Nåede også lige denne, inden biograferne lukkede ned. Pixar/Disney's nyeste animationsfilm er en moderne eventyrfilm, som linker til alt vi kender fra et univers med troldmænd og forskellige fantasiskabninger. Alt sammen trukket frem til en verden der ligner vores - selvom vores hovedpersoner er blå og karrikerede menneskelignende. Samlet er det en Quest, hvor to brødre forsøger at finde frem til den far som døde mange år tidligere. Den yngste er den normale - mens den ældste er nørden som har studeret det magiske univers. Animationerne er som altid helt forrygende, selve eventyret er lidt mere hakkende - men bestemt underholdende, og moralen er set før. Alt i alt ikke blandt det bedste, der er kommet fra Pixar studierne - men stadig i høj kvallitet og et bekendtskab værd. 7/10 - 4/6
Jeg var i biffen, onsdag - sidste dag inden biograferne lukkede ned, for blandt andet at se denne nyeste Guy Ritchie film. Og det fortrød jeg bestemt ikke. Det er ikke en dyb film, som har en masse på hjerte - men som de tidligere Snatch og Lock, Stock and Two Smoking Barrels - er det stil og dialog over handling, og det fungerer ganske godt. Filmen er båret at enkelt præstationer, pænt pakket ind i passende action. Det er en fornøjelse når Matthew McConaughey, Charlie Hunnam, Michelle Dockery, Colin Farrell og Hugh Grant får lov til at slå gækken løs - og spille nogle herlige karakterer. Eneste anke er nogle lette løsninger, undervejs - men dem er man nødt til at spise, og så er det hele en fornøjelig gang ramasjang med fin humor. 8/10 - og 5/6
Ny dato er den 25. november. Coronavirus har indflydelse på alt.
Det er ikke en historie om et ægteskab, der går i stykker. For vi kommer ind i fortællingen på et tidspunkt, hvor det er sket. Nicole (Scarlet Johansson) har forlængst truffet sin beslutning, Charlie (Adam Driver) har bare ikke accepteret kendsgerningerne. Det er en meget realistisk beskrivelse af en skilsmisse, som de - uden tvivl - oftest forløber. Der er ingen vindere i det spil - men særligt Charlie må gennem en proces som er temmelig smertelig, nemlig erkendelsen af ikke at kunne slå til. Det er også historien om den retsproces, der går igang - på mange måder kunne den være kammet over, men der overdrives ikke. Advokater tjener penge på andres ulykke, men de medvirker også til at skabe en konklussion. Vi får faktisk 3 typer af advokater, porttræteret; Den smarte, hippe advokat, Nora Fanshaw - spillet af Laura Dern Den kyniske, levebrøds advokat,Jay Marotta - spillet af Ray Liotta Og endelig den ærlige, faderlige advokat, Bert Spitz - et skønt gensyn med Alan Alda. Faktisk er det Alda's figur som tidligt opsummere det hele - og ved hvad der vil ske - også at retsagen i virkeligheden ikke er det vigtigste i processen. Det er tiden - bagefter. Men det er Charlie ikke klar til erkende - og det er derfor mest hans smertelige kamp historien beskriver. Adam Driver kunne sagtens have høstet en Oscar for præstationen - et andet år hvor Joaquin Phoenix ikke havde overgået alt andet. I stedet får Laura Dern måske også her en Oscar for sin birolle - som egentlig ikke er en specielt stor præstation. Alt i alt en bittersød historie, som beskriver en ulige kamp - som man tidligt kender udfaldet af. I sidste ende handler det om det der er bedst, for at komme videre med livet. Noah Baumbach skal have ros for ikke at overdrive forløbet - selvom han selvfølgelig på en fin måde trækker bevidst på tårefaktoren, så er der også plads til ironi og humor. 8/10 - 5/6
Og det gør de så alligevel. Flot, afdæmpet periodedrama - centreret om en families skæbne i tiden omkring og efter borgerkrigen. Det hele har bund i virkeligheden, da den originale historie handler om en kvindelig forfatter og hendes tre søstre - deres mor, deres far (som i starten deltager i krigen, som præst) - og en tante (spillet af Merryl Streep) - samt et galleri af bipersoner. Meget lig virkeligheden, hvor forfatteren Louisa May Alcott også havde tre søstre - og har draget parralleler til deres historier. På trods af at der sker adskillige dramatiske begivenheder i løbet af filmen, er der en særlig lavmælt tone som kun en sjælden gang ændrer sig et lille niveau i forhold til helheden. Tempoet, fortællerstilen, kostumerne og tonen minder om film som blev lavet for 80 år siden - hvilket er en præstation i sig selv. Det handler underliggende om kvindefrigørelse og om kvinder der kan klare sig selv (dog ikke uden kærlighed). En smuk og tilfredsstillende film, som er tro mod tiden og uden tvivl også er det i forhold til de to bøger den bygger på. 8/10 - 5/6
Jeg ved ikke om Saul's Søn har været en inspiration for Sam Mendes, da han begyndte at skrive manus til filmen. Under alle omstændigheder søger han samme Point of View oplevelse, som man havde i netop den film - og som også blev brugt i Gravity. Betragtningsvinklen har det formål, at tilskueren bliver en del af historien - for man oplever ensidigt det som vores hovedperson/hovedpersoner - helt uden et forklarende overblik på situationen, eller et forvarsel om kommende begivenheder. Det skaber en klaustofobisk oplevelse, hvor man aldrig ved hvad der sker bag næste højdedrag - eller i forladte bygninger. Det giver et højspændt kontinuerligt adrealin kick - som først forløses, da man indser at filmen slutter. Filmen er skudt som et one-take - selvom der er tidspunkter undervejs, hvor der er mulighed for en tiltrængt pause. Kameraet slipper kun ganske kort - og kun et par gange betragtningsvinklen. Men det sker aldrig for at skabe et overblik, og den ene gang udelukkende for at godtgøre en tidsforskydning. Mendes har allieret sig med en af de bedste, Roger Deakins - som han tidligere har arbejdet sammen med på Skyfall, og som har film som Blade Runner 2049, Sicario, Prisoners, No Country for Old Men, The Big Lebowski, En verden udenfor - på sit CV (bare for at nævne nogen, blandt en helt enestående række af præstationer). Hele filmen er en gigantisk bedrift, af samme årsag. Man oplever kilometervis af medvirkende, hvor timing er altafgørende for at hele den foregående præstation ikke ødelægges af en enkel fejl. Fra start er det imponerende at se den scenografi, der udspiller sig. Vores helte bevæger sig gennem et militæranlæg og en slagmark, hvor hver enkel frame og alle omgivelser kunne være et perfekt studie i WW1. På intet tidspukt fornemmede jeg en fejl i sceneriet - hvilket underbyggede den reelle oplevelse i at være der selv. Hovedpersonerne har brugt et halvt år på at øve, for at intet gik galt undervejs - og det svarer vel meget godt til en reel teateroptræden - uden en sufflør til at redde det hele. Og modsat til teateret - så er der her også reel action og skiftende scenerier at tage hensyn til. Hvor man kunne have nøjes med at zoome ind på hovedpersonerne, vælger Mendes at zoome ud - så vi bliver en del af stemningen, og oplever tusindvis af personer som man nemt kunne have dvælet ved - for de har indlysende også spændende historier at fortælle. Det er indiskutabelt en stor film - modstandere vil mene at historien er for enkel, men målet er at opleve krigens gru helt tæt på - og det lykkes ganske overlegent. Gæsteoptrædender af kendte skuespillere, som ikke skal nævnes her - tilføjer en ekstra dimension til det hele. Det er en af de få gange, hvor jeg honorerer med fuld hus for præstationen. En stor og knugende oplevelse, som det faktisk var ambivalent at skulle forlade, men som tvang tårer i øjenen på mig i slutsekunderne - men ikke før. Bedste film 2019 10/10 - 6/6
Ja, Taika Waititi har lavet en komedie - men den er i virkeligheden mest en film, som er forsøger at se gennem øjenen på en 10 årig tysk dreng, i slutningen af 2. Verdenskrig. Hverken mere eller mindre. Om en 10 årig stadig kan have en fantasiven er vel muligt? Og at han optræder i skikkelse af den 10 åriges store helt, Adolf Hitler er vel lige så sandsynligt. Derfor virker den del af historien egentlig ganske troværdig. Selvfølgelig benytter Waititi sig af muligheden for at trække på nogle velkendte komedier - mens han karrikerer Hitler. Hvis præmissen er at det er Johannes (Jojo) Betzler's udgave af Der Führer - så lykkes det vel efter hensigten. Waititi tilfører normalt sine film et gran af galskab, og en helt egen humor - hvilket man også oplevede i Hunt for the Wilderpeople, som også handler om en drengs oplevelser i en vanvittig voksen-verden. Jojo's verden besværliggøres af at han på ingen måde lever op til forventningerne om at være farlig nazi-kriger - samt af det faktum at hans mor ikke sympatiserer med Hitlers nazityskland. Desværre modarbejder den rene komedieform også den fine poisi, som blandt andet det tydelige forbillede Chaplin formåede at bringe med ind i sine film. Vi får en masse absurde komiske situationer, hvor det nærmest ikke føles som om der er noget på spil - selv om det modsatte i den grad er tilfældet. Derfor endte jeg faktisk ikke at føle noget, på tidspunkter som ellers gav rigelig mulighed for det. Som følge af det, ender filmen med at skuffe en smule - for ideen var bedre end udførelsen. Men det er bestemt ikke en dårlig film, jeg er stor fan af Waititi's skæve vinkler - som også gav Thor en film i MCU regi, som endelig var værd at se. Trailere og foromtale havde bare lovet endnu mere - og måske noget som kunne have tenderet et mesterværk. Det er det ikke, det sløser Waititi lidt væk i frygten for at træde ud af komikken. Filmen garneres af fine præstationer af Scarlett Johansson - og især Sam Rockwell som endnu en gang beviser at han har et helt særligt komisk talent. Om Roman Griffin Davis har et talent, ud over at være en charmerende 10 årig må fremtiden vise. Filmen er nomineret som bedste film, ved Oscar uddelingerne - men den er ikke blandt favoritterne. Dog fortjener den klart at blive set for sine billeder og herlige indfald. 8/10 - 5/6
For mig var det en hæmsko, at filmen har vundet de Gyldne Palmer ved årets Cannes festival - og desuden er udråbt som Oscarfavorit. Jeg havde med vilje ikke læst ret meget om filmen, men vidste dog at det handlede om en sydkoreansk familie som hustlede sig gennem tilværelsen med plat og svindel. Alt i alt betød det at jeg begyndte filmen, med at spejde efter alle detaljer som kunne retfærdiggøre den store buzz. Og til at starte med fandt jeg ingenting. Jeg syntes ikke at skuespillet var mere end middel, og måden familien hustlede på - var heller ikke imponerende. Faktisk var det først da familien helt var etableret i en ny situation, og begyndte at have noget på spil at niveauet hævede sig - men så var det også bare med en stejl kurve op at alt skete herefter. Film om forarmede fattige personer, har det med at tale til vores bedre jeg - og det sker ofte at der trækkes et barnekort, som i Kapernaum eller Slumdog Millionaire - som udnytter "nuttethedsfaktoren". Det sker slet ikke i denne film, hvor familien består af far, mor og to næsten voksne børn - og der er absolut intet nuttet over nogen af dem! Familien har absolut ingen moral - sandsynligvis tvunget af omstændighederne. Tværtigmod støtter alle i familien 100% op, når mulighederne for et nyt fupnummer opstår. Talenter er der rigeligt af, og man kan undre sig over at de ikke for længe siden har arbejdet sig ud af den slum de befinder sig i. Men det siger måske også noget om den forskel der er i Sydkorea på rig og fattig. Som sagt tager filmen en voldsom drejning, da alt næsten går for nemt. Man forventer også at noget vil ske, men ingen kan forudse den række af begivenheder som indtræffer herefter. Det er et vanvid af komik, gys, håb, forundring og overraskelser - som sammen med fantastiske kameravinkler, betagende arkitektur og masser af geniale påfund og modsætninger, skaber en helt vidunderlig film. Samtidig er det en politisk manifestation - som i klare ord fortæller historien om rig og fattig - og i særlig grad udstiller de rige som uvidende,naive og onde. Amerikaniseringen af Sydkorea får også et par solide drag over nakken. Det er absolut ikke en film som ligner nogen, jeg har set - og mange steder er den virkelig stor kunst. Det er i planlægningen det går galt - da drømmene bliver for store, så medfører hybris nødvendigvis nemesis. 9/10 - 5/6
May El-Toukhy vælger at vi skal have et snævert point of view - udelukkende fra hovedpersonen Anne's oplevelser. Det tvinger os til at tage hendes parti - selvom vi føler os fanget i en klaustofobisk virkelighed. Rigtig godt lavet. Modige Trine Dyrholm. Det er de færreste 47 årrige der har lyst til at optræde så nøgent foran et stort publikum. Hele filmen føles som et trafikuheld i ultra slowmotion. Man kan ikke lade være med at undre sig; Hvordan kan en intelligent kvinde ende med at være så meget i sine følelsers/sansers vold? Selvfølgelig får vi en brugbar forklaring - karrierekvinde, med en mand med et lige så krævende job. Mange rejser og derved fravær af manden fører til et kærlighedsløst liv, hvor vores hovedperson føler sig forsømt. På et sårbart tidspunkt dukker pludselig en forløsning for de opsparede frustrationer op. Anne's svenske mands søn - fra et tidligere forhold, bliver en del af familien - da han er opgivet af alle andre. Der spoiles ikke ved at fortælle at de to vikles ind i et seksuelt forhold, med Anne som katalysator - men det sættes yderligere i relief af det faktum at vores hovedpersons arbejder som forsvarsadvokat, med særligt fokus på voldsramte børn - og i dette tilfælde er Anne i den voksne rolle, som i høj grad ved hvad hun starter op - og sætter på spil. Basalt set har Anne et liv, de fleste ville misunde hende - på afstand - men på trods af det (og måske som følge af andre ting, tidligere i hendes liv - der antydes lidt om hendes mor) ender hun alligevel på en destruktiv vej, som vi får lov til at opleve følgerne af. Sexscenerne er dygtigt koreograferet - selvom der naturligvis ikke er tale om ægte sex - så er Trine Dyrholm endnu en gang tættere på begge sine medspillere, end vi oplever det fra nogen andre danske kvindelige skuespillere. Og scenerne er vigtige for helt at forstå hvad der foregår i Anne's hoved. Reelt kunne man have valgt et andet perspektiv - hvis El-Toukhy havde beskrevet historien, set fra den 17 årige stedsøn Gustavs synspunkt. Så havde vi haft en moderne:The Graduate - eller Den Kroniske Uskyld. Men forfriskende at vælge et andet perspektiv, end offerets. Alt i alt, bestemt det modsatte af en feel-good oplevelse - men alligevel en vigtig og intens film, som nok handler om en kvindes begær og handlinger - men lige så godt kunne have været en mands. Stor bedrift, med logiske konsekvenser - nogle måske for ultimative. 8/10 - 5/6
"Når du er færdig med at læse, får vi arbejde, bliver gift og får børn. Så får vi en større lejlighed, måske et hus, sommerhus. Så får vi en ny bil, hver fjerde år, lige som dine forældre. Nogen ferier. Og så kører det sådan, indtil vi skal på pension - og så er det, det - så dør vi." Citatet stammer fra kort inde i filmen, hvor vores hovedperson, Daniel Rye, har misset sit store mål; At komme med på verdensholdet i gymnastik 2012, på grund af en skade - og efter pres fra familien vælger at flytte med kæresten til København. Udsigten til et begivenløst liv, får Daniel Rye til at tage imod et job som assistent hos en krigsfotograf - og på en rejse oplever han en rus af noget, som han kan se som et livsprojekt - at beskrive ofrene og hverdagen i et område, ramt af krig. Efter at have realiseret sit gamle bil, til sine forstående forældre drager Daniel til Tyrkiet - og finder med kontakters hjælp ind i det krigsramte Syrien, hvor IS (Islamisk Stat) er ved at opbygge en styrke. Under et uskyldigt fotoshoot tages han til fange af IS - som ser en mulig løsesum i ham. Alt dette er sket inden de første 20 minutter af filmen - uden at det virker forceret. Resten af handlingen, bortset fra en epilog helt til slut, foregår på tre fronter. Dels fra Daniels ophold (fyldt med had og tortur), dels fra familiens desperate kamp for at skaffe en helt uoverskuelig løsesum - og dels fra den danske gidselsforhandler Arthurs arbejde for at få det hele til at lykkes, midt i en krigszone. Samtidig er det også, delvist, historien om den amerikanske journalist James Foley - hvis skæbne blev forbundet med Daniels. Historien er baseret på Puk Damgårds bog om virkelighedens Daniel Rye - og Niels Arden Oplev rammer en troværdig tone, i beskrivelsen af en helt almindelig familie - som rammes af en personlig katastrofe, som de i første omgang ikke må fortælle om til de nærmeste af fryg for konsekvenserne. Esben Smed underspiller fint i rollen som Daniel - og der er mange fine præstationer fra alle medvirkende generelt. Man kan undre sig over den drift, der ligger bag det at rejse til verdens brændpunkter. En af sandhederne ligger måske i det indledende citat - om et kedeligt og forudsigelig liv. En anden er selvfølgelig at hvis verden er blind, så er der ingen der kan beskytte de svage - det er altafgørende at nogen rejser ud for at dokumentere, og dermed modvirke verdens grusomheder. En vigtig og seværdig film - som aldrig mister sit fokus. 8/10 - 5/6
Handler om nogle krigsfanger, der forsøger at flygte fra en tyske krigsfangelejr under 2. Verdenskrig via tunneller - og er baseret på en rigtig historie. Alene rollebesætningen kan tage pusten fra de fleste; Steve McQueen, James Garner, Richard Attenborough, Charles Bronson, Donald Pleasence, James Coburn, Gordon Jackson - bare for at nævne nogle af de fremtrædende. Næsten 3 timer, kunne føles lange - når man tænker på tempoet i filmen. Men jeg nød dette gensyn i fulde drag - egentligt sat i værk på grund af Tarantino's lån af en scene fra filmen, hvor han byttede McQueen ud med DiCaprio - i Once Upon a Time... in Hollywood. Tyskerne havde bygget, hvad de selv anså som en flugtsikret fangelejr, og mange forsøg ender også fatalt. Men man har samlet en række personligheder, samme sted - som sammen brygger en ret fantasifuld plan sammen. Det hele bliver sat i værk med militær præcision og som et imponerenede ingeniør arbejde. Naturligvis ikke uden store komplikationer, undervejs. Men man må bare nyde John Sturges arbejde med disse store stjerner, som alle får lov til at funkle på hver deres måde. 9/10 - 5/6
Men flopper som del af X-Men historien. Hvis man kender den oprindelige historie om The Dark Phoenix/Jean Gray - så vil man ganske enkelt ikke kunne genkende den version i filmen. I originalversionen, skrevet af Chris Claremont - tegnet af John Byrne, bliver Jean Grey godt nok til Phoenix via en solstorm/eksplosion under en mission i rummet - men det er en udvikling hvor hun bliver genskabt efter flere uger. Jeg forstår ønsket om at genskabe en af superhelteuniversets største historier på film - det blev allerede forsøgt i The Last Stand, og lykkedes kun delvist. Men på intet tidspunkt er originalfortællingen om Helvedes hundenes loge blevet en del af denne historie (selvom de bliver brugt i First Class). Der er forskellige hilsner til originalen, da blandt andet Dazzler en mutant der optræder som sangerinde dukker op i en parantes - men som helhed er det bare en helt anden historie. Hvor ville jeg bare have ønsket at Fox havde ventet - så MCU kunne have taget det under kyndig behandling, og trukket handlingen over to eller tre film. Nu fik vi istedet en afslutning på hele X-Men sagaen på film hvor særligt Spoiler; det faktum at Raven/Mystique dør og bliver begravet - ingen mening giver, da hun er en del af den fortælling om fremtiden som Fox allerede har beskrevet. Skal man bedømme filmen i forhold til præmissen som superhelte epos, hvis man ikke kender til forhistorien - så vil man garanteret være fint underholdt. Billeder og CGI fungere på et højt niveau - men ærgerligt at se den bedste X-Men historie blive slagtet på den måde.
Og heldigvis for det - for den skrabede kun overfladen. Dermed ikke sagt at man får hele sandheden, for selvfølgelig får vi serveret alt gennem et filter hvor hovedpersonen stadig er i live. Fælles for de to film, handler det om bøsser som kommer fra svære kår - og har et enorm drive og en masse de skal bevise - og så er de begge gennemsyret af herlig musik. Men her stopper lighederne også, for Rocketman er mere en musical hvor de enkelte numre indgår i fortællingen - mens Bohemian Rapsody er en let gennemgang af facts, garneret af hits i den rækkefølge de kom. Taron Egerton spiller i den grad op til rollen som Elton, som peaker da den ældre Elton omfavner sin egen barndom, og får fred med de svigt han havde fra forældre som ikke ænsede ham. Om man holder af filmen som helhed afhænger nok af om man kan acceptere at store dele virker som een lang og flot musikvideo. Jeg synes det fungerede. Og man er klart bedre oplyst om Elton end man var det om Freddie. 8/10 - 5/6
Paprika Steen udstiller helt ublufærdigt den danske folkesjæl, når den er værst. Her har hun studeret de forskellige typer vi omgiver os med - og man kan helt sikkert spotte nogle i den dysfunktionelle familie, som virker bekendte, måske kan man endda genkende sig selv. På den måde er filmen mere og vigtigere end bare, endnu en julefilm i rækken. For der er noget på hjerte. Hvis man ikke kan lide filmen - er det så fordi den går for tæt på? Vores forventninger til den perfekte jul, har alle muligheder for at ende galt - især hvis forventningerne ikke er afstemt, som de bestemt ikke er i filmen. Allerede ved sommertid har vores medvirkende glemt sidste juls trængsler og fornedrelser - og melder sig til endnu en "hyggelig" jul sammen med den nærmeste familie. Familien består af hovedpersonens (Paprikas figur Katrine) mand, børn, svigerforældre - søstre med familier, og ikke mindst forældre, hvis skilsmisse er grund til mange fortielser og underspillet drama. Filmen er fyldt med tåkrummende og herligt under og overspillet komedie, som måske er overdrevet som helhed - men som helt afgjort kan stykkes sammen fra flere virkelige juleaftner. Der er ikke tale om Klovn-komik - men alligevel udstilles de fleste familiemedlemmer med deres svageste sider. Da det hele peaker, og alle kæmper for at komme ud af pinlighederne - lykkes det heller ikke. Og det hele rundes af med en yderligere escalering af dramaet. Midt i det hele er der også plads til eftertænksomhed, og en smule julepoesi. Man kan lære noget her - men spørgsmålet er om familien her ikke bare starter forfra, med det samme næste år. 8/10 - 5/6
Biograferne mistede stort tærræn i 80'erne - da verden fik hjemmebiograf i form af Betamax/VHS mm. Pludselig var de ikke længere ene om, sammen med DR om at vise de gamle klassikere. Og monopolets brud satte yderligere skred i den udvikling. Man kunne dog ikke tage fra biograferne at de fortsat var ene om premierer på de bedste film - så efter en tilretning hvor mange biografer afgik ved døden - så fandt resten et leje som fungerede. Nu banker den næste virkelighed på, for alvor. For fra at vise biograffilm, når de var færdige i biograferne - så begyndte streamingtjenesterne at sende serier og nu film i en kvalitet som normalt ville have været til biografdistribution. Årsagen til at det lykkes, skal findes i størrelsen og kvaliteten på hjemmeskærmene. Vi kan efterhånden se film derhjemme i noget som ligner det biografen kan tilbyde. Sådan en er filmen Klaus, som kort sagt handler om et forslag til hvordan julemanden opstod. Filmen er samtidig et angreb på Disney, på et marked som det har efterladt helt åbent. Den gamle tegnede animationsfilm. Om det er ren tegnet animation, kan jeg ikke vurdere - men det ligner til forveksling, og er i ret høj kvalitet. Historien ligner noget man har set før - dovenskab og grådighed betaler sig ikke. Men vi har en helt som selvfølgelig skal lære det på den hårde måde, da han sendes nordpå til et lille lokalsamfund - til en umulig opgave. Forskellige forviklinger bundet sammen af gode såvel som onde individer - fører til et forløb som sender historien til et moralsk klimax, hvor vores helt skal vælge hvor han hører til. Det er flotte animationer, som ligner en kvallitet der både kunne komme fra Dreamworks og Disney. Jeg kan kun sige een ting Disney - pas på Netflix har bestemt ikke opgivet kampen, bare fordi I går ind på deres marked. Krigen er kun lige begyndt. Filmen er rigtig fin, med en opbyggelig morale. 8/10 - 5/6
Jeg er kæmpefan af serien, og har været med til alle premierer siden den første i 1977. Hvad er Star Wars egentlig? Det er et eventyr - det er ikke en religion, som man efterhånden får en fornemmelse af at mange vil ophøje det til. George Lucas ville skabe det ultimative eventyr - det gode mod det onde, samlet af brudstykker fra historier vi kender i forvejen. Præcist som JK Rowling gjorde det senere med Harry Potter. At Lucas så placerede eventyret i rummet, med robotter, rumskibe, sælsomme væsener, kærlighed, riddere, en prinsesse, venskaber, humor - garneret med mystik og særlige kræfter. Alt sammen bundet sammen med genialt design - og musik, larger than life. Alt det gjorde at min verden (jeg som var 14 år - og så filmen til den danske premiere, den 26 december 1977) ganske enkelt eksploderede. Ligesom den har gjort det for rigtig mange andre, siden. Men tilbage til udgangspunktet; Lucas ønskede bare at lave et rigtig godt eventyr - og det gjorde han. Ingen havde forventet den gigantiske succes det fik - slet ikke Fox som forærede Lucas rettighederne til al merchandise, mod lavere gage (skidt beslutning Fox). Det er som sagt "bare" et eventyr - som tilfældigvis har så meget kærlighed, at milliarder af mennesker føler at de har en personlig aktie i det. Det nemmeste ville i virkligheden være at lade det være - for at pille ved det, eller ændre på det - medfører uværgeligt en storm af utilfredse mennesker. Helt uanset intentionerne om at lave en fortsættelse. Det betyder også at det faktisk er en umulig opgave at gøre alle tilfredse. Lucas kunne ikke selv, da han vendte tilbage i 1999 med The Phantom Menace - efterfulgt af to bundne opgaver, da han først var gået igang. Fans af universet krævede det - og mange fans hadede resultatet. Personligt elskede jeg hvert minut - og at Lucas tog udfordringen op - og fik forenet de to triologier. Og nej, jeg er ikke lalleglad - der var nogle bump undervejs, men som helhed var jeg lykkelig over resultatet. Ovenpå en hård kritik fra mange - og en mislykket genopstart af Indiana Jones, så er det mit gæt at Lucas løb tør for kræfter. Der er grænser for hvor meget kritik man kan holde til, som menneske. Så han solgte til Disney, som han følte ville behandle materialet med den respekt det fortjener (og høstede en pæn sjat dollars samtidig). Det mindskede ikke hadet til Lucas - men overførte at vreden blev rettet mod en ny fjende. Kort forinden havde JJ Abrams lavet en Star Trek film, som tydelig viste hans kærlighed til Star Wars universet. Det var så tydelig en jobansøgning at Disney ikke kunne undgå at få øje på den. Altså var det i gode hænder, troede man. Desværre var JJ så bange for fans at han rystede en svag historie ud af ærmet - som bare var et ekko af grundhistorien fra den første triologi. Traileren var reelt det bedste man kan sige om filmen - for den rummede essensen af det fans higede efter. JJ mistede åbenbart modet - og overlod roret til Rian Johnson. Johnson skabte en film, som også ærede de originale film - og jeg spår at man, når der er gået nogle år indser at den er bedre end sit rygte. Efter besøget i hvepsereden/fankedlen mistede Johnson/Disney også modet til en fortsættelse - og JJ fik stafetten tilbage, for det var trods alt nemmere at yde fanservice igen. Resultatet er selvsagt, bestemt ikke noget mesterværk. Udfordringen var gigantisk - resultatet ville møde kritik, uanset udfaldet. Det var egentligt bare spørgsmålet om hvor meget kritik projektet kunne bære - og hvordan man minimerede den del. Men fingrene skulle ind i rævesaksen - der var ingen vej tilbage. Fik fans så det de ville have? Nej - for det var umuligt. Må jeg minde om at originalen bare er et eventyr? Fik vi så et eventyr i ånden fra 1977? Mit svar er JA - det gjorde vi. Jeg så flere gange væsener, som mindede mig om Jim Henson's figurer. Jeg så glimt af de venskaber, og den kamp mellem det gode og det onde - også den indre kamp i det enkelte menneske. Der var storslåede slag, udkæmpet på fjerne planeter, Tusindårsfalken på nye togter. Kampen mod overmagten, og humor som forventet. Den overgik på ingen måde de første tre - det kommer næppe til at ske, nogensinde, for de blev skabt i en hel særlig symbiose. Inden filmen havde jeg netop genset The Force Awakens (som jeg anser som flot, men uambitiøs) og The Last Jedi - og havde sluttet fred med status i universet. Derfor lænede jeg mig bare tilbage og nød at blive opslugt af indledningen. For længe siden i et fjernt univers - tilsat John Williams udødelige musik. Det var ikke perfekt, men det var et godt eventyr. Fremfor alt var det skabt i kæmpe respekt for det der startede det hele tilbage i 1977. 8 stjerner ud af 10 - og 5 stjerner ud af 6
For nogle år siden købte jeg filmene på et 20 kr's marked i hedengangne Stereo Studio. De lignede mest noget fra nogle gamle Morten Korch film, så de havnede i reolen og blev glemt igen. Men de dukkede ofte op igen, da de ofte er nævnt på diverse filmlister som film man bør se. Da jeg så endelig var overbevist om at der måtte være noget at hente, fik de en chance som jeg bestemt ikke kom til at fortryde. Det er to film, men har man sat den ene på - så skal man være sikker på at have adgang til fortsættelsen for der er tale om et fantastisk generationsdrama - som man må se slutningen på. En lille familie flytter til Provence i 1920'ernes Frankrig, da de har arvet en onkels landbrug. Hvad de ikke ved er at ondskaben lurer - områdets "Don" - Le Patet, som har ambitioner om at eje præcis den ejendom de overtager og er indirekte ansvarlig for onkelens død. Her starter dramaet - for han ønsker sig fortsat brændende det stykke jord. Det er en lidelseshistorie i bibelske dimensioner. Gérard Depardieu spiller den plagede familiefar som har store ambitioner med driften af det nyerhvervede - han har tilmed en pukkelryg, hvilket giver store fysiske udfordringer. Modstanden får han og familien i rigt mål af ondskaben, personificeret i velspillende Yves Montand (Le Patet) og Daniel Auteuil (Ugolin - Le Patet's nevø, og eneste arving). Det er som sagt et drama over to generationer, så meget vil blive afsløret hvis jeg fortæller mere her. Det skal man selv opleve. Temaerne er innovation, magtbegær, begær - misundelse og hævn. Se dem også for den fantastiske periodebeskrivelse, og for billedskøn cinematik. Som nævnt minder covers om filmplakater fra Morten Korch film - (og ikke et ondt ord om Korch, som var en glimrende historiefortæller), og temaerne kunne såmænd komme fra samme sted. Kan anbefales til alle - blandt det bedste fransk film har produceret - de fire timer flyver afsted. 9/10 - 5/6
Moralen er vel, at der altid er en pris at betale. Jeg så den ikke i biffen, som jeg ellers ville have gjort - hvis det havde været den eneste mulighed. Og det er jeg på en måde glad for, for det er en film som kræver et overskud at se og beabejde imens - særligt på grund af længden på 3½ time. Derfor er det en stor fordel at man kan dele den op i lidt mindre bidder, og se den med friske øjne som den fortjener. Hvad skal man stille op med denne CGI bastard? Det irriterede mig grænseløst at se det, langt fra perfekte resultat med flimrende ansigter som skiftede fokus - koblet sammen med kroppe, som skulle spille yngre end de var i stand til. Særligt De Niro kan ikke spille en person, så meget yngre end han er i starten. På visse tidspunkter virkede det som noget fra et gammelt computerspil. Det blev absolut bedre undervejs, som skuespillerne nærmede sig deres virkelige alder - og da den peakede Spoiler; (under hele det afsnit, hvor Hoffa er kommet ud fra fængslet og deltager i hyldesten af Frank Sheeran. Med al mimik fra samtlige, og samtlige dialoger) Der var det et rent mesterværk - alene den passage fik mig i godt humør. Desværre holdt det ikke hele filmen ud. Slutningen, blev trukket i en grad som bare ikke var nødvendig, for at forstå pointen med det hele. Som jeg startede med; I den sidste ende er der altid en pris at betale. Men hvor er det fedt at se de gamle drenge i aktion igen - særligt Pachino brænder igennem, på en måde så man bare ikke fatter at han er den ældste af de tre. Pesci er også vanvittig skarp, og der er mange fine præstationer hele vejen, generelt. Note; Hvis man endnu ikke har set den skønne dokumentar på Netflix; The Irishman i samtale - så kan det klart anbefales. Hvor er det fedt at opleve Scorsese, De Niro, Pesci og Pacino i samtale - både om filmen, og om tidligere oplevelser, sammen. Hvis man kunne beskære filmen kraftigt - så findes der afgjort et mesterværk, derinde. Særligt i Pachino's scener. Men samlet set er der for mange ting som trækker i den forkerte retning - selvom jeg hyggede mig kosteligt undervejs. 7/10 - 4/6
Før Death Wish (Charles Bronson) fra 1974, så verden denne film om had og hævn som har inspireret til mange efterfølgere. En af dem er Bornedals; "Fri os fra det onde", som klart er en hyldest til netop denne film. Dustin Hoffman spiller David Sumner, en amerikansk matematiker som med sin nye kone Amy, flytter til den Wakley - en isoleret by ved den engelske kyst. Amy's tidligere kæreste, Charlie, bliver ingangsvinklen til et hold af bygningsarbejdere som de hyrer til at sætte deres nye hjem i stand. Herfra udvikler historien sig til en intens erotisk psykologisk thriller, som langsom eskaleres med misundelse, jalousi, terror - magt og afmagt. Hoffman er som altid perfekt ballanceret i sit skuespil, og udvikler sig af nødvendighed til filmens klimaks. Susan George spiller hans kone, som man godt forstår at dramaet udspiller sig omkring i nogle ret heftige scener. En film som fungerer på alle planer - og som stadig holder langt bedre end de fleste kopier (herunder en skuffende genindspilning fra 2011). 9/10 - 5/6
Jeg fik først øjenene op for Yorgos Lanthimos, efter at have set hans fantastiske; The Favourite (2018). Men blev advaret mod, at ikke alle ville kunne kapere hans film. Og ja, det kræver faktisk en forklaring hvis det hele skal give nogen mening. Spoiler; Yorgos Lanthimos er græker, og han tager her udgangspunkt i græsk mytologi. Her handler det om Agamemnons rejse mod Troja - og et krævet offer. Det giver meget mere mening når man kender til baggrunden. Men man skal gøre op med sig selv om man vil vide det før, eller efter filmen. Hvis man ser filmen, uden baggrundsviden, vil den afgjort være langt mere uhyggelig og foruroligende - end når man ved at der er tale om metaforer, og en kunstnerisk oplevelse - og ikke en thriller/gyser i normal forstand. Det er en kommentar til vores moderne liv - og en advarsel om at passe på, for vi kan stadig blive straffet for vores hovmod. Guderne holder øje med os. Uanset, så vokser filmen betragteligt når man har en forståelse for hvad Lanthimos vil. 8/10 - 5/6
Tag kæresten med i biffen. James Mangold peaker og instruerer sin hidtil bedste film. Forestil dig at du virkelig bliver forkælet; Sæt dig til rette i den mest behagelige stol. Omgivet af perfekt temperatur, behagelig musik - en pude i ryggen, måske et hyggeligt tæppe... Din ynglingsdrink i hånden, og alle dine favoritsnacks i passende mængder. Virkelig en feel-good film, i den bedste betydning af begrebet. Det skal nævnes at jeg så den i 2D IMAX, som i den grad understøttede de perfekte rammer - med den fedeste lyd og vidunderlige billeder på øjeblikkets ultimative skærm. På mange måder er det ikke filmens forløb, som har hovedrollen. Den er bare rammen om en række fede skuespillere, som under og overspiller - på de helt rigtige tidspunkter. Samtidig er man tilstede, midt af de ikoniske 60'ere - uden at man på noget tidspunkt stiller spørgsmål til det. Når man så samtidig bliver udsat for de bedste sportsvogns scener, jeg har set - fra perfekte vinkler, som virkelig kæler for bilerne - så er det bare til overflod, lækkert. Brølende motorer, krom - og sammenbidte sportsfolk, kørende på en grænse som vi dødelige kun tror vi kender. Christian Bale underspiller mesterligt i rollen som fåmælt træmand - med et unikt talent. Matt Damon følger trop som den ikoniske Shelby - som limer handlingen sammen, og skaber kontakt mellem ellers uforenelige kræfter. Men det er langt fra alene deres præstationer, som bærer filmen - samtlige bipersoner spiller op til højeste niveau af deres ydeevne, og det er en fornøjelse at se hver eneste scene - uanset om det er i garagen, på banen eller på de bonede gulve. Historien hædrer især Ken Miles for det enorme, dedikerede arbejde han gjorde for at udvikle det ultimative - og måske tage det største kvantespring, sporten har set. Samtidig giver den et par velmenende hug med spanskrøret, til en bilgigant som lige så godt kunne have solgt cola som biler - og kun bruger sporten som markedsføring i en krig startet mellem en forkælet arving (Ford) og en sand pioner (Ferrari). Som sagt, så kunne jeg have fortsat med at se filmen - meget længe - gerne i 24 timer. Den eneste, lille, mislyd opstår da tæppet går og filmen fader ud. For jeg ville gerne have fortsat i karrusellen, bare en tur mere. En af årets bedste oplevelser. 5/6 - og 9/10.
Roland Emmerich er en gigant, når det drejer sig om episke luftslag. Men desværre ikke som instruktion af mennesker. Det er nok umuligt at opdrive en mere USA patriotisk instruktør - som ikke er amerikaner (Emmerich er tyskfødt). Jeg er fan af film som; Stargate, The Patriot, The Day After Tomorrow og især Independence Day. Og bringer man dem med i baggagen, så behandler han denne gang fjenden på en overraskende respektfuld måde. Faktisk får vi en rimelig japansk årsag til hele miseren. Personskildring er som sagt ikke den store kompetence hos Emmerich - og det er en skam når vi har fine folk med, som Patrick Wilson, Woody Harrelson, Luke Evans, Aaron Eckhart og Dennis Quaid med på holdet. Der burde man have opnået så meget mere - og samtlige (de få der er med) kvinder er reduceret til pin-ups, som lige skal pudre næsen - når bølgerne går højest. Handlingen er simpel; Det hele starter med angrebet på Pearl Harbor - og resten bygger op til det historiske opgør ved Midway. Scenariet indeholder alt man kunne ønske sig til en krigsfilm - knirkende, skrammede metaldele. Dogfights, angreb på skibe - torpedoer, bomber og masser af brag og ødelæggelser - døde i hobetal. Fede genskabelser af krigsisenkram, der var engang. Alt sammen fint nok - bortset fra at man kun føler sig som tilskuer, og aldrig bliver direkte involveret og en del af handlingen. Det har man set gjort i langt bedre krigsfilm. Emmerich tør ikke tage den nødvendige pause, hvor man dvæler ved den enkelte person og de følelser de gennemlever - men styrter straks videre til det næste slag. Men se den for de fine kampscener - bedst på et stort lærred, det fortjener den trods alt. 6/10 - 4/6
Er man til action og verdensfreden, sat på spil - så kan man sagtens slå et par timer ihjel, ved at se denne. Butler er som sædvanligt en mandemand, som helt har styr på det meste - dog løsner han ikke selv et eneste skud, men lader andre om den direkte mand til mand combat. Filmen har det forventelige klimax og en klichefyldt slutning. Men man kan se at der undervejs er gjort hæderlige forsøg på at animere teknisk krigsudstyr og eksplosioner. Alt i alt virker handlingen dog for forceret og ujævnt til at den efterlader et varigt indtryk. Ikke engang Gary Oldman, som chef for de væbnede styrker, kan ændre på det. Blev iøvrigt overrasket over at gense Michael Nyqvist (som jo døde i 2017), i det der må have være noget af det sidste med ham - ikke et storslået farvel. 6/10 - 3/6
At den allerede er drysset ud af DK top 10, og stadig er nr.1 i USA
Hvor skal man starte, og hvor skal den placeres? Det kræver altid tid - og som regel mere end et gennemsyn, før man lander en film der hvor den fortjener at være. Men jeg forsøger, efter bedste evne. Joker Som de fleste andre, var jeg opslugt af Joaquin Phoenix's mesterlige Oscarværdige præstation. Og er det en film som skal placeres i kategorien "Superhelte"? For det er i virkeligheden mere en samfundskritik kommentar. Samtidig har Todd Phillips og Scott Silver, skrevet deres egen historie om Jokerens tilblivelse, som ikke er den normale kanon i Batman universet. Der sættes spændende, men også ret kontroversielle spørgsmål op - som afgjort ikke var Bob Kanes (Batmans opfinder) udgangspunkt, og heller aldrig har været et tema siden. Men det er et nyt take på det Yin/Yang billede der ofte tegnes i Batman vs Joker. Herudover pilles der gevaldigt ved glansbilledet omkring Thomas Wayne - og vi efterlades med tvivl, hvilket jeg altid synes er fedt. For vi får ikke et endeligt facit. I det hele taget er tvivlen et af de steder hvor selve filmen løfter sig betragteligt, for lige som man troede at man vidste hvad der skete - så befinder vi os bare inde i et vanvid og den verden som Joker oplever. Filmen har mange lag, og man kan vælge at se den som ren samfundskritik. Hvordan behandler vi (og i særdeleshed amerikanerne, deres psykiske patienter). Er den manglende støtte udløseren til de mange skyderier i USA? Det behøver man ikke at være professor for at opfatte - og det skæres måske lidt for kraftigt ud i pap. Særligt demonstrationerne med klovnemasker synes jeg voksede i et tempo og omfang, som gjorde det svært at kapere. Men vender man det til at det også kan være set fra Jokers verden, så er det plausibelt. Man skal også være opmærksom på at filmen KAN blive trigger for flere skyderier i USA, den vil aldrig være årsagen - men kan være udløseren. De mennesker, som står helt derude og kan følge filmens logik møder ikke et modsvar. Ud over at have sin baggrund hos DC, så har filmen masser af referencer til andre film. De mest tydelige er Scorseses Taxi Driver og King of Comedy, hvilket den ikke lægger skjul på - og ligefrem understreger med De Niro's gæsterolle. Samfundskritikken er den samme, mens udgangspunktet er mere generelt omkring psykiatriens og samfundets manglende evner og muligheder. Tilbage til udgangspunktet. Det er Joaquin Phoenix's film. Han udstiller sig selv helt nøgen, foran kameraet - uden filter. Hans præstation er hypnotiserende, smuk, virtuos og frem for alt - helt igennem overlegen. Man ikke bare tror på ham - han ER den figur han portrætterer. Han bør med sindsro gøre plads på kaminhylden (hvis han har sådan en) til den længe ventede Oscar statuette, som hans talent længe har berettiget til. Da jeg hørte om filmen første gang var jeg ærlig talt i tvivl. Behøver verden en selvstændig historie om Jokeren? Og de første billeder gjorde det ikke bedre, for Phoenix lignede Heath Ledger's udgave. Så det var tydeligt at Warner/DC ønskede at malke videre på den succes som The Dark Knight, og især Ledger skabte, med hans udgave. Det er måske min eneste anke, sammen med det lidt for villige oprør, i forhold til det endelige produkt. Pyt med at der bliver refereret, når det bare bliver gjort så flot og kunstnerisk. Nogle vil indvende at den ikke hører til i Batman/Gotham universet, på grund af de påstande og ændringer der er i kanon - men dem er der lavet masser af i andre film fra det udgangspunkt. Man må bare erkende at det tiltaler kreative kræfter, og skaber nye tolkninger og udgangspunkter. Og denne film bør stå alene, hvilket man dog aldrig kan være sikker på vil ske. Jeg er tæt på at give topkarakter til filmen som helhed - Phoenix fortjener det alene. Små skønhedsfejl ved helheden gør at jeg ender på 9/10 - og 5/6 - og en kæmpe anbefaling til at gå ind og se den.
Ser ud som noget Suicide Squad burde have været. Warner/DC rammer måske plet denne gang?
til at der virkelig er noget at glæde sig til i eftermiddag.
Hvis man går ind for at se en højpandet film, med et overraskende og udspekuleret plot - så er denne spild af tid. Går man istedet efter godt to timer i selskab med nonstop action - som blæser både Bond, Bourne og Hunt af banen, som var de ældre mænd på plejehjem. Så er denne et ret godt valg. Præcis til denne genre er det svært at forestille sig bedre eksponenter til ren action, end The Rock og Statham - og sætter man dem sammen, mod hinanden så slår det gnister. De har selvfølgelig være der før i F&F serien, og åbenbart så godt at nogen fik den idé at give dem en hel film, alene. Godt set, og selvfølgelig fungerer det bedst inden den forventede finale - men sådan er det alt for ofte. Men fint nyt bud på en effektiv actionfilm, hvor man bare kan slå hovedet fra. Og masser af indlagt humor - hvor alle de "over the top" scener bare skal accepteres med et smil. Idris Elba hæver også filmens niveau - for han kan i den grad spille op til de to andre, som total badass skurk.
Ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op med denne bastard. DC/Warner har skabt en blanding mellem Thor og Black Panther - tydeligt efter at have kigget MCU over skuldrene. Den Aquaman jeg husker, lignede ikke en fordrukken viking. Ja, det er flotte billeder - men det hele bliver desværre fjernt og ligegyldigt.
Jeg havde forventet mere. Filmen var i den grad talt op af priserne og omtalen. Og jo, det er en god film med flot spil af Jakob Cedergren - som lige så meget fortæller om hovedpersonens egen skæbne, som om det drama vi gennemlever via hans mimik og samtaler. Det er en stor opgave at skulle bære en hel film på sine skuldre, og at kunne lykkes med det. Det bliver desvære også en smule endimensionelt, og kunne lige så godt have været et hørespil til radioen.
Shazam! - er mere en eventyrsfilm, end en superheltefilm, efter mine begreber. Og som eventyrsfilm er den desværre bare en middelvare. Der er et par referencer til Big, med Tom Hanks - men den savner helt den charme som den havde. CGI'en minder ikke om noget fra dette årtusinde og handlingen er i bedste fald kedelig. Som familiefilm i selskab med de mindste er den måske rimelig.
Quentin Tarantino er nået til et punkt i sin karriere, hvor han laver film til sig selv - og til de feinschmeckere som kan gennemskue hans referencer. Det er også en kærlighedserklæring til hans fortid. Desværre for det brede publikum, betyder det også at mange vil misse hans pointe med filmen - som simpelthen bare er at dyrke detaljerne, og ikke at fortælle en god historie. Jeg talte med flere, efter filmen som intet havde fået ud af de små 3 timer i biografsædet. Faktisk havde de kedet sig bravt. Derfor denne advarsel; Denne film er ikke for det brede publikum. Som filmbuff - og som menneske som voksede op i den tid filmen beskriver var der for mig masser at hente, på trods af den manglende store fortælling. Jeg skal absolut se filmen igen - og helt sikkert flere gange. Men det er for at udforske og gense de mange detaljer, Tarantino forkæler os med. Ja, jeg synes det er fedt når Brad Pitt og Leonardo Dicaprio bliver udsat for et mix af Tarantino indfald og egne improvisationer - og ja, jeg synes det var megafedt at gense Bruce Lee, Steve McQueen - med flere andre, som genopstod fra de døde. Desuden må man beundre Tarantinos sans for detaljerne - man er i den grad tilbage i 1969 både når det drejer sig om skuespillet, sproget - og især i kulisserne. Det må have været en fest at skabe den stemning, helt suverænt. Tarantino tør også, som en Sergio Leone at tilføre en scene en personlig spænding som trækkes i langdrag - uden at det nødvendigvis bliver udløst til noget som helst. På det personlige plan var jeg måske underholdt til 5 stjerner - men jeg vælger at give den 4, for det er bestemt ikke en film for masserne. Vi har et klassisk Tarantino hævn plot, men der mangler i den grad en historie og en pointe som den helt almindelige biografgænger kan tage med sig hjem. Går du ind for at se den alligevel, trods min advarsel - så nyd detaljerne og glem logikken.
Jo Marvel/Disney kan animere en film, som få andre - men vi er efterhånden langt fra Spidermans oprindelige historie. Tante May er en yngre hottie - Onkel Ben har åbenbart aldrig eksisteret? Og spidermans dragt er et techvidunder, skabt af Tony Stark. Hvis ikke det havde været så velproduceret, så var jeg endt på 2 stjerner for historien er heller ikke værd at skrive om, den er i bedste fald papirstynd - og vores skurk er nærmest hyggelig. Jeg må stadig lede efter Tobey Maguire i Sam Raimi's udgaver, hvis jeg skal finde de bedste to film om netkravleren. Ærgerligt for jeg synes faktisk rigtig godt om Tom Holland som Spidey. Han har både den usikkerhed, humor og karisma som gør ham helt rigtig til rollen.
Bevares Neeson gør det hæderligt i denne skæve film. Men originalen; Kraftidioten med Stellan Skarsgård er faktisk mere veloplagt og sjovere. Det er tydeligt at Kim Fupz Aakeson's skæve humor står bag løjerne, men originalen er altså bedre.
Blandt Disney's mange karakterer er Rolf ikke blandt mine fortrukne. Men historien er fortsat fin, moralen er godkendt og animationerne er som altid perfekte.
Animationsserier har det med at blive en eller to film for lange. Det er ikke tilfældet med denne 3'er, som tydelig viser at man har haft noget på hjertet og gerne ville fortælle en god historie, uden at det bare blev en gentagelse af de forrige film.
Unbreakable og Split, er mine to favoritter blandt M. Night Shyamalans film - men denne ender desværre bare med at være et underligt forsøg på at sammenkoble de tre store personligheder. Det kunne have været så godt, og så blev det bare en tam affære som mere ødelagde end gjorde gavn. Trist.
Animationerne har hovedrollen i en film som aldrig bliver selvhøjtidelig, og som er fyldt med herlig fantasi og stor humor - samt masser af kærlighed til Spidermans univers. Jeg havde ikke kæmpe forventninger til filmen, men blev i den grad positivt overrasket og forstår hvorfor den endte med at blive årets bedste animationsfilm.
Og Chuck Norris legende status stammer ikke fra denne film, alligevel sniger jeg mig op på 3 stjerner af ren nostalgi - og i respekt for den betydning Bruce Lee har haft for filmindustrien.
Rimelig fortsættelse på Salander sagaen, hvor Mikael Blomkvist desværre bare ender som en ubetydelig bifigur. Det var netop den fine balance mellem den helt almindelige mand og den exeptionelle pige som fungerede perfekt i Millenium triologien. Ideen om en søster er glimrende og fungerer i tråd med serien men resten af universet lades i den grad i stikken. Jeg savnede de hverdagsgenvorligheder, som gav en helstøbt historie. Istedet ender det som en action thriller, som er set andre gange, bedre.
