Den bedste franske film jeg har set i mange år. Det er en rå og lige-på-og-hård skildring af en helt "almindelig" dag på jobbet for tre politifolk på patrulje. Den ene af de tre (Stéphane) har første arbejdsdag i kvarteret, og det skal vise sig at blive i bedste "Training Day" stil. Der går ikke lang tid, før den første lille konflikt med et par unge teenagere opstår. Stéphane synes, at de andre to går over stregen. Men han får senere at mærke, at de unge slet ingen respekt har for politiet. Politiet bliver nærmest bare behandlet som endnu en bande blandt de mange andre. Filmen giver heldigvis ingen lette svar, og den super højdramatiske finale slutter på den bedst tænkelige måde.
Lige fra første scene giver Taika Waititi den fuld gas som fjollet "Adolf, min hemmelige ven". Det er en fremragende og original idé, men humoren i scenerne mellem Jojo og Hitler nåede desværre aldrig at ramme mig. Til gengæld elskede jeg stort set alt andet ved filmen. Sam Rockwell er genial og virklig morsom som børnenes nazi-træner. Scarlett Johansson spiller perfekt som Jojos mor og gør det både underfundigt sjovt og rørende. Og så er der selvfølgelig samspillet mellem Jojo og den unge pige Elsa (Thomasin McKenzie fra Leave No Trace). Deres venskab er filmens nerve og bringer glade minder fra både Moonrise Kingdom og The Book Thief. I takt med at Jojo indser, at krigen ikke bare er en leg, skifter filmen også karakter og går fra komedie til alvorligt krigsdrama. Det ser man ikke så tit og er et modigt valg, der rent faktisk fungerer. Jojo Rabbit viser krigens vanvittige absurditet set gennem en 10-årig dreng - samtidig med, at han selv gennemgår en helt afgørende udvikling i sit liv.
Man føler sig hensat til en helt anden tid, og på et andet kontinent. Men filmen foregår faktisk lige nu og her i Europa. Nede i Makadonien i en ruinagtig forladt landsby trisser Hatidze rundt og passer sine små bistader samt sin sengeliggende mor. Hun får dog snart konkurrence, da en omrejsende familie flytter ind med campingvogn, kvæg, og masser af børn. Hatidze har et læderansigt, der udstråler styrke og sårbarhed på én gang. Man har lyst til at være i selskab med hende. Og det er bare vildt fascinerende at være vidne til både hendes og naboernes meget anderledes hverdag og daglige udfordringer. 4½ stjerner.
Der er vist ingen tvivl om, at Harriet var en ekstraordinær historisk person, der udrettede fantastiske ting for hendes folk. Historien om hende og hendes gerninger er faktisk så utrolig, at man kan undre sig over, at den ikke er blevet til en spillefilm før nu. Det forsøger filmen Harriet så at rode bod på. Vægten er lagt på hendes egen flugt og hendes egen families skæbne. Det er der kommet et spændende drama ud af, som får tiden til at flyve afsted. Mega flotte billeder, production design i top, og troværdigt skuespil fra alle de medvirkende. Man kan dog ikke lade være med at tænke, at der må være pyntet noget på fortællingen. For Harriet fremstår nærmest som en superhelt med overnaturlige synske evner. Hun bliver ganske givet betragtet som en slags mytisk helgen i dag, men det havde været rart med en lidt mere nuanceret skildring.
Man behøver ikke være troende eller historisk interesseret for at kunne nyde samspillet mellem Anthony Hopkins og Jonathan Pryce. Det er helt klart deres samtaler og personligheder, der løfter filmen og lykkes med at gøre et temmeligt tørt emne for spiseligt. Opskriften er en munter tone, skarpe replikker, og lidt krydderi i form af snak om diverse ikke religiøse emner. Dette er dog kun ca. halvdelen af filmen. Den anden halvdel består af flashbacks til Kardinal Bergoglios fortid i Argentina. Her er det en fordel af være historisk interesseret. For denne del er på ingen måde vittig eller underholdende - men tør, gravalvorlig og desværre lidt kedelig. 3½ stjerner.
Det lyder som en sjov præmis. Og underholdningsniveauet fejler da bestemt heller ikke noget. Men Ternet Ninja er desværre ikke helt så sjov og grovkornet som de andre danske animationsfilm fra samme skuffe (Terkel i Knibe, Rejsen til Saturn, Ronal Barbaren). Jeg trak kun lidt på smilebåndet nogle få gange. Historien er udmærket. Mobning og hævn er jo altid gode og solide temaer at tage op. Og man får den forløsning, som man kan forvente og ønske.
Sød, men også temmelig forudsigelig lille historie, der giver et alternativt take på julemandens oprindelseshistorie. Idéen er sådan set fin nok, men det hele føles meget konstrueret. Undervejs i filmen får man nemlig forklaret, hvordan den ene efter den anden af de amerikanske juletraditioner er opstået. Det er ikke særligt subtilt eller elegant, og det ødelægger lidt af, hvad der ellers kunne have været en udmærket julefilm.
Det er mig en gåde, hvordan en så banal film kan vinde en Golden Globe for bedste animationsfilm. Ja, ok, animationen er da flot og har en original finish. Men de to hovedkarakterer (Sir Frost og Mr. Link) er for mig at se en fiasko. De er grimt animeret forstået på den måde, at man ikke har lyst til at se på dem. Kemien mellem dem fungerer ikke. Især er Hugh Jackman et uheldigt valg som voice til Frost. Han har slet ingen karisma. Humoren er plat og føles utidssvarende. Og historien er forudsigelig og banal. Som det fremgår, var jeg temmelig irriteret på filmen. Men det er ikke kun skidt. Filmen er ikke decideret dårlig, hvorfor jeg godt kan slæbe den op på en lille 3'er.
Det ligger i titlen, at vi i denne tredje film skal på en rejse til en skjult verden. Men der går over en time, før man kommer så langt. Indtil da er filmen spækket med falde-på-halen komik, nogle meget langtrukne "romantiske" scener mellem to drager, og en ny skurk som erstatning for 2'erens Drago. Samtidig med at denne nye skurk dukker op, så kommer der meget belejligt også en ny drage, som selvfølgelig er løsningen på truslen. Den skjulte verden er utrolig flot lavet, men vi forlader den næsten lige så hurtigt, som vi kom dertil. Og så ser man ikke mere til den. Resten af filmen er forudsigelig action og en tåkrummende slutning. How to train your dragon universet siger mig simpelthen ikke noget. Den første film var nogenlunde ok, mens 2'eren og 3'eren var direkte kedelige.
1917 er fra start til slut en vild og fantastisk flot opvisning i production design og kameraføring. Man kan bare læne sig tilbage og nyde det tekniske arbejde. Ulempen er, at man ikke kan lade være med at sidde og sammenligne one-take gimmicken med Birdman. Og det tog mig ud af filmen ift. engagement med hovedkaraktererne. Historien er da heller ikke voldsom genial. Rutchebaneturen på lærredet fik mig til at tænke på en Super Mario forhindringsbane, hvor man skal føre spilleren igennem og over alverdens fysiske forhindringer, undgå at blive skudt, og indimellem selv dræbe de onde "bowser". Manglen på historie og engagement kan dog ikke fjerne det faktum, at det en en mesterlig lavet film. Sceneriet mod slutningen, hvor vores helt løber på tværs af slagmarken, mens alle andre charger fremad, fremstår som de vildeste og flotteste billeder, jeg har set i lang tid. 4½ stjerner.
I Smerte og Ære følger vi en ældre filminstruktør, der tidligere havde stor succes, men som nu har trukket sig tilbage og døjer med helbreddet. Et møde med en af hans gamle skuespillere sætter gang i hans minder. Vi får så en række flashbacks til hans barndom og senere i hans liv. Noget af det fede ved disse flashbacks er, at de er i ukronologisk orden. Og der er især en af dem, der skiller sig ud på en meget original måde - nemlig den hvor "flashback scenen" består af en monolog på en teaterscene. Det er super fint tænkt. Antonio Banderas brænder helt igennem og leverer et virklig følsomt spil i denne både meget typiske og samtidig atypiske Almodóvar film. Smerte og Ære har mange af Almodóvars kendetegn: vi bevæger os indenfor kunstbranchen, hovedpersonen er homoseksuel, der er flashbacks og farverige scener. Der er til gengæld ikke så store armbevægelser, og historien er langt mindre melodramatisk end set tidligere. Det er en afdæmpet og sentimental film på et højt kunstnerisk niveau. Desværre er der så også skruet ned for historien og underholdningsniveauet.
Yong-ho mødes efter 20 år sine gamle klassekammerater på en picnictur. Han opfører sig mildest talt meget besynderligt og ligner en, der ikke har noget tilbage at leve for. Filmen fortæller herefter i elegante flashbacks (hvor man går længere og længere tilbage i tiden), hvad der har formet Yong-ho. Hvordan er han blevet til denne forstyrrede usympatiske person? Er det simpelt hen bare ulykkelig kærlighed, eller er det snarere samfundsomvæltningerne i Sydkorea i starten af 1980'erne, som har forvandlet ham fra ung følsom student til voldelig politimand? Lee Chang-dong tager os på en fascinerende rejse til 4½ stjerner.
Et trekantsdrama, der ligesom den aktuelle Parasite udforsker klasseforskellene i Sydkorea. Lee Chang-dong gør det dog langt mere afdæmpet end Bong Joon-ho, og der er rigtig mange ting, der forbliver usagt og uforklaret. Eksempelvis: hvem hulen er Ben egentlig, hvad skete der med pigen, har der nogensinde været en kat? Og er det overhovedet vigtigt? Der er mange spændende gåder at dykke ned i, og det er helt sikkert en film, man bør se flere gange (hvilket længden desværre kan være en barriere for).
Filmen er super interessant at se som et historisk studie i Nolans udvikling. Der er mange ligheder med den efterfølgende - og langt mere veludførte - Memento. Hvis jeg havde set Following i 1998, ville jeg muligvis være blevet blæst bagover af det nytænkende filmsprog. Men 20 år senere virker den mest som et tidligt eksperiment. Det trækker også ned, at historien er meget søgt og svær at købe.
Joachim Trier formår at give filmen et utroligt realistisk feel. Det virker nærmest som en dokumentar, når vi følger narkomanen Anders på gaderne i Oslo. Det er samtidig en film, der kræver noget af sit publikum. Man bliver ikke holdt i hånden mht. at forstå de tanker og følelser, som den indadvendte Anders går og bøvler med. Så hvis man ikke kender miljøet, kan det være svært at sætte sig ind i og engagere sig. Jeg forblev en udefra skuende observatør og syntes, at det var interessant - men var samtidig lidt ligeglad med, hvad der skete. 3½ stjerner.
Jeg hadede virklig filmudgaven med Jim Carrey og havde derfor ikke planer om at skulle udsætte mig for mere Grinchen. Men pludselig var den animerede version i fjernsynet, og den har en helt anden og nuttet charme. Meget mindre overgearet (hvilket er temmelig overraskende for tidens animationsfilm) og en vældig sød julefilm. 3½ stjerner.
Lidt af en rodebunke. De dele af filmen, der beskæftiger sig med Eric og hans familie, er ganske fine. Den ældre postarbejder Eric bøvler med sine to dovne stedsønner i hjemmet, og han forsøger samtidig at rette op på et forlist forhold til sin første flamme. Men de mange scener med en eller anden tidligere fodboldspiller, der fungerer som hans usynlige ven og vejleder, de er direkte kedelige. Det samme er den megen foldboldsnak med kollegaerne. Fodboldfans vil måske synes, det er ret cool, men det fylder alt for meget i filmen, som først kommer igang med sin hovedfortælling efter en time. Slutningen forsøger at være sjov og opløftende, men virker temmelig urealistisk og har et tvivlsomt budskab om selvtægt.
Historien virker som noget der er løgn. Ivan Dragos søn vil "hævne" sig på Apollo Creeds søn. Og Adonis Creed bliver i den forbindelse trænet af Apollo Creeds træners søn "Duke junior". Men ok, så er der i det mindste nogle herlige farverige modstandere, hvilket er en forbedring i forhold til den første Creed film. Når vi nu er ved den første Creed film, så er det ret forvirrende, at Creed II starter med, at Creed vinder sværvægts titlen fra Danny Wheeler. Øh, i den første film var både Creed og Danny Wheeler altså LET sværvægts boksere. Nu er de så begge "tilfældigvis" gået op i vægtklasse, uden at det påtales i filmen. Manuskriptforfatteren har sikkert håbet, at folk ikke kunne huske deres vægtklasse, og bare ladet som om, at de hele tiden har været sværvægtsboksere. For det er der brug for i Creed II, hvor unge Creed skal bokse mod Viktor Drago, som givet sin fysiske størrelse helt klart er sværvægtbokser. Det er altså dovent skrevet. Historien er både vældig underholdende og samtidig frygtelig forudsigelig. Den følger nærmest Rocky IV til punkt og prikke. Men jeg kunne ikke lade være med at håbe, at den ville tage en anden drejning. Det kunne eksempelvis have været meget sjovere, hvis det var gamle Ivan, der skulle bevise, at han stadig kunne stå distancen i 12 runder mod den regerende mester - ligesom vi så det i "Rocky Balboa" fra 2006. Det ville faktisk passe perfekt med alderen, eftersom Dolph Lundgren har samme alder i 2018, som Sylvester Stallone havde det i 2006. Men nej, vi skal have det samme koldkrigs boksedrama som i 1985, hvilket giver en dårlig smag i munden. Man sidder og håber på, at unge Drago skal vinde. Dels fordi han objektivt set burde vinde, og dels fordi Creeds comeback er lavet meget utroværdigt. Creed II har den tvivlsomme ære at kæmpe med Rocky V om at være den ringeste i serien.
Hold da op hvor er jeg glad for, at jeg ikke havde læst om handlingen i filmen på forhånd. Det var ellers temmelig svært at undgå, eftersom Parasite har været årets mest omtalte og roste film siden Filmfestivalen i Cannes for over et halvt år siden. Så jeg havde både mega høje forventninger og gik samtidig ind til filmen uden at vide noget som helst om, hvad jeg skulle udsættes for. Og jeg tør godt love, at man bliver udsat for lidt af hvert. Parasite er først og fremmest en utrolig underholdende film. Proppet med vanvittig humor og mærkelige optrin, som man kun ser i sydkoreanske film. Det er pudsigt nok både en typisk sydkoreansk film og samtidig en film, der er temmelig straightforward og mainstream. Selv små børn ville kunne følge med og forstå filmen, selv om jeg nok vil fraråde den til mindre børn. For der sker ting og sager i sidste akt, som ikke er for sarte sjæle. Men igen - det er lavet på en humoristisk måde og bliver aldrig for alvor horror-agtigt. Det ville være utaknemmeligt at sige, at jeg er den mindste smule skuffet, eftersom der er tale om en kæmpe filmoplevelse. Men så alligevel. Jeg havde forventet noget mere vildt og nogle mere langt ude syge tvists. Det er jo en sydkoreansk film, og de er ofte temmelig vanvittige - på den gode måde. Jeg havde nok ikke lige taget højde for, at Bong Joon-ho generelt er noget mere mainstream end andre af hans sydkoreanske kollegaer som eksempelvis Park Chan-wook, Na Hong-jin og Kim Ki-duk. Herudover sker der 2 ting hen mod slutningen, som ikke helt gav mening, og som desværre påvirkede den samlede følelse i kroppen, da jeg gik ud af biografen. Jeg kan derfor ikke helt svinge mig op på 6 stjerner, selv om jeg jo nok må erkende, at filmen er et slags mesterværk.
Folk glemmer vist, at Frozen filmene er musicals, når de klager over for mange sange og for meget melodi grand prix stemning. Hallo! - det hører jo ligesom til. Og faktisk bruger Disney flere af sangene til at gøre lidt grin med genren. Især Kristoffers kærlighedssang til Anna er fyldt med selvironi og er fantastisk morsom. Salen var da også flad af grin, da Sven sang flerstemmigt kor til Kristoffers sang. Frozen 2 er i det hele taget en virklig sjov film med mindst lige så meget humor som i den første film. Jeg synes faktisk, at den er endnu sjovere - bl.a. fordi man nu kender karakterenes personligheder, og filmen derfor kan spille på det. Det kræver så omvendt, at man kan huske detaljerne i den 6 år gamle film, hvorfor jeg klart vil anbefale at gense den først. Og ellers skal Olaf nok give en hjælpende hånd. Hans resumé af handlingen i den første Frozen film er et af højdepunkterne. Genial humor! Det er også ret genialt at starte ud med et flashback til da Anna og Elsa var børn. Anna som barn er total nuttet og charmerende. Så allerede efter få minutter er man følelsesmæssigt engageret i filmen og er villig til at købe det meste - selv en forholdsvis flad og forudsigelig historie. Filmen skal selvfølgelig ses på originalsproget, og husk at blive hængende under alle rulleteksterne. Ud over den gode musik så er der en ret så sjov ekstrascene med Olaf til allersidst.
Da den første Zombieland kom frem, var det nyt og forfriskende med den særlige blanding af zombie-horror og komedie. I de efterfølgende 10 år er vi blevet oversvømmet med zombier i diverse film og tv-serier, herunder ikke mindst i 10 sæsoner af The Walking Dead. Zombie-horror er på den måde nærmest blevet hverdag. Og netop derfor er det ganske fornuftigt, at 2'eren til Zombieland primært fokuserer på humoren. Zombieland: Double Tap er faktisk mest af alt en rendyrket komedie. Og den er fantastisk morsom i den første halvdel. Det er især den nye pige i teamet, Madison, som bidrager med absurde sjove scener. Madison vil muligvis dele vandene, da man nok enten vil synes, at hun er vildt irriterende eller hysterisk sjov. Hen mod mod slutningen er der en del mere action, og på den måde kommer filmen til at minde mere om 1'eren. Så udover at Little Rock nu er voksen, og at det i højere grad er en komedie, så er det stort set den samme film én gang til.
En absolut fremragende film, som alle med den mindste smule interesse for historie bør se.
Den svageste film i Rocky serien er ikke helt så slem som sit rygte. Den er proppet med nostalgi og sentimentalitet, hvilket for nogen måske er fint nok, mens det for andre kan virke klæbrigt. Det værste er dog uden tvivl slutningen, hvor det pludselig bliver til en streetfighter film. Det virker vildt urealistisk og out-of-character. Indimellem sentimentaliteten og finalen er filmen dog periodevis ganske fin. En 3-stjerners film, som bliver ødelagt af slutningen og derfor ender på kun 2 stjerner.
Rockys tale til sidst - og publikums reaktion på den - er det mest tåkrummende i hele Rocky sagaen. Men hvis man ser bort fra det, så er det en ganske underholdende film, der samtidig er et skolestudie i, hvordan USA så på Sovjetunionen under den kolde krig.
Hvor de to første Rocky film er dramaer med en boksekamp til sidst, så er Rocky III en fuldblods boksefilm med action fra start til slut. Og det er en yderst farverig en af slagsen. Rocky slås mod selveste Hulk Hogan (før han blev populær), og han har hele to kampe mod Mr. T, der er perfekt castet som en ekstremt aggressiv gadefighter fra ghettoen.
For dem der har undgået trailers til filmen (og det kan klart anbefales), så er det noget af en overraskelse, at man allerede i de indledende gule rulletekster ser Palpatine's navn. Ok, så er vi igang! Det er super fedt igen at høre The Imperial March og få filmhistoriens ondeste og bedste skurk tilbage. Det mest interessante ved filmen er uomtvisteligt Rey og Kylo Rens rejse. Alt andet er for mig bare fyld. Jeg havde ikke behøvet hverken C3PO, R2D2, Chewie, Lando eller Han Solo. De hører de gamle film til. Det ville have været meget bedre at bruge tid på at udvikle de nye karakterer Poe, Finn og Rose. Men fordi der skal være plads til både de nye og de gamle, så er der ingen af dem, der når at brænde igennem. I stedet får man en rodet omgang, hvor humor, punchlines og nostagien falder til jorden. J.J. Abrams prøver virklig at please sit publikum. Jeg kan normalt godt lide fanservice, men her er det bare ALT for meget "in your face". J.J. Abrams kunne lære en ting eller to fra sin gamle ven fra "Lost", Damon Lindelof, som med den nye Watchmen tv-serie viser, hvordan man på mesterlig vis sagtens kan fodre fans med masser af callbacks, og samtidig gøre det på en super elegant og subtil måde. I The Last Jedi så vi nye måder at bruge The Force på, herunder især Leias overaskende kræfter. I Rise of Skywalker får vi serveret endnu flere spændende ting, som man kan med The Force. Noget af det var svært at købe i starten, men filmen skal have ros for at udvide universet på denne måde. Desværre tager det noget af spændingen ud, når folk nu kan genoplives til højre og venstre. At Palpatine er tilbage syntes jeg var fedt - også selv om det jo faktisk betyder, at hele historien i episode IV-VI bliver undermineret. Det skal man vist bare lade være med at tænke over. I stedet kan man bare nyde den imponerende og ganske forrygende afslutning. Selv om der er meget fyld undervejs i filmen, så kan man bestemt ikke anklage de 2 timer og 20 minutter for at være kedelige.
Der har været meget hype omkring, hvor hjerteskærrende denne film skulle være. Og at man ville være totalt opløst af gråd til sidst. Så slemt synes jeg nu ikke det er. Men indrømmet, man skal have et hjerte af sten for ikke at sidde med lidt våde øjne til sidst. Det er ikke fordi historien er speciel episk eller sørgelig. Det er nemlig en film, der helt og holdent hviler på Scarlett Johanssons og Adam Drivers skuespil. De to er ikke mindre end geniale, og især Adam Driver kan ikke roses nok. Det er en moderne udgave af Kramer vs. Kramer, og Marriage Story kan på det højeste anbefales.
Hvis man synes, at ens eget liv er hårdt, så skal man bare se en Ken Loach film. Man går måske ikke ligefrem opløftet og smilende ud af biografen bagefter, men man får i hvert fald sat sin egen tilværelse i perspektiv, og man får noget at tænke over. Sorry We Missed You er til at starte med ikke nær så gribende som Ken Loach's forrige værk "I, Daniel Blake", hvor man fra første scene følte inderlig sympati med hovedpersonen i hans kamp mod uretfærdighed. Hans nye film starter noget blidere ud. Her følger vi ikke en enkelt person, men en hel familie bestående af de hårdtarbejdende forældre Ricky og Abbie, deres problematiske teenagesøn, og deres ansvarsfulde 10-årige datter. Selv om de har travlt, går det nogenlunde ok. Ricky får en slags succes med at købe sin egen varevogn og bringe pakker ud for et franchise firma. Og Abbie gør det godt og er vellidt af sine "klienter" i hjemmeplejen. Man sidder dog konstant som på nåle og frygter, at det snart vil gå galt. Når Ricky balancerer med den dyre scanner ovenpå en stor pakke, tror man, at han vil tabe den. Og når han "kommer til" at skælde en kunde ud, så tror man, at han vil blive fyret. Men Ken Loach trækker smart nok "pinen" ud. Og undervejs bliver man mere og mere dus med familien og ønsker dem bare alt det bedste. Så da de uundgåelige mørke skyer begynder at samle sig over familien, så rammer det hårdt som en mavepuster hos tilskueren. Sorry We Missed You er endnu et stort og vigtigt værk fra mesterinstruktøren.
The Rock er totalt overbevisende som Danny DeVito fanget i Bravestones store muskelmands avatar. Og Kevin Hart er direkte skræmmende god som Danny Glovers avatar. Til at starte med var jeg faktisk i tvivl, om Kevin Hart var blevet dubbet af Danny Glover, eller om det var Kevin Harts egen stemme. Filmen lever i høj grad på den humor, der kommer ud af, at vi nu har to gamle mennesker, der ikke ved noget om computerspil, inde i Jumanji-land. Det er vældig sjovt, selv om man kan indvende, at det lidt er den samme joke, der bliver genanvendt gennem hele filmen. Den mission de skal på her i level 2 er ret uinteressant, og det samme er den nye skurk. Så her adskiller filmen sig heller ikke fra den første film, hvor missionen også kun var en undskyldning for de mange løjer. Der er dog enkelte ret imponerende actionscener, herunder især den sekvens, hvor gruppen skal passere en samling af hængebroer over en dyb kløft og undgå de mange angribende aber. Jumanji 2 er mere af samme skuffe. Og det skuffer ikke! For selv om der ikke er meget nyt under solen, så er det kvalitets underholdning fra start til slut.
Man er i eminent godt selskab i dette who-done-it krimidrama. Det ligner fra starten af en typisk klassisk fortælling om et mord, der skal opklares af en genial privatdetektiv. Men filmen tager nogle uventede og sjove drejninger undervejs. Første store overraskelse er, da man forholdsvis tidligt får at vide, hvem "der gjorde det". Eller gør man? Man får selvfølgelig ikke hele sandheden serveret på én gang, og det viser sig hen af vejen, at plottet er meget mere kringlet end som så. Det er både filmens styrke og svaghed. Det er herligt med de mange sjove og uventede drejninger. Men det bliver i længden for søgt og føles som twist med twist på. Da man kommer til den obligatoriske lange forklaring til sidst, hvor detektiven sætter det hele på plads, så var jeg ærligt talt blevet træt i ørene af at høre på Daniel Craig. Han er ganske sjov og underholdende i det meste af filmen, men til sidst bliver det bare for meget. Og jeg orkede næsten ikke at koncentrere mig om den endelige forklaring.
Hajfilm er næsten altid super underholdende. Og det gælder da også 47 Meters Down, som man med garanti ikke vil kede sig til. Filmen lægger sig et sted mellem crazy haj-action film som The Shallows og naturalistiske haj-dramaer som Open Water. Problemet er bare, at filmen dermed falder ned mellem to stole. Der er for lidt haj-action og for meget påstået realisme. Man er vant til at købe konceptet med alt for aggressive, intelligente eller hævngerrige hajer. Men det er sværere at sluge, når en film påstår at være realistisk med hensyn til reglerne for dykning, når den konstant overtræder dem. Filmen er fyldt med tekniske fejl. Eksempelvis vil en ilttank på 200 bar ikke give luft til mere end 10-15 minutter på 47 meters dybde, når der er tale om personer, der konstant hyperventilerer og er i panik. Det giver sig selv, at det er den sikre død at blive nede på bunden og dø af luftmangel. På den anden side, så er det "kun" dødsensfarligt at svømme op til overfladen. Så hvad ville du gøre...? Det hele bliver derfor for tåbeligt til at være spændende eller nervepirrende. Men det er da fortsat udmærket underholdning. Og jeg ender nok også med at se den næste film i serien.
Man får faktisk 3 film til én films pris. I den første "film i filmen" følger vi en tilsyneladende stum Harry Dean Stanton, som vandrer rundt i Texas' ørken. Hvad er der sket? Hvor skal han hen? Hvorfor vil han ikke tale? Denne del er klart den bedste. Ekstrem stemningsfuld, fascinerende og ledsaget af et skønt western guitar tema. I den næste "film i filmen" er vi i LA. Her skal Harry Dean Stantons karakter, Travis, forsøge at connecte med virkligheden igen, connecte med sig selv, og ikke mindst connecte med den søn, som han ikke har set i flere år. Og så er der endelig den sidste del af filmen, hvor Travis forsøger at opspore sin ekskone sammen med sin søn. På dette tidspunkt er filmen desværre begyndt at blive mindre interessant og noget mere konventionel. Alle tre film har dog det til fælles, at Harry Dean Stanton brillierer med stort skuespil og karisma.
Jeg var overordentlig positivt overrasket, da jeg i sin tid så Godfather III i biografen. Jeg havde på ingen måde forventet, at Coppola kunne koge mere suppe på hans to mesterværker fra 70'erne. Men jeg kom faktisk ud af biffen med en følelse af, at han havde gjort det igen. Nu hvor jeg så har genset alle 3 film over fem dage, er det helt tydeligt, at han virklig havde "gjort det igen". I bogstavelig forstand! For den tredje film i Godfather sagaen er bygget op præcist på samme måde som de to forrige. Well, der er selvfølgelig forskel i plot og handling, men byggestenene er de samme. Vi starter med en fest (som i de to andre film). Blandt gæsterne til festen er der en gammel vellidt mafiaboss (som i de to andre film). Corleone familien bliver udsat for et attentat på grund af nogle overensstemmelser med en usympatisk mindre mafiaboss (som i de to andre film). Senere viser det sig, at fjenden i virkligheden er den gamle mafiaboss (som i de to andre film). Og i alle tre film orkestrerer Michael en hævn og sidder til sidst alene tilbage på tronen. En af de interessante ting ved Godfather III, og hvor den adskiller sig fra de første, er at Michael er blevet mere afrundet i kanterne. Det klæder ham, at han nu kan tale stille og roligt med Kay uden at fare i flint, og han virker ikke helt så kold og kynisk for før i sine beslutninger. Omvendt klæder det også Connie, at hun har ændret sig fra en naiv og hysterisk ung pige til en kløgtig og handlekraftig kvindelig mafiaboss. Den afsluttende lange sekvens i teatret er meget smuk og veludført. Måske lige lovlig teatralsk og selvbevidst om sin egen "lækkerhed". Men måske er det kun noget man tænker over, hvis man har de to første film frisk på nethinden. Min anbefaling er derfor at gense alle Godfather filmene - men at tage en passende pause mellem hver film.
Det her er Rambo's udgave af Taken - the dark way! Hans pap-niece bliver kidnappet og sendt til prostitution i Mexico. Og ganske ligesom Bryan Mills tager han selvfølgelig ikke fløjshandskerne på i jagten efter forbryderne. Faktisk bruger han i den grad grovfilen i hævntogten. Og det er voldsomt underholdende.
John Rambo smider den sovjetiske hær ud af Afghanistan. Hmm! Man skal helt sikkert glemme alt om politik og koldkrigs propaganda, og så bare tage actionbrillerne på. Hvis man gør det, så er det en fin Rambo film. Rambo's gode ven oberst Trautman bliver taget til fange af de grumme russere, og så er der dømt hævn og rescue mission - Rambo style! Med actionbrillerne på, så er det faktisk en bedre film end Rambo II. De russiske skurke er langt bedre end de flade karakterer i Rambo II. Herudover er der en fin kemi og god humor i samspillet mellem Rambo og Trautman. Og man ser endda Trautman for første gang selv deltage i actionscenerne.
Filmen starter ok, og præmissen med mulige amerikanske krigsfanger i Vietnam 10 år efter krigens afslutning kan jeg godt købe. Et stykke inde i filmen går det desværre helt galt, nemlig da Rambo bliver forrådt af det amerikanske system - i skikkelse af en træls embedsmand, som tydeligvis er Rambo II's svar på Brian Dennehy's sheriff fra den første film. Herefter knækker filmen, og det bliver bare dumt. Til gengæld er der masser af super flotte eksplosioner og ikoniske billeder af Rambo i junglen med pandebånd og sin dødbringende bue.
Den nu klassiske fortælling om en PTSD-ramt Vietnam veteran, der ikke er velkommen i sit hjemland. Sylvester Stallones John Rambo er i den første film både sårbar og dødbringende. Og mest af alt er han en survivor. Filmen fungerer fortsat 100% i dag (njaa, måske 90%). Man skal ikke forvente action fra start til slut. Det er en film, der langsomt og sikkert bygger karaktererne op, inden vi bevæger os hen imod den uundgåelige dramatiske konfrontation mod slutningen.
The Irishman er et eftertænksomt gangssterepos. Storslået, dramatisk og episk. Desværre er den lidt svær at komme ind på livet af. Der er blevet snakket meget om, hvor utrolig lang denne film er. Jeg synes nu ikke, at den føles lang. Tværtimod syntes jeg, at der blev skøjtet alt for hurtigt hen over en masse ting i den første del af filmen. Vi får kun et meget lille indblik i hovedpersonens familieliv. Det er faktisk kun hans ene datter, Peggy, som man får en lille smule forhold til. Resten af familien er temmelig blank, hvilket er ærgerligt, da det gør Franks karakter en smule endimensionel. Når det kommer til hans arbejde, så bliver der også skøjtet ret hurtigt hen over handlingen i starten. En masse fragmenterede episoder, hvor der bliver kastet alle mulige navne rundt i luften, som man skal holde styr på. Eller det vil sige: faktisk behøver man ikke holde styr på de fleste af dem, for enten dør de hurtigt, eller også ryger de hurtigt ud af billedet på anden vis. Scorsese brugte samme stil med korte vignetter, hurtige spring i handlingsforløb og voice-over i Goodfellas. Men på en eller anden måde føles det mere forvirrende her. Måske fordi jeg sad og var distraheret i starten. Dels af skuespillernes CGI udseende, hvor ansigt og kropsholdning ikke rigtig passer sammen. Og dels af karakteren Fitzsimmons, hvis navn hele tiden gav mig distraherende associationer. For hver gang Fitzsimmons navn blev nævnt, fløj mine tanker hen på Agents of S.H.I.E.L.D. - nemlig Marvels absolut sødeste og sejeste par: Leo Fitz og Jemma Simmons, som de fleste kender som "FitzSimmons". Alt dette gjorde, at filmen for mig først rigtig startede efter 1½ time. Her kommer Hoffa ud af fængslet, og så startede det som jeg vil kalde hovedhandlingen for alvor. Resten af filmen herfra er en smuk, interessant og ret så bevægende oplevelse. Jeg er komplet uenig med dem, der synes, at den sidste halve times tid er unødvendig. For mig var den lange slutning noget af det bedste og mest rørende ved hele Franks rejse.
Jeg er hverken interesseret i biler eller motorsport, og jeg ved ikke engang, hvad forskellen er på Formel 1 og Nascar (er der nogen...?). Men hvis nogen film skulle kunne ændre på dette og få mit interesseret i hurtige biler, så må det være Le Mans '66. En ganske udmærket historie kombineret med lækre billeder og intenst skuespil. Der er en skøn kemi mellem Matt Damon og Christian Bale, og Bales øjne ligefrem udstråler "eye of the tiger" viljestyrke. Jeg kendte i sagens natur ikke udfaldet af nogle af løbene, og det var super spændende. Oplevelsen blev heller ikke ligefrem dårligere af at se - og mærke - løbene i en Imax biograf. Stor anbefaling til alle uanset kendskab til eller interesse i motorsport.
Filmen er ok interessant de første 2 timer. Det er eksempelvis sjovt at se kontrasten mellem de amerikanske studerende og den svenske sekt. Den meget lange optakt til finalen er stille og rolig, og sektens rituelle ceremonier udstiller faktisk i højere grad amerikanernes dobbeltmoral og fordomme end den svenske sekt. Det var også ganske sjovt at se de mange ligheder mellem sektens ritualer og tilsvarende ritualer i tv-serien Vikings. Herunder bl.a. anvendelse af harmløse runer under sengen, og den bestialske "blodørn", som man ser et glimt af hen mod slutningen (dog uden at ordet "blodørn" bliver nævnt). Filmen stikker desværre helt af den sidste halve time. Nøjagtig samme problem som i Hereditary, der også ramlede sammen til sidst. Det hele bliver bare grinagtigt dumt. Og eftersom ingen af hovedpersonerne er specielt sympatiske, så er der heller ingen spænding forbundet med, om de klarer sig igennem de sidste udfordringer. Og man skal slet ikke begynde at tænke for meget over handlingen, for så begynder plothullerne at vrimle frem. Midsommar sniger sig lige op på 3 stjerner.
