Som knægt havde jeg en god stak tegneseriehæfter med Dr. Strange - og de var meget anderledes end de andre superheltehæfter, jeg ellers læste. De handlede netop mest om det okkulte, hekse, troldmænd, døden - parallelle universer - og masser af besværgelser. Derfor var jeg også svært begejstret, da jeg fandt ud af at Sam Raimi skulle have opgaven - dels har han lavet noget af det mest banebrydende indenfor superhelte - de første Spiderman film - og dels har han en baggrund fra gyser-genren. Helt perfekt mix, som udgangspunkt. Løste han så opgaven perfekt? Et langt stykke af vejen, ja. Stilen var som jeg huskede det fra tegneserien - og Cumberbatch ligner mere og mere den Stephen Strange jeg husker fra tegneserien. Selve historien er vel det ondeste vi endnu har set fra Marvel - helte dukker op for bare at blive ofret, kort efter. Jeg havde ikke forventet den udgave af Wanda, ovenpå miniserien WandaVision - men det er godt tænkt. I det hele taget er jeg begejstret over at MCU stadig eksperimentere med tingene, og ikke bare laver endnu en metervare. Når vi har med magi at gøre er der meget CGI, ind over - og det føltes ikke rigtigt, flere steder. Det er nok det der afholder mig fra at være helt overvældet. Men jeg er overordnet godt tilfreds med resultatet. Den bedste udgave af Dr. Strange til dato. 8/10
Stemningen er nok det bedste ved The Batman. Nolan gjorde noget lignende i The Dark Knight, men det blev ikke helt så mørkt - trods alt. Tæt på 3 timer flyver egentlig bare afsted, der dvæles ikke længe ved noget - og grafik og billeder er flotte. Pattinson gør ikke noget som taler imod hans præstation som Batman - til gengæld er der ikke meget at sige om hans præstation som Bruce Wayne - for den eksisterer kun ganske svagt. Egentligt ærgerligt, for Pattionson kan sagtens bære meget mere end han får lov til i rollen. I det hele taget er det oplevelsen jeg tager med mig fra filmen - fin action koreografi - godt design - top lydtæppe - mørkt, mørkt Gotham - hvor det tilsyneladende ofte regner. Der er bare ikke så meget mere man bærer med sig, bagefter. Ikke en spændende dialog - ikke den store viden om personerne. På trods af de dystre emner, er The Batman temmelig overfladisk - og meget teatralsk. I slutningen undrede jeg mig lidt over de valg instruktøren havde gjort, for at understrege et eller andet? Men det er en virkelig flot installation af billed og lyd - lidt en slags Batman-fantasia. Og det kan også noget. Jeg belønner det med 8/10 stjerner - men der er et godt stykke op til The Dark Knight, som stadig regerer øverst i Batman universet - og blandt alle superheltefilm, i øvrigt.
Nøj mine forventninger var høje - 8,5 på IMDb - og udråbt som en af de bedste Marvelfilm, nogensinde. Ideen med at traske ned ad memory lane, fejlede sådan set heller ikke noget. Men hvad er det man siger; For mange kokke fordærver maden. Og det er lige præcis det der sker her. Filmen er lang - tæt på 2½ time - og jeg følte bogstaveligt at den var længere. Ja, det var sjovt at gense nogle af skurkene fra Spideys univers - og andre gensyn. Men der manglede simpelthen en fornuftig historie, overordnet. Det er stadig et teenage univers - denne gang lidt mørkere, indrømmet. Tom Holland gør det fint, men begynder desværre at miste noget af den charme som virkede så godt i den første film. Dr. Strange var belejligt fraværende, når han virkelig kunne være brugt til at hjælpe. Fin indpakning - uden reelt indhold - bortset fra et konstrueret dødsfald, som åbenbart skulle drive historien videre. Jeg glæder mig slet ikke til fortsættelsen, som man jo kan regne ud uden at se den. På linje med de værste film Sony har lavet om netsvingeren. 6/10
Siden Matthew Vaughn's første 5 sprudlende film: Kingsman: The Secret Service, X-Men: First Class, Kick-Ass, Stardust og Layer Cake var den forrige Kingsmen film ikke i samme liga. Efter at have ventet på denne prolog til Kingsmen serien, alt for længe - er det ærgerligt at sige at den ikke rigtig var ventetiden værd. Bevares der er enkelte fine action scener - og en enkelt sjov scene (som allerede var blevet spoilet i forvejen). Resten var lidt en overfladisk gang rod med nogle endimisionelle skurke og et fjollet plot. For min skyld må Vaughn gerne finde på noget andet end Kingsmen - som kun for alvor fungerede i den første film. 5/10
Der er egentlig ikke så meget at skrive om den - det kunne have været værre, det kunne have været bedre - men man skulle i virkeligheden bare have ladet være, når man ikke havde mere at tilføje. Det der til dels gør at det ikke er totalt spild af tid er de mange fede animationer, og momentvis glæde over universet - som så hurtigt veksler til ærgrelse over at det ikke bliver brugt til noget. 5/10
Amerikans genfortælling af den oprindelige, franske La famille Bélier, som jeg også så for små 8 år siden. Som jeg husker historien er det kun brudstykker og selve essensen som man har bibeholdt. Og godt for det, for det er lykkedes at skabe en ny original fortælling med det bedste fra originalen - helt overført til et lille amerikansk fiskersamfund. Det er en varm og kærlig fortælling som handler om familie og den svære frigørelsesproces på vejen mod at blive et selvstændigt menneske. Her bare med det ekstra twist at familien har gjort sig selv totalt afhængige af Ruby - som er den eneste i familien, som ikke er døv. Hun er kort fortalt hele familiens talerør med omverdenen, hvilket godt kan være belastende med en storebror og nogle forældre som i den grad er meget udtryksfulde og udadreagerende. Det fører til en del akavede situationer, som er sjove for beskueren - men sjældent for Ruby som ofte er den der skal redde dagen. Dagen er lang for Ruby - den starter hver dag kl. 3 hvor hun tager med sin far og bror ud for at fiske - for derefter at kæmpe sig gennem en skoledag - bedre bliver det ikke da hun melder sig til et kor, og finder ud af at hun er talentfuld. Det er en charmerende fortælling om ansvar og løsrivelse - og om kærlighed. Stor anbefaling, hvis man en dag trænger til et drama med et glimt i øjet - fint at tiden er gået, så man kun sjældent sammenligner med originalen. Denne føles i høj grad som sin egen - med et fint cast som ikke hører til blandt de mest kendte ansigter. 8/10
Den originale Ghostbusters var en herlig spøgelseskomedie - som dog næppe havde overlevet så længe, hvis det ikke havde været på grund af det geniale design og merchendise - og ikke mindst Ray Parker Jr.'s legendariske musik. 2'eren var ikke helt så veloplagt - og udgaven fra 2016 var direkte tåkrummende. Heldigvis blev det ikke seriens endeligt - Jason Reitman, søn af seriens første instruktør, har overtaget staffeten efter farmand, Ivan Reitman - på en måde som både peger fremad, men også har stor kærlighed til originalen. Der er lidt en "Stranger Things" møder Ghostbusters, følelse - understreget af at Finn Wolfhard (fra netop Stranger Things) er en del af castet. Historien starter langt ude på landet, hvor vi møder Dr. Egon Spengler (som oprindeligt blev spillet af afdøde Harold Ramis - men her optræder i en animeret udgave). Af forskellige årsager tvinges hans datter og hendes to børn til møde op på gården - og det bliver hurtigt tydeligt at æblet ikke falder langt fra stammen, for Egon's børnebørn. De evner skal der snart blive brug for spøgelsesverdenen er i den grad ved at åbne sig igen, med masser af løjer - og noget genbrug fra originalerne. Den sidste del er klar fanservice - også diverse epiloger, efter filmen. Samlet er det en stor kærlighedserklæring fra Jason til far Ivan - og den film han som en lille knægt gik rundt blandt kulisserne af. Den får samlet samme karakter, som originalen fordi den lykkedes så godt med det der var målet med det hele. 8/10
Ridley Scott kan godt lide at behandle historiske perioder - det har vi set i fine film som; The Duellists, 1492: Conquest of Paradise, Gladiator, Kingdom of Heaven - og de lidt mere haltende Robin Hood og Exodus: Gods and Kings. Denne gang er Scott ikke ude i gigantiske slag, eller kæmpe episke dramaer. Det er en helt simpel historie om en voldtægt og om status i middelalderen. Fokus skifter 3 gange - for vi får tre perspektiver på det skete. Først fra Jean de Carrouges (Matt Damon) som er væbner, senere ridder - og en ret simpel, men hæderlig mand. Dernæst ser vi det fra Jacques Le Gris (Adam Driver) - den formodede voldtægsmand. Og slutteligt får vi den formodede forurettede kone til Jean, Marguerite de Carrouges (Jodie Comer) historie. Udover de tre, er historierne garneret med nogle fine bipersoner hvoraf særligt Ben Affleck har en fest med at spille Pierre d'Alençon - magtfuld og lidderlig fætter til kongen. Historien udvikler sig til et retssalsdrama og til sidst en drabelig duel på liv og død - også for Marguerite som ultimativt skal brændes levende, hvis ikke hendes mand vinder. Hvordan det hele udvikler sig, og ender skal jeg selvfølgelig ikke afsløre. Men den største oplevelse for mig var de små nuancer i historierne, kulisserne - og at Scott formåede på en fin måde at holde sammen på det hele. På minus siden havde jeg nok forventet et større drama - især i den afsluttende historie fra Marguerite - men den afsluttende duel er absolut spændende, og jeg sad på kanten af stolen og heppede, for meget er på spil. På minus siden er nogle detaljer, som i bedste fald er tvivlsomme - som da der tales om "den lille død" - et emne jeg ganske enkelt ikke tror ville være brugt i en retssal på det tidspunkt. Jeg savner som sagt også at de tre historier adskiller sig endnu mere, end de gør - her kunne Scott sagtens have brugt langt mere kunstnerisk frihed og det kunne have givet et meget større drama. I stedet får vi nogle antydninger og nogle små ændringer i det oplevede. Alt i alt godkendt - uden at være blandt Ridley Scott's bedste, bestemt en fin oplevelse. 8/10
Desværre er indledningen bedre end afslutningen på Disney's seneste eventyr. Vores heltinde, Mirabel, har tilsyneladende ingen evner - i modstætning til resten af hendes farverige familie.... men mon ikke der er en historie bag det? Det er en fest at følge animatorenes leg med de mange fortryllende ideer - og selvfølgelig ligger der et mørke og lurer bagved alt det lykkelige - som i alle gode eventyr. Hele historien er egentligt godt skruet sammen, men afsluttes underligt forhastet mindst et kvarter for tidligt - alt det sidste sammenfattes i en sang som binder knuder på alle famlien Madrigals og landsbyens problemer i løbet af alt for kort tid. Det er lidt ærgerligt, og endte for mig med at trække lidt ned i forhold til en film som ellers var befriende anderledes i forhold til det Disney ellers smider ud af maskinen. 7/10
En af hovedårsagerne til at MCU har været så massiv en succes for Disney skal findes i den samlende producer Kevin Feige. Han har gjort mange ting rigtigt, og har sat sig selv i centrum for det hele, med en ultra stram styring. Samtidig var det blevet kedeligt hvis han ikke konstant havde udfordret universet, og havde rettet til. En af udfordringerne var da man skulle forsøge at flette det farverige Guardians of The Galaxy sammen med det mere mørke i MCU. Det lykkedes ved at ansætte James Gunn som har sin egen helt specielle humor til Guadians - og samtidig Takai Waititi - hvis humor er lige så gal til Thor Ragnarok. Med de to ombord kunne det hele være endt i ren galskab - men Feige har formået at styre det hele, så der både har været plads til kunstnerrisk frihed og en relativ lige linie. Nu er vi så igang med fase 4, som har givet os Black Widow - som egentlig bare var et tilbageblik, som kunne samle nogle nogle nye figurer op primært til streaming serier - og Shang Chi - som ikke logisk har en sammenhæng med resten af MCU. Feige kører stadig ikke på det sikre, men tog til begge af de første film fat i nyt blod i form af nye instruktører og lykkedes især godt med Shang Chi med Destin Daniel Cretton ved roret. I fase 4 var den største opgave nok introduktionen af Eternals - en hel gruppe af superindivider, på samme tid. Her ville det logiske valg nok at have taget brødrene Russo, som i forvejen har bevist med Avengers finalen at de kunne samle alle de første tre faser til et værk. Men Feige så det anderledes - han var bevidst om det umulige i at introducere så mange individer på en fair måde, og samtidig lave en tilfredstillende actionfilm. Derfor blev Chloé Zhao - Oscar vinder og mest kendt for lange eftertænksomme Indie film - sat på opgaven med at give liv til figurerne. Den opgave synes jeg hun klarede til næsten perfektion - efter filmen var jeg ikke i tvivl om hvad figurerne står for, og hvorfor de fremadrettet er en del af MCU. Eternals er en mundfuld at kapere - det er en helt ny verden som skal integreres - en verden af figurer som mere er guder end mennesker, men som klart har menneskelige træk - og tænker man på Thor, så er det mix jo ikke helt nyt. Historien dækker over 7000 år, så der har været nok at tage fat på - mens Eternals har levet i en symbiose med mennesker - uden en anden opgave end at skulle holde styr på deres hovedfjende; Deviants. Deviants er/var nogle monstre som Eternals havde nedkæmpet flere hundrede år inden nutiden - og derfor gik Eternals ud og blandede sig med menneskene, uden noget klart mål for fremtiden. Historien starter med genkomsten af Deviants i nutiden, og denne gang i en langt farligere form. Eternals må samle sig igen for at bekæmpe den fælles fjende. Så simpel er historien naturligvis ikke, og Deviants er ikke den eneste fjende... Jeg frygtede lidt hvad det var jeg skulle se. På mange måder havde jeg fornemmelsen af at MCU var gået DC vejen, med masser af CGI og mørke monstre og overload af computerskabte kampe. En IMDb rating på sølle 6,6 lovede heller ikke godt. Men MCU/Feige gør sjældent noget halvt - man har lagt vægt på historien frem for CGI kampe (selvom de bestemt er der) - og lykkedes med det på en, for mig, tilfredsstillende måde. Jeg sad bagefter med en lyst til at finde ud af hvilken skæbne der venter på figurerne, som var et interessant persongalleri, ingen nævnt ingen glemt - og det er altid et godt tegn for mig. Jeg var bestemt ikke skuffet. Endnu en god løsning af en uoverskuelig opgave, som peger fremad for MCU. 8/10
Forfriskende vanvittig - og som andre har fremhævet - ikke alt for langt væk fra en skræmmende virkelighed. For bare et år siden stoppede en helt tegneserieagtig præsident med embedet - og han var milimeter fra at blive genvalgt, Satiren over verden i almindelighed, og USA i særdeleshed, er rammende - og overdrivelsen er ofte svær at få øje på, så vanvittig er virkeligheden. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen - nogen vil måske mene at budskabet er spildt, men så længe der er liv er der vel også en slags håb? På den ene eller anden måde skal mennesket nok få smadret planeten - det er bare et spørgsmål om hvornår? 8/10
Og der er masser af fine referencer til gamerverdenen, mm. Men Ryan Reynolds er bare ikke så sjov uden Deadpool maske - han savner simpelhen den mimik som en ægte komiker besidder. Rollen er skræddersyet til Jim Carrey - og hans karisma, og improvisationer ville have løftet det hele med mindst en karakter. For mig endte det derfor med at være ok underholdning - men ikke noget jeg skal se igen. 6/10
Hvor er det ærgerligt at alt andet end Kurt Russel bare mangler det sidste, for at det kunne blive en klassiker. Animationerne er ringe, børneskuespillerne er lidt irriterende. Men historien er ok - og Kurt Russel er fantastisk! Alle scener han er med i funkler med stjernestøv. Hvor er det befriende at julemanden bliver fremstillet som SEJ - og totalt i sync med virkeligheden. Forfriskende nytænkning, som havde fortjent at der var blevet smidt lidt mere hjerteblod og penge efter - så var potentialet til en ægte juleklassiker. Der blev lavet en 2'er, som jeg da også skal se. Forventningerne er dog lave for ratings er lavere end til denne - men Kurt Russel gør hele forskellen. Produktionen er til 5/10 - men Kurt løfter det alene til 7/10
Kill Bill vs Backdraft? Det er umuligt at placere Titane i nogen kategori - for den er helt sin egen. Man ved aldrig hvilken vej fortællingen bevæger sig, for den tager mildt sagt nogle vilde valg. Den kan sikkert analyseres i stumper og stykker, men man skal nok bare læne sig tilbage og undre sig. Er det en kommentar til hvor mennesket bevæger sig hen i den moderne verden? Kærlighed og fremmedgørelse? Eller kan den forståes på flere måder i flere plan? Smukke billeder skiftes til forvrængede - som kunne være malet af Michael Kvium. Fantastisk og modigt skuespil af Agathe Rousselle og Vincent Lindon. Hvad man skal stille op med det hele, må være op til den enkelte - det er bestemt ikke en film for alle. Men hatten af for at gå hele vejen. 8/10
Desværre ret charmeforladt historie, hvor det største lyspunkt er en fangeflugt hvor der bruges en smule fantasi - og hvor aciton giver reel mening. Ellers er der ingen, hverken Dvayne, Ryan eller Gal som formår at skabe noget sympati for deres personer. Netflix har ellers smidt en ordentlig stak penge efter filmen, og de skulle nok have brugt dem på en bedre instruktør/forfatter - Rawson Marshall Thurber's cv indeholder et par rimelige komedier, men ikke noget stort - så hvordan han har overtalt pengemændene om at det var en fantastisk ide er et stort mysterium. Slutningen antyder at man håber publikum vil have mere, men jeg håber Netflix vil bruge pengene på noget bedre. Min første tanke var 6/10 - men jeg ender med 5/10 på grund af det store spild af penge og potentiale.
Med farvede skuespillere i både skurke og helteroller - og i en western som ellers typisk har en overvægt af hvide, røde og latinoer - så føles det som noget fra en parralel dimension. Den herlige reggae inspirerede musik, er med til at skabe en særlig stemning af noget helt nyt - selvom temaet er det typiske for en western. Den der ikke bliver dræbt, kommer tilbage efter sin retfærdige hævn. Når man så har vænnet sig til at det lige så meget er en blaxploitation film, som en western - så kan man roligt nyde det fine cast og de westernvante omgivelser, og den typiske handling. Bipersonerne er de mest farverige, og i virkeligheden dem der hæver filmen lidt mere. Jeg gad godt at Idris Elba's to gyldne revolvere havde haft en endnu større rolle i filmen. Men det hele er et godt bekendtskab, selvom det ikke kan måle sig med de store i genren. 7/10
Tom Hanks leder stadig efter rollen som kunne sikre ham den Oscar han har ledt efter siden han fik to i midten af 90'erne. Det lykkes heller ikke med denne gang, selvom han faktisk giver den et behjertet forsøg, som mest minder om rollen fra "Cast Away". Denne gang er vi i endnu en dyster fremtidsversion - hvor vi møder Finch, en opfindertype som har overlevet en postapokalyptisk fremtid - hvor jorden mangler det beskyttende ozonlag. Finch's eneste selskab er en hund, og et par robotter - hvoraf den seneste, Jeff, er en avanceret udgave, med hænder, ben og tale. En truende naturkatastrofe tvinger Finch & Co til at flygte, over hals og hoved - inden Jeff er færdig udviklet. Rejsen bliver derfor, dels en dannelsrejse for Jeff - og samtidig en fortælling om det uperfekte menneske, som forlanger mere end det er muligt at holde. Jeff's ikke eksisterende ansigtsmimik, parret med følelsen af at man har set det meste før - gør desværre at det ikke løftes til et højere niveau - selvom historien og Hank's skuespil bestemt er værd at opleve. 7/10
Filens instruktør, Ilya Naishuller, har tidligere beskæftiget sig med action og vold - i den spøjse Hardcore Henry, hvor hovedpersonen fungerede som en person i et skydespil. Denne gang møder vi Hutch Mansell (spillet af Bob Odenkirk) - tilsyneladende en slap og uinspirerende person, fanget i livets trædemølle og genvorligheder med familie og arbejde. Men et hjemmerøveri får Hutch til langsomt at forbinde sig mere og mere til sin fortid - som er alt andet end kedelig. Datterens forsvundne plastic armbånd bliver dråben der, helt dumt på John Wick maner - får det hele til at eskalere. Hutch er står ikke helt alene - han har også sin halvbror Harry og ikke mindst sin far David (i et herligt gensyn med Christopher Lloyd) - der tilsyneladende sidder apatisk på et plejehjem. Hutch finder hjemmerøverne - men de viser sig at være en almindelig familie, som ikke rigtig giver ham den ventede modstand. Til alt held løber han ind i en gruppe russiske gangstere, på sin vej hjem - og de viser sig at være lige det Hutch leder efter - ordentlig modstand. De er selvfølgelig del af en langt større bande - og herefter tager begivenhederne virkelig fart. Russerne beslutter sig for at hævne de faldne, og det skulle de naturligvis aldrig have gjort. Hævn fører til mere hævn - og det hele afsluttes i en slags voksen "Alene Hjemme" action. Ganske underholdende. En fortsættelse er bestemt en mulighed. 7/10
At Denis Villeneuve er en sublim billedmager, det ved man jo inden man sætter sig i sædet for at se hans film - og at han har et tæft for Sci-Fi har han bevist med Arrival og Blade Runner 2049. Derfor var forventningerne også skruet helt op, da han fik opgaven med at gøre det umulige - at overføre Frank Herbert's historie til film. Isoleret er det en imponerende bedrift - hvis man betragter det som en kunstinstallation. Måske har Villeneuve haft så stor respekt for materialet og personerne at han ikke har turdet at gå tæt nok på, til at give sit bud på hvad de indeholder. Derfor gav det mig også en følelse af at overvære en dramadokumentar - uden fortællerstemme. Fantastisk flot og interessant - men også forvirrende og langtrukken. Der er kælet for hver frame, og de episke scener står i kø - så det er nemt at blive forført af det alene - men man er også nødt til at bedømme filmen for handlingsforløbet, og hvordan den indrager tilskuerne - og her halter den en del. Castet er ellers tæt på at være perfekt. Vi har homeriske helte i skikkelse af Oscar Isaac, Josh Brolin og Jason Momoa - og deres modstykker i Stellan Skarsgård, Dave Bautista m.fl. Desuden mystikere i form af nogle hemmelige søstre anført af Charlotte Rampling. Vores hovedperson er også helt perfekt i form af Timothée Chalamet, og hans version af hovedpersonen, den unge pris Paul Atreides - som ikke blot er prins, men også er en mulig frelser af hele universet - trænet af hans mor, Lady Jessica Atreides (Rebecca Ferguson). Warner har afgjort satset på at dette skulle være deres nye cash-cow i stil med Harry Potter og Ringenes Herre. Desværre mangler der nærvær med karaktererne - og der mangler den charme og humor som er nødvendig for at man for alvor kan holde af - og med dem. Mest empatisk er Paul, vores hovedperson - man forstår hans dilemma, delt af to verdener som forventer så meget af ham, som han endnu slet ikke er klar til. Det er ikke spilletid der mangler - jeg ville ønske at mere af tiden var blevet brugt på at komme tættere på de fantastiske figurer, så de var blevet til mere end det. I stedet føltes det i flere omgange ulideligt langtrukkent - tæt på kedeligt. Og det var næppe intentionen. Jeg skal naturligvis se fortsættelsen - men det er desværre med blandede følelser jeg ser frem til det. Man kan ikke affæridige det hele som dårligt - dertil er det for interessant og flot. Billederne bliver siddende længe efter - det er bare ikke nok til at trække det op i nærheden af et mesterværk. Trods Villeneuve's flotte penselstrøg, så lykkes det kun at lave nogle dramatiske situationer omkring hovedpersonen som virkelig fungerer optimalt. Det hele slutter midt i fortællingen, hvilket er med til gøre det til en lidt frustrerende uforløst oplevelse. Nogle dage efter at have set den, står billedsiden dog stadig så stærkt at jeg samlet ender på 8/10. Men jeg havde håbet på mere.
Slemmere end nogen gyser, for man ved jo at noget lignende findes derude - tæt på at snappe. Tydeligt lige sket i Norge hvor uskyldige måtte lade livet. Jeg har længe haft den stående i reolen - og egentlig haft lyst til at se den på grund af folks generelle lovprisninger af den, herinde - men samtidig frygtet at den ville være skuffende på grund af den lave IMDb rating 6/10. Men hold da magle, der er jo ikke mange sekunder i filmen hvor man ikke sidder på det yderste af sit sæde! Russel Crowe er et pænt stykke fra rollen fra Gladiator - både rollen, men bestemt også af statur - han er kort sagt skræmmende stor (tyk) som en kommode - og det medvirker visuelt til hans på een gang sidsygt velovervejede og impulsive handlinger. Caren Pistorius er også et godt cast, som kvinden der er fanget i livets trædemølle - hele tiden lidt for sent på den. I det hele taget er der ikke et øjeblik hvor de medvirkende virker forkerte i forhold til handlingen. Alt føles som om det foregår i real time - og giver man sig til at dissekere filmen, så kunne den måske have været endnu mere intens hvis den havde givet plads til at man havde fået fornemmelsen af at Crowes rolle havde så meget overblik og teknisk viden - midt i alt det andet. 1½ time i konstant action triller mode, uden at det bliver kedeligt, er lidt en præstation i sig selv. Det eneste jeg gerne ville have undværet var "Ripley momentet" i finalen - det skuffede mig ret meget, for lige indtil da havde jeg børstet al tvivl af mig, og bare taget filmen helt ind. Det kunne jeg godt have undværet, og det klædte ikke historien. Men jeg undrer mig alligevel over de lave ratings filmen har modtaget - tror folk ikke at der findes noget derude der ligner? Jeg var skræmmende underholdt, og kvitterer med 8/10
Genså den i aftes, fordi fruen ikke kunne huske den. Det er stadig en flot film - det kan filmens Cinematographer Hoyte Van Hoytema - men når man kigger hans CV igennem, så må jeg jo også erkende at de fleste af hans film er flotte, men også søvndyssende. Desværre er Mendes nok blevet påvirket af netop valget af Hoytema - og har præsteret en alt for overfladisk film, hvor billederne har været vigtigere end den flydende fortælling. Men flot er det - man kunne nemt lave plakater af de fleste frames i filmen - og enkelte actionscener er rigtigt pænt lavet - blandt andet introsekvensen. Generelt er det den mest glatte Bond siden Brosnans værste - og suspence er der ikke meget af, for det drukner totalt i monotome enkeltscener som ikke bygger noget op. Et godt eksempel er episoden i toget, hvor Hinx (Dave Bautista) pludselig dukker op fra intetheden - til en fin og velkoreograferet fight - men hvor ville det bare have været meget mere intenst hvis vi havde set ham stige ombord på toget - så spændingsmomentet havde været intakt. Filmens mastermind - Blofeld (Christoph Waltz), viser sig at være et totalt fejlcast og ender nærmest tandløs og ufarligt hyggelig. Ærgerligt at Roger Deakins ikke fik genvalg bag kameraet, så var det måske blevet mere en Mendes film - end en Van Hoytema film. Trods det, så er kvaliteten trods alt så høj i produktionen at den klatrer op på 6/10 - men potentialet var til meget mere.
Et enigt anmelderkorps har omfavnet og rost den nyeste, og sidste Bondfilm med Daniel Craig i hovedrollen. Og kan den så bære al den positivitet? Jeg frygtede på forhånd de 2 timer og 43 minutter - for hvor meget fyld havde de stoppet ind, for at få den til at vare så længe? Svaret er - ikke noget - jeg kedede mig ikke et øjeblik, der var ikke et overflødigt minut og handlingen foregik flydende og naturligt - hvis man kan sige det om en Bond film. Er det så den perfekte Bondfilm? Nej, den bliver nok aldrig lavet - selvom der har været nogle ret gode forsøg over årerne - From Russia With Love - The Spy Who Loved Me - Casino Royale - er nok dem der kommer tættest på, sammen med denne nye i rækken. Den er ikke perfekt, hvis man gransker i det så er der passager hvor jeg, kortvarigt, undrede mig over udviklingen - men Cary Joji Fukunaga (den glimrende instruktør) - flytter så hurtigt fokus, at vi aldrig kommer til at dvæle ved noget som helst, for et dilemma afløses hurtigt af det næste. Det er tydeligt at Fukunaga, sammen med forfatterne, har fået en bunden opgave som var svær - man skulle samle alle de løse tråde fra de forrige Bondfilm, og afslutte Craig's Bondforløb - samtidig med at man lige markerede at det er film nr. 25, og der skulle sendes en hilsen bagud i universet til alle de forrige film (især de første med Connery). At alt det er lykkes så godt, er lidt af en præstation - samtidigt er det fedt at teamet bag Bond har ryddet brættet totalt - og har efterladt det hele til en helt ny begyndelse - som kan gå i ALLE retninger. Hilsnerne til de første Bond film kommer selvfølgelig over replikkerne, men især de gamle Aston Martin'er genbruges - og så garneres det hele med et lydtæppe som dygtigt genbruges på de rigtige tidspunkter. Der er også plads til en kommentar til ligestilling af køn og etnesiteter - uden at det virker akavet, og uden at Bond fremstilles som gammeldags og støvet. I det hele taget formår man at få kritikkerne til at forstumme, og huske at dette er agentserien over dem alle - måske endda lige lidt over Mission Impossible og Bourne - som også er svingende i kvallitet. Skribenterne har tydeligt fået frie hænder til at gå nye veje - og der er virkelig nogle gedigne overraskelser undervejs - selv den ellers formulariske kulmination byder på noget man ikke har set før. Dansk/svenske David Dencik gør det fint med et komisk portræt af en skruppelløs russisk videnskabsmand - og Rami Malek er en atypisk lavmælt modstander, som er nærmest "Joker" skræmmende - samtidig med at vi faktisk også kender hans motiver, og til dels forstår dem. Resten af Crew'et kender man - med et par kvindelige action tilføjelser, som ikke ender vandret i sengen hos Bond - men i høj grad kan tage vare på sig selv. Det er ikke perfekt - men det har bestemt været ventetiden værd - og eftertiden vil utvivlsomt se den som en af de bedste i rækken - selvom nok ikke alle synes det hele slutter retfærdigt. Det har aldrig været så spændende at se frem mod den næste film i rækken, for alt kan som sagt ske. Intet er givet på forhånd. Bravo! 8 ud af 10 stjerner er for lidt - derfor får den 9/10.
Pengetanken er gigantisk hos Disney. Derfor har de også råd til at købe det bedste - og det gør de. Alt spiller - alt er flot - de bedste skuespillere er hentet til jobbet - Emma Stone (en Oscar) gør det hun skal, men bliver overstrålet af Emma Thomson (to Oscars) - som bare er den ondeste af de to. Skuespillet, special effekt og designafdelingen kører altså i højeste gear - så hvorfor mangler der alligevel noget? Det er måske fordi det hele er blevet så stort, at ingen helt har overblik over hvad der sker - der mangler den nerve og holdfølelse - som et mindre crew kunne have skabt. Og så er det tilmed alt for langt - hele to timer og 14 minutter. Samlet bliver det bare så kedeligt, at jeg var nødt til at se den i to dele - jeg var ganske enkelt ved at falde i søvn. Det er bare alt for tydeligt at det er et bestillingsarbejde, hvor alle gør deres job - og ingen gør noget forkert. Disney maskinen arbejder på højtryk - og mens resten af verden er gået ned i gear så kører de bare videre i samme tempo. Jeg ville foretrække at de stod på bremsen og lavede færre film, som ikke bare er bestilt på direktionsgangen. Så var der også en chance for at man ikke kedede sig så meget, og rent faktisk gad at se nogle af dem mere end en gang. Denne kommer jeg ikke til at se igen - men trods det så hæver skuespillerne og produktionen det til små seks stjerner ud af ti. Men det er skammeligt at man ikke forlanger mere, af det potentiale.
Jeg drømmer stadig om den film det kunne have været, hvis en af mine teen-age års store helte havde fået den behandling han fortjener. Men jeg må også overgive mig til Disney/MCU maskinen, som denne gang nærmest har overgået sig selv. Actionkoreografien er i absolut særklasse - det er hjernedødt godt lavet. CGI'en flyder blændende - og kineserne får en film som respekterer kulturen - fortid kontra nutid. Jeg er virkelig splittet på denne film - for mens produktion mm er til en ren 10/10 - så er historien slet ikke. Oprindeligt er Shang-Chi søn af en 1000 sindårrig kinesisk krigsherrer - tjek (i denne udgave hedder han Xu Wenwu - oprindeligt var det Fu Manchu. Vist også noget med at respektere kinesisk kultur - så pyt med det). Fu Manchu ønskede verdensherredømme og havde en hær af mordere (Si-Fans) - Xu's hær hedder The 10 Rings - potato/potato. Shang-Chi havde også originalt en halvsøster Fah Lo Suee - og både søsteren og faderen er som sagt tudsegamle, og lever kun på grund af en særlig livs-elexir - som forynger dem. Så langt så godt - men der er meget mere. Den oprindelige Shang-Chi havde et helt genialt person cast, som jeg i den grad savner. Blandt andet blev han involdveret i den brittiske MI-6 - styret af Sir Mayland Smith, med muskelmanden Black Jack Tarr og den Bond-lignende Clive Reston. Herudover var der også Leiko Wu (en supersej kinesisk actionkvinde)- som blev Shang-Chi's kæreste - men før det var kæreste med Reston. Som sagt, fedt persongalleri - og sindsygt fede historier - som slet ikke bruges her. Trist. Hvad får vi så til gengæld? Far/Søn opgør - ok. Kampstærk søster - ok. I det hele taget en spændende far-figur, som baserer sin magt på 10 mystiske kraft-ringe som giver ham næsten ubegrænset magt og kræfter. Her spillet blændende af Tony Chiu-Wai Leung - som klar overskygger sin lidt mere kedelige søn , spillet af Simu Liu. MCU skiftede kurs med Guardians of The Galaxy - den lidt mørke tone blev mere og mere disneyficeret og lettere - fordi publikum kunne lide det. Det har vi set mange gange senere - blandt andet i Thor's forvandling og i Spiderman. Humor kan være godt, men det kan også være en smule belastende, når det bliver et krav at skulle have med - og sådan er det lidt her. Men jeg er som sagt meget delt på denne - for hold da fast det er flot og knivskarpt produceret - med nogle af de bedste actionscener der er lavet i MCU-regi - og så dårlig er den nye Shang-Chi's historie heller ikke. Men historien er til 6/10 - produktionen er til 10/10 - derfor lander jeg på en lille 8/10 - og håber at vi kommer til at opleve flere fra det oprindelige persongalleri i kommende film.
Efter nogle år hvor Statham mest har deltaget i ensamble film er han endelig tilbage som hovedperson, i den rolle man kender ham bedst; Som cool og fåmælt action-man. Formatet passer stadig som hånd i handske til ham - og Guy Richie, filmens instruktør vælger denne gang at lægge vægt på historien, frem for dialogen. I indledningen mystificeres vi at - at vi ikke kender H's (Statham's) motivation - men vi aner at han holder en hel del tilbage. Først efter et pænt stykke tid åbnes der mere og mere for sammenhængen, og det fungerer faktisk fint. Titlen afslører at det handler om hævn - men i modsætning til de fleste hævn-film som starter med motivet til hævnen, gemmes det her et stykke ind i historien. Omdrejningspunktet er et sikkerhedsfirma, som har specialiseret sig i værditransport - og et røveri, som går galt. Det er en blanding mellem heist/hævn og storby western - og jeg var godt underholdt, så længe den varede. Problemet med historier, hvor en del af spændingen skyldes opklaringen af historien foregår løbende - er at man vil mangle det element ved et gensyn - og for mig vedkommende betyder det sikkert at jeg ikke kommer til at se den igen. Som underholdende actionfilm fungerer den absolut rigtig godt - og kan klart anbefales. Jeg ender på 7 store stjerner ud af 10.
Holder Bruce Allmighty til en gensyn 18 år senere? Det korte svar er ja. Alene gensynet med Morgan Freeman som Gud - er det hele værd - herudover er scenen hvor Steve Carrell "mimer" Carrey's kontrol stadig ubetalelig. Ellers er hele historien lidt en familievenlig, Jim Carrey Light - og en slags voksen "alene hjemme" - hvor den umodne og egocentriske Bruce pludselig får ubegrænsede kræfter - og selvfølgelig ikke kan styre det. Selvom han kunne få alt i hele verden er det naturligvis det kendte, hans eget univers han går i krig med. Og det er stadig sjovt at se ham finde liget af Jimmy Hoffa, lande en kæmpe meteor, opdage Bigfoot - samt fiske månen tæt på, mens Jennifer Aniston ekstatisk vrider sig. Hans utætte hund - og "kampen" med gadebøllerne er fine krydderier til en historie som har en simpel morale. Det hele er nøje afballanceret - man fornemmer klart at stærke kræfter har holdt Carreys bimlende vanvid i kort snor - hvilket man også kan se i hele 15 outtakes, efter filmen. Den kunne nemt have tippet over kanten - men den kunne faktisk også have været lidt bedre - så en omklipning ville måske pynte lidt. Jeg er stadig glad for resultatet, og belønner den med 8/10.
S. Rico mindede mig lige om at jeg ikke havde anmeldt denne, selv om jeg egentlig var til forpremiere på filmen. Den kommer her, noget forsinket. Jeg så den ved en forpremiere i forbindelse med et Oscar arrengement i 2020 - lige før Corona. Jeg var lige så skuffet over filmen, som jeg var over arrangementet - i IMAX biografen hos Cinemaxx. Margot Robbie skuffer egentlig ikke - hun gør det hun skal - men historien og Ewan McGregor som skurk fungerer bare ikke. Derfor ender det hele som en gang farvelade unden kalorier - med et par actionsekvenser til at trække det lidt op. En anelse bedre end Suicide Squad - men ikke nok til at give en karakter mere. 5/10
Ja - det meste er set før. Kampen mod nogle slemme skurke om at komme først til en forsvunden "skat". Selv actionsekvenserne er mange steder genbrug fra Disney's eget bagkatalog, inspireret af Indiana Jones og andre eventyr. Når det alligevel holder, så er det nok til dels fordi vi savner et godt gammeldags eventyr - hvor man bare kan læne sig tilbage og lade sig underholde, med en vished om at det hele nok skal ende Disney-godt. Det hele er for hyggeligt til at det kan give en top-karakter - for der er reelt intet på spil. The Rock og Emily Blunt er dog altid garanter for at det hele hæver sig fra det helt middelmådige - og der er fin opbakning fra Paul Giamatti i en hyggelig skurkerolle - og især Jesse Plemons, der er herligt sindsyg som Prince Joachim. Visse steder virker den en anelse forceret i sin jagt på action - og der tvistes lidt med handlingen - uden at det bliver rigtigt spændende. Men alt i alt er det det forventede familieeventyr - i godkendt Disney stil, som leverer den lovede underholdning. Jeg river den lige akkurart op på 7/10 - tag ungerne med i biffen - eller indløs det roligt på Disney +
Warner/DC havde et kort vindue - da James Gunn midlertidigt var uenige med MCU/Disney - og det udnyttede de til en hurtig kontrakt. Gunn fik til opgave at redde stumperne af det kuldsejlede projekt; Suicide Squad. Personligt synes jeg ikke det første forsøg var helt så håbløst, som mange har gjort det til - det var bare formularisk og med en slutning som ingen kan huske. Værst var nok alle de forventninger og den hype der var pumpet ind i publikum, inden filmen. Forventningerne var derfor på et langt mere afdæmpet niveau - til dette andet forsøg. James Gunn har tilsyneladende fået frie hænder, til at gå "fuld smadder" - måske også fordi Warner ikke gider flere DC film som skal befries (som Snyders Justice League)? Og udnytter Gunn så chancen? Det gør han afgjort - faktisk i en grad, så jeg ville ønske at man havde lavet det til en serie på HBO - for man er i så godt selskab at det godt måtte have varet lidt længere. Spoiler; Det viser teaseren efter end-credits så også at andre har tænkt på. Det er særligt Gunn's humor og farverige tilgang til universet som bærer det hele - der er et par gedigne sjove overraskelser, som er på niveau med Deadpool og Monty Python's udskejelser. Denne gang er Margot Robbie/Harley Quinn bestemt ikke ene om at stå for løjerne - især John Cena's Peacemaker og Idris Elba's Bloodsport fører an i kampen om flest kills - med Stallone som comic relief - som en haj! Selve historien er på mange måder ligegyldig - den er kun katalysator for at trække det hele videre til flere kills, og gakkede løjer. At det hele skal ende på et tidspunkt, er alle actionfilm's største fjende - men jeg fik lyst til at gense bastarden i nærmeste fremtid, og det er langt fra tilfældet med andet der er kommet fra DC/Warner - de seneste 9 år Samlet rækker det hele til pæne 8/10 og helt godkendt
Potentialet er der - alle de skæve figurer, og et overload af skurke og henchmen. Alle ingredienserne til en herlig actionkomedie er til stede - der er bare for mange af dem og de bliver brugt til for lidt. Der er nogle få scener som man kunne plukke ud, som lykkes helt fint - desværre er de i undertal - og det bliver lidt "for mange kokke fordærver maden". Faktisk fungerer filmen bedste mens det er vores hovedperson mod overmagten - lige som i John Wick, og ligesom i Crank. Men så skal hun lige have selskab af sin mor, og tre skydegale tanter - og herfra ender det desværre bare i noget ligegyldigt og dårligt koreograferet action - som ender med at fise helt ud til sidst. Den har som sagt sine lyspunkter, og originale påfund - og kan sagtens ses på grund af det alene 6/10
Ideen om at konstruere en "silent" movie som en "gyser" er kort sagt, godt fundet på. Egentlig er gysergenren ofte noget jeg springer over, og i første omgang havde jeg også overset denne. Min interesse kom af det ellers sløje udbud af film, lige pt. - samt at der lige er landet en 2'er, som har fået pæn omtale. Og så var jeg jo nødt til at starte med begyndelsen. Gyserfilm kræver jo som regel at der er et skræmmende element - gerne det ukendte og skjulte, som sjældent - eller aldrig kommer helt frem og afsløres. Den del lykkes ikke helt - på trods af nogle monstre, som både ubehageligt hurtige og nærmest uovervindelige så føles det mere som en thriller, men det er måske mig som har et for distanceret forhold til gys. Historien er kort, velkomponeret og mange steder spændende - men overgør det desværre et par gange i jagten på underholdning, frem for frygten for det usete. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af en historie som havde klassikerpotentiale som ikke blev helt forløst. 7/10
MCU/Disney's fabrik er så solidt forankret at det er tæt på umuligt at falde helt igennem, og dermed lave en direkte dårlig film. Stunts/CGI og cast er altid hentet fra øverste skuffe - så allerede her er den første stjerne givet på forhånd. Det er simpelthen en fornøjelse at se på. Det samme kan desværre ikke siges om historien. Jeg havde set frem til det flere Avengers film havde lovet mig; Black Widows fortid parret med hendes makkerskab med Hawkeye. I stedet fik vi en amerikansk forhistorie om en gakket "super" familie (inspireret af løjerne fra Guardians of The Galaxy og Thor Ragnarock). Humor er som regel altid et godt virkemiddel, men det falder en smule til jorden, her hvor emnet om de udnyttede og golde "enker" faktisk er dybt alvorligt. Når det hele så bindes sammen med middelmådige modstandere, og en slutning som åbenbarer at det hele bare er en udvidet intro til Haweye serien på Disney+, så skal man være skuffet. At det så samlet lige rammer en stjerne mere, skyldes den forbandet flotte produktion, og stunts der som altid er i høj kvallitet. 6/10
Fællesnævneren for Anders Thomas Jensens figurer er at de sjældent er særligt "dybe" - de handler på det de udsættes for, og gentager gerne deres fejltagelser - igen og igen. Som regel er det også personer, som har psykiske lidelser - eller et fysisk eller psykisk handicap. På den måde er deres handlinger retfærdiggjorte, til dels. Først og fremmest er et larmende god underholdning - pakket ind i nogle sølle eksistenser. Ja, det er en af Anders Thomas Jensen's dybeste film - hvis man ser på det overordnede plot - men i virkeligheden er det bare en undskyldning for gå helt bonanza i galskab og skududvekslinger. Holdet af skuespillere er et rent "dream team" - man fornemmer at de står i kø for at være med - ligesom Tarantino og Guy Richie oplever det, når de ringer. I centrum står naturligvis Mads Mikkelsen - så langt væk fra rollen i Druk, som man overhovedet kan forestille sig det - som den militærtrænede knudemand (med et imponerende fuldskæg), der ikke er i stand til at støtte sin datter i sorgen over moderens død. Det gør han naturligvis overbevisende. Som hjæp har han ikke mindre end 3 sidekicks - der alle er filmens comic reliefs, på hver deres måde. Nikolaj Lie Kaas er en statistisker, med en vissen arm - som har sin egen sorg at beabejde. Nicolas Bro er hacker og mobbeoffer - som er klar på at hævne sig på alt Lars Brygmann (ny mand i Anders Thomas Jensens klasse) - er tydeligt blevet krænket som barn, og notorisk løgner. Omkring de fire hovedpersoner er der et herligt galleri af bipersoner - som man sagtens kunne have lavet flere film omkring. Det er ikke en film man bliver klogere af, men det er bragende god underholdning - og lige da det nærmer sig det formulariske "show down", tager historien en ny absurd retning - ganske forfriskende. Hele den brogede gang gullash er så veloplagt at det fortjener 8/10
Disney kan det der med at bygge en verden op - smukke billeder, flot komposition. Grundsubstansen i historien er også godkendt - og drager der minder om de mangefarvede enhjørninger piger elsker, er der et marked for - klart. Det er også forfriskende at både helt og skurk er piger. Der hvor det halter er de “sjove” bifigurer - som er mere overfladiske end pingvinerne fra Madagaskar filmene. Alt i alt jævnt Disney niveau og det er stadig højt - med et til dels uforløst potentiale. Men ungerne vil med garanti elske det. 7/10
Satte den oprindeligt i afspilleren, da den udkom - men var ikke rigtig i stemning til at se en plastic-gaffel som "hovedperson" Oprindeligt var jeg rigtig glad for de to første film i serien - mens 3'eren ikke rigtigt ramte mig - derfor fandt jeg hurtigt et alternativ og stoppede med at se videre på fjerde del. Først i denne uge, hvor vi passede børnebørn og manglede noget vi kunne samles om på en regnvejrsdag - fik den en chance mere. Og godt for det - det hjælper selvfølgelig altid at man har selskab af nogen som er totalt opslugt af universet - men selve historien bringer faktisk noget nyt til bordet, og var slet ikke overflødig. Faktisk endte jeg med at være mere begejstret for denne end 3'eren. Det handler på en måde om at "flytte hjemmefra" og at blive voksen. Toy Story universet vil aldrig blive helt det samme - og godt at Pixar turde udfordre den del. Samtidig er produktionen som sædvanlig i en helt suveræn kvallitet. Jeg smider 8/10 efter den - og godt jeg fik den set.
Pixar's 24. film er ikke den dårligste - og heller ikke den bedste. Faktisk fik den uskyldige og naive animationsstil mig til at tænke på en blanding mellem Jullerup Færgeby og Terkel i Knibe - uden sammenligning, i øvrigt. Historien er fra start en blanding af instruktørens egne oplevelser og Den Lille Havfrue - men formår alligevel at blive helt sin egen. Når man, som jeg, holder meget af Italien - så er det en fornøjelse at opleve stemningen fra en lille italiensk landsby - som virkelig er fint gengivet. Det hele handler om at være anderledes, og frygten for det fremmede - samt at lære at acceptere hinandens forskellighed - og den historie er fortalt flere gange før, men kan ikke gentages for tit. Den charmerende og naive stil gør desværre også at figurerne bliver en smule overfladiske - og historien bliver aldrig for alvor "farlig" - der er ganske enkelt for lidt på spil. Men charmerende det er den. Derfor får den ikke topkarakter fra mig, men hæderlige 7/10
Skal jeg være ærlig, så sad jeg en smule bagefter og tænkte - Oscarvinder for bedste film, og bedste instruktion? Men filmen siger meget om livet, og om at søge det der giver mening for hver enkelt. Chloé Zhao forsøger også, med enkle midler, at vise forskellige årsager til at nogen mennesker er rodløse. Jeg er kæmpe fan af Frances McDormand, som bare siger meget uden mange ord i manus - så ingen indsigelser i forhold til hendes præstation og priser for det. Filmen fungerer mest som glimt fra en dramadokumentar - uden at blive til meget mere end velvalgte udpluk og reflektioner - men det er egentlig nok til at fange essensen. Fern gennemgår en frigørelsesproces fra sit tidligere liv - og resten er helt op til beskuerens fantasi. Jeg har svært ved at bedømme om den retmæssigt er blevet årets oscarfilm - jeg har ikke set så mange som normalt, på grund af lukkede biografer - men de mange smukke landskaber, og stemningen vil jeg huske længe bagefter. 8/10
Nogle har sammenlignet den med Zoombieland - og det kan der være noget om. Denne gang er det dog ikke zoombier der er fjenden - men nogle gigantiske insekter, som er opståét som følge af den forurening som opstod - da verden bombede en meteor med kurs mod jorden, for 7 år siden. Hvis man accepterer den præmis, så er det et fint eventyr om en ung mand - Joel - som endelig indser at han ikke kan gemme sig i en bunker resten af sit liv. Trods manglende kamptræning, begiver han sig ud på en lang og farefyldt færd - for at finde den kæreste han blev skilt fra, da katastrofen indtraf. Det bliver learning by doing - og undervejs får han følgeskab af en hund og en Woody Harrelson lignende karakter - Clyde, spillet af Michael Rooker - samt den lille seje pige, Minnow. Filmen er måske konstrueret efter en opskrift, men føles alligevel ganske original - godt hjulpet af Dylan O'Brien, som fungerer fint som Joel - den naive hovedperson, som ikke burde have en chance for at overleve. Cgi'en er over middel - og den er et herligt bekendtskab, som man sagtens kunne se en fortsættelse til. 8/10
Det er på alle måder en banal historie Thomas Vinterberg serverer. 4 lærere på et gymnasium befinder sig på hvert deres nulpunkt - hvor de trænger til forandring: Martin (Mads Mikkelsen) - engang en lovende historiker, med professorpotentiale - nu er hans liv blevet så ligegyldigt at han han ikke engang kan huske hvor klassen er kommet til i pensum, samtidig lever han i et kærlighedsløst forhold. Tommy (Thomas Bo Larsen) - er skolens gymanstiklærer, men lever privat et ensomt liv med en hund der skal bæres ud når den skal luftes. Nikolaj (Magnus Millang) psykologilærer, lever i en verden af bleskift og børn i sengen. Peter (Lars Ranthe) er musiklærer og har ikke haft held med kærlighed. Kort sagt, savner de alle fire noget som kan ruske op i hverdagens trivielle gang. Psykologen Nikolaj har læst en hypotese af den norske psykiater Finn Skåderud - "mennesket er født med for lidt alkohol i blodet", og at et alkoholindhold på 0,05 promille i blodet gør mennesket mere kreativt, mere afslappet og i stand at yde mere. Den fortæller han ved en fælles herrefrokost, hvor der bliver drukket tæt. Martin, som er presset både på hjemmefronten og som lærer, beslutter sig for at aflprøve det på egen krop, og smugler en flaske med i tasken som han drikker af i løbet af dagen. Det viser sig at det faktisk har den ønskede virkning - Martin bliver mere loose og væsentligt sjovere i undervisningen - og snart opdager de tre andre hvad han har gang i. Sammen beslutter de sig for at sætte det i system og gøre det til et eksperiment, som de alle skal efterleve. Efter en lovende start begynder det naturligvis at tage overhånd - flere promiller må jo betyde større succes - alt sammen i videnskabens navn. Vinterbergs opbygning af historien gør at man er med - man tror på karaktererne og deres bevæggrunde til deltage i det der starter som en leg og en udfordring, men udvikler sig til noget helt andet. Filmen giver klart anledning til reflektioner, både mens man ser den og længe efter rulleteksterne - og det er kvallitet i sig selv. Den er både foruroligende, smertelig og forhåbningsfuld - på samme tid. Jeg ville måske have ønsket mig at Vinterberg ikke havde anglet så meget efter følelserne på et bestemt tidspunkt, men det er jo hans valg. Jeg har kæmpe respekt for at han formår at levere en fortælling på to timer, hvor jeg ikke savnede noget - udviklingen var uforceret, der er et logisk forløb - og en glimrende afrunding. Det er forståeligt at den har modtaget flere priser, og måske inkasserer endnu flere - for det er bestemt ikke en film som kun handler om: Druk. Da Vinterberg sender en hilsen til sin afdøde datter efter filmen, fik jeg lidt fugt i øjenkrogen. 9/10
Historien er naturligvis fiktion, men ikke mere end at den føles realistisk - og har sit udspring i noget som ulmer under overfladen, og sagtens ville kunne ske. En ung mand fra et ghetto-miljø er indlagt på intensiv, efter politibrutalitet, og er i yderste livsfare. Den normale, relative stabilitet, mellem politiet og bandemiljøerne vakler - og lige her sendes to betjente afsted på patrulje. Det er en ny konstellation af betjente, og fra starten ved man at den ene (spillet af Jacob Lohmann) anses for at være problematisk - hvilket han ret hurtigt beviser. På mange måder føles det mere som en krigsfilm end som en actionthriller, for ghettoen omdannes snart til en slagmark. Med få og enkle virkemidler beskrives, dels rekruteringen til bandemiljøet og dels den ulige kamp mod stereotyper som man bærer med sig, når man kommer fra et bestemt miljø - og har en brunere hudfarve. Det er langt fra en stangvare - de to instruktører, Anders Ølhom og Frederik Louis Hviid, tager nogle uventede valg som gør det er forståeligt, at man også har lagt mærke til filmen i udlandet. 8/10
