Genså den i aftes, fordi fruen ikke kunne huske den. Det er stadig en flot film - det kan filmens Cinematographer Hoyte Van Hoytema - men når man kigger hans CV igennem, så må jeg jo også erkende at de fleste af hans film er flotte, men også søvndyssende. Desværre er Mendes nok blevet påvirket af netop valget af Hoytema - og har præsteret en alt for overfladisk film, hvor billederne har været vigtigere end den flydende fortælling. Men flot er det - man kunne nemt lave plakater af de fleste frames i filmen - og enkelte actionscener er rigtigt pænt lavet - blandt andet introsekvensen. Generelt er det den mest glatte Bond siden Brosnans værste - og suspence er der ikke meget af, for det drukner totalt i monotome enkeltscener som ikke bygger noget op. Et godt eksempel er episoden i toget, hvor Hinx (Dave Bautista) pludselig dukker op fra intetheden - til en fin og velkoreograferet fight - men hvor ville det bare have været meget mere intenst hvis vi havde set ham stige ombord på toget - så spændingsmomentet havde været intakt. Filmens mastermind - Blofeld (Christoph Waltz), viser sig at være et totalt fejlcast og ender nærmest tandløs og ufarligt hyggelig. Ærgerligt at Roger Deakins ikke fik genvalg bag kameraet, så var det måske blevet mere en Mendes film - end en Van Hoytema film. Trods det, så er kvaliteten trods alt så høj i produktionen at den klatrer op på 6/10 - men potentialet var til meget mere.
Et enigt anmelderkorps har omfavnet og rost den nyeste, og sidste Bondfilm med Daniel Craig i hovedrollen. Og kan den så bære al den positivitet? Jeg frygtede på forhånd de 2 timer og 43 minutter - for hvor meget fyld havde de stoppet ind, for at få den til at vare så længe? Svaret er - ikke noget - jeg kedede mig ikke et øjeblik, der var ikke et overflødigt minut og handlingen foregik flydende og naturligt - hvis man kan sige det om en Bond film. Er det så den perfekte Bondfilm? Nej, den bliver nok aldrig lavet - selvom der har været nogle ret gode forsøg over årerne - From Russia With Love - The Spy Who Loved Me - Casino Royale - er nok dem der kommer tættest på, sammen med denne nye i rækken. Den er ikke perfekt, hvis man gransker i det så er der passager hvor jeg, kortvarigt, undrede mig over udviklingen - men Cary Joji Fukunaga (den glimrende instruktør) - flytter så hurtigt fokus, at vi aldrig kommer til at dvæle ved noget som helst, for et dilemma afløses hurtigt af det næste. Det er tydeligt at Fukunaga, sammen med forfatterne, har fået en bunden opgave som var svær - man skulle samle alle de løse tråde fra de forrige Bondfilm, og afslutte Craig's Bondforløb - samtidig med at man lige markerede at det er film nr. 25, og der skulle sendes en hilsen bagud i universet til alle de forrige film (især de første med Connery). At alt det er lykkes så godt, er lidt af en præstation - samtidigt er det fedt at teamet bag Bond har ryddet brættet totalt - og har efterladt det hele til en helt ny begyndelse - som kan gå i ALLE retninger. Hilsnerne til de første Bond film kommer selvfølgelig over replikkerne, men især de gamle Aston Martin'er genbruges - og så garneres det hele med et lydtæppe som dygtigt genbruges på de rigtige tidspunkter. Der er også plads til en kommentar til ligestilling af køn og etnesiteter - uden at det virker akavet, og uden at Bond fremstilles som gammeldags og støvet. I det hele taget formår man at få kritikkerne til at forstumme, og huske at dette er agentserien over dem alle - måske endda lige lidt over Mission Impossible og Bourne - som også er svingende i kvallitet. Skribenterne har tydeligt fået frie hænder til at gå nye veje - og der er virkelig nogle gedigne overraskelser undervejs - selv den ellers formulariske kulmination byder på noget man ikke har set før. Dansk/svenske David Dencik gør det fint med et komisk portræt af en skruppelløs russisk videnskabsmand - og Rami Malek er en atypisk lavmælt modstander, som er nærmest "Joker" skræmmende - samtidig med at vi faktisk også kender hans motiver, og til dels forstår dem. Resten af Crew'et kender man - med et par kvindelige action tilføjelser, som ikke ender vandret i sengen hos Bond - men i høj grad kan tage vare på sig selv. Det er ikke perfekt - men det har bestemt været ventetiden værd - og eftertiden vil utvivlsomt se den som en af de bedste i rækken - selvom nok ikke alle synes det hele slutter retfærdigt. Det har aldrig været så spændende at se frem mod den næste film i rækken, for alt kan som sagt ske. Intet er givet på forhånd. Bravo! 8 ud af 10 stjerner er for lidt - derfor får den 9/10.
Pengetanken er gigantisk hos Disney. Derfor har de også råd til at købe det bedste - og det gør de. Alt spiller - alt er flot - de bedste skuespillere er hentet til jobbet - Emma Stone (en Oscar) gør det hun skal, men bliver overstrålet af Emma Thomson (to Oscars) - som bare er den ondeste af de to. Skuespillet, special effekt og designafdelingen kører altså i højeste gear - så hvorfor mangler der alligevel noget? Det er måske fordi det hele er blevet så stort, at ingen helt har overblik over hvad der sker - der mangler den nerve og holdfølelse - som et mindre crew kunne have skabt. Og så er det tilmed alt for langt - hele to timer og 14 minutter. Samlet bliver det bare så kedeligt, at jeg var nødt til at se den i to dele - jeg var ganske enkelt ved at falde i søvn. Det er bare alt for tydeligt at det er et bestillingsarbejde, hvor alle gør deres job - og ingen gør noget forkert. Disney maskinen arbejder på højtryk - og mens resten af verden er gået ned i gear så kører de bare videre i samme tempo. Jeg ville foretrække at de stod på bremsen og lavede færre film, som ikke bare er bestilt på direktionsgangen. Så var der også en chance for at man ikke kedede sig så meget, og rent faktisk gad at se nogle af dem mere end en gang. Denne kommer jeg ikke til at se igen - men trods det så hæver skuespillerne og produktionen det til små seks stjerner ud af ti. Men det er skammeligt at man ikke forlanger mere, af det potentiale.
Jeg drømmer stadig om den film det kunne have været, hvis en af mine teen-age års store helte havde fået den behandling han fortjener. Men jeg må også overgive mig til Disney/MCU maskinen, som denne gang nærmest har overgået sig selv. Actionkoreografien er i absolut særklasse - det er hjernedødt godt lavet. CGI'en flyder blændende - og kineserne får en film som respekterer kulturen - fortid kontra nutid. Jeg er virkelig splittet på denne film - for mens produktion mm er til en ren 10/10 - så er historien slet ikke. Oprindeligt er Shang-Chi søn af en 1000 sindårrig kinesisk krigsherrer - tjek (i denne udgave hedder han Xu Wenwu - oprindeligt var det Fu Manchu. Vist også noget med at respektere kinesisk kultur - så pyt med det). Fu Manchu ønskede verdensherredømme og havde en hær af mordere (Si-Fans) - Xu's hær hedder The 10 Rings - potato/potato. Shang-Chi havde også originalt en halvsøster Fah Lo Suee - og både søsteren og faderen er som sagt tudsegamle, og lever kun på grund af en særlig livs-elexir - som forynger dem. Så langt så godt - men der er meget mere. Den oprindelige Shang-Chi havde et helt genialt person cast, som jeg i den grad savner. Blandt andet blev han involdveret i den brittiske MI-6 - styret af Sir Mayland Smith, med muskelmanden Black Jack Tarr og den Bond-lignende Clive Reston. Herudover var der også Leiko Wu (en supersej kinesisk actionkvinde)- som blev Shang-Chi's kæreste - men før det var kæreste med Reston. Som sagt, fedt persongalleri - og sindsygt fede historier - som slet ikke bruges her. Trist. Hvad får vi så til gengæld? Far/Søn opgør - ok. Kampstærk søster - ok. I det hele taget en spændende far-figur, som baserer sin magt på 10 mystiske kraft-ringe som giver ham næsten ubegrænset magt og kræfter. Her spillet blændende af Tony Chiu-Wai Leung - som klar overskygger sin lidt mere kedelige søn , spillet af Simu Liu. MCU skiftede kurs med Guardians of The Galaxy - den lidt mørke tone blev mere og mere disneyficeret og lettere - fordi publikum kunne lide det. Det har vi set mange gange senere - blandt andet i Thor's forvandling og i Spiderman. Humor kan være godt, men det kan også være en smule belastende, når det bliver et krav at skulle have med - og sådan er det lidt her. Men jeg er som sagt meget delt på denne - for hold da fast det er flot og knivskarpt produceret - med nogle af de bedste actionscener der er lavet i MCU-regi - og så dårlig er den nye Shang-Chi's historie heller ikke. Men historien er til 6/10 - produktionen er til 10/10 - derfor lander jeg på en lille 8/10 - og håber at vi kommer til at opleve flere fra det oprindelige persongalleri i kommende film.
Efter nogle år hvor Statham mest har deltaget i ensamble film er han endelig tilbage som hovedperson, i den rolle man kender ham bedst; Som cool og fåmælt action-man. Formatet passer stadig som hånd i handske til ham - og Guy Richie, filmens instruktør vælger denne gang at lægge vægt på historien, frem for dialogen. I indledningen mystificeres vi at - at vi ikke kender H's (Statham's) motivation - men vi aner at han holder en hel del tilbage. Først efter et pænt stykke tid åbnes der mere og mere for sammenhængen, og det fungerer faktisk fint. Titlen afslører at det handler om hævn - men i modsætning til de fleste hævn-film som starter med motivet til hævnen, gemmes det her et stykke ind i historien. Omdrejningspunktet er et sikkerhedsfirma, som har specialiseret sig i værditransport - og et røveri, som går galt. Det er en blanding mellem heist/hævn og storby western - og jeg var godt underholdt, så længe den varede. Problemet med historier, hvor en del af spændingen skyldes opklaringen af historien foregår løbende - er at man vil mangle det element ved et gensyn - og for mig vedkommende betyder det sikkert at jeg ikke kommer til at se den igen. Som underholdende actionfilm fungerer den absolut rigtig godt - og kan klart anbefales. Jeg ender på 7 store stjerner ud af 10.
Holder Bruce Allmighty til en gensyn 18 år senere? Det korte svar er ja. Alene gensynet med Morgan Freeman som Gud - er det hele værd - herudover er scenen hvor Steve Carrell "mimer" Carrey's kontrol stadig ubetalelig. Ellers er hele historien lidt en familievenlig, Jim Carrey Light - og en slags voksen "alene hjemme" - hvor den umodne og egocentriske Bruce pludselig får ubegrænsede kræfter - og selvfølgelig ikke kan styre det. Selvom han kunne få alt i hele verden er det naturligvis det kendte, hans eget univers han går i krig med. Og det er stadig sjovt at se ham finde liget af Jimmy Hoffa, lande en kæmpe meteor, opdage Bigfoot - samt fiske månen tæt på, mens Jennifer Aniston ekstatisk vrider sig. Hans utætte hund - og "kampen" med gadebøllerne er fine krydderier til en historie som har en simpel morale. Det hele er nøje afballanceret - man fornemmer klart at stærke kræfter har holdt Carreys bimlende vanvid i kort snor - hvilket man også kan se i hele 15 outtakes, efter filmen. Den kunne nemt have tippet over kanten - men den kunne faktisk også have været lidt bedre - så en omklipning ville måske pynte lidt. Jeg er stadig glad for resultatet, og belønner den med 8/10.
S. Rico mindede mig lige om at jeg ikke havde anmeldt denne, selv om jeg egentlig var til forpremiere på filmen. Den kommer her, noget forsinket. Jeg så den ved en forpremiere i forbindelse med et Oscar arrengement i 2020 - lige før Corona. Jeg var lige så skuffet over filmen, som jeg var over arrangementet - i IMAX biografen hos Cinemaxx. Margot Robbie skuffer egentlig ikke - hun gør det hun skal - men historien og Ewan McGregor som skurk fungerer bare ikke. Derfor ender det hele som en gang farvelade unden kalorier - med et par actionsekvenser til at trække det lidt op. En anelse bedre end Suicide Squad - men ikke nok til at give en karakter mere. 5/10
Ja - det meste er set før. Kampen mod nogle slemme skurke om at komme først til en forsvunden "skat". Selv actionsekvenserne er mange steder genbrug fra Disney's eget bagkatalog, inspireret af Indiana Jones og andre eventyr. Når det alligevel holder, så er det nok til dels fordi vi savner et godt gammeldags eventyr - hvor man bare kan læne sig tilbage og lade sig underholde, med en vished om at det hele nok skal ende Disney-godt. Det hele er for hyggeligt til at det kan give en top-karakter - for der er reelt intet på spil. The Rock og Emily Blunt er dog altid garanter for at det hele hæver sig fra det helt middelmådige - og der er fin opbakning fra Paul Giamatti i en hyggelig skurkerolle - og især Jesse Plemons, der er herligt sindsyg som Prince Joachim. Visse steder virker den en anelse forceret i sin jagt på action - og der tvistes lidt med handlingen - uden at det bliver rigtigt spændende. Men alt i alt er det det forventede familieeventyr - i godkendt Disney stil, som leverer den lovede underholdning. Jeg river den lige akkurart op på 7/10 - tag ungerne med i biffen - eller indløs det roligt på Disney +
Warner/DC havde et kort vindue - da James Gunn midlertidigt var uenige med MCU/Disney - og det udnyttede de til en hurtig kontrakt. Gunn fik til opgave at redde stumperne af det kuldsejlede projekt; Suicide Squad. Personligt synes jeg ikke det første forsøg var helt så håbløst, som mange har gjort det til - det var bare formularisk og med en slutning som ingen kan huske. Værst var nok alle de forventninger og den hype der var pumpet ind i publikum, inden filmen. Forventningerne var derfor på et langt mere afdæmpet niveau - til dette andet forsøg. James Gunn har tilsyneladende fået frie hænder, til at gå "fuld smadder" - måske også fordi Warner ikke gider flere DC film som skal befries (som Snyders Justice League)? Og udnytter Gunn så chancen? Det gør han afgjort - faktisk i en grad, så jeg ville ønske at man havde lavet det til en serie på HBO - for man er i så godt selskab at det godt måtte have varet lidt længere. Spoiler; Det viser teaseren efter end-credits så også at andre har tænkt på. Det er særligt Gunn's humor og farverige tilgang til universet som bærer det hele - der er et par gedigne sjove overraskelser, som er på niveau med Deadpool og Monty Python's udskejelser. Denne gang er Margot Robbie/Harley Quinn bestemt ikke ene om at stå for løjerne - især John Cena's Peacemaker og Idris Elba's Bloodsport fører an i kampen om flest kills - med Stallone som comic relief - som en haj! Selve historien er på mange måder ligegyldig - den er kun katalysator for at trække det hele videre til flere kills, og gakkede løjer. At det hele skal ende på et tidspunkt, er alle actionfilm's største fjende - men jeg fik lyst til at gense bastarden i nærmeste fremtid, og det er langt fra tilfældet med andet der er kommet fra DC/Warner - de seneste 9 år Samlet rækker det hele til pæne 8/10 og helt godkendt
Potentialet er der - alle de skæve figurer, og et overload af skurke og henchmen. Alle ingredienserne til en herlig actionkomedie er til stede - der er bare for mange af dem og de bliver brugt til for lidt. Der er nogle få scener som man kunne plukke ud, som lykkes helt fint - desværre er de i undertal - og det bliver lidt "for mange kokke fordærver maden". Faktisk fungerer filmen bedste mens det er vores hovedperson mod overmagten - lige som i John Wick, og ligesom i Crank. Men så skal hun lige have selskab af sin mor, og tre skydegale tanter - og herfra ender det desværre bare i noget ligegyldigt og dårligt koreograferet action - som ender med at fise helt ud til sidst. Den har som sagt sine lyspunkter, og originale påfund - og kan sagtens ses på grund af det alene 6/10
Ideen om at konstruere en "silent" movie som en "gyser" er kort sagt, godt fundet på. Egentlig er gysergenren ofte noget jeg springer over, og i første omgang havde jeg også overset denne. Min interesse kom af det ellers sløje udbud af film, lige pt. - samt at der lige er landet en 2'er, som har fået pæn omtale. Og så var jeg jo nødt til at starte med begyndelsen. Gyserfilm kræver jo som regel at der er et skræmmende element - gerne det ukendte og skjulte, som sjældent - eller aldrig kommer helt frem og afsløres. Den del lykkes ikke helt - på trods af nogle monstre, som både ubehageligt hurtige og nærmest uovervindelige så føles det mere som en thriller, men det er måske mig som har et for distanceret forhold til gys. Historien er kort, velkomponeret og mange steder spændende - men overgør det desværre et par gange i jagten på underholdning, frem for frygten for det usete. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af en historie som havde klassikerpotentiale som ikke blev helt forløst. 7/10
MCU/Disney's fabrik er så solidt forankret at det er tæt på umuligt at falde helt igennem, og dermed lave en direkte dårlig film. Stunts/CGI og cast er altid hentet fra øverste skuffe - så allerede her er den første stjerne givet på forhånd. Det er simpelthen en fornøjelse at se på. Det samme kan desværre ikke siges om historien. Jeg havde set frem til det flere Avengers film havde lovet mig; Black Widows fortid parret med hendes makkerskab med Hawkeye. I stedet fik vi en amerikansk forhistorie om en gakket "super" familie (inspireret af løjerne fra Guardians of The Galaxy og Thor Ragnarock). Humor er som regel altid et godt virkemiddel, men det falder en smule til jorden, her hvor emnet om de udnyttede og golde "enker" faktisk er dybt alvorligt. Når det hele så bindes sammen med middelmådige modstandere, og en slutning som åbenbarer at det hele bare er en udvidet intro til Haweye serien på Disney+, så skal man være skuffet. At det så samlet lige rammer en stjerne mere, skyldes den forbandet flotte produktion, og stunts der som altid er i høj kvallitet. 6/10
Fællesnævneren for Anders Thomas Jensens figurer er at de sjældent er særligt "dybe" - de handler på det de udsættes for, og gentager gerne deres fejltagelser - igen og igen. Som regel er det også personer, som har psykiske lidelser - eller et fysisk eller psykisk handicap. På den måde er deres handlinger retfærdiggjorte, til dels. Først og fremmest er et larmende god underholdning - pakket ind i nogle sølle eksistenser. Ja, det er en af Anders Thomas Jensen's dybeste film - hvis man ser på det overordnede plot - men i virkeligheden er det bare en undskyldning for gå helt bonanza i galskab og skududvekslinger. Holdet af skuespillere er et rent "dream team" - man fornemmer at de står i kø for at være med - ligesom Tarantino og Guy Richie oplever det, når de ringer. I centrum står naturligvis Mads Mikkelsen - så langt væk fra rollen i Druk, som man overhovedet kan forestille sig det - som den militærtrænede knudemand (med et imponerende fuldskæg), der ikke er i stand til at støtte sin datter i sorgen over moderens død. Det gør han naturligvis overbevisende. Som hjæp har han ikke mindre end 3 sidekicks - der alle er filmens comic reliefs, på hver deres måde. Nikolaj Lie Kaas er en statistisker, med en vissen arm - som har sin egen sorg at beabejde. Nicolas Bro er hacker og mobbeoffer - som er klar på at hævne sig på alt Lars Brygmann (ny mand i Anders Thomas Jensens klasse) - er tydeligt blevet krænket som barn, og notorisk løgner. Omkring de fire hovedpersoner er der et herligt galleri af bipersoner - som man sagtens kunne have lavet flere film omkring. Det er ikke en film man bliver klogere af, men det er bragende god underholdning - og lige da det nærmer sig det formulariske "show down", tager historien en ny absurd retning - ganske forfriskende. Hele den brogede gang gullash er så veloplagt at det fortjener 8/10
Disney kan det der med at bygge en verden op - smukke billeder, flot komposition. Grundsubstansen i historien er også godkendt - og drager der minder om de mangefarvede enhjørninger piger elsker, er der et marked for - klart. Det er også forfriskende at både helt og skurk er piger. Der hvor det halter er de “sjove” bifigurer - som er mere overfladiske end pingvinerne fra Madagaskar filmene. Alt i alt jævnt Disney niveau og det er stadig højt - med et til dels uforløst potentiale. Men ungerne vil med garanti elske det. 7/10
Satte den oprindeligt i afspilleren, da den udkom - men var ikke rigtig i stemning til at se en plastic-gaffel som "hovedperson" Oprindeligt var jeg rigtig glad for de to første film i serien - mens 3'eren ikke rigtigt ramte mig - derfor fandt jeg hurtigt et alternativ og stoppede med at se videre på fjerde del. Først i denne uge, hvor vi passede børnebørn og manglede noget vi kunne samles om på en regnvejrsdag - fik den en chance mere. Og godt for det - det hjælper selvfølgelig altid at man har selskab af nogen som er totalt opslugt af universet - men selve historien bringer faktisk noget nyt til bordet, og var slet ikke overflødig. Faktisk endte jeg med at være mere begejstret for denne end 3'eren. Det handler på en måde om at "flytte hjemmefra" og at blive voksen. Toy Story universet vil aldrig blive helt det samme - og godt at Pixar turde udfordre den del. Samtidig er produktionen som sædvanlig i en helt suveræn kvallitet. Jeg smider 8/10 efter den - og godt jeg fik den set.
Pixar's 24. film er ikke den dårligste - og heller ikke den bedste. Faktisk fik den uskyldige og naive animationsstil mig til at tænke på en blanding mellem Jullerup Færgeby og Terkel i Knibe - uden sammenligning, i øvrigt. Historien er fra start en blanding af instruktørens egne oplevelser og Den Lille Havfrue - men formår alligevel at blive helt sin egen. Når man, som jeg, holder meget af Italien - så er det en fornøjelse at opleve stemningen fra en lille italiensk landsby - som virkelig er fint gengivet. Det hele handler om at være anderledes, og frygten for det fremmede - samt at lære at acceptere hinandens forskellighed - og den historie er fortalt flere gange før, men kan ikke gentages for tit. Den charmerende og naive stil gør desværre også at figurerne bliver en smule overfladiske - og historien bliver aldrig for alvor "farlig" - der er ganske enkelt for lidt på spil. Men charmerende det er den. Derfor får den ikke topkarakter fra mig, men hæderlige 7/10
Skal jeg være ærlig, så sad jeg en smule bagefter og tænkte - Oscarvinder for bedste film, og bedste instruktion? Men filmen siger meget om livet, og om at søge det der giver mening for hver enkelt. Chloé Zhao forsøger også, med enkle midler, at vise forskellige årsager til at nogen mennesker er rodløse. Jeg er kæmpe fan af Frances McDormand, som bare siger meget uden mange ord i manus - så ingen indsigelser i forhold til hendes præstation og priser for det. Filmen fungerer mest som glimt fra en dramadokumentar - uden at blive til meget mere end velvalgte udpluk og reflektioner - men det er egentlig nok til at fange essensen. Fern gennemgår en frigørelsesproces fra sit tidligere liv - og resten er helt op til beskuerens fantasi. Jeg har svært ved at bedømme om den retmæssigt er blevet årets oscarfilm - jeg har ikke set så mange som normalt, på grund af lukkede biografer - men de mange smukke landskaber, og stemningen vil jeg huske længe bagefter. 8/10
Nogle har sammenlignet den med Zoombieland - og det kan der være noget om. Denne gang er det dog ikke zoombier der er fjenden - men nogle gigantiske insekter, som er opståét som følge af den forurening som opstod - da verden bombede en meteor med kurs mod jorden, for 7 år siden. Hvis man accepterer den præmis, så er det et fint eventyr om en ung mand - Joel - som endelig indser at han ikke kan gemme sig i en bunker resten af sit liv. Trods manglende kamptræning, begiver han sig ud på en lang og farefyldt færd - for at finde den kæreste han blev skilt fra, da katastrofen indtraf. Det bliver learning by doing - og undervejs får han følgeskab af en hund og en Woody Harrelson lignende karakter - Clyde, spillet af Michael Rooker - samt den lille seje pige, Minnow. Filmen er måske konstrueret efter en opskrift, men føles alligevel ganske original - godt hjulpet af Dylan O'Brien, som fungerer fint som Joel - den naive hovedperson, som ikke burde have en chance for at overleve. Cgi'en er over middel - og den er et herligt bekendtskab, som man sagtens kunne se en fortsættelse til. 8/10
Det er på alle måder en banal historie Thomas Vinterberg serverer. 4 lærere på et gymnasium befinder sig på hvert deres nulpunkt - hvor de trænger til forandring: Martin (Mads Mikkelsen) - engang en lovende historiker, med professorpotentiale - nu er hans liv blevet så ligegyldigt at han han ikke engang kan huske hvor klassen er kommet til i pensum, samtidig lever han i et kærlighedsløst forhold. Tommy (Thomas Bo Larsen) - er skolens gymanstiklærer, men lever privat et ensomt liv med en hund der skal bæres ud når den skal luftes. Nikolaj (Magnus Millang) psykologilærer, lever i en verden af bleskift og børn i sengen. Peter (Lars Ranthe) er musiklærer og har ikke haft held med kærlighed. Kort sagt, savner de alle fire noget som kan ruske op i hverdagens trivielle gang. Psykologen Nikolaj har læst en hypotese af den norske psykiater Finn Skåderud - "mennesket er født med for lidt alkohol i blodet", og at et alkoholindhold på 0,05 promille i blodet gør mennesket mere kreativt, mere afslappet og i stand at yde mere. Den fortæller han ved en fælles herrefrokost, hvor der bliver drukket tæt. Martin, som er presset både på hjemmefronten og som lærer, beslutter sig for at aflprøve det på egen krop, og smugler en flaske med i tasken som han drikker af i løbet af dagen. Det viser sig at det faktisk har den ønskede virkning - Martin bliver mere loose og væsentligt sjovere i undervisningen - og snart opdager de tre andre hvad han har gang i. Sammen beslutter de sig for at sætte det i system og gøre det til et eksperiment, som de alle skal efterleve. Efter en lovende start begynder det naturligvis at tage overhånd - flere promiller må jo betyde større succes - alt sammen i videnskabens navn. Vinterbergs opbygning af historien gør at man er med - man tror på karaktererne og deres bevæggrunde til deltage i det der starter som en leg og en udfordring, men udvikler sig til noget helt andet. Filmen giver klart anledning til reflektioner, både mens man ser den og længe efter rulleteksterne - og det er kvallitet i sig selv. Den er både foruroligende, smertelig og forhåbningsfuld - på samme tid. Jeg ville måske have ønsket mig at Vinterberg ikke havde anglet så meget efter følelserne på et bestemt tidspunkt, men det er jo hans valg. Jeg har kæmpe respekt for at han formår at levere en fortælling på to timer, hvor jeg ikke savnede noget - udviklingen var uforceret, der er et logisk forløb - og en glimrende afrunding. Det er forståeligt at den har modtaget flere priser, og måske inkasserer endnu flere - for det er bestemt ikke en film som kun handler om: Druk. Da Vinterberg sender en hilsen til sin afdøde datter efter filmen, fik jeg lidt fugt i øjenkrogen. 9/10
Historien er naturligvis fiktion, men ikke mere end at den føles realistisk - og har sit udspring i noget som ulmer under overfladen, og sagtens ville kunne ske. En ung mand fra et ghetto-miljø er indlagt på intensiv, efter politibrutalitet, og er i yderste livsfare. Den normale, relative stabilitet, mellem politiet og bandemiljøerne vakler - og lige her sendes to betjente afsted på patrulje. Det er en ny konstellation af betjente, og fra starten ved man at den ene (spillet af Jacob Lohmann) anses for at være problematisk - hvilket han ret hurtigt beviser. På mange måder føles det mere som en krigsfilm end som en actionthriller, for ghettoen omdannes snart til en slagmark. Med få og enkle virkemidler beskrives, dels rekruteringen til bandemiljøet og dels den ulige kamp mod stereotyper som man bærer med sig, når man kommer fra et bestemt miljø - og har en brunere hudfarve. Det er langt fra en stangvare - de to instruktører, Anders Ølhom og Frederik Louis Hviid, tager nogle uventede valg som gør det er forståeligt, at man også har lagt mærke til filmen i udlandet. 8/10
For mig må de gerne bare kalde filmen Justice League, og så skrotte Whedon's plukkede udgave. WB/Snyder kan aldrig ændre på at de havde alt for travlt med at samle et hold af superhelte - i kølvandet på MCU/Disneys store succes. Man skulle have haft mod til at skabe tilblivelses historier for alle heltene, inden den store kulmination. Man skulle også have været mere tro mod den oprindelige grundstamme i JL., hvor Cyborg ikke var en del af ligningen (han stammer fra Teen Titans) - og hvor Green Lantern og Martian Manhunter hører med. Desuden er der et væld af andre medlemmer, som ville have givet mening at tage med (Green Arrow er bare en af dem). Man skulle have bygget historien op gennem flere film - så vi var endt med at kende skukene; Steppenwolf, DeSaad and Darkseid meget bedre. Når det er sagt, og hvis man ser på Snyders næsten 4 time r lange film (hos IMDb står der 4 timer og to minutter - hos HBO er det 3 timer og 52 minutter - hvor er de sidste 10 minutter?) - så er der klart tale om en forbedring. Jeg synes godt om at der graves dybere, og at vi får en større flig af Cyborg's historie (selvom han som sagt ikke skulle have være med) - og at der i det hele taget bruges mere tid på historien, noget der ellers ikke er alt for almindeligt i superheltefilm. Og så er jeg fan af Snyders visionelle univers - jeg synes det er fedt at han går "all-in" på bas og violiner, og storhed (vores helte sammenlignes med fortidens antikke guder). Epilogerne er tydeligt Snyders farvel til universet - og hans måde at skabe tråde til fremtidige handlinger - selvom det hele igen virker lidt forceret, i forhold til MCU's store kulmination. Måske håber han faktisk på at dette kunne være hans billet til at fortsætte serien (og måske bider WB på?) Batmans drøm, som på mange måder fører tilbage til BvS, vælger jeg at se positivt på - selvom den sagtens kunne være undværet. Og vi får i drys Green Lantern (i en fortidig skikkelse) samt Maritian Manhunter (i en helt ligegyldig birolle) - vel nærmest som en slags fanservice. Det er ikke så rodet som første forestilling, men det er langt fra perfekt. Snyders billeder er dog i høj klasse. Jeg slutter på 8/10
4/6 stjerner fra Casper Christensen/God Morgen Danmark - havde givet mig lidt forventninger til denne action (thriller?) Det mest positive der er at sige er at der da er et par fine actionsekvenser, undervejs. Men ellers er det enormt lazy historieskrivning - ikke engang skuespillerne virker som om de tror på historien. Havde det være krydret med reel humor som i f.eks Zoombieland - så ville det have hjulpet gevaldigt. Men den er ikke engang sporadisk sjov. 5 stjerner fortjener den - men det er ud af 10. Og det er mere end jeg gav Nolans Tenet :-)
Verden har desværre ikke oplevet den sidste krig - men forhåbentligt har man set den sidste skyttegravskrig? Kampene ved den Franske Vestfront varede i flere år og kostede milioner af liv - uden at fronterne egentlig bevægede sig. Nyeste krigsmateriel gjorde det nemmere af forsvare, med maskingeværer - og ved at grave sig ned - end det var at angribe. Derfor kostede ethvert angreb ufatteligt mange menneskeliv, og var i de fleste tilfælde umuligt at gennemføre. Stanley Kubricks Path of Glory handler om sådant et angreb. På under 1½ time formår Kubrick at fortælle en historie om forfængelighed, begærlighed, ligegyldighed, dødsangst og uretfærdighed - som burde være en advarsel om nogensinde at starte en krig igen. General George Broulard, leder af de franske styrker, har indgået en politisk aftale om at indtage Anthill - hvor tyskerne har gravet sig i en uintagelig befæstning. Midlet til at opnå det, manifisterer sig i den øverste chef for det 701' regiment - General Mireau - som i første omgang værgrer sig ved sådan en selvmordsaktion. Men da han stilles en ekstra stjerne i udsigt - samt en titel som ledende angrebsgeneral, forsvinder hans betænkeligheder øjeblikkeligt. Længere nede i fødekæden møder vi oberst Drax (Kirk Douglas), som forgæves forsøger at tale Mireau til rette - men som også kender kommandovejene og ved at man ikke modsiger sin chef - på trods af en umulig opgave. Soldaterne er udmarvede og uden særlig kampmoral, efter en lang konflikt med mange tab. Alligevel følger de deres oberst i et slag som er lige så umuligt, som det bliver kort. Oberst Drax leder selv slaget, mens mændene omkring ham bliver slagtet. En af delingerne når slet ikke at deltage, da deres befalingsmand dør inden fremrykning. Den rasende General Mireau, som ser sin ekstra stjerne smuldre, forlanger at man beskyder den manglende deling af egne soldater. Den ansvarlige kaptajn nægter at skyde på egne soldater, uden en skriftelig ordre - som han af gode grunde aldrig får. Resten af filmen handler om det efterspil, slaget har - militært, menneskeligt og politisk. General Mireau forlanger nemlig at der statueres et eksempel, ved at et stort antal soldater stilles for en krigsret - der indgåes dog et forlig om at kun 3 tilfældigt udvalgte skal for retten. Og det er her at det egentlige drama, ender med at udspille sig. Vi ser særligt uretfærdigheden fra syndebukkenes perspektiv - deres forståelige dødsangst. Samtidig følger vi Oberst Drax' kamp for retfærdighed, først som forsvar for sine mænd - og senere med et direkte angreb på General Mireau. Hvordan det hele slutter, må man selv opleve - men Kubricks beskrivelse af de afmægtige ansigter fra de mange navneløse soldater, fortæller historien om en krig uden helte - fyldt med ofre. Blandt andet manifisteret i en sidehistorie om svig mellem to mænd, som får stor personlig betydning. En enkelt hæderlig soldat er der dog - naturligvis pesonificeret i Kirk Douglas' Oberst Drax. En stærk film som ikke har mistet intensitet, på trods af at 54 år er gået. At Kubrick valgte at skyde filmen i sort/hvid gør kun følesen mere autentisk. 9/10
Ligesom i hendes foregående spillefilm, Idealisten - tager Christina Rosendahl fat i et historisk emne, som til dels berører dansk/amerikanske/grønlandske interesser. I Idealisten arbejdede Rosendahl med hovedpersonens neurotiske opfattelse af virkeligheden, for at skabe en øget intensitet i fortællingen. I Vores mand i Amerika udspiller der sig istedet et trekantsdrama, som skal skabe ekstra spænding. Om trekantsdramaet er fiktion, eller virkelighed ved jeg ikke - men man forstår baggrunden for at lave filmen; En ambassadør som nægter at overgive sig til den tyske besættelsesmagt i Danmark - og herefter ikke vil nedlægge sit embede, trods ordre hjemmefra. Det er en base til en god historie - når man så tillægger at vi allerede i indledningen får et blodigt indblik i slutningen på det hele, så er nysgerrigheden vakt. Med få virkemidler som en lydkulisse af krigen i stærk kontrast til det sorgløse liv ved en pool - skaber Christina Rosendahl en historie om en familie som ikke har lyst til at forlade de trygge omgivelser - og om Henrik Kauffmann, som gennemførte beslutninger på Danmarks vegne, som burde have sat ham for en krigsret. Ulrich Thomsen spiller som sædvanligt rigtigt solidt - men Christian Rosendahl formår ikke at give en forståelse for at han kigger til andre sider end konens - for hun er det mest levende ved fortællingen. Største anke må være at vi aldrig finder ud af mere end en overflade, af en historisk spændende person - som tilsyneladende har meget mere at byde på. 7/10
Endelig en ny actionfilm tænkte jeg. Desværre er det eneste der adskiller den fra en B film fra 80'erne en begrænset brug af CGI som lykkes. Handlingen tjener kun det formål at lede frem til rimelig action - hvilket er ok, hvis hoved og bipersoner er så interessante at man ikke er ligeglad om de lever, eller dør. Det er desværre ikke tilfældet. Køretøjerne ligner ikke noget fra en moderne Sci-fi film - men er en blanding af gammelt udstyr og et par pansrede mandskabsvogne, som kunne have været med i Schwarzenegger's The Running Man - eller de gamle Mad Max. Hovedrollen er havnet hos 19 årige Damson Idris - Anthony Mackie's ender mere med at blive en form for birolle - og Pilau Asbæk's skurk/oprørsleder er lige så skuffende som den er kort. Uden alt for store forventninger, og hvis man holder af sci-fi/action, så kan den lige akkurart bære 5/10
Der er både godt og skidt at hente i denne katastrofehistorie. Først det gode - menneskenes generelle reaktioner i forhold til en altødelæggende apokalypse virker ret troværdige. Ideen om at man samler vigtige personer, til en genopbygning af verden efter apokalypsen, er også helt logisk. Så kan man diskutere effekter og handlingsforløb, hvor særligt det sidste, desværre får et lovende potentiale til at fade ud og ende i noget forventeligt, og langt mere kedeligt. Ærgerligt, for der skulle så lidt til at have hævet det til noget mere - mange elementer er til stede. 6/10
Filmen er en Sci-Fi fortælling om at jordens befolkning endelig er lykkes med at ødelægge planeten. Det er derfor ikke en kamp for at redde jorden, det løb kører på sidste krampetrækninger. Fortællingen er istedet centreret om det håb, som er sendt afsted for at finde en fremtid for mennesket - et andet sted i universet. Altså et rumskib, med besætning - som er sendt ud for at finde en anden planet. Handlingen veksler mellem livet og udfordringerne ombord - og en fortvivlet kamp på jorden, for at komme i kontakt med dem - og forhindre at de returnerer til en planet som er dødsdømt. Filmens egentlige bærende element og overraskelse (som ikke er så overraskende, endda) skal ikke afsløres her - men jeg var fint underholdt over den måske lidt langtrukne kamp for at opnå kommunikation, med pæn dramatik undervejs. 7/10
Jeg er normalt meget glad for Nolan's higen efter at lave noget mystisk og spektakulært, som ultimativt ikke helt skal kunne forklares. Han har opnået et niveau, hvor hans magt og indflydelse er blevet total - hvorfor ingen åbenbart tør stille spørgsmål til hans produktioner. Denne gang er det dog kammet helt over. Det er form og stiløvelse - som bare virker uendeligt ligegyldigt. Uden deltagelse af mennesker jeg forstod, eller gad at investere i - så mistede jeg helt interessen. Samtidig var de sædvanlige aha oplevelser, så gennemskuelige - at det ikke engang gav et interessant mysterie at løse. Nolan formår at skabe nogle flotte billeder, tjeck. Resten er bare kedeligt. Dårligste præstation fra hans side udløser laveste karakter, jeg har givet til en Nolan film, og håber at skulle give igen. 4/10
Jeg er enig med de fleste om at det ikke er en film verden ikke kunne undvære. Når det er sagt - så synes jeg den har fået en lidt unfair behandling. Filmen er ikke 1:1 en gengivelse af Disneys tegnede udgave - men meget går selvfølgelig igen. Personligt er jeg ikke fan af plagiaterne på originalerne - i de fleste tilfælde forsvinder charmen fuldstændigt - værste eksempel var The Lion King som var komplet ligegyldig. Jeg har aldrig haft noget særligt forhold til tegneserieudgaven om Mulan (har vel set den to gange for længe siden) - og det er måske derfor jeg er venligere stemt, og ikke helt havde problemer med denne udgave. Mest af alt kom jeg til at tænke på eventyrsfilm fra 80'erne, undervejs - der kunne med lidt god vilje være en lille my Karate Kid, indover. Det trak ikke fra i min bog. Der er ikke noget revolutionerende over hverken effekter, eller handling. Men for mig som havde forberedt mig til det værste - efter anmelderserne så hyggede jeg mig faktisk med filmen, som bare er et eventyr - der ikke hæver sig over det meste, men heller ikke har store mislyde. Jeg smider gerne 7/10 - efter den. Det er måske en enkelt karakter for meget - men der ligger måske også en modreaktion over al det had der er kastet efter den.
Men bestemt hyggelig familiefilm, som står på skuldrene af mere voksne spionkomedier - blandet med noget vi har set i andre animationsfilm.
Just Mercy Black lives matters.... Indrømmet, jeg er en anelse træt af at høre om USA's blakkede fortid - især når det drejer sig om hvides, tilsyneladende uendelige ondskab mod afroamerikanere. Denne historie fortjener dog at blive fremhævet, da den foregår alt for tæt på nutiden - i slutningen af 80'erne - og derfor giver et billede på, hvor langt der stadig er til den perfekte verden. Bryan Stevenson (Michael B. Jordan) er en ung sort advokat, som rejser ind i løvens hule; Alabama - hvor man er skyldig hvis man er født med en mørkere hudfarve. Sådan var det utvilsomt i 1987. Han mødes naturligvis med foragt og stærk modstand, fra de hvide - men opdager også mismod og manglende fightervilje fra den farvede del af befolkningen. Særligt blandt fangerne på dødsgangen, er der intet håb - selvom flere er uskyldigt dømt - både den udøvende og den dømmende magt accepterer konstruerede vidneforklaringer - sålænge det ender med en sort mand i den elektriske stol. En af disse skæbner er Walter McMillian (Jamie Foxx), hvis største forbrydelse er at han har været sin kone utro med en hvid kvinde - herefter fandt ordensmagten det næste drab, og fabrikerede en sag imod ham. Sagen løst - og en besværlig sort sat i spjældet. Bryan Stevenson, som er ansat via fondsmidler, går i krig med systemet - iøvrigt sammen med Eva Ansley (spillet af Brie Larsson) - en lokal, hvid kvinde. Nederlagene er mange og store i starten, men langsomt får de ting til at ændre sig. Historien er baseret på virkelige begivenheder og rigtige mennesker - hvilket altid gør det ekstra interessant. Stærk film, som jeg var tæt på at give topkarakter, hvis den ikke havde overgjort fortællingen i slutminutterne - instruktøren skulle have overladt bare lidt af konklussionerne til os som tilskuere. Men stort 8/10 og klar anbefaling.
Imponerende at Clint'en stadig i en alder af 89 år kan holde så meget sammen på en fortælling. Selvom vores helt, Jewel, åbenlyst bliver uretfærdigt behandlet - så er der en hyggelig, jovial stemning, gennem hele filmen - som gør at det helt store drama udebliver. Jewel er ubestikkelig og renhjertet - og bestemt ikke så naiv, som FBI fejlagtigt tror. I hænderne på mange andre instruktører var den måske blevet mere intens, og det er nok mest her Eastwood har mistet lidt at det skarpe touch. Sam Rockwell er som sædvanlig en gevinst til alle film, og giver rutineret sin rolle lige præcist det man forventer, plus renter.
Børne tv, med undertrykte følelser. Glimrende protræt af Fred Rogers som er en levende institution for amrikanske børn. Her spillet af Tom Hanks, som jo sjældent sætter en fod forkert. Det kræver dog nærmest ekstramaterialet fra BD'en at få et forhold til ham - når man ikke kender ham i forvejen. Filmen handler meget om at tale følelser igennem - især vrede - og det har journalisten Llyod Vogel i overflod, faktisk så meget at det er ødelæggende for alt omkring ham. Derfor er det lidt af et clinch at de to mødes. Rogers ser det dog som en udfordring at hjælpe Vogel. At Fred Rogers er så tålmodig og pædagogisk, virker nærmest for meget af det gode - og det viser sig da også at der er en god årsag til at han netop har lyst til at forandre verden. 7/10
Biografisk historie om advokaten Robert Bilott, som ved et tilfælde havner i et drama med udspring i hans bedstemors hjemegn. Det er en uhyggelig historie om den lille mands kamp mod overmagten - bogstaveligt med livet som indsats. Det er også en historie om en gigantisk virksomhed som ser stort på liv og død - fordi indtægterne er for store - og fordi myndighederne som skulle beskytte borgerne, ikke eksisterer. Mark Ruffalo er glimrende i hovedrollen - han beskriver malende de frustrationer og tab, hovedpersonen gennemgår, undervejs i den lange proces som totalt varer næsten 17 år - og omfatter en lokalbefolkning som er splittet i spørgsmålet - de bliver betalt af den virksomhed, som langsomt er ved at slå dem ihjel. Filmen kommer ubehageligt tæt på alle danskeres liv, da der næppe er nogen som ikke har prøvet at bruge en pande, bellagt med afskallende Teflon... Det er tankevækkende, og dybt foruroligende at dette kun er en historie blandt mange - som handler om hvor ligeglade virksomheder har været (og måske stadig er det) i jagten på ussel mammon. Filmen er spækket med fine præstationer af flere bipersoner - og glimrer ved ikke at være et tungt retsalsdrama, men istedet handle om mennesker. Skræmmende at en mindre dygtig advokat ville have tabt det hele - og endnu mere skræmmende at omkostningerne for Dupont var ufatteligt små, og at de alligevel forsøgte at løbe fra regningen. 8/10
Man kan være sikker på en ting, når Charlie Kaufman har skrevet en historie - han vil f.... med din hjerne! Og det er befriende at sidde gennem 2 timer og 14 minutter, og gætte - for så alligevel ikke være helt sikker på hvad det er man har overværet. Min eneste anke, er nok længden på filmen - for den kunne sagtens være skåret med op til en halv time, og ville stadig have givet sine pointer - på den anden side er det med til at understrege vanviddet. Jeg tror jeg nåede at fabrikere mindst 7 forklaringer på det hele, og endte med at ramme med den ene. Til gengæld skal man også være til den slags mindfuck - ellers er der stor sandsynlighed for at man stadig vil være frustreret - længe efter rulleteksterne. Det hele starter med en kedelig køretur, hvor et yngre par er på vej til hans forældres gård - langt ude på landet. Hele den scene varer vel ½ time - og jeg nåede at tænke på om det ville blive hele filmen, som foregik sådan. Ankommet til gården ser alting stadig ud til at være normalt. Men så tager det i den grad fart - og på intet tidspunkt får man for alvor fat i jordforbindelsen igen. Spøger det - eller befinder vi i en fantasi - og hvis, så hvilken? Kaufman har begået endnu en historie, som driller hjernen - længe efter. 8/10
Zak som har Downs, er blevet anbragt på et alderdomshjem - i mangel på ordentlige alternativer. Han er fanget i sin egen krop - men også indespærret blandt mennesker som er på deres livs sidste rejse. Han ønsker sig noget mere af sit liv - personificeret i en gammel video om hans store wrestling-helt: Salt Water Redneck. Videoen har han set gang på gang, gennem flere år - og han er overbevist om at her må hans fremtid ligge. Tilskyndet af nogle af de ældre beboere udfører han et par flugtforsøg - hvoraf det ene lykkes. Sideløbende følger vi fiskeren Tyler (Shia LaBeouf) som af slørede årsager skaber en konflikt, hvor han stjæler fra sine kollegaers net - hvilket accellererer til en konflikt som sætter ham på flugt med nogle lyssky typer i hælene. Skæbnen sætter de to flygtninge sammen, og duoen bliver til en trio - da Zak's formynder fra hjemmet, Elanor (Dakota Johnson) slutter sig til dem. Filmen er fyldt med fine episoder, som samlet giver en fin feel-good oplevelse. I det hele taget havde jeg lyst til at holde af det gode emne. Desværre virker det hele også lidt for forceret til at jeg helt kunne engagere mig og investere følelser med i helheden. Enkelte af relationerne virker ikke troværdige - og det trækker ned i min bedømmelse. Men det hele er et herligt road/boat trip, med flere lune episoder - som bestemt gør den værd at se. Rigtigt fine biroller af Thomas Haden Church og Bruce Dern, trækker den løse historie op. 7/10
Adam Sandler er en af de skuespillere jeg personligt har et lidt anstrengt forhold til. Kun to af hans film har jeg set mere end en gang - og i de seneste år er der meget jeg ganske enkelt har sprunget over. Altså lige indtil denne, som virkelig er en sjælden juvel blandt Sandlers ellers fjollede roller. Vi følger 1:1 en jødisk guldsmed/juveller, Howard Ratner (Sandler) - hvis liv bedst kan beskrives som totalt kaos. Ratner er ludoman og det styrer hans liv og påvirker alle i hans nærmeste omgangskreds. Der er altid lige den helt store gevinst, rundt om hjørnet. Dybest set kunne det være opskriften på en typisk Sandler film - det er det bare langt fra. Selvom det skaber vanvittige (og sjove) situationer, at Ratner's liv konstant hænger ud over en klippeafsats - så er det også blodig alvor. Ratner kunne være en succes, han har alle muligheder for at kunne leve sorgløst - han har gode medarbejdere, en skøn familie, gode forbindelser og stor omsætning i sin forretning. Men på grund af ludomanien har han konstant lånehajer på nakken - og med det følger nogle nasty typer, som gerne bruger vold og våben når de skal indkassere gæld. På trods af at Ratner er et fjols, så er han også en fantast som det meste af hans omgivelser tilgiver - selv hans familie slår ikke hånden af ham - på trods af løgne og utroskab (han lever sammen med en yngre ansat, som tilbeder ham). Det hele accelerer i et mere og mere forrykt tempo, mens Ratner styrtdykker mod bunden. Hver gang han kunne stabilisere sin situation er det bare benzin som hældes på et bål. Vi slipper kun vores hovedperson af syne i ganske korte øjeblikke, og oplever alle hans følelser og idioti, på nærmeste hold. Det er voldsomt underholdende - og gang på gang håber man faktisk at han lykkes med sine vanvitige påfund. Man håber også at han på et tidspunkt vil lære noget... Sandler er perfekt til at spille et manisk menneske - hvis omdrejningspunkt er ham selv, uden empati for sine nærmeste. Tempoet er opskruet og det hele er ret underholdende - på en tragiekomisk måde. Man kunne håbe at Sandler finder flere alvorlige roller, med et komisk islæt - så har han utvilsomt også en karriere, foran sig. 8/10
Husker at jeg så En Forårsdag i Helvede allerede som barn, med hans monotome hypnotiserende stemme som den perfekte baggrund.
Russo brødrene, som stod bag de beste historier om Captain America og Avengers - har skrevet denne action historie, og det aner man svagt. Instruktionen er overladt til Sam Hargrave, som normalt kun beskæftiger sig med netop stuntsekvenserne - blandt andet i Marvel filmene. Han forenes med Chris Hemsworth (Thor) som her spiller en lejesoldat, som hyres til at befri en gangsters søn - som er blevet kidnappet af en konkurrerende bande. Selve historien er ikke det helt store, men det hele trækkes en anelse op af virkelig god action og et par gode typer - som man godt ville have lært lidt bedre at kende. 6/10
En lun film, med et par pointer. Scott har en diagnose, som han dulmer med pot - masser af pot. Han er samtidig en udfordring for hans mor, som har været enlig forsørger for to børn - siden Scott's far døde under arbejdet som brandmand - mens Scott var dreng. Scott spilles tilpas goofy af komikeren Pete Davidson, som også har været medforfatter til historien. For familien handler det om at komme videre, Scotts søster rejser - og det bliver starten på flere ændringer, som Scott modvilligt må acceptere. Dårlig dømmekraft fra Scott bringer en ny mand ind i familiens liv - og skæbnen vil at han også er brandmand. Flere sjove momenter trækker en ellers jævn historie op, og gør den værd at bruge tid på. 7/10
