Filmen har nogle voldsomt imponerende billeder, især fra Cape Canaveral, hvor de udendørs optagelser bare står knivskarpt. Det er som at komme i en tidsmaskine 50 år tilbage i tiden og selv stå som tilskuer og se Saturn raketten løfte Apollo 11 op fra Pad 39A. Det kniber lidt mere med optagelser inde fra Apollo 11 kapslen. Det ville have været fedt med et personligt indblik i de tre astronauters hverdag i løbet af de 9 dage, som missionen varer. Men desværre er der kun få - og meget grynede - optagelser inde fra selve kapslen og på Månen. Det løses så ved en række meget flotte still-billeder kombineret med animerede sekvenser, der viser teknikken i missionen. Herudover en hel masse (lidt for mange) optagelser fra diverse kontrolrum nede på Jorden. På den måde er det primært en (fremragende) teknisk observerende film, og ikke så meget en film, der fokuserer på personerne. Det kan absolut anbefales, at se den i Imax.
Ganske underholdende teenage slasher, hvor det sjoveste næsten er at se Johnny Depp i hans allerførste rolle. Han er nærmest uigenkendelig. Freddie Krueger er en utrolig farverig bad guy. Bestemt ikke en man har lyst til at møde i sine drømme. Han kan tilsyneladende også komme ind i den virklige verden, men det er svært at gennemskue den interne logik i, hvilke regler der gælder der. Det gør det lidt svært at vide, hvad der egentlig er på spil. Men det er nok bedst ikke at tænke så meget over det og bare nyde "festlighederne".
Forløberen til teenage splatterfilm indeholder ikke selv noget splat. Der er faktisk næsten intet blod overhovedet. Men der er masser af suspense. John Carpenter gør effektivt brug af simple virkemidler, herunder creepy kamerabevægelser og ikke mindst hans sublime musik, der fungerer optimalt.
Feel good komedie fyldt med masser af velklingende sang. Det havde dog klædt filmen, hvis den ikke havde været så ufattelig skabelonagtig. Historien, opbygningen og de meget arketypiske karakterer er klistret til i klicheer. Det er synd, for potentialet er der ellers.
Overbevisende skildring af white trash miljøet og rapper miljøet i 90'ernes Detroit. Herunder især Kim Basinger, der giver et gribende portræt af en fattig alkoholiseret mor i en trailerpark. Der er dog lige lovlig meget selv-iscenesættelse af Eminem. Se hvor hårdt hans liv har været! Fans af battle rap og Eminem vil helt sikkert elske denne film.
Kurt Russell er herlig som anti-actionhelten Jack, der kommer ud for nogle ekstremt farverige oplevelser i San Fransisco's Chinatown. Der er flyvende kung-fu troldmænd, chinese black magic, klamme monstre, og en over 2.000 år gammel wizard, der har brug for en ny krop. Til det brug skal han have fat i en kvinde med grønne øjne. Der er lige så vanvittigt, som det lyder. Og det er heldigvis ikke en film, der tager sig selv seriøs på nogen måde.
Jeg var vild med de to piger fra første scene. Filmen har et super friskt beat, god dialog, og overbevisende skuespil fra de to seje tøser. Desværre taber filmen mig, jo mere tid der går. Jeg bliver utålmodig efter, at de skal komme frem til den fest, som det hele drejer sig om. Jeg sidder og venter på, at der skal ske noget sjovt. Filmen har godt nok masser af humoristiske samtaler, men ikke noget lårklaskende morsomt. Faktisk ikke engang noget, der fik mig til at grine en lille smule. De mange akavede situationer virker lidt for påklistrede og er faktisk ikke særlige akavede set med danske briller. Hvad er der for eksempel galt med, at rektor kører taxi i sin fritid, og at to 3.G'ere er på vej til en privat fest? Temmelig uskyldigt! Booksmart har nogle meget sympatiske budskaber, og den er ambitiøs og intelligent skrevet. Men det sker desværre på bekostning af humoren. Det er især hen mod slutningen, at der bliver sat tykke streger under alle de gode budskaber. Måske man bare skulle se filmen som et godt ungdomsdrama i stedet for at forvente en komedie?
En meget interessant historie, der skildrer japanernes invasion i Nanjing i december 1937 set ud fra en tysk Siemens fabrikants øjne. Der er tale om en stort opsat film med et meget flot tidsbillede. Skuespillet er yderst solidt, og der er masser af drama og violinspil. Men på en eller anden måde er den ikke specielt engagerende - altså udover at være historisk interessant. Det kan muligvis have noget at gøre med, at den er fortalt ud fra en tysk vinkel. The Rape of Nanjing var en kæmpe tragedie, og den har fortjent at blive fortalt set med kinesiske øjne. Det blev den så også mere eller mindre et par år senere. Zhang Yimou's ekstremt gribende The Flowers of War fra 2011 har godt nok Christian Bale i den officielle hovedrolle, men fortællingen er centreret omkring to meget forskellige grupper af lokale piger.
Filmudgaven af Scooby-Doo er mit første bekendtskab med den lille trup af detektiver. Der går dog ikke mange sekunder, før man kender karakterene rimelig godt. For Fred, Daphne, Velma og Shaggy er ret så arketypiske som den smarte fyr, den fjollede fyr, den dullede pige, og den nørdede pige. Så langt, så godt. Men så er der hunden! Den kunne jeg godt have undværet, for Scooby-Doo er da en utrolig irriterende karakter med en utrolig irriterende stemme. Er den et resultat af et eller andet eksperiment, eller kan alle hunde bare tale i det univers? Det er nok her, at det for alvor viser sig, at man bør kende til Scooby-Doo på forhånd, hvis man skal have noget positivt ud af filmen. På det visuelle plan har filmen et herligt farverigt og flot production design - hvis man altså lige ser bort fra CGI'en som er forfærdelig (typisk for film fra den periode). Der er rigtig meget fjollet action, så fans af tv-serien burde ikke komme til at kede sig. Jeg savner til gengæld i den grad noget humor, som ikke kun er falde-på-halen-humor.
Det kan være svært at mande sig op til at se 8½ eller La Dolce Vita, når man bare vil underholdes. Så jeg tog i stedet hul på en bulder-og-brag-smadre-action aften. Menuen var 2 x The Rock (Rampage og Skyscraper) + Shane Black (The Predator). Dessert: The Predator. Predator 4 har meget til fælles med Alien 4. I begge indgår der genteknologi eksperimenter, Aliens/Predator taget til fange af mennesker, et utrolig fjollet plot og masser af ramasjang. Shane Black går dog endnu længere end i Alien 4. The Predator er nemlig ikke kun fjollet, det er nærmest en komedie, der tager gas på sig selv og Predator universet. Det kan man meget nemt stå helt af på. Jeg var imidlertid helt med og nød denne søde dessert med et kæmpe smil på læben fra start til slut. Når Shane Black til sidst refererer til sin egen Iron Man 3 med nano-teknologi dragten, så bliver det slået fast med syv-tommer-søm, at der ikke er noget her, der skal tages alvorligt. 4½ stjerner.
Det kan være svært at mande sig op til at se 8½ eller La Dolce Vita, når man bare vil underholdes. Så jeg tog i stedet hul på en bulder-og-brag-smadre-action aften. Menuen var 2 x The Rock (Rampage og Skyscraper) + Shane Black (The Predator). Hovedretten: Skyscraper. Efter en skuffende forret med Rampage, er The Rock tilbage på sporet. Skyscraper er en forrygende kavalkade af ingredienser fra en stor mængde klassiske actionfilm. Man skal bare købe ind på det, se det som en hyldest, og være ligeglad med realismen, som ikke ligefrem er i højsædet. Sjældent har The Rock haft brug for sine overarme som i denne film, hvor jeg gang på gang fik nogle ordentlige sug i maven. Tricket er, at The Rock ikke er helt så "larger-than-life" som normalt. Han mister et ben i starten og spiller derfor bogstaveligt talt med handicap. Han bliver snittet i og bløder på gode gammeldags Bruce Willis/Die Hard facon. Det hele er lavet overraskende effektivt med intense slåskampe, neglebiddende klatreture, og en flot baggrund i Hong Kong og den over 1 km. høje ultra moderne skyskraber.
Det kan være svært at mande sig op til at se 8½ eller La Dolce Vita, når man bare vil underholdes. Så jeg tog i stedet hul på en bulder-og-brag-smadre-action aften. Menuen var 2 x The Rock (Rampage og Skyscraper) + Shane Black (The Predator). Forretten: Rampage Out of Control. Det er en under middel The Rock film, hvor hans sædvanlige charme og sjove one-liners udebliver. Den eneste der lyser op er faktisk Jeffrey Dean Morgan (Negan fra The Walking Dead), som er ret så kæk og tilfører lidt humor. Ellers er den primære attraktion selvfølgelig at se de tre muterede kæmpe dyr smadre sig gennem Chicago. Det er rimelig underholdende, men ikke nok til at bære en hel film. 2½ stjerner.
En film der går i samme fodspor som Clint Eastwoods The Mule, og Kevin Costner i The Highwaymen. Der er dog mindre kød på historien i The Old Man and the Gun end i de to førnævnte. Robert Redfords bankrøverier bliver hurtigt ensformige at se på. Til gengæld er samspillet med Sissy Spacek super godt. Scenerne mellem de to er det bedste ved filmen. Og så er karakteren Forrest Tucker også et ret fascinerende bekendtskab. At han 16 gange skulle have gennemført et prison break er jo helt afsindigt. Det burde ikke være muligt, for man skulle da tro, at en mand, der var kendt for at flygte, ville blive sat under ekstra sikrede forhold. På den måde er manden faktisk mere interessant end selve filmen. 3½ stjerner.
Lindsay Lohan har hovedrollen som den søde naive pige, der starter i high school efter at være blevet undervist hjemme hele sit liv. Her skal hun lære at begå sig i de forskellige kliker, og hun får både foden indenfor hos de sympatiske og de mindre sympatiske. Det sjove og ret pudsige er, at undervejs i filmen vendes bøtten på hovedet. De "gode" begynder at opføre sig temmelig usympatisk, og man får ondt af de "onde". Kliken af "plastic girls" er tre intrigante poptøser ledet af Regina. Hun spilles helt forrygende af Rachel McAdams. Faktisk er Rachel McAdams filmens primære drivkraft. Hun er virklig underholdende, og det samme er filmen især i den første times tid. Slutningen bliver en anelse for sød, men stadigvæk en film der kan (og bør) ses af alle.
Der sker utrolig lidt, plottet rykker sig næsten ikke, og det meste af filmen følger man "bare" Gene Hackman, mens han lytter til de samme bidder af en samtale mellem to personer optaget på Union Square i San Francisco. Men det gør bestemt ikke noget. For selv om filmen på overfladen kan ligne en krimi, så er det vigtigste ikke at få opklaret tingene. Det handler om de indre konflikter, som Gene Hackmans karakter går og bøvler med. Skuespillet er helt i top, og lydsiden og klavertemaet er ren nydelse.
Filmen er blevet utrolig udskældt fra flere medier. Både Ekko, Soundvenue, og Filmnørdens Hjørne giver den kun 2 stjerner og håner manuskriptet og skuespillet. En anden ting, der klages over er, at historien ikke hænger sammen med de tidligere film. Og ja, det er korrekt, at den er inkonsistent med den oprindelige trilogi. Men tidslinien blev jo fucket grundigt up som en direkte følge af handlingerne i X-Men: Days of Future Past. Og dette kan sagtens forklare, at vi her får en alternativ version af den historie, som X-Men 3 (The Last Stand) gav os tilbage i 2006. Sophie Turner gør det udmærket som den nye Jean Grey. Det er en god historie med mørke traumer fra fortiden og masser af følelser. Og ikke mindst masser af farverige X-Men med seje superkræfter. Det er det som X-Men filmene er kendt for, og her skuffer filmen ikke. Der er selvfølgelig også bunkevis af super flotte actionscener, som gør filmen underholdende fra start til slut. Hovedskurken er der til gengæld ikke meget spræl i. En meget stærk hovedskurk, ja, men det bliver aldrig specielt spændende. Når filmen ender, sidder man tilbage med en lidt tom og trist fornemmelse. Hvis dette er den sidste film i serien på 10 X-men film over 19 år (fraregnet de to Deadpool film, som har deres eget liv), så føles det ærgerligt, at slutningen på den sidste film ikke blev forløst på en bedre måde. Men kan man se bort fra dette, så er Dark Phoenix slet ikke så tosset.
Sjældent har en films humor ramt så langt forbi min egen. Der var intet i denne film, der fik mig til at trække på smilebåndet. Så jeg søgte i stedet at opleve filmen gennem dens historie. Og historien begynder faktisk udmærket med, at hovedpersonen Halla saboterer elnettet for at gøre det surt for en lokal fabrik, der vist nok er skyld i en masse forurening. Så langt så godt. Men resten af filmen går lidt i tomgang og skildrer stort set kun Halla på flugt fra myndighederne - og så krydret med hendes ambition om at adobtere en pige fra Østeuropa. Man kan ikke komme uden om, at filmen har en helt særlig stil, og at den er et friskt pust. Men de mange gentagelser af de samme stiløvelser og langsommelig plotudvikling gjorde, at jeg meget hurtigt kom til at kede mig. Selv om filmen kun varer 1 timer og 40 minutter, så måtte jeg hive uret frem i biografmørket 3-4 gange undervejs.
En dronning får efter en ridderlig indsats af sin mand endelig den søn, som hun altid har ønsket sig. Men sønnen vil hellere tilbringe sin tid sammen med hans uægte tvillingebror (ja, han har faktisk en uægte tvillingebror - hvordan det så end kan lade sig gøre...). En konge i et andet rige har en datter, som gerne vil imponere sin far. Men kongen vil hellere tilbringe sin tid sammen med en gigantisk kæmpeloppe, som han nærmest behandler som sin egen søn. En anden konge i et tredje rige vælter sig i smukke unge damer. Men han vil hellere have den mystiske kvinde, hvis smukke sangstemme, han har lyttet til på afstand. Men kvinden er noget anderledes, end han lige havde regnet med. Desuden har kvinden en søster, som hellere vil være sammen med hende end at blive forladt på grund af den grådige konge. Det hele er tilsyneladende bare tre tilfældige eventyr flettet sammen. Men som jeg prøvede at illustrere i plotbeskrivelsen, så er der nogle klare tematiske tråde, der går igen. På den måde hæver filmen sig fra banale eventyr til at være et par rørende skæbnefortællinger. Historien om dronningen og de to "tvillingesønner" siger mig desværre ikke så meget, og da den fylder ret meget af filmen, så lander jeg kun på fire små stjerner.
Plottet i de to første John Wick film var ikke ligefrem noget, der krævede en universitetsgrad i filmvidenskab for at forstå. Der var nogle skurke, som gjorde noget ondt, og det skulle selvfølgelig hævnes. Det er til at forstå. Men her i film nummer tre er plottet faktisk blevet endnu mere simpelt. Nu handler det alene om at overleve, at alverdens lejemordere er efter John Wick. Den fortsætter direkte efter film nummer to, så der er slet ikke brug for en introsekvens eller et nyt plot. Det er bare direkte derudad med jagt, skyderi, slåskampe osv. Og det fungerer i den grad. Det er hardcore voldsporno af bedste karat. En fest for øjne og ører. John Wick 3 er en sanseoplevelse af billeder og musik på samme måde som en opera eller ballet. Dette lægges der heller ikke skjul på. Der er endda en scene, der udspiller sig i en ballet, og der er slåskampe ledsaget af klassisk musik. Så kan sammenligningen vist ikke være mere tydelig. John Wick 3 er så visuel og lydmæssig en overdådig oplevelse, at det ville være en dødssynd at se den på en lille skærm. Skynd jer i biografen, mens den stadig går!
Nej, hvor må det have været fedt at se denne film uden kendskab til handlingen. Det ville uden tvivl have været en rutchebanetur på højde med, da jeg så From Dusk til Dawn første gang og intet anende om det skift i plottet, der pludselig kom. Men selv om jeg godt vidste, hvordan Overlord ville udvikle sig, så var det alligevel en kæmpe oplevelse. For filmen er virklig effektiv i sine virkemidler. Den traditionelle krigsfilm i starten virker perfekt. Den efterfølgende thrillerdel af filmen er herlig nervepirrende. Og starten af horrordelen er også glimrende. Kun til sidst går det over gevind, da Pilou Asbæk bliver ALT for meget. Indtil denne overgearede slutning er der til gengæld tale om 5-stjernet underholdning.
Jeg satte mig til rette med ja-hatten på. Jeg havde ikke set Disneys originale Aladdin, siden den fik premiere i 1992. Det var en kæmpe biografoplevelse dengang, og jeg håbede, at det ville blive en næsten lige så stor oplevelse denne gang. Bortset fra det helt overordnede plot - og selvfølgelig sangene - så kunne jeg ikke huske ret meget. Så jeg burde ikke komme til at kede mig - uanset om den nye film ville være et 100% scene-for-scene remake eller ej. Så hvorfor kom jeg alligevel til at kede mig lidt? Måske fordi både Jasmine og Jafar er kedelige og karakterløse. Mena Massoud forsøger ihærdigt at gøre Aladdin charmerende, men selv om han gør det udmærket, så udebliver kemien til Naomi Scott's Jasmine. Hun er simpelt hen for kedelig. Og det samme kan man sige om skurken. David Negahban er en aldeles glimrende skuespiller, men som Jafar falder han igennem. Måske fordi Jafar karakteren er en alt for karrikeret tegneserieskurk til at kunne gøre sig i en live-action film. Han er ikke direkte dårlig som Jafar, men han brænder på ingen måde igennem, hvilket er nødvendigt i en sådan ikonisk rolle. Mena Massoud gør det som nævnt ganske ok, og det samme gør Will Smith. Han kan selvfølgelig ikke forventes at være ligeså sprudlende som Robin Williams, og derfor har han sin egen stil i denne film, hvilket fungerer fint. De mange musikalske numre fungerer også udmærket. Men hvorfor er det lige, at de danser indisk Bollywood i stedet for arabiske danse? Det bedste ved filmen var de gode sange. Jeg fik faktisk gåsehud til både introen Arabien Nights og det forrygende udstyrsstykke Prince Ali. Det er her i det visuelle, at den nye film bidrager med noget i forhold til den originale.
Actionfilm pakket ind som en agentfilm. Desværre er agent-indpakningen ret uinspirerende. Det er det helt klassiske plot, hvor alle jagter en komplet liste med navnene på de forskellige landes hemmelige agenter. Ikke specielt originalt. Til gengæld er der nogle helt vilde intense slåskampe, som det gør helt ondt at se på. Det er actionscenerne og de bloddryppende naturalistiske slåskampe, der er filmens nerve. Suppleret med et genialt 80'er soundtrack.
Underholdende ungdoms fantasy i stil med The Mazerunner og Divergent filmene. Bliver dog lige lovlig skabelonagtig i tredje akt. Idris Alba er ganske sej i rollen som The Gunslinger, mens Matthew McConaughey bare er alt for meget - nærmest som en parodi på sig selv. Filmen lægger ikke umiddelbart op til en efterfølger, hvilket er positvt. Det er rart for en gangs skyld at få en afsluttende historie i den lange række af ungdoms fantasy film.
En god præmis med kampen mellem storebrors lego og lillesøsters dublo. Filmen er dog ALT for lang, og jeg blev hurtig træt af de samme jokes og actionscener. Historien kunne også godt have været pakket mere elegant ind. Det gode budskab ender med at føles temmelig banalt. 2½ stjerner.
Visuelt overdådig og med underlægningsmusik der giver den helt rigtige western stemning. Filmens titel advarer om, at man ikke skal forvente en western spækket med action og skuddueller. Men der er faktisk langt mere action, end jeg lige havde forventet. Jeg blev ikke super engageret i karakterene, mens Slow West må dog siges at være blandt de bedste westerns inden for de seneste 5 år.
Jeg var ret glad for den første film, og jeg blev bestemt ikke skuffet af opfølgeren. Forvent mere plat humor af samme gode skuffe som 1'eren og Fars Fede Juleferie. Filmen er hurtigt glemt bagefter, men mens man ser den, har man en fest. Jeg hyggede mig især med de to fædre til hhv. Mark Wahlberg (Mel Gibson) og Will Ferrell (John Lithgow). De er begge et fantastisk godt indspark.
Der er stadig mange ting at holde af i filmserien, selv om Paul Walker nu ikke længere er med. Der er nemlig så mange farverige karakterer, at jeg næsten ikke tænkte over, at Brian O'Conner manglede. Herunder især The Rock og Jason Statham, som har hovedrollerne i filmens forrygende prison break. Disse scener er hårdt pumpet testosteron af bedste skuffe og noget af det fedeste ved The Fate of the Furious. Noget andet jeg bed mærke i er, at humoren er forbedret en del i forhold til de tidligere film. Der har altid været masser af kvikke bemærkninger mellem karakterene. Men nu er det rent faktisk blevet så sjovt, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt flere gange undervejs. Noget der fungerer mindre godt er, at der bruges alt for meget teknologi nonsens. Magiske chips, hacking, kontra-hacking og Gods Eye. Der er en hårfin balance mellem at have nogle enkelte smarte "James Bond gadgets", og så at have et overflod af utroværdigt teknologi. Jeg var ikke glad for Gods Eye i 7'eren, og jeg blev derfor ærgerlig over at se, at dette stykke isenkram skulle genbruges i 8'eren som vidundermiddel til at opspore folk. En anden uheldig ting, der genbruges i flere af filmene, er skurkenes vage motiver. Der er altid fuld fart på, når the good guys og the bad guys jagter en eller anden dingenot. Men hvad formålet helt præcist er, bliver aldrig forklaret særlig godt. Så her kunne jeg faktisk godt tænke mig en god gammeldags James Bond skurketale, hvor skurken med store armbevægelser fortæller om sin plan - herunder hvordan og hvorfor, han har tænkt sig at terrorisere hele verden.
Ikke helt så god som den femte film i serien, men bedre end 6'eren. Der er om muligt skruet endnu højere op for action-knappen. Der er virklig knald på med biljagter, skuddueller og slåskampe. Der er også opgraderet på skurkefronten, hvor Jason Statham giver den fuld gas i en overdrevet sej rolle. Endelig en bad guy, der kan give Toretto teamet kamp til stregen og som samtidig er voldsomt underholdende at se på. 5 små stjerner.
The Fast & The Furious serien blev genfødt i Fast Five, og stilen føres videre her i den sjette film. Vi får endnu engang serveret de vildeste stunts på vejene. Og denne gang er filmen også spækket med en masse intense fist fights - bl.a. Michelle Rodriguez og Gina Carano, som tørner sammen hele to gange. Første gang hepper man på den ene, og den næste gang hepper man på den anden. Et smart lille trick. Selve historien er ret tynd. Det handler sådan set kun om at få fat i Letty. Der er godt nok også en skurk med en plan. Men Luke Evans er lidt en vattet bad guy, og det er temmelig uklart, hvad hans plan egentlig går ud på.
Det ultimative testosteron clash mellem Hollywoods to mest bad-ass skaldede muskelbundter. I Fast & Furious 4 blev heist konceptet så småt introduceret, og gaderæs delen blev nedtonet. I film nummer 5 går de nu hele vejen. Det er ikke længere en gaderæs film, men en full blown heist film. Til at udføre et vanvittigt kup samles et stort crew af kendinge fra de tidligere film, og for at gøre det ekstra interessant, får de The Rock i hælene. Filmen har nogle ret så vilde actionscener, der er på fuld højde med James Bond og Mission Impossible. Bl.a. en biljagt med et kæmpe pengeskab bankende fra side til side gennem en by er meget imponerende, fuldstændig urealistisk og totalt underholdede. Absolut bedste film i serien hidtil.
Så kører det igen for filmserien. Efter den horrible plotløse 3'er bliver high school børnene fra Tokyo udskiftet med mandfolk i Caribien, Mellemamerika og LA. Der lægges ud med et super intenst heist på en bjergvej i Den Dominikanske Republik med gode gamle Vin Diesel og Michelle Roidriguez. Filmen fortsætter som en krimi actionfilm med mere eller mindre naturligt indlagte biljagter. Jeg foretrækker klart en sådan actionfilm med et krimiplot frem for, at det er racerløbene i sig selv, der er filmens handling. Desværre er hverken plot eller skurk i denne film noget særligt. Men det er tilpas hyggeligt at være tilbage i selskab med Paul Walker, Vin Diesel og de andre (herunder Gal Gadot's første filmrolle) til, at den lander på fire små stjerner.
I film nummer tre er der valgt helt nye karakterer og ny location ift. de to første film. Det behøvede ikke i sig selv at være en dårlig ting. Men det nye cast er jammerligt dårligt, og kombineret med et tåkrummende manuskript, så er der ingenting der fungerer, og intet i handlingen der giver mening.
Kevin Bacon og Fred Ward er ret sjove som to handy-men, der tager skraldet - både bogstaveligt som en del af deres normale arbejdsdag, og i overført betydning da det for alvor går løs med angribende kæmpeorme fra undergrunden. Monsterne er virklig grimme og dårligt lavet. Men det er vist heller ikke meningen, at de skal virke skræmmende. Det er alt sammen bare en anledning til at lave en langt-ude monsterkomedie.
Især første halvdel og scenerne mellem Simon og hans vennekreds er udmærket. Den sidste halve time bliver desværre meget forudsigelig og cringe og trækker derfor voldsomt ned.
Jeg blev aldrig fanget af den helt særlige form for humor, som filmen har kørende. Det er lidt samme samfundssatire med fokus på racisme, som også tv serien Atlanta anvender. Så hvis man er til Atlanta, så vil man ganske givet også finde mange gode ting ved Sorry to Bother You. Jeg synes tingene bliver malet lige lovligt sort/hvidt op (no pun intended). Filmen har således meget af den amerikanske "if you are not with us - you are against ud" mentalitet. Dette kommer bl.a. til udtryk i filmens telefonsælger strejke, hvor det meget kraftigt antydes, at hvis man ikke sympatistrejker med de andre, så er man et dumt svin. Mig bekendt kan man ikke kaldes en skruebrækker, hvis man ikke er tilknyttet samme medarbejdergruppe, som dem der strejker... Det er en ret uelegant måde at forsøge at proppe politiske budskaber ned i halsen på en. Overordnet set har filmen dog et ganske sympatisk budskab. Og det hele serveres på en yderst original og kreativ måde.
Alex Honnold er gjort af et særligt stof. Både fysisk og ikke mindst mentalt. Man kan vist roligt sige, at han er noget af en enspænder. For ham er det vigtigere at præstere noget konkret i livet end "bare" at leve et lykkeligt liv og hygge sig. Og det gør han så ved at sætte sit liv på spil gang på gang dinglende flere hundrede meter over jorden uden nogen form for sikkerhed. Det er helt vildt inspirerende og nervepirrende at se på. Jeg sad bogstaveligt talt med svedige håndflader under hele filmen og kunne nærmest ikke være i mig selv de sidste 20 minutter af filmen.
Jeg var ret spændt på, om det gav mening at sætte sig til at se en film om The Simpson, når jeg nu aldrig har set et eneste afsnit af tv-serien. Det kan man roligt gøre, kan jeg så afsløre. For filmen kræver ikke noget forhåndskendskab, og det er desuden en glimrende introduktion til den kerneamerikanske forstads familie. Det er da muligt, at der er ting og sager man misser, når man ikke kender karakterenes baggrund. Men humoren misser man ikke. Den er universel, den er dejlig sort, og den er spredt ud med rund hånd gennem alle filmens ca. 90 minutter.
Herlig hævnfilm med kraftige elementer fra the Coen brothers, Tarantino og Anders Thomas Jensen. Filmen skriger på et amerikansk remake, hvilket da også kom senere med den mest oplagte skuespiller af alle.
Lilo er en lille pige, der bor alene med sin storesøster på Hawaii. De sociale myndigheder er efter dem, og Lilo har det også lidt svært med at få venner. Men så får hun sig en uventet ny ven i en blå mærkelige hund, som hun køber i et dyreinternat. Hunden, som hun døber Stitch, er dog slet ingen hund - men et undsluppet eksperiment fra en fjern planet. Det er nok den mest fantasifulde fortolkning af Den Grimme Ælling nogensinde. Blandet med lidt Home Alone humor og eksotiske locations på Kauai og Big Island. Der er mere action og sjove stunts end der er humor, og filmen føles da også klart som en børnefilm. I den sammenhæng er det rart at se, at figurerne ikke har Barbie proportioner, men er tegnet med kraftige ben og brede ansigter og næser. Det sender et sundt signal til det yngre publikum.
Der er på ingen måde tale om en traditionel biopic, der fortæller historien om de to berømte komikere fra fødsel til død. Tværtimod er filmen et isoleret nedslag, der følger Laurel & Hardy på en turné i England i deres karrieres efterår. Det er en meget rørende film, og det er vel nærmest hvad man i dag ville kalde en bromance. Samtidig giver filmen et anderledes og interessant indblik i de to berømtheder - herunder især de personlige og karrieremæssige ting, som de sloges med. Endelig bliver men nød til at fremhæve de to skuespillere (John C. Reilly og Steve Coogan), som begge gør det helt fantastisk. De blev da også hver især nomineret til hhv. en Golden Globe og en BAFTA.
