Jeg er en af de få, der var ganske godt underholdt af biografversionen. Og jeg har endda set den oprindelige udgave to gange. Så jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på plottet. Men med Zack Snyder's version får man bogstavelig talt en helt anden film - og derfor også en helt ny oplevelse. Det må være første gang i verdenshistorien, at en af hovedpersonerne (Superman) først dukker op efter 2½ time. Det er ret vildt. Jeg går ikke ud fra, at det er nogen spoiler, at Superman er med, eftersom han står som nummer 2 på rollelisten. Hele optakten til at få Superman på banen igen er måske lige lovlig langtrukken, men herudover synes jeg faktisk ikke, at filmen virker unødig lang. Og det må vel siges at være ret stor ros til en film på små 4 timer. Ellers kan filmen bedst beskrives som - STORLADEN! Den får på alle tangenter, og er man den mindste smule fan af Zack Snyder's særlige stil, så er det klart et must-see. Jeg synes stadig, at Wonder Woman og Aquaman er de to bedste DCEU film indtil videre. Men der er ingen tvivl om, at Snyder's version er bedre end den oprindelige. Det samme galdt i øvrigt også for Batman v Superman, hvor den over 3 timer lange Ultimate Edition var langt bedre fortalt end den noget rodede biografversion. Historien giver meget mere mening. Man får mere indsigt i bl.a. Victor Stone's og Barry Allen's baggrund. Actionscenerne er federe, og skurkegalleriet er langt bedre - nu hvor Steppenwolf ikke står alene. Jeg savnede faktisk kun to ting: - Scenen hvor Aquaman sidder på Wonder Woman's sandhedslasso og kommer til at røbe personlige ting er taget ud. Den syntes jeg ellers var super sjov. - Jeg ville have foretrukket, at hele lærredet var fyldt ud - i stedet for det smalle 4/3-format. Jeg kan ikke lige se, hvad det skulle bidrage med. Jeg er ikke super velbevandret i de bagvedliggende comic books (faktisk slet ikke). Så der er garanteret en masse fan-service, som jeg gik glip af. Det var muligvis også grunden til, at jeg ikke helt forstod epilogen, og at der var en snert af anti-klimaks til sidst. Derfor kan jeg heller ikke snige den helt op på 5 stjerner, så den må nøjes med 4½ stjerner.
En film med temmelige dårlige anmeldelser, men som dog skulle have en ret fed indledning, hvor Las Vegas invaderes af zombier. Zack Snyder kan noget med stemningsfulde og visuelle indledninger, så det skulle da lige tjekkes ud. Jeg satte mig derfor kun ned for at se denne indledning, men blev til min overraskelse fanget af både historien og karaktererne. Der sker et hav af ting, der ikke giver mening. Men det kunne jeg sagtens se ud over, eftersom underholdningen var i top. Det kræver dog helt klart, at man er engageret i den farverige gruppe, der skal ind og plyndre en casinoboks med 200 mio. dollars. For hvis man er ligeglad med dem, så vil filmen føles alt for langsom. 3½ stjerner.
Amy Adams gør hvad hun kan for at give filmen troværdighed. Og faktisk synes jeg, at hun er det klart bedste ved filmen. Jeg tror på hendes karakter og kan leve mig ind i hendes situation. Bare super ærgerligt at det er umuligt at tro på selve historien, som især i tredje akt bliver alt for meget 90'er-agtig plot-tvist wanna-be. Man ender med at sidde hovedrystende og med himmelvendte øjne. Men jeg vil give filmen 3 stjerner for et glimrende set-up og en udmærket Amy Adams.
En tilsyneladende almindelig familiefar må tage sine "særlige evner" i brug, da hans idylliske (og kedelige) liv bliver truet af først indbrudstyve og senere gangstere. En temmelig velkendt og brug formel. Men det føles forrygende friskt og velsmurt i denne indpakning med Bob Odenkirk i front. Bl.a. på grund af en række super veldrejede actionscener, der ser ud til at gøre voldsomt ondt på både skurke og helte.
Der er noget sært fascinerende ved timeloop film, hvor hovedpersonen genoplever den samme dag igen og igen. Det er næsten som et computerspil, hvor man har uendelige liv til at blive bedre og bedre, indtil man kan gennemføre spillets mission. Og det er netop den vinkel, som Boss Level har: Ekssoldaten Roy skal gennemføre et svært "spil" med en masse bad guys, der skal dræbes eller undgås, inden han kan komme frem til the boss level, hvor Mel Gibson venter. Der er selvfølgelig en underliggende historie, som også involverer en ekskæreste (Naomi Watts) og en søn. Men det er ikke så vigtigt. Det fede ved filmen er, at der er tonsvis af humor og et overflod af blodig action. Frank Grillo er perfekt i rollen som Roy. Han har det barske look, der skal til - og masser af charme. Og så supplerer han med voice-over i bedste Deadpool stil. Faktisk minder den på flere måder om Deadpool i stilen. De to har jo også det til fælles, at de på hver sin måde genoplever, hvor gang de bliver slået ihjel. Slutningen er ikke det bedste ved filmen. Men indtil da er det et fantastisk underholdende ride.
Titlen antyder, at der er tale om et retsalsdrama. Og ja, filmen har som omdrejningspunkt, at myndighederne var på nakken af Billie Holiday. Dels på grund af sangen Strange Fruit, som var forbudt, fordi den handlede om lynchning af sorte i syden. Og dels fordi Lady Day var storforbruger af narkotika. Det er dog på ingen måde et retsalsdrama. Filmen er et drama om konsekvenserne ved narkomisbrug, et opråb om de sortes rettigheder, en kærlighedshistorie – og ikke mindst en hyldest til Billie Holidays musik. Desværre et meget rodet - og uengagerende - mix. Der er dog ikke en finger at sætte på Andra Days hovedrollepræstation.
Daniel Kaluuya og LaKeith Stanfield spiller de to hovedroller som hhv. Black Panther chairman Fred Hampton og FBI informer William O’Neal. De yder begge fantastiske præstationer med stor indlevelse. Især Daniel Kaluuya shiner i en meget karismatisk rolle (bedre end i Get Out). Jeg kendte intet til historien på forhånd, og det var både udmærket underholdning og god historietime om Black Panther bevægelsen i Chicago i slutningen af 1960’erne. Eksempelvis havde jeg ingen anelse om, at Black Panther samarbejdede med hvide ”rednecks”. Begge grupper hadede nemlig politiet, som gennem hele filmen omtales som ”pigs”.
Anthony Hopkins vandt fortjent sin anden Oscar for denne pragtpræstation. Olivia Colman er også virklig god og yder noget af det bedste jeg har set fra hendes side. Anthony Hopkins spiller en version af sig selv (Anthony), som er blevet gammel og dement. Han bor stadig i sin egen lejlighed og går meget op i at have sit ur på sig, så han kan holde styr på tiden. Og det er netop finten: han har nemlig slet ikke styr på tiden. Og den pointe griber filmen på genial vis ved at sætte publikum i hans sted. Jeg blev på et tidspunkt nød til at spole tilbage for at tjekke noget ud tidligere i filmen, før det gik op for mig, præcist hvordan filmen leger med os. Det er en lille perle af en film, som er rigtig rørende – og tankevækkende, hvis man har haft denne sygdom inde på livet. 5 kæmpestore stjerner.
En koreansk familie bestående af far, mor og to børn forsøger at udleve den amerikanske drøm på landet i Arkansas. De tjener til føden med trivielt arbejde på en kyllingefabrik. Og ved siden af knokler Jacob (Steven Yeun) for at få et lille landbrug op at stå. Det er ikke let med manglende vand, en søn med hjerteproblemer – og ikke mindst uenighed mellem forældrene om, hvordan de bør leve. Det er rendyrket drama i samme boldgade som Nomadland, der også havde den tabte amerikanske drøm som tema. Der er herlige exentriske karakterer, masser af god humor, og håb om en bedre fremtid. Men det er også en barsk og til tider trist fortælling. 4 store stjerner.
Fern (McDormand) har mistet sin mand. Hun har også mistet sit arbejde som følge af en fabriksnedlukning. Og hun har mistet sin by, som nu er en forladt spøgelsesby. Men hun har ikke mistet sin tilknytning til byen, hvilket gør hende rastløs og hjemløs. Eller som hun selv siger: ”jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs”. Hun lever nemlig i en hendes lille van og kører rundt i Nevada, Arizona og South Dakota og tjener lidt skillinger ved forefaldende arbejde. På sin vej møder hun andre nomader, der også lever det frie liv i naturen og ”on the road”. Der sker stort set ingenting, så man skal bestemt ikke se filmen for det nærmest ikke-eksisterende plot. Men det er en stor oplevelse at komme helt tæt på det særlige liv, som disse personer lever. Det føles helt fluen-på-væggen dokumentaristisk i tilgangen. Og der er da også flere af de medvirkende, som ikke er skuespillere – men som er taget fra det virklige nomadeliv. Der er på én gang tale om en livsbekræftende film, som samtidig også er lidt trist. For det er ikke en dans på roser. Det er en meget eftertænksom film med noget på hjerte. Så snart rulleteksterne gik i gang, savnede jeg allerede at være i selskab med Fern, Dave, Linda May, Bob og de andre. 4½ stjerner.
Det må være ret træls at miste hørelsen - især hvis man er musiker og lever af at spille koncerter hver dag. Denne skæbne rammer trommeslageren Ruben, og vi følger på tæt hold hans kvaler med denne nye situation. Det er en ret deprimerende oplevelse at være vidne til, for filmen er rigtig god til at sætte os i hans sted. Lydsiden simulerer, hvordan han oplever omgivelserne. Og dette udvikler sig i forskellige ganske interessante retninger. Filmen har primært historien, skuespillet og den specielle lydside kørende for sig. Det er dog ikke en underholdende film, som man får lyst til at se igen. Dertil er den lidt for ubehagelig - for både øjne og ører.
Ulrich Thomsen rammer en besynderlig tone i denne spøjse komedieagtige film. Vi befinder os i en lille ultra konservativ by på landet i USA. Her følger vi to gutter, som gerne vil åbne en restaurant med tyske pølser på menuen. Den ene af dem er lige blevet løsladt fra fængslet, og den anden er indvandrer fra Tyskland. De møder stor modstand fra de lokale, som ikke vil have noget u-amerikansk ind i deres by. Den sorte humor er lidt ovre i Fargo-land, men desværre uden at det bliver sjovt. Alle personerne er ekstremt skæve og off, og der mangler noget modvægt i form af en "straight man". Den rolle har byens sheriff, som også fungerer som voice-over fortæller. Men han opererer kun på sidelinien, og det meste af handlingen er så gakket, at man manglede et holdepunkt i fortællingen. Hvis det så bare havde været sjovt, men jeg trak ikke på smilebåndet en eneste gang. 2½ stjerner.
Det her er en af den slags film, jeg aldrig ville have set, hvis den ikke var Oscarnomineret. For hvis man klikker forbi den på Disney+ og læser beskrivelsen, så ligner det en Disney familiefilm af værste skuffe. Og ja - det er sådan set også noget banalt plidder-pladder. Men giv den en chance, og du bliver måske positivt overrasket. Jeg var i hvert fald solgt efter kun 2 minutter. Den er inpireret af virklige begivenheder, men tydeligt Disneyficeret. Hvilket står klart fra første sekund. For dyrene taler sammen, men det købte jeg lynhurtigt. Især fordi stemmeskuespillet er genialt godt. Sam Rockwell, Danny DeVito, Helen Mirren, Angelina Jolie, og Chaka Khan er nogle af dem, der lægger stemmer til dyrene i det lille Mall circus, som ledes af Mack spillet af Bryan Cranston. Hvis du var ved at kaste op i munden over We Bought a Zoo, så skal du nok ikke se denne Disneyfilm. Men hvis du ligesom jeg en gang imellem godt kan have brug for en dejlig hjertevarm historie med masser af humor, så vil du sikkert elske Ivan og vennerne. Slutningen er lidt klæbrig, men det kan jeg sagtens tilgive. Især fordi der heldigvis er en ekstra scene kort inde i rulleteksterne, som på perfekt vis løsner op for det. Der er også en ekstra-ekstra scene til allersidst, men den er dog ikke så vigtig.
Timingen kunne nok ikke have været dårligere. Vi har lige set Gal Gadot som Wonder Woman i den ekstremt mørke og alvorlige Zack Snyder's Justice League. Det gør det ekstra svært at sluge, at vi nu - nærmest dagen efter - skal acceptere en lys, farverig og lettere fjollet udgave af den selvsamme Wonder Woman. De voldsomme dårlige anmeldelser i medierne antyder i hvert fald, at der er mange, der ikke køber denne pludselige forvandling. Eller også er timingen hel perfekt. Måske har vi netop brug for et lys i mørket i disse tider. Der er i hvert fald fuld knald på farverne og 80'er nostalgien i WW84. Det er ikke kun en hyldest til 80'erne. Filmen er på alle leder og kanter i sig selv en 80'er film - sådan som man ville have lavet den tilbage i '84 - altså hvis man havde haft teknikken til det. Plottet er så skørt, at man bare må overgive sig. Hele præmissen er som taget fra Wall Street's tagline: "Greed is good". Hvis vi alle kunne få vores ønsker opfyldt, hvordan ville verden så se ud? Ja, hvis det have været i 80'erne, så ville vores ønsker selvfølgelig primært vedrøre magt og materielle goder. Og konsekvensen af dette er ikke-overraskende total kaos. Selv Wonder Woman bliver et offer for 80'ernes greed, hvilket bidrager ganske godt til spændingen. Mine forventninger til filmen var en wacky 80'er fest i selskab med en farverig udgave af Wonder Woman. Og det var lige hvad jeg fik.
Lyden i Greyhound er imponerende godt skruet sammen. Det er i høj grad en "fysisk" film, der skal opleves på et stort lærred/skærm i et mørkelagt rum - og med lydanlægget skruet højt op. Der er nemlig "sænke slagskibe" for alle pengene mellem ubåde og destroyere i denne 2. Verdenskrig film med Tom Hanks som kaptajn i allerforreste linie. Han har ansvaret for at føre en stor konvoj af forsyningsskibe sikkert over Atlanten. Ikke et job jeg misunder ham, for der skal konstant tages potentielle livsfarlige beslutninger under total stress og kaos. Man føler intensiteten, mens de maritime kommandoer flyver om ørene på een - ledsaget af truende torpedoer og beskydninger. Denne nervepirrende intensitet er netop båret af den Oscar-nominerede dundrende lydside. Og så er det i øvrigt en ganske kort film. Efter 1 timer og 25 minutter kører rulleteksterne allerede.
En ildebrand på klubben Collective medførte en lang række dødsofre i Rumænien i 2015. Både direkte - men i endnu højere grad indirekte som følge af landets elendige hospitaler og et pilråddent korrupt system. Dokumentarfilmen følger en række journalister, som forsøger at optrevle sandheden. Og man kommer helt tæt på processen undervejs. Det er en uhyre interessant og rystende dokumentar. Men man kunne måske godt savne lidt mere spræl i selve formen, der er temmelig ensartet i sit formsprog.
Man kan i hvert fald ikke beskylde F for Får filmene for at indeholde for meget exposition. Tværtimod, så er de to Shaun the Sheep film ultimative eksempler på, at "show, don't tell" fungerer. Den første blev også Oscar-nomineret, og den anden er endnu bedre. Handlingen er basically E.T. - og så med en masse super sjove referencer til stort set alle de sci-fi/alien film, der nogensinde er lavet. Hvis man ikke bliver hægtet på lige med det samme, så hold ud. Filmen bliver bedre og bedre, jo længere man kommer frem. Til sidst sad jeg med tårer i øjnene af både grin og gråd. 4½ stjerner.
Filmen starter i bedste Spike Lee manér med gamle billeder fra Vietnamkrigen, antikrigsdemonstrationer og Black Panther demonstrationer. Puha - jeg ved sgu' ikke lige, om jeg orker over 2½ time med Spike Lee propaganda om vietnamkrigen og de sortes rettigheder. Men filmen drejer faktisk hurtig over i noget helt andet - nemlig en røver og soldater historie om fire gamle veteraner, som tager tilbage til Vietnams jungle for at finde en gammel guldskat. Dette krydres med tilbageblik på deres tid i krigen, hvor de mistede en god kammerat. Udover "Nu går den vilde Vietnam skattejagt", så er der selvfølgelig også en masse samtaler og stikpiller undervejs om den sorte mands lod i samfundet, meningsløsheden med krigen osv. Det hele kulminerer efter ca. 2 timer, hvor en af hovedpersonerne - direkte til kameraet - skærer budskabet ud i pap: "Det er samfundets skyld, at jeg er blevet som jeg er". Godt så! Filmen kaster således en masse bolde op i luften, og det føles som en noget rodet affære. Jeg kunne især godt have undværet den sidste halve time, hvor alle moralerne skal proppes ned i halsen på os. Hvis filmen var stoppet efter ca. 2 timer, så kunne det have været et fint alternativ take på en moderne Vietnamfilm.
En kæmpe positiv overraskelse. Egentlig er det ikke videre originalt. Det er sådan set "bare" Zombieland med muterede monsters i stedet for zombier. Det kunne sagtens være gået helt galt, hvis det ikke var for den charmerende Dylan O'Brien i hovedrollen (ham fra Maze Runner filmene). Mens Jordens overflade er oversvømmet med muterede monsters, kravler unge Joel op fra sit beskyttelsesrum på en selvmordsmission for at finde sin gamle kæreste. Det bliver en roadtrip med masser af fantastiske encounters med både uhyggelige skabninger og andre overlevende. Tonen er let og humoristisk, CGI effekterne glimrende, og der er maser af herlige klamme forhindringer undervejs.
Jeg kender ikke den oprindelige historie godt nok til at kunne afgøre, hvor mange frihedsgrader, der er taget i fortællingen. Men det forekommer mig, at der er tale om en forholdsvis fri fortolkning - dog med alle de kendte ankerpunkter som dukketeatret, børne/æsel-legelandet og hvalen. Den visuelle stil er den samme som i Matteo Garrone's forrige eventyr Tale of Tales. Og det er klart det bedste ved filmen. Det ligner en blanding af en autentisk gammel støvet italiensk landsby fra 1800-tallet - kombineret med fantasy elementer fra Alice i Eventyrland. Jeg var ikke så vild med de mange fjollede fantasy sekvenser. Til gengæld fungerede de mere stille scener mellem Pinocchio og Gepetto super godt. Roberto Benigni spiller herlig afdæmpet og har i mine øjne aldrig været bedre.
Filmen er både en barsk socialrealistisk fortælling om en white-trash familie med trange kår. Og samtidig er det en banal sukkersød american dream historie, som vil have os til at sidde og tørre vores øjne med kleenex og klappe i vores må hænder til sidst. Amy Adams spiller meget overbevisende et sølle skrog af en mor, som det er uendeligt svært at holde af. Glenn Glose spiller mormoren, som har en hel del mere ben i næsen - men som heller ikke vinder nogen pris for årets mor. Også hun gør det forrygende. Og så er der endelig Gabriel Basso i hovedrolllen som drengen JD, der trods sin problemfyldte opvækst gerne skulle opnå noget mere i livet. Der springes gennem hele filmen frem og tilbage mellem JD's tidlige teenageår og 14 år senere, hvor han skal balancere mellem en begyndende karriere og sin syge mor. Flashbacks er ofte et glimrende redskab, men her bliver jeg de fleste gange slået tilbage til start ift. mit engagement i fortællingen. Et engagement som desværre aldrig nåede at slå særlig dyb rod.
Filmen er pudsigt nok mest magisk den første halve time, som foregår på Jorden i realistiske settings. Her følger vi pigen Fei Fei og hendes familie, som elsker at tilberede kinesiske specialiteter, herunder de såkaldte månekager. Fei Fei's familie er super charmerende, og historien er spækket med humoristiske sekvenser. Herudover kan det ikke understreges nok, hvor utrolig lækkert det kinesiske beboelseskvarter er animeret. Det er en nydelse at se på. Af årsager, som det ville være synd at afsløre, forsøger Fei Fei at bygge en raket, der kan flyve hende til Månen, hvor hun vil lede efter den mytiske Gudinde Chang'e. Det udarter sig til en blanding af eventyr og fantasy, hvor der temamæssigt og stilmæssigt lånes fra både Prinsesse Kaguya og Den Lille Prins. I takt med at der puttes mere eventyr og fantasi ind i filmen, så føles filmen modstridende nok mindre magisk. Det skal dog ikke kunne afvises, at aldersgruppen af mindre børn vil have det lige omvendt. Det bør også lige nævnes, at filmen til dels er en musical, dog med mindre sang end den typiske Disney musical.
Jeg fattede ikke en bønne hele den første times tid. En masse samtaler med - og om - en masse personer, som man ikke aner hvem er. Handlingsmæssigt sker der ikke noget, og alligevel har jeg svært ved at følge med i, hvad det er, der ikke sker. Filmen er tydeligvis lavet til folk, der kender historien på forhånd. For det er som om, at filmen er en indforstået parodi på den rigtige Jane Austen fortælling om Emma. Og uden at kende historien eller nogen af de andre filmatiseringer, så var jeg totalt på herrens mark. Og al humoren faldt pladask på jorden. Efter den første time begyndte jeg dog at få styr på, hvem der er hvem. Og jeg begyndte at vænne mig til den besynderlige satiriske tone. Det redder dog ikke historien, som er virklig rodet fortalt, banal og uinteressant. Til gengæld er der kælet virklig meget for det visuelle. Hele filmen er én stor fest for øjnene. Fantastiske flotte kostumer og masser af lækre pangfarver. 2½ stjerner.
Jorden er på vej til at gå under som følge af forurening, stråling eller noget helt tredje. Det bliver aldrig forklaret, og det er vist heller ikke så vigtigt. George Clooney spiller en ældre videnskabsmand på en station i polarcirklen. Han vælger at blive på stationen, mens alle andre evakueres. Her forsøger han så mutters alene at få kontakt med et rumskib, som er på vej tilbage til Jorden efter en mission for at finde et nyt sted at bo i Solsystemet. Det er et meget tilbagelænet sci-fi drama med få locations og få karakterer. Det er på én gang ret deprimerende, men også sært opløftende. Stemningen er super intens, og billederne fantastisk flotte. 4½ stjerner.
Vi følger den unge fattige Balram's kamp ud af fattigdom via et job som chauffør for en meget rig indisk familie. Og samtidig sættes der spotligt på hele det "master and servant" syndrom, som har landet i et jerngreb. Man kan diskutere det moralske i den løsning, der præsenteres i filmen. Jeg havde i hvert fald lidt svært ved at finde den rette grimasse til sidst, men indtil da er filmen et fantastisk underholdende bekendtskab.
Carey Mulligan brillerer som kvinden Cassie, der er på et selvdestruktivt hævntogt mod mænd. Hun har tydeligvis været udsat for et eller andet grimt. Og nu er det payback time. For alle mænd er nogle svin, og de skal bare ned med nakken. Det vil sige lige indtil hun møder en gammel ven fra medicinstudiet. Han er super charmerende og venligheden selv. Så måske er der håb endnu - både for Cassie og for mænd generelt? Gider man endnu et me-too drama med løftede pegefingre i disse tider? Ja, når det er pakket ind i super underholdende sort satire. Så fungerer det sgu' helt perfekt. 4½ stjerner.
Der er langt mellem gysere, der rent faktisk fungerer. For som regel kører de efter den samme simple opskrift og er meget forudsigelige. Men Oculus er sat sammen på en anderledes måde. Vi følger søskendeparret Kaylie og Tim som hhv. børn og 10 år senere som unge voksne. I begge disse perioder er der et gammelt spejl, som styrer og påvirker deres liv. Spejlet er selvfølgelig en metafor – både psykisk og fysisk – på at det spejlbillede, som den viser, ikke altid er lig med virkligheden. Man bliver oprigtig talt i tvivl om, hvem af de to søskende, som har fat i den lange ende og har ret i deres påstande. En meget spændende film, og så har den et kæmpe plus i form af Karen Gilian i hovedrollen (en af hendes allerførste filmroller). Og Annalise Basso som hendes yngre udgave er også helt perfekt.
Terry Giliam er altid garanti for en usædvanlig oplevelse. Her er der skruet max op på farveskalaen, mens Johnny Depp hallucinerer sig igennem et syretrip i Las Vegas. Historien er ligegyldig. Det gælder vist bare om at lade sanserne få frit løb og flyde med.
Det er Speed - bare med en menneskekrop i stedet for en bus. Action, action og atter action. Plus en hel del humor, som bliver ret fjollet indimellem. Jason Statham har glimt i øjet, men hans komiske timing har endnu ikke fundet det herlige ironiske niveau, som han har præsteret i senere film. 3½ stjerner.
Den var slet ikke så dårlig, som jeg havde frygtet. Faktisk var den første time ganske underholdende og med en ok historie. I den første times tid er der slet ingen monsters, og de kampe man ser er robotter mod robotter. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om Transformers filmene og ville foretrække kampe med "rigtige" levende væsener af kød og blod. Derfor var det overraskende, at jeg faktisk begyndte at kede mig, da der endelig hen mod slutningen dukkede rigtige monsters op.
En meget flot film - men lige lovlig lang i extended cut med næsten 2½ time. Den afsluttende battle er virklig godt skruet sammen, selv om det hele selvfølgelig er temmelig forudsigeligt.
Et herligt anderledes take på et parforholdsdrama med jalousi og begær i fokus. Og at græsset altid er grønnere på naboens græsplæne. Der er stort set kun fire medvirkende i hele filmen. Og de gør det alle virklig godt. Clive Owen balancerer dog lige på kanten af at være et karrikeret mandesvin. Nathalie Portman og Julie Roberts er der til gengæld ikke et finger at sætte på.
Når en film hedder "The Blob", så ved man nogenlunde hvad man får. Gys og splatter på den gode gammeldags og fjollede måde. Jeg var dog overrasket over, hvor god den faktisk er. Der er masser af sjov ungdomsfilm humor. Gyserdelen er virklig underholdende, og plottet viser sig at give mere mening, end man ellers lige måtte forvente.
Året før The Matrix kom denne vildt sære psykedeliske sci-fi crime thriller. Den er svær at beskrive og forstå. Men hvis man forestiller sig, at det var Terry Giliam, der havde instrueret The Matrix, så ville det nok have set nogenlunde sådan her ud.
Følsom og semi-dokumentaristisk film hvor man kommer helt tæt på livet som falleret rodeorytter i det moderne "vilde vesten".
Filmen starter direkte hvor Evil Dead II sluttede. Dvs. med at Ash lander i 1300-tallet. Det fører til nogle ganske sjove og underholdende scener i starten. Men herefter bliver det bare mere og mere fjollet og dumt.
Langt bedre end den første film. Primært fordi den ikke prøver at være uhyggelig, men bare er fyldt med crazy og grotesk splatter humor.
Man får et godt indblik i, hvor helt forfærdeligt, det må have været for de unge mennesker på øen. Filmen er dog meget repetitiv. Efter en halv times tid havde jeg fattet budskabet, og kedsomheden begyndte at melde sig.
I bogstavelig forstand en syret film. Starter ud som en dejlig musikalsk dansefilm. Herefter bliver det til en ungdomsfilm med fest og flirteri. Og til sidst går den over i det rene vanvid med syrede farver, vanvittige kameravinkler, og sindssyge optrin fra de LSD påvirkede unge dansere.
Langt hen ad vejen en utrolig gribende og interessant fortælling om ambitioner vs. kærlighed. Om storby vs. land. Om tro vs. videnskab. Og om hovmod der står for fald. Det er desværre som om filmen løber tør for tid og i tredje akt pludselig får travlt med at fortælle en masse på kort tid. Det bliver lidt svært at følge og forstå vores hovedpersons forvandling. Det er muligt, at miniserien med den ekstra time hjælper på dette.
