Som ventet af en Baz Lurhmann film så er der fuld skrue på musikken, farverne og de filmiske virkemidler. Man bliver måske ikke særlig meget klogere på personen Elvis, og man skal ikke forvente at få det store forkromede overblik over hans karriere. Det handler primært om forholdet til manageren Oberst Parker. Og så ikke mindst Elvis som den fantastiske scenekunster, som han var. Filmen er groft sagt delt ind i to dele: "De forbudte trin" i starten af hans karriere. Og "Viva Las Vegas" fra slutningen af 60'erne og frem. Der er ikke super meget kød på fortællingen, som føles lidt gentagende. Men underholdningen er i top, og de 2 timer og 40 minutter flyver afsted.
Det er lidt den samme historie som i den gamle Top Gun - bare bedre. De mange actionscener i luften er lidt det samme som i den gamle film - bare MEGET bedre. Tom Cruise selv spiller selvfølgelig den samme karakter, men denne gange langt mere nuanceret og dybfølt. Filmen starter glimrende og slutter fantastisk. Midten af filmen er måske lidt lang. Der er rigtig mange trænings-sessioner i luften, og udfordringen med action i luften er ofte, at det er svært at orientere sig ift. hvem der er hvor. Især når alle flyene er identiske. Der bruges også en del tid i selskab med Cruise og Jennifer Connelly. Selv om kemien mellem dem er god, så er det ikke en sidehistorie, der rigtig kommer nogen vegne. Det er den afsluttende mission, som alle sidder og venter på. Og den må siges at levere varen til UG. 4½ stjerner
De første 45 minutter indeholder nogle fine idéer. Der er tonsvis af throwbacks til den oprindelige trilogi. Og filmen er i det hele taget én stor meta-fortælling i - og om - Matrix universet. Da det egentlige plot åbenbarer sig en god time inde i filmen, så bliver det desværre meget forudsigeligt. Det bliver gentagelser af alle de samme ting, vi så i de gamle film. Bare uden spænding. Hvis man er vild med romancen mellem Neo og Trinity, så kan man dog muligvis godt få en god oplevelse ud af den store redningsaktion.
Det er sikkert en udmærket film, hvis man har et nostalgisk forhold til den oprindelige film fra 1984. Der mangler i hvert fald ikke fanservice, og filmen er spækket med ”nods” til store og små detaljer i form af de oprindelige gadgets, Ghostbusters bilen, sekretæren, skelet taxi-chaufføren, brandstangen osv. osv. Historien er også den samme. Det er igen Gozer og de to helvedeshunde (the gatekeeper og the keymaster), som er på spil. Eneste forskel er sådan set, at de fire oprindelige ghostbusters nu er udskiftet med teenagere. Det kunne godt have været mere originalt. Det nye cast er til gengæld fremragende. Altid vidunderlige Carrie Coon og Paul Rudd flankeres af unge dygtige kræfter. Især McKenna Grace som datteren Phoebe gør en imponerende og troværdig indsats. Hvis historien havde været ny, og hvis man havde droppet gensynet med den gamle ghostbusters besætning, så ville det have været en helt andet – og for mig bedre - oplevelse. Der skal dog nok findes masser af fans derude, som sætter stor pris på netop de nostalgiske gensyn. 2½ stjerner.
Super ubehagelig og intens film, der får The Shawshank Redemption til at ligne Paradise Hotel. Hvis filmen var obligatorisk at se i alle flyvninger mod Thailand, så ville alle forsøg på narkosmugling i landet sandsynligvis stoppe lige med det samme. Det må være Helvedet på Jorden for en udlænding at komme i Bangkoks ekstremt beskidte, fugtige og voldelige fængsel, hvor de stuves sammen som burhøns. Filmen er fantastisk god til at skildre miljøet i fængslet. Til gengæld halter det lidt med historiefortællingen. Der er meget lidt dialog, hvilket er naturligt på grund af sprogbarrieren. Men det har den sideeffekt, at det er svært at komme ind under huden på hovedpersonen. Og hans vej gennem fængslets hierarki bliver meget underfortalt.
Rigtig god historie der blander krimi og psykologisk thriller på en interessant måde. Set med nutidens øjne er der ikke de store overraskelser. Man skal også kunne se gennem fingre med, at musikken og skuespillet bliver meget teatralsk, hver gang der sker noget dramatisk. Men ellers bestemt et kig værd.
En virklig god præstation fra Nicholas Cage, som viser at han sagtens kan spille indadvendt og samtidig brænde igennem. Man kan i den grad mærke hans smerte og hans ønske om at holde sig for sig selv. Historien er herlig anderledes, og ”hævndramaet” er i langt højere grad en indre rejse end egentlig forløsning på det ydre plan. Filmen er ikke særlig lang, men alligevel kom jeg desværre til at kede mig lidt undervejs. 3½ stjerner.
Et overraskende friskt og ret så alternativt take på Childs’ Play franchisen. Den har ikke noget med de gamle film at gøre. Og Chucky har også fået et helt nyt look, som er endnu mere creepy end den oprindelige. Dermed bliver det også endnu mere urealistisk, at nogen ville lave en salgsdukke med sådan et uroskabende udseende. Til gengæld er den måde Chucky kommer til live som kunstig AI faktisk mere realistisk end voodoo gøglet fra den gamle. Chucky’s personlighed og motiver bliver ganske godt udforsket, og man føler med ham langt hen ad vejen. Tonen er action- og splatterkomedie, og det er alt sammen super underholdende, selv om det måske bliver lidt trættende i længden.
Super sjov krimikomedie, der tager tykt pis på Agatha Christie genren med masser af herlige meta-referencer. Adam Sandler og Jennifer Aniston spiller et ægtepar, der bliver involveret i et mord på en milliardærs luksus yacht i Europa. Adam Sandler er politibetjent med ambitioner om at blive kriminalassistent, og hans kone Jennifer Aniston læser konstant kriminalromaner. Så de mener begge to at have fantastiske forudsætninger for at opklare det mord, som de havner midt i – samtidig med at de selv er hovedmistænkte af en uduelig fransk politimand. Der er masser af farverige personligheder, som alle har motiver for at være morderen. Og plottet har selvfølgelig en lang række tvists, som er herligt langt-ude og for det meste umulige at forudsige. Den prøver på ingen måde at tage sig selv seriøs, men er en gakket hyldest til Agatha Christie inspirerede film såsom Knives Out. 4½ stjerner.
The Worst Person in the World, som den hedder internationalt, handler om den 29-årige Julie, der ikke helt ved, hvad hun vil med sit liv. Hun er ellers super intelligent, uddannet læge, smuk og charmerende. Men hun ved ikke, hvad hun vil med hverken karriere eller privatliv. Hun møder så en 15 år ældre cartoonist, som hun slår pjalterne sammen med. Men selv om de connecter på flere planer, så er det ligesom heller ikke rigtig nok. Filmen er et typisk parforholdsdrama med fokus på Julies eksistentielle udfordringer. Udover at filmen er norsk, så adskiller den sig ikke nævneværdig fra andre film i samme genre. Det er meget nærliggende at sammenligne den med Frances Ha. Dog er Julie en NOGET mere fornuftig type end Greta Gerwig's temmelige flyvske Francess Ha. Man kan også sammenligne den med Before-trilogi filmene, idet der er rigtig meget fin og intelligent dialog om livet, parforhold osv. Men selv om begge hovedroller spiller super godt, så er vi desværre ikke i nærheden af Before-kvaliteten. Den mangler lige den originalitet, der gør den til sin egen. 3½ stjerner.
De to væsentligste attraktioner ved denne film er for det første Michelle Yeoh, der er fantastisk god i en bogstavelig talt multifacetteret rolle. Og den anden store grund til at indløse en biografbillet er den enorme mængde af kreativitet, som udfolder sig i historien og i det visuelle. Ambitionsniveauet er temmelig højt. Filmen vil både være et rørende familiedrama, en grotesk komedie, og en eksplosion af syret sci-fi action. Det starter rimelig simpelt. Michelle Yeoh's Evelyn driver et vaskeri og bøvler med skattevæsenet og hendes familie, herunder datteren Joy. Filmen tager så en voldsom drejning, da en alternativ version af hendes mand pludselig dukker op og fortæller hende, at kun Evelyn kan redde multiverset fra en ond skurk. Og så går det hele totalt bananas! Det er desværre ikke alt der lykkes lige godt. Der er bestemt ikke mangel på absurde og syrede situationer, men det sker på bekostning af indlevelse i historien. Det er ret svært at forstå præcis hvilke regler der gælder, når personerne slås mod hinanden på tværs af dimensioner og alternative versioner af hinanden. Det fjerner spændingen, når filmen tilsyneladende kører efter "anything goes" princippet. Man kan sikkert sagtens få en fantastisk oplevelse ud af det, hvis man bare giver sig hen til absurditeterne. Men manglen på konsekvens og logik risikerer også at afkoble publikum. Jeg nåede eksempelvis aldrig at forstå skurkens oprindelse, motiver, eller hvad der egentlig skete i det endelige opgør.
Som plakaten antyder, så er det lige så meget en film med Scarlet Witch som med Dr. Strange. Og den kunne da også snildt have heddet WandaVison 2. Faktisk er det næsten en forudsætning at have set serien WandaVision, for at filmen kan give mening. Historien bringer os - som ventet - vidt omkring i multiverset, hvor vi møder forskellige udgaver af Dr. Strange, Wanda, Wong m.fl. Mængden af hæsblæsende actionscener er på højeste gear - også målt i forhold til andre superheltefilm. Det bliver faktisk for meget af det gode hen mod slutningen, hvor det kan være svært at holde styr på, hvilken version af hvilken karakter, der kæmper i hvilket multivers. Frem mod det obligatoriske superhelte showdown får man en udmærket og ganske rørende historie. Elizabeth Olsen stråler endnu engang i rollen som Wanda, og det er fedt at se Scarlet Witch udnytte hendes fulde potentiale. Man vidste jo godt, at hun er en af de allerstærkeste Avengers, men det er først nu, at man for alvor får det at se. Og det sker for fuld hammer. Der er desværre et par enkelte ting, der tabes lidt på gulvet til sidst. Men indtil da er Dr. Strange 2 en Marvel film af de bedre, og den beviser, at der stadig er noget at give af her i fase 4 af MCU. 4½ stjerner.
Før man bruger små 3 timer i selskab med Robert Pattinson's version af The Batman, så skal man gøre sig klart, at dette ikke er en traditionel superheltefilm. Den er kan nok bedre sammenlignes med en mørk krimithriller som Zodiac. Dog med noget mere action end i David Finchers meget dvælende thriller. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt tiden gik. The Batman fanger sit publikum med andre virkemidler end konstant superhelteaction. Den er sindssyg stemningsfuld i sit billedsprog og lydside. Og den action der er, rammer en med langt større styrke end de farverige og tegneserieagtige slagsmål, som man ser i mange andre superheltefilm. Historien er både velkendt og ny. Gotham styres med hård hånd af gangsterkongen Carmine Falcone, mens The Penguin, The Riddler, og Selina Kyle rumsterer med hver deres agendaer. Og hvad med Bruce Wayne's far - hvad var han egentlig involveret i i sin tid? Alt dette er blevet udforsket før - bl.a. i tv-serien Gotham (med med en markant anderledes stil). Men det føles alligevel nyt og forfriskende i The Batman, hvor der langt større fokus på opklaringsarbejdet og en mere realistisk tilgang. Samtidig er der skruet på et par knapper, så man ikke lige kan regne plottet ud. Den The Riddler, som vi ser her, er i hvert fald en noget andet inkarnation, end man er vant til. Oven på en lind strøm af superheltefilm lavet efter nogenlunde den samme opskrift, så er The Batman et herligt nyt take. Kæmpe anbefaling - men sørg for at have forventningsafstemt på forhånd. 4½ stjerner.
Hvor mange film fra Bhutan har man lige set? Nej vel! Og hvor fa'en ligger landet egentlig. Jeg måtte lige tjekke Google maps. Det er klemt inde mellem Indien og Kina, lige øst for Nepal. Men orker man at se en af de der tunge kulturelle film om en lokal stamme fra "langt-pokker-i-vold"? Rolig nu. Det her en en utrolig lettilgængelig film, som kan ses af hele familien. En ung lærer fra hovedstaden bliver i forbindelse med hans obligatoriske 5-årige turnus sendt ud til en fjernt beliggende landsby for at undervise på den lokale skole. Selv om han kun er en ung knægt, så bliver han behandlet som en stor kanon, da han ankommer til den lillebitte landsby på kun 56 indbyggere i 4800 meters højde. Det er en typisk fish-out-of-water fortælling, som følger den kendte skabelon for den slags kultursammenstødsfilm. Der er således ingen store overraskelser. Men hvad den måske mangler i originalitet, det kompenserer den til gengæld for i charme. Man kan ikke undgå at komme til at knuselske landsbyens beboere. Især den lille klassekaptajn Pem Zam (spillet af Pem Zam) er ubeskrivelig bedårende. Det kan godt lugte lidt af en "turistfilm" og et charmeoffensiv for Bhutan. Hvis det er tilfældet, så virker det. Efter at have set filmen, kunne jeg i hvert fald godt tænke mig at rejse dertil, vandre i Himalaya, og besøge små landsbyer.
Sandra Bullock er tilbage i hendes første komiske rolle siden The Heat fra 2013. Og selv om hun nu nærmer sig de 60, så kan hun stadig på yderst overvisende maner bære en romantisk actionkomedie. Historien er en variant af Romancing the Stone, hvilket den da også 100% vedkender sig. Bl.a. i en scene, hvor Brad Pitt’s karakter stikker hovedet ind mellem benene på Sandra Bullock (i Roancing the Stone landede Michael Douglas efter et rutchetur med hovedet mellem benene på Kathleen Turner). Det bedste ved filmen er samspillet mellem Sandra Bullock og Channing Tatum. Channing’s modelkarakter er herlig uduelig som helt, og det kommer der mange virklig morsomme situationer ud af. Det er også sjovt at se Daniel Radcliffe give den gas som exentrisk skurk. Det er næppe en film, der bliver en klassiker. Men det er super fin underholdning, så længe det varer. 3½ stjerner.
Wes Anderson giver den hele armen i hans mest stilistike film til dato. Sanserne bliver konstant bombarderet med hans helt særlige tilgang til mediet, og det kan faktisk være svært at koncentrere sig om handlingen, fordi stil i den grad overskygger for indhold. Er man til Wes Anderson's senere værker som The Grand Budapest Hotel, så får man valuta for alle pengene. Kan man bedre lide hans tidligere værker, så vil det muligvis føles som ALT for meget Wes Anderson på én gang. Jeg er helt klart i den første kategori og elsker det. Filmen sælger ikke sig selv særlig godt, når man læser om handlingen: ”et kærlighedsbrev til journalister, som foregår på redaktionen af en amerikansk avis i en fiktiv fransk by”. Det lyder ærligt talt noget tørt og kedeligt. Men dette er kun filmens ramme. Hovedindholdet består af tre selvstændige historier: Den bedste er den første, hvor Benicio Del Toro spiller en exentrisk morder/kunster, der i fængslet møder og indleder en noget aparte affære med en vagt splilet af Léa Seydoux. I den anden fortælling er vi vidne til et studenteroprør og en slags romantisk trekant mellem Timothée Chalamet, en midaldrende journalist spillet af Frances McDormand, og en medstudent. Den tredje historie er den mest gakkede og involverer en berømt kok og en politikommissær, hvis søn bliver kidnappet. Her går Wes Anderson helt amok, og jeg mistede helt orienteringen i historien. Men det gjorde nu ikke noget, for det er fa’me skørt og underholdende. 4½ stjerner.
Der er mere action end humor i 2'eren. Det føles til at starte med ALT for overgearet, når Salma Hayek skyder til højre og venstre uden stop. Plottet er også lige lovlig overspækket. Men hvis man kan vænne sig til tonen og stilen, så er der en håndfuld super gode grin undervejs. Filmen er bedst i de mere stille scener, hvor dialogen og humoren er i centrum - frem for de ekstremt mange hårdtpumpede actionscener, hvor bad guys slås ihjel på stribe.
Den bedste film fra Ridley Scott i meget lang tid. Den er stilmæssigt langt fra hans mange popcorns actionfilm. Her er vi ovre i en decideret Rashomon fortælling, hvor samme historie vises fra tre perspektiver. Og lige som i den japanske film, så er omdrejningspunktet to mænd samt en kvinde i centrum, der påstår, at en af mændene har voldtaget hende. I stedet for det feudale Japan er vi her i 1300-tallets Frankrig. Filmen har en lang indledning, som - ret fragmentarisk - skildrer hvordan de to mænd Jean (Matt Damon) og Jacques (Adam Driver) over en årrække bliver først venner og sidenhen fjender. Aldrig før har Matt Damon set så brysk og ucharmerende ud. Lige omvendt er det med Adam Driver's Jacques, der er vellidt af både kvinder og dem der bestemmer i landet. Dette bliver den helt store udfordring for Matt Damon's Jean, da han føler sig forurettiget af Jacques. Han kan nemlig ikke gøre sig de store forhåbninger om en fair kendelse via den almindelige retsprocess. Og derfor udfordrer han sin tidligere ven til en duel på liv og død. Både Matt Damon, Adam Driver og Jodie Comer viser nye sider af deres skuespil, og de gør det alle fremragende. Også Ben Affleck er forrygende som en vattet og virklig usympatisk herremand. Selv om man får serveret nogenlunde den samme fortælling tre gange, så føles det ikke som trivielle gentagelser. Udover at hver delberetning naturligvis er farvet af den person, som det ses fra, så er der også en række nye ting og fokusområder, som hver historie bidrager med. Ridley Scott har lavet et yderst interessant og eftertænksomt middelalderdrama med en afslutning, som er sindsygt spændende.
Eller er det en kunstfilm forklædt som mainstream? Robert Eggers forsøger at lande i begge lejre med en film, der både visuelt og på lydsiden er en fryd for sanserne. Især lydsiden er helt fantastisk og bærer næsten en hovedrolle i sig selv. I starten af filmen er der mange herligt syrede scener, der giver associationer til The Green Knight. Der er eksempelvis gamle nordiske rituelle danse og afgudsdyrkelse, der bliver trukket i langdrag i en sådan grad, at man spekulerer på, om filmen overhovedet har en reel handling. Det har den! Desværre mister filmen en del af sin magiske tiltrækning i takt med at hævndelen af handlingen tager mere og mere over. Den korte version af handlingen er, at det er Conan Barbaren - bare med vikinger. Dvs. en ung dreng vokser sig stærk og vil hævne sig på sin forældres banemand. Undervejs i denne forholdsvis simple hævnfortælling er det som om, at Robert Eggers lige skal drysse noget "kunst" udover filmen i form af nogle påtagede syrede scener. Det kommer desværre til at føles prætentiøst. Så havde det nok været bedre, hvis han var gået "all in" som i The Lighthouse eller i David Lowery's The Green Knight. Eller at han alternativt havde fokuseret mere på personskildring og spænding. The Northman ender med hverken at være det ene eller det andet. Men som biografoplevelse er det dog stadig en stor visuel og lydmæssigt sanseoplevelse. 4 små stjerner.
Jeg var noget skeptisk, da jeg hørte, at det var Tom Holland og Mark Wahlberg, der skulle lægge krop til Nathan og Sully. Men som et par unge udgaver af slagsen, så gør de det faktisk ganske udmærket. Deres kemi sammen er vittig og helt som den skal være. Der skal dog gå en advarsel til dem, der har "allergi" overfor Mark Wahlberg, for han er meget Mark Wahlberg i denne film. Lige som i spillene er det ren Indiana Jones eventyr med puzzles, heists, skattejagt, eksotiske lokationer, og alliancer der kommer og går. Der er ikke helt så meget klatring på lodrette klippevægge og skyderi som i spillene. Men der er bestemt ikke mangel på action. Der er flere store imponerende action set pieces, som ikke er set før og som fremkalder en del adrenalin. Realismen er på circa samme niveau som i Fast & Furious filmene - dvs. der er temmelig mange naturstridige actionscener. Men det var på forhånd forventet i en film, der bygger på Uncharted spillene. Så det gør bestemt ikke noget. Sjældent har 2 timer fløjet afsted så hurtigt. 4½ stjerner.
Filmen har et temmelig kunstigt overbelyst look, der gør at man ikke ét øjeblik tror på, at båden rent faktisk befinder sig på Nilen. Hvis man er i stand til at ignorere dette, eller bare vænne sine øjne til det særlige look, så er der faktisk ganske fin fredagsunderholdning i vente. Man introduceres stille og roligt til persongalleriet over en times tid, før der begynder at ske noget. Det kan måske være en dealbreaker for nogen, hvis man kun sidder og venter utålmodigt på krimiplottet. Derfor kan det pudsigt nok være en fordel at kende historien på forhånd. For så kan man i stedet nyde de små detaljer i de enkeltes karakteropbygning, og den måde som der lægges små falske spor ud. Kenneth Branagh’s version af Hercule Poirot er gjort herlig menneskelig, hvilket er noget af det bedste ved de to nye Agatha Christie film. Håber der kommer flere. 3½ stjerner.
En vældig underholdende og morsom lille ”Pixar light” sag. Personerne er charmerende, og historien er ganske som forventet uden overraskelser. En af den slags film, som hakker alle de rigtige bokse af. Men som ikke sætter sig synderlige spor på sjælen.
Selvfølgelig skal Angelina Jolie være med i en Taylor Sheridan film. Det giver god mening, da de to forekommer at have samme værdisæt mht. samfundssind, miljø, og udsatte mennesker. Jolie spiller her en brandmand, der til daglig bekæmper skovbrande – men som også får brug for andre talenter, da hun krydser vej med en dreng, der er på flugt fra et par mordere. De to hitmen spilles herligt modbydeligt af Aiden Gillen og Nicholas Hoult. Det bliver aldrig helt klart fortalt, hvorfor det er så vigtigt for dem at fange drengen. Filmen fokuserer i det hele taget meget lidt på plot. Det er noget med, at drengens far ved noget om en forbrydelse, som han ikke burde vide. Og det er sådan set det hele. Til gengæld er der masser af intens spænding og en virklig flot billedside. Vi befinder os i Montanas øde skovområder, og kameraet elsker at panorere hen over den smukke natur. Dette landskab danner scenen for det meste af filmen, som byder på desperat flugt, jagt, og hvad der ellers hører til i en klassisk katten-efter-musen actionfilm.
Dette er på papiret en herlig kombination af Aaron Sorkin og en "film om film", hvor man kommer helt ind backstage og ser, hvordan man lavede tv tilbage i 50’erne. Det burde være det rene guf for enhver filmentusiast. Store fans af Sorkin og kendere af I Love Lucy serien vil muligvis kunne få en masse ud af Being the Ricardos. De fleste danskere har dog sandsynligvis aldrig set I Love Lucy, men måske hørt om fænomenet. Det ville derfor have været fedt, hvis filmen gjorde seeren klogere på Lucille Ball’s store komiske talent. Men Nicole Kidman er desværre slet ikke overbevisende i rollen. Hun fremstilles som meget intelligent, men er overhovedet ikke sjov i filmen. Og endnu værre: Nicole Kidman gør karakteren ret kedelig og uinteressant. Det dramatiske oplæg er, at Lucille Ball anklages for at være kommunist. Dette skal hun og de andre på settet så håndtere samtidig med, at man følger ugens arbejde med at skrive og indspille et afsnit af serien. Det store drama udebliver dog, eftersom hele kommunistanklagen fylder ekstrem lidt. Det meste af filmen består af (Aaron Sorkin)-samtaler om manuskriptarbejde, og hvad der skal ske i ugens afsnit. Det kunne såmænd have været godt nok i sig selv, men det blev kedeligt og ensformigt efter en halv times tid. Måske filmen skulle have holdt sig til en længde svarende til et afsnit af I Love Lucy? Jeg læner mig op ad Soundvenue (3 stjerner) og Ekko (2 stjerner) og lander på 2½ stjerner.
Et must-see for alle tennisfans. Det er en rørende “Straight Outta Compton 2” historie, om hvordan Richard Williams med højtravende planer og imponerende selvtillid fik kørt Venus og Serena Williams i stilling til at blive verdens bedste tennisspillere. Og vel at mærke en plan som samtidig havde fokus på, at pigerne ikke måtte miste jordforbindelsen undervejs. Det er muligvis et lige lovligt rosenrødt billede, der tegnes af Richard Williams i denne film. Ja ok, han fremstilles som en stædig rad, som kun vil have tingene på sin måde. Og han forekommer heller ikke ligefrem at være den perfekte ægtemand. Men man sidder alligevel tilbage og synes, at han er en super sej og fin fyr. Ikke helt i tråd med de mange historier, der ellers er blevet skrevet om ham i årenes løb. Uanset hvad, så gør Will Smith det helt fantastisk godt. Det er første gang jeg har set en film, hvor Will Smith ikke bare spiller en Will Smith-agtig karakter – men faktisk transformerer sig til en helt anden. Hverken i udseende eller stemmeføring tænker man på, at det her er Will Smith. De to piger, der spiller Venus og Serena er også 100% overbevisende i denne herlige Askepot fortælling fra det virklige liv.
Andrew Garfield leverer en imponerende præstation som musical forfatteren Jonathan Larson (som vist nok er en virklig person). Filmen viser, hvordan han kæmper med at få skrevet sit første store stykke, samt at få nogen til at købe ind på det. Undervejs får vi serveret en lang række musicalnumre – plus noget, der ligner flash-forwards til en senere sceneoptræden, hvor han fortæller publikum (og seerne) om hans besværlige vej til succes. Grundhistorien er på den måde simpel nok. Men herudover er der et sideløbende B-plot med venner og kæreste, som er ret forvirrende fortalt. Og det samme må siges om historien inden i den musical, som han skriver. Man finder aldrig ud af, hvad den musical han skriver egentlig går ud på. Hvis så bare musikken havde været fantastisk. Desværre er sangene på ingen måde ørehængende. Da rulleteksterne kom, kunne jeg ikke huske et eneste nummer. Man skal nok enten kende sangene på forhånd, eller være mere end almindelig glad for musicals. Filmens klart største plus er at se Andrew Garfield udfolde sine mange talenter som sanger, musiker og danser. 2½ stjerner.
Disney stillede op til The Oscar’s med hele 3 animationsfilm (Luca, Raya, Encanto). Men det er Columbia Pictures som har lavet en bedste, sjoveste, og mest originale familiefilm. Det er en skør blanding af Fars Fede Ferie og I, Robot. Plus tonsvis af referencer til andre film som eksempelvis Terminator, The Matrix, Tron, Ghostbusters, Gremlins - og Kill Bill. Familien Mitchell’s datter Katie er blevet en stor pige og skal flytte hjemmefra på college. Forholdet til faderen er ikke ligefrem hvad, det har været. Så for at få en sidste god familieoplevelse sammen, insisterer faderen på at de skal køre hende hele vejen fra Michigan til Californien. Skæbnen vil så, at der undervejs sker en slags ”teknologisk revolution”. Indre stridigheder bliver til ydre stridigheder, og familien uden særlige talenter viser sig at have masser af potentiale. Det er især de indre sammenstød i familien, som er genialt sjove. Herudover er der tale om en animationsfilm, der på skøn vis blander 3D og 2D stilarter på en måde, som jeg ikke har set før. Selve sci-fi delen er overdrevent langt ude (og fyldt med plothuller), men det er så skørt, at man alligevel køber det. Der er noget for både børn og forældre. Og sidstnævnte kan nok ikke undgå at få tårer i øjnene flere gange undervejs.
Urolighederne i slutningen af 60’erne i Belfast set gennem en ung drengs synsvinkel. Det er ganske hyggeligt at være i selskab med hans bedsteforældre spillet af Judi Dench og Ciarán Hinds. Og mange vil sikkert også synes, at drengen Buddy (hovedrollen) er charmerende. Der mangler dog en egentlig historie og noget at engagere sig i. Så efter en halv times tid indfandt kedsomheden sig.
Som altid er Guillermo del Toro’s film gudesmukke at se på. Og der er bestemt ikke sparet på production design, billeder og farver, som er fuldt på højde med The Shape of Water i æstetik. Det vil med andre ord sige: mesterligt! Det kniber lidt mere med historien, som først for alvor går i gang efter et tilløb på 1½ time. Tiden indtil da går med at vi lærer Bradley Coopers karakter at kende. Han ankommer i starten af filmen til et gammeldags carnival (omrejsende tivoli/circus) i slutningen af 1930’ernes USA. Her udviser han et stort talent for at lære de tricks, der skal til for at begejstre datidens publikum. Men det er først meget senere, da han møder en psykolog (Cate Blanchett), at plottet begynder at udfolde sig, og der går ”The Talented Mr. Ripley” i den. De indgår en slags alliance, og undervejs lærer man lidt mere om Bradley Coopers baggrund. Så kort sagt er det ikke en film man skal se for dens film noir krimiplot. Men den er til gengæld fyldt med skæve charmerende personligheder. Og som allerede nævnt fantastisk flot at se på.
I den første halvdel af filmen følger man en charmerende exentrisk italiensk familie med den unge teenager Fabietto som anker. Handling er der ikke meget af, men mange vil sikkert føle sig i rigtig godt selskab, og der er også rigeligt med humor. Det kan dog være svært at se, hvad det egentlig er, der gør den unge Fabietto interessant. Det faktum, at det er en semi-dokumentarisk film om instruktørens egen barndom er ikke nok i sig selv. Med mindre selvfølgelig, at man er fan af Sorrentino. Filmen burde kunne leve uden denne viden, og hele den første halvdel gik desværre hen og føltes noget anstrengende med de konstante typiske store italienske armbevægelser. Anden halvdel af filmen er omvendt meget neddysset efter en tragisk begivenhed. Humoren bliver erstattet af et alvorligt drama, der kræver at man har engageret sig i Fabietto i den første halvdel. Har man ikke det, bliver hele den anden halvdel af filmen temmelig søvndyssende.
Jeg kan ikke bedømme, om dette remake er bedre, dårligere, eller på niveau med originalen - eftersom jeg ikke har set Familien Bélier. Men der er i hvert fald tale om et meget solidt feel-good drama, som bestemt er værd at se, og som har sin egen eksistensberettigelse. Det er jo en knald-god idé med en familie, hvor alle er døve – bortset datteren, som viser sig at have et stort talent for musik. Det kommer der en glimrende – omend lidt forudsigelig – historie ud af. Der er masser af charme og humor i selskab med den skæve familie. Til gengæld kniber det lidt med modstanden. Det hele går en anelse for nemt for vores heltinde. CODA kan sammenlignes med sidste års Minari, der også var et drama om en arbejderfamilie, der måtte kæmpe med det at være anderledes, have et andet sprog, og økonomiske udfordringer (og som også var nomineret til bedste film, manuskript og birolle).
Same same, but different. Denne gang handler det ikke om, at Prince Akeem tager til The Queens og oplever en helt anden verden. Men derimod at en ung knejt fra The Queens tager til Zamunda og oplever en helt anden verden. Prince Akeem er blevet konge, men han har ingen mandlig arving. Dvs. lige indtil han opdager, at han har en uægte søn i Amerika. Og så giver resten af handlingen vist sig selv. Jeg var positivt overrasket i den første times tid af filmen, hvor jeg rent faktisk grinede højt flere gange. Anden halvdel af filmen er derimod dræbende forudsigelig og er fanservice af værste skuffe. 2½ stjerner.
Emma Stone og Emma Thompson er ikke mindre end forrygende i denne vildt overraskende gode film. Det virkede ellers på forhånd som en irriterende idé at forsøge at kopiere succesen fra Malificent og fortælle endnu en Disney historie set fra skurkens side. Cruella er dog meget langt fra stilen i Malificent. Det er mere hen i retning af The Devil Wears Prada – men hvor der er skruet langt mere op for satiren og overdrevent tegneserie skuespil. Det kunne meget let være gået helt galt. Men de to gange Emma’er er utroligt nok begge i stand til at give deres vanvittige karakterer en troværdig menneskelighed. Jeg vil faktisk mene, at de begge burde være blevet Oscar-nomineret. Men denne slags ”useriøse” roller har ikke for vane at blive hyldet. Synd, for jeg nød virklig deres præstationer fra start til slut. En anden ting jeg nød, var musikken. Det er sandsynligvis det fedeste soundtrack fra 2021. Filmen er spækket med groovy hits fra 60’erne og 70’erne. Man kan ikke undgå at blive i godt humør. Historien er også fed. Det burde jo nogenlunde give sig selv, at filmen ender med, at Emma Stones karakter bliver til den onde Cruella. Men der var faktisk forbløffende uforudsigelig. Jeg vil kun røbe, at jeg 100% godt kan forstå, at Cruella hader dalmatinere. Hendes vej fra forældreløs stakkels lille pige til ”hævnen-er-sød” øjeblikket er underholdning af bedste skuffe.
Super original tilgang til en dokumentarfilm. Man skal dog lige vænne sig til, at det rent faktisk ER en dokumentarfilm. For når alle de medvirkende er animeret, så kan man nemt komme til at tro, at det er fiktion. Især fordi det meste af filmen består af dramatiserede flashbacks til hovedpersonens ungdom – og således ikke er dokumentariske optagelser. Det er derimod hele rammehistorien, hvor Amin fortæller interview’eren om sit spændende og meget dramatiske liv. Og om hvordan han kæmpede sig vej fra Afghanistan via Rusland til sit nuværende liv i Danmark.
Dette er mit første møde med Macbeth, som jeg hverken har set tidligere filmatiseringer af eller læst. Det er derfor umuligt at afgøre, hvad Joel Coen tilfører i denne (ny)fortolkning, eller remake - eller hvad det nu er. Jeg kan kun bedømme den på dens egne præmisser. Og det jeg oplevede, var et utroligt opstyltet og kunstigt sprog, som fuldstændig fjernede mig fra enhver indlevelse i handlingen. Det hjalp heller ikke, at al dialog lyder som om, at det er optaget i et lille dødt rum – selv når det tydeligvis foregår udenfor på åbne vidder. Det er selvfølgelig ikke en fejl, men et bevidst valg. Men desværre et valg der fjernede mig yderligere fra filmens univers. Til gengæld kunne jeg nyde de flotte sort/hvide billeder, som gav mange associationer til gamle tyske expressioniske film med interessante skygger og stilistiske kulisser. På den måde forekommer filmen at være én lang stilistisk øvelse. Det er der sikkert mange Shakespeare fans, der kan sætte pris på.
Hold da op for nogle syrede originaler de to. Altså parret Tammy og Jim Bakker spillet af Jessica Chastain og Andrew Garfield. De får nærmest Sussi & Leo eller Spies og Glistrup til at virke som helt ordinære personer. De er med andre ord MEGET exentriske. I starten skal man lige vænne sig til det overdrevne skuespil. Ja, det vil sige, det er muligvis slet ikke overdrevent. Måske var det rent faktisk den måde de opførte sig på - disse to religiøse tv-prædikanter, som åbenbart var store i USA i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Man skal også lige købe, at Jessica Chastain og Andrew Garfield skal forestille at være hhv. 18 år og 20 år gammel i starten af filmen. Kan 44-årige Jessica Chastain virklig gå for at være 18 år? Tja, man kan gøre meget med make-up. Og man må sige, at de giver den fuld skrue med make-up virkemidlerne. Temmelig imponerende. Historien er måske ikke så interessant set med danske briller. Lidt på samme måde som hvis en amerikaner satte sig ned for at se filmen Spies & Glistrup. Det kræver nok en vis kendskab til dem (og den amerikanske tv-prædikant branche i det hele taget), for at man for alvor får noget ud af filmen. Eksempelvis skøjtes der meget let hen over, hvordan de helt præcist tjente deres penge, og hvad de helt præcist gjorde galt, da korthuset begyndte at vakle. Titlen The Eyes of Tammy Faye henviser dels til Tammy's meget markante permanente tatoverede øjenbryn. Men titlen indikerer samtidig, at historien er fortalt fra hendes synsvinkel. Dermed giver det faktisk god mening, at man ikke får så meget at vide om deres økonomiske forretning. For den styres af hendes mand, og hun er tilsyneladende ret naiv omkring, hvad der reelt foregår. I sidste ende er det desværre ikke nogen voldsom interessant historie. Filmen er dog bestemt værd at se, hvis man gerne vil underholdes af Jessica Chastain og Andrew Garfield på slap line. Der er 100% garanti for, at man aldrig har set dem udfolde sig på den måde før. Så på den ene side, er skuespillet ALT for overgearet. Men på den anden side er det ganske imponerende, det som de præsterer. 3½ stjerner.
Jeg nåede ikke at få set den originale film fra 1961 først. Så derfor kan jeg ikke sammenligne de to. Dog kan jeg godt sammenligne musikken, da jeg selvfølgelig kender en hel del af de originale sange. Og her må jeg sige, at jeg rent sangmæssigt klart foretrækker de gamle versioner. Steven Spielberg kan til gengæld noget med det visuelle. Hans udgave af West Side Story er en fryd at se på. En ren fest for øjnene af farver, kostumer, kameraføring og production design. Det er der ikke én finger at sætte på. Til gengæld vil jeg sætte to fingre på et andet aspekt: begge hovedroller er totalt fejlcastede. Ansel Elgort som Tony er en "pretty boy" helt uden charme eller karisma. Og Rachel Zegler som Maria er en lille kedelig mus med minimal udstråling. Når man så hertil lægger, at skuespillet ikke er noget at råbe hurra over, så er det sørme svært at klappe i hænderne over deres lille romance. Det hjælper heller ikke, at jeg på intet tidspunkt blev overbevist om deres kærlighed til hinanden. De ser hinanden for første gang på tværs af dansegulvet. Og så er de nærmest parate til at løbe væk sammen og blive gift efter en enkelt meget kort dans. Den slags hurtige forelskelser er selvfølgelig set før i filmhistorien, men så er det som regel ledsaget af mere troværdig skuespil og charme. Filmen er ret lang. Over 2½ time. Jeg var overrasket over, hvor få musicalnumre den indeholder. De første 45 minuter føles således som én lang ouverture, før man for alvor kommer igang. Højdepunktet kommer ca. midt i filmen med "America". Her sprudler filmen for alvor med lækker og glad koreografi. Det er også den sang, der har den klart bedste og mest intelligente tekst.
Det er ret svært at pitche denne film ud fra handlingen. For det kommer hurtigt til at lyde ret kedeligt. Yûsuke og Oto er et ægtepar i 40'erne. Han arbejder i teaterbrancen, og hun er manuskriptforfatter. Hun får inspiration til sine historier via sex, og de anvender kasettebånd til deres helt særlige arbejdsproces. Efter 40 minutter viser det sig, at alt dette blot var en prolog. Nu starter hovedhistorien, hvor Yûsuke hyres til at opsætte det klassiske russiske teaterstykke "Uncle Vanya". Teatrets firmapolitik pådutter ham en chauffør, som bringer ham frem og tilbage mellem hotel og arbejdsplads. Aha - filmen hedder Drive My Car. Så handler den vel om disse køreture. Njaa, det gør den faktisk ikke. For langt det meste af tiden går med arbejdet inde på teatret, hvor de øver replikker. Dette foregår både på japansk, kinesisk og på tegnsprog, eftersom en af skuespillerne er fra Taiwan, og en anden er stum. Hvordan giver det lige mening på en teaterscene? Det brugte jeg meget tid på at fundere over - indtil man senere finder ud af, at man da bare har en skærm over scenen med undertekster (eller vel rettere "overtekster"). Jeg ved ikke, om det er en særlig japansk ting, eller om jeg bare går for lidt i teatret. Først meget sent i filmen begynder Yûsuke rent faktisk at tale med sin chauffør under køreturene. Og det er i det hele taget en film, som kræver rigtig meget tålmodighed. Den varer hele 3 timer og foregår i et meget langsomt tempo. Men det er en film, der konstant voksede på mig. De første 40 minutter lå jeg på 3 stjerner. Så voksede den til 4, og den sidste halve time til 4½. Men den blev ved med at vokse, efter filmen var slut. Den er fyldt med begavet dialog om tunge emner som tab, skyldfølelse og tilgivelse. Og det er meget svært ikke at blive revet med ind i deres liv og skæbner.
Jeg troede, at jeg havde sat mig ned for at se et kostume-drama. Men så begyndte den ene hovedrolle pludselig at bryde ud i sang. Ok, så det er en musical. Interessant! Det er en af den slags sjove overraskelser man får, når man intet ved om filmen på forhånd. Men en musical med Peter Dinklage i rollen som Cyrano de Bergerac - kan det virklig fungere? Ja, mærkeligt nok. Han er ikke verdens største sanger, men hvad han ikke har i sangstemme, det opvejer han i 100% commitment og indlevelse i rollen. Man tror virklig på ham og føler med ham hele vejen i det rørende drama, der udfolder sig. Og så har vi Haley Bennet som Roxanne. Hun både ligner en engel og synger som en engel. Hendes skuespil er der heller ikke en finger at sætte på. What's not to like? Historien foregår i Frankrig i 1600-tallet og er vist nok ret tro mod det gamle originale teaterstykke. Tre mænd elsker alle smukke Roxanne. Den ene magtfuld og usympatisk. Den anden ung, flot og sympatisk - men er dårlig til at udtrykke sig. Den tredje - Cyrano - er intelligent og har i den grad ordet i sin magt - men mangler selvtilliden til at kurtisere Roxanne. Vi er med andre ord ude i en "herlig" dramatisk historie i stil med Romeo & Juliet eller Les Miserables. 4½ stjerner.
Sæt filmen igang inde fra Disney+ og lad være med at læse noget som helt om den først. Alene dens tagline afslører for meget, så prøv også at undgå den. For ellers kan man let komme til at gætte hele filmen. Det medførte, at jeg desværre fandt den ret forudsigelig. Men mine to med-publikummer i sofaen syntes begge, at den var helt fantastisk. Det eneste man behøver at vide er, at det er en romantisk komedie med Sebastian Stan. Og at man kan forvente en noget anderledes take, hvor den kvindelige manuskriptforfatter muligvis har haft Jordan Peele i tankerne.
