Mission Impossible Fallout er den 6. i rækken og kunne derfor lige så godt have heddet MI-6. Det havde faktisk været en bedre titel, for MI6 er jo den efterretningstjeneste, som James Bond arbejder i, og filmen minder mere om en James Bond film end om en Ethan Hunt film. I stedet for elegante og genialt udførte umulige missioner er filmen spækket med meget lange biljagter og actionscener gennem Paris og London. Alle de øvrige Mission Impossible film har haft mindst én ikonisk mission med en genial "Egon Olsen" plan. Dette mangler fuldstændigt i denne film, som til gengæld er overspækket med action. Selve plottet er også meget James Bond agtigt, idet det er den klassiske med en atombombe (faktisk flere), som skal stoppes i sidste sekund. Jeg kan godt lide James Bond, men når jeg går ind for at se en MI film, så forventer jeg Ethan Hunt missioner og ikke James Bond action. Hertil kommer, at filmen er en time for lang. Hele det midterste stykke går hen og bliver søvndyssende kedeligt og kunne være skåret betragteligt ned. Når filmen har fået så gode anmeldelser, så skyldes det nok, at den slutter af med et brag. Slutningen har det med at præge den samlede oplevelse. Og finalen må siges at være virklig fed. Helikopterscenen og slåskampene nede på jorden fungerer til UG. At der er et atombombeur der tikker hjælper selvfølgelig også. Det er i øvrigt et trick, der er med i adskillige 007-film. Også fedt med de mange referencer til de øvrige film - herunder klatrescenen på bjerget til sidst (jvf. klatrescenen i starten af MI-2). Andre ting der fungerer er Henry Cavills' Agent Walker. Han er super sjov i starten og super bad-ass senere. Omvendt er Solomon Lane en stor skuffelse. Der var stor potentiale i at hive fat i denne superskurk igen, men han er desværre sat helt på sidelinien og virker mere sølle end farlig. Uanset den gode slutning så er denne Ethan Hunt fan skuffet. MI-6 ender desværre som den mindst vellykkede af de 6 film.
Nogle af de bedste Woody Allen film er dem, hvor han ikke selv er med. I Café Society er han kun med som voice-over fortælleren, og det er gjort perfekt balanceret. Ikke for meget og ikke for lidt. Filmen viser et skønt kliché billede af Hollywood i 30'erne. Farverne er som i et glansbillede, og folk i branchen er skildret overfladiske og selvhøjtidlige. Da vi kommer til New York får man på tilsvarende måde serveret et herligt kliché portræt af gangstertiden. Det hele ledsages af dejlig jazz musik og en god lille historie om umulig kærlighed mellem to unge mennesker på tværs af kultur og ambitioner.
Sjov og hyggelig lille komedie med en utrolig veloplagt Steve Carell som den provokerende mandschauvinist og tennisspiller Bobby Riggs. Emma Stone er også ganske fin som Billie Jean King, og filmen viser et meget troværdigt tidsbillede af de tidligere 70'erne. Man får også en lille historietime om WTA, som blev dannet af netop Billie Jean King som delvis provokaton og delvis modreaktion på de urimelige forhold, som kvinderne spillede under. Tenniskampene i filmen er et kapitel for sig. Normalt ser tenniskampe på film meget kunstige ud. Men her er det gjort utrolig dygtigt. Jeg troede faktisk undervejs, at det blot var de gamle optagelser, som var blevet renset og flettet ind, men det er simpelt hen lykkedes at genskabe den spillestil, kvinderne havde i 70'erne uden at det virker koreograferet. Meget imponerende.
Denne film landede langt fra mine forventninger. Hvis det ikke havde været for titlen og den megen omtale, så ville jeg slet ikke have opfattet det som en film om en "frygtelig" kvinde. For er hun virklig så frygtelig? Bortset fra et listigt kig ind i kameraet helt til sidst, så synes jeg faktisk, at hun er ganske normal. Jeg har i hvert fald oplevet ting, der er værre i den virklige verden. Den mandlige hovedperson, Rasmus, er til gengæld noget af en vatnisse. Dog ikke mere, end at han godt kan finde ud af at sige fra, når det bliver for meget. I det hele taget har filmen slet ikke den satiriske og provokerende tilgang til skildring af parforhold, som der var lagt op til. Der var hverken noget at grine af eller blive provokeret af. Og det hele føltes bare som et hverdags parforholdsdrama. Altså lige bortset fra den sidste lille scene, hvor Marie kigger drilsk ind i kameraet. At filmen har medført så meget debat og omtale må vist mere bero på et veludført PR-stunt.
Der er masser af kød (!) på denne historie til at det kunne have været en rigtig fed spionfilm: super dramatisk origin story, agentskole, spioner, muldvarpe, dobbeltagenter, flotte lokationer og hemmelige missioner i Budapest, Wien, London og Moskva - og en meget talentfuld agent i hovedrollen med et uventet es oppe i ærmet til sidst. Jeg nåede desværre aldrig at blive overbevist af Jennifer Lawrence's Dominika. Hendes russiske accent lyder egentlig ok, men det sætter en kæp i hjulet på hendes performance og screen presence. Men hvad værre er: jeg tror ikke rigtig på hende som en dygtig agent. Alt for mange af hendes opgaver er skildret utroværdige. Jeg ved ikke, om de de russiske spurve lærte andet på Statsskole 4 end at forføre mænd. Men det havde da hjulpet lidt på troværdigheden, hvis der på skolen også havde været nogle kamptrænings montager eller lignende til at underbygge troen på hendes færdigheder. Og hvad sker der lige med den mærkelige blanding af nutiden og koldkrigstiden? Filmen foregår i nutiden, men pludselig er der gammeldags 3½" disketter med, og filmen syder af 80'er koldkrigs stemning i stil med tv-serien The Americans. De negative ting er dog ikke værre, end at man sagtens kan lade sig rive med af den underholdende spion thriller. Der er i hvert fald nogle ret fede action scener hen mod slutningen, hvor det bliver herligt blodigt og ubehageligt.
En film der skal ses pga. Charlize Theron, der spiller helt vildt overbevisende. Især den første halvdel er ret sjov, dramatisk og meget genkendelig for forældre. I anden halvdel begynder det at blive en smule kedeligt og ensformigt, og til sidst bliver det lige lovlig fortænkt, overforklaret og sentimentalt.
Den første halvdel af filmen er virklig fascinerende. Vi bliver her stille og roligt præsenteret for en familie, som må siges at være temmelig belastet af indre dæmoner. Mormoderen (der netop er død) var tilsyneladende ikke så nem at danse med og havde samtidig en alvorlig psykisk lidelse. Det viser sig, at begge hendes børn - og begge hendes børnebørn - heller ikke er helt raske i hovedet. Alle disse skæbner er vældige interessante, og samtidig er skuespillet meget troværdigt. Særligt imponerende er Toni Colette, der spiller moderen. Hun spiller med de helt stor armbevægelser, hvilket nemt kunne have virket overgearet, hvis hun ikke havde gjort det med så stor indlevelse og overbevisning. Hatten af for det! Til gengæld giver jeg ikke meget for sidste halvdel af filmen. Fra det tidspunkt hvor historien går over i Ouija og spøgelses-hokus-pokus er jeg helt stået af. Den interessante psykologiske gyser bliver til noget okult dæmon nonsens. Mega ærgerligt, for den første del af filmen var til 5 stjerner. Der er rigeligt med kød på familiens baggrund og karakterene til, at man ikke havde behøvet at køre så meget på det overnaturlige til sidst.
Sarah har overlevet en frygteligt bilulykke, hun er gravid, og hun skal føde den kommende dag. Men så får hun besøg af en mystisk kvinde, der er ude efter hendes barn... Der er masser af herlig blod og splatter, men historien er papirstynd og virklig ringe. Den mystiske kvinde er fysisk svag, har ingen særlige evner - men formår alligevel at nakke den ene politimand efter den anden. Det giver ingen logisk mening. Hvis hun så i det mindste havde været skræmmende at se på, eller hvis historien havde udviklet sig i en uforudsigelig retning. Men alt går desværre lige efter bogen. Den får to stjerner, fordi den trods alt er ganske underholdende noget af tiden på grund af de mange blodige scener.
På samme måde som med Edward Saksehånd så starter Beetlejuice med fuld knald på farverne og høj solskin - hvorefter den så bliver mørk på en komisk-tragisk måde. Det sker, da Alec Baldwin og Geena Davis på en højst uheldig måde ender som døde gæster i deres eget hus. De nye ejere flytter ind med deres datter (en ung 16-årig Winona Ryder) som bidrager med det næsten obligatoriske Tim Burton gotiske element. Filmen er ganske underholdende og fyldt med ultra fede og kiksede B-films agtig production design. Tjek eksempelvis søuhyret uden for huset ud... Først tænker man, at det er utrolig dårligt lavet af en film fra 1988, men dette look er helt klart lavet med vilje som en slags homage til forgangne tiders horrorfilm. Der bliver også flettet lidt sang og dans ind i filmen. Men dog uden at det på nogen måde bliver en musical.
Nu ved jeg hvordan min kæreste i sin tid havde det, når jeg slæbte hende ind for at se film som Gone in 60 Seconds, Fast & The Furious eller lignende. Hun kunne ikke rigtig se det interessante i potente sportsvogne eller de mange smarte drengerøvs bemærkninger. Det er da ellers opskriften på universel underholdning - eller hvad? Nu var det så min tur til at sidde og ikke fatte halvdelen af de mange insider jokes, som de andre i salen grinte af. Det hjælper heller ikke, at det ikke bliver forklaret hvad "MET Gala" egentlig går ud på, eller hvad Anna Hathaway's karakter egentlig skal forestille at være berømt for. De potente sportsvogne er skiftet ud med modetøj, juveler, sko og kunstværker. Ok, fint nok - men kom nu igang med kuppet... Da kuppet endelig går igang, er jeg glimrende underholdt. Det skader bestemt heller ikke, at filmen er spækket med skønne skuespillere. Det er svært ikke at elske Sandra Bullock, Cate Blanchett, Helena Bonham Carter, Mindy Kaling og Anna Hathaway. De er nogle seje tøser, og de gør alle et fortrinligt stykke arbejde i dette søster-projekt til Ocean's 11.
Hvor Bottle Rocket var Wes Anderson's debut film, så er Rushmore hans første "rigtige" Wes Anderson film i forhold til den stilistiske stil og det gennemgående tema om familie/venner, som vi ser i alle de efterfølgende værker. Max går på privatskolen Rushmore. Udadtil har han tjek på det hele, men indvendigt bokser han med mindet om sin afdøde mor og forsøger at skjule, at hans far "bare" er frisør. Da han bliver forelsket i en af lærerne, går der ged i hans situationsfornemmelse, og han begynder at opføre sig lidt som en skiderik. Det giver en masse vældig sjove scener, men man mister sympatien for hovedpersonen - og dermed interessen for historien. Det øvrige persongalleri, musikken og de visuelle virkemidler er ikke så sprudlende som senere og desværre ikke nok til at opveje det lidt kedelige hovedplot.
Luke og Owen Wilson er vældig charmerende som de to talentløse kupmagere. Storebror Andrew Wilson er til gengæld meget ucharmerende i rollen som den trælse Future Man, hvis bror Bob også er med i den lille tyvebande. De har i første omgang lidt held med sig og får en smule startkapital efter et lille-bitte røveri i en boghandel. Herefter fordriver de tiden i "The Not-So-Grand Texas Motel", hvor næste kup planlægges, og hvor Luke Wilson's karakter har en romance med en af rengøringspigerne. I denne del af filmen er der ikke meget fremdrift, og det hele går lidt i stå. Men så bliver det tid til det afgørende heist, og der serveres en vanvittig afslutning. Det er bestemt ikke Wes Anderson's bedste film, men det er interessant at se, hvordan det startede. Der er allerede her en del af hans kendetegn, herunder musikken, der spiller en fremtrædende rolle. Det er også super sjovt at se Owen Wilson i hans første filmrolle. Han ligner slet ikke sig selv med den korte army-frisure og en attitude, der udstråler (misforstået) struktur og orden.
Overraskende interessant biopic. I starten troede jeg, at jeg skulle se den sædvanlige historie om den hårde vej fra ukendt kunstner til succes. Og ja, det er faktisk grundliggende en sådan historie, men vejen er brolagt med helt andre sten, end jeg lige havde forventet. Amy Adams og Christoph Waltz er forrygende sammen, og kemien slår gnister i både den ene og den anden retning. Man skal ikke forvente en typisk Tim Burton film. Det er nok nærmere et psykologisk drama med sociale og feministiske budskaber.
Tim Burtons gennembrud er en yderst farverig sag med ikonet Pee-Wee Herman i den altdominerende hovedrolle. Pee-Wee var allerede en veletableret karakter fra tv, så Burton kan ikke tage credit for den utrolig skæve hovedrolle i hans første film. Men det har utvivlsomt været til stor inspiration for ham. Man kan jo roligt sige, at hovedpersonerne i Tim Burtons efterfølgende film - uden undtagelse - alle kan karakteriseres som værende temmelige skæve individer. Hvis man ellers kan holde Pee-Wee's ret anstrengende facon ud, så er der rigtig mange sjove scener i denne særprægede road-movie. Det ligner på ingen måde en Tim Burton film, som vi kender dem. Men se den, hvis du er i humør til en omgang crazy komik på landevejen.
Tim Robbins bliver i bedste Bossen & Bumsen stil nærmest taget fra gaden (eller rettere kælderen) og indsat som direktør for en kæmpe produktionsvirksomhed. Selvfølgelig viser det sig, at han ikke er helt uden evner, og han får stor succes med at genopfinde hjulet: "You know - for kids...". Samtidig med crazy-komedien indflettes en rom-com mellem Tim Robbins og Jennifer Jason Leigh. De spiller desværre begge alt for "off" og overgearet til, at man kan mærke dem som mennesker. At romancen ikke helt fungerer gør dog ikke så meget. Filmen er spækket med opfindsomhed og bestemt seværdig. Lidt underligt at denne Coen-film er endt som et næsten glemt størrelse blandt de mange andre ikoniske værker.
Som i Memento starter filmen med slutningen og arbejder sig bagud i tid, så man langsomt får flere og flere brikker til det fulde billede af historien. Til at starte med ved vi bare, at en pige ligger på hospitalet, og to venner forsøger at finde gerningsmanden og hævne sig. Men hvad skete der egentligt, og hvem gjorde det? Det er en vældig interessant og spændende oplevelse at være med på den omvendt fortalte hævnhistorie. Det er samtidig meget intenst filmet med nogle utrolig vilde håndholdte kamerabevægelser. Filmen skifter så rytme den sidste halve time. På dette tidspunkt er alle brikkerne kommet på plads. I stedet for spænding forsøger instruktøren nu at blive filosofisk og prøver at retfærdiggøre baggrunden for at filmen skulle vises baglænst på en kunstnerisk måde. En noget underlig blanding af horror og uelegant lommefilosofi.
Vinterbrødre ligner ikke noget, man har set før. Og da slet ikke fra dansk side. Det ser faktisk ikke engang ud som om, at den foregår i Danmark med de meget vinterlige og øde landskaber. Men sådan ser der åbenbart ud nede ved Fakse Kalkbrud, hvor den er filmet. Historien er ret ligegyldig. Det interessante - og virklig fascinerende ved denne film - er den visuelle rejse ind i den helt særlige hverdag hos Emil og de andre arbejdere på kalkværket. Må bestemt høre til i top 3 af danske film fra 2017.
Der er hverken mangel på action eller locations i denne underholdende fortsættelse af den fremragende Jurassic World fra 2015. Desværre er der heller ikke mangel på gentagelser. I Jurassic World var der en lang række nostalgiske referencer til den oprindelige Jurassic Park, hvilket fungerede rigtig godt. Folkene bag den nye film har sikkert tænkt, at så smider vi da bare endnu flere referencer ind i 2'eren. Problemet er bare, at det gøres temmelig u-elegant og føles som deciderede rip-offs fra de tidligere film. Når den nye kloge dino åbner dørhåndtag eller klikker med kloen på gulvet, og når den lille pige lige præcis når at lukke skydedøren til køkkenelevatoren, så er det ikke længere hyggelige referencer, men direkte tyveri fra de andre film. Og det vrimler med flere af denne slags gentagelser. Filmen udmærker sig heldigvis på andre punkter. Chris Pratt og Bryce Dallas Howard er tilbage som Owen og Claire og er lige så charmerende som i den første film. Samtidig introduceres vi for to nye sjove og seje karakterer i form af Franklin og Zia, der bidrager med humor og bad-ass attitude. På production design siden er der ikke sparet på noget. Vi er både ude på Isla Nublar til en hæsblæsende redningsaktion, vi er vidne til en spændende mission på skibet på vejen hjem, og vi er i Californien på et kæmpe slot, hvor hele tredje akt foregår. Den lange afsluttende del på slottet er dog samtidig den mindst spændende del af filmen. Det hele bliver lidt for forudsigeligt og er som før nævnt fyldt med gentagelser fra tidligere film. Men så kommer slutningen, hvor der sker noget helt nyt og interessant. Noget som vender op og ned på alting i den nu 5 film lange saga. Der er dermed lagt op til, at den tredje Jurassic World film kommer til at gå nye veje og ikke vil ligne nogen af de foregående.
Joaquin Phoenix er lejemorderen Joe, der er virklig messed-up i hovedet. Han vakler omkring som i en døs og er plaget af traumer fra hans barndom og andre ubehagelige oplevelser. Filmen er i det hele taget ret ubehagelig at se på. Det er en mørk, grim og dyster version af Léon. Men med den forskel, at Léon's kære plante er skiftet ud med Joe's kære gamle mor. Selv om det ikke ligefrem er en film, som man bliver i godt humør af, så er den bestemt værd at se for de stemningsfulde billeder og Joaquin Phoenix' pinefulde karakterspil.
Coen brødrene er nu for alvor ved at etablere sig. Deres fjerde film får stor succes på kritikerfronten (men dog noget mindre succes hos publikum). Det er nu også tydeligt, hvordan de gør genbrug af de samme skuespillere. John Turturro og Steve Buscemi var begge med i Miller's Crossing og spiller hhv. hovedrollen som manuskript-forfatteren Barton Fink samt receptionisten på det billige Hollywood hotel, hvor Barton Fink bor. Tilsvarende er John Goodman tilbage fra Raising Arizona og spiller en mystisk forsikringssælger, der bor i naboværelset til Barton. Barton Fink oplever en kæmpe kulturkløft fra at være succesfuld forfatter på New Yorks broadway scene og så til at være manuskriptforfatter på en B-film i Hollywood. Datidens studiosystem får en ordentlig en på tuden af Coen brødrene i form af en satirisk tilgang, hvor manuskriptforfattere vises som fordrukne, mens det er sekretærene, der laver alt arbejdet. Producerne er heller ikke ligefrem sympatisk skildret, og stakkels Barton Fink får ikke meget hjælp fra sine nye arbejdsgivere. Han lægger da også ud med at have skriveblokade fra starten af. Heldigvis er der anden hjælp at hente fra uventet hånd, men studiosystemet kan han ikke løbe fra og ender til sidst i et surrealistisk mareridt mellem drøm, virklighed og Helvedet. I Coen brødrenes tre første film havde de allerede vist lidt af deres forkærlighed for at blande genrer sammen. Men det er først med Barton Fink, at de virklig går til den og blander en masse forskellige genre sammen og dermed skaber noget helt nyt og unikt.
Filmen består af en rimelig ok ungdomsfilm og en tåkrummende dårlig gyser. Hvis man fjernede alle scenerne med den ufrivilig komiske klovn, så tror jeg faktisk, at der kunne være kommet en ganske god coming-of-age film ud af det. Men jo længere man kommer ind i filmen, jo værre bliver det. Udover at klovnen er komisk, så har jeg også det problem, at jeg i den grad savner noget baggrundsinfo om "hvad" og "hvorfor". Det bliver muligvis forklaret i 2'eren, men det er bare alt for sent. Jeg er stået af.
Det går hurtigt op for en, at The Room ikke er noget mesterværk. Inden for den første halve time er der ikke mindre end fire forskellige sexscener, der alle er utrolig kiksede og corny. Og så kombineret med Tommy Wiseau, der er en katastrofal dårlig skuespiller. Men heldigvis er han elendig på den underholdende måde. De andre skuespillere er noget bedre, men de lider under Wiseau's ringe instruktion. Historien er også virklig dårlig. Men trods alt ikke dårligere, end at hvis man bare fjernede Tommy Wiseau og de klamme sexscener, så ville man stå tilbage med et "normalt" middelmådigt tv soap-drama. Jeg har med andre ord set værre film og vil derfor ikke ligefrem betegne det som "verdens dårligste film" nogensinde.
Hvordan bør man strukturere en anmeldelse af en Wes Anderson film? Det må være noget med at gøre anmeldelsen meget stilren, sørge for at overfladen er ekstrem flot og velpoleret - og til gengæld lade indholdet stå lidt i baggrunden. Man bør nok også dele anmeldelsen op i en række kapitler - og indsætte flashbacks til tidligere Wes Anderson anmeldelser. Og når anmeldelsen skal beskrive de medvirkende, så bør der zoomes ind og ud på de enkelte hovedkarakterer, og herefter panoreres sidelæns over til birollerne. Jeg er dog bange for, at det bliver lidt for svært at lave en sådan visuel tilgang blot med det skrevne ord. Især herinde, hvor jeg ikke selv har mulighed for at vælge skrifttype, skriftstørrelse - eller indsætte små dansende hunde i teksten. Så det må desværre blive ved tanken... Isle of Dogs er endnu et visuelt overflødighedshorn fra Wes Anderson. Billede og lydside går op i en højere enhed. Det er en sand fest for sanserne. Det er tydeligt, at Wes Anderson har en stor kærlighed til Japan. Og det er ganske morsomt at se hans ret kliche-agtige billede, eller måske rettere vision, af landet. Det er dog en smule usmageligt, at der skal en amerikansk udvekslingsstudent til at få ordnet sagerne i historien. Hvorfor kunne det ikke bare være en lokal japansk dreng eller pige? Det er ret irriterende og har den modsatte virkning af hensigten ift. mit engagement i personen. Jeg må også indrømme, at jeg slet ikke blev engageret i nogle af hovedkarakterene på øen - altså hundene Chief, Rex, Duke, og hvad de nu hedder. Herudover havde jeg det tredje problem, at der var ulideligt varmt i biografsalen (det kan I gøre bedre, Trøjborg). Det manglende engagement i karakterene og varmen gjorde, at jeg endte med at sidde og halvdøse midtvejs. Det blev derfor kun til en 3-stjerners filmoplevelse, men jeg vil for en gangs skyld rate filmen ud fra en mere objektiv tilgang end min umiddelbare oplevelse. Jeg er nemlig overbevist om, at når jeg genser filmen senere - for alle Wes Andersons film bør ses mere end én gang - så vil den ganske givet stige i min agtelse.
Historien om Ed Wood er utrolig fascinerende. Producer, instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller med et kæmpe overskud - men bare ikke så meget talent. Det er en bedrift i sig selv, at det lykkedes ham at skrabe penge og skuespillere sammen til hans projekter. For i modsætning til den beslægtede "The Disaster Artist", så havde Ed Wood ikke nogen penge på kistebunden at gøre godt med. Jeg var ret begejstret for The Disaster Artist, men jeg synes faktisk, at Ed Wood er endnu bedre. Og det selv om filmen er næsten 25 år gammel og i sort/hvid. At filmen stadig fungerer hænger nok også sammen med de mange ikoniske karakterer, der optræder i filmen. Først og fremmest legenden Bela Lugosi, som spilles med fantastisk indlevelse af Martin Landau. Man kan måske indvende, at det er nemt nok at spille overgearet og teatralsk. Men Martin Landau gør det på en måde, så man tror på karakteren. Og da hans karakter samtidig er en sårbar og stolt gammel ensom stakkel, så bliver det hele meget rørende. Andre ikoner fra den tid omfatter Morticia Addams klonen Vampira, det svenske kødbjerg Tor Johnson (spillet af wrestler legenden "The Animal"), og The Amazing Criswell. Og selvfølgelig Johnny Depp, der leverer en af hans klart bedre præstationer som hovedkarakteren Ed Wood.
Der er i bund og grund tale om letkøbt humor med en masse billige tricks, der er set før. Men lige præcis denne slags komedie virker næsten altid på mig. Det er sort og grov humor i samme genre som Ted og Tømmermænd i Las Vegas. Den slags film er ofte super sjove første gang, man ser dem. Men typisk falmer de meget ved gensyn. Skal en sådan film vurderes på holdbarheden eller på nu-og-her oplevelsen? Jeg vælger det sidste og slynger 5 stjerner i hovedet på de skøre spillegale tosser.
Jeg valgte på forhånd ikke at gå ind til denne som en rigtig Star Wars film. Og det var godt, for hvis den skulle bedømmes som en Star Wars film, så ville jeg kun kunne give den 2 stjerner. Der er nemlig intet Star Wars magi eller episk over fortællingen om Han Solo's unge år. Men som god sci-fi action så er det såmænd en ganske fin 3½ stjernes film. Det er en slags Baby Driver in Space. Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til hverken Han Solo, Chewbacca eller Lando Calrissian. Det er da nogle fede karakterer, men jeg havde ikke noget behov for at se, hvordan de mødte hinanden, eller hvordan Solo fik fat i Tusindårsfalken. Eller nogen af de mange andre referencer til de gamle film. For mig var det et sjovt kig ind i "En Fjern Galakse". Det er vældigt underholdende, at man nu hvert år kan åbne en lille låge ind til Star Wars universet og se nye hjørner af galaksen og nye historier udfolde sig. Historien i denne film lider desværre under, at den er dikteret af alt for meget fan-service. Det meste af det er endda ret kluntet udført. Det havde været meget federe, hvis man i stedet havde koncentreret sig om historiefortællingen og karakterene uden de mange bindinger til fortiden. Der var dog én reference, som i høj grad fangede min interesse. Nemlig den der kom til sidst og som giver et prej om, hvad vi kan vente os i senere film. Jeg ville super gerne besøge Dathomir i enten en senere stand-alone film eller trilogi. Hvor fedt ville det ikke være at se Asajj Ventress eller nogen af de andre Nightsisters på det store lærred. Se, det kunne faktisk gå hen og blive både episk og magisk.
Coen brødrenes anden film er også en krimi. Men hvor den første, Blood Simple, var mørk og meget lidt sjov, så er Arizona Junior rendyrket crazy-komedie. Nicolas Cage og Holly Hunter kan ikke selv få et barn af naturens veje, så de beslutter at stjæle et barn fra et par, der lige har fået femlinger. Deres plan bliver forpurret af Nicolas Cage's tidligere cellekammerater fra fængslet samt af en dusørjæger fra Helvedet. Komikken er så teatralsk, at det næsten er lidt for meget af det gode. Det hele bliver nemlig ret tegneserieagtigt, og man kan ikke rigtig involvere sig i hverken historien eller karakterene. Filmen skal dog have credit for sit gevaldige overskud og de mange kreative optrin.
Frances McDormand er den unge smukke kvinde, der er gift med en rig - og meget usympatisk - ejer af en lokal bar. Hun søger trøst hos en af hendes mands medarbejdere i baren, hvilket hurtigt bliver opdaget, eftersom manden har sat en privatdetektiv på hende. Det tager hendes mand så ilde op, at han nu sætter privatdetektiven til at slå dem begge ihjel. Men, men, men. Privatdetektiven - som ellers forekommer at være et fjols uden ret mange brikker at rykke med - har en anden og bedre plan... Herfra bevæger handlingen sig ud af mange tvistede turns. Filmen er tydeligvis en forløber for Fargo. Historien er i samme boldgade, der er den samme forkærlighed for øde highways og vanvittig vold. Men stilen er alligevel noget anderledes. Blood Simple er meget mere mørk og har så godt som ingen humor. Eller rettere: humoren er så kulsort, at man måske slet ikke bemærker den. Den viser sig diskret i form af en slags selvironisk poetisk retfærdighed.
Den mand er alvorlig syg i hovedet! Hvordan finder man på at lave filmhistoriens mest blodige film - og så gøre det til en komedie? Hvad siger det lige om samfundet og menneskets umættelige tørst efter vold som underholdning? Måske skal man ikke tænke så meget over det. Måske skal man bare læne sig tilbage og grine af de totalt crazy langt ude zombie massakrer og det næsten lige så crazy dårlige skuespil. Det er sjovt, det er ekstremt blodigt, og det er Peter Jackson der i den grad får lov til at skeje ud.
Filmen lægger hårdt ud med et voldsomt opgør mellem to rivaliserende motorcykelbander. Vi er i Tokyo 30 år efter 3. verdenskrig. Anakien og volden hersker i gaderne. Politiet, militæret og regeringen forsøger hver især at trække i diverse tråde og mele deres egne korrupte kager. En oprørsbevægelse er på spil, og der laves hemmelige forsøg på børn, der giver dem overnaturlige kræfter. Der er med andre ord gang i rigtig mange ting på én gang i denne ambitiøse og flotte sci-fi klassiker. Jeg så den lige efter den næsten lige så klassiske "søsterfilm" Ghost in the Shell. Sammenlignet med den er Akira langt mere episk og fascinerende - og med en slutning, der er lige så syret som i 2001: A Space Odessey.
Set-up'et i filmen er udmærket. Vi introduceres til en familie med to drenge, en ældre teenagedatter, og en hyggelig far spillet af Tim Robbins. Der bygges stille og roligt en stemning op, og alle børnene spiller troværdigt og uden at være irriterende. Da børnene så skal være alene hjemme, finder den yngste dreng et brædtspil, som de selvfølgelig skal prøve... Herefter går det helt galt efter fuldstændig samme formel som i den første Jumanji film. Hver gang der flyttes nogle brikker på spillepladen, skal der trækkes et kort. De fleste af kortene medfører livstruende situationer, og det er både utrolig dumt og ret kedeligt at se på, hvordan de skal redde sig ud af det ene vanvittige scenarie efter det andet. På et tidspunkt angribes de af nogle øgleagtige aliens, som på ingen måde er lavet med de teknologiske muligheder, som man havde i 2005. Tværtimod ligner de noget fra en 80'er B-film splatter. Det er umuligt at tage seriøst, så jeg endte med at sidde og spekulere på, om filmen i virkligheden bare er en parodi på Jumanji. Det tror jeg dog ikke, for der er i modsætning til Jumanji filmen så godt som ingen humor i Zathura.
Jeg synes ikke, at historien er i nærheden at være lige så god som etteren. Men ok, jeg er også en total sucker for origin fortællinger. Der mangler også en rigtig led skurk som Ajax fra den første film. I Deadpool 2 har vi Cable, og ikke et ondt ord om ham. Han er faktisk ganske glimrende - og ligner nærmest Frank Castle, bare med super hitech udstyr. Men Cable er jo som sådan ikke en rigtig skurk. Så hvem er det lige, man skal sidde og hade og se frem til blive slagtet? Deadpool 2 har til gengæld så mange andre ting, der kører for den. Humoren og den grove vold fungerer fantastisk godt. Der er endnu flere meta bemærkninger end i den første film. Og actionscenerne og slåskampene er hæsblæsnede medrivende. Den nye karakter Domino er genial. Hendes "superkræfter" (luck) kommer til udtryk på en overraskende visuel og underholdende måde. Hun er næsten oppe på niveau med Quicksilver mht. sejeste superkræfter. Samlet set en fremragende film, som næsten er lige så god som den første Deadpool.
Jeg var faktisk noget overrasket over, hvor LIDT crazy denne film er. Jeg mener, det er en John Hughes film med 3 børn, der skal passes af deres onkel spillet af John Candy. Det kan da kun ende i den ene katastrofe efter den anden. Men selv om onkel Buck's metoder er ret utraditionelle, så opfører han sig forbavsende ansvarlig og er igennem hele filmen den bedste onkel, man kan forestille sig. Dermed er filmen heller ikke en komedie i traditionel forstand, men nok mere bare en god familiefilm.
Denne film må være referencemodel for den moderne comedy roadmovie. Den har alle de klassiske optrin, som man forventer af en sjov roadmovie i dag. Så hvis man som jeg først ser filmen nu 30 år efter premieren, så er der ikke rigtig nogen overraskelser at hente. Men fordi John Hughes havde et helt særligt talent, så virker filmen på ingen måde forældet. Den er ekstrem sjov, og John Candy er genial til både at spille røvirriterende og samtidig en stakkel sjæl, som man kan sympatisere med.
Rutger Hauer er vagabonden, der ankommer til en by, hvor volden hersker i gaderne. Byen og volden styres af manden Drake og hans to psykopatiske Tom Cruise look-a-like sønner. De slår folk ihjel på de mest bestialske måder og gør det til et form for underholdningsshow på gaden. Politiet er selvfølgelig korrupt, og da Rutger Hauers vagabond får nok, er der dømt vild og blodig selvtægtsfilm. Hobo with a Shotgun er kommet til verden på samme måde som Machete - nemlig som en genoplivning og hyldest til Grindhouse. Hobo with a Shotgun er dog mere rå, mere voldelig - og med mindre humor - end Machete. Og dermed nok også mere tro mod Grindhouse konceptet. Hvis man kan holde ud at se på den slags voldsorgie, så får man en mega underholdende og af og til meget morsom fest. Som film generelt er det en film til 2-3 stjerner, men inden for dens egen genre må den nødvendigvis få 5 blodrøde stjerner.
Dengang inden Snyder blev ramt af det mørke DC univers, da lavede han nogle visuelt fantastiske film. Det var vildt og syret i 300 og i Watchmen, men i Sucker Punch går han helt amok. Filmen er overlæsset med stilistisk vold og action, med farvefiltre og parallelverdener a la Inception. Historien er både såre simpel og ret kompliceret. Og frem for alt vildt underholdende. I en sådan type film vil der ofte være en hæsblæsende fed feel-good afslutning, og netop derfor vil mange nok sidde tilbage og være lidt skuffede. Jeg var selv noget paf til sidst. Men efter at have sundet mig lidt, synes jeg egentlig det hænger vældig godt sammen med filmens indledning. Faktisk kan man i bagklogskabens klare lys sige, at voice-overen i indledningen spoiler afslutningen: "en guardian angel kan den ene dag være en ... og den næste dag en ...". Uanset hvad så er Sucker Punch et vildt fyrværkeri og et nådestød i mellemgulvet. En både infantil og modig film af Zack Snyder, dengang han stadig kunne "det der shit!". 5 små stjerner.
3 monolitter og 3 gigantiske steps i menneskets udvikling. Fascinerende og voldsomt imponerende, at man kunne lave en så visuel flot og overbevisende sci-fi film for næsten 50 år siden. Der sker ikke ret meget, og den smule der sker kunne jeg tydeligt huske fra da jeg så den for første gang for 30 år siden. Så derfor overraskede jeg mig selv ved ikke at kede mig på noget tidspunkt under denne meget lange og meget langsomme film. Det vidner om filmens høje kvalitet og holdbarhed.
Filmnørdens Hjørne kårede på et tidspunkt Elizabeth Taylor som verdens bedste skuespillerinde "of all time" og pegede især på Who's Afraid of Virginia Woolf? som filmen, hvor hun shiner. Og ja, det er virklig en imponerende præstation, som hun giver i dette stage drama. Men faktisk synes jeg, at Richard Burton er endnu bedre, idet han spiller med færre armbevægelser og mere indadvendt, hvilket virker mere intenst. Det var dog Elizabeth Taylor, der vandt en Oscar, mens Richard Burton måtte nøjes med en nominering. Uanset hvad, så er det i den grad en film, der er værd at se, hvis man sætter pris på verdensklasse skuespil og et godt drama. Historien er ikke så aktuel nu som dengang i 60'erne, hvor manden helst skulle have bukserne på i parforholdet, og kvinden være en god husmor. Man kan dog sagtens leve sig ind i deres situation alligevel. Men hoved traumaet i deres liv omkring sønnen bliver udvandet af, at det er rimelig let at gætte nogenlunde, hvordan det hænger sammen lang tid før det afsløres. Så da det er meningen, at filmens drama skal kulminere, tænkte jeg: "nå, var det bare det". Lidt ærgerligt, og det trækker karakteren en stjerne ned, at jeg aldrig rigtig blev revet med af historien.
Man kan ikke komme udenom, at stilen er overrumplende og super frisk. Det blev dog lidt for meget af det gode i længden. Hvis de sjove filmiske indfald havde været doseret i mindre mængder, så tror jeg det havde givet et bedre samlet indtryk. Historien er meget simpel. Så simpel som et computerspil: Scott Pilgrim skal kæmpe mod 7 ekskærester for at vinde. Indtil disse kampe gik igang, var jeg 100% på, men selve kampene begyndte hurtigt at kede mig. Filmen faldt derfor støt og roligt fra at være "helt genial" i starten, til at være "glimrende", og til sidst "bare ok".
Jack Nicholson som en meget velklædt privatdetektiv i 1930'ernes Los Angeles. Der er både mystik omkring byens vandforsyning, embedsmænd der pludselig dør, lyssky affærer og komplicerede familieforviklinger. Interessant og god historie, dog uden at være decideret spændende.
