Tracy (Katharine Hepburn) kommer fra en rig familie og skal til at giftes med en slick gut fra en lige så fin familie. Men så kommer hendes eks-mand Dexter (Cary Grant) og den unge journalist Connor (James Stewart) på besøg. Gad vide, om det hele så går som planlagt…? Det gør det selvfølgelig ikke. Det er ret tydeligt, hvor filmen vil bevæge sig hen. Så man skal ikke forvente de store overraskelser. Der er desværre heller ikke så meget humor, som jeg havde håbet. Set med dagens briller er det svært at forstå, at den vandt en Oscar for bedste manuskript. Til gengæld er man i fantastisk godt selskab. Cary Grant er super charmerende og stoisk på en James Bond agtig måde. James Stewart er herlig drenget og samtidig ekstremt charmerende. Han er virklig i hopla. Og i midten har vi skønne Hepburn, som skal vælge mellem hendes kedelige forlovede, hendes eks-mand, eller den unge journalist.
Det ville være herligt, hvis man bare kunne sætte sig ned og nyde en god underholdende film – uden at være tvunget til at være i selskab med ham den irriterende kyniske ven ”hjernen”. Således satte jeg mig til at se The Apartmen med elskelige Jack Lemmon og glædede mig til at blive lullet ind i en sød romantisk komedie. Men nej, min kyniske siddekammerat skulle hele tiden påpege, hvor forudsigelig og banal filmen er. Jamen, romantiske komedier er jo altid forudsigelige indvendte jeg. Det kan man da ikke bebrejde filmen. Men for sent. Stemningen var allerede ødelagt. Jeg kunne selvfølgelig stadig nyde en Jack Lemmon i topform. Til gengæld var jeg ikke specielt imponeret over Shirley MacLaine. Jeg kan simpelt hen ikke få øje på hendes charme eller karisma. Og jeg følte heller ingen nogen speciel god kemi mellem de to hovedrolleindehavere. Og det må jo siges at være alfa-omega for en romantisk komedie, hvis den skal fungere.
En spændende historie, der bygges rigtig godt op – men som desværre falder sammen hen mod slutningen. ”Var det bare det?”, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da tingenes sammenhæng bliver afsløret. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på det visuelle. Filmet on location i datidens krigshærgede Wien. Og i super sprøde sort/hvide billeder. Megte flot og imponerende.
Hvis man på forhånd har set Den Store Skønhed, og hvis man kun var moderat imponeret af den, så er det svært at blive væltet bagover af La Dolce Vita. Det er ret meget i samme boldgade, men med mindre interessante samtaler og mindre interessante karakterer. Det visuelle er i top for den tid (1960), men kan i sagens natur ikke måle sig med det vilde og farverige festfyrværkeri i Den Store Skønhed. Sætter man de historiske briller på, kan man muligvis sætte pris på filmens store kvaliteter for den tid. Jeg var faktisk ret meget på i den første 1½ times tid. Journalisten Marcello har noget over sig og er interessant at følge. Især i starten. Filmen er nemlig inddelt i kapitler med forskellige temaer og scenarier. Da jeg kom til kapitlet med ”Mirakeltræet”, så begyndte jeg at kede mig. Det bliver bedre i de efterfølgende kapitler, men på det tidspunkt var min interesse for Marcello karakteren desværre dalet.
Måske er det ikke super optimalt at se denne ”halvklassiske” version af Little Women for første gang – når jeg lige har set den nye Gerwig-Ronan version to gange. Der er ingen overraskelser at hente, og der er ingen væsentlige scener, som ikke også er med i Gerwig’s version. Så attraktionen ligger ikke i historien, men i skuespillet og samspillet i den kære familie. Jeg var især imponeret over Wonana Ryder. Hendes fortolkning af Jo er noget anderledes og med større armbevægelser end Ronans. Det var selvfølgelig forventeligt, da Ryder er berømt/berygtet for at kunne udtrykke (for) store følelser. I Little Women synes jeg hun rammer den perfekt, og jeg kunne ikke undgå at få tårer i øjnene, selv om jeg vidste præcist, hvordan det ville gå med hende og Laurie. Snøft!
Niclas Dalby siger det meget præcist: filmen indeholder sorg og skønhed på samme tid. Familien i Waves oplever masser af modgang, men det er ikke en af den slags socialrealistiske dramaer, som det gør ondt at se på. Familien mangler ikke penge, de bor godt i smukke omgivelser, og de trives generelt godt. Altså lige indtil et par dumme skænderier skaber en kædereaktion af uheldige konsekvenser. Herefter går bølgerne højt i familien. Men noget af det fede er, at skuespillet hele tiden er super fint og samtidig afdæmpet. Vi ryger aldrig op i det over-melodramatiske. Det føles naturalistisk. Der bliver heller ikke svælget i elendighed. Filmen indeholder masser af hjertevarme scener med håb og skønhed. 4½ anbefalelsesværdige stjerner.
Jeg var på forhånd blevet advaret om, at den sidste del af Doctor Sleep sandsynligvis ville ødelægge det hele. Men alligevel kom det bag på mig, hvor ekstremt meget fanservice, der er til sidst. Samtlige - og jeg mener samtlige - ikoniske scener fra The Shining bliver genbesøgt: De to små piger på gangen, den gamle kvinde i badekaret (mange gange), guldsalen, det røde badeværelse, den store lounge med skrivemaskinen, den øksemassakrerede badeværelsesdør, labyrinthen - og selvfølgelig den venlige sorte chefkok, og alle de andre tidligere beboere på The Overlook Hotel. Det er alt andet end subtilt, og bare alt for meget. Jeg så den forlængede version på hele 3 timer. Og de første 2½ time er faktisk fremragende. En original og fascinerende historie, der blander magiske evner, spøgelser, og en slags vampyrer på en helt ny måde. En 5 stjerners oplevelse, som desværre får et gevaldigt hak i tuden til sidst.
Harpiks er en slags meget mørk udgave af Leave No Trace. Men hvor man i Leave No Trace forstår og sympatiserer med den PTSD ramte far og hans teenagedatter, så er det svært at forstå, hvad der har gjort faderen i Harpiks så bims i låget. Måske man i stedet burde læse bogen, som efter sigende giver en meget bedre beskrivelse, indblik og dyster stemning. Harpisk har masser af lækre billeder, men en historie der ikke rigtig formår at gøre så ondt, som den tydeligvis gerne vil.
Der er masser af girlpower, men desværre på den dårlige måde. Det hele er meget kalkuleret. Et konstant insisterende upbeat score. Jennifer Lopez og hendes kumpaner, der bevæger sig i slowmotion, som var hun i én lang musikvideo. Og en historie, der er fortalt som var den lavet i starten af 00'erne til et teenage publikum. Jennifer Lopez, som jeg ellers holder meget af, er ikke i stand til at overbevise mig om, at hun rent faktisk er en dygtig stripper. Hun prøver alt for meget at spille streetsmart, og hele hendes ageren og måde at tale på virker alt for påtaget. Det er også et problem, at det hele går alt for nemt for de fire piger. Man når aldrig at sidde og heppe på dem. For de opnår stort set det hele med det samme. Man forsøger så at putte fortællingen ind i en rammehistorie, men den er dybt uinteressant. En 1-stjerners oplevelse, som jeg runder op til 2 stjerner, da det er et lille plus, at det er lykkedes for de to halvgamle kvinder - Lopez og Wu på hhv. 50 og 37 år - at score disse roller, som typisk ville være gået til langt yngre skuespillere. Godt gået. Det er skæbnens ironi, at jeg er blevet snydt af dem til at bruge tid og penge på deres selskab. Jeg er åbenbart ikke et hak bedre end de tåbelige mænd i filmen, som de flænser for penge.
En meget interessant opbygget film. Hele den første halve time, og mere til, er det et socialrealistisk drama om en PTSD ramt halvtyk mand, som bøvler med at få hverdagen med familie, og økonomi til at hænge sammen. Da han så får et job sammen med en gammel kammersjuk fra krigen, begynder han at folde sine talenter ud på en overraskende måde. Det hele falder desværre til jorden i tredje akt, som bliver det rene nonsens. Nogle vil måske sætte pris på, at man selv skal forsøge at finde hoved og hale i historien. Men det er altså dovent skrevet, når der hverken gives nogen forklaringer på noget som helst, og når man heller ikke med sin bedste fantasi kan se, at det kan hænge logisk sammen. Det er jo nemt nok at lægge en masse usammenhængende clues ud, og så bagefter påstå, at det er kunst. Jeg sad tilbage med en meget flad fornemmelse og gad ikke engang google "ending explained". Ser man bort fra tredje akt, så er det dog en ganske udmærket film. 3½ stjerner.
Med en sådan titel bør det være rimeligt at forvente blod og splatter. Men der er faktisk forbavsende lidt kannibalisme, og heller ikke meget massakre at komme efter. Filmen er centreret omkring fire vesterlændinge, som tager ind i den sydamerikanske jungle for at lede efter nogle sjældne stammefolk. Da de fire rejsende finder dem, behandler de de indfødte temmelig dårligt – for nu at sige det mildt. Og det slipper de fire personer selvfølgelig ikke afsted med – hævnen bliver blodig og retfærdig. Filmen er lavet som en rammehistorie med found-footage optagelser fra de fire opdagelsesrejsende. Som publikum ved vi fra starten, at de ikke overlever (hvilket vel også nærmest er definitionen på found-footage). Og eftersom deres skæbne var velfortjent, så har man hellker ikke ondt af dem. Derfor er der ingen spænding på hverken den ene eller den anden måde. Skuespillet er heller ikke noget at råbe hurra over. Især dialogen i rammefortællingen er tåkrummende dårlig. Uden spænding, uden nogen karakterer at heppe på, og med dårligt skuespil, hvad er der så tilbage? Jo, så er der vel masser af herlige klamme scener? Næ, det er der ikke engang ret meget af. Well, måske set med 1980 briller. Men hvis det er klamme scener, man vil have, så er der meget mere at komme efter i Hostel eller Saw filmene. Ikke engang dyremishandlingsscenerne kunne få mig op af stolen. Herregud, en rundtur på et hvilket som helst slagteri i Danmark er langt mere ubehageligt end at se en skildpadde få hugget sit hovede af.
Så har jeg også prøvet det: altså at se en animationsfilm på Cinamaxx' kæmpe IMAX lærred. Jeg nåëde lige præcist ikke at se Weathering With You, inden Danmark lukkede ned i marts. Så da biograferne endelig lukkede op igen i slutningen af maj, så slog jeg til med det samme og var inde til en af de første forevisninger. Og prisen var endda den samme på IMAX lækre sofarække som i de normale sale. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om det var en teknsik fejl, eller en smart måde at lokke kunder til butikken igen. Uanset hvad, så er det et rigtig godt valg at se Weathering With You på et så stort lærred som muligt. For den er gudesmuk! Hele filmen igennem bliver man fodret med fantastiske flotte animerede billeder af Tokyo City. Mest i regnvejr - hvilket bare gør det endnu mere imponerende. Det er nærmest umuligt at forestille sig, hvor gigantisk et arbejde det må have været at håndtegne de mange ekstremt detaljerede billeder. Der er dog også brugt hjælp fra CGI til nogle af effekterne. Men alligevel må filmen siges at være en teknisk bedrift i superliga klassen. Når det kommer til persontegningerne, så er filmen desværre ikke helt så imponerende. Den fysisk fremtoning af karakterene er tydeligvis anime, med alt hvad det indebærer af godt og ondt. Det kan man selvfølgelig ikke tillade sig at klandre filmen for, da det jo ér en japansk anime film. Men jeg kunne personligt godt have ønsket mig mere realistisk ansigtsmimik, bevægelser, svedperler, tårer m.v. Det er blot en lille biting, og ikke noget der som sådan trækker ned. Det trækker til gengæld ned, at de to hovedpersoner (Hodaka og Hina) ikke har nok karisma og personlighed til, at jeg for alvor er med dem på deres eventyr. Det er en god og interessant historie - bevares - men ikke så gribende, at jeg savnede lommetørklæder til øjnene. Når det er sagt, så kan jeg dog klart anbefale filmen. Og som sagt helst på et så stort lærred som muligt. Og der er ingen grund til at frygte at gå i biografen i disse tider. Der er taget alle nødvendige forholdsregler - og det er altså ikke noget jeg får penge for at skrive :-).
Herlig kitchet film og hyldest til 80'er postapokalyptiske B-film. Det er både virklig sjovt, voldsomt blodigt og meget underligt. Og så får vi endelig svaret på, hvorfor man i Mad Max og andre postapokalyptiske film spilder tonsvis af kostbar benzin på endeløse biljagter. Det giver jo ingen mening. Men svaret er ligetil: Det ser nemlig IKKE særlig sejt ud, hvis de onde skal jagte vores helte på cykel. Til gengæld ser det hysterisk åndsvagt og morsomt ud. Handlingen? Øh, en ond diktatorisk bandeleder Zeus (herlige Michael Ironside) udøver terror i lokalsamfundet. Så han har selvfølgelig fortjent at komme ned med nakken. Og her kommer den unge Turbo Kid ind i billedet. Han møder i starten den ekstremt underlige - og vildt charmerende - Apple. De slår pjalterne sammen med en armwrestler, som også har et horn i siden på Zeus. Og så begynder de blodige herligheder for alvor. 4 store lækre blodige stjerner.
Awkwafina spiller pigen Billy, der har boet det meste af sit liv i New York med sine kinesiske forældre. Hun er meget tæt knyttet til sin bedstemor, som bor i Beijing. Billy bliver derfor temmelig trist, da hun får nyheden om, at bedstemoderen er døende af kræft. Og hun har meget svært ved at acceptere den kinesiske tradition med at lade patienten leve i lykkelig uvidenhed om sygdommen. Filmen viser nogle super interessante aspekter ved forskellige måder at tænke på i vest og øst - her set gennem en indvandrerpige, som primært er præget af vestlig tankegang. Det er desuden vældig hyggeligt at være i selskab med den store kinesiste familie. Filmen har af en eller anden underlig grund fået genrebetegnelsen "komedie-drama". Men man skal på ingen måde forvente en sjov film. Det er et drama om et interessant og alvorligt emne - men serveret med en let tone.
Filmen starter udmærket, men det går hurtigt ned ad bakke. Eftersom det hele er så ekstremt forudsigeligt, så er der slet ingen spænding eller uhygge overhovedet. Skuespillet er fint nok til at starte med, men når først personerne begynder at overreagere og opføre sig utroværdigt, så forvandler det gode skuespil sig til overspil. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på min oplevelse, at jeg ikke kan se noget uhyggeligt ved "usynlige mænd der overvåger dig". Men det er der helt sikkert mange andre der kan, og som sandsynligvis kan få en rigtig god og uhyggelig oplevelse ud af filmen. Mit medpublikum sad i hvert fald alle helt ude på kanten af sædet. Så filmen kan bestemt noget. Det meste af filmen ligger på 3 stjerner, men hen mod slutningen falder den til 2 stjerner, fordi der sker lige præcist det, som jeg desværre forudså. Der anvendes alt for mange billige tricks og genbrug. Helt tåkrummende bliver det, da vejrudsigten siger regn på fjernsynet i baggrunden. Åh, nej, nu skal de vel ikke til at stjæle regnvejrsscenerne fra Hollow Man? Jo, lige præcis! Suk! Det er for billigt og dovent.
Først er de konkurrenter i bedrageribranchen, så slår de sig sammen, og så skal de igen konkurrere om, hvem der bedst kan snyde en ung mand. Optakten og den midterste del er egentlig fine nok. Der er godt nok lige lovlig meget komik i laveste fællesnævner klassen, og lidt for mange "tyk kvinde jokes". Men det er gjort tilpas charmerende til, at jeg alligevel køber det. Desværre bliver hele finalesekvensen - hvor de skal konkurrere om, hvem der kan snyde en ung rig mand til at give dem penge - simpelt hen for dum og usjov. Og lige pludselig er filmen færdig, og man sidder tilbage med en flad fornemmelse. Filmen skal dog have ros for mange gode grin i starten, og for ikke være for lang.
Forfriskende med en romantisk komedie, hvor hovedpersonerne begge er et godt stykke over de 30 år. Filmen kører heldigvis ikke helt efter den sædvanlige formel, så selv om man sagtens kan regne ud, hvordan den ender, så sker der et par små uforudsete ting undervejs. Det er ikke ligefrem lårklaskende morsomt, men man er i yderst godt selskab med Charlize Theron og Seth Rogen.
En meget fantasifuld historie. Og også temmelig kompleks med mange forskellige grupperinger at holde styr på. På naturens side har vi bjergguder i skikkelse af vildsvin, der er dyreguder i skikkelse af ulve, der er skovguden i skikkelse af en slags kronhjort om dagen og en kæmpedæmon om natten, små skovånder, en flok talende aber - og en pige (San) der er menneske, men føler sig som ulv. Blandt menneskene er der også adskillige grupperinger. Bl.a. fyrstinden Eboshi og hendes mineby/borg, hendes mandehær og hendes kvinde arbejdere. Vi har en hær af samuraier, der vil overtage hendes borg, og vi har kejserens lejesoldater, der vil fange og dræbe skovguden. Midt imellem alle disse stridende parter har vi så hovedpersonen prins Ashitaka fra en lille landsby. Han forsøger både at redde sig selv fra en dæmonisk forbandelse, og samtidig forsøger han at hidse parterne ned, så det hele ikke går i totalt kaos. Hvilket bestemt ikke er nemt, og desværre heller ikke helt muligt. Filmen har en del af de samme temaer som i den tidligere Ghibli film Nausicaä. Princess Mononoke er dog noget flottere, en del mere nuanceret - og ikke mindst super ambitiøs. Her er det langt fra sort/hvidt med de gode mod de onde. Eksempelvis har fyrstinde Eboshi mange gode sider og tager sig af udstødte folk som spedalske og prostituerede. Naturens bjergguder, vildsvinene, er omvendt ikke lutter gode, men angriber i blindt raseri og dræber alt på deres vej. På trods af alle disse gode ting ved filmen, så er den ikke helt så charmerende som andre Ghibli film. Den komplekse historie og det store persongalleri gør, at det kan være svært helt at komme under huden på hovedpersonerne. På den baggrund kunne det være fristende at se den med engelsk tale, men det vil jeg på det kraftigste fraråde. Det lyder bare mere autentisk, når der tales japansk, og især når filmen rent faktisk foregår i Japan. I den engelske version er der flere ting, der oversættes fra japanske navne til vestlige termer, og der er også indlagt ekstra forklarende dialog enkelte steder. Det kan nogen måske se som et plus, men jeg synes det er at øve vold på originalen. 5 store stjerner.
Studio Ghibli udbryderen Hiromasa Yonebayashi nåede at instruere to glimrende film for Studio Ghibli (Arrietty og When Marnie Was There), inden han etablerede sit eget animationsstudio. Her han han så lavet Mary og Troldkvindens Blomst, der som de to andre film også er baseret på en engelsk børnebog. Vi følger pigen Mary med det karismatiske filtrede røde hår på hendes eventyr fra de idylliske engelske enge til en hemmelig skole for hekse oppe i himlen. I det øjeblik hun træder ind på hekseskolen, er der en tydelig vibe af Chihiro og Heksene i det visuelle udtryk. Og det er nærliggende at tænke, at resten af filmen bliver en blanding af Chihiro og Harry Potter. Men heldigvis tog jeg fejl. Historien tager hurtigt en anden drejning, og uden at være super original, så er der flere små fine overraskelser i ærmet. Herudover er filmen som de to andre fra samme instruktør vildt flotte at se på - især animationen af gamle bygninger og naturen er eminent tegnet. 4 små stjerner.
En øjenåbner af en dokumentar. Maradonas fald fra gudestatus til hadeobjekt i Napoli er det mest vanvittige eksempel på "højt at flyve, dybt at falde", som jeg nogensinde har set. Og hvor kan fodboldfans dog være tåbelige. Hvordan i alverden kan indbyggerne i Napoli blive fornærmet over, at en foldboldspiller selvfølgelig gerne vil vinde med sit eget landshold. Maradona er dog ikke ligefrem nogen engel med de ting, som han har involveret sig i uden for banen. Men man må give ham, at han er en fighter. Man har set masser af eksempler på folk i lignende situationer, som ikke ville være i live i dag, efter det han har været igennem. Respekt.
Filmen er fra 1999, men den kunne lige så godt være lavet i 70'erne eller 80'erne. Det er en god gammeldags krimi, om en ældre journalist, som bliver sat til at interviewe en dødsdømt fange kort tid før, han skal henrettes. Journalisten Steve (Clint Eastwood) fornemmer, at de forskellige vidneudsagn ikke hænger sammen og begynder at lave opklaringsarbejde i allersidste time. Historien føles lige lovlig konstrueret, men det skal ikke ødelægge oplevelsen. Det er godt håndværk, og man er i glimrende selskab med Clinten. Lige i starten syntes jeg, at det var lidt urealistisk, at en næsten 70-årig gammel mand skulle have en så ung kone og et barn på kun 6 år. Altså lige indtil jeg fandt ud af, at det er Clint Eastwood's egen datter (Francesca Eastwood), som spiller hans datter i filmen. Hmm, ok, så køber jeg den. Det er som nævnt en old school krimi. Action og biljagter skal man lede længe efter. Til gengæld er der godt skuespil og en fin historie. 3½ stjerner.
Jeg er ingen fan af Paddington, og jeg har kun kendskab til ham fra den første film, som egentlig var rigelig for mig. Men de super gode anmeldelser fik alligevel lokket mig til at se film nummer 2. Den første halve time er forfærdelig. En masse umorsomme fjollerier, hvis eneste formål er fanservice, og for at få Paddington ledt i fængsel, sådan at hovedhistorien kan komme igang. Herefter bliver det meget bedre. Der er et par gode øjeblikke i fængslet, og prison break sekvensen er faktisk helt udmærket. Det samme er finalen med cirkustoget i fuld fart. Og man bør klart også nævne Hugh Grant, som er det bedste ved filmen. Hans Glitterik Smørhår agtige skurkerolle er det bedste jeg har set fra ham i årevis.
Hvis du tror, at du har fået nok af Zombiefilm, så tro om igen. Train to Busan er overraskende effektiv, super nervepirrende - og den har samtidig et budskab, der er til at føle på. Det er ikke bare grotesk zombie-orgie-action i et tog. Det er en varieret film, hvor der ofte skiftes gear. Og den har gode virklighedstro karakterer, som man kan relatere til.
En anmeldelse af Lee Chang-dongs Poetry burde være udformet som et digt. Det fortjener den, og det ville være det rigtige at gøre. At skrive digte er desværre ikke en af mine talenter, så jeg må nøjes med at skrive i almindelig prosaform. Poetry er helt uden musik. Ikke engang under rulleteksterne er der så meget som en eneste tone. Filmen starter med lyden af rislende vand og slutter på samme måde. Der er heller ikke et egentligt plot. Vi følger den ældre nydelige dame Mija, som bor alene sammen med sit ugidelige dovne teenage barnebarn. Hun tjener lidt penge ved at gøre rent hos en ældre handicappet mand, og hun skranter også selv. For da hun er hos lægen pga. en dårlig arm, mistænker lægen hende for at have begyndende demens. Bedre bliver det bestemt ikke, da hun får at vide, at hendes barnebarn muligvis har medvirket til gruppevoldtægt af en klassekammerat, som nu har begået selvmord. Følgerne af pigens død er det tætteste vi kommer på en egentlig handling i filmen. Krimidelen - hvis man da kan kan kalde det dette - fylder dog meget lidt. Det meste af tiden er vi blot med i Mijas dagligdag. Herunder ikke mindst hendes beslutning om at begynde på et et kursus i digtning. Det er altså en yderst afdæmpet film uden musik, uden action, uden mord, uden krimi, uden drama. Men til gengæld med en fantastisk velspillende Yun Jeong-hie i hovedrollen. Hun udtråler et nærvær og en ægthed, som er super dragende. Og man kan vist roligt sige, at hun bærer 100% af filmen. Poetry er Lee Chang-dongs "Grandmother" udgave af Boon Joon-ho's "Mother", der pudsigt nok kom året før. Poetry er dog langt mere afdæmpet, noget mere poetisk - ikke så underholdende - men nok en bedre film.
Mother er ikke nær så lovprist som Memories of Murder, og den er langt fra lige så kendt som The Host, Snowpiercer, Okja og Parasite. Men Mother er umiskendelig en Bong Joon-ho film med alle de træk, som vi elsker ved hans øvrige værker. På overfladen er det et krimidrama om en mor, der forsøger at efterforske og bevise, at hendes søn er blevet uskyldig dømt. Dette blandes herligt med masser af sort humor, inkompetente politifolk, melankoli - og ikke mindst uventede drejninger. Mother er efter min mening en af Bong Joon-ho's absolut bedste film.
Memories of Murder er Sydkoreas svar på David Finchers Zodiac. Eller rettere omvendt, eftersom Zodiac først kom 4 år senere. Begge er baseret på true crime events med en række forbundne mord, der aldrig blev 100% opklaret. Begge er mørke thrillere, der følger politiets opklaringsarbejde, og i begge er der tidsforskydning mellem gerninger og efterforskningen. Memories of Murder er dog mere end blot en mørk thriller. Den er proppet med grotesk sydkoreansk humor, som man nok lige skal vænne sig til. Historien er fængslende, men jeg blev ikke helt fanget af karakterene eller humoren. Det er efter sigende en film, man skal se flere gange, før man for alvor kan sætte pris på den. Indtil da må den "nøjes" med 4 stjerner.
De mandlige hovedpersoner i Kim Ki-Duks film er ofte voldsomt usympatiske og af og til også direkte psykopater. Gang-Do i Pieta er ikke den værste, men han er i hvert fald ret umulig at holde af eller holde med. Han render rundt og lemlæster lokale fattige erhvervsdrivende, hvis de ikke betaler, det de har lånt til skyhøje renter. Et brækket ben, en knust hånd, eller et mistet liv udløser nemlig herefter en ulykkes- eller livsforsikring, som så kan dække de skyldne beløb. Men så dukker en mystisk kvinde op, som påstår, at hun er hans mor. Hun opfører sig mildest talt ret besynderligt, og man ved ikke helt, hvad hendes intentioner helt er. Alligevel opstår der et slags bånd mellem de to personer, og snart går der helt kage i Gang-Do's liv... En typisk Kim Ki-Duk film med mørke og triste socialrealistiske skæbner. Fascinerende, men ikke blandt hans bedste værker.
Noget af det interessante ved Park Chan-Wooks hævntrilogi er, at alle tre film omhandler hævn på flere forskellige niveauer. Det er altså ikke bare A, der vil hævne sig på B som i eksempelvis Taken filmene. Hos Park Chan-Wook er der mange forskellige hævnscenarier så som: - "A vil hævne sig på B, men B vil også hævne sig på A". eller: - "A vil hævne sig på B, C vil hævne sig på A, og D vil hævne sig på C". eller som man ser det i Lady Vengeance: - "A, B, C, D og E vil hævne sig på F". Hævnfilm nummer to i trilogien - Oldboy - er som en vanvittig græsk tragedie. Det er en virklig syg langt-ude historie. Og den ledsages af nogle utrolige heftige billeder. Filmen satte ikke uden grund Park Chan-Wook på verdenskortet.
En virklig interessant film med en gribende fortælling og en meget overbevisende præstation af den lille dreng i hovedrollen. Man kommer helt tæt ind på livet af de fattiges liv i Beiruts slumområder. Det virker faktisk næsten dokumentaristisk. Klipningen og billederne er også helt i top og medvirkende til, at denne ellers ret så triste film med de mange grumme skæbner ikke går hen og bliver direkte trøstesløs. Med andre ord: man skal ikke lade sig afskrække af temaet eller sproget. Selv om du tror, at du mere er i humør til at se en actionkomedie eller en superheltefilm, så vil du med garanti ikke fortryde, at du valgte Kapernaum.
Det er en meget speciel oplevelse at se The Lighthouse. Det første man lægger mærke til er, at den er i sort/hvid og i et meget usædvanligt format. Den er hverken filmet i bredformat eller 4:3. Billedet er meget smalt i bredden og næsten helt kvadratisk. Det er med til at øge den klaustrofobiske stemning på øen og giver en følelse af, at man er tilbage i filmens barndom. Genremæssigt er det også en temmelig usædvanlig film. Der er noget surrealistisk Bergman drama over den, men også absurd komedie, og det er samtidig en gyser. Historien er fascinerende, men mest i starten. Den nye unge fyrbøder bliver sat til at arbejde hårdt af den ældre strenge fyrmester. Kun fyrmesteren må gå op i fyrtårnet, og mens han er der, sker der mystiske ting. Det er alt samme meget mærkeligt og sætter hjernen på arbejde. Ca. midtvejs får man (desværre) tilpas mange clues til, at man kan regne "plottet" ud. Det medfører, at slutningen desværre ikke er overraskende. Til gengæld kan man nyde et vanvittigt sansebombardement af sort-hvide billeder, skygger - og ikke mindst en fabelagtig lydside.
Efter de tre meget syrede og blodige film (Bad Taste, Meet the Feebles, og Braindead) var det noget af et skift, da Peter Jackson kastede sig over en filmatisering af de begivenheder, der ledte op til et berømt mord i 1954 i New Zealand: The Parker-Hulme Murder case. Kate Winslet får sin filmdebut som den unge Juliet, der skifter skole og møder den generte Pauline. De to bliver hurtigt venner - og muligvis meget mere end det. Men homoseksualitet var ikke noget, man talte om eller vedkendte sig dengang. Og måske var pigerne slet ikke klar over deres egen situation. I stedet opdigter de et fantasiunivers, som de flygter ind i. Deres familier kan dog se, at noget ikke er normalt. Og da dette - kombineret med sygdom - medfører, at familierne vil skille de to slyngveninder ad, så går det galt. Det er en ret vild historie, og som er fortalt på en visuel imponerende måde. Vær dog beredt på, at pigernes fantasiunivers fylder temmelig meget i filmen. Så meget at jeg kom til at kede mig lidt og hele tiden gerne ville tilbage til den "rigtige" handling.
Det er bestemt ikke en god film. Skuespillet er pinligt ringe. Dialogen, og især de mange one-liners, er grotesk tåkrummende. Og de fleste af actionscenerne er hovedrystende dårligt udført. Underholdningsniveauet fejler til gengæld ikke noget. På trods af et tydeligt meget lille budget, så udvises der masser af kreativitet - og der er en hel del herligt gore, splatter og blod.
Filmen starter i bedste Hunger Games stil med en flok mennesker, der slippes løs på en mark, og som skal forsøge at overleve med de våben, de kan finde undervejs - samtidig med at de bliver beskudt af nogle jægere. Blodet sprøjer, lemmer bliver afrevet, og kroppe eksploderer. Så er vi ligesom i gang! The Hunt er en ekstremt underholdede actionfilm. Den er samtidig ret kort, så hvis man bare gerne vil have action fra start til slut uden overflødig exposition, så er dette filmen, man skal se. Baggrunden for løjerne bliver forklaret sporadisk et stykke inde i filmen. Idéen er at en gruppe rige arrogante demokrater i USA indfanger usympatiske racistiske repuplikanere. Herefter transporteres disse "rednecks" til et jagtområde, hvor de bliver slippet fri mhp. at de rige demokrater kan skyde dem ned for sjov. What! Ja, man tror det er løgn. Det er ekstremt, men det er hele situationen i det splittede USA jo sådan set også. Filmen er dog som sådan ikke politisk. Det er først og fremmest en hæsblæsende actionfilm. Og så har den den særlige egenskab, at man ikke helt ved, hvem man skal holde med. På den ene side, så er det svært at have ondt af, at ondskabsfulde racister pløkkes ned. På den anden side, så er det jo ikke en ok måde at takle landets problemer på. Point of view skiftes ud undervejs, og man ved aldrig, hvem der er good or bad. Men det er i hvert fald helt sikkert, at man kan forvente en fantastisk bitch-fight til sidst. To dødsensfarlige kvinder kæmper i bedste "The Bride vs. Vernita Green" stil i et køkken med alle de genstande, de kan finde. 4 store stjerner.
Bill og Abby lever et hårdt og fattigt liv i Chicago i starten af 1900-tallet. Da omstændighederne tvinger dem til at flygte, tager de sydpå for for at arbejde på en farm i Texas. Her lader de som om, at de er søskende, og snart bliver den rige ejer af farmen betaget af Abby. Hvis de spiller deres kort rigtigt, kan dette blive vejen ud af det fattige triste liv. Men spillet har konsekvenser... Days of Heaven er visuelt en meget smuk film. Man bliver suget ind i det hårde landbrugsliv omkring år 1915. Det er (næsten) som at være der selv. Billederne, stemningen, og den gode historie er grundlaget for en af Mallicks allerbedste film.
Terrence Mallick's film fra 70'erne er af en anden støbning end hans senere meget langsomme, drømmende og poetiske film som The Thin Red Line, The New World, og Tree of Life. Badlands er dog ikke fri for dvælende naturscener og masser af voice-over, men sammenlignet med førnævnte føles det næsten som en "normal" film. Badlands er en tilbagelænet udgave af Natural Born Killers - men med den væsentlige forskel, at det i Badlands er umuligt at relatere eller sympatisere med nogen af hovedpersonerne. Martin Sheens Kit mister man alt for i det øjeblik, han skyder Hollys uskadelige far. Og man fatter ikke Holly, som er alt for intelligent til at opføre sig så naivt, at hun bare følger i Kits fodspor, efter at han har slået hendes far ihjel. Irritationen over karakterene var dog ikke større, end at jeg sagtens kunne hygge mig med Martin Sheen og Sissy Spacek i deres unge dage, samt ikke mindst nyde de mange flotte udendørsoptagelser fra det landlige USA.
Jeg har hygget mig rigtig mange gange med Mortal Kombat. Der er maser af 90'er action, en super bad skurk, og meget farverige håndlangere. Man glemmer eksempelvis ikke sådan lige Sub-Zero eller Scorpion med deres ikoniske masker og helt særlige evner. Eller Christopher Lambert som den lidt tåkrummende God of Lightning Lord Rayden. Desværre holder filmen ikke helt her 25 år senere, men den er stadig værd at se, hvis man er i det nostalgiske hjørne.
Kiki's Delivery Service er en sød lille film om en 13-årig pige, der rejser hjemmefra og skal finde ud af at klare sig selv. Det er samtidig en coming-of-age film, hvilket er lidt usædvanligt for Miyazaki's film. Historien er meget simpel og kan appellere til alle aldersgrupper. Den danske titel får det dog til at lyde som en børnefilm, men voksne Miyazaki fans skal bestemt ikke snyde sig selv for at se denne hyggelige mini-perle af en film. 4½ stjerner.
Kun syv år efter at Martin Sheen var centrum i filmhistoriens nok bedste Vietnam film, så er det sønnike Charlie Sheens tur. Og Platoon er faktisk næsten lige så god. I modsætning til Stanley Kubrick's næsten samtidige Full Metal Jacket så tager Oliver Stone os direkte til Vietnam fra filmen start. Ikke noget med rekruttræning i USA først. Dermed bliver man kastet direkte ind i krigshelvedet fra starten, hvilket giver filmen en meget intens stemning. Og det føles næsten som om, at man selv er der. Den fugtige varme, de mange stikkende insekter, og det beskidte mudder er skildret så levende, at jeg sad og krympede mig i sædet. Personskildringen er også mesterlig lavet. Sjældent lykkes det at give plads til så mange karakterer, som alle når at brænde igennem og vise os deres forskellige personligheder og forhold til krigen. Krigens uhyrligheder er tilsvarende mesterlig skildret. Soldaternes frygtelige dilemma over for lokalbefolkningen viser sig meget tydeligt, da de støder på en landsby, som måske - måske ikke - er en vigtig Viet Cong base. Er et lager af våben i landsbyen lig med, at hele landsbyen er dødsensfarlige fjender, eller er de bare blevet tvunget til at opbevare disse våben? Selv med en ung Johnny Depp som tolk, har de ikke en kinamands chance for at finde ud af det. Og hvad hulen gør man så...? Der er mange mørke scener i filmen, og den gør sig klart bedst på et stort lærred i høj opløsning i et mørklagt rum. Den luksus havde jeg ikke, da jeg så den for første gang på VHS. Og derfor har Platoon aldrig haft et stort plads i mit hjerte. Dvs. ikke før nu. 5 meget store stjerner.
Kubricks ægteskabsdrama er stadig seværdig 20 år senere. Han kommer forbi interessante temaer som mandens og kvindens forskellige tilgange til kærlighed, ægteskab, jalousi - og især - lyst. Eller måske er vi mænd og kvinder slet ikke så forskelige? Cruise og Kidman spiller begge meget overbevisende. I 1999 anså jeg den for et lille mesterværk. Filmen holder stilistisk og teknisk fortsat 100%. Desværre falder historien lidt til jorden nu her efter 20 år. Det hele virker ærligt talt som en storm i et glas vand. Filmens hovedperson, spillet af Cruise, er nysgerrig anlagt (gælder vist os alle). Han sniger sig ind på en kultagtig sexklub og kigger (kun kigger). En prostitueret dør af en overdosis. Trist, ja, men ingen har sådan set gjort noget forkert. Så what's the big deal?
Den første times tid af Kubricks legendariske Vietnamfilm er som en våd drøm for enhver tidligere værnepligtig. Det er vanvittig morsomt og sært tilfredsstillende at følge de unge "maddiker" gennem deres rekrutterings prøvelser under den uforglemmelige Sergent Hartman. Da de i filmen anden halvdel tager til Vietnam, falder tempoet lidt, men den afsluttende mission er forrygende.
