Forventningerne til årets ekstasefilm for anmeldere, Boyhood, var selvsagt af en næsten uhørt kaliber forud for biografbesøget. Jeg havde på forhånd svært ved at forestille mig, hvorledes filmen ville tage form, men havde regnet med en jeg-fortæller i form af hovedpersonen Mason, der gennem sine tanker kunne vise publikum på direkte vis, hvordan det er at vokse op og hvad tankerne er centreret om i de forskellige livsstadier. Imidlertid mødes man af en meget direkte og ærlig fortællerform, hvor der som i klassisk forstand ikke er en egentlig fortælling. Den dramatiske overlevering sker på yderst subtil vis, og i de første minutter kan dette næsten virke for banalt og kedeligt. Efterhånden som Masons liv tager form er det dog netop denne tilgang, som giver filmen en helt ufattelig dybfølt og effektiv indvirkning på publikum. Selvom Mason ubetvivleligt er omdrejningspunktet i filmen, er det kun gennem sammenspillet med hans familie, venner, kærester osv., at man mærker og forstår karakteren Mason ikke bare som person, men som repræsentant for en hel generation. En generation hvor alle ønsker at flygte fra klichéerne - bryde normaliteten "whatever it is" for at citere filmen - men hvor langt størstedelen i forsøget herpå bliver en del af det, de netop søgte at flygte fra. Boyhood påminder os om trivialiteten i livet, men i langt højere grad skildrer den en drengs opvækst og alle livets mange facetter på en fantastisk livsbekræftende og oprigtig måde. Der er ikke nogen letkøbte know-it-all-citater fra en alvidende fortæller, og filmens væld af intertekstuelle referencer til populærkulturen, der knytter sig til Mason-generationen, vidner om hvor meget vi alle - om vi vil det eller ej - har til fælles. Trods en på mange måder anderledes film end jeg havde forventet, må jeg blot slutte mig til rækken af begejstrede anmeldere og give Boyhood titlen af mesterværk.
Elsker sgu Scorsese! Håber I alle har det godt og holder humøret oppe!
En elendig film, hvis eneste trækplastre er de altid spændende temaer om menneskelig rejsen i rummet og liv i rummet. Filmens forsøg på at fremstå som en form for autentisk gengivende film, bliver filmens egen undergang. Filmen prøver i alt for høj en grad at skabe en slags konspirationsteori-stemning. Men det hele virker for påtvungen og man bliver ikke revet med. Selve plottet mangler også tyngde, man kender hele historien allerede ved at se den ellers ret korte trailer. Desuden består hele det nervepirrende thriller/gyser-udtryk i simple chok-scener, hvor der ligepludselig hopper en sten/insekt frem. //Film maniac
Susanne Bier film balancerer godt på den hårfine grænse mellem det romantiske samt dødalvorlige og den lette komediegenres egenskaber. Især Trine Dyrholm og Paprika Steen leverer et godt og troværdigt stykke skuespil. Christiane Schaumburg-Müller er lidt for grøn, og hendes rolle bliver hurtig lidt for kliché-agtig. Filmen er bestemt flot skruet sammen, og skaber interessante scener og behandler store emner som kræft med en forbløffende elegance. Alt i alt en vellykket film.
