Verden har desværre ikke oplevet den sidste krig - men forhåbentligt har man set den sidste skyttegravskrig? Kampene ved den Franske Vestfront varede i flere år og kostede milioner af liv - uden at fronterne egentlig bevægede sig. Nyeste krigsmateriel gjorde det nemmere af forsvare, med maskingeværer - og ved at grave sig ned - end det var at angribe. Derfor kostede ethvert angreb ufatteligt mange menneskeliv, og var i de fleste tilfælde umuligt at gennemføre. Stanley Kubricks Path of Glory handler om sådant et angreb. På under 1½ time formår Kubrick at fortælle en historie om forfængelighed, begærlighed, ligegyldighed, dødsangst og uretfærdighed - som burde være en advarsel om nogensinde at starte en krig igen. General George Broulard, leder af de franske styrker, har indgået en politisk aftale om at indtage Anthill - hvor tyskerne har gravet sig i en uintagelig befæstning. Midlet til at opnå det, manifisterer sig i den øverste chef for det 701' regiment - General Mireau - som i første omgang værgrer sig ved sådan en selvmordsaktion. Men da han stilles en ekstra stjerne i udsigt - samt en titel som ledende angrebsgeneral, forsvinder hans betænkeligheder øjeblikkeligt. Længere nede i fødekæden møder vi oberst Drax (Kirk Douglas), som forgæves forsøger at tale Mireau til rette - men som også kender kommandovejene og ved at man ikke modsiger sin chef - på trods af en umulig opgave. Soldaterne er udmarvede og uden særlig kampmoral, efter en lang konflikt med mange tab. Alligevel følger de deres oberst i et slag som er lige så umuligt, som det bliver kort. Oberst Drax leder selv slaget, mens mændene omkring ham bliver slagtet. En af delingerne når slet ikke at deltage, da deres befalingsmand dør inden fremrykning. Den rasende General Mireau, som ser sin ekstra stjerne smuldre, forlanger at man beskyder den manglende deling af egne soldater. Den ansvarlige kaptajn nægter at skyde på egne soldater, uden en skriftelig ordre - som han af gode grunde aldrig får. Resten af filmen handler om det efterspil, slaget har - militært, menneskeligt og politisk. General Mireau forlanger nemlig at der statueres et eksempel, ved at et stort antal soldater stilles for en krigsret - der indgåes dog et forlig om at kun 3 tilfældigt udvalgte skal for retten. Og det er her at det egentlige drama, ender med at udspille sig. Vi ser særligt uretfærdigheden fra syndebukkenes perspektiv - deres forståelige dødsangst. Samtidig følger vi Oberst Drax' kamp for retfærdighed, først som forsvar for sine mænd - og senere med et direkte angreb på General Mireau. Hvordan det hele slutter, må man selv opleve - men Kubricks beskrivelse af de afmægtige ansigter fra de mange navneløse soldater, fortæller historien om en krig uden helte - fyldt med ofre. Blandt andet manifisteret i en sidehistorie om svig mellem to mænd, som får stor personlig betydning. En enkelt hæderlig soldat er der dog - naturligvis pesonificeret i Kirk Douglas' Oberst Drax. En stærk film som ikke har mistet intensitet, på trods af at 54 år er gået. At Kubrick valgte at skyde filmen i sort/hvid gør kun følesen mere autentisk. 9/10
Ligesom i hendes foregående spillefilm, Idealisten - tager Christina Rosendahl fat i et historisk emne, som til dels berører dansk/amerikanske/grønlandske interesser. I Idealisten arbejdede Rosendahl med hovedpersonens neurotiske opfattelse af virkeligheden, for at skabe en øget intensitet i fortællingen. I Vores mand i Amerika udspiller der sig istedet et trekantsdrama, som skal skabe ekstra spænding. Om trekantsdramaet er fiktion, eller virkelighed ved jeg ikke - men man forstår baggrunden for at lave filmen; En ambassadør som nægter at overgive sig til den tyske besættelsesmagt i Danmark - og herefter ikke vil nedlægge sit embede, trods ordre hjemmefra. Det er en base til en god historie - når man så tillægger at vi allerede i indledningen får et blodigt indblik i slutningen på det hele, så er nysgerrigheden vakt. Med få virkemidler som en lydkulisse af krigen i stærk kontrast til det sorgløse liv ved en pool - skaber Christina Rosendahl en historie om en familie som ikke har lyst til at forlade de trygge omgivelser - og om Henrik Kauffmann, som gennemførte beslutninger på Danmarks vegne, som burde have sat ham for en krigsret. Ulrich Thomsen spiller som sædvanligt rigtigt solidt - men Christian Rosendahl formår ikke at give en forståelse for at han kigger til andre sider end konens - for hun er det mest levende ved fortællingen. Største anke må være at vi aldrig finder ud af mere end en overflade, af en historisk spændende person - som tilsyneladende har meget mere at byde på. 7/10
Endelig en ny actionfilm tænkte jeg. Desværre er det eneste der adskiller den fra en B film fra 80'erne en begrænset brug af CGI som lykkes. Handlingen tjener kun det formål at lede frem til rimelig action - hvilket er ok, hvis hoved og bipersoner er så interessante at man ikke er ligeglad om de lever, eller dør. Det er desværre ikke tilfældet. Køretøjerne ligner ikke noget fra en moderne Sci-fi film - men er en blanding af gammelt udstyr og et par pansrede mandskabsvogne, som kunne have været med i Schwarzenegger's The Running Man - eller de gamle Mad Max. Hovedrollen er havnet hos 19 årige Damson Idris - Anthony Mackie's ender mere med at blive en form for birolle - og Pilau Asbæk's skurk/oprørsleder er lige så skuffende som den er kort. Uden alt for store forventninger, og hvis man holder af sci-fi/action, så kan den lige akkurart bære 5/10
Der er både godt og skidt at hente i denne katastrofehistorie. Først det gode - menneskenes generelle reaktioner i forhold til en altødelæggende apokalypse virker ret troværdige. Ideen om at man samler vigtige personer, til en genopbygning af verden efter apokalypsen, er også helt logisk. Så kan man diskutere effekter og handlingsforløb, hvor særligt det sidste, desværre får et lovende potentiale til at fade ud og ende i noget forventeligt, og langt mere kedeligt. Ærgerligt, for der skulle så lidt til at have hævet det til noget mere - mange elementer er til stede. 6/10
Filmen er en Sci-Fi fortælling om at jordens befolkning endelig er lykkes med at ødelægge planeten. Det er derfor ikke en kamp for at redde jorden, det løb kører på sidste krampetrækninger. Fortællingen er istedet centreret om det håb, som er sendt afsted for at finde en fremtid for mennesket - et andet sted i universet. Altså et rumskib, med besætning - som er sendt ud for at finde en anden planet. Handlingen veksler mellem livet og udfordringerne ombord - og en fortvivlet kamp på jorden, for at komme i kontakt med dem - og forhindre at de returnerer til en planet som er dødsdømt. Filmens egentlige bærende element og overraskelse (som ikke er så overraskende, endda) skal ikke afsløres her - men jeg var fint underholdt over den måske lidt langtrukne kamp for at opnå kommunikation, med pæn dramatik undervejs. 7/10
Jeg er normalt meget glad for Nolan's higen efter at lave noget mystisk og spektakulært, som ultimativt ikke helt skal kunne forklares. Han har opnået et niveau, hvor hans magt og indflydelse er blevet total - hvorfor ingen åbenbart tør stille spørgsmål til hans produktioner. Denne gang er det dog kammet helt over. Det er form og stiløvelse - som bare virker uendeligt ligegyldigt. Uden deltagelse af mennesker jeg forstod, eller gad at investere i - så mistede jeg helt interessen. Samtidig var de sædvanlige aha oplevelser, så gennemskuelige - at det ikke engang gav et interessant mysterie at løse. Nolan formår at skabe nogle flotte billeder, tjeck. Resten er bare kedeligt. Dårligste præstation fra hans side udløser laveste karakter, jeg har givet til en Nolan film, og håber at skulle give igen. 4/10
Jeg er enig med de fleste om at det ikke er en film verden ikke kunne undvære. Når det er sagt - så synes jeg den har fået en lidt unfair behandling. Filmen er ikke 1:1 en gengivelse af Disneys tegnede udgave - men meget går selvfølgelig igen. Personligt er jeg ikke fan af plagiaterne på originalerne - i de fleste tilfælde forsvinder charmen fuldstændigt - værste eksempel var The Lion King som var komplet ligegyldig. Jeg har aldrig haft noget særligt forhold til tegneserieudgaven om Mulan (har vel set den to gange for længe siden) - og det er måske derfor jeg er venligere stemt, og ikke helt havde problemer med denne udgave. Mest af alt kom jeg til at tænke på eventyrsfilm fra 80'erne, undervejs - der kunne med lidt god vilje være en lille my Karate Kid, indover. Det trak ikke fra i min bog. Der er ikke noget revolutionerende over hverken effekter, eller handling. Men for mig som havde forberedt mig til det værste - efter anmelderserne så hyggede jeg mig faktisk med filmen, som bare er et eventyr - der ikke hæver sig over det meste, men heller ikke har store mislyde. Jeg smider gerne 7/10 - efter den. Det er måske en enkelt karakter for meget - men der ligger måske også en modreaktion over al det had der er kastet efter den.
Men bestemt hyggelig familiefilm, som står på skuldrene af mere voksne spionkomedier - blandet med noget vi har set i andre animationsfilm.
Just Mercy Black lives matters.... Indrømmet, jeg er en anelse træt af at høre om USA's blakkede fortid - især når det drejer sig om hvides, tilsyneladende uendelige ondskab mod afroamerikanere. Denne historie fortjener dog at blive fremhævet, da den foregår alt for tæt på nutiden - i slutningen af 80'erne - og derfor giver et billede på, hvor langt der stadig er til den perfekte verden. Bryan Stevenson (Michael B. Jordan) er en ung sort advokat, som rejser ind i løvens hule; Alabama - hvor man er skyldig hvis man er født med en mørkere hudfarve. Sådan var det utvilsomt i 1987. Han mødes naturligvis med foragt og stærk modstand, fra de hvide - men opdager også mismod og manglende fightervilje fra den farvede del af befolkningen. Særligt blandt fangerne på dødsgangen, er der intet håb - selvom flere er uskyldigt dømt - både den udøvende og den dømmende magt accepterer konstruerede vidneforklaringer - sålænge det ender med en sort mand i den elektriske stol. En af disse skæbner er Walter McMillian (Jamie Foxx), hvis største forbrydelse er at han har været sin kone utro med en hvid kvinde - herefter fandt ordensmagten det næste drab, og fabrikerede en sag imod ham. Sagen løst - og en besværlig sort sat i spjældet. Bryan Stevenson, som er ansat via fondsmidler, går i krig med systemet - iøvrigt sammen med Eva Ansley (spillet af Brie Larsson) - en lokal, hvid kvinde. Nederlagene er mange og store i starten, men langsomt får de ting til at ændre sig. Historien er baseret på virkelige begivenheder og rigtige mennesker - hvilket altid gør det ekstra interessant. Stærk film, som jeg var tæt på at give topkarakter, hvis den ikke havde overgjort fortællingen i slutminutterne - instruktøren skulle have overladt bare lidt af konklussionerne til os som tilskuere. Men stort 8/10 og klar anbefaling.
Imponerende at Clint'en stadig i en alder af 89 år kan holde så meget sammen på en fortælling. Selvom vores helt, Jewel, åbenlyst bliver uretfærdigt behandlet - så er der en hyggelig, jovial stemning, gennem hele filmen - som gør at det helt store drama udebliver. Jewel er ubestikkelig og renhjertet - og bestemt ikke så naiv, som FBI fejlagtigt tror. I hænderne på mange andre instruktører var den måske blevet mere intens, og det er nok mest her Eastwood har mistet lidt at det skarpe touch. Sam Rockwell er som sædvanlig en gevinst til alle film, og giver rutineret sin rolle lige præcist det man forventer, plus renter.
Børne tv, med undertrykte følelser. Glimrende protræt af Fred Rogers som er en levende institution for amrikanske børn. Her spillet af Tom Hanks, som jo sjældent sætter en fod forkert. Det kræver dog nærmest ekstramaterialet fra BD'en at få et forhold til ham - når man ikke kender ham i forvejen. Filmen handler meget om at tale følelser igennem - især vrede - og det har journalisten Llyod Vogel i overflod, faktisk så meget at det er ødelæggende for alt omkring ham. Derfor er det lidt af et clinch at de to mødes. Rogers ser det dog som en udfordring at hjælpe Vogel. At Fred Rogers er så tålmodig og pædagogisk, virker nærmest for meget af det gode - og det viser sig da også at der er en god årsag til at han netop har lyst til at forandre verden. 7/10
Biografisk historie om advokaten Robert Bilott, som ved et tilfælde havner i et drama med udspring i hans bedstemors hjemegn. Det er en uhyggelig historie om den lille mands kamp mod overmagten - bogstaveligt med livet som indsats. Det er også en historie om en gigantisk virksomhed som ser stort på liv og død - fordi indtægterne er for store - og fordi myndighederne som skulle beskytte borgerne, ikke eksisterer. Mark Ruffalo er glimrende i hovedrollen - han beskriver malende de frustrationer og tab, hovedpersonen gennemgår, undervejs i den lange proces som totalt varer næsten 17 år - og omfatter en lokalbefolkning som er splittet i spørgsmålet - de bliver betalt af den virksomhed, som langsomt er ved at slå dem ihjel. Filmen kommer ubehageligt tæt på alle danskeres liv, da der næppe er nogen som ikke har prøvet at bruge en pande, bellagt med afskallende Teflon... Det er tankevækkende, og dybt foruroligende at dette kun er en historie blandt mange - som handler om hvor ligeglade virksomheder har været (og måske stadig er det) i jagten på ussel mammon. Filmen er spækket med fine præstationer af flere bipersoner - og glimrer ved ikke at være et tungt retsalsdrama, men istedet handle om mennesker. Skræmmende at en mindre dygtig advokat ville have tabt det hele - og endnu mere skræmmende at omkostningerne for Dupont var ufatteligt små, og at de alligevel forsøgte at løbe fra regningen. 8/10
Man kan være sikker på en ting, når Charlie Kaufman har skrevet en historie - han vil f.... med din hjerne! Og det er befriende at sidde gennem 2 timer og 14 minutter, og gætte - for så alligevel ikke være helt sikker på hvad det er man har overværet. Min eneste anke, er nok længden på filmen - for den kunne sagtens være skåret med op til en halv time, og ville stadig have givet sine pointer - på den anden side er det med til at understrege vanviddet. Jeg tror jeg nåede at fabrikere mindst 7 forklaringer på det hele, og endte med at ramme med den ene. Til gengæld skal man også være til den slags mindfuck - ellers er der stor sandsynlighed for at man stadig vil være frustreret - længe efter rulleteksterne. Det hele starter med en kedelig køretur, hvor et yngre par er på vej til hans forældres gård - langt ude på landet. Hele den scene varer vel ½ time - og jeg nåede at tænke på om det ville blive hele filmen, som foregik sådan. Ankommet til gården ser alting stadig ud til at være normalt. Men så tager det i den grad fart - og på intet tidspunkt får man for alvor fat i jordforbindelsen igen. Spøger det - eller befinder vi i en fantasi - og hvis, så hvilken? Kaufman har begået endnu en historie, som driller hjernen - længe efter. 8/10
Zak som har Downs, er blevet anbragt på et alderdomshjem - i mangel på ordentlige alternativer. Han er fanget i sin egen krop - men også indespærret blandt mennesker som er på deres livs sidste rejse. Han ønsker sig noget mere af sit liv - personificeret i en gammel video om hans store wrestling-helt: Salt Water Redneck. Videoen har han set gang på gang, gennem flere år - og han er overbevist om at her må hans fremtid ligge. Tilskyndet af nogle af de ældre beboere udfører han et par flugtforsøg - hvoraf det ene lykkes. Sideløbende følger vi fiskeren Tyler (Shia LaBeouf) som af slørede årsager skaber en konflikt, hvor han stjæler fra sine kollegaers net - hvilket accellererer til en konflikt som sætter ham på flugt med nogle lyssky typer i hælene. Skæbnen sætter de to flygtninge sammen, og duoen bliver til en trio - da Zak's formynder fra hjemmet, Elanor (Dakota Johnson) slutter sig til dem. Filmen er fyldt med fine episoder, som samlet giver en fin feel-good oplevelse. I det hele taget havde jeg lyst til at holde af det gode emne. Desværre virker det hele også lidt for forceret til at jeg helt kunne engagere mig og investere følelser med i helheden. Enkelte af relationerne virker ikke troværdige - og det trækker ned i min bedømmelse. Men det hele er et herligt road/boat trip, med flere lune episoder - som bestemt gør den værd at se. Rigtigt fine biroller af Thomas Haden Church og Bruce Dern, trækker den løse historie op. 7/10
Adam Sandler er en af de skuespillere jeg personligt har et lidt anstrengt forhold til. Kun to af hans film har jeg set mere end en gang - og i de seneste år er der meget jeg ganske enkelt har sprunget over. Altså lige indtil denne, som virkelig er en sjælden juvel blandt Sandlers ellers fjollede roller. Vi følger 1:1 en jødisk guldsmed/juveller, Howard Ratner (Sandler) - hvis liv bedst kan beskrives som totalt kaos. Ratner er ludoman og det styrer hans liv og påvirker alle i hans nærmeste omgangskreds. Der er altid lige den helt store gevinst, rundt om hjørnet. Dybest set kunne det være opskriften på en typisk Sandler film - det er det bare langt fra. Selvom det skaber vanvittige (og sjove) situationer, at Ratner's liv konstant hænger ud over en klippeafsats - så er det også blodig alvor. Ratner kunne være en succes, han har alle muligheder for at kunne leve sorgløst - han har gode medarbejdere, en skøn familie, gode forbindelser og stor omsætning i sin forretning. Men på grund af ludomanien har han konstant lånehajer på nakken - og med det følger nogle nasty typer, som gerne bruger vold og våben når de skal indkassere gæld. På trods af at Ratner er et fjols, så er han også en fantast som det meste af hans omgivelser tilgiver - selv hans familie slår ikke hånden af ham - på trods af løgne og utroskab (han lever sammen med en yngre ansat, som tilbeder ham). Det hele accelerer i et mere og mere forrykt tempo, mens Ratner styrtdykker mod bunden. Hver gang han kunne stabilisere sin situation er det bare benzin som hældes på et bål. Vi slipper kun vores hovedperson af syne i ganske korte øjeblikke, og oplever alle hans følelser og idioti, på nærmeste hold. Det er voldsomt underholdende - og gang på gang håber man faktisk at han lykkes med sine vanvitige påfund. Man håber også at han på et tidspunkt vil lære noget... Sandler er perfekt til at spille et manisk menneske - hvis omdrejningspunkt er ham selv, uden empati for sine nærmeste. Tempoet er opskruet og det hele er ret underholdende - på en tragiekomisk måde. Man kunne håbe at Sandler finder flere alvorlige roller, med et komisk islæt - så har han utvilsomt også en karriere, foran sig. 8/10
Husker at jeg så En Forårsdag i Helvede allerede som barn, med hans monotome hypnotiserende stemme som den perfekte baggrund.
Russo brødrene, som stod bag de beste historier om Captain America og Avengers - har skrevet denne action historie, og det aner man svagt. Instruktionen er overladt til Sam Hargrave, som normalt kun beskæftiger sig med netop stuntsekvenserne - blandt andet i Marvel filmene. Han forenes med Chris Hemsworth (Thor) som her spiller en lejesoldat, som hyres til at befri en gangsters søn - som er blevet kidnappet af en konkurrerende bande. Selve historien er ikke det helt store, men det hele trækkes en anelse op af virkelig god action og et par gode typer - som man godt ville have lært lidt bedre at kende. 6/10
En lun film, med et par pointer. Scott har en diagnose, som han dulmer med pot - masser af pot. Han er samtidig en udfordring for hans mor, som har været enlig forsørger for to børn - siden Scott's far døde under arbejdet som brandmand - mens Scott var dreng. Scott spilles tilpas goofy af komikeren Pete Davidson, som også har været medforfatter til historien. For familien handler det om at komme videre, Scotts søster rejser - og det bliver starten på flere ændringer, som Scott modvilligt må acceptere. Dårlig dømmekraft fra Scott bringer en ny mand ind i familiens liv - og skæbnen vil at han også er brandmand. Flere sjove momenter trækker en ellers jævn historie op, og gør den værd at bruge tid på. 7/10
Regnede lidt på det, og kom frem til at det må være 16 år siden jeg sidst har set en af Sergio Leones bedste film - for mig DEN bedste. Men hundredvis af film senere, ville den så stadig være lige så god som jeg huskede den? Allerede i filmens prolog dukker nogle af Leones særkender op - de store panoramabilleder, kombineret med ekstreme nærbilleder hvor ansigterne viser følelser som frygt, vrede og begejstring. Leone kan som få fortælle om smerte og afmagt, med ganske få replikker. Man introduceres til vores tre hovedpersoner; Blondie - The Good (Clint Eastwood) - som slet ikke er god, han er bare mindre slem end de andre. Proffesionel gunslinger - som lever af at fuske med dusører som han indkasserer, hvorefter han slipper skurken løs - for derefter at gentage det samme i den næste by. Angel Eyes - The Bad (Lee Van Cleef) - som absolut ikke har engle øjne, men som bestemt er gennemført ond. Påtaget officer i hæren, men absolut leder af en bande røvere og banditter. Tuco - The Ugly (Eli Wallach). Ikke direkte grim, og i virkeligheden heller ikke særlig grusom. Eftersøgt, med et alenlangt synderegister - og derfor en del af Blondies fupnummer, da filmen starter. Filmens omdrejningspunk er en "skattejagt" som foregår midt i den amerikanske borgerkrig. Skatten er 200.000 dollars som nogle sydstats soldater har stjålet fra egen kasse - og som de nu slås indbyrdes om at beholde for sig selv. Angel Eyes drages ind i historien, da han hyres af den ene soldat til at dræbe en anden - og skaffe oplysninger om en tredje. Han beslutter dog straks, at de penge vil han selv beholde - når han finder dem - hvilket fører til et par drab. Samtidig ophører Blondies og Tuco's samarbejde, på en måde som gør Tuco ret hævngerrig. Resten af handlingen skal ikke røbes her, den skal man selv opleve - hvis man ikke allerede har gjort det. Man skal være forberedt på at den er lang - tæt på 3 timer - og man skal være tålmodig, for Sergio Leone er detaljernes mand. INGEN har nogensinde turdet at trække en scene så længe som Leone gør. Men sætter man (som jeg) pris på at virkelig spænding opbygges maksimalt - så vil man elske det! Filmens helt store hovedperson er Eli Wallach, som gennemgår hele følelsesregisteret - og som er den eneste person som er i flere dimensioner. Han er rasende, han er ond, han er grådig og han er indsmigrende. Eastwood er måske det helt store trækplaster - men vi får intet at vide om ham - og han er egentlig kun betragter til det hele, dog med sin egen form for retfærdighed. Lee Van Cleef er modsætningen til Wallach - man ved kun at han er ond - han udtrykker aldrig en følelse - og alligevel er han skræmmende perfekt til rollen. Filmen har et genialt forløb - og fantastiske billeder undervejs - som eksempel skal man nyde Wallach til hest, med lyserød paraply - midt i ørkensolen. Filmen er, trods 54 år, stadig et mesterværk - og med Ennio Morricone's legendariske score som lydkulisse. "You see in this world there's two kinds of people my friend - those with loaded guns, and those who dig. You dig." 10/10
Jeg så oprindeligt KoH i biografversionen tilbage i 2005 - og jeg var ærlig talt ikke begejstret. Måske fordi jeg forventede en ny "Gladiator" - som Ridley Scott begejstrede en hel verden med i 2000. I mine øjne var filmen flot med få højdepunkter - men strakte mig dog til 7/10 i karakter. Siden har jeg ladet den ligge, på trods af at flere har fortalt mig at jeg burde se den version instruktøren havde ønsket, inden den blev klippet ned. I Biografversionen var spilletiden på 2 timer og 24 minutter - og i DC udgaven er der yderligere 50 minutter at fordybe sig i. Hvad får man så mere, for de ekstra minutter? Filmen virker mere helstøbt - blandt andet får vi tid til at finde ud af hvorfor kongens søster, Sibylla (Eva Green) agerer og reagerer som hun gør. Historien. Vi har fået masser af fortællinger om korstogene, med de fleste handler om Europa og tiden før - eller når krigerne vendte "sejrrigt" hjem. Derfor er det også interessant at scenen flyttes til kampenes centrum, for at få en fornemmelse af hvad der skete i tiden mellem det 2 og 3 kortog i slutningen af det 12 århundrede. Vi starter i en lille fransk landsby, her møder vi Ballan, den lokale smed som netop har mistet både barn og kone i tragiske omstændigheder - han opsøges af Baron Godfrey de Ibelin (Liam Neeson) som er undervejs til sine landomåder - opnået i tidligere korstog. Ballan viser sig at være uægte (og eneste) søn af Godfrey og inviteres til at tage med, hvilket han gør efter et (drabeligt) opgør med hans sleske bror - som tvinger ham til at flygte. Det er altså dels, Ballans personlige historie som gør ham til arvtager til titel og ejendom - og religionernes krig om den hellige by Jerusalem - som flettes sammen i en episk og flot fortælling. Jerusalem styres af Kong Baldwin (Edward Norton - maskeret gennem hele filmen), som er ramt af spedalskhed og dermed kun har begrænset levetid. På trods af tilsyneladende fredelig sameksistens lurer ønsket om magt og ejerskab over den hellige stad, fra især Guy de Lusignan - som lever i et kærlighedsløst ægteskab med kongens søster, Sibilla. Men muslimerne ønsker også at få magten over byen, personificeret i Saladin en stolt og klog hærfører - som tidligere har lidt stort nederlag i et andet slag - men som nu, klog af skade, er mere end klar til anden runde. Tempelridderne, en fraktion af fanatiske kristne, anført af Reynald de Chatillon (Brendan Gleeson), skyr ingen midler for at få sluttet den spinkle våbenhvile - og teamer op med Guy de Lusignan. Sammen slagter de nogle uskyldige muslimer - og genstarter dermed den lurende krig. Den nulstilles dog af Kong Baldwin, som i gensidig respekt med Saladin afblæser det hele. Men da kongen kort tid efter dør af sin sygdom tvinger tempelridderne og Guy de Lusignan - gennem blandt andet drabet af Saladins søster - de to hære ud i et altafgørende slag. Under alt dette har vores hovedperson, Ballan, udviklet et kærlighedsforhold til Sibylla - og får mulighed for at få en magt han ikke ønsker. Sibyllas unge søn bliver ny konge - men .... Resten af filmen handler om det uundgåelige slag - og efterfølgende kampen om Jerusalem - med Ballan på den ene side og Saladin på den anden. Scenerne og krigen er flotte og episke, hvilket klart trækker historien op. Desværre er Orlando Bloom ikke karismatisk nok til at trække en hovedrolle i den størrelse - heller ikke Eva Green spiller op til sit bedste. Det er faktisk bipersonerne, Neeson, Gleeson, Norton - og Jeremy Irons, som får filmen til at funkle - men det er heller ikke nok når filmens skurk, Marton Csokas - ikke engang fungerer rigtigt. Andre roller som skurk og helt - kunne måske have løftet hele filmen, det sidste stykke. Men DC er absolut bedre end den version, som blev vist i biografen - jeg kan dog stadig ikke give den en absolut top karakter, men ender på 8/10
Jeg troede ærlig talt at det var en animationsfilm, og ikke den bedste af slagsen - derfor brugte jeg ikke kalorier på at komme til at se den. Man kan jo selvfølgelig diskutere om det ikke faktisk er en animationsfilm, med al den CGI som er tilføjet - men der deltager også delvist levende mennesker, så. På billedsiden er den bestemt godkendt - selvom der efterhånden skal meget til for at jeg synes det er noget særligt. Historien går en anelse for hurtigt frem - der er nogle lidt letkøbte koblinger til fortiden, som simpelthen findes for nemt. Desuden køber jeg ikke helt Hugo's ændringer i karakter - det virker ikke nuanceret nok. I det hele taget er det hele lidt overfladisk. Men eventyret og billederne trækker op. Reelt behøver man ikke en to'er for at vide hvordan det hele ender. Men rigtigt pænt produceret. 6/10
at den ikke holder godt til et gensyn. Alt for lang - og ikke vanvittig sjov.
Alfonso Cuarón har skrevet, instrueret OG filmet projektet - som er hans ultimative filmiske statement, indtil nu. Dels indeholder den en personlig fortælling som refererer til hans egen barndom - og dels indeholder den referencer til 1970'ernes mexicanske klassesamfund. Herudover plukker Cuaron fra de film han selv er blevet påvirket af (blandt andet med Bruce Lee) - samt viser os et glimt af baggrunden for Gravity. Jeg vidste intet om filmen før jeg så den - så jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente. Hos IMDb kan jeg se at den deler vandene - for en gennemsnitlig rating på 7,7 virker helt vanvittigt lav. Det er et hverdagsdrama som starter så sløvt, at den nok er så langt væk fra vor tids tempo at det har skræmt mange væk. Men har man tålmodigheden - og har kærlighed til for eksempel Sergio Leones tålmodige detaljegrad - og ultra sløve pace - så får man virkelig fuld valuta for investeringen. At billederne er fantastiske, er ikke den store overraskelse når man kender til Cuarón's arbejde fra andre film - men det er alligevel imponerende hvordan han har skabt de unikke kulisser fra start 70'ernes Mexico. Historien flyder elegant, uden en fortællerstemme - og helt uden overflødig dialog. Man deltager fra udvalgte perspektiver i det hele - og forstår nemt hvor det hele bærer hen. På trods af de tragiske tråde angler Cuarón aldrig efter tårekanalerne - men skaber dog et spændingsniveau, hvor vi føler med personerne. Glimt af smerte, glimt af oprør - midt i et opbrud af historie og et troværdigt sceneri - dybt tilfredsstillende. Skuespillerne - både børn og voksne, spiller fantastisk. Især familiemoderen, Sofia - hvis smerte og styrke man følger tæt. Og naturligvis Cleo (tjenestepigen), som er den egentlige hovedperson i historien. Alt i alt en film, som er tæt på at være perfekt - og som øjeblikkeligt havnede på min personlige liste over de bedste film jeg har set. 10/10 - 6/6
Og Chadwick Boseman kunne nemt være denne generations Wesley Snipes - han er godkendt for sin rolle. Billedsiden fejler heller ikke noget, virkelig fine panoramaer fra New York's skyline. Desværre er plottet alt for gennemskueligt - vi er kun 5 minutter inde i filmen før man begynder at lugte hvor det bærer henad. Herefter er vi konstant foran vores detektiv i opklaringsarbejdet. Som thriller failer den desværre, af samme årsag - men fungerer fint som action. En lidt strammere historie, med flere overraskelser kunne nemt have hævet min karakter. 6/10 - 3/6
Cameron ønskede at sende franchisen tilbage på hans spor, efter T2 - og uden at inddrage de øvrige fortsættleser i serien. Første problem; Det kan man bare ikke - det er umuligt at glemme de øvrige 3 film, med et knips med fingrene. Andet problem; Frem for at finde på noget helt nyt - som man gjorde i T2, så føles det hele bare som dårligt genbrug. Tredje problem; Da T2's Terminator, allerede er genbrugt et par gange - så opfinder man da bare endnu en udgave - med et dårligt motiv - bare for at få Arnolds karakter med igen. Selve plottet er set bedre i mange enkeltafsnit af streaming/tv-serier - og det er slet ikke godt nok, når missionen var at videreføre en af de bedste filmserier, i et helt nyt spor. Et hyggeligt gensyn med Sarah Connor/Linda Hammilton er ikke nok til at redde en historie som bestemt ikke hæver sig over de andre efterfølgere. Enkeltstående actionscener er fint lavet - men det meste ligner som skrevet bare genbrug. Med alle de gentagelser, og de forskellige tidsliner så er det hele efterhånden bare endt som en gang rod - som en af de bedste serier, der blev startet med de første to film, ikke har fortjent. En stille bøn - som næppe bliver hørt - stop nu - det er for sent at redde stumperne. 6/10 - 3/6
Nåede også lige denne, inden biograferne lukkede ned. Pixar/Disney's nyeste animationsfilm er en moderne eventyrfilm, som linker til alt vi kender fra et univers med troldmænd og forskellige fantasiskabninger. Alt sammen trukket frem til en verden der ligner vores - selvom vores hovedpersoner er blå og karrikerede menneskelignende. Samlet er det en Quest, hvor to brødre forsøger at finde frem til den far som døde mange år tidligere. Den yngste er den normale - mens den ældste er nørden som har studeret det magiske univers. Animationerne er som altid helt forrygende, selve eventyret er lidt mere hakkende - men bestemt underholdende, og moralen er set før. Alt i alt ikke blandt det bedste, der er kommet fra Pixar studierne - men stadig i høj kvallitet og et bekendtskab værd. 7/10 - 4/6
Jeg var i biffen, onsdag - sidste dag inden biograferne lukkede ned, for blandt andet at se denne nyeste Guy Ritchie film. Og det fortrød jeg bestemt ikke. Det er ikke en dyb film, som har en masse på hjerte - men som de tidligere Snatch og Lock, Stock and Two Smoking Barrels - er det stil og dialog over handling, og det fungerer ganske godt. Filmen er båret at enkelt præstationer, pænt pakket ind i passende action. Det er en fornøjelse når Matthew McConaughey, Charlie Hunnam, Michelle Dockery, Colin Farrell og Hugh Grant får lov til at slå gækken løs - og spille nogle herlige karakterer. Eneste anke er nogle lette løsninger, undervejs - men dem er man nødt til at spise, og så er det hele en fornøjelig gang ramasjang med fin humor. 8/10 - og 5/6
Ny dato er den 25. november. Coronavirus har indflydelse på alt.
Det er ikke en historie om et ægteskab, der går i stykker. For vi kommer ind i fortællingen på et tidspunkt, hvor det er sket. Nicole (Scarlet Johansson) har forlængst truffet sin beslutning, Charlie (Adam Driver) har bare ikke accepteret kendsgerningerne. Det er en meget realistisk beskrivelse af en skilsmisse, som de - uden tvivl - oftest forløber. Der er ingen vindere i det spil - men særligt Charlie må gennem en proces som er temmelig smertelig, nemlig erkendelsen af ikke at kunne slå til. Det er også historien om den retsproces, der går igang - på mange måder kunne den være kammet over, men der overdrives ikke. Advokater tjener penge på andres ulykke, men de medvirker også til at skabe en konklussion. Vi får faktisk 3 typer af advokater, porttræteret; Den smarte, hippe advokat, Nora Fanshaw - spillet af Laura Dern Den kyniske, levebrøds advokat,Jay Marotta - spillet af Ray Liotta Og endelig den ærlige, faderlige advokat, Bert Spitz - et skønt gensyn med Alan Alda. Faktisk er det Alda's figur som tidligt opsummere det hele - og ved hvad der vil ske - også at retsagen i virkeligheden ikke er det vigtigste i processen. Det er tiden - bagefter. Men det er Charlie ikke klar til erkende - og det er derfor mest hans smertelige kamp historien beskriver. Adam Driver kunne sagtens have høstet en Oscar for præstationen - et andet år hvor Joaquin Phoenix ikke havde overgået alt andet. I stedet får Laura Dern måske også her en Oscar for sin birolle - som egentlig ikke er en specielt stor præstation. Alt i alt en bittersød historie, som beskriver en ulige kamp - som man tidligt kender udfaldet af. I sidste ende handler det om det der er bedst, for at komme videre med livet. Noah Baumbach skal have ros for ikke at overdrive forløbet - selvom han selvfølgelig på en fin måde trækker bevidst på tårefaktoren, så er der også plads til ironi og humor. 8/10 - 5/6
Og det gør de så alligevel. Flot, afdæmpet periodedrama - centreret om en families skæbne i tiden omkring og efter borgerkrigen. Det hele har bund i virkeligheden, da den originale historie handler om en kvindelig forfatter og hendes tre søstre - deres mor, deres far (som i starten deltager i krigen, som præst) - og en tante (spillet af Merryl Streep) - samt et galleri af bipersoner. Meget lig virkeligheden, hvor forfatteren Louisa May Alcott også havde tre søstre - og har draget parralleler til deres historier. På trods af at der sker adskillige dramatiske begivenheder i løbet af filmen, er der en særlig lavmælt tone som kun en sjælden gang ændrer sig et lille niveau i forhold til helheden. Tempoet, fortællerstilen, kostumerne og tonen minder om film som blev lavet for 80 år siden - hvilket er en præstation i sig selv. Det handler underliggende om kvindefrigørelse og om kvinder der kan klare sig selv (dog ikke uden kærlighed). En smuk og tilfredsstillende film, som er tro mod tiden og uden tvivl også er det i forhold til de to bøger den bygger på. 8/10 - 5/6
Jeg ved ikke om Saul's Søn har været en inspiration for Sam Mendes, da han begyndte at skrive manus til filmen. Under alle omstændigheder søger han samme Point of View oplevelse, som man havde i netop den film - og som også blev brugt i Gravity. Betragtningsvinklen har det formål, at tilskueren bliver en del af historien - for man oplever ensidigt det som vores hovedperson/hovedpersoner - helt uden et forklarende overblik på situationen, eller et forvarsel om kommende begivenheder. Det skaber en klaustofobisk oplevelse, hvor man aldrig ved hvad der sker bag næste højdedrag - eller i forladte bygninger. Det giver et højspændt kontinuerligt adrealin kick - som først forløses, da man indser at filmen slutter. Filmen er skudt som et one-take - selvom der er tidspunkter undervejs, hvor der er mulighed for en tiltrængt pause. Kameraet slipper kun ganske kort - og kun et par gange betragtningsvinklen. Men det sker aldrig for at skabe et overblik, og den ene gang udelukkende for at godtgøre en tidsforskydning. Mendes har allieret sig med en af de bedste, Roger Deakins - som han tidligere har arbejdet sammen med på Skyfall, og som har film som Blade Runner 2049, Sicario, Prisoners, No Country for Old Men, The Big Lebowski, En verden udenfor - på sit CV (bare for at nævne nogen, blandt en helt enestående række af præstationer). Hele filmen er en gigantisk bedrift, af samme årsag. Man oplever kilometervis af medvirkende, hvor timing er altafgørende for at hele den foregående præstation ikke ødelægges af en enkel fejl. Fra start er det imponerende at se den scenografi, der udspiller sig. Vores helte bevæger sig gennem et militæranlæg og en slagmark, hvor hver enkel frame og alle omgivelser kunne være et perfekt studie i WW1. På intet tidspukt fornemmede jeg en fejl i sceneriet - hvilket underbyggede den reelle oplevelse i at være der selv. Hovedpersonerne har brugt et halvt år på at øve, for at intet gik galt undervejs - og det svarer vel meget godt til en reel teateroptræden - uden en sufflør til at redde det hele. Og modsat til teateret - så er der her også reel action og skiftende scenerier at tage hensyn til. Hvor man kunne have nøjes med at zoome ind på hovedpersonerne, vælger Mendes at zoome ud - så vi bliver en del af stemningen, og oplever tusindvis af personer som man nemt kunne have dvælet ved - for de har indlysende også spændende historier at fortælle. Det er indiskutabelt en stor film - modstandere vil mene at historien er for enkel, men målet er at opleve krigens gru helt tæt på - og det lykkes ganske overlegent. Gæsteoptrædender af kendte skuespillere, som ikke skal nævnes her - tilføjer en ekstra dimension til det hele. Det er en af de få gange, hvor jeg honorerer med fuld hus for præstationen. En stor og knugende oplevelse, som det faktisk var ambivalent at skulle forlade, men som tvang tårer i øjenen på mig i slutsekunderne - men ikke før. Bedste film 2019 10/10 - 6/6
Ja, Taika Waititi har lavet en komedie - men den er i virkeligheden mest en film, som er forsøger at se gennem øjenen på en 10 årig tysk dreng, i slutningen af 2. Verdenskrig. Hverken mere eller mindre. Om en 10 årig stadig kan have en fantasiven er vel muligt? Og at han optræder i skikkelse af den 10 åriges store helt, Adolf Hitler er vel lige så sandsynligt. Derfor virker den del af historien egentlig ganske troværdig. Selvfølgelig benytter Waititi sig af muligheden for at trække på nogle velkendte komedier - mens han karrikerer Hitler. Hvis præmissen er at det er Johannes (Jojo) Betzler's udgave af Der Führer - så lykkes det vel efter hensigten. Waititi tilfører normalt sine film et gran af galskab, og en helt egen humor - hvilket man også oplevede i Hunt for the Wilderpeople, som også handler om en drengs oplevelser i en vanvittig voksen-verden. Jojo's verden besværliggøres af at han på ingen måde lever op til forventningerne om at være farlig nazi-kriger - samt af det faktum at hans mor ikke sympatiserer med Hitlers nazityskland. Desværre modarbejder den rene komedieform også den fine poisi, som blandt andet det tydelige forbillede Chaplin formåede at bringe med ind i sine film. Vi får en masse absurde komiske situationer, hvor det nærmest ikke føles som om der er noget på spil - selv om det modsatte i den grad er tilfældet. Derfor endte jeg faktisk ikke at føle noget, på tidspunkter som ellers gav rigelig mulighed for det. Som følge af det, ender filmen med at skuffe en smule - for ideen var bedre end udførelsen. Men det er bestemt ikke en dårlig film, jeg er stor fan af Waititi's skæve vinkler - som også gav Thor en film i MCU regi, som endelig var værd at se. Trailere og foromtale havde bare lovet endnu mere - og måske noget som kunne have tenderet et mesterværk. Det er det ikke, det sløser Waititi lidt væk i frygten for at træde ud af komikken. Filmen garneres af fine præstationer af Scarlett Johansson - og især Sam Rockwell som endnu en gang beviser at han har et helt særligt komisk talent. Om Roman Griffin Davis har et talent, ud over at være en charmerende 10 årig må fremtiden vise. Filmen er nomineret som bedste film, ved Oscar uddelingerne - men den er ikke blandt favoritterne. Dog fortjener den klart at blive set for sine billeder og herlige indfald. 8/10 - 5/6
For mig var det en hæmsko, at filmen har vundet de Gyldne Palmer ved årets Cannes festival - og desuden er udråbt som Oscarfavorit. Jeg havde med vilje ikke læst ret meget om filmen, men vidste dog at det handlede om en sydkoreansk familie som hustlede sig gennem tilværelsen med plat og svindel. Alt i alt betød det at jeg begyndte filmen, med at spejde efter alle detaljer som kunne retfærdiggøre den store buzz. Og til at starte med fandt jeg ingenting. Jeg syntes ikke at skuespillet var mere end middel, og måden familien hustlede på - var heller ikke imponerende. Faktisk var det først da familien helt var etableret i en ny situation, og begyndte at have noget på spil at niveauet hævede sig - men så var det også bare med en stejl kurve op at alt skete herefter. Film om forarmede fattige personer, har det med at tale til vores bedre jeg - og det sker ofte at der trækkes et barnekort, som i Kapernaum eller Slumdog Millionaire - som udnytter "nuttethedsfaktoren". Det sker slet ikke i denne film, hvor familien består af far, mor og to næsten voksne børn - og der er absolut intet nuttet over nogen af dem! Familien har absolut ingen moral - sandsynligvis tvunget af omstændighederne. Tværtigmod støtter alle i familien 100% op, når mulighederne for et nyt fupnummer opstår. Talenter er der rigeligt af, og man kan undre sig over at de ikke for længe siden har arbejdet sig ud af den slum de befinder sig i. Men det siger måske også noget om den forskel der er i Sydkorea på rig og fattig. Som sagt tager filmen en voldsom drejning, da alt næsten går for nemt. Man forventer også at noget vil ske, men ingen kan forudse den række af begivenheder som indtræffer herefter. Det er et vanvid af komik, gys, håb, forundring og overraskelser - som sammen med fantastiske kameravinkler, betagende arkitektur og masser af geniale påfund og modsætninger, skaber en helt vidunderlig film. Samtidig er det en politisk manifestation - som i klare ord fortæller historien om rig og fattig - og i særlig grad udstiller de rige som uvidende,naive og onde. Amerikaniseringen af Sydkorea får også et par solide drag over nakken. Det er absolut ikke en film som ligner nogen, jeg har set - og mange steder er den virkelig stor kunst. Det er i planlægningen det går galt - da drømmene bliver for store, så medfører hybris nødvendigvis nemesis. 9/10 - 5/6
May El-Toukhy vælger at vi skal have et snævert point of view - udelukkende fra hovedpersonen Anne's oplevelser. Det tvinger os til at tage hendes parti - selvom vi føler os fanget i en klaustofobisk virkelighed. Rigtig godt lavet. Modige Trine Dyrholm. Det er de færreste 47 årrige der har lyst til at optræde så nøgent foran et stort publikum. Hele filmen føles som et trafikuheld i ultra slowmotion. Man kan ikke lade være med at undre sig; Hvordan kan en intelligent kvinde ende med at være så meget i sine følelsers/sansers vold? Selvfølgelig får vi en brugbar forklaring - karrierekvinde, med en mand med et lige så krævende job. Mange rejser og derved fravær af manden fører til et kærlighedsløst liv, hvor vores hovedperson føler sig forsømt. På et sårbart tidspunkt dukker pludselig en forløsning for de opsparede frustrationer op. Anne's svenske mands søn - fra et tidligere forhold, bliver en del af familien - da han er opgivet af alle andre. Der spoiles ikke ved at fortælle at de to vikles ind i et seksuelt forhold, med Anne som katalysator - men det sættes yderligere i relief af det faktum at vores hovedpersons arbejder som forsvarsadvokat, med særligt fokus på voldsramte børn - og i dette tilfælde er Anne i den voksne rolle, som i høj grad ved hvad hun starter op - og sætter på spil. Basalt set har Anne et liv, de fleste ville misunde hende - på afstand - men på trods af det (og måske som følge af andre ting, tidligere i hendes liv - der antydes lidt om hendes mor) ender hun alligevel på en destruktiv vej, som vi får lov til at opleve følgerne af. Sexscenerne er dygtigt koreograferet - selvom der naturligvis ikke er tale om ægte sex - så er Trine Dyrholm endnu en gang tættere på begge sine medspillere, end vi oplever det fra nogen andre danske kvindelige skuespillere. Og scenerne er vigtige for helt at forstå hvad der foregår i Anne's hoved. Reelt kunne man have valgt et andet perspektiv - hvis El-Toukhy havde beskrevet historien, set fra den 17 årige stedsøn Gustavs synspunkt. Så havde vi haft en moderne:The Graduate - eller Den Kroniske Uskyld. Men forfriskende at vælge et andet perspektiv, end offerets. Alt i alt, bestemt det modsatte af en feel-good oplevelse - men alligevel en vigtig og intens film, som nok handler om en kvindes begær og handlinger - men lige så godt kunne have været en mands. Stor bedrift, med logiske konsekvenser - nogle måske for ultimative. 8/10 - 5/6
"Når du er færdig med at læse, får vi arbejde, bliver gift og får børn. Så får vi en større lejlighed, måske et hus, sommerhus. Så får vi en ny bil, hver fjerde år, lige som dine forældre. Nogen ferier. Og så kører det sådan, indtil vi skal på pension - og så er det, det - så dør vi." Citatet stammer fra kort inde i filmen, hvor vores hovedperson, Daniel Rye, har misset sit store mål; At komme med på verdensholdet i gymnastik 2012, på grund af en skade - og efter pres fra familien vælger at flytte med kæresten til København. Udsigten til et begivenløst liv, får Daniel Rye til at tage imod et job som assistent hos en krigsfotograf - og på en rejse oplever han en rus af noget, som han kan se som et livsprojekt - at beskrive ofrene og hverdagen i et område, ramt af krig. Efter at have realiseret sit gamle bil, til sine forstående forældre drager Daniel til Tyrkiet - og finder med kontakters hjælp ind i det krigsramte Syrien, hvor IS (Islamisk Stat) er ved at opbygge en styrke. Under et uskyldigt fotoshoot tages han til fange af IS - som ser en mulig løsesum i ham. Alt dette er sket inden de første 20 minutter af filmen - uden at det virker forceret. Resten af handlingen, bortset fra en epilog helt til slut, foregår på tre fronter. Dels fra Daniels ophold (fyldt med had og tortur), dels fra familiens desperate kamp for at skaffe en helt uoverskuelig løsesum - og dels fra den danske gidselsforhandler Arthurs arbejde for at få det hele til at lykkes, midt i en krigszone. Samtidig er det også, delvist, historien om den amerikanske journalist James Foley - hvis skæbne blev forbundet med Daniels. Historien er baseret på Puk Damgårds bog om virkelighedens Daniel Rye - og Niels Arden Oplev rammer en troværdig tone, i beskrivelsen af en helt almindelig familie - som rammes af en personlig katastrofe, som de i første omgang ikke må fortælle om til de nærmeste af fryg for konsekvenserne. Esben Smed underspiller fint i rollen som Daniel - og der er mange fine præstationer fra alle medvirkende generelt. Man kan undre sig over den drift, der ligger bag det at rejse til verdens brændpunkter. En af sandhederne ligger måske i det indledende citat - om et kedeligt og forudsigelig liv. En anden er selvfølgelig at hvis verden er blind, så er der ingen der kan beskytte de svage - det er altafgørende at nogen rejser ud for at dokumentere, og dermed modvirke verdens grusomheder. En vigtig og seværdig film - som aldrig mister sit fokus. 8/10 - 5/6
Handler om nogle krigsfanger, der forsøger at flygte fra en tyske krigsfangelejr under 2. Verdenskrig via tunneller - og er baseret på en rigtig historie. Alene rollebesætningen kan tage pusten fra de fleste; Steve McQueen, James Garner, Richard Attenborough, Charles Bronson, Donald Pleasence, James Coburn, Gordon Jackson - bare for at nævne nogle af de fremtrædende. Næsten 3 timer, kunne føles lange - når man tænker på tempoet i filmen. Men jeg nød dette gensyn i fulde drag - egentligt sat i værk på grund af Tarantino's lån af en scene fra filmen, hvor han byttede McQueen ud med DiCaprio - i Once Upon a Time... in Hollywood. Tyskerne havde bygget, hvad de selv anså som en flugtsikret fangelejr, og mange forsøg ender også fatalt. Men man har samlet en række personligheder, samme sted - som sammen brygger en ret fantasifuld plan sammen. Det hele bliver sat i værk med militær præcision og som et imponerenede ingeniør arbejde. Naturligvis ikke uden store komplikationer, undervejs. Men man må bare nyde John Sturges arbejde med disse store stjerner, som alle får lov til at funkle på hver deres måde. 9/10 - 5/6
Men flopper som del af X-Men historien. Hvis man kender den oprindelige historie om The Dark Phoenix/Jean Gray - så vil man ganske enkelt ikke kunne genkende den version i filmen. I originalversionen, skrevet af Chris Claremont - tegnet af John Byrne, bliver Jean Grey godt nok til Phoenix via en solstorm/eksplosion under en mission i rummet - men det er en udvikling hvor hun bliver genskabt efter flere uger. Jeg forstår ønsket om at genskabe en af superhelteuniversets største historier på film - det blev allerede forsøgt i The Last Stand, og lykkedes kun delvist. Men på intet tidspunkt er originalfortællingen om Helvedes hundenes loge blevet en del af denne historie (selvom de bliver brugt i First Class). Der er forskellige hilsner til originalen, da blandt andet Dazzler en mutant der optræder som sangerinde dukker op i en parantes - men som helhed er det bare en helt anden historie. Hvor ville jeg bare have ønsket at Fox havde ventet - så MCU kunne have taget det under kyndig behandling, og trukket handlingen over to eller tre film. Nu fik vi istedet en afslutning på hele X-Men sagaen på film hvor særligt Spoiler; det faktum at Raven/Mystique dør og bliver begravet - ingen mening giver, da hun er en del af den fortælling om fremtiden som Fox allerede har beskrevet. Skal man bedømme filmen i forhold til præmissen som superhelte epos, hvis man ikke kender til forhistorien - så vil man garanteret være fint underholdt. Billeder og CGI fungere på et højt niveau - men ærgerligt at se den bedste X-Men historie blive slagtet på den måde.
Og heldigvis for det - for den skrabede kun overfladen. Dermed ikke sagt at man får hele sandheden, for selvfølgelig får vi serveret alt gennem et filter hvor hovedpersonen stadig er i live. Fælles for de to film, handler det om bøsser som kommer fra svære kår - og har et enorm drive og en masse de skal bevise - og så er de begge gennemsyret af herlig musik. Men her stopper lighederne også, for Rocketman er mere en musical hvor de enkelte numre indgår i fortællingen - mens Bohemian Rapsody er en let gennemgang af facts, garneret af hits i den rækkefølge de kom. Taron Egerton spiller i den grad op til rollen som Elton, som peaker da den ældre Elton omfavner sin egen barndom, og får fred med de svigt han havde fra forældre som ikke ænsede ham. Om man holder af filmen som helhed afhænger nok af om man kan acceptere at store dele virker som een lang og flot musikvideo. Jeg synes det fungerede. Og man er klart bedre oplyst om Elton end man var det om Freddie. 8/10 - 5/6
Paprika Steen udstiller helt ublufærdigt den danske folkesjæl, når den er værst. Her har hun studeret de forskellige typer vi omgiver os med - og man kan helt sikkert spotte nogle i den dysfunktionelle familie, som virker bekendte, måske kan man endda genkende sig selv. På den måde er filmen mere og vigtigere end bare, endnu en julefilm i rækken. For der er noget på hjerte. Hvis man ikke kan lide filmen - er det så fordi den går for tæt på? Vores forventninger til den perfekte jul, har alle muligheder for at ende galt - især hvis forventningerne ikke er afstemt, som de bestemt ikke er i filmen. Allerede ved sommertid har vores medvirkende glemt sidste juls trængsler og fornedrelser - og melder sig til endnu en "hyggelig" jul sammen med den nærmeste familie. Familien består af hovedpersonens (Paprikas figur Katrine) mand, børn, svigerforældre - søstre med familier, og ikke mindst forældre, hvis skilsmisse er grund til mange fortielser og underspillet drama. Filmen er fyldt med tåkrummende og herligt under og overspillet komedie, som måske er overdrevet som helhed - men som helt afgjort kan stykkes sammen fra flere virkelige juleaftner. Der er ikke tale om Klovn-komik - men alligevel udstilles de fleste familiemedlemmer med deres svageste sider. Da det hele peaker, og alle kæmper for at komme ud af pinlighederne - lykkes det heller ikke. Og det hele rundes af med en yderligere escalering af dramaet. Midt i det hele er der også plads til eftertænksomhed, og en smule julepoesi. Man kan lære noget her - men spørgsmålet er om familien her ikke bare starter forfra, med det samme næste år. 8/10 - 5/6
Biograferne mistede stort tærræn i 80'erne - da verden fik hjemmebiograf i form af Betamax/VHS mm. Pludselig var de ikke længere ene om, sammen med DR om at vise de gamle klassikere. Og monopolets brud satte yderligere skred i den udvikling. Man kunne dog ikke tage fra biograferne at de fortsat var ene om premierer på de bedste film - så efter en tilretning hvor mange biografer afgik ved døden - så fandt resten et leje som fungerede. Nu banker den næste virkelighed på, for alvor. For fra at vise biograffilm, når de var færdige i biograferne - så begyndte streamingtjenesterne at sende serier og nu film i en kvalitet som normalt ville have været til biografdistribution. Årsagen til at det lykkes, skal findes i størrelsen og kvaliteten på hjemmeskærmene. Vi kan efterhånden se film derhjemme i noget som ligner det biografen kan tilbyde. Sådan en er filmen Klaus, som kort sagt handler om et forslag til hvordan julemanden opstod. Filmen er samtidig et angreb på Disney, på et marked som det har efterladt helt åbent. Den gamle tegnede animationsfilm. Om det er ren tegnet animation, kan jeg ikke vurdere - men det ligner til forveksling, og er i ret høj kvalitet. Historien ligner noget man har set før - dovenskab og grådighed betaler sig ikke. Men vi har en helt som selvfølgelig skal lære det på den hårde måde, da han sendes nordpå til et lille lokalsamfund - til en umulig opgave. Forskellige forviklinger bundet sammen af gode såvel som onde individer - fører til et forløb som sender historien til et moralsk klimax, hvor vores helt skal vælge hvor han hører til. Det er flotte animationer, som ligner en kvallitet der både kunne komme fra Dreamworks og Disney. Jeg kan kun sige een ting Disney - pas på Netflix har bestemt ikke opgivet kampen, bare fordi I går ind på deres marked. Krigen er kun lige begyndt. Filmen er rigtig fin, med en opbyggelig morale. 8/10 - 5/6
