Mens jeg sad og så den, gik det op for mig, at sådan en film virklig er dybt afhængig af, at man bliver grebet af kærlighedshistorien. Det er ikke nok, at begge hovedkarakterer er super sympatiske, og at man vil dem det allerbedste. Det er heller ikke nok, at Lady Gaga imponerer og spiller overbevisende, eller at Bradley Cooper leverer sin livs præstation. Ja, faktisk er Bradley Cooper så god, at jeg må bøje mig i støvet. Han er som en yngre udgave af Jeff Bridges, der også startede som pretty boy og endte som karakterskuespiller med talent for at spille falleret musiker. Det er desværre heller ikke nok, at filmen er spækket til randen med god musik og autenticitet. For når det kommer til stykket, så kan man ikke komme uden om, at historien er ret banal og på ingen måde kan bære filmen i sig selv. Vi har set denne type historie mange gange før, og det er fra starten ret åbenlyst, hvor det bærer hen af. Måske det havde hjulpet, hvis Ally skulle kæmpe lidt mere for det. Men det hele går meget hurtigt. 1-2-3, og så er de forelskede, og hun har succes. Det er derfor helt essentielt, at kærlighedshistorien tager et fast greb i ens hjerte, og man begynder at føle. For gør man ikke det, så ender filmen desværre med at være langtrukken og lidt kedelig. Omvendt kan jeg sagtens forstå, at alle dem der sad med våde øjne til sidst kaster 5-6 stjerner efter den.
Ok, sådan kan man også lave en film om verdens undergang. Det er vildt syret og ligner noget i retning af en Terry Gilliam version af Det 5. Element blandet med MiB. Forvent det uventede, og du får noget helt tredje. En dejlig skør sci-fi rejse, der heldigvis aldrig kammer over og bliver parodisk.
Så fik jeg endelig kæmpet mig igennem Edgar Wrights tre Cornetto film. På papiret en genial idé, som jeg burde have haft stor fornøjelse af. Men i praksis var alle filmene store skuffelser, som jeg kedede mig til. Jeg var ellers 100% på i hele optakten til The World's End. Fem voksne gutter tager tilbage til deres barndomsby for at fuldføre den "Tour de Pub" (The Golden Mile), som de gik død i på deres druktur som unge. Gary er super entusiastisk omkring projektet, mens de andre fire nærmest skal trækkes til truget. Det er meget humoristisk skildret. Dvs. lige indtil hele Alien Invasion delen af filmen går igang. Efter den første what-the-fuck reaktion begyndte jeg hurtigt at kede mig. De samme hurtigt klippede actionscener gentager sig herefter igen og igen uden den store variation. Det er hverken farligt, spændende eller særligt sjovt. Faktisk nøjagtig samme problem jeg havde med Hot Fuzz.
Den bedste af de tre Cornetto film - bl.a. fordi det er den korteste, og den der bruger mindst tid på tredje akt. Det er nemlig tredje akt der taber mig i alle tre film med de vildt overdrevne actionscener, der hverken er sjove eller spændende. Den første halvdel af Shaun of the Dead er til gengæld glimrende. Det er en sjov idé at lade Shaun vandre omkring i sit liv som en zombie, der ikke registrerer, at hele verden faktisk er ved at forvandle sig til zombier. Vi bliver flere steder drillet til at tro, at Shaun også har forvandlet sig, når vi ser hans trætte zombie-agtige tømmermænds øjne om morgenen. Eller hans zombie-agtige gang, efter han lige er stået op. Filmens sjoveste scene er uden tvivl den, hvor de opdager en pige i haven og først tror, at hun er fuld og senere kaster vinylplader (og kun dem de kan undvære) efter hende. Desværre holder filmen ikke dette niveau. Efter de ankommer til pubben, er kreativiteten ligesom holdt op, og det går mere op i crazy action.
Jesse Eisenberg og Kristen Stewart er fine som de to lidt akavede unge, der har svært ved at få kærligheden til at fungere. Det er en sjov idé at have en forlystelsespark som centrum for fortællingen. Især fordi meget af stemningen i filmen mellem de unge er i stor kontrast til det glade liv, man typisk forbinder med en forlystelsespark. Det er nemlig ikke humoren, der dominerer i dette ungdomsdrama. Der er meget snak og mange personer, der har ondt af sig selv og har det lidt øv-agtigt med tilværelsen. Adventureland er med andre ord ikke den rendyrkede ungdomskomedie, som filmen ellers lægger op til med både plakat og tagline.
Lars von Trier har lavet en film om kunst - men det er ikke en kunstfilm. Faktisk er The House that Jack Built ret tæt på at være en mainstreamfilm. Handlingen er simpel, de 2½ timer går lynhurtigt, og underholdningen er i top med masser af herlig grovkornet sort humor. Et andet tegn på, at han er gået mainstream er, at der ikke rigtig var noget der provokerede. Hverken i stil eller indhold. Jeg mener: når man ved, at man skal ind og se en seriemorderfilm af Lars von Trier, så kan det ikke overraske, at der er en del makabre scener. Til gengæld var det lidt overraskende (og skuffende), at han ikke på noget tidspunkt gik over stregen og viste noget uventet og ikke-set-før. Samlet set er det dog ikke en skuffende oplevelse. Dertil er underholdnings-niveauet for højt. Der er både meget morsomme scener, og der er interessante intermezzo indslag, hvor Trier tager skolelærer hatten på og forklarer os, hvordan verden hænger sammen. Især incident 1, 2 og 3 er genial sjove. I de sidste to akter bliver det noget mere forudsigeligt og gentagende. Og så sluttes der ellers af med en forrygende farverig epilog. 4½ stjerner.
Efter 5 minutter ved man hvordan det hele sandsynligvis vil ende. Det ødelægger dog ikke nødvendigvis oplevelsen, for det er en meget rørende fortælling, og Will Smith er 100% troværdig i hans daglige trummerum med at holde styr på sin søn, sit arbejde og et sted at overnatte. Kan varmt anbefales som familiefilm, hvis man er til en feel-good film, hvor man samtidig lærer lidt om de udsatte i samfundet.
The Mist føles som en ret mærkelig blanding af drama og horror. Dramadelen fungerer rigtig godt. I set-up'et introduceres vi til familiefar David, hans søn og nabo, og de kører ud for at købe forsyninger efter en nat med en voldsom storm. I butikken begynder tingene så at udvikle sig, da der tilsyneladende er noget farligt udenfor i tågen. Der spilles meget troværdigt, og hele situationen og den måde folkene i butikken interagerer forekommer ret realistisk. Kontrasten er derfor mega stor, da de endelig konfronteres med det farlige udenfor. Effekterne og CGI'en er B-film dårlig og ligner noget fra slutningen af 80'erne. Det tager fuldstændig brodden ud af uhyggen, og gør den ufrivillig komisk. Heldigvis fylder monsterne ikke så meget, og dramadelen af filmen fortsætter med at være interessant. I butikken tegnes fronterne op mellem den rationelle gruppe og den dommedagsprofet tossede gruppe. Man sidder virklig og bliver vred på den tåbelige religiøse kvinde, der render rundt og citerer fra bibelen. Og så er der en af de fedeste what-the-fuck scener i de afsluttende minutter. En gyser der både ender godt og dårlig - og underlig tilfredsstillende. 3½ stjerner.
Som børnefilm kan jeg kan sagtens forestille mig, at den vil være et stort hit blandt raske drenge mellem 8 og 13 år. Det er nemlig et rigtigt Peter Pan eventyr om en 10-årig dreng, Max, der løber hjemmefra og sejler ud til en Ønskeø. Han har endda et tilsvarende dyrekostume på som drengene (The Lost Boys) fra Peter Pans Neverland. På Max's Ønskeø møder han nogle kæmpe bamselignende skabninger, som mest af alt minder om Gorgerne fra børneprogrammet Fragglerne. Jeg har det ret stramt med små irriterende og uopdragne drenge. I starten af filmen, hvor Max bor hjemme hos sin mor, er han mega øretæveindbydende. Så jeg vidste ret hurtigt, at jeg ikke kom til at sidde og heppe på ham. Men så kommer han ud til sin Ønskeø (som selvfølgelig bare er noget der foregår i hans fantasi, selv om det aldrig bliver nævnt direkte). Her undergår Max en udvikling fra super træls unge til en ansvarlig og fornuftig dreng. Jeg må medgive, at Max Records, der spiller Max, gør det udmærket. Jeg kan dog ikke se bort fra, at historien er banal, hovedpersonen irriterende, og bamse-kæmperne hele tiden gav mig associationer til "Fjernsyn For Dig", "Teletubbierne" og andre gamle børneprogrammer fra 80'erne og 90'erne.
Det er tusind år siden, at jeg så den engelske tv-serie fra 80'erne, men navnet Harry Rawlins står stadig lysende klart for mig. Det var en mand, som man ikke skulle forsøge at løbe om hjørner med. En mand hvis blotte tilstedeværelse varslede noget skidt. Widows 2018 er opdateret på mange punkter, men Harry er stadig hjernen bag, og de fire enker kommer igen på dybt vand. Filmen er en god blanding af thriller-drama og tju-bang kupfilm. Dog med mest fokus på dramadelen. Man skal derfor ikke forvente Ocean's 8 stemning og masser af sjove replikker. Faktisk er filmen temmelig humorforladt. Kupdelen af filmen er skildret ret tørt, og selv om der kommer en form for forløsning til sidst, så er der også løse tråde, der ikke bliver fulgt til dørs. Filmens største force er dramaet og fortællingen om de fire efterladte kvinder. Det er Viola Davis, der trækker det helt store læs med hendes dybtfølte spil. Men også Michelle Rodriguez efterlader et rigtig godt indtryk. Og så kan man heller ikke komme uden om Daniel Kaluuya, der spiller en ganske ubehagelig og modbydelig skræmmende skurk.
Historien er ganske god. Bare ærgerligt at man ikke har kunnet undgå at høre om plottet på forhånd med den megen omtale filmen har fået. Det fjerner jo totalt hele chokeffekten. Men værre er det, at stort set alt serveres i starten af filmen. Tilskueren kender baggrunden og skurken meget hurtig. En krimi skulle gerne handle om at opklare noget. Og helst sådan at vi skal gætte med. Ellers er der jo ingen spænding. Men her ved vi det hele, og den smule tvists der kommer til sidst er både forudsigelig og kliché. Ærgerligt, for historien er som nævnt udmærket, og Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er som sædvanlig lige i deres es.
"As long as you don't choose, everything is possible". Dette smukt formulerede budskab tages helt bogstaveligt i denne episke kærlighedsfilm. Filmen er på én gang både overambitiøs og pretentiøs - men samtidig en ret banal kærlighedsfortælling, som alle vil kunne følge med i. Nemo ser som meget gammel mand tilbage på sit liv. Som barn mødte han 3 søde piger, men hvem valgte han? Da hans forældre blev skilt, skulle han bo hos en af dem. Men hvem valgte han? De mange valg i livet vil medføre vidt forskelige livsbaner, og filmen præsenterer mange af dem - godt blandet sammen og i ukronologisk rækkefølge. Den komplekse fortællestruktur bringer tankernen hen på Cloud Atlas og Donnie Darko. Og når filmen er slut, sidder man tilbage med samme følelse som efter at have set Evigt Solskin i et Pletfrit Sind. Hvis man kunne lide disse film, så vil man garanteret også få glæde af Mr. Nobody. Det skal dog siges, at den på ingen måde er så mørk og forvirrende som Donnie Darko, og den har ikke så mange lag som Cloud Atlas. Det er som nævnt egentlig bare en kærlighedfortælling - og så alligevel ikke. Den indeholder meget mere end det. Det er en tidsrejsefilm uden tidsrejser. Den er fortalt episk og rørende, og den sad fast oppe i hovedet på mig i mange dage efter. Og det gør den stadig. 5½ kæmpe stjerner.
James Franco og Seth Rogen er som født til at spille pot-rygende tumper, der er heldigere end politiet tillader. Handlingen er ligegyldig, for det er kemien mellem de to som får det hele til at gå op i en højere enhed af røg damp. Det her er en af de absolut sjoveste bro-romance komedier jeg kan mindes at have set.
Oscar og Linda er søskende og bor i Tokyo. Som børn oplevede de nogle tragiske hændelser og er knyttet sammen af et meget tæt bånd. Dette bånd bliver ikke engang brudt, da Oscar bliver skudt ifm. et narko raid. Hans sjæl flyver rundt og betragter hans efterladte søster, venner og bekendte. Han bevæger sig endda tilbage i tiden og genoplever alle de vigtige episoder i sit liv. Filmen er instrueret af franske Gaspar Noé, som også lavede Irreversible - filmen der i endnu højere grad end Enter the Void fortælles baglæns. Til gengæld er Enter the Void i endnu højere grad et kunstprojekt, der giver fuckfingeren til den traditionelle mainstreamfilm. 2 timer og 40 minutter med flimrende og slørede billeder i Tokyos natteliv set fra oven af en svævende sjæl. Det er selvfølgelig unødvendigt at understrege, at dette ikke er en film for alle. Det er faktisk heller ikke rigtig en film for mig. Men jeg blev nu alligevel på mærkelig vis draget af de ekstremt syrede billeder. Som en euforiserende drøm hvor man hele tiden lige vil se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne.
Det er altid forfriskende at se en anderledes tilgang til en gennemtærsket genre. Jeg var derfor meget positv i starten af filmen, hvor man bliver smidt direkte ind i midten af fortællingen om Tom og Summer. Herefter springes der frem og tilbage i deres 500 dages forhold. God idé og også fint udført. Der hvor kæden hopper af, er den kvindelige hovedrolle. Deschanel, der spiller Summer, har absolut ingen karisma og så godt som ingen udstråling. Hun er ikke engang irriterende, hun er bare en total flad karakter med et udtryksløs ansigt. Til gengæld er Joseph Gordon-Levitt rigtig god, og det er klart hans fortjeneste, at jeg hang på hele vejen til filmens afslutning (heldigvis er den ikke så lang). Filmen sniger sig lige op på 3 stjerner, eftersom der ikke direkte var noget dårligt ved den.
I løbet af de seneste par uger havde jeg - mere eller mindre frivilligt - set traileren så mange gange, at jeg til sidst blev helt nervøs for, om filmen ville have mere at byde på end de sjove og dramatiske scener fra denne trailer. Det har den heldigvis i høj grad. Der er godt nok ikke mange overraskelser i forhold til plottet. Det er jo uhøre simpelt: en julemiddag med stress på hvor hele familien samles, uventede gæster, og lidt upasende opførsel. Det der hæver filmen op over denne banale opskrift er det fantastiske cast. Dette vidunderlige jule-komedie-drama er spækket med geniale karakterer. I midten står det sympatiske par, Katrine og Mads, som gør alt for, at aftenen skal forløbe så gnidningsløs og hyggelig som muligt. Men en perlerække af farverige familiemedlemmer sørger for, at det bliver alt andet end gnidningsløst. Her bliver man nød til at nævne Katrines søster Barbara (Gråbøl) og hendes utålelige mand Torben (Brygmann), som er helt geniale. Og ikke mindst de tre søstres kaosfremmende forældre Gunna og Poul (Karen-Lise Mynster og Knutzon), som også er fuldstændige forrygende. Filmen er undervejs så genial og underholdende, at jeg tænkte, at det her er en 6-stjerners film. Men den ebber desværre lidt ud hen mod slutningen. At filmen ender næste morgen med, at de fleste af familiemedlemmerne er kølet af igen, passer sådan set fint ind i den realistiske tone, som den har igennem hele forløbet. Det er endnu en af kvaliteterne ved Den Tid på Året, at det ikke er endnu en fladpandet dansk folkekomedie fyldt med urealistiske sketches. På trods af en masse super sjove scener, så er filmen faktisk også et køkkenvask drama (i bogstavelig forstand). Men uanset hvor meget jeg sætter pris på filmens realistiske tilgang, så kunne jeg nu godt have tænkt mig - for den samlede oplevelses skyld - at den sluttede af på en high note.
Hvad er det lige for nogen forbrydelser, som "Grindelwalds Forbrydelser" handler om? Jeg mener: udover at flygte fra en fangetransport, så laver Grindelwald vel ikke noget særligt kriminelt i filmen. Faktisk sker der nærmest ingenting i de 2 timer og 15 minutter, som filmen varer: Grindelwald tager til Paris for at lede efter Credence, og Newt tager til Paris for at lede efter Tina og Credence. Til sidst møder de alle sammen hinanden, og så går de igen hver til sit. Slut! Ja, ok - der er lidt flere detaljer end det. Og en stor bunke fan-service. Jeg er normalt en sucker for scener med fan-service, men her er der bare alt for meget, som ikke er særlig elegant udført. Og så har det altså den modsatte effekt. I stedet for at juble, krummede jeg flere steder tæer. Den første film, Fantastiske Skabninger og hvor de findes, er blevet skældt ud for at være for fjollet og bruge alt for meget tid på at jagte de mange CGI skabninger i New York. I det mindste var den tro over for sin titel, og der blev introduceret et helt nyt hold af karakterer. Det var lang tid siden, at den sidste Harry Potter film gik i biografen, så det hele var nyt og spændende. Oven i det hele kunne man nyde de flotte billeder af det genskabte New York fra 1920'erne. Jeg genså den et par dage før, at jeg skulle ind og se 2'eren. Det viste sig at være en rigtig god idé. Jeg havde eksempelvis fuldstændig glemt, hvad en Obscurus og en Obscurial er - hvilket må siges at være ret relevant for at forstå Credence's historie. I Grindelwalds Forbrydelser er der ikke så meget nyt. Vi følger igen Newt (som desværre er lidt irriterende). Vi har bikarakterer som Tina og Leta (som altså heller ikke er særlige interessante). Vi har Jacob og Queenie, som er charmerende nok, men temmelig overflødige. Og så er der al fyldstoffet med Niifflere og andre skabninger, som ingen relation har til historien. Det er på skurkesiden, at de spændende personer befinder sig. Udover Grindelwald er Credence og Nagini værd at følge. Men der er bare for lidt kød på deres udvikling i denne film, til at det kan holde spændingen oppe. På det visuelle plan halter filmen også i forhold til den første. New York var super flot, mens Paris bare er lidt mørk og trist. Jeg var ikke imponeret over den første film, men jeg er endnu mindre imponeret over den anden. Det viste sig helt konkret ved at jeg midt i filmen greb mig selv i at sidde og halvsove.
Jeg kan ikke huske så meget fra den originale film. Det var noget med en danseskole, en okult sekt og en masse syrede farver og blod. Egentlig husker jeg den mest som en god sanseoplevelse. Og det var også primært det, som jeg forventede af det nye remake. Suspiria 2018 har mange fine ting kørende for sig. Men hvad er det lige, der er den store attraktion? Er det historien om den nye unge danser fra Ohio? Nej, Dokota Johnsons Susie er egentlig en ret uinteressant karakter - i hvert fald lige indtil filmens slutning afslører noget mere. Den anden unge danser Sara og den gamle læge Josef er også begge kedelige og uinteressante at følge. Derfor føles det som irriterende spildtid, at der bruges så utrolig meget tid på deres historier. Der bruges også uforholdsmæssig meget tid på at pointere, at den foregår i Berlin i 1977 samtidig med en masse polemik omkring Baarder-Meinhof gruppen. Igen ren fyldstof der ikke bidrager med noget interessant. Til gengæld var jeg fascineret af danseskolens ledere, de ældre hekse Tanner, Blanc osv. Jeg sad gennem hele filmen og hang nysgerrig på for at lære mere om dem og deres hemmelige kult. Men man må godt nok sige, at det er yderst sparsomt, hvor meget der åbnes op for denne del af historien. Man får nærmest intet at vide om heksekulten, hvad der driver dem, og hvad de står for. Det kunne jeg så også til nød have levet med, hvis bare filmen havde været den fantastiske sanseoplevelse, som mange af anmeldelserne proklamerer. Men det er nok her, at filmen skuffer allermest. For jeg synes ærligt talt, at alle dansescenerne var jævnt kedelige. Ikke engang sjette akts makabre "bloddans" sagde mig noget særligt. Så hellere gense en Saw film eller The Hostel.
Uanset hvad andre herinde skriver, så kan denne film sagtens ses som en enkeltstående film, uden at man behøver at have kendskab til Panahi eller hans øvrige film. Det var mit første bekendtskab med ham, og jeg blev fan fra første scene. Det er en helt igennem skøn film. Både meget interessant og ganske humoristisk. Der er godt nok enkelte scener, som virker ret iscenesatte (eksempelvis den sårede mand og hans kone). Det fjerner lidt af det autentiske, men helhedsindtrykket er stadig suverænt godt. Især godt hjulpet på vej af instruktørens niece, den vidunderlige 10-årige Hana, der i den grad ser ud til at komme til at træde i sin onkels fodspor.
Filmen foregår i 1983, og den både ligner og lyder som noget der kunne være lavet i 80'erne med dens bløde synth score og slasherfilm elementer. Den røde farve er et gennemgående tema. Hovedpersonen hedder Red, og han ser rødt, da hans elskede kone bliver kidnappet af en vanvittig sekt. Snart set han også rødt rent bogstaveligt i takt med at blodet sprøjter på hans hævntogt. Ydermere er det meste af filmen set gennem et surrealistisk rødt farvefilter, der leder tankerne hen på Susperia og Cinema De Look. Denne surrealistiske visuelle stil giver filmen et helt unikt look, der gør at Mandy mere føles som et billedmæssigt video kunstværk end som en egentlig film. Historien træder lidt i baggrunden i forhold til stilen, hvilket konkret kan mærkes ved, at fortællingen aldrig for alvor bliver spændende. Det er simpelt hen for langt fra virkligheden til, at jeg sidder og er spændt på, om Nicholas Cage's Red nu klarer det eller ej. Men flot er det. Det er måske årets vildeste LSD syretrip på biograflærredet.
Justine vil gerne være dyrlæge lige som sin storesøster og sine forældre. Hun starter på dyrlæge college, og snart er hun igang med en temmelig vild rusuge, hvor de unge studerende udsættes for en hel del grænseoverskridende ting. Man får lyst til at synge: "sådan var det ikke i 90'erne", da undertegnede var på rustur. Det skal dog snart vise sig, at intro-ugens udfordringer slet ikke er det vildeste, der sker i Justines liv. Efter en uheldig voksbehandling og en løssluppen saks får Justine smag for råt kød. Og helst med hud og hår på. Filmen er spækket med klamme scener, der nok skal få folk til at sidde uroligt i stolen. Det er dog på ingen måde en traditionel gyser, men en meget original ungdomsfortælling om frigørelse, appetit på livet og selvkontrol.
Af de tre film i The Place Beyond the Pines er den midterste fortælling den klart bedste. Der er godt nok masser af action i den første del med Ryan Gosling som low-life trash no-good bankrøver. Men oplevelsen ødelægges af irritation over, at filmen (uden held) forsøger at give os sympati for denne shuft af en mandsperson. Derfor var glæden stor, da Bradley Coopers karakter trådte ind på scenen og sendte bankrøveren til tælling. Fortællingen om Bradley Coopers kamp mod korruption er både yderst relevant og interessant. Desværre afbrydes denne til fordel for filmens tredje akt om deres børn 15 år senere. Denne del er tåkrummende forudsigelig og indeholder en række utroværdige sammentræf, der tager mig helt ud filmen. Filmens idé er ellers super god og kunne potentielt være blevet forløst til noget stort og episk.
Da en dreng med særlige evner farer vild i en anden dimension (det såkaldte Astral Plane), hyrer hans familie nogle eksperter, som skal hjælpe med at bringe ham tilbage. Der er rigtig mange ting i plottet, der bringer tankerne tilbage til Poltergeist, men Insidious fungerer desværre på ingen måde lige så godt som den gamle 80'er klassiker. Der er nogle visuelt spændende billeder, da de hen mod slutningen bevæger sig ind i the Astral Plane. Men ellers er det hele utrolig forudsigeligt, plat og kedeligt.
Det er et velkendt tema, at "letlevende" piger ofte fordømmes (mens mænd der gør det samme er super seje). I Easy A behandles emnet på en ny og underfundig måde. På overfladen er det sådan set bare en ungdomsfilm ligesom mange andre, men dens satiriske facon og måden den udstiller det amerikanske samfund på, gør den frisk og humoristisk. Det er i høj grad Emma Stones fortjeneste, at filmen fungerer. Uden hendes talent kunne det hele nemt være faldet til jorden, da filmen balancerer hårfint mellem banaliteter og genial nytænkning. Det er umiddelbart en 3-stjerners oplevelse, men filmen fortjener 4 stjerner for dens tilgang til emnet og for Emma Stones præstation.
En aften i biografen med Queen. Jeg forventede hverken at få en episk biopic eller et fantastisk drama. Jeg regnede egentlig bare med at blive en lille smule klogere på gruppen og høre en masse god musik. Sådan - mission complete! Bohemian Rhapsody er spækket med rigtig mange af de mest ikoniske Queen numre. Og så kan man samtidig sidde og se Rami Malek give den total gas som Freddie Mercury. På forhånd var tanken om, at nogen skulle kunne spille Freddie Mercury på en overbevisende måde nærmest utænkelig. Men Rami Malek gør det. Det er ikke mindre end en pragtpræstation. Udover musikken har filmen også en god lille historie kørende. Der er flere meget rørende scener, bl.a. da man ser reaktionen fra Freddies familie, da han fortæller dem, at han har skiftet navn og dermed på en måde frasiger sig sine etniske rødder. Og ikke mindst scenen da Freddie skal fortælle hans "love of my life" (Mary), at han er homoseksuel og derfor ikke kan være sammen med hende mere. Den afsluttende genskabelse af Live Aid koncerten er awesome. Lidt ærgerligt at man kun får en forkortet version af deres 20 minutters optræden. Filmen kunne for min skyld sagtens have haft langt mere musik med, og så skåret ned på alt det andet.
William er en charmrende ung mand på 15 år, der brænder for musik og journalistik. Hans lykke synes gjort, da han både opnår at blive venner med guitaristen i det næsten-berømte rockband Stillwater, og samtidig bliver hyret af Roling Stone magasinet til at skrive en artikel om Stillwater. Men på koncertturnéen, hvor han lever sammen med gruppen i tourbussen, opdager han, at det ikke er helt nemt at balancere mellem at være fan og kritisk skribent. Og det er heller ikke nemt at være hemmeligt forelsket i den unge groupie Penny Lane, som også er med på turnéen. Det er et godt ungdomsdrama med velskrevet dialog. Filmen har en let humoristisk tone, og den giver samtidig et sjovt kig ind i 70'ernes rockmiljø.
Visdomsord fra de legendariske Mills Brothers. Måske ikke ligefrem raketvidenskab, for der er jo ikke noget nyt i, at folk ofte sårer dem de har tæt inde på livet. Det samme kan man sige om filmen - altså at den ikke har så meget nyt at byde på. Ryan Gosling og Michelle Williams spiller helt fantastisk i en film, der viser deres kærligheds op- og nedture. Da de møder hinanden første gang, erklærer Ryan Goslings karakter Dean, at han ikke har tænkt sig at blive gammel og dø. Det er kun noget, fjolser gør. Men guess what? De kan ikke løbe fra det. De bliver selv ældre, og forelskelsen varer heller ikke ved. Dette tema er brugt ganske ofte. Til gengæld er det ikke hver dag, at det bliver vist med så overbevisende skuespil og så lækkert filmet. I sidste ende mangler der dog kød på historien til at kunne trække den længere end til en jævn god film på 3½ stjerner.
Klassisk japansk samuraifilm - eller som jeg plejer at kalde dem: "eastern", eftersom de jo er modstykket til den tilsvarende amerikanske western. Toshiro Mifune er perfekt som den ensomme swordslinger, der ankommer til en landsby med to rivaliserende grupper. Actionscenerne er der ikke meget at råbe hurra over. Det ser lidt gammelt og billigt ud. Men samspillet mellem de farverige karakterer og historien gør den bestemt værd at se.
Forfriskende at se en "superhelte" film med en anderledes opbygning end alle de andre. Det er godt nok lidt spøjst at se Tom Hardy i en komisk rolle, men jeg synes faktisk, at han gør det udmærket. Masser af super sjove scener, og San Francisco fungerer altid perfekt som baggrund for en actionfilm med biljagter og lignende. Husk at bliv i biografen og se mid-credits ekstra scenen. Men der er ingen grund til at vente yderligere 15 minutter på at rulleteksterne bliver færdige for at se den sidste end-credits scene - altså med mindre man ser meget frem til den kommende animationsfilm med Spiderman.
Hvad kan man egentlig forvente, at en film om månelandingen og Neil Armstrong har at byde på? Vel næppe spænding, eftersom alle jo ved, at ekspeditionen til Månen var en succes uden det helt store drama. Er det så personen Neil Armstrong, der er spændende at dykke ned i? Hmm, ikke umiddelbart, for det portræt Ryan Gosling leverer giver indtryk af en stille og rolig (læs: intetsigende og kedelig) familiefar. Der er selvfølgelig nogle interessante problemstillinger i en familie, hvor faderen har et livsfarligt job, og hvor der er kollegaer, som dør af og til. Dette får man et godt indtryk af i forholdet mellem Neil og hans kone. Det bliver dog aldrig for alvor engagerende. Det samme kan man sige om "action scenerne" ude i rummet. Det er super flot iscenesat, men hverken spændende eller engagerende. Man har tydeligvis lagt sig op af en helt andet stil end i The Right Stuff, hvor vi fik lov til at følge mange forskellige farverige astronauter in spe. Det ville måske også have været en fejl at forsøge at gøre dette kunststykke efter. Men omvendt viser First Man, at når der alene fokuseres på en enkelt, ikke særlig interessant, person, så får filmen svært ved at bære næsten 2½ timers spilletid.
Jeg var ikke helt sikker på, at jeg orkede endnu en sad-rom cancer film. Dem er der lige lovlig mange af. Men eftersom 50/50 primært står anført som en comedy, så gav jeg den en chance. Og det er jeg glad for. Filmen har lige den rette blanding af alvor og humor. Havde der været for meget humor, så ville det virke utroværdigt givet det alvorlige emne. Havde der omvendt været for meget alvor, så ville det være alt for deprimerende at se på. Heldigvis er balancen lige tilpas, og jeg er meget imponeret over Joseph Gordon-Levitt, der spiller rollen til perfektion.
Det her er godt nok en vild historie. Som et luksus afsnit af Sporløs på syre. Vi følger både Jeannes jagt på sandheden om sin familie i mellemøsten, og vi ser sideløbende i flashbacks hvad der rent faktisk hændte med moderen. Det er barske sager, og det er en super god fortælling. Desværre er den også temmelig søgt. Der er flere steder i plottet, hvor man tænker: ok, det her er vildt, men der er godt nok også tale om nogle ufattelige usandsynlige sammentræf. Persontegningen halter noget i forhold til fortællingen. Jeg følte ikke noget for hverken Jeanne eller moderen Nawal. Det trækker også ned, at historien udspiller sig i et opdigtet land med en opdigtet borgerkrig. Det gør det hele noget distanceret.
En række meget forskellige personer ankommer samme dag til et motel ude på bøh-landet. De er alle temmelig karismatiske, og det er tydeligt, at de hver især bærer på noget bagage - i både direkte og i overført betydning. Som aftenen skrider frem, bliver der pillet flere og flere lag af vores hovedpersoner, og det viser sig samtidigt, at motellet - El Royale - også bærer på hemmeligheder. Det er en opbygning, som man har set en hel del gange før på film (The Hateful Eight, Identity etc.). Men hvad gør det, når bare det er super farverigt, morsomt og underholdende? Man kunne måske have ønsket sig et lidt bedre skrevet plot, men konceptet er så godt i sig selv, at det sagtens kan tilgives. Hvis der kom en ny film i næste uge med samme koncept, så ville jeg også købe billet til den.
Det er svært at få nok af at høre på glade ABBA sange, og det er umuligt ikke at få det helt store smil frem, når Colin Firth, Stellan Skarsgaard og Pierce Brosman danser i tætsiddende 70'er disco kostumer. Herligt gensyn med disse tre festlige gutter. Formlen i den første film virkede dog langt bedre. I Here We Go Again er der for meget historiefortælling og for lidt festligt ABBA musik. Flashback scenerne kunne jeg godt have undværet. Det sidste kvarter af filmen redder dog dagen og hiver den op på 3 store stjerner.
Filmen er som en vild rutchebanetur. Fart på og hurtigt op og ned. Men selv om der er masser af tvists and turns, så bliver det aldrig spændende eller farligt, da det fra starten er oplagt, at det hele er kunstigt og tilrettelagt. Now You See Me prøver at gentage formlen fra The Prestige, men prøver bare alt ALT for meget - hvilket bevirker, at overraskelserne udebliver. I stedet sidder man tilbage med et plot, der er ekstremt søgt. Filmen skal dog have ros for sine underholdende action og nogle charmerende hovedroller. Herundder en veloplagt Woody Harrelson, der hiver den op på 3 små stjerner.
Adam lever en grå og rutinemæssig tilværelse som historielærer og virker ikke til at være særlig tilfreds ned sit liv. På en anbefaling ser han så en dag en farverig film med en skuespiller, der ligner ham på en prik. I stedet for at slå det hen som en mærkelig tilfældighed begynder han at blive besat af sin dobbeltgænger - som pudsigt nok også bor i samme by. Han tager kontakt, og herfra bliver det mere og mere weird. Stemningen er tungsindig og trist. Farverne er umættede, og der er et generelt skær af uvirkelighed over det hele. Det er der selvfølgelig en idé med, men det er bare lidt ægerligt, at filmen på denne måde hurtigt afslører sig selv. Når først sammenhængen er gættet, så bliver resten af filmen jævnt triviel at se på.
Vidste du det godt? Der findes faktisk vampyrer i virkligheden. Omme på den anden side af jordkloden har et kamerahold fulgt en lille gruppe vampyrer og dokumenteret deres hverdag. Det er grotesk, det er bloddryppende ægte, og det er uhyggeligt - morsomt. PS. husk at se filmen helt færdig inkl. rulleteksterne og end-credit scene.
En lille gruppe på fire white trash båtnakker spiller trash rock for en forsamling af endnu større og endnu værre white trash båtnakker. Det er svært at sympatisere med nogle af disse personer, hvilket gør den første del af filmen jævnt kedelig. Men så går det grueligt galt til koncerten, da en pige pludselig er død, og ingen får lov til at forlade stedet. Herfra bliver det bare mere og mere crazy og bloddryppende underholdende.
Lige lovlig forudsigelig, men ellers en ok lille spændingsfilm.
Det positive først. Både moderen og hendes søn spiller imponerende godt. Hvilket var overraskende, eftersom det er sjældent, at små drenge i gyserfilm fungerer overbevisende. Historien var også ok interessant den første times tid. Spændende blev den dog aldrig. Drengen er så ufattelig øretæveindbydende i starten, at al ens sympati ligger hos moderen, mens man er bedøvende ligeglad med, hvad der sker med hendes søn. Derfor blev den sidste halve time også temmelig kedelig, da jeg lidt sad og håbede på, at det onde ville tage dem begge to, så man kunne blive fri for at se på dem. Filmen har en smule originalitet at byde på. Bl.a. var det herligt forfriskende at høre australsk accent. I sidste ende ligner filmen dog alle de andre gysere på gaden.
