Det starter som en simpel lille opgave for tre smågangstere (Don Cheadle, Benicio Del Toro, og Kieran Culkin). De skal bare holde opsyn med en lille familie, mens der hentes et vigtigt dokument på en arbejdsplads. Men undervejs bliver det bare mere og mere kompliceret. Folk snyder hinanden på kryds og tværs. To konkurrerende mafiabosser, politiet og stenrige forretningsmænd bliver involveret. Man skal virklig holde tungen lige i munden for at holde styr på detaljerne og alle bipersonerne. Hvilket faktisk er en af hovedattraktionerne ved filmen. For det er en herlig oplevelse at se, hvordan hele plottet eskalerer, samtidig med at hjernen skal arbejde med de mange double-cross og nye alliancer. En anden attraktion er de mange fede skuespillere. Udover Don Cheadle, Benicio Del Toro, og Kieran Culkin, så har man David Harbour som en uheldig familiefar, Jon Hamn som politiefterforsker, og Brendan Fraser som en slags underchef i gangster-hierarkiet. En tredje ting man hurtigt bemærker er den særlige visuelle stil. Filmen foregår i Detroit i 50'erne, og farverne er mørke og brune - og med delvist grynet opløsning. Derfor bør den klart ses i et mørklagt lokale. Sammen med en fed groovy lydside, så giver det filmen en helt særlig stil, som det er svært ikke at sætte pris på.
Den først halve times tid ligner det slet ikke en typisk Anders Thomas Jensen film. Den starter nærmest som et socialrealistisk drama. Det er mørkt, og livet er hårdt for den lille familie, der mister kvinden, der holdt sammen på dem. Der går et godt stykke tid, før de fire hovedkarakterer er samlet. Og fra det tidspunkt er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med Anders Thomas Jensen for fuld udblæsning. Dialogen og kemien mellem den aparte "hævn-bande er uovertruffen. Og underholdningen er helt i top med galskab og humor for alle pengene. Det samlede indtryk jeg sad tilbage med var dog, at selve historien - sammenlignet med hans øvrige værker - er forholdsvis ordinær og forglemmelig.
Sam Neill spiller en forsikringsagent, der skal forsøge at opspore en kendt gyserforfatter. Denne gyserforfatter har en lang række fanatiske fans, som mener, at bøgerne er mere end bare bøger. De er virklighed! Det kunne i hvert fald godt se sådan ud, da forsikringsagenten ankommer til den lille mystiske by Hobb's End. Det bedste ved filmen er Sam Neill, der leverer en herlig underholdende præstation som en mand, der ikke tror på, at der findes noget mellem himmel og jord. Selve handlingen er noget forfærdelig nonsens, hvor der tilsyneladende ikke er nogen interne regler, der behøver at blive overholdt. Og hvor man ikke skal forsøge at finde logik i de enkelte personers handlinger. 3 små stjerner.
Præmissen er både interessant og spændende. Og det kunne faktisk have været en glimrende film, hvis det ikke var for den dårligt skrevne dialog - og ikke mindst de tåkrummende elendige skuespilpræstationer. Man bør dog helt klart se den færdig, for slutningen skuffer ikke. Og det hæver den fra 2 til 2½ stjerner.
Det forekommer meget ”opskrift-agtigt”. Tre ekstremt populære filmstjerner proppet ind i en ramasjang kupfilm. Det sælger jo sig selv. For hvem har ikke lyst til at blive underholdt af en god gammeldags kupfilm i selskab med The Rock, Deadpool og Wonder Woman? Det er da også underholdende, og fyldt med masser af humor. Men der er desværre en hel del af dialogen, der virker påtaget, og et par enkelte gange endda lidt tåkrummende. I det store og hele er det dog svært ikke at lade sig charmere af denne blanding af After the Sunset, Lokkeduen og Mission Impossible. Nogle vil måske stå af på de uundgåelige Ryan Reynolds meta referencer. Hen mod slutningen af filmen går der eksempelvis Indiana Jones i handlingen, samtidig med at Ryan Reynolds lystigt fløjter Indiana Jones temaet. Er det sjovt eller tåkrummende? Tja, jeg havde en fest med filmen, men den er godt nok hurtigt glemt igen. 3½ stjerner.
En ganske underholdende og traditionelt opbygget western om hævn og retfærdighed. Der er den "onde" bande, som har taget kontrol over en lille western by, og så er der den "gode" bande, der rider dertil for at gøre et gammelt regnskab op. Jonathan Majors spiller Nat Love, der står i spidsen for the good guys, mens Idris Elba er manden bag Rufus Buck banden. Herudover er der masser af andre seje karakterer, som man også kan sidde og nyde: bl.a. Regina King og LaKeith Stanfield, som begge er på Idris Elbas team. Det betyder desværre, at man sidder og hepper mest på the bad guys, fordi de bare er lidt mere cool og seje end de andre. Filmen er lige vel lang, og den er hurtigt glemt bagefter. Men den leverer bestemt varen, hvis man er på udkig efter god gammeldags western æstetik, revolvermænd og skuddueller.
Jeg havde muligvis ikke fået set filmen, hvis det ikke var for den malende beskrivelse og anmeldelsen i P1's Filmland. På den anden side, så er det også super ærgerligt, at jeg fik hele den lange åbningssekvens spoilet. Oplevelsen ville have været så meget bedre, hvis man var gået ind til filmen hel ren. Jeg vil derfor ikke kommentere på selve handlingen, men bare sige, at det er en total vild og syret fortælling. Blodig og fascinerende. Det kan godt være, at der ikke er fuld tryk på hele vejen (som noget af kritikken går på), men man er konstant fastholdt i fortællingens jerngreb. Hvad mon der nu sker? Hvad er hovedpersonens Alexia's motivationer for hendes besynderlige valg? Hvad hulan er filmens budskab? Det sidste spørgsmål kan der være mange forskellige gode bud på. Jeg så den primært som en samfundskommentar på, hvad det vil sige at være hhv. maskulin og feminin. Herunder især kropslig maskulinitet og feminitet. Der er i hvert fald ikke mangel på kropslige udskejelser i dette syretrip.
Allerede da det kendte Marvel logo kører hen over lærredet, så ved man, at dette ikke er en typisk MCU film. For i stedet for Marvel temaet, så ledsages logoet af Pink Floyd's ikoniske "Time". Og tiden må da i den grad siges at være et gennemgående tema i filmen. Vi får hele historien, fra da universet blev skabt, og vi dykker ned i mange forskellige tidsperioder på Jorden via flashbacks gennem filmen. Hele Infinity War sagaen synes nu pludselig bare at være en lille fodnote i forhold til den store episke fortælling om universets skaber Arishem, Celestials, Eternals og Deviants. Dette kunne måske godt lyde som en ramasjang film med masser af bulder og brag og CGI væsener. Og ja, det er der også. Men det der fylder mest i filmen er en historie om 10 Eternals, som har været bundet til Jorden i mange tusinde år. Om deres interne forhold og relationer. Om uforløst kærlighed. Om at have mulighederne for at kunne gøre verden til et bedre sted, men ikke mandatet. De 10 Eternals lever som nomader på Jorden uden et fast tilhørssted. På den måde kan filmen siges at være Chloé Zhao's "Nomadland 2". Det er således på mange måder en tragisk og meget rørende fortælling. Men der er også rigeligt med humor. Det bidrager især Kingo (Kumail Nanjiani) og Gilgamesh (Don Lee) med. Og så bliver der flere gange lavet jokes med DC karakterer (Batman og Superman). Jeg kan ikke mindes at have hørt DC referencer i en Marvel film før. Filmen er lige lovlig lang, og der er meget mere drama end action. Det er derfor et must, at man kan relatere til alle de mange karakterer. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne holde styr på hele 10 forskellige "superhelte". Men allerede kort inde i filmen var jeg faktisk fortrolig med alle sammen. Det er i sig selv noget af en bedrift. Det er muligt, at nogen vil kede sig. Men man kan i hvert fald ikke anklage Chloé Zhao's MCU film for at ligne alle de andre. 4½ stjerner.
Man må tage hatten af for, at der prøves noget nyt. No Time To Die ligner ikke nogen tidligere Bond film. James Bond er blevet mere følsom. Han nedlægger ikke damer på stribe. Der er rent faktisk noget på spil. Og der er mere fokus på persondramaet end på action og plot. Den høje fokus på persondramaet har dog sine svagheder. For det kræver, at man er følelsesmæssigt investeret i James Bond og hans forhold til Madeleine (Mr. White's datter fra Spectre). Jeg kunne desværre slet ikke mærke kemien, og jeg var langt mere interesseret i hovedplottet end i persondramaet. Hvilket bringer mig til problem nummer to. For jeg fattede faktisk ikke rigtig plottet før efter mere end en time. Det kan godt være, at jeg var lige lovlig træt på dagen, men jeg synes handlingen var rodet fortalt, og der var flere gange under filmen, hvor jeg ikke havde styr på, hvad der helt præcist foregik. Heldigvis vågnede jeg helt op, da der kom en super intens biljagt i Norge. Det var klart det fedeste moment i filmen. Men desværre også den eneste gang, hvor jeg følte noget reel spænding. Generelt var filmen alt for lang, og jeg kan ikke mindes tidligere direkte at have kedet mig under en Bond film. Det var muligvis en fejl at gense alle filmene forud for den nye, for jeg er åbenbart blevet mæt af Agent 007. For nu. For selvfølgelig er jeg på igen, når der kommer en ny inkarnation af ham senere.
Mary Anning har sin daglige gang på stranden, hvor hun leder efter sjældne sten og forsteninger, der kan sælges og bringe mad på bordet. Man følger i tavshed hendes møjsommelige arbejde i lange sekvenser i en film, der er meget fattig på ord. Hmm, hvor spændende kan det lige være at se på...? Well, når det er Kate Winslet, der lægger ansigt til, så kan det faktisk være ganske fængslende og interessant. Især efter en dag, hvor hun ufrivilligt bliver sat til at passe på en ung skrøbelig kvinde spillet af Saoirse Ronan. De åbner noget uforløst i hinanden, og filmen forvandler sig kortvarigt til en smuk kærlighedsfortælling. Men de kommer fra hver sin side af samfundet og bor langt fra hinanden. Så odds'ene er imod dem. Filmen sender øjeblikkelig tankerne hen på Portræt af en Kvinde i Flammer, der havde samme tema og setting. Kate Winslet og Saoirse Ronan løfter imidlertid Ammonite til meget mere, end den egentlig er. De spiller nemlig begge aldeles fremragende og efterlader en med sår på sjælen. 4½ stjerner.
Det er jo næsten ikke til at fatte al det vanvid der skete lige for næsen af os for kun 25 år siden i det gamle Jugoslavien. Filmen zoomer ind på en FN sikkerhedszone i Bosnien/Herzegovina, hvor indbyggerne fra byen Srebrenica flygter til, da de bliver angrebet af den serbiske hær. Problemet er bare, at de serbiske soldater med general Mladic i spidsen på ingen måde har tænkt sig at overholde de internationale FN spilleregler.
Far og søn (Brian Cox og Emile Hirsch) har en familie-business i kælderen, hvor de hjælper politiet med at undersøge lig for dødsårsager. En aften kommer sheriffen ind med et lig af en ung kvinde, som tilsyneladende ser uskadt ud. Men da de begynder at undersøge hende, finder de ”mystiske ting”… Den første halvdel er super interessant, selv om den desværre af og til forfalder til at anvende gyser klichéer til at skræmme publikum. Og så – næsten præcist halvvejs inde i filmen – går den fra at være en spændende krimi-thriller til at være noget nonsens hokus-pokus hekseri. 4 stjerner til første halvdel og 2 stjerner til anden halvdel.
Wheel of Fortune and Fantasy, som den hedder på engelsk, består af 3 separate og uafhængige fortællinger. De har alle en kvinde i hovedrollen og er i høj grad ”snakke-film” på samme måde som Before Sunset filmene. Temaet er kærlighed og uforløste følelser. I den første historie har den unge kvindelige hovedrolle nogle alvorlige issues med at give slip og tillade sig selv og andre lykken. I den næste historie møder vi en voksen kvinde, der ikke har nok i sit ægteskab og derfor bruger andre mænd på forskellig – og besynderlig – vis. Den tredje og sidste historie handler om to kvinder der tilfældigt møder hinanden på en banegård og måske – måske ikke – har fælles minder og kærlighedskvaler fra high school. De to første er klart de bedste og er virklig dragende i de intense samtaler, samtidig med at karakterene er interessante og nogen man gerne vil forstå og komme ind under huden på. Hvis den tredje historie havde holdt niveauet, ville det være en 5-stjernes film. Men det trækker ned på helhedsindtrykket, at jeg var lidt ligeglad med de to ”banegårds-kvinder”.
Denis Villeneuve har i løbet af ganske få år nu smidt tre sci-fi film ud i træk, som alle på hver deres måde er vanvittige imponerende. Især den visuelle og lydmæssige side er totalt overdådig i alle tre film. Arrival og Blade Runner 2049 havde herudover også en fantastisk rørende historie kørende for sig. Forventningerne til oplevelsen af Dune i IMAX var skyhøje. Og jeg blev ikke skuffet. I hvert fald ikke på den fysiske oplevelse af lyd og billede. Der er virklig kælet for detaljerne. Man kunne måske godt sidde og ønske en mere farverig omgang end den forholdsvis monokrone tilgang med orange og mørke farver. Det er selvfølgelig et bevidst valg, og jeg synes det fungerer og passer godt til den verden, der bygges op. Hvis man ikke helt føler, at øjnene får den farverige fest, som de havde ønsket, så er der til gengæld garanti for en gigantisk fest for øregangen. Hans Zimmers musik er overvældende i en sådan grad, at hele den store episke følelse filmen udstråler måske mere kan tilskrives Zimmer end Villeneuve. Handlingsmæssigt var jeg nok en smule skuffet. En oplagt årsag er selvfølgelig, at man kun får en halv film - og at det hele føles som ét langt set-up til den egentlige historie (som vi 7-9-13 snart får i en film nummer 2). Udover problemet med den halve film, så savnede jeg noget mere storpolitik og intriger. Der forkuseres rigtig meget på Paul og hans mange drømmesekvenser og visioner - og ikke så meget på, hvad der foregår i kulissen af planer mellem kejseren, Harkonnen og andre som måtte være indblandet. Hele denne politiske del er tonet meget ned og forsimplet. I det hele taget havde jeg forventet et meget mere komplekst og interessant univers, end denne forholdsvis simple historie, der bliver serveret. Det vi får er dog ganske udmærket. Rebecca Ferguson giver et super rørende portræt af en kvinde, der er splittet mellem hendes rolle som moder og hendes loyalitet til Bene Gesserit søsterskabet. Jason Momoa's leverer også en aldeles glimrende præstation som den meget likeable kriger Duncan Idaho. Det er primært disse to personer, som jeg hægter mig på følelsesmæssigt. Paul Atreides' karakter er noget mere kold og svær at afkode. Men det kommer forhåbentlig i den næste film, som bare HAR at blive lavet. Alt andet vil være en tragedie og katastrofe.
Kan man forestille sig nogen mere usympatisk end Nurse Ratched? Det er svært. Men Marla Grayson (spillet suverænt af Rosamund Pike) er om muligt endnu værre. Hun lever simpelt hen af at umyndiggøre ældre mennesker og tage alle deres penge. Vel at mærke helt lovligt! Det er næsten ikke til at holde ud at sidde og kigge på en hovedperson, som man gennem hele filmen bare har lyst til at kværke. Men det er helt sikkert også hensigten med filmen, som dermed i meget høj grad får engageret sit publikum. En dag får Marla heldigvis værdig modstand, da en af hendes ældre "klienter" har en søn (spillet af Peter Dinklage), som ikke sådan lige vil finde sig i, at hans mor bliver spærret inde på et plejehjem. En virklig interessant og anderledes historie, som holder seeren på kanten af sædet i spænding og arrigskab. Filmen er underholdende og satirisk i sin tone. Men undervejs kan man ikke undgå at spørge sig selv, om det kunne ske i virkligheden. Næppe så overdrevent som i filmen. Men det forekommer faktisk. Og det er ret så uhyggeligt at tænke på.
Der sker ikke så meget på Staten Island, der officielt er en del af New York. Men i praksis er en amputeret bydel, som ingen regner for noget. Sådan er det også med Scott's liv. Der sker ikke ret meget, og han kommer ingen steder. Han bor som 24-årig stadig hjemme hos sin mor, og bruger tiden på at lave ingenting sammen med sit slæng. Han forekommer umiddelbart som en doven taber-type. Men det er heller ikke let, når man lider af ADD, og faderen døde i en brandmandsulykke, da han var lille. Det er en film uden meget handling. En såkaldt "hang-out" movie. Den slags film er helt afhængig af, at man gider være i selskab med personerne. Og det gider man. For Pete Davidson er helt genial som Scott. Selv om han er en ugidelig doven-lars, så ser man gennem fingre med det på grund af hans uimodståelige personlighed og charme. 4½ stjerner.
Filmen har et hav af stjerner og dygtige skuespillere: Bill Skarsgård, Tom Holland, Mia Wasikowska, Robert Pattison, Sebastian Stan m.fl. Og de giver alle super gode og troværdige præstationer. Handlingen halter til gengæld noget. Der er ellers masser af kød på historien, hvor man følger en række interessante og farverige personer i "udkants-USA" i efterkrigstiden. Der mangler bestemt heller ikke drama og underholdning. Men det hele bliver bare så mørkt og dystert, at det er svært at engagere sig i nogen af karaktererne. Det går nemlig hurtigt op for seeren, at i denne her historie, er der ingen happy end for nogen.
I disse tider med Women's Empowerment over det hele skal der selvfølgelig også laves en kvindelig udgave af Sherlock Holmes. Eller rettere: det antages, at Sherlock og Mycroft havde en lillesøster, som var noget yngre end dem. De to ældre brødre flyttede tidligt hjemmefra, og derfor voksede Enola op alene med sin mor, som hun havde et meget tæt forhold til. Så da moderen en dag er pist væk, vil Enola naturligvis gøre alt for at finde hende og opklare mysteriet omkring hendes forsvinden. Her får Enola brug for familiens gode gener, for hun er naturligvis også super skarp til alting. Men i stedet for at være arrogant som Sherlock, så er Enola vanvittig charmerende og sympatisk. Man holder af hende - og med hende - helt fra starten. Hvilket må siges at være Millie Bobby Browns fortjeneste. Hun er nemlig filmens helt store plus og grunden til, at den er super seværdig. Historien er hurtigt glemt. Men samværet med Enola på hendes begivenhedsfulde rejse er helt klart 2 timer værd.
Inden Safdie brødrene for alvor blev verdenskendte med deres lille mesterværk Uncut Gems, lavede de Good Time med Robert Pattinson. Den er lidt i samme boldgade – dvs. en thriller, hvor man følger vores hovedperson gennem en meget stressende nat i New York. Men i modsætning til Uncut Gems så er vores hovedperson i Good Time (Connie, spillet af Robert Pattinson) en kriminel, der sagtens kan slå fra sig. Og eftersom han desuden er noget af en ”douchebag”, så bliver man aldrig nervøs på hans vegne. Og derfor bliver filmen aldrig rigtig spændende. Man kan dog ikke tage fra den, at det er en fed og intens film, og at Robert Pattinson spiller fremragende.
Romantisk komedie med Kristen Stewart og Mackenzie Davis som et lesbisk par, hvor den ene (Mackenzie Davis) endnu ikke er sprunget ud overfor sine forældre. Det giver selvfølgelig en del problemer, da de skal holde jul sammen for første gang hos hendes konservative forældre. Det virker næsten anakronistisk med sådan et plot i 2020, hvor nærmest halvdelen af alle de medvirkende i film og serier er enten LBGTQ eller tilhører en etnisk minoritet. Ikke desto mindre skal vi altså købe, at den voksne Harper (Mackenzie Davis) er bange for at fortælle sine forældre om sin store hemmelighed. Kan man se bort fra filmens forudsigelige store drama til sidst, så får man faktisk en ganske sjov og god komedie. Kristen Stewart og Mackenzie Davis er begge aldeles glimrende. Og der er masser af andre gode præstationer i birollerne – bl.a. Dan Levy som herlig sjov sidekick, Aubrey Plaza som ekskæreste, og Victor Garber som den konservative far.
Opskrift: man tager en kendt komedie med overnaturlige elementer og mixer den med en populær gyserfranchise. Det gik jo ”vældig godt” med Happy Death Day, der mixede Groundhog Day med Scream. Det kom der endda en 2’er ud af. Nu er tiden så kommet til at mixe Freaky Friday med Friday the 13th. Fungerer denne opskrift mon igen? Njaaa! Det starter faktisk ganske fint. En ung blond pige (der til forveksling kunne minde om Lindsay Lohan fra Freaky Friday) har det ikke helt let i high school, hvor både lærere og andre elever mobber hende. Hvad mon der så sker, da hun en sen aften støder på en seriemorder (Vince Vaughn) med en magisk dolk? Det er selvfølgelig totalt forudsigeligt det hele. Noget af det er ret sjovt, mens andet er lidt tåkrummende. Jeg var dog primært fint underholdt, så hvis man er i humør til den slags, så er tiden ikke helt spildt.
Et flygtningepar kommer fra Afrika op til London og bliver her tildelt et gammelt forfaldent rækkehus. De er til at starte med glade for at slippe ud af det triste flygtningecenter. Men så dukker ”noget mystisk” op og anklager dem for at være tyve. Hvad er det, de har stjålet? Og hvad er det, der lurer bag husets vægge? Filmen er en blanding af socialrealistisk drama og spøgelsesgyser. Dramadelen fungerer helt klart bedst og er faktisk udmærket. Men så snart der går hekse-hokus-pokus-nonsens i den, så bliver den direkte kedelig. 2½ stjerner.
Ulrich Thomsen er ganske overbevisende som den nye Carl Mørck. Han er en fed karakter og klart det bedste ved filmen. Men det skal der heller ikke så meget til, for historien er den hidtil mest kedelige i Afdeling Q sagaen. Nogle rigmænd svindler med nødhjælpspenge og lægger en masse slør ud for ikke at blive opdaget. Der introduceres en irriterende dreng og en svømmepige, som både er uinteressante og ligegyldige for historien. Der hældes i det hele taget alt for meget unødvendigt plot ind i den relativt simple hovedhistorie. Og filmen bliver alt, alt, alt, ALT for lang. Hvis det var kogt ned til et enkelt afsnit i en TV krimiserie, så havde det nok været ok. Men 2 timer med en kedelig middelmådig historie er dræbende. Det kan ikke engang Ulrich Thomsens karismatiske Carl Mørck redde. 2½ stjerner.
Første gang jeg så traileren, troede jeg, at der var tale om filmatiseringen af et gammelt kinesisk folkeeventyr. Fedt, det er lige noget for mig. Det skal nok blive godt. Nå, det er MCU! Ok, så ham der Chang-Chi er altså en Marvel karakter. Fint nok, det skal alligevel nok blive godt. Og det blev det. Det føles i mine øjne mere som et kinesisk eventyr end den der typiske Marvel originhistorie, som man har set tusinde gange. Jeg elsker filmens episke tilgang, hvor der gives tid til at gå tilbage i historien og fortælle hele baggrundshistorien om Chang-Chi's forældre. På den måde kommer det ikke kun til at handle om Chang-Chi, men i høj grad også om især hans far, der på en måde deler hovedrolle med sin søn i filmen. Og i den forbindelse bliver man nød til at nævne Tony Leungs præstation som faderen. Han nailer den rolle perfekt og gør karakteren meget nuanceret. Der gives også god plads til Chang-Chi's søster, samt hans sidekick-veninde spillet af Awkwafina. Sidstnævnte bidrager med masser af humor til filmen. Det er så lige en smag sag, om man er til hendes frembrusende facon eller ej. Jeg synes dog ikke, at det bliver for meget med hende (selv om det er tæt på). Det er vel næppe nødvendigt at nævne, at filmen er fyldt med lækre kung-fu fights. Det ligger nærmest i titlen. Så udover den gode episke historie, så er filmen også spækket med herlige underholdende kampscener. Desværre formår Marvel Studios ikke at holde sig til intense one-on-one fights hele vejen igennem. På sædvanlig MCU facon bliver finalen et stort CGI opgør, hvor jeg ikke var specielt investeret i hverken den gode eller den onde CGI skabning. På den måde blev slutningen en lille smule anti-klimatisk. Dog uden at det for alvor trækker ned, og jeg er helt klart med på en 2'er, som filmen lægger op til. Der kan i øvrigt nævnes, at der er masser af referencer til det øvrige MCU univers gennem filmen. Men det jeg glædede mig mest over var en lille plakat i baggrunden af Shang-Chi's værelse. Her hænger nemlig filmplakaten for Kung Fu Hustle. I den film var en af de tre beskyttere af den lille boligblok en skrædder, som også anvendte store metalringe på armene som kampstil. Herudover var der boligblokkens landlord og Tai Chi Master spillet af Yuen Wah. Han er sørme' også med i MCU filmen, hvor han er den gamle Master i Chang-Chi's moders hemmelige landsby. Et par herlige detaljer.
Inde på Disney+ ligger denne helt nye film, som skriger på at blive set fredag aften. Det er da også en rigtig familiekomedie for både far, mor og de lidt større børn. Præmissen er utrolig billigt fundet på. To meget forskellige par møder hinanden på en ferie i Mexico. Det ene par er af den forsigtige type, mens det andet par er nogle vilde partyaber. Det kan der jo kun komme en masse sjove situationer ud af. John Cena er overraskende god og helt fantastisk morsom. Faktisk endnu bedre end i The Suicide Squad, hvor han også imponerede. De tre andre skuespillere kendte jeg ikke på forhånd (Meredith Hagner, Lil Rel Howery, og Yvonne Orji). Men de alle super godt castede, og kemien mellem dem er helt perfekt. Selv om plottet er temmelig forudsigeligt, så ved man aldrig helt, hvor man har John Cena parret. Er han en hustler, en secret agent, eller bare skingrende skør? Hvis filmen skal bedømmes objektivt, så er den dum og dybt urealistisk. Men som ren underholdning er den helt i top.
Free Guy er ikke ligefrem super original. Filmen er en farverig krydsning mellem Ready Player One, The Matrix, The Truman Show, og Wreck-it Ralph. Hvis man synes, det lyder irriterende, så skal man nok holde sig væk. Men er man til farverig sci-fi fantasy, så er Free Guy en billet til at blive i rigtig godt humør. Ryan Reynolds spiller Guy, der hver morgen vågner op til den samme trummerum som NPC i videospillet Free City. Men en dag bliver han draget af en kvinde med solbriller (Jodie Comer), og så kommer han ellers ud på en vanvittig rejse, hvor han lærer mere og mere om det univers han lever i - og om ham selv. Samtidig foregår der en kamp i den virklige verden mellem skaberne af Free City. Taika Waititi spiller den rige ejer af firmaet bag spillet, mens Jodie Comer og Joe Keery spiller de to unge programmører, som anklager ejeren for at have stjålet deres kode. Den del af filmen, som foregår i den virklige verden er desværre belastet af, at man ikke kan tage Taika Waititi seriøst som en bad guy. Han er på intet tidspunkt den mindste smule farlig og virker generelt bare latterlig. Inde i Free City bliver det heller aldrig for alvor spændende. Dertil er filmens tone alt for familievenlig og let. Men det er til gengæld et voldsomt underholdende og farverigt univers at befinde sig i. Og Ryan Reynolds er jo altid herligt selskab med hans uimodståelige charme og humor.
Der findes masser af historier om Sir Gawain og de andre riddere om Det Runde Bords talrige eventyr. Jeg har læst en hel del af dem, men kendte ikke historien om The Green Knight. Så det var interessant at læne sig tilbage og få serveret en helt ny historie - og i en ganske alternativ fortolkning af David Lowery. Traditionelt set er Gawain søn af Arthurs halvøster Morgause. Men i denne film er det "overheksen" Morgana (Morgan le Fay), som er moderen og søsteren. Hun er tilsyneladende kun med lidt i starten, men hun spiller en ganske stor rolle gennem hele filmen - hvis man altså holder sig vågen nok til at lægge mærke til de små detaljer... For det er bestemt ikke en tju-bang film, der underholder fra start til slut. Det et ambitiøst (højpandet) LSD trip af et eventyr fyldt med drømmeagtige sekvenser. Det er stil over indhold, så hvis man ikke kan sætte pris på den visuelle og lydmæssige stil, så kommer man nok hurtigt til at kede sig. Hvis man forestiller sig, at Ofelias 3 opgaver i Pan's Labyrinth var instrueret af Terrence Malick i hans sædvanlige dvælende tempo, så har vi The Green Knight. Historien er kort og godt, at Gawain skal på ridderfærd for at bevise, at han egner sig til at blive ridder. Det starter med, at han tager imod The Green Knight's udfordring om at ramme ham med et enkelt slag i en dyst. Hvis det lykkes, skal han 1 år senere møde The Green Knight igen - på hans præmisser. Filmen følger så Gawain på hans eventyrlige - og meget syrede - rejse frem mod The Green Knight året efter. Jeg var ikke ligefrem blown away. Men det er bestemt en interessant filmisk oplevelse, som jeg ikke ville være forundt.
Den gamle Mortal Kombat film fra 1995 har ikke ligefrem ældet med ynde. Men hvis man syntes, at den var fed dengang, så vil man også have en fest med den nye 2021 udgave. Det skal dog bemærkes, at der ikke er tale om et remake. Man skal eksempelvis ikke sidde og glæde sig til selve turneringen, for den kommer aldrig. Men man bliver selvfølgelig ikke snydt for en masse seje one-on-one kampscener. Det er jo ligesom det, der er hele idéen med Mortal Kombat. Kampene foregår så bare uden for turneringsringen. Siden Sub-Zero og Scorpion tilbage i 1995 var first-movers mht. at gå med ultra cool mundbind, så har det været et stort fanønske at se den ultimative duel mellem netop de to. Og det da også et af højdepunkterne ved den nye film, at de to ikoner er fjender fra starten af. Et andet højdepunkt er sjuften Kano, der står for det meste af filmens humor. Han er en forfærdelig low-life karakter, men altså også forfærdelig morsom. Hvor han i den gamle film var så irriterende, at man ønskede ham død, så er han her så sjov, at man ønsker at være i hans selskab hele tiden. Der hvor filmen halter er, når den bliver for high-fantasy. Lord Raiden og den onde troldmand var allerede lidt tåkrummende at se på tilbage i 90'erne. Og det er desværre stadigt tilfældet. De er heldigvis ikke med så meget. Og ser man bort fra de to - og ser man bort fra en lidt antiklimatisk slutning - så er der dømt totalt underholdede vold, blod og high-energy kampscener i små 2 timer.
En sjov og ret blodig western hvor en sherif (Kurt Russell), hans vicesherif (Richard Jenkins), en revolvermand (Matthew Fox), og en såret cowboy (Patrick Wilson) rider ud for at opspore nogle vilde huleboere, der har kidnappet flere af byens borgere. Der er forrygende godt samspil mellem de fire hovedroller, der lader til at nyde at være med i en god ”gammeldags” western. Eller rettere: en noget alternativ western. For selv om det meste af filmen kører ret traditionelt, så bliver det alt andet end klassisk western, da de til sidst står ansigt til ansigt med huleboerne. Så skrues der pludselig op på fuld max med vold og splatter. Noget af det virker godt og passer fint ind i historien, mens et par enkelte af blodsudgydelserne føles som om, at de kun er sat ind i et forsøg på at chokere. Volden er lavet på en underholdende måde og bliver aldrig skræmmende. Så selv om filmen delvist er klasificeret som en gyser, så er det i bund og grund en ”almindelig” western. Der hvor den er mest ubehagelig er faktisk i de mange scener med den sårede cowboy, der med skinne på benet og begyndende koldbrand kæmper sig gennem landskabet. Smerten i Patrick Wilson’s ansigt gør ondt at se på og fik mig til at krympe mig i sædet flere gange.
Vos er dygtig til sit job. Det er samtidig et temmelig specielt job, der indebærer, at man via noget teknologi overtager kontrollen over en anden persons krop. Det er en ret effektiv måde at være lejemorder på, for man skal "bare" sørge for bagefter at skille sig af med den krop, som man har brugt til lejemordet. Det viser sig dog, at teknologien ikke er ufejlbarlig. På filmens hovedmission skal Vos overtage kroppen på en medarbejder i en stor virksomhed mhp. at likvidere virksomhedens ledere. Kroppens "ejermand" kæmper imidlertid imod Vos' overtagelse, og det er denne interne kamp, der er filmens primære fokus - og ikke så meget selve missionen. Det er desværre ret svært at blive engageret i kampen mellem Vos og den mandlige medarbejder. For man har slet ikke fået en ordentlig introduktion til denne mand. Faktisk føles han mest af alt som en irriterende stopklods for filmens "rigtige" fremdrift. Med et navn som Cronenberg kunne man godt forvente en masse syret gore og tvists. I stedet får man med Possessor et sci-fi thriller-drama i stil med Ex Machina. Men med en langt mindre interessant handling.
På den ene side er der tale om en slags reboot, men på den anden side antager filmen, at man allerede har set den første Suicide Squad fra 2016. For man bliver kastet ud i alle herlighederne næsten uden nogen form for introduktion til konceptet eller de enkelte karakterer. Noget som den første film gjorde en hel del ud af. Hvis man kigger ned på sin slikpose i 2 sekunder på det forkerte tidspunkt, risikerer man at misse hele forklaringen af plottet. Det er noget med en korrupt diktatorisk familie på en ø, og en base med hemmelige eksperimenter, der skal stoppes. Og så er vi ellers i gang med en mission, der kører derudaf med 1000 km. i timen. På et tidspunkt sad jeg lidt og frygtede, at hele filmen ville ”bare” ville bestå af dette natlige angreb. Men frygt ej. Der er tilpas mange udskejelser undervejs til, at det på ingen måde bliver ensformigt. Det er vold med vold på. På den gode humoristiske og totalt syrede måde. Der er flere What-the-fuck moments undervejs end i Kick-Ass og Deadpool tilsammen. Det er helt vildt! Som biografoplevelse i en Imax sal med fuldt tryk på lyd og billede, så var det en klar 6 stjerners oplevelse. Filmen er dog nok ”kun” til 5 stjerner ved nærmere eftertanke, så jeg lander på 5½ i alt.
Har man set bare en lille smule af serien The Americans, så ved man med det samme, hvad det drejer sig om, når man i filmens intro ser en "ærke-amerikansk" familie med far, mor og to børn pludselig få travlt med at komme ud af huset og flytte til et andet sted. Ikke ligefrem den fedeste situation for de to små piger, og jeg var fra første scene følelsesmæssigt engageret. Det er faktisk den primære grund til at filmen fungerer så godt. Nemlig den lille families særlige konstruktion og de følelsesmæssige bånd og mistillid, der går på tværs af de fire. Scarlett Jo, Florence Pugh, Rachel Weisz og David Harbour spiller alle suverænt og giver den gas med både lækker action og humor. Jeg har ikke siddet med tårer i øjnene til en MCU film siden den første Guardians of the Galaxy film. Det hjælper også en del på spændingen, at der rent faktisk er noget på spil her. For selv om det er oplagt at Black Widow overlever filmens strabadser (givet hun er med i de to sidste Avengers film, der foregår senere), så er det på ingen måde givet, hvordan det skal gå for de tre andre familiemedlemmer. Handlingen og skurken er ret meget ovre i James Bond land. Den fungerer mest af alt som en katalysator for at man kan fortælle Black Widows forhistorie og genforening med sin familie. Det er også først ret sent i filmen, at skurken for alvor kommer på banen. Selv om Dreykov ikke er en super farverig skurk med store armbevægelser, så fungerer hans laid-back facon egentlig ganske ok. Filmens store udfordring er nok, at handlingen kronologisk er presset ind mellem de andre store kendte MCU film. Og dermed ender det hele ret forudsigeligt og antiklimatisk. Men rejsen undervejs er til gengæld en stor fornøjelse.
Herligt med en god gammeldags eventyrfilm. Handlingen er det rene Indiana Jones, og humoren og actionscenerne er i stil med Pirates of the Caribbean. Der er med andre ord fuld tryk på eventyret, og underholdningen er i top. Kan man ønske sig mere? Ja, det skulle da lige være to super charmerende hovedpersoner. Og det får man i den grad med Dwayne Johnson og Emily Blunt. I 1916 tager Lily (Emily Blunt) til Amazonas-floden med sin bror for at finde "Månens tårer". Det siges, at bladene fra dens træ kan helbrede alt. Så det er da noget, der er værd at lede efter... Hun hyrer en karismatisk kaptajn (Dwayne Johnson) til at sejle dem op af floden på denne skattejagt. Men så nemt skal det selvfølgelig ikke gå. Som i alle eventyr er der også andre, der er på jagt efter samme skat. En vildt underholdende Jesse Plemons spiller en tysk tegneserieskurk (som sjovt nok hedder Prins Joachim). Og han er ikke bleg for at bruge feje tricks i jagten. Såsom at vække en gammel forbandelse til live i bedste Curse of the Black Pearl stil. I tredje akt begynder trætheden desværre at melde sig. Filmen bliver et kvarters tid for lang, og de mange actionscener bliver lidt for forudsigelige og føles som gentagelser på gentagelser. Det kan dog til dels godt accepteres, da det hele gøres med et charmerende glimt i øjet. 4½ stjerner
Hvis man synes, at kuppet i Rio i Fast Five var alt for urealistisk, så skal man nok gå uden om den seneste film i rækken. For sammenlignet med den nye F9, så var Fast Five et stille og roligt socialrealistisk drama. Der er skruet op på total maximum på action og stunt knappen. Realisme er en by i Rusland, og de fysiske love gælder ikke i dette univers. Det er dog ikke noget, der generer mig, for det har man efterhånden vænnet sig til gennem de øvrige film. Og desuden hjælper det en hel del, at den altid sjove Roman konstant kommenterer på, hvor vanvittigt det hele er. Det er nemlig både vanvittigt langt ude, vanvittigt sjovt, og vanvittigt underholdede. Plottet er stort set det samme som i alle de andre film: en bad guy jagter en "dingenot", som kan give ham umådelige skurke-agtige kræfter - mens Dom og hans team forsøger at forhindre ham i det. Dette krydres - som sædvanligt - med nogle personlige motiver. Og denne gang kan man 100% sige det, som Dom altid siger - nemlig: "It's all about family".
Uden tvivl den bedste gyser siden - ja siden den første A Quiet Place. Det er ikke fordi, at der er så meget nyt i part II. Historiemæssigt lærer vi lidt mere om de mystiske aliens. Men det er ikke plottet, der er filmens force. Det er den vanvittige intense stemning, som gennemsyrer det meste af filmen. Og som med den første film, så er det en hel vild oplevelse at sidde i en fuldkommen stille biograf uden en eneste lyd fra hverken højttalerne eller publikum. Det giver nogle vilde kontraster, når der så pludselig sker noget. Og det kan jeg love for, at der gør. Jeg kan til gengæld ikke love, at filmen er lige så god at se hjemme i stuen. I så fald skal man nok trække en stjerne fra.
En film baseret på virklige hændelser om en ung kvinde der begiver sig alene ud på en næsten 3.000 km. lang vandring i ødemarken. Hmm, det lyder næsten som en anden hikerfilm - nemlig Wild med Reese Witherspoon. Tracks er dog en noget anden sag. Vi er tilbage i midten af 1970'erne i Australiens Outback. Der var ingen GPS smartphones dengang, og intet letvægt udstyr. Så historiens hovedperson, Robyn, må først bruge et par år på at lære at håndtere kameler, så hun kan bruge dem som lastdyr på hendes lange travetur fra Alice Springs til Det Indiske Ocean. Filmen byder på masser af smukke billeder. Det er stemningen, der er i fokus, mens dramaet omvendt er meget nedtonet. Mia Wasikowska, der selv er fra Australian, er overraskende god og super overbevisende som den unge ukuelige Robyn.
Far, mor og datter bor i en lille hytte ude i en skov og kæmper for at få dagligdagen til at løbe rundt. Der er ikke mange penge i at sælge dyreskind, og det bliver ikke bedre af, at en glubsk ulv stjæler dyr fra deres fælder. Mens farmand så er ude for at tage sig af ulven, må mor og datter klare sig selv. Og herunder tage sig af en såret mand på afveje i skoven. Den første halvdel af filmen er ret så interessant. Men samtidig sidder man og krydser fingrer for, at der IKKE vil ske det, som filmen lægger forudsigeligt meget op til. Og da det forudsigelige så irriterende nok sker, mistede jeg interesse for personerne og handlingen. At filmen bruger de sidste 5 minutter på et lille underholdende tvist, ændrer ikke på helhedsoplevelsen. 2½ stjerner
Filmen sælges som en anderledes gyser. Og ja, den er bestemt anderledes. Den første time er faktisk ganske interessant og helt uforudsigelig. Fedt at man tør bruge 20 minutter på en introsekvens, som ikke umiddelbart (før meget senere) har noget med hovedhistorien at gøre. James Badge Dale, der spiller hovedrollen som en tidligere politimand, gør det meget overbevisende. Han er sympatisk og rationel, og i det hele taget en karakter, som man gerne vil følge. Hele filmens visuelle look er også meget imponerende, og det samme med filmens lydside. Men så går den anden halvdel af filmen igang. En flok unge mennesker går ud på en bro en aften og blæser i en flaske, mens de fremmumler "the empty man" gentagne gange i bedste Candyman stil. Men hvor det var super creepy i Candyman, så er det her bare fjollet og ufrivillig komisk. Og det bliver værre og værre. Det handler om intetsfæren, menneskelige transmittere og modtagere, og the empty man som en carrier for alt dette. Historien er simpelt hen det værste nonsens, jeg har set i mange år. Og jeg kunne ikke selv med min bedste vilje engagere mig bare en lille smule i den. Den første time og den visuelle stil trækker dog den samlede oplevelse op.
Efter den store skuffelse med Disney's Raya and the Last Dragon, satte jeg min lid til, at Pixar kunne gøre det bedre. Men det er som om, at Pixar er ved at dele sig op i to hold: ét A-hold der laver de super gode Pixar film, som både har indhold til børn og voksne. Og så et B-hold der laver fantasy film til børn: først Fremad og nu Luca. Hvor Raya startede ok og endte forfærdelig, så gør Luca det omvendte. Hele den første time er uendelig kedelig og forudsigelig. På trods af at der er tale om en fantasyfilm, så er hele historien total fantasiforladt. Der er ikke én eneste original idé i hele filmen. Eneste lyspunkt er pigen Giulia, som er ganske charmerende. Og så er tredje akt faktisk ok. Her blev jeg en lille smule revet med. Men det var alt for sent. 2½ stjerner.
Mine forventninger var ikke høje efter de ret lunkne anmeldelser. Så jeg var egentlig positivt overrasket i starten af filmen. Dvs. lige indtil Raya mødte den der drage. Nøøj, hvor har den en irriterende stemme og personlighed. Jeg kan ikke mindes en mere træls side-kick nogensinde i samtlige af Disney's animationsfilm. Da jeg endelig var ved at vænne mig til dragen, så gik filmens tredje akt igang. Og så faldt hele filmen sammen under sin egen vægt. Det var så banalt, forudsigeligt, dumt og ufarligt, at jeg ikke kunne tro mine egne øjne. Det må I simpelt hen kunne gøre bedre. Den klart ringeste Disney animationsfilm i de seneste 10 år. 2½ stjerner.
