Hvis man er til Ryan Murphy, bør man helt klart tjekke denne musical ud. Hele den første time er super uderholdende. Den forholdsvis banale historie leveres med et glimt i øjet, tempoet er højt, og musikken er god. I den sidste halvdel af filmen bliver det desværre noget mere High School Musical agtigt, og de mange sjove øjeblikke fra den første halvdel bliver udskiftet med alvor og banaliteter.
Et udmærket drama om parforhold og de følelsesmæssige traumer, man må igennem ifm. en fødsel, der gik galt. Budskaberne bliver dog skåret lige lovligt meget ud i pap, og jeg ender med en følelse af en ret banal film. 3½ stjerner.
Viola Davis som ultra cool - og samtidig ret så usympatisk - diva er vældig underholdende at se på. Chadwick Boseman gør også et glimrende stykke arbejde i rollen som ambitiøs og selvglad trompetist i bandet. Men ellers er der ikke super meget at komme efter. Historien er lidt kedelig i sig selv: den berømte sangerinde og bandet skal indspille et nummer i et studio. Det giver interne gnidninger, og der sættes fokus på de hvides syn på dygtige sorte musikere som rene pengemaskiner i stedet for mennesker.
De fire hovedrolleindehavere spiller meget overbevisende, og kemien imellem dem er ret så fantastisk. Der er ikke nogen handling - altså udover at de gennem et nat diskuterer den sortes rolle i 1960'ernes USA. Og ikke mindst hvad man som kendt og indflydelsesrig sort kunstner eller sportstjerne kan og bør gøre for at bringe borgerrettighederne i den rigtige retning. Der bringes ikke rigtig noget nyt på bordet, så filmen skal nok mest ses for skuespillet, eller hvis man er historisk interesseret i de konkrete personer eller perioden. 3½ stjerner.
Fantastisk underholdende hyldest til 80’er og 90’er thrillers og actionfilm. Man skal endelig ikke tage filmen seriøst, for så kan man let komme til at sidde med himmelvendte øjne. Især i den forrygende finale, hvor speederen bliver trykket i bund, og hvor der gøres brug af samtlige udtrådte virkemidler. Det er hylende morsomt. 4½ stjerner.
Når man sætter sig ned og bruger 2½ time på en film, så er det en god ting at vide, at dette kun er første kapitel i historien om fabriksejer Karl og hans store familie. For ellers vil man nok synes at slutningen er noget af et antiklimaks. Man får serveret en rigtig god historie, som indeholder alle de elementer, man kan forvente i en dansk besættelsesfilm fra 2. Verdenskrig. På den måde er den ret forudsigelig. Men det er forfriskende, at hovedpersonen denne gang er en mand, der samarbejder med tyskerne og samtidig er meget sympatisk. Jesper Christensen er i absolut topform, og det er hans præstation og portræt af Karl, der gør filmen interessant og spændende.
Jeg troede jeg skulle se et stille og roligt parforholds drama i hyggelige landlige settings. Og det er det såmænd også den første times tid. Men da de lokale vil lynche landsbytossen, så sætter Dustin Hoffman foden ned og holder på sine principper. Det får noget større konsekvenser, end han lige havde regnet med. Straw Dogs er den rå udgave af den noget senere 80'er familiefilm Home Alone.
Filmen veksler mellem at være et drama med noget på hjerte og satire over tv-branchen. Humoren er langt fra min smag, og skuespillet for hysterisk. De fleste skuespillere råber deres budskaber ud, og det bliver trættende og kedeligt at høre på i længden. Især fordi det er det samme budskab, der bliver skåret ud i pap igen og igen. Kun William Holden som Max virker som et ægte menneske. Hans præstation alene er dog ikke nok til at redde dramaet.
Fire venner tager på en kanotur ned af en flod for at opleve naturen, inden floden skal opdæmmes, og hele området dermed bliver til én stor sø. De får i den grad oplevet den barske natur. Og de får også oplevet den lokale kultur i form af både venligtsindede og mindre venligtsindede hillbillies. Skønne naturoptagelser og en herlig kemi mellem de fire gutter.
Solaris er megt langt fra en traditionel sci-fi film. Man skal ikke se den for handlingens skyld, for plottet går ekstremt langsomt frem. Filmens fokus er i langt højere grad på det psykologiske, og der bringes store eksistentielle spørgsmål op omkring hvad det vil sige at være menneske, livet, døden, kærlighed m.v. Herudover er filmen virklig flot visuelt, når det tages i betragtning, at den er fra 1972.
Der er Peter Sellers og deadpan humor for alle pengene. Så hvis man er fan af ham eller fan af 70'er satire i stil med filmen Network, så er det et must-see. Historien er rigtig god, men trækkes alt for meget i langdrag. Det kunne have været en fantastisk kortfilm, men med mere end 2 timer, så blev det en ensformig og kedelig affære.
Solid western med meget mere på hjerte end de fleste ældre westerns fra før 70'erne. Pakket ind som hævnfilm og med en rigtig flot billedside. Jeg savner dog en interessant skurk, der kan give vores helt reel modstand. Filmen bliver desværre aldrig spændende eller tager uventede turns.
Det er noget af en tilsnigelse at kalde det en dokumentarfilm. Der er udelukkende tale om optagelser fra en koncert krydret med nogle scener fra et øvelokale, samt nogle få kommentarer fra publikum. Der er således hverken interviews, voice-overs eller andet, der gør en klogere på Elvis. Til gengæld er der masser af super god musik.
På én gang både en meget kompleks historie, og samtidig et ret simpelt plot. Hvordan kan det gå til? Det vil være synd at afsløre. Er man til tidsrejsefilm og bootstrap paradokser, så skal man afgjort se Predestination.
Herligt simpel præmis. 5 personer vågner op i et rum formet som en kube. Alle døre i kuben leder ind til andre lignende kuber. Og nogle er fyldt med dødsfælder. Dvs. vi er ude i en blanding af Saw og Escape Room. Dog er fokus lagt meget mere på det psykiske spil mellem personerne end på farverig underholdning og "splatter-dødsfald". Filmen ender desværre ret antiklimatisk og med flere spørgsmål end svar.
Pour Elle er en film, der bygges langsomt op fra drama til thriller. Julien er magtesløs, da hans kone bliver fængslet og dømt for et mord, som hun måske/måske ikke er uskyldig i. Han er ikke en Liam Neeson type, men en ganske almindelig skolelærer. Så hvis han vil gøre sig noget håb om at få sin hustru ud af fængslet, så kan det ikke gøres med magt - men derimod via en langsigtet plan. Pour Elle tager sig god tid med at komme i gang. Dramaet bygges stille og roligt op, inden det hen mod slutningen bliver en decideret thriller. Det gør den på den ene side mere realistisk end andre film i samme genre, men på den anden side også lidt mere kedelig.
Filmen starter ud med at tegne et storpolitisk fjendebillede op af en ny og meget alvorlig trussel fra Rusland. Jeg var lige ved at frygte, at jeg skulle til at se en traditionel krigsfilm, men Crimson Tide er noget helt andet. Det er nærmere et meget intenst kammerspil nede i mørket på en amerikansk atomubåd. Gene Hackman er kaptajnen med løs triggerfinger på atomknappen, mens Denzel er den unge næstkommanderende, der foretrækker at køre showet by-the-book. Samspillet mellem Hackman og Washington slår gnister. Men de er ikke de eneste. Mange andre super gode præstationer i birollerne, bl.a. James Gandolfini, Viggo Mortensen og George Dzundza, er med til at give os en virkelig solid thriller med højdramatisk power play.
Der er desværre mange eksempler på, at terrorister er klar til at gå meget langt for at opnå det, som de gerne vil opnå. Men er vi andre klar til at gå lige så langt for at undgå terrorisme? Filmen prøver heldigvis ikke at stoppe et entydigt budskab ned i halsen på os. Og filmen skal have stor ros for at turde vise, hvad der muligvis skal til for at bekæmpe ekstremister. Samuel L. Jackson er helt forrygende og meget overbevisende som forhørslederen uden grænser.
En fremragende psykologisk thriller om en ellers god og sød far, der pludselig bliver bims i hovedet og tvinger sine to børn til at deltage i hans ”dæmon-jagt”. Filmen er creepy og ubehagelig, fordi den viser os menneskets uhyggelige side, og hvor galt det kan gå i et realistisk setting. Tvistet er let at gætte allerede fra starten, men det gør nu ikke noget. Til gengæld er det super ærgerligt, at der bliver sneget noget overnaturligt ind i filmen til sidst.
En meget flot fotograferet film. Jeg kan da også godt tydelig se dens kunstneriske kvaliteter. Men det ændrer ikke på, at jeg kedede mig under det meste af filmen. Så snart de to hovedpersoner har mødt hinanden, og kemien er opstået, så sker der ikke rigtig mere. Der er simpelt hen for lidt historie til min smag.
Det er næsten for meget af det gode. Der er action fra start til slut, og det er nærmest lidt stressende at se på. Hvis man bare er i humør til noget uforpligtende underholdning, så rammer filmen sandsynligvis 100% plet. Personligt havde jeg foretrukket noget mere pusterum til at bygge spændingen op i.
Joaquin Phoenix og Mark Wahlberg som brødre. Den ene som rebelsk søn (Phoenix), og den anden som retsskaffen politiinspektør. Mark Wahlberg er overraskende afdæmpet i denne rolle, og filmen er i det hele taget meget mere drama end action - hvilket klæder den. For det giver plads til, at vi kan engagere os i karakterene og historien. 3½ stjerner.
Der er Guy Ritchie for alle pengene i The Gentlemen. Hans meget markante stil er all-over-the-place. Det er samtidig den mest kringlede Guy Ritchie film, jeg har set til dato. Der gik en del tid, før jeg havde helt styr på, hvem der er hvem, og hvad hulan det egentlig gik ud på. At man ikke bare får det hele serveret er super godt. Hvad der er mindre godt er, at det tilsyneladende er meningen, at publikum skal sidde og heppe på Matthew McConaughey's "Mickey". Hans karakter er ALT for selvfed til min smag, og derfor var slutningen total antiklimaks og møgirriterende. Desuden ramte humoren helt ved siden af for mit vedkommende. 3½ stjerner.
En film om en ung mand, der går fra at være ungdomsforbryder til katolsk præst. Det kan lyde ret kedeligt. Men det er det bestemt ikke. Hovedpersonen Daniel bliver ifm. en prøveløsladelse sendt til et savværk for at arbejde. Men allerede ved første øjekast kan han se, at det ikke er noget for ham. I stedet går han ind i den lokale kirke, og så starter der ellers en kædereaktion af mere eller mindre tilfældige begivenheder, og pludselig er han blevet vikar for landsbyens gamle præst. Ved hjælp af erfaringer fra ungdomsfængslet og Google lykkedes det ham faktisk at falde ind i rollen som præst. Og han bliver endda ret populær. Men landsbyen er samtidig i sorg over en nylig trafikulykke, og da han vikles ind i den, bliver tingene pludselig meget mere komplicerede. Og hvad med hans fortid - kan han undslippe den? En virklig god historie, der ikke ligner noget jeg har set før. Fascinerende fra start til slut. 4½ stjerner.
Det er sjældent, at en dansk film varer så lang tid som 2 timer og 20 minutter. Hvorfor skal vi dog sidde og lide i så lang tid til denne deprimerende film? Ja, det giver faktisk god mening, for den lange spilletid gør jo netop, at vi kommer til at føle en lille brøkdel af den forfærdelige situation, det må have været at være indespærret i 13 måneder uden at vide, om man er købt eller solgt. Esben Smed spiller virklig overbevisende. Og det samme gør hele hans familie. Jeg tror 100% på dem. Kun en halvflommet Anders W. Berthelsen fungerer ikke helt troværdig som en tough gidselstagningsekspert med pibe i munden. Man har simpelt hen set ham i for mange komiske roller til, at jeg kan tage ham helt seriøst. Det er dog på ingen måde noget der ødelægger en af de bedste oplevelser med en dansk film i mange mange år. Ser du Månen, Daniel er langt mere uhyggelig og ubehagelig end samtlige af de regulære gysere, som jeg har set de seneste 10 år.
En rigtig hyggelig og sjov film, hvor man er i fantastisk godt selskab hele tiden. Alle de medvirkende gør det glimrende - ikke mindst Bruce Durn i en (desværre) lille rolle. Handlingen er en slags alternativ road movie, hvor Zak og Tyler bevæger sig ned fra North Carolina for at finde hhv. en wrestlingskole til Zak, og et nyt liv i Florida til Tyler. Vi bevæger os i udkants-USA blandt særlinge og sjove typer. Lidt i stil med "O Brother, There Art Thou?", hvor vi også fulgte nogle meget farverige typer på flugt gennem sump og særlinge.
Historiefortællingen er bedre end i den første film. Nu får man rent faktisk en god del forklaringer på det mystiske onde udefra. Og apropos "Det grusomme udefra" så er der netop et par sjove referencer til The Thing - herunder vores alle sammens kravlende edderkoppehoved. Bill Skarsgård er forrygende som vores klovne-alien. Ikke at han er skræmmende, men han er super farverig og exentrisk i hans udtryksform. Filmen er ALT for lang og kunne sagtens være skåret ned med 45 minutter (eller mere). Heldigvis bliver man belønnet for sin tålmodighed, for slutningen er ganske ok og tilfredsstillende.
Pete Docter har instrueret tre af mine absolut yndlings Pixar film. Så selvfølgelig var forventningerne tårnhøje. Det samme kan man roligt sige om ambitionsniveauet. Der er lagt mange gode tanker og "sjæl" ind i projektet, som ikke bare vil underholde - men også fortælle os en masse pointer om livet og meningen med det hele. Der er også virklig kælet for alle de super fine kreative idéer, man møder undervejs i filmen. Og herudover er billedsiden - animationerne - som altid med Pixar fantastisk flot at se på. Meeeen! Jeg kunne ikke lade være med at sidde og føle, at Pete Docter har lavet en slags potpourri af hans tidligere film. Der er stjålet/lånt konceptuelle idéer hist og her. Sjælefabrikken i Soul leder i høj grad tankerne hen på både fabrikken i Monsters Inc. og det indre maskineri i Inside Out. Forholdet mellem den voksne hovedperson og "22" - samt deres udviklingsrejse sammen - minder desuden en hel del om venskabet mellem Carl og drengen i Up. Det kunne jeg såmænd sagtens se bort fra, hvis jeg ellers bare var blevet fanget af historien. Men det gjorde jeg på ingen måde. Når man er oppe i sjælefabrikken, er alle ansigterne helt glatte og uden karisma. Det gjorde det svært at mærke dem og dermed engagere sig i dem. Herudover nåede jeg aldrig at forstå de kringlede regler der galdt i dette univers. Det var som om, der hele tiden blev opfundet nye regler til den enkelte situation. Uden et klart sæt regler, er det svært at få seeren til at føle, at der er noget på spil for alvor. Så på trods af virklig høj kvalitet i animation, indhold og tema, så går den altså ikke, hvis man ikke er engageret, og der ikke er nogen spænding. Jeg kan ikke svinge mig op til mere end en lille 4'er. PS: Soul siges at være en animationsfilm, der mere henvender sig til voksne end til børn. Vi sad to voksne og ét barn og så filmen. De to voksne syntes begge, at den var fin nok uden at være noget særligt. Mens teenagedatteren var meget begejstret og ophøjede den til en af de bedste film, hun har set i meget lang tid. Temmelig pudsigt!
Mank er en rigtig Oscar bait - og en som jeg havde set rigtig meget frem til. For det er da fedt at føle sig som en flue på væggen i det gamle Hollywood blandt ikoniske navne som Louis B Mayer, Irving Thalberg, David O Selznick, og ikke mindst de to brødre Joe og Herman Mankiewcz. Samtidig er æstetikken, production design og det nostalgiske look skruet op på 200%. Det er med andre ord alt sammen ekstremt lækkert pakket ind. Men hvad er der så inde i den indpakning? Tja, der er en historie om en mand med brækket ben, der ligger i en seng og dikterer manuskriptet til Citizen Kane. Det er stort set det. Og så er der en masse fyld i form af tonsvis af flashbacks til 30'ernes Hollywood. Dette tjener bl.a. til at give baggrunden for Mank's karriere og alkoholproblem. Men det føles langt mere som selvsmagende end som egentlig historiefortælling. Det er i høj grad en film for filmnørder og fans af filmhistorie. Selv om jeg på forhånd havde gjort mig den ulejlighed at sætte mig ind i de forskellige personer og tiden, så var der alligevel utrolig mange indforståede samtaler, som enten gik hen over hovedet på mig, eller som bare ikke var interessante. Resultat: en masse kedelige flashbacks, men også enkelte gode og rørende scener i selskab med Mank og hans kone Sara, samt hans assistent Rita.
Det er vist ingen overdrivelse at sige, at Benni er noget af et problembarn. Hun har et voldsomt temperament, som ingen kan styre, og som er farligt for alle i nærheden. Hvis hun så bare KUN havde været en irriterende møgunge, så ville det være let nok at læne sig tilbage med en kynisk attitude til filmen. Men Benni er samtidig super charmerende og sød - altså når hun ikke lige har et raseriudbrud - og man får bare lyst til at gøre noget for hende, og ønsker hende alt det bedste og et lykkeligt familieliv. Men så nemt er det ikke lige. Alle systemets forsøg går galt. Selv den super tålmodige Micha, der går gennem ild og vand for hende, kommer til kort - og det er næsten ikke til at bære at se på. Jeg var helt færdig. Hold da op en historie, og hold da kæft en gigant præstation af den unge Helena Zengel, der spiller Benni.
Det var noget af en blandet fornøjelse af se denne film. Den starter ret godt, og der lægges op til et spændende og interessant plot om udvikling af en foryngelseskur baseret på ikke helt lovlige eksperimenter. Men så er det som om, at man bliver ligeglad med historiefortællingen og bare gerne vil vise en masse vold. Det er såmænd underholdende nok, men det giver ikke rigtig mening. Skuespillet fra den mandlige bøddel er desuden tåkrummende. Når den karakter, der skal være skræmmende, bare bliver ufrivillig komisk, så forsvinder al spænding ud af filmen. Det er dog stadig interessant at se et dansk take på body horror genren.
Noah Jupe er et fund i rollen som den 12-årige udgave af Otis - dvs. den 12-årige udgave af Shia LaBeouf. Shia LaBeouf gør det også selv udmærket i rollen som Otis' far (dvs. sin egen far). Super intenst spil mellem de to. Shia kører lige på grænsen mellem meget følsomt spil og overspil. Det tipper aldrig over, men det er tæt på nogle gange. Måske lægger man mere mærke til det, nu hvor man ved, at han har iscenesat sig selv i denne rolle, og at han tydeligvis gerne vil have at publikum skal se, hvor forfærdelig hård en barndom, han har haft. Filmen er forholdsvis kort (1½ time) og skal på den tid både beskrive Otis som 12-årig og som 22-årig. Vi får ikke dækket perioden fra 12 år til 22 år. Og vi får heller ikke at vide, hvad der sker bagefter. Det skal man selv tænke sig til - eller vide ud fra sit kendskab til Shia LaBeouf's karriere. Det er selvfølgelig et kunsterisk valg kun at sætte spotlight på to korte, men vigtige, perioder af hans liv. Det kan jeg godt sætte pris på, men det virker samtidig lidt som en halv film. 3½ stjerner.
Man er altid garanteret noget helt særligt, når man sætter sig til at se en Charlie Kaufman film. Og der er næsten også altid garanti for, at ens hovede bliver fyldt med spørgsmåltegn. I’m Thinking of Ending Things starter lige ud af landevejen (i bogstavelig forstand). En meget simpel fortælling om et par, der skal til middag hos den enes forældre. Pigen har aldrig mødt hendes kærestes forældre før, og da vi efter nogle lange snakke i bilen endelig bydes indenfor på gården, fornemmer man med det samme noget foruroligende. Og så begynder spørgsmålene at hobe sig op. Hvad hulen foregår der? Sker disse ting i virkligheden, eller er vi "bare" på en rejse i pigens sind? Er der mon tale om flashbacks? Eller måske det modsatte: fantasier om hvad der vil ske i fremtiden? Det kunne endda være, at det skal forstås på en endnu mere krøllet måde: måske er pigen en projektion af en alternativ version af kærestens identitet... Uanset hvad skal man ikke forvente at blive holdt i hånden og få alle svarene. Men man kan helt klart forvente et herligt puslespil, David Lynch stemning, og en film der summer rundt i tankerne i lang tid bagefter.
Vi følger dagligdagens små og store konflikter mellem den idealistiske fisker Martin, den lokale kro og dens ansatte, og ikke mindst ejerne af et hotel, der lejer værelser ud i vores fiskervens barndomshjem. Det er ikke verdens mest gribende historie. Filmen skal til gengæld ses for det helt fantastiske kameraarbejde og klipning. Det er en meget ekspressionistisk stil, der lægges for dagen. Og der eksperimenteres med close-ups og lyssætning i en grad, så man bl.a. kommer til at tænke på Carl Th. Dreyers Jeanne d'Arcs Lidelse og død.
Søsterfilm og konkurrent til The Cave under Oscar 2020 for bedste dokumentar. Som dansker burde man vel være patriotisk og heppe på The Cave, men jeg må indrømme, at For Sama rørte mig MEGET mere. Måske fordi denne dokumentar giver en hel del mere information om krigen, og fordi den samtidig har en fortælling med en meget tydelig udvikling. Udover at dokumentere krigens rædsler, så får man også et indblik i den "almindelige" dagligdag for Aleppo's beboere under krigen. På trods af den ulyksalige situation, så er disse mennesker i stand til at udvise livsglæde og overraskende meget humor. Vi er med både før og under belejringen af byen, hvor Sama bliver født ind i en verden i kaos. 4½ stjerner.
Dette er et helt forfejlet projekt. Er det virklig meningen, at vi skal sidde og heppe på nogle gemene tyveknægte, som bryder ind for at stjæle en gammel blind mands penge? I et forsøg på at give os sympati for den kvindelige hovedperson, er der i starten af filmen et par scener, der giver os indblik i hendes triste hverdag. Men det ændrer altså ikke på, at pigen og hendes indbrudsvenner er nogle usympatiske kriminelle, der bør straffes for deres handlinger. Det bliver de heldigvis også til dels. Men filmen bliver aldrig nogensinde spændende. Det kræver i hvert fald, at man holder med indbrudstyvene, som den blinde mand er i sin gode ret til at nakke for trespassing, tyveri og hærværk. Det er ikke det rene makværk. Men det er tæt på. 1½ stjerne.
Man kan på ingen måde anklage 2'eren for at være en kopi af den første film. The Raid fra 2011 var noget af det mest rendyrkede action, man kan opspore - og med en herlig ekstrem simpel historie. The Raid 2 er en hel anden slags film. Her er der i den grad skruet op for plottet, som er temmelig komplekst. Måske lige lovlig komplekst. Hovedpersonen er den samme, politimanden Rama, som denne gang skal infiltrere en gangsterfamilie. Han sendes undercover i et fængsel for at blive buddies med gangsterchefens søn Uco. Senere - udenfor fængslet - er han sammen med gangsterfamilien både med til at igangsætte, og forhindre, en krig mellem de forskellige fraktioner af bander: Uco's egen gangsterfamilie, en rivaliserende japansk gangsterfamilie, en ny bande ledet af af slesk gut med storhedsvanvid (Bejo), en bande af korrupte politifolk, og endelig den kinesiske mafia på sidelinien. I starten af filmen får man at vide, at hovedformålet er at afsløre korruptionen i toppen af politiet. Men denne del fylder faktisk ret lidt undervejs i filmen, og det forvirrer mere end det gavner. Der er virklig meget at holde styr på, og der gik lang tid, før jeg helt havde overblik over, hvad der egentlig foregik. Det hjælper heller ikke ligefrem, at der bruges alt for meget tid på ligegyldige subplots. Den mest interessante del af handlingen - nemlig krigen mellem Uco's gangsterfamilie, Bejo's bande, japanerne (og med hovedpersonen Rama midt i det hele) - går først igang alt for sent. Men fra dette punkt i filmen får man til gengæld også virklig valuta for pengene. Der mangler på ingen måde action sammenlignet med den første film. Der er voldsorgie på voldsorgie i lange baner. Især Bejo's tre frygtindgydende lejemordere: øksepigen, baseballmanden og kampsports/-kniveksperten er voldsomt underholdende at se på sparke røv.
Russell Crowe er perfekt i rollen som en stor skræmmende SUV billist, der flipper ud pga. en manglende undskyldning for unødig brug af hornet. Filmen er fyldt med intense biljagter og ubehagelige konsekvenser af vejvrede og multitaskning bag rattet. Den første halvdel af filmen er rimelig realistisk og derfor ret så skræmmende. Herefter kører den lidt af sporet og bliver lige lovlig Falling Down crazy. Det ændrer dog ikke på, at Unhinged er fantastisk underholdende i alle filmens korte 85 minutter.
Som kejseren sagde til Mozart i Amadeus. For Hamiltons vedkommende kan det rettes til: "Too many words". Mit problem med denne musical er nemlig, at man konstant bliver bombarderet med ord i en grad, så det er udmattende. Jeg kan godt lide rap musik og hip-hop, men hvis man er tvunget til hele tiden at skulle kunne forstå hvert et ord for at kunne følge med i handlingen, så bliver det altså for meget. Det er ikke så meget et problem i 1. Akt, for her handler det bare om Uafhængighedskrigen, og den kender de fleste folk lidt til. Men hele 2. Akt handler om politik og retssager, som er ret uinteressant og ubekendt for ikke-amerikanere. Så her er man tvunget til at følge skarpt med. Og selv om jeg gjorde det, så var det stadig svært at følge handlingen 100% - simpelt hen fordi musicalen forudsætter, at man er bekendt med historien på forhånd. Eksempelvis gøres der et stort nummer ud af, at George Washington ikke stillede op til præsident igen i 1700 grønhvidkål. Og hvem skulle så blive den næste præsident? Who gives a fuck? Well, det gør det amerikanske publikum jo nok, for det er en meget amerikansk-patriotisk fortælling. Ok, måske er historien i en musical ikke det væsentligste. Det handler selvfølgelig primært om musikken. Og den fejler på sin vis ikke noget. Det er alt sammen yderst professionelt og teknisk dygtigt udført. De tre hovedroller der spiller Hamilton, Aaron Burr, og Thomas Jefferson, er alle super charmerende og gør et imponerende stykke arbejde. Der er en række gode omkvæd, man kan synge med på. Det meste er dog standard hip-hop rap, der flyder fantastisk godt, men som også bliver noget ensformigt. De tre stjerner er en erkendelse af kvaliteten bag værket. Min oplevelse var desværre noget lavere.
Hvordan kan man lave en opfølger til den originale film? En af de primære forudsætninger var jo, at folk ikke kendte hverken til Sacha Baron Cohen eller Borat karakteren? Men nu hvor både skuespiller og Borat er verdenskendte, så er det vel umuligt at narre nogen-som-helst af dem, som han møder på sin vej? Well, amerikanere er dummere end de fleste. Og det får Sacha Baron Cohen i den grad sat spotlight på. Det hjælper selvfølgelig også, at Borat i en stor del af filmen går i forklædning som hvid amerikaner (i forskellige varianter). Men der er også masser af scener, hvor han bare er klædt ud som Borat, og her er det altså svært at tro på, at scenerne ikke er konstruerede. Filmen lægger ud med at forsøge at gå i sine egne fodspor, og det fungerer ikke specielt godt. Men så sker der noget. Hans "datter" kommer til at sluge en lille babyfigur på en muffin. De efterfølgende scener er hysterisk morsomme og grænseoverskridende. Hans undercover mission hos nogle rednecks, og hans datters interview med New Yorks ex borgmester er også nærmest geniale. Samlet set er filmen dog noget ujævn. Og det er skuffende, at den skal ende med en politisk korrekt pointe om kvinderettigheder. Ikke at jeg har noget som helst imod det. Men det går imod hele grundkonceptet med Borats verdenssyn. Filmen kan således på ingen måde hamle op med den den første Borat film. Men mindre kan også gøre det.
