Verden har omsider accepteret mutanterne, og X-Men er heltene der redder dagen. Et soludbrud har bragt en rumfærge i stor fare, men der er i virkeligheden tale om noget langt farligere. Jean Grey bliver udsat for denne mystiske kraft fra kosmos, og vækker en person som Professor X siden hendes barndom har forsøgt at gemme væk. Andre er dog også interesseret i Jean Greys enorme kræfter, og de kommer hinsides fra vores solsystem. Med Days of Future Past besluttede man at lave om på tidslinien, men siden er man faldet tilbage i det hul man ellers succesfuldt var kommet op fra. Dette nye forsøg på historien om Dark Phoenix er mindst ligeså tarveligt som i The Last Stand. Utallige problemer, omskrivninger og Disneys opkøb af Fox gør at sidste kapitel i X-Men styrter til jorden. Sophie Turner har ikke mimik til og tyngde som den stærke mutant Jean Grey, for slet ikke at tale om hendes potentiale som skurk. Lad hende nøjes som mut teenager i Game of Thrones. Efter 20 år er Fox’ Marvelunivers metaltræt, og hvornår forstår de at en sky fra rummet bare ikker duer?! Kevin Feige, vi ser frem til at I rebooter X-Men i fremtidens MCU!
Fem år efter at Godzilla sejrede, så har Monarch organisationen fundet flere titaner, men nu trues de trods årtiers arbejde af lukning. En farlig økoterrorist kidnapper brutalt en forsker hos dem samt datteren Madison, der har udviklet en maskine som kan tale med fortidsuhyrerne. Under angrebet i San Francisco blev Madisons bror dræbt, og siden har kontakten til faren været sparsomt. Nu må faren sætte alt ind for at redde dem, men moren har en finger med i spillet, mens hele verden til sidst er ved at gå under. Er Godzilla virkelig kongen, eller Monster Zero den egentlige hersker! Det såkaldte Monster-Verse bliver udvidet med denne tredje film i universet, og en ordentlig samling af disse titaner myldrer frem. Tingene går hæsblæsende for sig, og ikke alt er lige rationelt. Seriøst, hvem lader sit barn komme i nærheden af et kæmpe møl?! Kan man se bort fra disse typiske skavanker fra Hollywood, så venter der et Mekka af CGI-ødelæggelse i bedst Zack Snyder stil. Jeg er så klar til at se Godzilla lægge arm med King Kong næste år, og filmen her antyder flere skumle hemmeligheder under Skull Island.
Tim Goodman har det anelse svært med Pokémonerne, som alle andre ellers er så pokkers vilde med. Han får et opkald fra politiet i Ryme City, hvor hans far arbejdede som kriminalbetjent, men er omkommet i en tragisk bilulykke. Tim rejser til byen, der er grundlagt af Howard Clifford, som ønsker at mennesker og Pokémoner lever i harmoni, for at rydde op i sin fars gamle lejlighed. Her møder han farens gamle makker, en flabet og koffeintrængende Pikachu, journalisten Lucy og hendes stressede Psyduck. Sammen vil de løse mysteriet om Pikachus manglende hukommelse, samt hvad der i virkeligheden hændte Harry Goodman. Det leder dem frem til et bedrag, hvor ingen er hvem eller hvad de giver sig ud for. Mere end 20 år har det taget, at omsætte det japanske kultfænomen til den første live-action film. Spillet der ligger til grund for filmen virker måske ikke oplagt, og selvom hele historien er en smule tynd, og set mere gennemført i andre film, så har hele herligheden hjertet på rette sted. Ikke mindst til alle os Pokémon fans, hvor der masser har påmindelser om den tidlige del af det animerede univers, faktiske direkte forbindelser. Det er selvfølgelig også svært at omsætte de klassiske spil, der helt grundlæggende er en slags hyldest til brutale dyrekampe. Filmen er ikke renset for de klassiske kampe, men har en holdning til emnet. I Ryme City er kampene forbudte, men foregår illegalt i undergrundsmiljøet. De mange Pokémoner er skam flotte, har fået egentlig pels, fjer eller skind, men smelter aldrig rigtig sammen med den virkelig verden.
Heltene blev slået. Thanos vandt. Da Tony Stark og Nebula omsider vender hjem ligger verden i ruiner. Faktisk er hele universet blevet halveret. Da Thanos bruger Evighedsstenene endnu engang, så tager de overlevende Avengers afsted for at få fingrene i dem. Kun på den måde har de chance for at gøre Thanos’ handling om. Her gør de en chokerende opdagelse, som tvinger dem ud på en farlig mission tilbage i tiden. Deres opgave i fortiden bliver dog opdaget, og det ender i et episk slag, hvor alt hvad der betyder noget er på spil. Efter mere end 10 år, og nu med Avengers: Endgame, så afsluttes Infinity Sagaen efter svimlende 22 film. Det gøres på en ganske imponerende, sikkert og tempofyldt måde. Handlinger fra tidligere begivenheder er centrum for historien, hvor gamle venner og fjender ses i nye kontekster. Heltene som vi har fulgt gennem det seneste årti tvinges til at træffe nogen hårde valg, og det er en yderst rørende og fyldestgørende ende på denne del af MCU. Kevin Feige, Marvel Studios, jeg og alle de andre fans kan ikke vente på, at se hvad I har tankerne med de næste 10 år. Jeg ser gerne 20 film mere fra jer.
I 1974 bliver drengen Thaddeus Sivana udvalgt til at være forkæmper, da den sidste af de syv troldmænd fra Troldmændenes Råd, der beskytter De Syv Riger mod De Syv Dødssynder, vil se om han er værdig. Da drengen ikke kan modstå Øjet, som kan slippe Dødssynderne løs, må troldmanden lede videre. Det lykkes først med Billy Batson, der som lille blev væk fra sin mor, og siden har boet hos adskillige plejefamilier. Da Dr. Sivana som voksen finder tilbage til troldmanden, så er verden endnu engang truet af de frygtelige uhyrer, som ikke har været frie siden en forræderisk forkæmper slap dem ud. Nu må Billy som helten Shazam tage kampen op, men han behøver ikke og gøre det alene! Man har kaldt Shazam! for DC’s svar på Guardians of the Galaxy, og det en ganske passende sammenligning. Tingene er endda endnu mere komisk, og det kammer til tider over i deres bestræbelse på at tage afstand fra Zack Snyders mørke, dystre stil. Desuden havner den nyklækket helt i starten i nogen belejlige situationer, hvor han kan afprøve sine evner mod tasketyve og tankrøvere. Det skal blive spændende om den nye kurs for DCEU er den rigtige, eller om DC Films må tigge Snyder om at komme tilbage.
En intergalaktisk krig udkæmpes imellem kree’erne, og skrullerne der kan skifte form. Verse er en kree med særlige kræfter, og sammen med gruppen Starforce får hun chancen, for at bevise sit værd for imperiet. Missionen går galt, og Verse havner på Jorden. Her får hun følgeskab af Nick Fury, der endnu har begge øjne i behold. De to opdager at intet er hvad det ser ud til, og Verse finder sandheden om hendes mystiske fortid. Black Widow og Captain har slået pjalterne sammen, det samme har Thor og Hulk senest gjort. Denne gang er det Captain Marvel og Nick Fury. Scenen er sat i de gode, gamle 90’er med datidens nethastighed, Blockbuster Video og Radio Shark. Det er tiden inden Avengers blev til, og gamle kendinge er tilbage i yngre udgaver. Det er nolstagi på alle måder, og det serveres lækkert og sikkert endnu engang af Marvel Studios.
Emmet og vennerne har stoppet direktørens Taco Tirsdag, da en invasion af Dublo gentagne gange ødelægger Klodsby, og henligger LEGO verdnen som en postapokalyptisk ørken i bedste Mad Max stil. Fem år senere bliver Lucy og nogen få udvalgte kidnappet af General Kaos, og Emmet må drage efter dem til Søstar systemet. Her vil den mystiske dronning giftes med Batman, og gøre Emmets vision om Mordommedag til virkelighed. Han får hjælp af den seje Rex, som er alt hvad Emmet ikke selv er. Men er Rex for god til at være rigtig? Og er dronningen nu virkelig så ond? I LEGO Filmen: Et Klodset Eventyr var det sønnens fri fantasi mod farens hang til orden, at følge tegningerne til punkt og prikke. Denne gang er det lillesøsterens ønske om at lege med brormand, mens han allerhelst vil bygge for sig selv. Denne symbolik mellem virkelighed og legen er fin, men lidt mere kringlet fortalt her i anden del, men slutningen får det hele til at komplet mening.
INDEHOLDER SPOILERS Et år er gået siden Hikke og vennerne slog Drago, og Bersærkø er ved at synke i havet af de mange drager. Dragos folk har ikke opgivet deres erobringsplaner, og de beder den skumle dragedræber Grimmel om hjælp. Da vikingernes hjem igen er truet beslutter Hikke, at de skal flygte til en skjult verden, som hans far igennem et liv har søgt efter. Her kan de finde det paradis som de håber på, men en lysvinge kiler sig ind imellem Tandløs og Hikke. Vikingernes hverdag på Bersærkø er endnu engang centrum for masser af farver, gak og løjer, humor, samt et imponerende spektrum af små og store drager. Det er en velfortjent og gennemført succes fra DreamWorks, og selvom Hikke og Tandløs’ veje må skilles, så ender de begge det rigtige sted. En happy ending lige efter bogen.
Langt væk raser krigen på Cybertron, og da alt håb synes ude for autobotterne, så flygter B-127 til Jorden. Her skal han få etableret en base til de andre overlevende, og sørge for at de onde decepticons ikke får nys om den. Han møder pigen Charlie, en tøs med hænder og hovedet skruet godt på, der hjælper ham i kampen mod sine mange forfølgere. Hvorfor kom Bumblebee til Jorden? Hvor fik han sit navn fra? Hvordan mistede han sin stemme? Svarene får man her, men jeg er ikke sikker på om de giver mening. I Transformers: The Last Knight bekæmpede Bumblebee nazister, men her kommer han først til Jorden i 1987. Heldigvis er Michael Bays efterhånden billige, gennemskuelige plastikeffekter, tåbelige eksplosioner og nedringet babes erstattet af en god, simpel historie om en pige og hendes robot fra rummet. Alene derfor fortjener den seneste Transformers en chance. `
Arthur Curry er barn af en fyrvogter, og selveste dronningen af Atlantis. Efter at have hjulpet de andre fra Justice League opsøges han af Mera, en prinsesse af et af de syv riger under havet, der beder om hjælp til at stoppe hans halvlillebror Orm. Kong Orm ønsker krig imod overfladen, og han vil gøre hvad som helst for at starte den. Kun treforken som giver magten over alt i havet kan stoppe ham, og Aquaman må nu sammen med Mera rejse ud for at finde den. Det seneste udspil fra DC er den sidste film, som stammer fra Zack Snyders vision. Det er en typisk oprindelseshistorie, der er pakket ind i kostbare effekter. Desværre er hele tilgangen set før, og historien er ikke anderledes end hvad Superman, Batman og Wonder Women har været igennem. Jason Momoa bringer humor til titelkarakteren, men han kæmper med de mange klichéer filmen igennem. Så desværre er selv Havets Hersker ikke i stand til at redde DC fra at synke, men underholdningsværdien er da at finde.
Adonis bliver den nye verdensmester i sværvægtsboksning, og mens hans liv er på vej opad, så kæmper Ivan Drago med hverdagen i det fattige Ukraine. Det eneste lyspunkt er hans søn Viktor, der har en ligeså imponerende fysik som sin far. En pengegrisk bagmand ser muligeheder i et hævnopgør mellem Creed og Drago, og de rejser til USA for at lokke med det ultimative boksebrag. Rocky og Adonis’ mor skræmmes stadig af den tragiske aften tre årtier tidligere, og har svært ved at støtte den unge Creed i at tage kampen op. Det bliver en kamp både i og uden for ringen, men det bliver opgøret ingen af dem kan undgå. Hele vejen igennem har historien om bokselegenden været fremragende, hvor kun dramaet med Balboas elev Tommy Gunn er det eneste, rigtige svage led. Ofte har det været den private del uden for ringen, som har været det mest interesante, der giver en særlig menneskelig dybde. Det samme går igen i fortællingen med Creed i front, og gør at hele historien har en fantastisk kontinuitet. Selvom Stallone har pensioneret den italienske hingst, så er der stadig en fremtid med Creed. Mon der gemmer sig en Clubber Lang Junior i baggrunden?
Drengen Aske er en helt almindelig knægt, der tumler med hverdagens problemer. Hans mors dumme kæreste Jørn, samt Jørns mindst ligeså dumme søn Sune, bøllen på skolen Glenn, og så dagdrømmer han om Jessica. Da familiens farverige midtpunkt onkel Stuart vender hjem fra Thailand, så får Aske en ganske særlig tøjdukke i fødselsdagsgave. Den ternede ninja vise sig at være levende, og de to indleder et samarbejde, hvor Aske får hjælp med sine plageånder, og skal til gengæld opstøve den onde Philip Eberfrø. Hele 14 år er gået siden Terkel i knibe, og historien handler nu om Terkels fætter Aske. Ligesom Terkel vokser han op med en mor som ikke helt forstår ham, og fortsættelsen er ligeså vellykket som Matthesens første animationsfilm. Det hele har fået et tiltrængt ansigtsløft, og den absurde humor er heldigvis stadig en del af universet.
Efter et halvt års indespærring skal Grindelwald transporteres til Europa, og stilles til regnskab for sine forbrydelser, men han formår med sine tilhængers hjælp at flygte. Credence har overlevet begivenhederne i New York, og er nu rejst til Paris for at finde ud af hvem han i virkeligheden er. Dumbledore kan ikke selv gå imod sin gamle ven Grindelwald, og beder igen sin tidligere elev Newt hjælpe ham imod tidens største, mørke troldmand. Fortiden og indviklet familieforhold bliver afsløret, og venner skal nu vælge side i den kamp, som uundgåeligt er under opsejling. For inkarneret fans af den verden som Harry Potter senere bliver en del af, så er fortsættelsen med Newt Scamander i front en guldgrube. Den er en optakt til en storslået finale, hvor vi godt nok på forhånd kender resultatet, hvilket den præger af på godt og ondt. Universets magi er episk som det bør være, og det er den grad godt at være hjemme igen blandt de fantastiske skabninger. Slægtsskabene er dog for selv den mest trofaste fan noget af en mundfuld at holde styr på, og tingene bliver næppe mindre kringlet i fremtiden.
I 1963 myrder den kun seksårige Michael Myers brutalt sin storesøster Judith, og tilbringer 15 år på den lukkede, men undslipper Halloween aften. Laurie Strode overlever sit møde med den berygtede morder, hvilket præger hendes liv og omgivelser de næste 40 år. Under en overflytning til en anden anstalt slipper Myers løs igen, og denne gang er Laurie klar til at gøre gengæld. Jeg har endnu til at indhente den originale Halloween, men den nye, direkte fortsættelse kommer heldigvis ind på de tidligere begivenheder. Myers myrder iskoldt og effektivt, og man føler en vis paranoia når han lydløst dukker op.
Johnny English har trukket sig tilbage som geografilærer, mens han træner eleverne i spionage, for at mindes et mere spændende liv. Da et mystisk hackerangreb afslører alle MI7’s agenter, så må man hive pensionerede folk tilbage i feltet, og English får en ny chance i Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste. Rowan Atkinson har uden tvivl moret sig i sin parodi på James Bond, så har serien aldrig haft helt samme pontus som Austin Powers, og her tredje gang trak jeg kun på smilebåndet et par gang. Selvom man næppe må forvente et indviklet plot med en kringlet skurk, så er mødet med Jason Volta i bedste fald glemsomt. Men Rowan Atkinson er altid værd at se, og det betyder man er mere tilbøjelig til at være overbærende med filmen.
Eddie Brock er en rapkæftet, provokerende journalist fra New York, der nu bor i San Francisco med sin kæreste. Hun arbejder for et firma under Life Foundation, som ledes af den skruppelløse Carlton Drake. Han leder efter nye levesteder i rummet, og en dag på vej hjem fandt ekspeditionen noget stort. Rumskibet styrter dog ned, og efterfølgende forsøger man at mørklægge sagen. Eddie har fundet sit livs største historie, men mødet med symbioten Venom vender op og ned på hans verden, og sammen må de nu stoppe en invasion af hans artsfæller. CGI-effekterne halter mange steder, skurken er stereotyp, og historien er milevidt fra hvad især Marvel Studios har opnået. Ikke desto mindre var jeg sært underholdt, og Venoms destruktive adfærd sammen med Eddie Brock var komisk på den gode måde. Det er ikke den perfekte start på det nye Sony’s Universe of Marvel Characters, SUMC, men nok til at den næste om Morbius fortjener en chance.
Der er gået mere end 30 år siden de udenjordiske, samt teknologiske overlegne væsner først jagede på Jorden, men nu er de vendt tilbage. Langt, langt borte i en fjern galakse udspiller sig et drama, og et rumskib styrter efterfølgende ned om natten i Mexico. Snigskytten McKenna overlever med nød og næppe nedslaget, og sender en hjelm og armskinne bjærget fra vraget hjem med posten, så han har beviser om sin utrolige historie. Andre er dog også særdeles interesseret i de fremmede gæster, og sammen med gruppe højst ustabile soldater, så havner de alle sammen i krydsilden, da jagten denne gang handler om mere end bare trofæer. I hele suppedasen får man dog hjælp fra en uventet front. Lad det være sagt med det samme, og det at The Predator intet har at gøre med Predators fra 2010. Den hænger kun sammen med de to oprindelige film, og årene 1987 samt 1997 nævnes et par gange, og en dybere forbindelse er der ikke rigtigt. Filmen er kaotisk, men skruet sammen med personer, der nærmest alle lader til at lide af en bogstavsygdom, så er det hele ekstra forvirrende. De ikoniske Predators har gennemgået en udvikling, og det er en ganske imponerende fysisk skikkelse, som er omdrejningspunktet for en masse fed action. Desværre bærer filmen bræg af de mange reshoots, og selvom slutningen ligger klart op til en fjerde film, så er jeg spændt på om det virkelig vil ske.
Under den mørke middelalder i Rumænien roder hertugen af Carta med mørke kræfter, og en dæmon under navnet Valak gør sin ankomst, men den kristne kirke stormer borgen, og forsegler portalen til Helvede. I de følgende århundreder vogter en nonneorden over den skumle hemmelighed, men under anden verdenskrig bombes klostret, og angrebet knuser forseglingen, hvilket slipper dæmonen løs. Vatikanet får nys om et mystisk selvmord, og sender Fader Burke dertil. Han opsøger novicen Irene, og de to kontakter en mand kaldet Fransker. Han hjælper dem til klostret, og nu må de stoppe ondskaben, der leder efter en værtskrop, som tillader den at hjemsøge resten af verden. Kun et bestemt relikvie kan hjælpe dem i deres desperate overlevelseskamp. Det såkaldte Conjuring-Verse er efterhånden veletableret, og udvides nu om hvordan dæmonen Valak, der ofte optræder i form af en skræmmende nonne, kom til og besatte Maurice. Der er gode spjæt og gisp i vente på det middelalderlige slot, og rundt på kirkegården. Generelt en vellykket gyser, og en fin tilføjelse til det vellykket, fælles gyserunivers.
Familien Utrolig besejrede Syndrom, og kæmpede videre mod Undermineren, og her tager fortsættelsen direkte afsæt. Det bliver en fiasko der lukker beskyttelsesprogrammet, som indtil nu har sikret de pensioneret helte. Men de får uventet hjælp fra DevTechs direktør Winston, samt søsteren Evelyn, hvis far var stor fan af superheltene inden de forsvandt, og søskendeparret ønsker dem gjort lovlige igen. De beder Elastipigen gå i front for den nye kampagne, og imens må Hr. Utrolig holde styr på hjemmefronten. Imens trækker den mystiske Skærmhackeren i trådene, og har en helt anden dagsorden på programmet, som én gang for alle vil lukke ned for maskeret selvtægtsudøvere. Hele 14 år er gået siden Pixars superheltefamilie slog til, og ligesom med Find Dory føles det som om det var sidste år vi mødte De Utrolige. Hverdagens problemer skal løses, men livet for dem er ikke ligesom alle andres, og det kommer der en masse skægge udfald af. Især den ustyrlige Jack-Jack er filmens højdepunkt.
Efter at Ethan Hunt og teamet fra IMF slog Lane, så har resterne af hans Syndikat samlet sig under navnet Apostlene, og sammen med en mystisk skikkelse kendt som Lark Decoy, så vil de anskaffe sig hele tre atombomber. Holdet vil købe plotoniummet inden det falder i fjendens hænder, men Ethan dummer sig, og CIA tager efterfølgende kontrollen med missionen. Som sikkerhed for succes sender de agent Walker med, der spiller sit helt eget spil. Seneste udspil fra Mission: Impossible er bedre end forgængeren, Rogue Nation, men historien pakkes godt væk under det ene hæsblæsende stunt efter det andet. Vi skal igennem alle klichéerne med nedtælling i sidste sekund, ende på kanten af kløften og dommedagsplanerne i bedste James Bond stil. Man må dog tage hatten af for Tom Cruise, som selvom han nærmere sig de 60 udøver sine egne, halsbrækkende stunts. Det er i lyset af dem filmen skal ses, og ikke i det noget tyndstrakte plot, hvor resten af IMF mest er til pynt. Ethan Hunt er en enmandshær, og han skal nok redde dagen.
I næsten to år har Scott Lang ligesom Clint Barton siddet i husarrest, da han valgte at deltage i konfrontationen imellem Steve Rogers og Tony Stark. En kamp som han deltog i uden at Hope van Dyne, og hendes far Hank Pym vidste noget om på forhånd, hvilket betød de følte sig forrådte og afbrød kontakten. Men Scott begynder at få mystiske drømme efter sit besøg i Kvanterummet, da Hope og Hank leder efter moren Janet. Desværre er andre ude efter den indbringende kvanteteknologi, og endnu engang betyder Pyms tidligere samarbejdsvanskeligheder med gamle kollegaer, at man nu møder en fjende fra fortiden med unikke evner. Hvor var Ant-Man og Wasp under Thanos’ jagt på Evighedsstenene? Det bliver her uddybet i fortsættelsen til Ant-Man, hvor han teamer op med Wasp. Humoren er præcis som i den første, og actionscenerne er fabelagtige. Måske en smule for kringlet hvad angår alt snakken om Kvanterummet, kvanteteknologien og kampen for at bringe Janet van Dyne tilbage. Men det er en fremragende film igen fra Marvel Studios, og Ant-Mans skæbne til sidst er afgørende for en sejr mod Thanos.
Miguel elsker musik, og drømmer om at optræde. Desværre hader farmoren Abuelita alt hvad der har med sang og instrumenter at gøre, og hun sørge for at alle i familien har det på samme måde, og kun holder af at lave sko. Årsagen kan spores tilbage til tipoldefaren som rejste bort for at udleve musikken, og det har kastet en skygge over dem lige siden. Datidens store stjerne Ernesto de la Cruz er Miguels store forbillede, og på De Dødes Dag havner han på den anden side, og finder en verden ingen levende nogensinde har set. Her opdager han den overraskende sandhed om sin store helt, og betydningen af familien. Pixar har altid haft familietemaet som et særkende, og det er ingen undtagelse i denne magiske, eventyrlige hyldest til Mexico. Fejlfri animation som altid, underholdende og bevægende fra start til slut.
Tre år efter at Jurassic World lukkede pga. at Indominus Rex slap løs, så er de menneskeskabte dinosaurer truet af et udbrud på Isla Nublar, og man skal nu tage stilling til om det skal være redning eller udryddelse. Hammonds gamle ven og samarbejdspartner Lockwood tilbyder sin hjælp, men de bliver alle sammen ført bag lyset, da endnu en grådig person skal spille smart, og begår en række nye, katastrofefale fejl. Igen er der tale om en requel, og lighedspunkterne med The Lost World: Jurassic Park er mange. Ligesom med forgængeren Jurassic World, og Jurassic Park. Og ligesom med Frankenstein uhyret Indominus Rex, så vil jeg egentlig bare have almindelige dinoer, så tæt som man nu kan komme, og ikke endnu en superdino i form af Indoraptor. Men filmen er flot, flere livagtige animatronics og gode gys. Måske ulvedebatten virker lidt tam når nu fortidsøglerne slipper løs i baghaven.
På Corellia bygger Imperiet stjernedestroyerne, som udgør rygraden i den galaktiske flåde. I slummen lever Han og veninden Qi’ra på andres nåde, men drømmen om frihed er aldrig langt væk. Under den kaotiske flugt bliver de to adskilt, og den kommende smugler melder sig som pilot på akademiet. Tre år senere er Han blevet smidt ud for trodsig opførsel, og er nu som fodtudse i kejserens hær ren kanonføde. I krigens kaos øjner Solo en ny chance, da forbryderen Beckett og hans slæng midt i det hele skal til at begå et kup. Her møder han også Chewbacca, og begivenhederne skaber det makkerpar, som Luke og Obi-Wan møder 10 år senere. Nye venner kommer til, venner bliver fjender, og fjender fra fortiden kommer frem fra skyggerne. Set i lyset af hvilke problemer den anden A Star Wars Story har været igennem, så har Ron Howard lappet en hæderlig film sammen. Plottet er til tider en smule forvirrende, og mængden af navne, samt tekniske udtryk er overvældende, og får det til at føles som et kapitel fra Game of Thrones. Nævnte begivenheder fra den originale trilogi bliver belyst, men mest interessant en tilbagevendende karakter, som folk kun med bekendtskab af filmene vil finde højst overraskende.
Wade Wilson og hans ligeså udfarende kæreste lægger babyplaner, mens han som Deadpool rejser rundt i verden, og jagter slemme folk. Skæbnen indhenter på tragisk vis den nærmest udødelige mutant, og han mister det eneste gode i sit kaotiske liv. Efter et forfejlet forsøg som praktikant hos X-Men, så havner Deadpool i et særligt fængsel med knægten Russell for deres slags. Den utilpassede dreng vil skabe død og ødelæggelse i fremtiden, og det er Cable i stand til stoppe inden det sker. Men den plan vil den tidligere soldat stikke en kæp i hjulet på, og han samler et modstykke til Xaviers hold, kaldet X-Force. Ryan Reynolds første forsøg i X-Men Origins: Wolverine var en katastrofe, men rettede op på tingene i 2016. Denne gang er der skruet endnu mere op for den rå vold, den flappede attitude og referencehumoren. Der findes ingen som Deadpool, og selvom man lidt stjæler idéen fra X-Men: Days of Future Past, så rammer filmen spot on igen. Især slutningens opgør med fortidens fejl er fantastisk!
Thanos har endegyldigt mistet troen på, at andre kan skaffe ham de seks Evighedssten. Sammen med sine resterende fire adoptivbørn, der sammen udgør den Sorte Orden, så indleder de et felttog rundt i universet, hvor heltene igennem 18 film nu møder deres største modstander! Det er begyndelsen på enden, og efter tre optrædender, så gør den gale Titan omsider sin entré. Han skuffer på ingen måde, og med en plan mere respektindgydende end tidligere skurke i MCU. Der er denne gang for alvor noget på spil, og vores helte mærker hvordan nederlag føles. Men der findes måske håb om sejr, og det håb er meget, meget langt borte. Desuden er det flot hvordan alting går op i en højere enhed, og den er ligeså episk som fans kunne have håbet på.
Ti år efter at man lukkede bruddet i Stillehavet, og stoppede forløbernes Kaiju-angreb, så er verden i gang med at komme ovenpå igen. Pacific Rim Defense Corps holder øje med uautoriserede Jaeger-robotter, der er bygget af stjålne dele fra krigen, men snart er mennesker som piloter fortid. I hvert fald hvis det står til Shao Industries, som er klar med en hær af fjernstyrede droner. Men endnu en invasion er under opsejling, og det bliver op til Stackers afdankede søn, Jake, at lede den næste generation til sejr. Den første blev ikke den store succes, men i Kina klarede den sig godt nok til, at man fik stablet en fortsættelse på benene. Kineserne står bag, og der ingen tvivl om at Kina er de gode. De kunne have sparet sig besværet, for trods effekter og masseødelæggelser, så kan det ikke skjule den tarvelige historie. Samtlige klicheer er med, og endnu en barneskuespiller, der er et så teknisk vidunder, at trods det en verden med monstre og kæmperobotter, så køber jeg hende simpelhen ikke. Det var det samme i Transformers: The Last Knight, og de er et stort irritations moment hver gang. Trods Jakes løfte til sidst om endnu en kamp i en kommende 3’er, så håber jeg virkelig at den her franchise bliver lagt i graven.
I sin tro på at hendes far stadigvæk kan være i lave, så nægter Lara Croft at underskrive hans dødserklæring, der ellers vil give adgang til hendes arv. Da hun omsider tager beslutningen om at komme videre, så leder et spor hende videre til en ukendt ø, hvor faren måske opholder sig, og som er sidste hvilested for en grusom dronning fra Japan. At tro man bare kan overføre et spil direkte til spillefilm er genrens forbandelse, og dette reboot af de to tidligere film baseret på et rebootspil er ingen undtagelse. Når det er sagt må jeg sige at det er det mest hæderlige forsøg jeg kan mindes, og der tilføjes en portion overbevisende uhygge. Lara Croft er nu mere end velproportioneret kvindelige former, og den type heltinde er til hver en tid yderst velkommen.
Efter at prins T’Challa af Wakanda mistede sin far under Zemos angreb på FN i Wien, så er den kommende konge vendt hjem til Afrika, for indtage sin plads og beholde retten som Black Panther. I USA pønser en ukendt rival til tronen på hævn, og det bliver en kamp om ideologier. Skal den hemmelige teknologi fortsat gemmes for omverden, eller skal man tage kampen op for de undertrykte? Måske der findes en gylden mellemvej, men det kræver den rigtige leder at gøre det. Med Wonder Women beviste DC at en kvinde i front kunne blive en global succes, og nu viser Marvel Studios at en sort helt kan det samme, og de følger trop med stærke, kvindelige krigere. Det har været en anelse ensformigt med en skurk, som sådan set bare har en dragt magen til hovedpersonen eller de samme kræfter, men med onde intentioner. Intet er sådan nyt denne gang, men her er der en bedre grund til det, og det er noget som løfter filmen i sin helhed. Black Panther er noget af det mest forfriskende på det seneste i MCU.
Den Ny Republik er udslettet! Han Solo er myrdet af sin egen søn! Og nu er resterne af Modstandsbevægelsen igen presset af Den Første Orden. Mens Leia kæmper med at stå imod, så har Rey opsøgt hendes bror, som er gået i eksil ved det første Jeditempel. Lukes reaktion er højst overraskende, men igen råber galaksen om hjælp, og det leder til et episk slag imellem det gode og onde. The Force Awakens efterlod en med et hav af spørgsmål, og den største cliffhanger. Noget blev vi klogere på, og andet står stadig hen i det uvisse. At prale med en større afsløring end i The Empire Strikes Back er lidt af en overdrivelse, men der interessante drejninger og en spændende udvikling. Kan næsten ikke vente med det afsluttende kapitel i denne del af sagaen.
Det kører i bogstaveligste forstand for Lynet McQueen, der desværre efter en stribe overbevisende sejre må se sig overhalet af en ny, langt hurtigere generation af racerbiler. Den tidligere mester må i gang med en helt anderledes type træning, men det er op ad bakken når hele omverden fortæller dig at du er fortid. Og pludselig befinder den gamle fartdjævel sig i anden position end han er vant til, som skal hjælpe et nyt talent med at vinde Stempelpokalen. I bedste Rocky Balboa stil skal McQueen være træner for den usikre, men hurtige Cruze. I forgængeren var der et håbløst James Bond tema, men her handler det om fart og racerløb, og tredje skud på stammen er en fin afslutning.
Efter Supermans død søger Bruce Wayne tilgivelse for sin hævntørst, og efterforsker en trussel, som Diana Prince finder ud af er en invasion. En gammel fjende er endnu engang vendt tilbage, og de må nu samle et forbund af helte. Men Batman ved at Jorden endnu engang har brug for Kryptons sidste søn, for at stoppe Steppenwolf og hans hær af flyvende dæmoner. Et forfærdeligt CGI mareridt. Milevidt fra Zack Snyders egen vision. Forhastet, usammenhængende, og lever ikke op til tidens andre superheltefilm. Dette er en dødsdom over DCEU. I hvert fald en dødsdom over det planlagte DCEU.
Den belgiske mesterdetektiv Poirot trænger egentlig til en pause, men tilkaldes til endnu en opgave, og må tage turen tilbage til Europa ombord i det luksuriøse tog, Orientekspressen. En lavine skubber på dramatisk vis toget af skinnerne, og omgivet af mørke og kaos myrdes Ratchett. En skummel forretningsmand, der med tiden har fået en del fjender igennem årene. Især en sag om en børnekidnapning kaster skygger, og det er nu op til Hercule at finde morderen. Hver gang en klassiker skal fornyes er det langt fra vellykket, men jeg nød til fulde den her omgang var-det-butleren-stuepigen-eller-gartneren. Absolut en moderne hyldest til det oprindelige forlæg, og ser frem til endnu en opklaring på Nilen.
Mens konfrontationen på Jorden spidser til imellem Captain America og Iron Man, så er Thor havnet i fangenskab hos dæmonen Surtur i søgen efter Evighedsstenene, som proklamere Ragnarok, og dermed dommedag over Asgård. Med genkomsten af dødsgudinden Hel bliver han og Loke besejret, og havner på planeten Saakar der ledes af Stormesteren, som desuden er bror til Samleren, der planlægger Titanernes Tvekamp. Her skal han kæmpe imod ingen ringere end Hulk, som er endt der efter kampen imod Ultron. De to må nu finde fælles fodslag, men de er ikke alene i at stoppe Hels planer om at underlægge sig hele kosmos. Tredje gang er lykkens gang, og afslutningen på trilogien om tordenguden er klart den bedste. Den nordiske mytologi får endnu en tur igennem den kulørte Marvel maskine, hvor familieforholdet til Hel, og fremstillingen af Ragnarok er mest markant. I den her sammenhæng er det komplet irrelevant, og det er bare med at overgive sig til en ufattelig sjov, vanvittig og effektvellykket film.
Tredive år er gået siden Rick Deckard stak af med replikanten Rachel, og i mellemtiden er de to som sunket i jorden. Da replikanter efterfølgende blev gjort ulovlige gik Tyrell Corporation konkurs, og virksomheden blev opkøbt af Niander Wallace, der har fået lov til at genstarte produktionen. De har stadig ingen tilladelse til at befinde sig på Jorden, og som Blade Runner skal K sende dem på ‘pension’. Under en rutineopgave kommer han på sporet af en hemmelighed. En hemmelighed som nogen vil gøre alt for at holde skjult, mens andre vil bruge den til at antænde en revolution, og nogen der vil udnytte det til skumle formål. Temaerne om kunstig intelligens, sammenbrud af klimaet og samfundet, og de teknologiske muligheder er igen det store omdrejningspunkt. Men det er også en solid spændingsfilm, med et fremragende twist, og en mæthedsoplevelse for øjne og ører.
I det 21. århundrede har Tyrell Corporation udviklet højteknologiske robotter kaldet replikanter, som på næsten alle måder ligner mennesker, der har til opgave at gøre nye planeter beboelige, da Jorden mildest talt er blevet et ugæstfrit sted. En lille gruppe replikanter af Nexus 6 generationen begår mytteri, og vender tilbage for at finde deres skaber, fordi en sikkerhedsanordning forkorter levetiden ned til fire år. Et forbud mod at nogen replikanter kommer hjem håndhæves af særlige politimænd kendt som Blade Runner, og Rick Deckard får som den bedste til opgave, at fange de undvegne maskiner. En kvinde hos Tyrell får dog stærk indflydelse på, hvad Deckard mener er rigtigt eller forkert. Hvad vil det sige at være menneske? Hvor langt bør man gå med udviklingen af kunstig intelligens? Det er temaerne i hvad der til tider er en lidt langtrukken affære, men med glimt af science fiction af høj kvalitet. I tiden hvor Star Wars og Indiana Jones var med til at kendetegne Harrison Ford, så er det en ganske anderledes film han her kaster sig ud i.
Eggsy er nu en velbevandret agent hos Kingsman, og lever et liv han ikke havde turde drømme om sammen med sin svenske prinsesse. Men en aften dukker et spøgelse fra fortiden op, og indleder et angreb der nærmest udsletter dem alle. Kun Galahad og Merlin er tilbage for at stoppe et narkokartel, som ledes af den psykopatiske Poppy, der ønsker al narkotika ligaliseret. Da den amerikanske præsident vil lade alle stofmisbrugere stege i deres eget fedt, så er det nu op til de to sidste Kingsman at redde verden endnu engang. Heldigvis får de hjælp af for dem de ukendte Statesman, der tilmed har en gammel og vigtig ven i deres varetægt. Den første film var et det års helt store overraskelser, som fortsættelsen må opveje ved at gøre alting større og vildere, hvilket den praktisk talt på alle parametre gør. Hele filmen er veloplagt, hylende morsom og visuel herlig. Især er jeg igen vild med filmens tema, hvor den diabolske plan godt nok er ond, men hvor det er svært at være hundrede procent imod.
Året er 1988 da drengen Georgie en dag sporløst forsvinder, og et år senere leder storebroren Bill stadig skyldbetynget efter ham. Han er et nemt offer for skolens bøller på grund af sin kraftige stammen, og finder sammen med andre børn der også mobbes i Tabernes Klub. Den overvægtige Ben gemmer sig på bibliotektet, og opdager en grum og blodig fortid i sovebyen Derry, der gentager sig hvert 27. år. Børnene må nu se deres værste frygt i øjnene, og på den måde få afdækket den rædsel som har terroriseret området i århundreder. Med silende regn og en lille dreng alene er scenen sat for en ægte gyseråbning, og Pennywise beviser igen at han de mest ikoniske monstre indenfor genren. Er man til Stephen King er det en film man ikke må gå glip af, og undertegnet her hoppede bestemt i sædet et par gange undervejs.
En lykkelig, rettroende familie på tre, hvor faren forsørger dem med sine flotte, håndmalede dukker, får pludselig en dag smadret tilværelsen, da datteren Annabelle omkommer i en tragisk ulykke. I deres sorg inviterer de ondskaben indenfor, som da den får tilladelse til at søge bolig i en dukke, viser sit sande ansigt, og holdes fanget i 12 år. Det religiøse ægtepar tillader en flok forældreløse indenfor, men den hengemte dæmon ser sit snit til at sprede død og rædsel endnu engang. Egentlig er der her tale om en prequel til en prequel, og begge film om den besatte dukke er spin-offs til Nattens Dæmoner. At følge den polioramte pige Janice rundt i huset er en ægte mareridtsoplevelse, der praktisk talt er fortabt overfor Annabelle, som desperat søger en ny krop at tage bolig i. Og så leverer veninden Linda nok en af de bedste gyserreplikker; "Det er da lige meget! Løb!"
Der bygges en beskeden rumstation ved navn Alpha, som flere nationer tilslutter sig, og endelig begynder andre arter at komme. Til sidst har De Tusind Planeters By vokset sig så stor, at dens tyngdekraft truer Jorden. Den sendes derfor langt ud i rummet, hvor den er centrum for viden og handel i den kendte galakse. De to agenter Valérian og Laureline arbejder for Føderationen, og optrævler pludseligt en lumsk komplot. Lad det være sagt med det samme, det er den mest anstrengende kærlighedshistorie jeg længe har set på film. Den gennemsyre det meste af filmen, og er ufrivillig komisk. Effekterne er flotte, men minder visuelt om 'John Carter', og deres økonomiske succes lader de til også at dele. Det er en ambitiøs film, den dyreste indiefilm til dato, men ikke ret meget lader til at fungere.
