Ti år efter at man lukkede bruddet i Stillehavet, og stoppede forløbernes Kaiju-angreb, så er verden i gang med at komme ovenpå igen. Pacific Rim Defense Corps holder øje med uautoriserede Jaeger-robotter, der er bygget af stjålne dele fra krigen, men snart er mennesker som piloter fortid. I hvert fald hvis det står til Shao Industries, som er klar med en hær af fjernstyrede droner. Men endnu en invasion er under opsejling, og det bliver op til Stackers afdankede søn, Jake, at lede den næste generation til sejr. Den første blev ikke den store succes, men i Kina klarede den sig godt nok til, at man fik stablet en fortsættelse på benene. Kineserne står bag, og der ingen tvivl om at Kina er de gode. De kunne have sparet sig besværet, for trods effekter og masseødelæggelser, så kan det ikke skjule den tarvelige historie. Samtlige klicheer er med, og endnu en barneskuespiller, der er et så teknisk vidunder, at trods det en verden med monstre og kæmperobotter, så køber jeg hende simpelhen ikke. Det var det samme i Transformers: The Last Knight, og de er et stort irritations moment hver gang. Trods Jakes løfte til sidst om endnu en kamp i en kommende 3’er, så håber jeg virkelig at den her franchise bliver lagt i graven.
I sin tro på at hendes far stadigvæk kan være i lave, så nægter Lara Croft at underskrive hans dødserklæring, der ellers vil give adgang til hendes arv. Da hun omsider tager beslutningen om at komme videre, så leder et spor hende videre til en ukendt ø, hvor faren måske opholder sig, og som er sidste hvilested for en grusom dronning fra Japan. At tro man bare kan overføre et spil direkte til spillefilm er genrens forbandelse, og dette reboot af de to tidligere film baseret på et rebootspil er ingen undtagelse. Når det er sagt må jeg sige at det er det mest hæderlige forsøg jeg kan mindes, og der tilføjes en portion overbevisende uhygge. Lara Croft er nu mere end velproportioneret kvindelige former, og den type heltinde er til hver en tid yderst velkommen.
Efter at prins T’Challa af Wakanda mistede sin far under Zemos angreb på FN i Wien, så er den kommende konge vendt hjem til Afrika, for indtage sin plads og beholde retten som Black Panther. I USA pønser en ukendt rival til tronen på hævn, og det bliver en kamp om ideologier. Skal den hemmelige teknologi fortsat gemmes for omverden, eller skal man tage kampen op for de undertrykte? Måske der findes en gylden mellemvej, men det kræver den rigtige leder at gøre det. Med Wonder Women beviste DC at en kvinde i front kunne blive en global succes, og nu viser Marvel Studios at en sort helt kan det samme, og de følger trop med stærke, kvindelige krigere. Det har været en anelse ensformigt med en skurk, som sådan set bare har en dragt magen til hovedpersonen eller de samme kræfter, men med onde intentioner. Intet er sådan nyt denne gang, men her er der en bedre grund til det, og det er noget som løfter filmen i sin helhed. Black Panther er noget af det mest forfriskende på det seneste i MCU.
Den Ny Republik er udslettet! Han Solo er myrdet af sin egen søn! Og nu er resterne af Modstandsbevægelsen igen presset af Den Første Orden. Mens Leia kæmper med at stå imod, så har Rey opsøgt hendes bror, som er gået i eksil ved det første Jeditempel. Lukes reaktion er højst overraskende, men igen råber galaksen om hjælp, og det leder til et episk slag imellem det gode og onde. The Force Awakens efterlod en med et hav af spørgsmål, og den største cliffhanger. Noget blev vi klogere på, og andet står stadig hen i det uvisse. At prale med en større afsløring end i The Empire Strikes Back er lidt af en overdrivelse, men der interessante drejninger og en spændende udvikling. Kan næsten ikke vente med det afsluttende kapitel i denne del af sagaen.
Det kører i bogstaveligste forstand for Lynet McQueen, der desværre efter en stribe overbevisende sejre må se sig overhalet af en ny, langt hurtigere generation af racerbiler. Den tidligere mester må i gang med en helt anderledes type træning, men det er op ad bakken når hele omverden fortæller dig at du er fortid. Og pludselig befinder den gamle fartdjævel sig i anden position end han er vant til, som skal hjælpe et nyt talent med at vinde Stempelpokalen. I bedste Rocky Balboa stil skal McQueen være træner for den usikre, men hurtige Cruze. I forgængeren var der et håbløst James Bond tema, men her handler det om fart og racerløb, og tredje skud på stammen er en fin afslutning.
Efter Supermans død søger Bruce Wayne tilgivelse for sin hævntørst, og efterforsker en trussel, som Diana Prince finder ud af er en invasion. En gammel fjende er endnu engang vendt tilbage, og de må nu samle et forbund af helte. Men Batman ved at Jorden endnu engang har brug for Kryptons sidste søn, for at stoppe Steppenwolf og hans hær af flyvende dæmoner. Et forfærdeligt CGI mareridt. Milevidt fra Zack Snyders egen vision. Forhastet, usammenhængende, og lever ikke op til tidens andre superheltefilm. Dette er en dødsdom over DCEU. I hvert fald en dødsdom over det planlagte DCEU.
Den belgiske mesterdetektiv Poirot trænger egentlig til en pause, men tilkaldes til endnu en opgave, og må tage turen tilbage til Europa ombord i det luksuriøse tog, Orientekspressen. En lavine skubber på dramatisk vis toget af skinnerne, og omgivet af mørke og kaos myrdes Ratchett. En skummel forretningsmand, der med tiden har fået en del fjender igennem årene. Især en sag om en børnekidnapning kaster skygger, og det er nu op til Hercule at finde morderen. Hver gang en klassiker skal fornyes er det langt fra vellykket, men jeg nød til fulde den her omgang var-det-butleren-stuepigen-eller-gartneren. Absolut en moderne hyldest til det oprindelige forlæg, og ser frem til endnu en opklaring på Nilen.
Mens konfrontationen på Jorden spidser til imellem Captain America og Iron Man, så er Thor havnet i fangenskab hos dæmonen Surtur i søgen efter Evighedsstenene, som proklamere Ragnarok, og dermed dommedag over Asgård. Med genkomsten af dødsgudinden Hel bliver han og Loke besejret, og havner på planeten Saakar der ledes af Stormesteren, som desuden er bror til Samleren, der planlægger Titanernes Tvekamp. Her skal han kæmpe imod ingen ringere end Hulk, som er endt der efter kampen imod Ultron. De to må nu finde fælles fodslag, men de er ikke alene i at stoppe Hels planer om at underlægge sig hele kosmos. Tredje gang er lykkens gang, og afslutningen på trilogien om tordenguden er klart den bedste. Den nordiske mytologi får endnu en tur igennem den kulørte Marvel maskine, hvor familieforholdet til Hel, og fremstillingen af Ragnarok er mest markant. I den her sammenhæng er det komplet irrelevant, og det er bare med at overgive sig til en ufattelig sjov, vanvittig og effektvellykket film.
Tredive år er gået siden Rick Deckard stak af med replikanten Rachel, og i mellemtiden er de to som sunket i jorden. Da replikanter efterfølgende blev gjort ulovlige gik Tyrell Corporation konkurs, og virksomheden blev opkøbt af Niander Wallace, der har fået lov til at genstarte produktionen. De har stadig ingen tilladelse til at befinde sig på Jorden, og som Blade Runner skal K sende dem på ‘pension’. Under en rutineopgave kommer han på sporet af en hemmelighed. En hemmelighed som nogen vil gøre alt for at holde skjult, mens andre vil bruge den til at antænde en revolution, og nogen der vil udnytte det til skumle formål. Temaerne om kunstig intelligens, sammenbrud af klimaet og samfundet, og de teknologiske muligheder er igen det store omdrejningspunkt. Men det er også en solid spændingsfilm, med et fremragende twist, og en mæthedsoplevelse for øjne og ører.
I det 21. århundrede har Tyrell Corporation udviklet højteknologiske robotter kaldet replikanter, som på næsten alle måder ligner mennesker, der har til opgave at gøre nye planeter beboelige, da Jorden mildest talt er blevet et ugæstfrit sted. En lille gruppe replikanter af Nexus 6 generationen begår mytteri, og vender tilbage for at finde deres skaber, fordi en sikkerhedsanordning forkorter levetiden ned til fire år. Et forbud mod at nogen replikanter kommer hjem håndhæves af særlige politimænd kendt som Blade Runner, og Rick Deckard får som den bedste til opgave, at fange de undvegne maskiner. En kvinde hos Tyrell får dog stærk indflydelse på, hvad Deckard mener er rigtigt eller forkert. Hvad vil det sige at være menneske? Hvor langt bør man gå med udviklingen af kunstig intelligens? Det er temaerne i hvad der til tider er en lidt langtrukken affære, men med glimt af science fiction af høj kvalitet. I tiden hvor Star Wars og Indiana Jones var med til at kendetegne Harrison Ford, så er det en ganske anderledes film han her kaster sig ud i.
Eggsy er nu en velbevandret agent hos Kingsman, og lever et liv han ikke havde turde drømme om sammen med sin svenske prinsesse. Men en aften dukker et spøgelse fra fortiden op, og indleder et angreb der nærmest udsletter dem alle. Kun Galahad og Merlin er tilbage for at stoppe et narkokartel, som ledes af den psykopatiske Poppy, der ønsker al narkotika ligaliseret. Da den amerikanske præsident vil lade alle stofmisbrugere stege i deres eget fedt, så er det nu op til de to sidste Kingsman at redde verden endnu engang. Heldigvis får de hjælp af for dem de ukendte Statesman, der tilmed har en gammel og vigtig ven i deres varetægt. Den første film var et det års helt store overraskelser, som fortsættelsen må opveje ved at gøre alting større og vildere, hvilket den praktisk talt på alle parametre gør. Hele filmen er veloplagt, hylende morsom og visuel herlig. Især er jeg igen vild med filmens tema, hvor den diabolske plan godt nok er ond, men hvor det er svært at være hundrede procent imod.
Året er 1988 da drengen Georgie en dag sporløst forsvinder, og et år senere leder storebroren Bill stadig skyldbetynget efter ham. Han er et nemt offer for skolens bøller på grund af sin kraftige stammen, og finder sammen med andre børn der også mobbes i Tabernes Klub. Den overvægtige Ben gemmer sig på bibliotektet, og opdager en grum og blodig fortid i sovebyen Derry, der gentager sig hvert 27. år. Børnene må nu se deres værste frygt i øjnene, og på den måde få afdækket den rædsel som har terroriseret området i århundreder. Med silende regn og en lille dreng alene er scenen sat for en ægte gyseråbning, og Pennywise beviser igen at han de mest ikoniske monstre indenfor genren. Er man til Stephen King er det en film man ikke må gå glip af, og undertegnet her hoppede bestemt i sædet et par gange undervejs.
En lykkelig, rettroende familie på tre, hvor faren forsørger dem med sine flotte, håndmalede dukker, får pludselig en dag smadret tilværelsen, da datteren Annabelle omkommer i en tragisk ulykke. I deres sorg inviterer de ondskaben indenfor, som da den får tilladelse til at søge bolig i en dukke, viser sit sande ansigt, og holdes fanget i 12 år. Det religiøse ægtepar tillader en flok forældreløse indenfor, men den hengemte dæmon ser sit snit til at sprede død og rædsel endnu engang. Egentlig er der her tale om en prequel til en prequel, og begge film om den besatte dukke er spin-offs til Nattens Dæmoner. At følge den polioramte pige Janice rundt i huset er en ægte mareridtsoplevelse, der praktisk talt er fortabt overfor Annabelle, som desperat søger en ny krop at tage bolig i. Og så leverer veninden Linda nok en af de bedste gyserreplikker; "Det er da lige meget! Løb!"
Der bygges en beskeden rumstation ved navn Alpha, som flere nationer tilslutter sig, og endelig begynder andre arter at komme. Til sidst har De Tusind Planeters By vokset sig så stor, at dens tyngdekraft truer Jorden. Den sendes derfor langt ud i rummet, hvor den er centrum for viden og handel i den kendte galakse. De to agenter Valérian og Laureline arbejder for Føderationen, og optrævler pludseligt en lumsk komplot. Lad det være sagt med det samme, det er den mest anstrengende kærlighedshistorie jeg længe har set på film. Den gennemsyre det meste af filmen, og er ufrivillig komisk. Effekterne er flotte, men minder visuelt om 'John Carter', og deres økonomiske succes lader de til også at dele. Det er en ambitiøs film, den dyreste indiefilm til dato, men ikke ret meget lader til at fungere.
To år har konflikten raset siden Koba udnyttede Caesar, og den lille koloni af overlevende mennesker fik kontakt med soldater. Indtil videre har aberne haft held med at skjule sig i skoven, men behovet for et nyt hjem er støt stigende. Uvidende om at virussen, som praktisk talt har udrydddet homo sapiens, har muteret indleder Caesar et personligt hævntogt på Obersten, der ovenikøbet er raget uklar med sine overordnede. Pludselig er aberne havnet i en intern klonflikt imellem menneskene, som giver dem mulighed for at arve planeten. Men tidligere Koba tilhængere, og aber der frygter menneskets teknologiske overlegenhed, kæmper også imod dem. Personligt køber jeg ikke idéen om, at den her prequel trilogi leder op til 1968 klassikeren. Den oprindelige serie kom med en forklaring, der overhovedet ikke stemmer overens med hvad der kommer frem her. Men noget meget lignende vil ske, da det hintes i Oprindelsen. Her i Opgøret er der tale om det afgørende vendepunkt, som stadfæster Caesars position i abernes mytologi. Den er helt og aldeles fremragende, og et fornemt punktum i denne del af sagaen.
De allierede er presset sammen til den franske kystby Dunkerque, og hjælpen synes langt væk til trods, hvor tæt på de engelske kyster er. En civil styrke er på vej, men tyske angreb gør imellemtiden indhug på de sårbare soldater. Der er ikke tale om en typisk krigsfilm, men mere et intens drama, som skildrer forskellige menneskers oplevelse af den senere legendariske redningsoperation. Det er måske en smule for intens, og spændingskurven føles en anelse ensformig. Der er mange personer i spil, og de er lidt svære at holde rede på. Billed-, lyd- og musiksiden er hvor kvaliteten findes, og kan lige akkurat holde interessen fanget henover knap to timer.
Efter at Avengers stoppede den udstødte Loki, og hans udlånte Chitauri-hær tilhørende Thanos, så har Adrian Toomes fået den lukrative opgave af New Hork, at bjærge hvad der er tilbage efter invasionsforsøget. Desværre for ham bliver et særligt ministerium oprettet, der overtager jobbet, og han står pludseligt til at miste alt hvad han ejer. Dog har han og hans hold stadig en rest af den udenjordiske teknologi, og igennem otte år udvikler de avancerede våben, som havner hos lyssky personer på det sorte marked. Det kræver mere af det samme, og i form af Vulture begår Toomes indbrud i jagten på det. Spider-Man keder sig bravt efter sin deltagelse i Captain Americas splittelse af Jordens mægtigste helte. Et kup bringer ham efterfølgende på sporet af deres hemmelige forretning, men møder nu modstand langt over hvad han tidligere har oplevet. Humoren er fantastisk, hovedpersonen er i top og en film der for alvor udnytter arven fra MCU. Især brugen af begivenheden fra The Avengers er fremragende, og er en ting som er virkelig binder det fælles univers sammen. Tony Stark fungerer ligeledes som en sarkastisk mentor, der alligevel hjælper den unge helt på vej. At Peter Parker tumler med gymnasieproblemer kontra udfordringer som helt giver en masse, herlige øjeblikke. Jeg nød at skurken denne gang ikke bare var en person, der havde onde intentioner med samme kræfter som helten. Låneaftalen med Sony var et rigtigt, og ikke mindst vellykket valg af Marvel Studios.
I år 484 e.Kr. udkæmper Kong Arthur og ridderne af Det Runde Bord et skæbnesvangert slag, og sejren vil kun være mulig hvis troldmanden Merlin dukker op, og udøver sin magi. Denne magi er i virkeligheden Transformersteknologi i form af Quintessas stav, en gudinde fra Cybertron, som hendes tolv riddere har stjålet fra hende, da hun er en ondskabsfuld bedrager. Staven bliver en myte, der holdes i live af en hemmelig orden. Merlins arvtager er den eneste som kan stoppe katastrofen, da den ultimative ondskab 1600 år senere dukker op, der ikke bare har Megatron på sin side, men også har vendt Optimus Prime imod menneskeheden, og vil suge kraften ud af Cybertrons gamle fjende, Unicron, der er indkapslet i Jorden. Lyder det en anelse forvirrende? Skal vi nævne at Bumblebee var en bad ass, der jagtede nazister? At Cade Yeager er en udvalgt ridder? At de jagtes af et agentatur der på en gang er onde, og så alligevel ikke helt? Hele molevitten pakket ind i slow motion og eksplosioner. Syv manusforfattere har vist været indover, og det virker også til at syv historier forsøges at flettes sammmen. Efter fem film er det ufatteligt at der overhovedet er noget tilbage af planeten, og med de mange planlagte fortsættelser, så ville man snart ønske der ikke var mere klode at smadre.
På en ø skjult for menneskeheden vokser datteren Diana af amazonernes dronning op, og trænes til kamp mod sin mors vilje, som frygter hvad der vil ske hvis hun bliver kriger. Selvom livet påThemyscira står stille, så fortsætter verden udenfor, og her puster krigsguden Ares til ilden, hvor 1. Verdenskrig er nået til den afgørende fase. En tysk general og en kemiker er klar til at udsende den mest dødbringende gas til dato, og kun et vidunder med lidt hjælp kan stoppe katastrofen. Det har været en kringlet vej for DC's fælles filmunivers, og de har med tre stortanlagte film betalt dyre lærepenge, og med Suicide Squad ramte de bunden. Heldigvis var rygterne om Wonder Women grundløse, for omsider er det lykkedes dem at slå hul på bylden, og har skabt en solid film for genren, der kan hamle op med Avengers og X-Men. Den historiske baggrund er fremragende, og der kommer en masse herlige, kulturelle morsomheder fra Dianas møder med den moderne verden. Måske grunden til succesen er at de ikke gør hende til helt fordi hun er kvinde, men en helt som nu engang er kvinde.
Henry Turner har dedikeret sit liv til at hæve den forbandelse, der binder han far som kaptajn på Den Flyvende Hollænder. Poseidons Trefork kan ophæve alle havets forbandelser, men den hekseanklagede Carina Smyth er også på jagten efter den, for at gå i fodsporene på en far, der dog er en helt anden end ventet. I deres kølvand er den spanske piratjæger Salazar, som har pønset på hævn i Djævlens Trekant, hvor Jack Sparrow besejrede ham for år tilbage. Modsat den forrige I Ukendt Farvand, så rummer femte kapitel om piraterne fra Caribien et skær af samme ambitioner, som især Død Mands Kiste og Ved Verdens Ende. Skuespilleren bag Henry minder desværre om manden, der spillede præsten Phillip, som hellere ikke gjorde et mindeværdigt indtryk. Og så er det måske et spørgsmål om tid før vi ikke længere rigtig griner af Johnny Depps portrættering af kaptajn Jack Sparrow, men lige nu trækker man stadig på smilebåndet. Disney har alt i alt lavet endnu et solidt pirateventyr, og med ekstascenen efter rulleteksterne er der lagt op til en kommende fortsættelse.
Rumskibet Covenant er ude på menneskets første koloniseringsmission, da det langt fra distinationen rammes af et kraftigt soludbrud, og et besætningsmedlem modtager efterfølgende et mystisk signal under reparationen. De finder frem til en planet langt tættere end på det oprindelige mål, og med langt mere lovende forhold, hvilket er for fristende for den nye kaptajn, som overtog efter den første, der brændte ihjel i sin hyperdvale. Her finder de frem til hvilken skæbne der overgik Prometheus, og pludselig er de gået fra paradis til helvede. Ridley Scott har skabt en fortsættelse, som er langt mere sammenhængende, og der rent faktisk kommer med gode svar. Især Michael Fassbenders dobbeltrolle som henholdsvis David og Walter fungerer fantastisk, og selvom David i Prometheus var skræmmende, så er han nu decideret ondskabsfuld. Masser af hårrejsende gys, chok og fremfor alt mødet med den ikoniske Alien.
Menneskene og magerne lever i fredelig sameksistens, men nogen er utilfreds med magtfordelingen, hvilket ender med en krig, der sender tronarvingen Arthur på gaden. Som voksen lever han nu, ligesom resten af England, i skyggen af hans onkel Kong Vortigerns tyranni. En mand der er gået langt for magten, og stadig er villig til at gøre alt for at beholde den. Arthur skal nu beherske kraften fra sværdet Excalibur, men også erkende sin arv og ophav. Som vi kender det fra instruktørens stil fra Sherlock Holmes er alt klippet knivskarpt, masser af slow motion og hurtige bemærkninger, hvilket både er fedt, men passer på en måde ikke til historien om Kong Arthur. Hele fantasydelen minder desværre om den middelmådige War Craft, eller den måde den græske mytylogi altid bliver portrætteret, og med elefanter der vil få selv Peter Jackson til at sige; wow, ro på. De kan faktisk godt blive FOR store! Som sagt føles det allerhøjest i den gode ende af det middelmådige, og næppe en franchise alt og alle vil tale om.
Star-Lord og resten af Guardians of the Galaxy ridder på en bølge af succes, men efter en vellykket opgave for et humorforladt folk, for at fange Nebula som er i deres besiddelse, så kommer holdet hurtigt i nye problemer, da Rocket endnu engang stjæler fra de forkerte. Samtidig er kaptajnen Yondu kommet i unåde hos ikke bare sin egen besætning, men også hos alle de andre Ravagers. Han indleder en jagt efter Peter Quill, der er blevet reddet af ingen andre end sin egen far Ego, men alt er ikke som på overfladen, og pludselig er de alle sammen røget fra asken til ilden. Overordnet er der tale om en solid fortsættelse, hvor intet tages seriøst, og alt er pakket flot ind i farver, hæsblæsende action og masser af musik. Ligesom andre fortsættelser fra MCU, så kæmper den med at holde styr på alle trådene, men stadig en dem der slipper bedst fra det.
Menneske og maskine er i en nær fremtid smeltet mere og mere sammen, hvilket gør det muligt for en farlig hacker, at stjæle oplysninger direkte fra deres hjerner. Ind sættes Major, en cyborg med hendes egen hjerne, og Sektion 9 for at hjælpe Hanka Robotics, der står bag både Major selv og alle andre teknologiske udviklinger, og er målet for de mystiske angreb. I jagten på forbryderen afdækkes sandheden om hovedpersonen selv, og selskabets hemmelige dagsorden. Selv Paramounts egen direktør har beklaget den hvide casting, og det bliver bizart når en taler japansk, mens alle andre omkring ham taler engelsk. Eller at hovedkarakteren er hvid, mens hendes mor åbenbart er japansk. Tror som sådan at live-action udgaven læner sig op ad originalmaterialet, men i forsøget på at tilfredsstille masserne fejler Hollywood med deres valg af skuespillere, og fuldt fortjent at filmen straffes med sølle 19 mio. dollars i sin åbningsweekend. Dyrt når det hele løber op i hele 110 mio. dollars. Effekter, lyd og musik er der dog ikke en finger at sætte på.
I 1944 styrter en amerikansk og japansk pilot ned på en mystisk stillehavsø, og to år senere oprettes et hemmeligt bureau, der kort sagt vil bevise at uhyre findes. Forskeren Bill Randa har selv mødt vogteren af Skull Island fra et angreb der forties, og bliver nu betragtet som en tosse. Kun afslutningen på Vietnamkrigen, og russisk interesse betyder at forskerholdet tilknyttes en millitærekspedition. Ude på øen kortlægges et rædselsøkosystem, og de overlevende opdager til sidst at Kong kun er begyndelsen. Kronologisk er vi årtier inden begivenheden om Godzilla, og Skull Island er Peter Jackson værdigt. Hos begge monstre ligger der sympati, og der skal være en umanerlig god grund til at de to engang skal slås. Modsat Godzilla gemmes Kong på ingen måde væk i røg, mørke og skygger. Det må være en smagssmag om det er bedre, men den Platoon inspirerede jungle i flammer er fantastisk, som brænder til musikken af 70'erne.
For svimlende 65 millioner år siden besejrer en tidligere Power Ranger sit gamle team, da hun fanges på bunden af havet i jagten på en særlig diamant, der er kilden til alt liv på planeten, da lederen Zordon sender en meteor mod Jorden. De særlige sten gemmes væk som giver de forskellige Rangers deres kræfter, og findes først af fem teenagere i en amerikansk flække, som siden er grundlagt på det sted hvor det afgørende slag fandt sted. Hvad hvis man tog den til tider komiske TV-serie fra 90'erne alvorligt? Det synes jeg er noget man her langt hen ad vejen er lykkedes med. De fem teenagere har kant, og alle deres problemer i hverdagen at slås med. Men stjernen er filmens skurk til trods sit for os fjollede navn gennemført ond, uhyggelig og spilles veloplagt Elizabeth Banks. Af hensyn til seriens arv er hendes guldkæmpe og stensoldater okay, men for den moderne fortolkning er det noget vi har set tusind gange før, og CGI'en er egentlig ikke særlig flot. Men hey, det er man ærlig talt ligeglad når deres berømte dinozords brager fremad til det velkendte tema.
Seks år efter at Wolverine vendte tilbage til nutiden fra sin tidsrejse, så er tingene endnu engang gået i hundene for mutanterne. Logans adamantiumskelet er begyndt at forgifte ham, og har seriøse indvirkninger på hans healingsevner. Samtidig er Charles ved hjerteskærende dårligt helbred, og vartes op Caliban, der tidligere har været med til at opstøve sine artsfæller. Ingen nye mutanter er kommet til verden i 25 år, men klonede versioner ser dagens lys. Da det for bagmændene desværre ikke er muligt at styrer børnene, så skrinlægges projektet til fordel for et mere vidtgående. Nu må den gamle X-Man forhindrer mordene på mutanternes fremtid. Det er mig en gåde at man med Days of Future Past om man vil annullerede to film, og bragte de døde tilbage, for bare at lade dem dø igen så kort tid efter. Det er min eneste anke omkring Hugh Jackmans niende, og sidste optræden som Jærven. Han og rollen er blevet til én person, og ingen har taget så mange skud, stik og slag som ham. Derfor er det velfortjent, og måske lidt på tide, at kløerne bliver lagt på hylden. Hvordan X-Men skal klarer sig uden deres kampmaskine bliver både svært og underligt, men måske Laura med tiden vil løfte arven efter sin far. I hvert fald tusind tak for næsten to årtiers indsats. Hvil i fred, Logan.
I bedste Han Solo stil bekæmper Nattens Ridder sine velkendte DC skurke, men Jokeren føler sig ikke hadet nok, og narrer Batman til at lukke ham ind i Fantom Zonen. Her holdes et hav af skurke spærret inde, og efter at Gothams forbrydere har skuffet Jokeren, så må Sauron, Lord Voldemort m.m. i stedet træde til. Der gøres tykt grin med hele Batman arven, der er et ton af populære referencer, og det udnytttes i vidt omfang. Hele moralen om at sammen er vi stærkere, og at familien er det vigtigste, har vi hørt tusind gange før, men det falder heldigvis i baggrunden i den fantasifulde brug af LEGO klodserne. Syntes man at LEGO Filmen - Et Klodset Eventyr var sjov, så er der meget mere at hente her.
Den egocentrede Timo befinder sig i livets nødspor på andres bekostning, alt er andres skyld og det hele ryger af sporet, da hans og den knap så kloge lillebror Ralfs far går bort. Han efterlader sig en kostbar veteranmotorcykel, der ganske overraskende overgår til deres ukendte bror, som bor i Italien, der så viser sig at være en dyreelskende søster. Med Ralf som den eneste forsonende faktor i en umage alliance, så skal de tre nu bryde ind på en chinchillafarm, der ejes af en skruppelløs pelsbaron. Men det er her at Timo efterfølgende må tage sine prioteringer op til alvorlig genovervejelser. Rasmus Heide har med garanti skabt endnu en publikumssucces, og tiden må vise om serien er langtidsholdbar, som sit forbillede Olsen Banden. Det er endnu en vanvittig tur med grove, skæve og latterkrampende indfald. Absolut en anbefalingsværdig film. Så må vi som om vi griner ligeså meget om 20-30 år. Det er dog ærgerligt at Jonathan Spang nu er reduceret til en birolle på bekostning af familiedramaet.
Et lille øsamfund lever for de flestes vedkommende lykkeligt uvidende om deres storslåede fortid, hvor de var dygtige søfarere, der bosatte det ene paradis efter det andet. Men den til tider selvglade halvgud Maui, som ellers havde bragt så meget godt til menneskeheden, ønskede at give dem den største gave af alle; nemlig evnen til selv at skabe. Derfor stjal han noget ingen andre havde formået, Te Fitis Hjerte, hvilket desværre bragte død til paradiset, og mørket spredte sig derfra til de enkelte øer. Høvdingedatteren Vaiana bliver nu udvalgt af havet til at finde Maui, og bringe orden i det kaos der truer verdnen. Baggrunden for Disneys seneste klassisker er et miskmask af forskellige Stillehavslegender, som f.eks. Maui der er sammensat af hele syv af slagsen, og titlen er anderledes i flere forskellige europæiske lande. 'Moana' hedder den oprindeligt, hvilket kan oversættes til havet, mens 'Vaiana' vist blev afgjort af et spørgsmål om rettigheder. Ikke desto mindre har Mickey Mouse fabrikken endnu engang skabt en sprudlende historie, fyldt med ørehængende sange, fest, fare og eventyr. Om de så på det groveste udnytter et folks mytologi, eller hylder dem må den enkelte nok selv afgøre.
I århundreder har Tempelriddernes Orden ihærdigt jagtet Paradisets Æble, der rummer kimen til menneskehedens syndefald, eller på moderne sprog den genetiske kode til vores frie vilje. Ligeså længe har Broderskabet forhindret dem i at overtage verdensherredømmet, men nu har de opfundet en maskine kaldet Animus, og med manipulation narret den tilsyneladende henrettet fange, Callum Lynch, til at gennemleve sin forfaders minder, som var den seneste person der havde det mystiske artefakt. Broderskabet er dog bestemt ikke uddødt, og forsøger at overbevise hovedpersonen om at vælge deres side. Den berygtede spilforbandelse er en udfordring mange har brækket nakken på, og hellere ikke her er det noget som lykkedes 100 procent. Med min begrænsede viden om historien fra selve spillet lader den del til at være i orden, men det er for tyndt til en dyr Hollywood produktion. Og nu må det ikke lyde som om Dan Brown har patent på genren, men det føltes som en wannabe udgave af 'Da Vinci Mysteriet'. Værst var dog lydsporet der var alt for højt, ja nærmest skrattende. Michael Fassbender og de andre store navne løfter opgaven så godt de kan, men vi må endnu engang kigge ud i horisonten efter den helt store succes. Måske den kommer med garanteret forsættelse, for de har altså fat i noget af det rigtige.
Galen Erso, en videnskabsmand der kan forarbejde de såkaldte Kyberkrystaller, bliver endnu engang fundet af Krennic, en magtbegærlig mand fra Imperiet, der står i spidsen for Kejserens til dato farligste våben. Da alt håb synes ude vælger den slagne familiefar at bekæmpe det galaktiske regime indefra, og 15 år senere drages den nu voksne datter ind i Oprørsalliancens nærmest chanceløse overlevelseskamp. Aldrig har der været så meget krig i Star Wars, og der så fantastisk meget guf for seriens fans. Især to øjeblikke med Darth Vader vil blive ikoniske. Og det er næsten uhyggeligt hvordan nok penge, og ordentlig CGI kan bringe fortiden tilbage til nutiden. Selvom udfaldet om filmens personer nok var forudbestemt, så var det alligevel en modig og vellykket beslutning.
Newt Scamander rejser til De Forenede Stater for, at slippe en af de mange skabninger han gemmer i sin magiske kuffert fri i sine naturlige omgivelser. Han må dog også forlade Storbritannien, da en dramatisk begivenhed på Hogwarts tvinger ham væk. Den magiske verden i Europa er på kogepunktet, og den hadske Gellert Grindelwald er som sunket i jorden. Bedre står det ikke til på den anden side af Atlanterhavet, hvor en gruppe ubehagelige no-maj'er opildner til kamp imod folk med magiske kræfter, og som en konsekvens af det politiske klima undertrykker visse troldmænd og hekse deres kræfter, hvilket betyder at en ond kraft bryder ud, og især en ung mand med ukontrollerbar magt er interessant for en person, der ikke er hvem han giver sig ud for at være. J.K. Rowling spiller på alle tangenter, og udnytter til fulde de historiske rammer. Hun har lavet en uhyre kompleks fortælling, og der er mange ting at hitte rede i, og David Yates disker op med masser af effekter. Alt i alt en prisværdig udvidelse af den verden Harry Potter årtier senere bliver en del af.
Stephen Strange er en hæderkronet specialist, hvilket han minder alt og alle om konstant. På vej til endnu en aften i rampelyset involveres han i et skæbnesvangert biluheld, der for altid forandrer hans liv da hans hænder lider alvorlig skade. Under sin genoptræning hører han om et sandt lægemirakel, og den pågældende person fortæller om et mystisk sted, hvor han muligvis kan opnå det samme som ham selv. Her har den kommende magiker et valg; hjælp kun dig selv, eller hjælp os med interdimensionelle trusler! Det undrer mig at Stephen Strange var en del af Hydras trusselsbillede allerede i 'The Winther Soldier', da 'Doctor Strange' foregår kronologisk efter, og altså før han opnår sine magiske kræfter. Man følger samme opskrift som med Iron Man, hvor en arrogant rigmand får vendt sin opfattelse af verden efter en tragisk oplevelse, omend Strange opnår en større indsigt end Tony Stark, og som efterfølgende opnår unikke evner til at frelse verden. Men modsat hvad Thor havde at sige om hans opfattelse af magi, og hvad Scarlet Witch har opnået, så bliver der nu rent faktisk tilført magi til MCU/MCM - og DET bliver interesant at se hvad det kommer til at betyde!
Robert Langdon er under de mest kaotiske forhold involveret i jagten på en mand, der enten gal eller genial vil løse Jordens største problem; overbefolkning! Det bliver en hæsblæsende indsats efter en virus, som med et trylleslag vil få styr på masserne. WHO er nok fremstillet end del mere hardcore end virkelighedens sundhedsorganisation, men det er noget en som Dan Brown kan skabe spænding ud af. Som en moderne Indiana Jones formår Tom Hanks endnu engang at få adrenalinen op at kører, alt er perfekt klippet sammen under dundrende musik, og bagmanden er igen den mest usandsynlige person - hvilket ironisk nok gør vedkommende mest oplagt. Her falder filmen dog ikke på motiverne, men for mig at Ron Howard ikke havde modet til at gå linen ud til sidst. Folk der har læst bogen ved udmærket hvad jeg taler om.
Newt Knight slæber sårede sydstatssoldater, der kæmper en håbløs kamp imod de teknologisk, bedre udrustet yankees. Frustrationerne over at Konføderationens krig om selvstændighed hober sig op, da det i hans øjne i virkeligheden er de riges ønske om, at drive rovdrift på de fattige bønder. Da militserne bliver mere desperate og grådige, for at holde liv i et dødsdømt forsøg på løsrivelse, presser de Newt til at tage kampen op mod dem selv. Det fører til et fristed for frie mænd, men selv her hersker de samme fordomme. En borgerkrig er mere ødelæggende end en krig mod en anden nation, og såret efter den amerikanske er aldrig helet op til vore dage. Filmfortællingen 'Free State of Jones' må og skal tages med en portion af sund skepsis, men viser igen at USA har et alvorligt problem med sine egne indbyggere. Og de uhyggelige sammenligninger imellem nazisternes jødelove, og deres love om blandingsægteskaber.
I række glimt fra fortiden bliver den glemsomme kirurgfisk påmindet om sine forældre, og nu må Marlin og sønnen Nemo endnu engang krydse oceanet, for at hjælpe Dory med den helt store genforening. Det bliver et møde med nye, skæve eksistenser og et gensyn med gamle, glemte venner. Tretten år er gået siden vi så klovnefisken Marlin, men med filmmagi er der kun gået et år siden Nemo blev reddet. Dory var en fantastisk sidekick, og er heldigvis er hendes baggrund rig nok til at holde fokus på hende. Filmen burde rettelig hedde 'Find Dorys Forældre', omend et sted i historen er det hende som skal findes. Det er dog en detalje som jeg villig til at se fingre igennem med, og det er Pixar når det er bedst hele vejen igennem.
Amanda Waller er som chef for den hemmelige regeringsorganisation A.R.G.U.S. uhyre interesseret i endelige, at få sit Task Force X projekt op at stå, men først med Supermans dødskamp mod Doomsday er de gamle generaler klar til at lytte. Dog har det mægtige metamenneske Enchantress ikke tænkt sig at være skødehund, og slipper sin bror løs for at underlægge sig menneskeheden. Da de gode mennesker og andre skabninger kører deres eget spil, så må man samle et hold af knap så pålidelige personer, der meget imod deres sande natur nu må gøre hvad de er dårligst til; nemlig at redde verden. Warner Bros. har haft mere end svært ved at matche succesen hos Marvel Studios og Fox-Marvel, og som bekendt burde tredje gang være lykkens gang. Når man tilmed med sin kampagneføring skaber en af årets største forventninger må sejren være i hus. Desværre er filmen generelt en smule rodet, historien en kende kedelig og alle tænker at Jokeren burde have været ham de skulle stoppe. Han er til gengæld et af de store lyspunkter i sine korte optrædener, og Batmans involvering er ligeledes spændende.
David Webb der i sine unge dage tilmeldte sig det tophemmelige Treadstone-program, og blev den nærmest overmenneskelige CIA agent Jason Bourne, lever nu en omtåget tilværelse i verdens yderkroge. Et nyt overvågningsprogram er dog ved at blive udviklet, og Nicky Parsons ønsker at få den gamle patriot til at tage kampen op igen. Han vil tilmed finde ud af mere om hvordan man manipulerede og myrdede, for at få ham til at melde sig "frivilligt". Det er som om den stakkels Bourne får mindre og mindre at sige hver gang, men med hurtige klip og biljagter får instruktøren en til, at se lidt i fingrene igennem med et lidt tyndt plot.
Med udgangspunkt i datidens store kolonimagtkampe har den belgiske kong Leopold den 2. økonomiske kvaler med sin personlige legeplads, Belgisk Congo. Med hjælp fra sin udsendte højre hånd, Leon Rom, i den afrikanske jungle ønsker han en hær af legesoldater, men som bekendt kan man uden penge ikke købe. For at rejse den nødvendige kapital hurtigst muligt jagter Rom nogen værdigfulde diamanter, men de befinder sig i fjendeterritorium. Deres høvding vil dog give dem ædelstenene mod at de bringer Tarzan tilbage, der ellers lever et civiliseret liv nu hjemme i England, for at gøre et blodigt regnskab op med ham. Under påskud af en invitation om en handelsaftale rejser Lord John Glayton III tilbage, men med selskab af den bekymret George Williams, der har dårlig erfaring med den hvide mands møde med de indfødte, og han frygter at den manglende indsigt om kolonien dækker over omfattende slaveri. Tarzan er som hvis Captain America og Daredevil fik et barn, og kan svinge i lianer så selv Shia LaBeouf ville blive imponeret. Den historiske ramme giver et tiltrængt virkelighedspust i den lidt absurde tanke om et barn opvokset i junglen, der som et andet supermenneske slåes med gorillaer og leoparder. Den tangerer til at blive en smule for følelsesladet, men forsøger at være upartisk i sin fremstilling af de sorte. Alt i alt en udmærket nyfortolkning af den klassiske historie, og viser hvor imponerende CGI-dyr kan laves.
