtales præcis som Tom & Jerry) er et ældre ægtepar, der har fundet de vises sten til, hvordan man kan leve i harmoni med sig selv, sit job, og ikke mindst hinanden. De går og hygger sig med deres kolonihave og har ofte besøg af venner og familie. Filmen skildrer en række af sådanne besøg af venner, som til gengæld slet ingen harmoni har i deres liv. Især Gerri's kollega Mary er en ulykkelig sjæl, som mangler en mand i sit liv og døjer med dårlig økonomi. Hun spilles af Lesley Manville, der for nylig fik en Oscar nominering for sin imponerende præstation som Daniel Day-Lewis stramtandede søster i Den Skjulte Tråd. Hendes præstation som Mary i Another Year er af en helt anden kaliber, og faktisk endnu mere imponerende. Igennem filmen forvandler hun sig fra fjollet grinende snakke-tante til en bævrende stakkels ensom sjæl. Det er voldsomt gribende. Filmen byder i det hele taget på skuespil i verdensklasse fra en lang række af Englands mange store skuespillere. Der er bl.a. gensyn med ikke mindre end hele 3 fra Hogwarts lærerstab: Jim Broadbent (Professor Schnobbevom), Imelda Staunton (Professor Nidkjær), og David Bradley (Argus Filch, Hogwarts pedel). Der er ikke en egentlig handling i filmen. Men jeg blev i den grad suget ind i Tom og Gerri's hjertevarme stue og nød deres selskab. Skuespillet er som nævnt helt fantastisk og får hverdagsdramaet til at føles vedkommende og rørende.
Ja, ok - det er ikke officielt en prequel til Frances Ha. Men de to karakterer Christine "Lady Bird" og Frances Ha minder meget om hinanden, og man kunne sagtens forestille sig, at Frances' sidste år på high school havde forløbet som det gør i denne film. De kommer begge fra Sacramento og drømmer begge om at komme til Paris. Og eftersom Lady Bird desuden ender med, at Christine flytter til New York, så er sammenligningen oplagt. Det er tydeligt, at Lady Bird er et personligt projekt for Greta Gerwig. Man fornemmer, at Gerwig med filmen forsøger at genskabe det univers, hun selv levede i i hendes sene teenageår. Og Christine "Lady Bird" er en slags variant af sig selv fra dengang. Filmen er i hvert fald skabt med stor kærlighed i billeder, stemning og dialog. Saoirse Ronan lever sig helt ind i rollen og leverer som sædvanlig fremragende skuespil. Det samme gør Laurie Metcalf som hendes mor, og det er svært ikke at blive rørt af de konflikter og teenageoprør, som vi er vidne til i filmen. Helt investeret i karakterene blev jeg nu ikke. Som coming-of-age film savner jeg noget mere ungdomsfilm feeling. Og som drama savner jeg mere kød på historien. Den kravler lige op på 4 fine stjerner på grund af det gode skuespil, den velskrevne dialog og den herligt anderledes tilgang, som Greta Gerwig er garanti for.
Det er et voldsomt imponerende projekt, som MCU kulminerer med her. Tænk at man over en periode på 10 år og gennem 18 film har kunnet fastholde interessen, den røde tråd og de mange Hollywood stjerner hele vejen. Det er helt uden fortilfælde, og det virker næsten utopisk, at det er lykkedes. Og her er den så: Thanos vs. Avengers, Spiderman, Dr. Strange, Black Panther og Guardians of the Galaxy. Det burde være umuligt at kaste så mange superhelte ind i en film, uden at det bliver et rodet misk-mask. Ja ok, hvis man ikke har set nogen af de andre film, så har man ikke en jordisk chance. Men har man fulgt bare nogenlunde med, så hænger det hele ganske nydeligt sammen. Alle de væsentlige karakterer har fået tilpas med screentime, uden at det virker forceret. Tværtimod, så kører det hele legende let med god dialog og humor - og selvfølgelig masser af hæsblæsende flot action. Det er top underholdende at være i selskab med denne brogede flok, og tiden flyver afsted. Jeg kan ikke tidligere mindes, at en film på 2½ time er gået så hurtig. Og så er der skurken. Thanos indfrier alle forventninger til den ultimative bad-ass superskurk. Han er voldsom sej, han er monster powerfull, og han er intelligent. Og dog! Thanos lider af det klassiske James Bond skurke syndrom. Hvorfor dræber han ikke sine ærkefjender, når han har chancen? Det er virklig dumt! Eller rettere: det tror jeg det er. For jeg har jo ikke set, hvad der sker i den næste film endnu... SPOILERS i det følgende: Desuden kunne jeg ikke undgå at blive irriteret over, hvorfor Thanos ikke bare knuste Iron Man og Spiderman som to fluer under deres lange slåskamp. Thanos havde på det tidspunkt fire infinity stones, og Iron Man og Spiderman burde derfor ikke have en jordisk chance for at yde nogen som helst nævneværdig modstand. Men alligevel holder de ham stangen i ret lang tid. Det kunne jeg dog til dels have set gennem fingre med - men der hvor jeg stod af var, da Dr. Strange frivilligt gav Thanos the Time Stone for at redde livet på en person, som han knap nok kendte. Det forekommer mig at være meget ude af karakter for den intelligente og kyniske Dr. Strange. Pyt med at der er miliarder af liv, der senere går tabt. Bare jeg nu og her redder ét liv. Well, det kan selvfølgelig være, at der kommer en god forklaring på dette valg i den næste film (Dr. Strange havde jo trods alt selv kigget ind i fremtiden tidligere). Men lige da det skete, så ødelagde det noget af filmoplevelsen for mig. Sidst man ikke mindst, så blev jeg ret irriteret over, at filmskaberne ikke havde modet til at lade nogle af de primære hovedpersoner dø. Samtlige af de oprindelige Avengers overlever. Og det selv om døden ifølge Thanos skulle ramme helt tilfældig. Det var på ingen måde tilfældigt. Det skal siges, at jeg også er farvet af, at jeg har været irriteret på Tony Stark lige siden Iron Man 2. Why won't he just DIE! Filmen ender med en forventelig cliffhanger. Nu glæder jeg mig bare til at gense alle de første 18 film (som jeg lige har købt på blu-ray til 66 kr. pr. stk.). Når jeg så kommer til gensynet med Infinity War, så vil jeg nok nyde den i højere grad. Dels vil jeg have affundet mig med, hvad der sker, og dels vil jeg have fordelen ved netop at have set alle detaljerne fra de sidste 10 års film. Og så vil premieren på Avengers 4 forhåbentlig ligge lige om hjørnet, når jeg kommer dertil.
Idéen er virklig god, og filmen er fyldt med underfundig - og en hel del sort - humor. Der er en anderledes balance mellem sci-fi, drama og komedie end i de fleste andre film. Det kan man synes om eller ej. Jeg synes, den er herlig anderledes med et glimrende mix mellem alvor og leg. Og så er det samtidig en film med masser på hjerte. 4½ stjerner.
Filmen er en skøn blanding af satire over mandschauvinisme, klassisk sportsfilm med masser af herlige kamp montager, samt drama og rørstrømsk nostalgi. Jeg har intet forhold til baseball og regnede med at jeg ville kede mig, men filmen handler om så meget mere og er overraskende god.
Efter en lidt forvirrende start hvor man bombarderes med personer og navne, så bliver filmen pludselig meget enkel og intens. Som publikum tvinges man til at tage stilling til det store omdrejningspunkt: er det ok at bombe nogle få uskyldige civile for (måske) at redde en masse andre menneskeliv? Filmen er god til at vise synspunkter fra de forskellige lejre og tager ikke selv direkte stilling. Det er dog ret pudsigt og arketypisk, at de amerikanske ledere skildres som utrolig handlingsparate, mens de fleste af de engelske ledere er enormt tøvende. Uanset hvad man måtte mene, så vil filmen helt sikkert bringe følelser frem i dig. Så selv om man måske ikke normalt er til politisk krigsdrama, så bør man ikke snyde sig for denne udmærkede film.
Jeg er forlængst holdt op med at forvente at blive skræmt af amerikanske gysere. Jeg har ikke hoppet i sædet siden den overraskende gode genindspilning af The Ring fra 2002. Men selv om amerikanske gysere ikke er uhyggelige, så kan de jo sagtens være super underholdende og spændende. Jeg blev derfor ikke skuffet over, at A Quiet Place heller ikke er uhyggelig, for gode gamle Jim "The Office" Krasinski har skruet en ganske glimrende film sammen. Det er rimelig tydeligt, hvorfra han har fået sin inspiration. Han har sikkert tænkt, at folk efterhånden har vænnet sig til udpenslede monstre og titusindvis af zombier gennem bl.a. 8 sæsoner af The Walking Dead. Så hvad med at lave en postapokalyptisk "zombiefilm" - bare uden massevis af zombier? Men i stedet med ganske få monstre, som man næsten ikke ser. Filmen starter således ud som en typisk zombiefilm med teksten "Day 89" og folk der tømmer butikker for fornødenheder i byens øde gader. Men da første dødsfald indtræffer, finder vi ud af, at præmissen for denne film er noget anderledes, end vi er vant til. Det er herligt forfriskende, og jeg sad med et stort smil fra øre til øre gennem hele filmen. John Krasinski gør det udmærket både som instruktør og i rollen som familiefar. Han bliver dog overskygget af Emily Blunt, der er helt eminent som storsvedende gravid kvinde alene i huset (well, næsten alene). Netop disse scener afslører mere af Krasinskis inspiration. Han stjæler med arme og ben fra bl.a. Steven Spielberg's War of the Worlds. Scenen hvor Dakota Fanning skjuler sig musestille i kælderen, mens der lister aliens ind, er gentaget i A Quiet Place med nærmest nøjagtig samme kamerastilling. Krasinski låner også det berømte nærbillede, hvor man ser en Alien komme helt tæt på Ripleys ansigt. Og sørme om han ikke låner endnu en Spielberg ting - nemlig aften-scenen fra Jurassic Park med en T-Rex og to børn i en bil. Det sjoveste "tyveri" er dog fra Mars Attacks, da det viser sig - SPOILER - at løsningen på problemet er nogenlunde det samme i de to film.
Jeg kendte ikke historien og har aldrig set den gamle tegnefilm. Så jeg var spændt på, hvad Disney havde skruet sammen til os. Den starter ud med et biluheld og måske filmhistoriens mindst udpenslede dødsfald. Det er så mildt skildret, at selv de mindste børn umuligt kan blive skræmt. Og det er min største anke til filmen, at den overhovedet ingen kant har. Historien starter ud som Mowgli i Amerika. Senere går den over i E.T. og lidt King Kong, hvorefter den slutter i bedste sødsuppe stil. Filmen er for lang, og jeg kedede mig bravt den sidste halve time. Jeg ville gerne have givet den 3 stjerner for den tekniske udførsel og de fine scener, der er mellem Peter og den ultra-rare familie, der tager sig af ham. Men samlet set er filmen for flad og kedelig til, at den kan honoreres med et "ok".
Hvis jeg havde set denne sci-fi klongyser i 80'erne, så ville jeg helt sikkert have syntes, at den var mega creepy. Men nu hvor man har set tilsvarende plots i så mange forskellige versioner, så var der ikke så meget at komme efter i Moon. Den første halvdel er ganske interessant. Men da plottet først er blevet afsløret, så er resten temmelig forudsigeligt. Det er især et problem, at man ca. halvvejs inde i filmen får afsløret klonernes begrænsede levetid på 3 år. Og så er det jo ret ligegyldigt, hvem der måske overlever og kommer tilbage til Jorden. De vil jo alligevel dø inden 3 år, hvilket tog al spændingen ud af filmen.
Den kan da godt ses, hvis man ikke har andet. Men efter min mening skulle man have holdt efter den første film.
En super hyggelig film med utrolig morsom dialog. Man skal dog være opmærksom på, at det primært er en børnefilm. Voksne kan dog sagtens hygge sig gevaldigt i selskab med mindre børn.
Efter 5 fantastiske film, begynder det at gå lidt ned ad bakke for Pixar. De Utrolige er da ganske god, især den første halvdel af filmen. Men undervejs tabte jeg desværre interessen.
Men det er så også det. Filmen er for lang, og jeg endte med at kede mig gennem det meste.
