Det er RIGTIG godt at den Kellerske tanke og ideologi bliver belyst! Det er et kapitel af vores Danmark historie vi så absolut ikke man glemme (those who forget history, are doomed to repeat it!). Indtil nu er emnet kun blevet belyst på film via afdeling Q filmen "Journal 64", men jeg er spændt på at få et mere intenst og sandfærdigt indblik af den bid af vores historie. 1930'ernes "åndssvagehjem" belyser i al sin gru, at tanken om racehygiejne og racerenhed også har været en del af den danske velfærdsstat, og det skal fremtidige generationer også vide! Til de interesserede kan nævnes DR2 dokumentaren "Et sted, to verdener", som også kommer godt rundt om emnet https://www.dr.dk/drtv/episode/et-sted-to-verdener_-anstalten-1932_336963 Forhåbentlig kommer der snart en trailer til filmen! https://youtube.com/watch?v=LJAHz3DJuM8&feature=shares
Så fik jeg set den sidste film i David Gordon Greens Halloween trilogi, der startede i 2018, og uden at spoile noget kan jeg godt afsløre at Halloween Ends HELT KLART var min favorit af de tre! Man har svært ved at forestille sig hvordan en franchise der efterhånden er blevet kogt så ufatteligt meget suppe på, kan formå at tænke i nye interessante baner, men ikke desto mindre er det præcis dét jeg synes denne film gør! Vi kender alle præmissen: Michael Myers jagter folk rundt i byen Haddonfield til Halloween aften.Dette plot er den røde tråd i alle de foregående film, men her er der en (synes jeg) fed ny detalje, som jeg helt klart mener er en biotur værd at opdage! 2'eren i trilogien, og det efter min mening absolut svageste kapitel i trilogien, "Halloween Kills", får et løft her! Den ultimative Final Girl, vores allesammens Jamie Lee Curtis, har udtalt at denne film, der markedsføres som den sidste i hele serien (selvom jeg har svært ved at se det virkelig være sandt), bliver en der vil gøre folk sure. Til at starte med tænkte jeg "hmm, gad vide hvad hun mener med det?", men nu, EFTER jeg rent faktisk har set den, sidder jeg tilbage med et kæmpe "ahaa! I see now!", for der sker ting her som VIRKELIG vil dele vandene! Personligt var jeg vild med den nye retning filmen gik i, mest af alt fordi der simpelthen var behov for at tænke anderledes ift til plottet, men også fordi det der sker var interessant! Et af de elementer der nok vil gøre folk (læs: de hardcore fans) sure, handler om fordelingen af fokus på forskellige ting - and that is all I'm going to say about that. Det var uden tvivl filmens første halvdel der fangede mig mest, da det setup vi ser var spændende, men desværre faldt det lidt til jorden i sidste ende, og man sidder tilbage og tænker "all that for nothing?". MEN, af positive sider skal skuespillet også fremhæves, og især nytilkommeren Rohan Campbell i rollen som Corey gør det helt fantastisk! Slutteligt vil jeg dog gerne afsløre én lille detalje: jeg har svært ved at se hvordan man kan lave flere film der foregår lige præcis i dette Halloween univers (Og helt generelt synes jeg også bare at hele Halloween serien bør slutte mu, da der simpelthen ikke er mere at tage af, og denne film giver alle en værdig afslutning).
Jeg havde ikke de store forventninger til den nye Super Mario Bros. film, men det har dælme ændret sig efter den første trailer er kommet online! Jeg elsker hvad Nintendo og især Illumination har gjort her - at de har valgt at lave en kæmpe fanservice, og både i animationsstil, musik samt humor gå direkte efter magien fra spillene! Jeg troede ikke jeg kunne blive så hyped på en film blot ud fra en teaser trailer, men nu er jeg bare MEGA spændt på at se mere! Der er selvfølgelig altid haters, der vil kommentere på Chriss Pratts Mario stemme, men jeg havde absolut intet problem med den, og fornemmede endda en lille Brooklyn accent! Og Jack Blacks Bowser - WAUW!! (har endda læst at vi kommer til at høre ham synge!) Denne film er nu på min top 5 liste for 2023! For dem der skulle være nysgerrige, er her en video der hår i detaljer med hvilke referencer og easter eggs til spillene der er i traileren https://youtu.be/KSRbluv0584
SPOILERFYLDT ANMELDELSE! Læs kun hvis du er ligeglad med afsløringer eller allerede har set filmen. Så skete det ENDELIG!!!! Efter 2 lange års venten kunne jeg sætte mig til rette i Imperial og se min mest ventede film nogensinde - det der blev beskrevet som den "episke afslutning på Jurassic æraen", og man sad da også tilbage med en følelse af at historien der blev fortalt i de første 5 film blev rundet af her...... men var det på en god måde? Well, det afhænger RIGTIG meget af hvordan man ser på det. Nogle mennesker ser blot Jurassic filmene ene og alene for "blockbuster værdien", de store actionscener og underholdningens skyld, og andre, som jeg selv, ser dem for at opleve magien og fortryllelsen ved de majestætiske dinosaurer (og håbet om en god og sammenhængendehistorie). Hvis man hører til den første lejr, så er Jurassic World: Dominion den perfekte film! Den byder på MASSER af hæsblæsende jagtsekvenser og verdensomspændende eventyr - men hvad den dog ikke har så meget af, er det JEG elsker mest ved de film: Fokus på dinosaurerne! Lad mig forklare: I slutningen på den sidste film "Jurassic World: Fallen Kingdom", så vi hvordan dinosaurerne blev solgt på auktion til højestbydende og sendt ud i verden, og de resterende slap fri fra Lockwood Mansion og begav sig ud i den omkringliggende natur - dette var noget instruktør Colin Trevorrow allerede fra den første film i denne nye trilogi (Jurassic World) havde gjort klart: handlingen skulle væk fra øen - formålet var at vise sceneriet "hvad vil der ske hvis dinosaurerne bliver en del af livet på fastlandet? Kan vi mennesker leve i fred og fordragelighed med dem? Kan vi sameksistere?" Denne plotlinje var nok den éne ting jeg så ALLERMEST frem til ved "Dominion", og det var også noget der både er blevet lagt op til via såkaldte "motion comics" på YouTube og en fantastisk kortfilm kaldet "Battle At Big Rock", der alle viser hvordan mødet imellem dino og mennesker kan se ud - og derudover havde man også valgt at lave en genial viral marketing kampagnen via hjemmesiden www.dinotracker.com hvor folk kunne lægge videoer/billeder op af deres møde med dyrene. Alt dette fik mig VIRKELIG op i gear, og gjorde mig håbefuld på at vi i "Dominion" ville se både de nye og gamle karakterer (der for første gang i alle 6 film mødes her) kæmpe imod det onde firma BioSyn (dem der prøvede at stjæle John Hammonds dinofostre og teknologi i den originale film) og få dem ned med nakken! Dette var også tilfældet - men i et afsluttende kapitel der varer næsten 2,5 time, er man også nødt til at finde på en ting der netop GØR at BioSyn er skurkene her - give folk en årsag til at mødes, og det er her jeg blev lidt skuffet: Det viser sig nemlig at BioSyn har fremstillet nogle specielle kæmpegræshopper, som er på nippet til at spise hele verdens fødevareforsyning (undtagen de korn som BioSyn selv har fremstillet), og det er de græshopper som Ellie Sattler og Alan Grant tager imod BioSyns hovedkvarter i de Italienske bjerge for at finde bevis på er fremstillet af det onde firma. Det er med andre ord dét der er den centrale plotlinie, og IKKE "hvordan ville det se ud i en verden hvor mennesker og dinoer tvinges til at sameksistere? Groft sagt kan filmen deles op i 2 akter: - Akt 1: Der basically udspiller sig som en form for Fadt & Furious film med masser af (flot filmede) actionscener. - Akt 2: Hvor vores helte alle er samlet et sted fyldt med dinoer, og der går går noget galt så de skal kæmpe for overlevelse (den plotlinje der har været en rød tråd igen hele franchisen). Handlingen i "Dominion" foregår fire år efter begivenhederne der fandt sted i slutningen af "Fallen Kingdom ", så kritikere vil nok mene at "fire år er da længe nok til at finde ud af at dinosaurerne lever iblandt os, og til at lære at leve sammen med dem og få styr på situationen", og jo, selvom "shock and awe" effekten ved at leve side om side med dyr der har været uddøde i 65 millioner år nok vil have foretaget sig lidt efter 4 år, så mener jeg dog stadig at mennesket vil komme til at tørne mere sammen med disse store og farlige dyr, og at der var grundlag for at inkorporere det element mere i selve filmen. Der kunne sagtens gives os flere scener som dette nyhedsindslag fra "NowThis News" der er med i starten af filmen: https://youtu.be/p22RpEpWdgU Sideløbende er der et andet plot med karaktererne fra de to sidste film, Owen Grady og Claire Dearing, som får kidnappet deres adoptivdatter Maisie (hende der i sidste film fandt ud af at hun var en klon af sin mor), og Owens trænede velociraptor Blue, som også har haft en stjernerolle i de sidste to film, har nu formeret sig på egen hånd og fået en kopi af sig selv, kaldet Beta - så hende og Maisie har noget til fælles, og det er noget den onde skurk Lewis Dodgson (lederen af BioSyn, og ham der var med kort i den allerførste Jurassic film) ved! Så han sørger for at både Maisie og Beta bliver nappet, og så er vi ellers igang! Han har nemlig brug for Maisies og Betas dna, fordi det viser sig at Charlotte (den originale Maisie) havde en dødelig sygdom, men hun ændrede på Maisies (sin klons) dna så hun ikke fik den, og det vil Dodgeson udnytte! Grundlæggende set, var den første Jurassic Park bog af Michael Crichton (som alt det her er baseret på) en advarselsfortælling om farene ved at lade genteknologi løbe løbsk, og set i dét aspekt ville forfatteren nok bifalde denne film, og hvor franchisen har bevæget sig hen, for det er i HØJ grad lige præcis dét der er i fokus i Jurassic sagaen nu: farene ved genteknologi! Michael brugte bare dinossurer som en fortællemekanisme for at drive pointen og plottet frem, men det der skete var at (i hvert fald for mit vedkommende) folk synes så godt om dinosaurerne, de blev så fascinerende af dem, at dé i sig selv var hovedpersonerne i fortællingerne, og jeg sad også tilbage med en lumsk fornemmelse efter at afsløringen af Maisie som klon i "Fallen Kingdom" og tænke "åh gud nej, please lad være med at fokuser for meget på menneskeklon-aspektet i den næste film", men det er præcis hvad der er sket: Dinoerne er ikke hoveddrivkraften i Jurassic franchisen mere, de fungerer merer som sekundære baggrundsfigurer, og jeg har svært ved at se hvordan det kan fortsætte herfra. Der er snakket om flere film (og endda en live-action serie), men jeg tænker at serien er et godt redskab til at vise historier der foregår før Dominion, og viser hvad der sker ind imellem filmene - hvorimod de kommende film nok primært netop vil handle om faren ved teknologi, og måske endda helt tage dinoer ud af ligningen - men så synes jeg heller ikke de bør hedde noget med "Jurassic " i titlen. Derudover var skurken Dodgsons motivation ikke så godt præsenteret. Han snakker på et tidspunkt med Dr. Wu om hvor vigtigt det er at kæmpegræshopperne ikke kædes sammen med dem, for så bliver dinosaurareservatet lukket og de vil ikke længere have adgang til minerne under det, og alle de værdifulde diamanter i dem (hvilket indikerer at han er grådig), men samtidig nævner han til sin personlige assistent Ramsay at "money is cheap" og nemme at skaffe (hvilket tyder på at han bare er godt gammeldags megaloman, der ønsker omdømme og magten). Ud over det, ved jeg ikke om det var måden selve Dodgson blev portrætteret på, eller om det er skuespilleren der spiller ham, men jeg fandt bare karakteren irriterende og utiltalende - han virkede fjern og ikke mentalt tilstede i sine scener, som om han ikke var interesseret. Det skal dog dertil nævnes, at når forventningerne er SÅ høje til en film, som mine var til "Dominion " så er den næsten også dømt til på forhånd at skuffe lidt, jeg havde desværre bare ikke regnet med at det ville blive så meget. MEN, når dét er sagt, var det ikke helt øv altsammen - der var nogle fede ting som trak filmen op for mig: - Der er en masse nye dinoer (bl.a. med fjer!) Pyroraptoren var klart min favorit! - De gamle karakterer vendte tilbage (selvom de strengt taget ikke havde behøvet være med, for deres kemi var ikke den samme). - Firmaet BioSyn er "The Big Bad" - det er fedt at det lille rivaliserende firma som var konkurrenter til InGen i originalen nu får en mere fremtrædende rolle (endnu en fed ide til en prequel serie i dette univers: en historie om hvad InGen har lavet i tiden fra 1994 til nu). - Allan Grant og Ellie Sattler ENDELIG finder sammen! - Dr. Henry Wu bliver forløst og ender med at gøre noget godt, så han slutter af som en Good Guy. - Scenen på Malta (der er det tætteste vi i denne film kommer på at se hvordan livet med dinoer handlet på det sorte marked ser ud). - Piloten Kayla Watts, hun er super cool, og jeg håber hun har en fremtid i franchisen! - Karakteren Ramsay Cole (der arbejder for BioSyn men er virkelig karismatisk! Jeg sad hele tiden og håbede at han ville blive afsløret som Darius Bowman fra den animerede serie "Camp Cretaceous, eller dennes storebror Brandon, men det skete desværre ikke). - Måden Lewis Dodgeson dør på: han bliver dræbt af Dilophosauruser, præcis ligesom Dennis Nedry i den originale film (ham der skulle stjæle dinofostre fra parken til ham). - De subtile referencer til andre Spielberg filmklassikere som f.eks Indiana Jones, da Allan Grant er nede i minerne under BioSyn og han tager sin hat og ikke vil afsted uden den. - Filmen er rigtig flot visuelt, med mange smukke mindeværdige scener, men der er én der specifikt stikker ud for mig: Da Dodgson har sat ild til sine kæmpegræshopper og de flygter fra laboratoriet og flyver ud og sætter ild til alt i reservatet. De falder som ildkugler imod dinosaurerne i den kuld sorte nat, og dette virker til at være en reference til da de blev udryddet af en komet. - Taget i betragtning at denne film er ment som konklusionen på den historie der blev begyndt i den første film, synes jeg at de runder sagaen ok af, og giver både nye og gamle karakterer en værdig slutning. - Den originale Barbasol barberskum dåse fra Jurassic Park er med! (Den ses også i en teaser for sæson 5 af Camp Cretaceous, så den er endnu et bindeled imellem denne film og den animerede serie!). - T-Rex får en familie (i form at ungen og hannen fra Isla Sorna). - Det bliver nævnt at Dinoerne i BioSyn Valley kan styres via hjerne implantater (en teknologi som vi har set brugt i Camp Cretaceous Sæson 4 af firmaet Mantah Corp, så det er måske dét der var den crossover imellem filmen og serien der blev snakket om!). Ting jeg gerne ville have set: - Mere fokus på selve det med at dinoerne nu lever iblandt os, og at det ikke går fredeligt for sig - bla kunne man vise Department Of Prehistoric Wildlife (DPWs) arbejde med at opspore dem (kunne være emnet til en serie!). - Øen Isla Sorna (Site B) blev teaset via et billede der kom frem tidligt i produktionen, men vi så den på intet tidspunkt, og i teorien er den stadig intakt, så hvad er der sket med den? - Jeg ville gerne have set en Sabeltandtiger eller Spinosaurusen fra Jurassic Park 3 (den der også dukkede op i sæson 4 af Camp Cretaceous). - Karakteren Dr Mae Turner (fra serien Camp Cretaceous) måtte gerne have haft en gæsterolle, hun var en af de bedste nye karakterer i serien og jeg tror virkelig hun kunne være cool at have med i enten en efterfølger eller en live-action serie - eller måske lejrvejlederne Dave og Roxie, eller bedst af alt: en af børnene der strandede på øen! Men sæson 5 af Camp Cretaceous har premiere på Netflix D. 21. Juli, så måske vi finder ud af der hvad der er sket med børnene). Konklusionen: Hvis man bare vil have en god og underholdende film med fantastisk popcornværdi at se, kan jeg klart anbefale den her - men hvis man er fan af franchisen kan man godt risikere at ende med at blive lidt skuffet. Det helt store spørgsmål er nu det samme dilemma som Ian Malcolm præsenterede så elegant i originalen: They got so preoccupied with whether or not they could that they never stopped to think if they SHOULD - kommer der flere film i den her saga nu, og hvis ja, i hvilken form? Svaret ligger nok i indtjeningen - men hvis den er god nok, håber jeg i det mindste at Amblin og Universal venter med flere film indtil de har en god historie! I mine øjne er fremtiden for denne franchise (i hvert fald de næste par år) i serieform og/eller flere kortfilm! Giv os nogle fede spin-off serier enten som prequels eller in-betweens!
Jeg har i lang tid været kæmpe fan af den originale Top Gun film fra 1986, hvor man følger jagerpiloten Pete "Maverick " Mitchell på topgun akademiet, i kampen om at blive den bedste! Den film rummer så mange ikoniske sange, replikker og helt fænomenale flysscener, så da Cruise og Co. besluttede at lave en efterfølger her 36 år senere, så skulle det VIRKELIG være noget helt specielt! Nogle film bør bare stå alene som enkeltstående mesterværker, og i mange år var det konsensusen om "Top Gun" - MEN - så fandt man en historie man mente ville være værdig at fortælle, og samtidig er filmteknologien nu så tilpas udviklet, at man ville kunne give folk en ENDNU mere fordybende og spektakulær oplevelse!! Og min dom er STEN klar: den mission er lykkedes 100% Jeg sad igår aftes i CinemaxX København IMAX sal og var vidne til den UBESTRIDELIGT BEDSTE FILM JEG HAR SET I FLERE ÅR!!!! Man har med Top Gun: Maverick præsteret at lave intet mindre end den perfekte sommer blockbuster, som i min optik appellerer til stort set alle!! Allerede fra første sekund jeg trykkede "Play" på den første lille teaser trailer til filmen kunne jeg mærke adrenalinen og glæden bare stige til vejrs i mig - jeg mindes ikke hvornår en trailer har fået mig til decideret at sidde og skrige af glæde og forventning! Og det samme skete under filmen igår - der var scener der gjorde mig så begejstret at jeg sad og trampende i gulvet og slog i sædet. Folkene bag filmen er gået ALL IN, på at give os andre den fedeste mulige oplevelse. Dette er bla sket ved at man villle gøre handlingen så autentisk som muligt, ved at alle skuespillerne der spiller jagerpiloter rent faktisk har skulle flyve og træne i den slags fly (med alle de G-kræfter det involverer!). Det blev så voldsom en omgang, at det kun var Tom Cruise og én anden skuespiller der formåede ikke at brække sig. Så hvis man ser en scene i filmen og tænker "det kan ikke ha' været dem selv der gjorde det der!?", så er svaret: jep, det var det! Samtidig har man også tænkt nyt i forhold til teknologien, for i denne film har man sat hele 6 IMAX kameraer ind i cockpit på hver fly, så der kan filmes fra alle vinkler når flyene letter og er i luften - vi får ALLE manøvre med, hver en stigning, de vilde dyk, rullede og svingne! Det var DE scener i filmen der uden tvivl var mine favoritter, for er du SINDSSYG de gav et kick!! Man følte vitterligt at man selv sad i flyet, det var en ubeskriveligt fed fornemmelse!! Nogle mennesker tænder på at sidde på forsædet i en hurtig bil, men for mig var det DET her der gav mig kriller i maven - ligesom en rutschebane tur!!! Filmen er også beskrevet som et "kærlighedsbrev til luftfarten" og det kan i dén grad mærkes! For ud over de vilde luftalrobat scener set inde fra flyene, så er hele filmen også indspillet i IMAX format, hvilket betyder 26% mere billede på hver side i forhold til en traditionel bioskærm, og så er der det buede lærred som gør indlevelsen ENDNU vildere! Derudover var handlingen bare smæk fyldt med spænding, drama, lækker musik og mindeværdige præstationer fra både Cruise, Jennifer Conelly og især Miles Teller som spiller Bradley "Rooster" Bradshaw (søn af Cruises gamle wingman "Goose"). Teller har i lang tid været en af mine favorit skuespillere pga sin karisma og intensitet, og samspillet imellem ham og Cruise er eminent! Desuden har selveste "Iceman" Mr. Val Kilmer himself også en rolle. Killer har længe været ude af Hollywoods rampelys pga en sygdom der bla også har ramt sin taleevne, men jeg synes at hans optræden i denne film både er håndteret med en masse respekt og samtidig er et meget ømt øjeblik. Kino.dk beskriver filmen som følger "Top Gun: Maverick' er både en tro efterfølger til en af 80ernes mest populære film og en selvstændig fortælling, der introducerer universet til et nyt publikum", og jeg giver dem helt ret! Der er selvfølgelig en masse referencer til 1'eren som fansne vil nyde, men handlingen i sig selv gør ikke nødvendigvis at man vil blive tabt helt på gulvet hvis ikke man har set originalen. How much did I enjoy this movie you ask? Well, lad mig sige det på den her måde: er perfekt score på IMDb fra mig på 10 stjerner, og jeg har allerede spurgt om der er en der vil se den med mig igen xD Og her kommer en sætning jeg ikke havde troet jeg skulle høre mig selv sige: Ud over den her film, er der kun 1 jeg har ventet mere på og glædet mig mere til: nemlig..... "Jurassic World: Dominion" - men da rulleteksterne kørte på Top Gun: Maverick, vendte jeg mig om imod min kammerat, kiggede på ham og sagde i ramme alvor "jeg ved squ ikke om jeg faktisk kunne ende med at synes den her er federe!?", og DET er det ultimative kvalitetsstempel fra mig!!! Tag alle i kender med ind og se den her - jeg LOVER jer, i vil IKKE blive skuffede - og se den på den ABSOLUT STØRSTE skærm i kan komme i nærheden af!!! Den er VIRKELIG det værd, især IMAX!!
Igår, D. 10. Maj blev den officielle virale marketing kampagne til "Jurassic World: Dominion" skudt igang, og ord kan ikke beskrive præcis hvor begejstret jeg er!!! Lige siden jeg så den fede found footage videooptagelse i end creditsne til Jurassic World kortfilmen "Battle At Big Rock" har jeg håbet at teamet bag filmene ville udnytte de uendelige mulighedee denne franchise har for viral markedsføring. Forleden dag opdagede jeg er mega fed uofficiel fan kampagne kaldet "News Update Tonight", der (som navnet antyder) er en cool nyhedsreportage som viser videoer af sammenstød imellem mennesker og dinosaurer, og giver et indblik i hvordan verden ser ud nu, da de to arter er tvunget til at sameksistere! https://youtu.be/wFEmztU5pL8 De har også en Twitter konto hvor de poster opdateringer: https://mobile.twitter.com/updatetonight?s=21) Der gindes så mange cool måder at promovere den her film på, uden egentlig at spoile handlingen, som f.eks videoer som dem i News Update Tonight, eller "videkamera" optagelser lagt op på Dinosaur Protection Groups Facebook side, eller flere motion comics som dem der tidligere er lagt op via YouTube, eller endda flere kortfilm som "Battle At Big Rock" (hvilket jeg VIRKELIG håber der kommer flere af senere hen!) Misforstå mig ret, de har allerede haft gang i en lille smule marketing som ikke har spoilet plottet, såsom de tidligere tv-spots i forbindelse med Vinter OL i år, eller den fantastisk smukke Prolog scene der viste hvordan dinoerne levede på jorden før mennesket kom til (noget jeg med glæde ville se en hel dokumenter i JW stil af), men nu kom det nok FEDESTE stykke Jurassic World marketing jeg endnu har set: Der er via IGN blevet afsløret et initiativ kaldet "Dino Tracker", som minder lidt om Warner Bros MonsterVerse Monarch hjemmeside, hvor man kunne se monsterrapporteringer rundt omkring på kloden, men i dette tilfælde er det en hjemmeside hvor folk, via hashtagget #Dinotracker kan rapportere via billede eller video hvis de selv har set en dinosaur, og hjemmesiden byder også på info om de forskellige arter og hvordan man bør forholde sig vvis man er så heldig/uheldig at støde på en. Nyheden om hjemmesiden blev afsløret via en video fra "Department Of Prehistoric Wildlife" Hop over på www.dinotracker.com og se selv herlighederne med egne øjne, og følg med på deres Twitter: https://mobile.twitter.com/dinotracker
Én ting skal man gøre sig klart inden man tager ind og ser "The Northman": der er ikke tale om en storslået epos fyldt med rænkespil og politiske intriger: det her er en grounded og særdeles voldelig fortælling der ikke har travlt med at ramme sit klimaks. I sin kerne er det en flot og brutal film, der har en simpel og dog visuelt og historienæssigt dragende fortælling om en eneste ting: Hævn! Vi får i Robert Eggers' vikingesaga dette folkefærd at se på en måde der gør deres vold til "just another day at the office". Den glorificerer det ikke, men hiver det ned på et niveau der viser hvor dagligdagsagtig en ting det var. Filmen er spækket med store navne (deriblandt danske Claes Bang som skurken Fjølnir), men det er i særdeleshed hovedpersonen Alexander Skarsgaard der sammen med Anya Taylor-Joy stjæler billedet - de to har en fed kemi sammen, begge to super karismatiske på hver deres måde, og specielt bed jeg mærke i Anyas badd-ass og stærke karakter, som en slavisk troldkvinde der tyer til naturmagi! Selvom filmens plot er simpelt, tager det ikke noget væk fra værdien af historien: hævns cykliske natur - det er cirklen uden ende, og der er et bestemt tidspunkt i historien hvor alting på en måde kommer full circle: et såkaldt "Point of no return", for Amleth. For første gang fik jeg desuden berserker-agtige vikinger iført dyreskind at se, og derudover blev jeg introduceret til et ufatteligt voldeligt boldspil i filmen, hvor deltagerne slår hinanden til blods med bat, og man får at se at vikinger også tog trælle (slaver). Noget jeg også bed mærke i, var det visuelle: der var rigtig mange flotte scener, bla en visualisering af livets træ Yggdrasil, og en scene med en helt bestemt del af den nordiske mytologi, samt da Amleth (Skarsgaard) skal have fat i det våben han skal slagte Fjølnir med (en scene der er spækket med vikinge mysticisme), og da vi ser sangerinden Björk i rollen som seerske! Hvis i kunne finde på at se "The Northman" (hvilket jeg vil anbefale), så er denne artikel et kig værd efterfølgende: https://www.slashfilm.com/836782/the-northman-ending-explained-revenge-is-a-flat-circle/
Havde den udsøgte fornøjelse at se "Sonic The Hedgehog 2" i biffen igår, og det var præcis hvad jeg havde brug for efter en lang arbejdsdag! En film der bare byder på hygge og humor, uden et plot der skal gennemtænkes alt for meget. Hvor 1'eren blev brugt til primært at være en origin story for vores lille blåpelsede ven, byggede denne fortsættelse videre på hans fortælling, udvidede mytologien og universet, samt introducerede nogle nye venner m.m som man kender fra spillene! Den har samme charme og humor som den første, og jeg synes faktisk den var lige så god (hvilket ellers er en sjældenhed). Sonic franchisen har allerede fået bekræftet en film nr. 3, OG en spin-off tv serie der kommer til at handle om Knuckles the Echidna, og jeg er ALL FOR IT! Det er ikke ofte at man oplever så vellykkede spilfilmatiseringer, men Sonic har en helt speciel charme og varme, og masser af humor og hjerte! Det var skønt at være tilbage i den idylliske by Green Hills (og en masse andre steder). Det her er den perfekte popcorn underholdning for hele familien - så begiv jeg ind til det store lærred og hyg jer et par timer i selskab med The Blue Blur! OG, som altid, så bliv lige hængende når rulleteksterne begynder, for måske vil i komme til at se hvad den næste film byder på. #DontSpoilSonic2 #Sonic2 #GottaGoFast #SEGA
Når 9 ud af 10 mennesker hører navnet Robert Pattinson, tænker de straks "ej gud, det er da ham der fra Twillight!", og det kan både være godt/skidt alt efter hvad man synes om ham i den rolle... Personligt mener jeg det er ærgerligt at reducere ham kun til det, for de film viser SLET ikke hans rækkevidde som skuespiller, og han har så mange flere facetter - hvilket han til fulde beviser i The Batman , som jeg ENDELIG fik set igår aftes, i formatet over dem alle - glorious IMAX! Batmans første solofilm i 10 år, skulle være noget specielt (efter Afflecks tur i kappen, som jeg absolut ikke er fan af), og Matt Reeves har i mine øjne formået at skabe en film der virkelig talte til mit neo noir-elskende hjerte, med MASSER af rå realisme, dystre farvepaletter, og til dejlig afveksling en anden central skurk end Mr. Storsmil (you know who I'm talking about). Denne gang var det The Riddler der drev Bruce Wayne og resten af Gotham rundt i manegen med sine gåder og gættelege, og hvor han tidligere er blevet beskrevet meget karikeret og ensidigt (I'm looking at you Jim Carrey), så er denne udgave af skurken en decideret seriemorder (inspireret af virkelighedens Zodiac killer i alt lige fra metode til kostume). Paul Dano gør det fremragende creepy som det psykisk skadede individ, og Robert Pattinsons Batman er mere emo end vi nogensinde har set ham før! I det hele taget er skuespillet fra alle involverede en af denne films helt store styrker! Colin Farrel spiller en fantastisk Oswald Cobblepot (aka The Penguin), som makeupafdelingen har gjort det beste stykke sminkejob med, jeg nogensinde har set, og Zoë Kravitz som Selina Kyle/Catwoman er super cool og har en fed kemi med Pattinson! En ting der, til forskel fra andre film om hævneren fra Gotham sprang mig i øjnene, var at der i den her er lagt særlig vægt på hans detektivevner. I tegneserierne beskrives han som "The World's Greatest Detective", og det får man lov at se udfolde sig her! Normalt er han en enegænger, men nu ser man ham i fuldt kostume tale med politiet og udveksle teorier! Bruce Wayne gennemgår en karakterudvikling igennem filmen, fra i starten at være en meget indelukket hævntørstig voldsmand der opererer i nattens skygge, til i slutningen at være drevet af noget andet og blive et større symbol på håb. Derudover er det også rart at dette ikke er endnu en i den endeløse række af originstories, hvor vi oplever mordet på Bruces forældre Martha og Thomas Wayne igen igen igen.... nej, vi kommer ind i historien hvor Batman har været en del af billedet i to år, og nu lærer vi at hans forældres baggrund heller ikke har været skinnende ren og pletfri (der er skeletter i skabet). Noget der også slog mig fra starten (og som i den grad er noget filmen er blevet markedsført på), var det bevidste valg at gøre den her udgave af Batman så grunge som muligt, hvilket bl.a blev slået fast ved hjælp af Nirvanas "Something In The Way", der var med til at gøre lydsiden af filmen virkelig stemningsmættet, og samtidig så var det visuelle en kæmpe fryd for øjet - der er så mange flotte og mindeværdige scener! Specielt én scene skiller sig i mine øjne ud: Åbningsscenen til The Batman efterlader et varigt indtryk, fordi den er så ufatteligt dyster og introducerer os som publikum for præcis hvilken type skurk The Riddler er, samtidig med at den effektivt slår filmens tone an! Sidst men ikke mindst, skal det nævnes at der var et rygte der florerede på nettet op til filmens premiere, om at skuespilleren Barry Keoghan var blevet castet i en unavngiven rolle, og jeg kan bekræfte at han har en cameo i filmen, på et rigtig fedt tidspunkt, i netop den rolle - og det lover spændende for seriens fremtid! Hvor er jeg glad for at Pattinsons Batman eksisterer i et univers separat fra DCEU og resten af karaktererne der - det har gjort den her film til noget helt unikt, og absolut en tur i biografen værd! Min eneste lille sidebemærkning, er at jeg er i tvivl om hvorvidt filmens plot kan retfærdiggøre en spilletid på knap 3 timer, men i min bog er det her den næstbedste Batman film jeg nogensinde har set (bedre end Christopher Nolans "Dark Knight" trilogi), kun overgået af Joaquin Phoenix i "Joker". Efter sigende har instruktør Matt Reeves planer om en trilogi, og der er bl.a snak om at Oscar Isaac skulle være i kikkerten til rollen som Harvey Dent/Two-Face, og derudover er der allerede nu planer om ikke én, men hele TO spin-off serier på HBO Max i universet her! En om The Penguins vej til toppen i den kriminelle underverden i Gotham, samt en om Arkham Sindssygehospital, og hvis de serier bliver i samme stil som filmen, så count me in!
Al promoveringen op til premieren på Marvel's "Eternals" har givet udtryk for en markant anderledes film end man ellers er vant til fra dette univers, og efter at have haft den store fornøjelse at se den, kan jeg i dén grad bekræfte dette! Men det er en film der, netop fordi den er ulig de andre, nok vil dele vandene. Her har vi at gøre med en film der nærmest føles som en sæbeopera. Jeg tror næsten jeg vil gå så langt som til at kalde den en af Marvels mest ambitiøse film til dato! "Eternals" er både større i skala (den introducerer os for Marvels svar på guder, og vi får basically serveret menneskets oprindelse og evolution), og så er instruktør Chloe Zhaos fortælle- og instruktionsstil bare meget forskellig fra f.eks brdr. Russos). Med "Eternals" bliver der lagt vægt på det følelsesmæssige bånd imellem karaktererne (især to af dem, som vi også får at se i Marvels første sexscene), men tag endelig ikke fejl, der er skam også actionscener. I det store hele, er det en film der fungerer som et "Point of no return" - forstået på den måde, at det der sker, har så store eftervirkninger i MCU, at man vil tale om en tid før "Eternals" og en tid efter på tidslinien! Der finder begivenheder sted, som omskriver historien!! Dette kan også siges om "Infinity War"-sagaen, men (og her kommer der en kommentar jeg øjensynlig nok vil få hug for, af de hardcore Marvel fans) I min optik, var den her film bedre end Infinity Wars filmene, alene pga omfanget vi bevæger os i, og det faktum at vi har at gøre med hvordan livet opstod i universet - Fortællingen om guder er større end om mennesker. "Eternals" er den første film I MCU der har fået karakteren "Rotten" på RottenTomatoes, men jeg synes virkelig det er ufortjent! Det er en smuk og storslået film, som giver et fascinerende indblik i hvad der er foregået både udenfor og på jorden i menneskets historie! .. og det er SÆRLIG vigtigt at man bliver siddende når rulleteksterne begynder, for i true Marvel stil er der ikke bare én, men to end-credit scener, og det er nok de fedeste jeg har set I det her univers til dato, da de også er ret vigtige fremadrettet, da de introducerer noget nyt
Har netop haft fornøjelsen af at være inde til #kinotur arrangement og se forpremiere på "Ghostbusters: Afterlife" i Palads, og den kan uden tøven anbefales! Uden at spoile noget, tror jeg godt jeg kan sige at det er en film for alle (også selv om man ikke har set de to første), fyldt med nostalgi, hjerte, sjæl, humor og eventyr! Der var flere gange hvor jeg smilede og grinte højlyd, og når vi snakker ren og skær underholdningsværdi, så sidder den lige i skabet! Filmen har en fin balance imellem sjov og alvorlig, og er virkelig et kærlighedsbrev til de originale (der er drysset en masse easter eggs ud hvis man ved hvor man skal lede). Man kan godt mærke den er lavet med hjerte, sjæl og respekt. Det er en hårdfin balance at skulle lave en legacy film der på den ene side pleaser alle de fans som er vokset op med originalerne (som undertegnede), og lave en efterfølger der introducerer en ny generation til franchisen, og det synes jeg faktisk er lykkedes her - filmen kan både nydes hvis er fan af de to første og mest af alt ser den for nostalgien skyld, eller hvis man slet ikke kender noget til forgængerne, for den kan sagtens stå alene som selvstændigt eventyr - og det er heller ikke for stor en spoiler at sige, at jeg synes titlen til filmen er meget velvalgt! Den er definitionen af en "good time at the movies", og bør opleves i biografen drenge og piger - og når den får premiere herhjemme d. 18. November, så gør jer selv den tjeneste at blive siddende HELE vejen igennem rulleteksterne!
Jeg gik ind til Venom 2 med håbefuld optimisme, og kom ud med et "meh". Jeg VILLE rigtig gerne synes om den, men efter den fede originstory 1'eren bød på, synes jeg bare at den her efterfølger var et forsøg at tage det vi elskede fra originalen (humoren imellem Venom og Eddie) og køre rovdrift på det. Jeg manglede thriller/gyserelementet der var med til at give den første en speciel tone! Historien var svag og Woody Harrolson som skurk var ikke overbevisende (synes faktisk ofte han føltes decideret fejlciteret). I mine øjne bar filmen tydeligt præg af at være skrevet for hurtigt, bare for at kunne få den udgivet, og så var der et side-plot hvor Venom løsriver sig fra Eddie og forsøger at klare sig på egen hånd, og står og holder tale til en fest - hele den sekvens kunne godt være udeladt. Og derudover var der en scene under den sidste store kamp imellem Venom og Carnage, hvor skurken Shriek pludselig synes at det Carnage gør er "for meget" selvom hun indtil da har hyldet ham, men pludselig får hun moralske skrupler. Jeg ved ikke hvor meget af det kan tilskrives Andy Serkis i instruktørstolen (han arbejdede jo trods alt bare ud fra et manuskript) men den her kunne jeg godt have nøjedes med at se på Blockbuster. Tror måske bare forventningerne var for høje. Desuden var der også en post-credit scene der i manges øjne var meget banebrydende (og jeg er helt med på hvorfor), men en af de ting jeg også holdt af ved den første film, var at Venom fik lov til at eksistere i sit eget univers uden en vis blå-rød superhelt, men det er der tilsyneladende banet vej for nu.. Oh well, nu må vi se hvor den (måske) uundgåelige 3'er fører hen - men jeg håber virkelig den bliver bedre - til gengæld tror jeg at Venom og Morbius kunne være fede at se i samme univers, og det skulle ser efter sigende også være hints til i den kommende film om "den levende vampyr" (spillet af Jared Leto) som står til at få premiere D. 27 januar 2022
Der var på ALLE måder lagt op til en uforglemmelig og episk opleve med den her film. Craigs svanesang skulle være mindeværdig, og det skal jeg satme lige love for at instruktør Cary Fukunaga har sørget for! Det er sjældent at en film jeg har glædet mig så meget til, leverer på alle parametre, men i dette tilfælde blev jeg ikke skuffet et eneste sekund! Let it be said med det samme, det er unægteligt en film der kommer til at dele vandene, for den tager chancer og bevæger sig ud på uberørt territorie inden for denne franchise, og der vil være en hardcore traditionel fanbase derude som nok ikke vil synes om alt hvad de ser - men, i min ydmyge optik, er det netop det at man har turde bevæge sig væk fra det kendte, der i dén grad har givet pote! I det hele taget har de Bond film Craig har været med i, været nytænkende på mange måder (de er blandt andet de eneste 5 Bond film i træk med et sammenhængende plot), men "No Time To Die" tager ubestrideligt prisen for den mest radikale og specielle af dem alle! Jeg vil INTET spoile, for den her film skal opleves med egne øjne (og begynder jeg at snakke plot, vil der unægteligt komme afsløringer) - men jeg vil dog sige, at jeg uden tøven vil kalde den her film den mest banebrydende, mindeværdige, modige og smukke, ikke bare i Craigs runde, men i hele franchisen generelt!! Jeg sad vitterligt med kæben på gulvet da rulleteksterne begyndte! Den er unik på SÅ mange måder!!! Historie og scenografi sidder lige i skabet, og den 2 timer og 43 minutter lange spilletid (den længste af alle filmene) er til fulde retfærdiggjort! Jeg følte mig underholdt, bevæget og rørt hele vejen igennem, og det siger meget at en så lang film ikke kedede mig på noget tidspunkt! Noget der f.eks slog mig med det samme, var hvor smukt scenerne er optaget! Der er brugt en skøn farvepalette, specielt i åbningsscenerne i Italien, på Jamaica og senere i Norge, hvor jeg bare sad tilbage og lod mine øjne nyde lyset! Man har formået at bruge noget så simpelt som solskin på en meget billedskøn måde! I perioden op til premieren har jeg flittigt fulgt med i artikler om mulige spoilers (som jeg ellers havde svoret at holde mig fra, men jeg blev for nysgerrig ), og det glædede mig meget at se at nogle af de rygter jeg har læst om plottet, viste sig at være sande - og stor ros til hele holdet bag for at formå at holde ting hemmelige i alle disse år imens vi spændt ventede, så der stadig var plads til overrasker! Derudover var Hans Zimmers soundtrack med til at lægge den helt rigtige stemning ind over de scener hvor de skulle betyde noget - og når vi nu er ved musikken, så var der også en helt speciel musikalsk hilsen til den eneste Bond film med George Lazenby i rollen "On Her Majesty's Secret Service" fra 1969, en hilsen der blot får mig til at værdsætte begge film mere, og som vil være meget rørende hvis man forstår sammenhængen. Samtidig kunne man også mærke Phoebe Waller-Bridges indflydelse på manuskriptet (Craig fik hende med på holdet, for at skyde humor ind, og hun har sandsynligvis også givet de kvindelige karakterer i filmen en stærkere og mere selvstændig stemme). "No Time To Die" vil blive husket for evigt, fordi den er så markant anderledes end de andre film i serien! Craig har for altid forandret Bond. Nu er han ikke storcharmøren mere, men en mere rå verdensmand, og hans indflydelse på karakteren er mærkbar, specielt i denne 25. Bond film, som var en perfekt sidste historie med ham i rollen! Der var callbacks og karakterer med fra alle filmene lige fra Casino Royale til Spectre, og der blev bundet en fin rød sløjfe om det hele - alting blev rundet af på en helt perfekt måde! Alt i alt var det her årets absolut FEDESTE biooplevelse for mig! Den score fuldt på skalaen med 6 uf af 6 ENORME stjerner herfra, og jeg tøver ikke med at skrive følgende: denne film vil skrive sig ind i historiebøgerne! Det er ikke en i må snyde jer selv for!! Tag venner og familie i hånden, se den på den STØRST mulige skærm og lad jer fortrylle som jeg blev! Men det er ULTRA vigtigt at i ikke ødelægger oplevelsen for andre bagefter venner - så husk #notimeforspoilers
Så kom den første trailer til "Gunpowder Milkshake" (en af de absolut fedeste filmtitler ever!) og WOW hvor er den her film bare røget direkte op på toppen af min "Must see" liste for i år!" både visuelt, actionmæssigt og hvad angår plottet virker det her til at blive mega fedt!! Underholdning for ALLE pengene! https://www.youtube.com/watch?v=a1rzaxH9bNM
Action-thrilleren"Gunpowder Milkshake" (er det ikke bare en AWESOME titel!?), der beskrives som et voldeligt mix imellem Kill Bill og Baby Driver, er virkelig kommet på min radar! Idag er det kommet frem at Netflix har fået streamingrettighedeene til filmen i amerika, men at planen stadig er en biografpremiere på det internationale marked (hvilket jeg er rigtig glad for, for den her vil jeg SUPER gerne opleve på det store lærred!) Ud fra de promo stills der indtil videre er blevet frigivet, ser den her virkelig ud til at blive noget specielt! Jeg elsker stilen og tonen de går efter! Nu mangler vi bare en trailer så vi kan se hvordan det spiller sig ud! https://deadline.com/2021/04/netflix-gunpowder-milkshake-deal-stx-studiocanal-karen-gillan-angela-bassett-lena-headey-michelle-yeoh-1234747414/
Jeg havde ingen anelse om den her, men så idag traileren til den, og den ser faktisk rigtig god ud! Jeg har længe været fan af instruktøren Taylor Sheridan (takket være hans fænomenale serie "Yellowstone"), og den her film ser ud til af have hans kendetegnende rå tone, og samtidig ser det ud til at være en rigtig god comeback-rolle til Angelina Jolie! https://www.youtube.com/watch?v=xpUmvcURLhs
Det blev instruktøren Leigh Whannell der skulle bringe historien om "The Invisible Man" til live, på en måde der appellerer til et moderne publikum. Hvordan greb han så den opgave an? Tjo, han tog historien der i sin grundvold handler om en gal videnskabsmand, og pakkede den ind i et tema om hustruvold, for på den måde at kontekstualisere, opdatere og på samme tid gøre den relevant - og det synes jeg faktisk han er sluppet overraskende godt fra! Historien er fed, og man holdes som publikum hele tiden på kanten af sædet, fordi man aldrig ved hvad der sker i næste øjeblik! Det har været en smart måde at nytænke fortællingen om et monster på, og der var nogle overraskende twists and turns på vejen. Begge hovedrollerne gør det godt! Elizabeth Moss (kendt fra bl.a The Handmaiden's Tale) i rollen som den voldsramte hustru der desperat forsøger at få omverdenen til at tro på at hendes mand er efter hende, på trods af at han er erklæret død, og alt hvad der sker omkring hende, mest af alt peger på at det er hende selv der har fået et psykisk nedbrud, og Oliver Jackson-Cohen (fra bl.a The Haunting Of Hill House) som manden man aldrig rigtig ved hvor man har - for hvad er noget af det vi frygter mest? Det vi ikke kan se! Men er det noget vi bilder os ind, eller ER der virkelig noget om det, lurer han i krogene? Det vil jeg anbefale at i går i biografen og får svar på - for "The Invisible Man" er i min optik et vellykket forsøg på at puste nyt liv i monstrene, og filmen var noget som "The Mummy" helt fundamentalt IKKE var: den er skræmmende! Jeg glæder mig til at se hvordan de andre monstre kommer til live!
Jeg havde store forventninger til den her! Sam Mendes, manden bag bl.a de to forrige Bond film "Skyfall" og "Spectre" stod foran den enorme opgave at skulle lave en krigsfilm der ikke føltes som endnu en omgang "been there done that", og det synes jeg han er sluppet rigtig godt fra! Krigsfilm findes i hobetal, men mest nogle der omhandler 2. Verdenskrig, så måden han greb det an på, var for det første at lave en film om 1. Verdenskrig, og for det andet har han givet sig i kast med en teknik der gør at hele filmen føles som én lang scene, hvilket vil sige at der ikke (synligt) er klippet nogle steder. Der er ét kamera der følger handlingen fra historien starter til den slutter, og visuelt set er det satme en fed oplevelse! Der klippes ikke for at se fronten/bagsiden af en person, eller for at gå imellem folk, fra ansigt til ansigt - kameraet bevæger sig simpelthen derhen hvor fokus skal være. Filmteknisk har man (af gode grunde) ikke kunne filme hele filmen af én omgang, så for at give illusion af at det hele foregår på blot 1 døgn, og er optaget kontinuerligt, har man benyttet et smart trick: af og til fokuserer kameraet hurtigt på noget andet end personer (landskab, natur, dyr, bygninger) og det er i de øjeblikke (når fokus fjernes fra personerne) at man har kunnet klippe i det - og kun én eneste gang springes der i tiden (nogle timer frem), og selv der føles det naturligt og ikke påtvunget. Selv om fortællingen er centreret omkring to personer, formår Mendes alligevel at skabe noget der hele tiden føles intenst og spændende, og jeg blev også glad for at opdage at det her var endnu et tilfælde hvor trailerne ikke havde spoilet for meget af handlingen, så der var stadig plads til overraskelser. Sidst men ikke mindst, frydede det mig at høre musikken (komponeret af Thomas Newman), som var med til at binde historien og filmteknikken sammen i en smuk treenighed, og sangen "Wayfaring Stranger" som blev brugt helt eminent i promo materialet, har en ganske speciel betydning i selve filmen. Det er ikke uden grund at denne film er blevet sammenlignet med "Saving Private Ryan" og kaldt den bedste krigsfilm siden den!
Der har været meget buzz om den koreanske film "Parasite", bl.a fordi den har vundet "Den Gyldne Palmer" (hovedprisen til Cannes filmfestivalen), og efter at have set den, kan jeg godt delvist forstå what all the fuzz is about. Det er en meget unik film, som formår at blande flere forskellige genrer sammen, og alligevel gøre det til en fortælling der fungerer. Det er sjældent at jeg sidder nærmest mundlam når rulleteksterne begynder at køre ned ad skærmen, men når man har set "Parasite" er man efterladt med en helt speciel følelse. Trailerne afslører (heldigvis) ikke vildt meget af handlingen, men da jeg så dem, fik jeg lidt bange anelser, for de fik filmen til at virke meget usammenhængende - men da jeg så så selve det færdige produkt, var det en film der viste sig at være spændende nok til, at jeg faktisk nåede til et punkt at jeg fokuserede så meget på handlingen at det faktum at det hele foregår på koreansk endte med at falde i baggrunden og ikke betyde noget, for historien i sig selv er universel men fascinere "Parasite" er speciel, og holder ens opmærksomhed, og så giver den en noget at snakke om bagefter (når man lige har fundet de rette ord til at beskrive den)
Jeg var idag til forpremiere på "JoJo Rabbit" og da jeg gik fra biografen, var jeg blevet en rigtig fed oplevelse rigere! Krig er et ømtåleligt emne, og i særdeleshed Hitlers grusomheder under 2. Verdenskrig er et område der sjældent forbindes med affektion, kærlighed, omsorg og humor - men ikke desto mindre satte instruktøren Taika Waititi (kendt fra Thor: Ragnarok) sig for at sætte tiden under en satirisk lup, og belyse uhyrlighederne med en forfriskende portion ironi og humor, og resultatet er blevet en overraskende sjov og hjertevarm film, der mere end én gang fik mig til at grine højlydt (jeg fangede sågar mig selv i at grynte af grin - not my proudest moment). Vi følger 10-årige JoJo, der mere end noget andet, brændende ønsker at være en del af Hitlerjugend, og bevise sit værd overfor føreren. Problemet er bare at den søde og helt igennem uskyldige dreng har et alt for rent hjerte til at kunne slå nogen ihjel, og desuden er han lidt klodset, hvilket resulterer i et lille uheld under en træningslejr (ledet af en tysk kommandant spillet af Sam Rockwell) der mere eller mindre bænker ham derhjemme. Hjemme får han dagene til at gå, med at arbejde for det lokale krigspropagandakontor, men opdager hurtigt at hans mor (eminent spillet af Scarlett Johansson, i en af hendes mest rørende roller der her viser at hun selv ville være perfekt som mor) gemmer en jødepige ved navn Elsa derhjemme, og nu tvinges JoJo til at tage sine holdninger og værdier op til genovervejelse, for måske er jøder slet ikke så slemme, selvom JoJos fantastiven, selveste hr. Adolf Hitler (spillet meget humoristisk af Taika selv) hårdnakket prøver at overbevise ham om det modsatte. Filmen er et rørende og kærligt, men også brutalt og ærligt portræt af livet under det sidste halve år af krigen, set igennem en sød lille tysk drengs øjne, (specielt én scene efterlod hele salen med et kæmpe gisp og på randen til tårer) og der er lagt vægt på detaljer. Bl.a starter vi med at se den lille tyske by hvor JoJo bor, være et idyllisk og hyggeligt sted, men efterhånden som hans værdier smuldrer og Tyskland er på randen af kaput, ser vi også byen blive mere og mere ødelagt. Jeg tør ikke sige om det er det der sigtes efter at symbolisere, men det var i hvert fald hvad jeg fik ud af de scener. Taika har selv kaldt filmen for en anti-had satire, og den beskrivelse vil jeg give ham ret i. Det er en film der hylder livet, håbet og kærligheden - den siger at uanset hvor dystert alting virker, er der altid lys forude. Det er noget så sjældent som en feel-good krigsfilm, hvor mange engelske popsange har fået et tysk makeover, hvilket er med til at skabe en unik stemning i nogle af scenerne Den er en biotur værd, alene for JoJos skyld! Han er så sød, og jeg garanterer jer, i kommer ikke til at se en lignende film i år! Det er så rart at vi, i denne utra krænkelsesparate og sensitive verden, trods alt er der hvor vi har overskud nok til at kunne tage pis på krig, død og ødelæggelse - det er forfriskende at en så alvorlig ting ikke er off limits!
Terminator: Dark Fate, er den 6. i rækken af film om dræberrobotterne der sendes tilbage i tiden, og efter at have set den, er min dom som følger: jeg håber det bliver den sidste! Man vidste udmærket godt at det her var en svær (hvis ikke umulig) opgave! Da "T2: Judgement Day" udkom i 1991, var den så banebrydende, at den satte standarden for hvad ALLE de efterfølgende film forsøgte at opnå: man har med liv og sjæl prøvet at holde franchisen igang, og opnå tidligere tiders success, men man har godt vidst at der ikke kunne køres videre på samme formel, så derfor har de Terminator film der kom EFTER T2 primært fokuseret på en voksen John Connor og hans tid lige op til/efter dommedag brød ud, og man har også forsøgt sig med forskellige virkemidler som at proppe et plottwist ind i ALLE efterfølgerne, men det har bare ikke virket - de 3 film der er fulgt i kølvandet på T2 har alle været flop, men NU skulle det være anderledes, nu blev det godt mente man, så med "Dark Fate" har de på ny forsøgt at ryste posen, og hyret Tim Miller (manden bag "Deadpool" filmen) for at få det rette skud action og en grum tone der mindede om T2 ind i franchisen, og man hev fat i nogle af de gode gamle kendinge for at appellere til de hardcore fans - Arnold er der (som altid), Linda Hamilton blev overtalt til at komme retur, og selv John Connor dukker op - og sidst men ikke mindst, yup, you guessed it: plottwist Derudover er handlingen nu mere lig det vi kendte og elskede "Judgement Day" for - det er en "road movie" hvor vi følger vores helte på flugt inden dommedag bryder ud, og desuden er der gjort brug af det samme trick som vi så i "Halloween" filmen sidste år: man har valgt at gøre "Dark Fate" til en direkte efterfølger til T2, hvilket vil sige at de 3 film der kom imellem dem er slettet fra tidslinien. Desværre er konklusionen bare den, at det har slået fejl. Skuespillet og indlevelsen er svært at finde troværdigt, og Arnolds grund til at være med (igen igen) er også svær at tro på (og når han forsøger sig med små bidder af humor, klinger det hult og er ikke sjovt). Man kan næsten argumentere for at T2 var FOR populær, for det er den film der blev det alle de andre har forsøgt at læne sig op ad, men når hverken det at ændre på historien, eller at appellere til fansne med referencer og skuespillere de kender, det virker, så er jeg af den overbevisning at de har udtømt deres kilde, der kan ikke nytænkes mere med den historie og det er på tide at stoppe og anerkende at slaget er tabt. Der er ikke mere liv i den hest, ikke engang om man så trak den i tøjlerne hen til truget, ville den drikke. Sidst men ikke mindst skal det også nævnes, at de første 5 minutter af filmen i mine øjne var at give de fans der måtte være tilbage en hård lussing lige hen over bæret. Instruktøren har udtalt at grunden til at handlingen udspiller sig som den gør i de minutter, er at de skal fungere som en katalysator/et skub frem for Sarah, så hendes plot virker troværdigt, men i min optik, ville man SAGTENS kunne opnå samme effekt på anden måde, og ved at de gør hvad de gør, føler jeg at der er en stor del af hele mytologien de slet ikke giver nok respekt, noget de affejer alt for nonchalant! Hvis jeg dog skal nævne to ting jeg synes var ok, så er det at tonen var mere rå (ikke helt som i T2, men dog bedre end de tre film efter) og så var højdepunktet for mig den nye beskytter Grace, spillet af Mackenzie Davis! Hendes skuespil og karakter kunne jeg lide! Men alt i alt føler jeg at Terminator franchisen har vist alt hvad den havde at byde på, for vi har bare nået et punkt hvor det er MEGET svært at interessere sig for præmissen mere, så selv om James Cameron håber at den her kunne blive starten på en ny trilogi, så håber og tror jeg det ikke.
Efter at have set "Doctor Sleep", er jeg blevet bekræftet i én ting: Mike Flanagan er blevet min yndlings gyserinstruktør. Manden der fangede min interesse med den fantastiske serie "The Haunting Of Hill House" har haft en tung arv at løfte da han har skulle filmatisere Stephen Kings efterfølger til The Shining" (Ondskabens Hotel), men han har udtalt at hans mål med filmudgaven af "Doctor Sleep", var at den skulle fungere lige dele som en efterfølger til Stanley Kubricks kult-filmudgave af "Ondskabens Hotel" (som selve Stephen King er velkendt for IKKE at kunne lide), og som en troværdig udgave af bog-efterfølgeren - med andre ord har han skulle inkorporere dele fra både den tidligere film, samt efterfølgeren som bog, og det har været en udfordring, når etteren som film og etteren som bog efter sigende skulle være ret forskellige (ikke mindst slutningen) - men jeg synes faktisk at han er sluppet rigtig godt fra det! (dog skal det lige siges, at jeg ikke har læst nogle af bøgerne, så det kan jeg ikke sammenligne med). Han leverer en film der på én og samme tid har en fed historie, er en fan-service til dem der elskede den første film (en smule callbacks og referencer til originalen, uden det overtager plottet og bliver for meget), og så formår den at bygge videre på universet som man kender så godt fra den første film - vi får en lidt dybere forståelse for folk med "The Shine" og hvilke skurke der figurerer i den verden (Rebecca Ferguson gør det i øvrigt ret overbevisende som både manipulerende og især når hun skifter og man ser hendes sande natur, så er hun en led satan!). Men det som jeg vil give Mike Flanagan størst credit for med den her, er noget af det som jeg lægger mest mærke til ved hans værker: hans evne til at få folk til at indleve sig i handlingen, og skabe en dyster og medrivende stemning! Det var noget af det jeg holdt allermest af ved at se "The Haunting", og jeg fangede også mig selv i, nogle gange at sidde og heppe på Danny og hans slæng og nærmest udbryde højlydt "YES!" i specifikke scener (som jeg selvfølgelig nok skal lade være med at spoile her). Men det klart mest velkendte og ikoniske fra "Ondskabens Hotel", nemlig selve hotellet, har naturligvis også fået en plads i filmen her, og ikke bare en hvilkensomhelst plads, nej den har fået en plads til aller sidst i filmen, som setting for the final showdown (men igen skal det så siges at jeg ikke aner om det også forholder sig sådan i bogen, men no matter what, så synes jeg det er en SUPER fed måde at give stedet den respekt og status det fortjener - hotellet er også en stjerne i den serie, og det bliver fuldt ud anerkendt!). Både hvis man er fan af Stephen Kings værker (og derfor kender historien), eller man bare vil se en fed film, så synes jeg klart den her er en biotur værd
På 40-års jubilæet for Peter Madsens ikoniske "Valhalla" tegneserier, bliver der nu udgivet en spillefilm baseret på historierne. Den var jeg idag inde og se, men det blev desværre langt fra den oplevelse jeg havde håbet på. De nordiske guder er der, Tjalfe, Røskva og Quark er der - men hvad der ikke er noget af, er hjerte og sjæl. De originale tegneserier, og animationsfilmen fra 1986 havde en helt unik kvalitet og charme - de var hyggelige, og lavet med varme farver, som drog læseren og seerne indenfor - nærmest som et forsonende kram, men Fenar Ahmad er gået i en anden retning: hans udgave er kold og uden hjerte, med en trist gråmørk farvepallet grænsende til det depressive, og en overfladisk handling i en sådan grad at den nærmere føles som en kold skulder. Skuespillet virker mekanisk og søgt, og uden indlevelse. Desuden bruges der ALT for lang tid på at få plottet igang, så 1. Akt føles umådeligt langtrukkent, og da vi så endelig kommer til det "store" slag, er payoff'et meget hurtigt overstået. Hele plottet er skruet rodet sammen, uden det virker som om der har været en egentlig idé om hvor man ville hen. Noget andet der irriterede mig var også at der er next-to-none character development. Tjalfe er bare jævnt irriterende igennem det hele, og karakteren Loke er på INGEN måde sit drilske selv. Han er kendt for at være en trickster og en drillepind, og jo jo bevares, der er da lige en scene i starten hvor han lokker Tjalfe i uføre, men ellers er han bare lydig. Der er ligeledes noget om Røskva som vi aldrig får en dybere forklaring på, men som faktisk kunne have været interessant at få mere at vide om - noget som endda er en drivkraft i plottet. Og sidst men ikke mindst, lagde filmnørden i mig, mærke til en scene der var decideret dårligt klippet sammen/optaget, da man ser en tjenestedreng løbe den forkerte vej rundt om et bord, men han opdager at han er på vej ind i billedet halvvejs, og skynder sig at vende om. Det er tydeligt, og skulle have været klippet ud. Hvis man gerne vil se den her, så gør det for nostalgiens skyld, og vent til den kan streames, for i min optik er der desværre ikke noget at komme efter. Store danske navne og computereffekter kan ikke redde det her makværk - det var en følelsesløs og fantasiløs fantasyfilm, hvor det virker som om det meste af budgettet er gået på en computeranimeret Fenrisulv.
Er netop vendt hjem efter at have set "Joker" for 2. gang på to dage! It's THAT good! Igennem tiden har vi set mange inkarnationer af Jokeren - der har bla været gangsteren (Jared Leto) og Heath Ledgers ikoniske anarkist, men aldrig har vi fået serveret en så menneskelig og relaterbar Joker! Han er hevet ned på et niveau vi alle kan forholde os til, og sympatisere med, og for første gang får vi rent faktisk "The Clown Prince Of Crime" at se som en decideret klovn, and I love it! Joaquin Phoenix viser med Arthur Fleck (måske et subtilt nik til Hr A.ffleck som lige har spillet batman?) en psykisk syg, sårbar og fuldstændig almindelig mand, som bare oplever et samfund og et system der kontinuerligt træder på ham, ignorerer ham og taler ned til ham. Han får kastet metaforisk mudder i hovedet fra ALLE sider - sine kollegaer, dem i socialforsorgen og endda sin egen familie, indtil han bare når sit "breaking point" og filmen knækker for ham: ham begynder at give tilbage af samme mønt! Jokeren har altid været en af de allermest ikoniske skurke i Batman-universet, til dels (tror jeg) fordi han repræsenterer et opgør med samfundets normer. Han har levet efter sit eget regelsæt, og det aspekt af karakteren er dybt fascinerende - en der ikke er ligesom alle os andre, men samtidig har han altid eksisteret på et højere plan, som en del af et skurkegalleri, i et ikke-relaterbart superhelteunivers med en masse folk i kostumer - og hans oprindelseshistorie har altid været "up for grabbs", og er blevet udforsket nogle gange i tegneserieform, men filmudgaverne har altid gjort karakteren lidt endimentionel og netop fremhævet specifikke særlige karaktertræk ved ham, og derfor har vi aldrig rigtig fået en "hvorfor blev han som han gjorde"-historie om ham i filmformat - untill now, og personligt synes jeg at Todd Philips (en mand primært kendt for sine komedier, såsom "Tømmermænd I Vegas") her har formået det extraordinære: at lave en film som et det perfekte mix imellem superheltefilm og socialrealistiske drama, for ikke alene er dette fortællingen om en mands psykiske tur imod afgrunden, men samtidig er det en STÆRK samfundskritisk kommentar - og når du krydrer den blanding med et hjerteskærende og gennemtrængende soundtrack, hvor violinnoterne nærmest repræsenterer smerten han føler, men samtidig gør det poetisk når han danser, så ved man bare at der her er tale om noget unikt og tragi-smukt. Men tag ikke fejl, denne version af Jokeren er også mere rå og mørk end man har set før, for der er ikke noget superheltefilter, vold præsenteres som en utilregnelig mands gerninger, præcis som man ville kunne opleve det ude i den virkelige skræmmende verden, men netop den grad af realisme gør også det hele mere autentisk og indtryksfuldt. Desuden introduceres man også for en troværdig og ganske hjerteskærende årsag til hans ironiske latter (noget Joaquin studerede nøje igennem videoer for at gøre det så troværdigt som muligt) og man kan ligefrem se smerten i ham når han griner ufrivilligt til tider - det er virkelig et af de aspekter ved karakteren jeg synes han har ramt ufatteligt godt! Heath Ledger bragte noget helt exceptionelt til fadet med sin Joker, og ingen tvivl om at han vil gå over i filmhistorien, men for mig, må jeg indrømme at jeg faktisk synes at Joaquin Phoenixs præstation ramte mig mere, og er et af de allerbedste eksempler på method acting jeg endnu har set! Han gør det skræmmende godt og troværdigt som en mand der kæmper hårdt med sin hverdag, for til sidst at give slip og bare overgive sig til sin skæbne (hans frihed?). Hans langsomme og rolige nedstigning til galskab er dybt fascinerede at se udfolde sig for ens øjne! Man får jo sympati med manden, og i sidste ende, når rulleteksterne kører, vil man nærmere betegne ham som en form for antihelt end skurk, for han repræsenterer i høj grad også en personificering af et opgør imod eliten! Samtidig var noget af det jeg virkelig elskede ved filmen, at det kunne have været en film helt uden for DCs univers, hvis ikke det lige var fordi der kom nogle referencer i form af navne og steder som man allerede kender. Det her var dybest set historien om Arthur Fleck, og hvis Batman på nogen måde havde spillet en rolle i den, så ville det bare have stjålet for meget fokus! (det er af den grund at der er én enkelt scene som vi har set til hudløshed i alle batmanfilm, som jeg IKKE synes burde have været med, men det er mit eneste lillebitte kritikpunkt), og jeg blev mere end almindeligt glad da det kom frem at instruktøren udtalte at vi ikke skal forvente at se Arthur krydse klinger med Bruce Wayne i en efterfølger. Den her film var ment som en enkeltstående historie, Jokeren fortjente rampelyset, og det fik han i DEN grad! Jeg elskede hvert sekund! Man kan virkelig se at der er kigget til film som "Taxi Driver", "The King Of Comedy" og "Falling Down" som inspiration, og at det er Robert Di Nero (bl.a kendt som hovedrollen fra netop Taxi Driver) der spiller med som talkshowværten Murray Franklin, er en fin hyldest! Derudover er det også en helt original historie Jokeren får her, for Todd Philips har udtalt at den ikke har sit udspring i nogen eksisterende tegneserie (lækkert!) Ligeledes er det en film der er op til seeren at fortolke og danne sig sin egen mening om, for vi bliver præsenteret for nogle sandheder som måske/måske ikke er sande, for det er Jokeren vi har med at gøre, og han er kendt som en af de allermest upålidelige fortællere derude, så hvad kan man tro på, og hvad er løgn. Det er en mega fed konstruktion at en fortælling om selve den løgnagtige fortæller pludselig på den måde bliver introperspektiv og i sig selv er så meget til fortolkning. På den måde bliver både filmens plot og dens slutning pludselig uhyggeligt meta, og vi oplever hvordan det er at være inde i Arthurs hovede, for vi forstår hans frustration på et nyt niveau, og får en anden indsigt i hvad han selv gennemgår, for hvad er virkeligt og hvad er ikke? Hvor meget at fortællingen tør vi tro på? Det er 100% et fortolkningspørsmål, og det faktum gør bare filmen endnu mere fantastisk for mig, for på den måde er vi alle Arthur og vi bliver pludselig en del af plottet - det er godt tænkt, og virkelig dybt, men for dem der søger en film med alle svarene serveret vil denne form for narrativ nok være dybt frustrerende. Men Når vi har at gøre med en mand der konstant skal forholde sig til diverse barske realiteter med et i forvejen skrøbeligt sind, er det klart at hans verdensbillede til sidst smadrer som stykker fra et spejl. Under normale omstændigheder plejer superheltegenren at skulle se langt efter en Oscar, men buzzen går om at den her skulle være en god kandidat i år (hvis ikke for bedste film, så i det mindste for bedste mandlige hovedrolle), for med Arthur Fleck viser Joaquin en så mesterlig skildring af en person der går fra til at starte med, til tider at udvise en nærmest barnlig uskyld og underudviklethed i sin adfærd til at skifte til en voksen med kulde, ligegyldighed og selvsikkerhed når han ændrer karakter, at jeg klart mener det er en gylden statuette værdigt! Man kan tydeligt mærke på ham at han finder sig bedre tilpas og mere afslappet i sindet da den anden karakter tager over, og det er helt eminent hvordan han iscenesætter det personlighedsskift. Jeg har en formodning om at en af grundene til at de ikke for alvor har taget genren seriøst i Oscarløbet so far, er at superheltefilm måske ikke har haft det bedste ry, og er blevet anset som værende platte og useriøse - men hvis denne film skulle gå hen og vinde Best Picture synes jeg at det er fuldt fortjent, for den efterlader en med et indtryk der er dybt svært at ryste af sig - man tænker over den i lang tid, for den er netop ikke endimensionel - den er skræmmende, sørgelig og helt igennem rammende på én og samme tid! - og den formåede at få mig til, i visse scener at sidde tilbage med en decideret følelse af ubehag. "Hvordan kan det være en god ting?" spørger i måske jer selv, men det er det fordi, når en film kan gå ind og påvirke mig så dybt, så har den ramt noget i kernen af mig, og jeg er efterhånden så desensibiliseret af alt hvad jeg har set på skærmen, at der skal meget til at ryste mig - men "Joker" beviste at det stadig er muligt! Det har været min allermest ventede film lige siden den blev annonceret, og jeg blev på ingen måde skuffet - hvis der er én film i bør tage i biffen og se i år, så lad det være den! I min verden er der dømt klassiker!
Den her film bliver en helt unik oplevelse! Aldrig i mit liv har jeg set så god en "featurette" til en film! Det her er uden omsvøb den mest detaljerede og intense "bag om"-featurette jeg nogensinde har oplevet! Da jeg så den første trailer til "1917" (en film om 1. verdenskrig) tænkte jeg ikke at den fangede mig ret meget, men efter at have set det her, er jeg hooked! De viser og fortæller i detaljer om kamerateknikker og hvordan de har optaget filmen, og så får man også, hvad jeg formoder er et indblik i selve soundtracket, og det skaber tilsammen en meget unik oplevelse, og kunne meget vel ende med at skabe den bedste film om 1. verdenskrig nogensinde! Planen er at hele filmen skal optages som ét kontinuerligt take - dvs som én lang scene, og ud over at det er en VANVITTIGT ambitiøst projekt at kaste sig ud i, så er det, så vidt jeg ved, aldrig gjort i filmhistorien før! - og når man ser hvordan de vil gøre det, så kan man ikke andet end at blive forundret og fyldt med respekt! Den her film er 100% røget på min liste for i år, og jeg tror den bliver en meget mindeværdig oplevelse! - og med Sam Mendes bag kameraet (manden bag de seneste to James Bond film), så er der også langt op til noget specielt https://www.youtube.com/watch?v=3hSjs2hBa94
Normalt er jeg ikke typen der ser dokumentarfilm, og slet ikke i biografen. Når jeg sætter mig foran det store lærred, er det ikke for at blive ramt af en dosis realisme - det får jeg nok af i hverdagen, nææ, en biograftur er escapisme for mig, en flugt ind i en anden verden hvor mine problemer og bekymringer forsvinder, og jeg bare overgiver mig til en god historie - men en gang imellem sker der noget forunderligt....... man ser en reklame for en film, og bliver lidt nysgerrig, hvorefter man ser traileren, og vupti, så er ens interesse vakt! Dette var hvad der skete for mig, da jeg havde set hvad "Krigsfotografen" handlede om, så jeg besluttede at jeg for en gangs skyld ville tage ind og se en dokumentar i biffen, og det fortryder jeg på INGEN måde at jeg gjorde, for den her skildring af et menneskeliv var så rørende og speciel at jeg sent vil glemme den! Krigsfotografen Jan Grarup er vildt karismatisk, og at se ham på så fascinerende og inspirerende vis navigere den svære balancegang imellem fotograf i nogle af verdens mest højspændte brændpunkter og livet som kærlig far til sine børn herhjemme, det var en interessant og rørende portrættering og skildring af et menneskeliv, og hvordan det må være at stå med den enorme mængde ansvar på sine skuldre
"Ad Astra" er ikke en film man skal se hvis man forventer hurtig og actionfyldt handling. Det er i stedet en film med et budskab, et budskab som den langsomt og nøjsomt bygger op til, og personligt kunne jeg godt lide den (for jeg er til den slags film, dem der kigger indad og undersøger menneskets natur og tager sig god tid til det), men jeg synes dog at slutningen skuffede mig lidt, da filmen jo er markedsført med store temaer som "søgen efter liv i rummet", og den byggede op til noget som den ikke helt leverede - men ok, det er måske også fordi jeg efterhånden har set så mange sci-fi rumfilm med de positive slutninger hvor der sker noget mindblowing, men denne film har også hvad jeg vil kalde en positiv slutning, bare på en anden måde end forventet. Det er en fortælling om tab, og søgen efter mening, men den er fortalt ud fra et personligt perspektiv, og det er bare endnu mere med til at underbygge historien, at vi hører Brad Pitts tanker om sig selv og sit liv fortalt med sin egen stemme undervejs. Det er nogle store temaer der kommer på banen, men i stedet for at fortællingen egentlig handler om liv udenfor vores planet, så er det egentlig en fortælling som sagtens kunne foregå hernede på Jorden, men man har så valgt at gøre det til en storslået film der tager os langt væk hjemmefra, brugt verdensrummet som papiret/kulissen fortællingen er pakket ind i, og tag endelig ikke fejl, det er i mine øjne blot med til at underbygge og forstærke den pointe der kommer til sidst: at Pitts karakter skulle så langt væk hjemmefra for at finde ud af noget, og samtidig så er rumkulissen også "pynt på kagen" forstået på den måde at vi som seere får en masse visuelt lækre scener med på vejen, og når de blandes sammen med det soundtrack der leveres, så sidder man tit og ofte henført til bare at beskue skærmen med en form for stoisk ro og nyde den stilhed og skønhed man ser, og i min optik gør det derfor ikke så meget at det ikke en en hollywood actionblockbuster - men der ER dog taget højde for at der måske er folk som går ind til denne film med en anden forventning og som forventeligt godt kan komme til at synes den er langtrukken, og derfor får man da også nogle scener med intens action (bl.a selve åbningsscenen synes jeg var vildt fedt lavet!) - og når man midt i det hele kan høre fantastisk musik som det her, så er jeg solgt! https://www.youtube.com/watch?v=L0y2pTzfErM Hvis man kunne lide film som "Gravity" og "The Martian", så er "Ad Astra" nok en film man også vil værdsætte
Det her er et et af de vildeste actionbrag jeg har set i MEGET lang tid! VIRKELIG! Der findes den type film man tager ind og se fordi man gerne vil have et plot man kan snakke rigtig meget om bagefter, en film som virkelig kræver at man fordyber sig og er koncentreret hele vejen igennem - og så er der den type film man tager ind og ser fordi man dybest set bare har brug for at kunne slukke hovedet, slappe af og blive underholdt, og "Hobbs & Shaw" hører i udpræget grad til sidstnævnte kategori! Intet dybere plot der kræver meget af en. Den er til gengæld en SOLID omgang underholdning, spækket til bristepunktet med vilde scener, testosteron og adrenalin, og så har instruktøren forstået at den gyldne kombi action + humor er noget der betyder fun times! Og når den humor leveres på den mest sarkastiske og tørre vis af det ultimative makkerpar af mandligt testosteron Dwayne Johnson og Jason Statham, så er det bare lige i skabet! Samtidig har man så også valgt at smide Mr. Black Superman himself, Idris Elba ind som skurk, så er der fuld skrue på musklerne og alfahan elementet! Det er tre af tidens mest cool machomænd der får skærmtid sammen her, and it's great! Men der er også masser af stærk feminin energi med, i form af Vanessa Kirby der sparker røv som Shaws søster! Men, gør jer selv den tjeneste ikke at have nogle forventninger til selve historien, og lad være med at tro den er realistisk den, for der er op til flere gange hvor man ellers vil fange sig selv i at sidde og tænke "okaay, that can't happen, det er for urealistisk det der!" (der var decideret en gut ved siden af mig, der højlydt udbrød det på et tidspunkt) Men, hvis du bare vil have ved humør og sindssyg action, så tag ind og se den her! Jeg må indrømme at jeg var mere underholdt af den her, end mange af de seneste Fast & Furious film - og der er nogle cameoer (gæsteroller) i filmen som er super fede! OOG, bliv siddende til absolut sidste sekund, for nu gør Fast & Furious filmene åbenbart det samme som Marvel, og der er en scene til sidst som potentielt kan være ret vigtig
Jeg har altid syntes af gysergenren "Folk Horror" var interessant på grund af de temaer den repræsenterer, og Ari Asters efterfølger til "Hereditary" havde mig også fanget meget af tiden, men desværre synes jeg aldrig rigtig at den kom helt til bunds i plottet/historien, og den introducerede også en meget interessant mytologi og nogle personer som man heller ikke så nok til/hørte nok om - og samtidig udeblev den chockeffekt jeg havde håbet på. Dette kan måske skyldes at jeg havde en ret god idé om hvordan "Midsommar" ville ende (fordi stort set alle folk horror film kredser om det samme emne, og har samme slutning), så lige på gysefronten efterlod den mig ikke helt mæt (specielt også fordi jeg havde håbet på en overnaturlig slutning, ligesom i "Hereditary"), men det skal dog siges at der er elementer af slutningen som er åbne for fortolkning, hvilket jeg godt kan lide, og hvis man kigger på det psykologiske aspekt i den, så var der lidt mere fyld, i form af hvordan vi følger den kvindelige hovedrolle Danis mentale rejse, og hvor den ender... for mig var det en af de store plusser! Gyset er bare papiret gaven er pakket ind i - men i virkeligheden er dette en film om tilhørsforhold og hvordan vi mennesker håndterer sorg, og instruktøren har også kaldt det en "break-up" film. Den indeholder en del scener der vil virke absurde og chokerende, og det er ikke en film for alle - men hvis man vil have et anderledes gys, så vil jeg anbefale den! (Og det var for en gangs skyld også rart at sidde i en biosal fyldt med mennesker som netop kunne finde ud af at holde mund, FORDI de ønskede at se filmen). Ps. Hvis slutningen efterlod nogle lidt forvirrede, eller man bare ønsker at høre et bud på hvordan det hele skal forstås, så er her en video som jeg synes forklarer temaerne og slutningen ret godt: https://youtu.be/TCANdmStGuo
Var inde at se den her igår, og jeg forlod biografen med én, meget klar følelse: glæde! Hold nu KÆFT hvor var jeg underholdt! Den er ca. En BILLION gange federe end Endgame! Direktøren for Marvel, Kevin Feige, har også udtalt at det er denne film, og ikke "Endgame" der er afslutningen på fase 3 af MCU (Marvel Cinematic Universe), og det vil jeg faktisk give ham ret i - både fordi der nok er mange som har set Endgame nu, og ved hvordan den ender (og den begivenhed er så noget der bruges som en drivkraft i denne film, og det forhold rundes af på en fin måde), men også - og det er SUPER VIGTIGT det her - på grund af hvad der sker i post-credit scenerne!! I min optik har det nok aldrig været vigtigere at sidde med måsen solidt plantet i biosædet efter en Marvelfilm, da jeg vil gå så langt som til at påstå at de 2 ekstra scener der er, er GAME CHANGERE, og de vigtigste der har været i en af deres film til dato! Denne nr.2 solofilm for Spider-Man med Tom Holland i hovedrollen går all-in på humor, og det fungerer bare! Virkeligt! Det var skønt at se Marvel vende tilbage til den vante formel, måske endda mere end i nogen anden film de har lavet, for der var brug for det efter al den seriøsitet (og fuldstændigt, efter min mening, tamme historie) Endgame kvalte ned over os - men ok, den film havde også umenneskelige forventninger at leve op til, det samme press lider "Får From Home" ikke under). Men samtidig er der visse sandheder der vil gå op for en når man går ind og se "Far From Home". Tom Holland har ret, da han udtalte at der er en scene der vil føles som et knytnæveslag lige i hovedet for seeren! (Det var den ENESTE ting der skuffede mig ved filmen!) Gør jer selv en tjeneste, tag ind og se den her, og lad DEN være jeres positive minde om afslutningen på fase 3! But hold on to your butts.... 'cause BIG changes are coming!
"Brightburn" er et forsøg på at komme et twist på den klassiske superheltefortælling som vi kender den fra Superman: et barn kommer til Jorden, men i stedet for at være godhjertet, viser det sig at hans hensigter er alt andet - han bliver en ond superskurk. Det twist er forfriskende, men rammer aldrig helt hjem, for i kraft af hvad vi allerede forventer (og kender til) den historie, så kan det desværre ikke helt redde, at filmen låner så kraftigt fra Supermans oprindelseshistorie, at det til tider ofte føles som en direkte kopi. Selvom det nok mest er ment som en hyldest til genren fra instruktørens side, er det bare med til at gøre filmen for forudsigelig - en følelse der også blev forstærket af det faktum, at jeg synes historien har mange elementer til fælles med gyseren "The Prodigy". Desuden sad jeg et langt stykke hen ad vejen og følte at gyserelementet ikke er så fuldendt som det kunne være. Bevares, der er nogle gode og brutale drabsscener, men hvis det virkeligt skulle gøres til et mere effektivt gys, så burde man også have fokuseret mere på det psykologiske aspekt i det - hvad er det specifikt der får Brandon Breyer til at vokse op og ende som han gør? Der er nogle ting jeg ikke føler er klarlagt godt nok: 1) Er Brandon styret af noget udefra (noget der kommer indikationer på), eller er hans udvikling et resultat af hans omgivelser (mobning)? Det kan selvfølgelig være en blanding af begge, men jeg synes bare ikke det bliver udforsket eller besvaret godt nok. 2) Brandon skulle være ufatteligt klog (vi ser en scene i en biologitime der giver et eksempel på dette, og samtidig muligvis forklarer hvem Brandon er og hvorfor han blev sendt til Jorden). Han er klog nok til at sløre sine drab så de ligner uheld (= han vil ikke mistænkes), men samtidig så efterlader han sit "mærke" ved hvert gerningssted, hvilket nok skyldes en blanding af storhedsvanvid og ligegyldighed - men det leder folk på sporet af ham, hvilket ikke er ret klogt. Dog skal det siges at jeg synes Jackson A. Dunn gør det godt i hovedrollen. Han spiller den manglende empati godt, og det er en af de ting der gør hans karakter troværdig. men at kalde ham decideret følelseskold ville være forkert, for der er én følelse der flyder igennem ham mere end noget andet - vrede - og DET får vi talrige eksempler på! Det kan selvfølgelig være at planen er at han vil blive udforsket mere i efterfølgere (der er scener i rulleteksterne som indikerer at der måske bygges et univers op med ham og andre skurke) - men jeg håber ikke at vi ser en "league of evil". I min optik er det mere interessant bare at følge ham, lære mere om hans baggrund og hvordan han udvikler sig, for filmen gjorde mig trods alt nysgerrig nok til at ville vide mere. Dog vil den nok mest appellere til folk som går efter slasher-elementet end et psykologisk gys.
Så fik jeg også set "Avengers: Endgame", og min reaktion, efter den fuldstændig ufattelige mængde hype, og de nærmest umulige forventninger den har at leve op til, er: den var fin. Ikke fantastisk, ikke uforglemmelig, ikke god - bare ok. Jeg synes ikke den har været alt det hemmelighedskræmmeri og hype værd. Den vil nok være mere rørende for de mest hardcore fans af Marvels univers, men jeg har også fulgt spændt og underholdt med siden 2008. Jeg forstår godt, at den tre timer lange spilletid, nok primært har været en service til fansne fra brdr. Russos side, fordi den her film er kulminationen på 11 års og 22 films arbejde, det er det her det hele har ledt op til, og der har været en masse ting der skulle rundes af - men i min optik, så synes jeg ganske enkelt ikke resulatet berettiger en så lang spilletid: selve plottet kunne være nået på den halve tid, og der er endda tider hvor jeg vil gå så langt som til at sige jeg synes den var langtrukken, og der var ting der kun var kastet derind som fyld. Der er brugt så mange kræfter på at skabe en rørende afslutning, at det er gået ud over plottet som bliver usammenhængende og tyndt (der går lidt sæbeopera i den, og det synes jeg er synd for dem der i lige så høj grad forventer en god historie - men ok, chokfaktoren og actionniveauet i Infinity War er også svært at leve op til). Andet formår jeg ganske enkelt ikke at sige uden at spoile, for jeg sidder tilbage med en masse uforløste forventninger, og en historie jeg havde håbet mere af. Jeg synes, hånden på hjertet, at "Infinity War" var bedre. Dette skyldes primært at jeg havde en forventning om en bedre konklusion og en mere episk en end man fik leveret. Da infinity War var færdig gik man vitterligt fra biografen i chok, fordi der var et KÆMPE WTF-moment, og den film havde en bedre historie - men for mig, manglede den "WOW"-faktor sgu desværre her. Mere vil jeg ikke sige. Man må se den og drage sin egen konklusion, og der vil utvivlsomt være nogle derude som er lodret uenige med mig, for hvem det her var en fuldstændig episk oplevelse, og den oplevelse skal i have, uden jeg ødelægger det for jer. Men, hvis man alligevel er lidt nysgerrig efter at vide nogle af de ting jeg ikke synes fungerede, kan man tjekke det her link ud (selvom det udelader to virkelig centrale elementer som jeg også havde svært ved, men som er massive spoilers, som jeg af gode grunde ikke nævner her): https://screenrant.com/avengers-infinity-war-better-endgame/ #DontSpoilTheEndgame
Har lige været inde og se "Dronningen" med Trine Dyrholm i hovedrollen, og hold nu op for en oplevelse og emotionel rutschebanetur det var! Jeg mindes ikke hvornår jeg har set en så god og modig dansk film sidst! God fordi skuespillet i den er helt eminent, og modig fordi den tager et så vanskeligt emne op! For en gangs skyld vil jeg give anmelderne ret, den her film fortjener fuldt ud de gode anmeldelser, og kunne i mine øjne sågar være et godt bud på en dansk Oscar-kandidat! Det er VIRKELIG en film som trykker på nogle alarmklokker, og jeg sad ofte med en decideret følelse af ubehag over hvad der skete, men det er en god ting, for når noget formår at fremprovokere en sådan respons hos en, så er det fordi det påvirker en, og dermed noget man kan mærke på egen krop, og som er værd at bide mærke i! Jeg havde forinden jeg så filmen hørt at den er ret grafisk, og jo, der er da en enkelt scene som kunne betegnes sådan, men det erotiske element har ikke overhængende vægt, det fylder blot en relativt lille del af filmen. Det ligger i det jeg vil kalde det midterste af tre akter - og det der fylder mest, er klart hvad der sker i sidste akt - efterspillet, og det er især her at Trine Dyrholm skinner igennem (og viser hvad man er i stand til når man er presset op i en krog). Hun er en tour de force igennem hele filmen, og det er ikke uden grund at flere har sagt at det er noget af det bedste skuespil de har set fra hende, for hun er virkelig dronningen her, men præcis hvordan den titel skal forstås, er op til en selv at fortolke, for man får ikke noget serveret - der bydes på en masse subtile hints og referencer, men i sidste ende lader instruktøren det være op til os seere at bedømme hvordan VI forstår det der sker - og det er også et af mine kriterier for en god film, at man kan analysere den med andre efterfølgende, og at man i det hele taget har lyst til det! Samtidig skal det også siges at jeg er meget imponeret og fyren der spiller Trines stedsøn Gustav (skuespiller Gustav Lindh). Han må igennem rigtig RIGTIG meget i den film, og han spiller sin rolle til A+. Min sympati ligger udelukkende hos ham! Det her er en film som mesterligt navigerer rundt i et vanskeligt emne, og de konsekvenser det kan have, og det er klart en film jeg vil anbefale! Men det er ikke en af dem, hvor handlingen foregår i et hæsblæsende tempo (den kan virke langtrukken for nogle vil jeg tro) - i stedet bygger den langsomt og støt en stemning op. Så man skal være en tålmodig sjæl hvis man begiver sig ind og se den, men i sidste ende er den dét værd synes jeg.
Lad os være ærlige - i den hidtidige magtkamp imellem Marvel og DC, er det Marvel der har vundet med deres film. De har haft en smart marketingstrategi: giv hver enkelt superhelt sin egen originfilm, brug det velkendte element humor for at sætte en let stemning på tingene, og lad tingene tage den tid de skal tage - no rush - og det har virket, folk er strømmet i biograferne, og sidst men ikke mindst skal det nævnes at Marvel generelt bare også har været bedre til at caste skuespillere til deres karakterer, hvor DC har haft (og stadig har) et problem med at finde de rigtige skuespillere. Folk springer fra i hobetal, bl.a Ben Affleck og nu måske også Henry Cavill - og specielt "Suicide Squad" og rebootet der kommer af den, hvor nogle af de originale skuespillere bliver, og der ellers bliver castet nye skuespillere til stort set alle roller, virker alt sammen som en kæmpe rodebutik, der langt fra gør deres ry bedre (det er både useriøst og uambitiøst både i det hele taget at lave en såkaldt "soft reboot" af en film kun er fra 2016, og samtidig at få helt nye mennesker ind i den) - kontinuiteten og sammenhængen forsvinder, og vidner også om at DC ikke engang selv tror på projektet - og hvordan skal vi som biografgængere så kunne tage det seriøst? Marvels strategi har til gengæld fungeret, og selv jeg, der altid har været mere til DCs film (mest af alt fordi jeg netop bedre kunne lide deres modsatte dystre og mørke side), har måtte erkende at jeg simpelthen ikke synes at de har gjort et særlig godt stykke arbejde de sidste par år (specielt når man kigger på Justice League filmene, der er usammenhængende og forsøger at smide noget humor ind hist og her som slet ikke er morsomt, og har forsøgt at kaste superheltene ind i en film sammen alt for hurtigt fordi de har tænkt at det måske var DET folk godt kunne lide ved Marvels film - men der har været andre ting der spillede ind) MEN - nu lader det lige så stille og roligt til at DC har indset at de er nødt til at gå nye veje. For mig startede kovendingen tilbage med Wonder Woman, som viste at humor godt kan fungere i en seriøs film. Der var DC desuden først om buddet i en anden speciel sammenhæng: det var den første kvindelige superhelt der fik sin egen film, og den blev en success. Derefter kom Aquaman ind i billedet og fulgte samme formel, denne gang med en sarkastisk form for humor - og nu kommer så Shazam! Shazam adskiller sig fra stort set ALLE andre superhelte i både DCs og Marvels universer, fordi han ikke er en voksen, men netop en teenager som får skikkelse som en voksen når han ytrer det magiske ord - og det betyder at DC, for første gang nogeninde har kunnet markedsføre en film netop på humoren! Det er simpelthen det som har været hovedelement i promoveringen - den her film er sjov, og det skulle være DET der gjorde at folk kom ind og så den - og dermed er den også et kæmpe statement fra DC - de siger "Nu prøver vi squ noget HELT nyt" - og jeg synes virkelig de har ramt plet her! Man ved som biografgænger, at man ikke går ind til en standard DC film når man ser Shazam! Det her er en film der, for det første henvender sig mere til en bredere gruppe af mennesker, da det faktisk også er en familiefilm med en sødt budskab, men samtidig så er det den film fra dem som jeg har grint allermest over - det er virkelig sjov, og Zachary Levi gør det rigtig godt i rollen som et barn i en voksen krop (ligesom Tom Hanks i filmen BIG! som der også er en smart og sød reference til via en meget specifik scene i filmen. Humoren er her heller ikke tør som i Wonder Woman og Aquaman, det er ikke ironisk, men grin i børnehøjde, og det vil appellere til børn og folk med barnlig humor (mig!). Tematisk adskiller Shazam! sig også fra andre film, for den introducerer et element som der heller ikke er set i DCs filmunivers før, og som jeg faktisk heller ikke mener jeg har set i Marvel film indtil nu: Magi Det er den første film der introducerer det magiske aspekt af det univers, og det tror jeg med vilje at DC har undladt indtil nu. Der har tidligere været snak om at lade det komme via magikeren Zatanna, men det har man valgt ikke at gøre alligevel, måske fordi de var bange for hvordan det ville blive modtaget, da de jo er kendt for den dystre realisme, og måske tænkte "ai, hvis vi introducerer det her, så vil folk ikke tage os seriøst" - men de har så valgt at indføre magi med Shazam, og det er satme smart, for når filmen i forvejen markedsføres på det lette element humor, så er folk også åbne for magi, når det hele ikke skal tages så seriøst! Når magien først er kommet, så kan døren også åbnes for en masse andet - bl.a nye spændende figurer, og ikke mindst nye verdener! DC har forsigtigt forsøgt at udvide horisonten ud over Jordens grænser: Med Man Of Steel fik vi rummet og andre universer med, Wonder Woman gav os græske guder, i Aquaman kom der rigerne under vandet, og nu kommer der "de 7 riger" (magiske riger) med Shazam - det her tegner til at blive spændende! Jeg vil helt klart anbefale at se Shazam, da det er et skridt i en fed retning, og frem for alt et rigtig godt grin! Og så er der en masse små fede referencer til andre film inde i, hvis man ved hvad man skal se efter. specielt var der et meget rørende øjeblik hen imod slutningen som jeg godt havde læst MÅSKE ville komme, men som jeg klappede højlydt af begejstring da jeg så - en øjeblik som cementrer pointen i selve filmen! For mig, er "Man Of Steel" stadig den bedste DC film der er blevet lavet i deres nye "shared universe", men Shazam! er nu den næstbedste! Jeg havde en damn good time da jeg så den! PS . bliv siddende efter rulleteksterne begynder - HELT til slut, for der kommer ekstrascener! Og her er et lille link, så man kan se hvilke "easter eggs" og referencer til andre film og tegneserier der er i filmen, hvis man er nysgerrig efter at have set den: https://screenrant.com/shazam-movie-easter-eggs-dc-comics-references/?utm_content=bufferf05cc&utm_medium=Social-Distribution&utm_source=SR-FB-P&utm_campaign=SR-FB-P&fbclid=IwAR1S0iTlzVpDuyE7j-49003HgaYuX8-D76-iui37686NGYPXIu6WIxV5KP4
Så er Todd Philips godt gang med at redigere filmen, og idag kom der så den første (super fede) plakat online, med nyheden om at teaser traileren lander i morgen!!! https://www.instagram.com/toddphillips1/p/BvwiSWfpn-M/?utm_source=ig_share_sheet&igshid=jce4rpf95v5w
Den originale tegnefilm fra 1941 er kun 64 minutter lang, og har ikke en egentlig skurk, så Tim Burton har virkelig skulle tænke ud af boksen her, for at gøre live-action udgaven af Dumbo til en fuldlængde spillefilm (i øvrigt en spillefilmsudgave af den ældste Disneytegnefilm indtil nu) Jeg kan huske, at Dumbo, for mig, altid stod som en af de tegnefilm der faktisk skræmte mig som barn (mange af Walts tidlige film er, selvom de er lavet med børn in mente, stadig meget dystre i tone- og farvevalg). Specielt kragerne og den scene hvor Dumbo og musen bliver fulde og hallucinerer var noget jeg erindrer som skræmmende. Og set ud fra DET synspunkt er Tim Burton det perfekte valg som instruktør, for hans værker er kendt for at være skæve og bizarre - MEN - i denne film har han valgt at lave om på den stil (i mine øjne er den mere børnevenlig end tegnefilmen). Hele første akt forløber stort set som i tegnefilmen, og her fanger han hyggeelementet ved det lille omrejsende cirkus ret godt, og jeg er faktisk fan af den detour fra hans sædvanlige stil han viser her - men så kommer andet akt, og det er her filmen mister sin pust for mig: Som tidligere nævnt, så har Tim Burton skulle finde på mere historie for at have nok fyld til en hel film, og det fyld kommer så i form af at han introducerer skurken V.A Vandevere (spillet af Michael Keaton) som er den store markedsmogul der får øjnene op for Dumbos talent, og opkøber det lille cirkus der har ham, for at inkorporere dem i hans store forlystelsespark "Dreamland" Andet akt går så på at V.A Vandevere viser sig at have mindre end noble intentioner for Dumbo og hans cirkustroup, og de kæmper for at komme ud af det, og der kommer da nogle scener hvor Burton her har haft mulighed for at bruge lidt af sin quirky stil og dystre toner, men for mig, er historien ikke helstøbt nok til at jeg køber den - og samtidig så synes jeg godt man kan mærke at skuespilspræststionerne ikke altid er så ægte, men lidt påtagede Men det er ikke Burtons skyld at jeg synes filmen mister sin charme i sidste halvdel, han arbejder bare ud fra det manus han er blevet givet, og han har ikke haft de bedste vilkår at arbejde ud fra rent historiemæssigt Til gengæld synes jeg at hele holdet bag, skal have stor ros for deres computeranimerede version af Dumbo, for han sidder lige i skabet, og er 100% nuttet! (Og der var også øjeblikke hvor jeg blev rørt når han kom på skærmen) Og jeg læste også noget efter jeg havde set filmen, som fik mig til at synes bedre om 2. Akt: Det viser sig at der fra Disneys side er blevet truffet et ret modigt valg: der er en klar parallel imellem Walt Disney og skurken i Dumbo! Måske er det ikke bevidst, men det er der i mine øjne for mange "tilfældigheder" til at det ikke kan være, men jeg mindes ikke at en film produceret af Disney, førhen på nogen som helst måde har kigget indad på den måde, og formået at komme med lidt selvkritik, og DET gør Dumbo til en stærkere film i mine øjne! (Noget man kan læse mere om her: https://www.cinemablend.com/news/2469012/why-the-villain-in-dumbo-was-a-bigger-shock-than-we-expected) Alt i alt vil jeg sige at det er en film jeg synes havde sine gode øjeblikke, men som man godt kan vente med at se til den kommer på Disneys egen kommende streamingtjeneste "Disney+" herhjemme senere i år
*Potentielle Spoilers* Russo brødrene har sagt at de har haft i sinde at lave en ny historie med Avengers: Endgame, og at der dermed ikke skulle være nogle tegneserier man kan søge inspiration i, hvis man prøver at finde ud af historien - MEN, der er ikke desto mindre en interessant teori som jeg personligt synes kunne være spændende at se i filmen, som muligvis HAR lidt at gøre med tegneserierne: en skjult by i the quantum realm! (Det sub-atomare rige som ses i bl.a Ant-Man filmene, og som efter sigende også skulle have en rolle i både Avengers: Endgame og Captain Marvel, da det forbindes med tidsrejser) https://screenrant.com/endgame-thory-ant-man-wasp-city-avengers-villains/2/
En spændende teori omkring hvorfor der først er brug for Shazam nu, EFTER "Justice League" Det er kun spekulationer, men hvis det viser sig at være sandt, så går vi en ny og meget spændende fase i møde med DCEU! Så this goes without saying, men *potentiel spoiler warning* https://screenrant.com/shazam-theory-justice-league/2/
Så kom den første biografoplevelse i 2019 for mig - og valget faldt på Transformers spin-off filmen "Bumblebee" Normalt lægger jeg ikke meget vægt i anmeldelser, for de kan jo have en helt anden mening end jeg har - men i dette tilfælde havde jeg hørt gode ting, og det viste sig at jeg for engangs skyld var enig :) En ting som rigtig mange anmeldere har bidt mærke i, er det faktum at den her film, til forskel fra de andre, er langt mere hjertevarm, og der er flere følelser i - og det er virkelig også noget der i min bog er med til at trække den op! Publikummet til Transformers filmene er normalt nok mest adrenalin- og actionelskende personer, så de bliver ikke nødvendigvis lige så glade for denne film i serien som resten - for selvom der dog er et vist element af "Crash-boom-bang!", så er dette kapitel i bund og grund om Bumblebee, og hans første møde med mennesker på Jorden, forholdet imellem ham og pigen Charlie (Hailee Steinfeld), og hvordan det påvirker dem begge. De nyder både godt af hinandens selskab, og der er en masse kærlige og sjove øjeblikke i filmen som vil få smilet frem på læben, samtidig med at den er optaget i Californien, så vi ser en masse solskin, strand- og kystscener, hvilket bare giver hele stemningen et postivt pift (jeg er vild med sådan noget xD) :) Bumblebee har, selv i de originale film, været en karakter som vi som biografgængere følte et større tilhørsforhold til, og empati for, da han er "beskytteren" for hovedrollen, og har et mere personligt forhold til dem - så det giver mening at den første (og måske eneste) spin-off film handler om ham - for han er et følelsesladet væsen, og der er så mange søde scener imellem ham og Charlie. Derudover giver filmen også svar på hvorfor han er på Jorden i første omgang, hvordan han mistede sin stemme (man hører hvordan han lyder i starten! YAAAY!), og hvorfor det lige er en VW Beetle han skifter form til Sidst men ikke mindst skal nævnes at filmen foregår i 80'erne, og det bærer både stilen og ikke mindst soundtracket meget præg af - hvilket bl.a betyder at der (synes jeg) er nogle meget fede sange med! (y) Bl.a denne sang lavet specifikt til filmen, af Hailee Steinfeld: https://www.youtube.com/watch?v=4Z1Gx3DYVqs Det er en film for alle :)
På trods af at "Ternet Ninja" foregår i det velkendte "Terkel I Knibe" univers, har Anders Matthesen her formået at skabe en film der er helt sin egen, med fed animation og humor, i kategorien "grovsjov". Så man kan sagtens se filmen selvom man ikke har noget kendskab til Terkel, onkel Stewart eller de andre - men kender man den i forvejen, så vil alle referencerne bare virke som en fed bonus! + så er der også lavet nogle catchy sange Jeg sidder tilbage og håber at Anden ikke er færdig med at udforske dette univers, for jeg synes der er plads til mere!
