Er du en egoist der kun tænker på dig selv? Eller er du et af de få mennesker der har et stort hjerte og altid først tænker på andre end dem selv? Man svarer hurtigt, for ingen bryder sig om det selviske svin, der tramper andre ned for at nå sine egne mål. Vi er os også meget bevidst om hvad der er mest politisk korrekt at svare. Vi vil alle sammen gerne tegne et billede af os selv som værende large, imødekommende og overskudsagtige. Men hvordan forholder det sig i virkeligheden? Eller hvordan reagerer vi når tingene brænder på og vi bliver presset? Bliver vi så nogle gange chokerede over vor egen reaktion, hvis den ikke lige stemmer overens med det indre glansbillede? Det er disse – på en gang evigtgyldige, men samtidigt højaktuelle – spørgsmål som den voldsomt hypede sydkoreanske ’Train to Busan’ behandler i en yderst effektiv zombiefilm-indpakning. Zombiefilmen har fra sin spæde start altid været en effektiv allegori for forskellige aktuelle samfundsproblemer og i betragtning af hvor mange zombier der vælter ind over os i øjeblikket i både tv og på film, lader det til at der er forhold i verden der har brug for en krads kommentar. Den globale økonomiske afmatning har i store dele af verden ført til et socialt skarpere opdelt samfund. De rige er blevet rigere, de fattige fattigere og den store mellemklasse er skrumpet voldsomt ind. Klassekampen er vendt tilbage og det er denne kamp for overlevelse, der er det tematiske afsæt for det blodige slag om bord på højhastighedstoget til Busan. Der er noget konstant overraskende over den fremmedartede måde Yeon Sang-Ho griber sagen an. Vel følger filmen mange af de velkendte klicher, men der leges med dem på en meget uamerikansk måde og det er så originalt og forfriskende. Selvfølgelig har vi de forskellige samfundslag repræsenteret, lige fra den hjemløse mand til den rige kyniske direktør. Vi har den gravide kvinde, det unge forelskede par og vores hovedpersoner, den travle unge far og børsmægler og hans lille datter, som han har dårlig samvittighed over at svigte i det daglige. Vi har de forskellige samfundslag behørigt placeret fra 1. klasse forrest og ”monkey-class” bagerst i toget. Da en ”syg” passager når at komme med lige inden afgang, er der ellers lagt i ovnen til højhastigheds action gennem det koreanske landskab, uden mange stop undervejs – i hvert fald ingen unødige. Klassekampen bølger frem og tilbage i togets vogne imellem både zombier og mennesker, men næsten mere interessant, også imellem togets (på overfladen) mere menneskelige passagerer. For hvad er i grunden mest uhyggeligt? Hjernedøde kødædende zombier, der hovedløst kaster sig over hvem som helst eller normale tænkende mennesker, der iskoldt og beregnende gerne ofre sidemanden for at redde sit eget skind? Og spørgsmålet trænger sig selvfølgelig på gang på gang, hvordan ville man selv reagerer i sådan en situation? Hjælpe det fremmede og hjælpeløse menneske, med fare for sit eget og sine nærmestes liv? Hele ideen med et zombieudbrud holdt på en minimalistisk og deraf klaustrofobisk lille location, er ikke ny. Jeg mindedes flere gange en af de mest effektive scener fra ’World War Z’ nemlig udbruddet om bord på passagerflyet. Men hvor ’Z’ prøvede at vise angrebet på et globalt plan – og snublede lidt i forsøget – kommer ’Train to Busan’ meget bedre igennem, med både sin historie og sine pointer. Det er meget opfindsomt og effektivt skruet sammen. Plottet er jo utrolig enkelt. Det er ’Dawn of the Dead’ om bord på ’Snowpiercer’. ’Speed’ i ’Zombieland’. Men nye ”regler” indenfor genren introduceres og det givet den ene overraskelse efter den anden og tempoet skifter ofte, fra vild intens action, til meget stille og nervepirrende situationer. Selvom det tydeligvis er en langt mindre produktion end vi er vant til fra Hollywood, så er det langt mere effektivt og originalt skildret og man efterlades som tilskuer til sidst fuldstændigt udmattet. ’Train to Busan’ er ikke fuldstændig nyskabende, men den er intet mindre end et lille mesterværk indenfor genren. Den er konstant medrivende, overraskende og intens. Ja, nærmest en fysisk udmattende filmoplevelse. Men det er langt mere end bare hjernedød action, det er ligeså meget en tankevækkende kommentar til os alle sammen om hvordan vi prioriterer i det daglige. Det er en aktuel samfundskritik, forklædt som en super effektiv neglebider af en zombie-thriller. De få biografer der har taget chancen og købt denne film hjem skal virkelig roses og den bedste måde at gøre det på, er ved at gå ind og se den imens tid er. Og skal oplevelsen være total, så tag toget hjem…
”A new life awaits you in the Off-World colonies. The chance to begin again in a golden land of opportunity and adventure!” Reklamezeppelineren svæver rundt over et regnfuldt futuristisk L.A. i sci-fi klassikeren ’Blade Runner’. Jim Preston (Chris Pratt) og Aurora Lane (Jennifer Lawrence) må have set denne reklame, for de har – sammen med 4998 andre – købt billet til den 120 år lange rumrejse, der skal bringe dem til deres fremtidige hjem kolonien Homestead-II. Rejsen skal selvfølgelig foregå i en dvaletilstand, men efter lidt over 30 år på autopilot igennem det uendelige rum, forårsager en computerfejl at Jim vækkes af dvale alt for tidligt. Som B-menneske kan man sagtens sætte sig ind i dette mareridtssenarie. Det er hårdt at blive vækket tidligt, virkelig slemt at blive vækket FOR tidligt. Men 90 år for tidligt!!! - og uden muligheden for at vende sig om på den anden side og sove videre. Mega nedtur! Spøg til side, det er langt større spørgsmål Jim nu står overfor. Som ’Palle Alene i Verden’ på rumskibet har han ikke meget andet at se frem til på de resterende 90 års rejse, end ensomhed, ensomhed og atter ensomhed og til sidst en ensom død – måske endda ved egen hånd længe før destinationen er nået. Men så er der jo også den anden mulighed, nemlig at vække endnu en passager, der kan hjælpe til med at slå tiden og ensomheden ihjel. Det i bund og grund selviske ønske om selskab gennem livet, er jo også både en livsbetingelse og en menneskeret. Men hvad hvis ens ønske eller behov for en ”livsledsager”, dømmer denne til en skæbne lig ens egen? Kan man på nogen måde retfærdiggøre at ”tage et liv”, for selv at få et liv? Hvad vil det i det hele taget blive for et liv? Skal man være ærlig omkring hvad der skete eller har man ikke ondt af det man ikke ved? Og hvad mere er, vil man selv kunne leve med konsekvenserne af dette utilgivelige valg i længden? Ja, det er blot nogle af de store, filosofiske, etiske og moralsk essentielle spørgsmål både Jim, filmen og derved vi tilskuere må tumle med. Idemand og manusforfatter Jon Spaihts har her fået skruet en interessant og nærmest ”hard sci-fi” præmis sammen. Set-up’et er i hvert fald godt og tankevækkende, men desværre føres ideen ikke helt til dørs og det er derfor alt for begrænset hvad han og instruktør Morten Tyldum får ud af den ellers udemærkede grundide. Det er som om et hold Hollywood slipsedyr har gennemlæst manuskriptet og tænkt ”Uha! Det her er alt for store og krævende spørgsmål at lade publikum tumle med. Vi må hellere 2/3-del inde i historien gribe ind og smide noget action op på lærredet. Ellers begynder folk bare at bruge hovedet i biografen. Det dur jo virkelig ikke!!!” Resultatet? Da tredje akt skal i gang, skifter filmen desværre både tone og fokus. En række langt mere håndgribelige, men derved noget banale problemer, stilles op for vores to hovedpersoner og den grundlæggende præmis lades i stikken til fordel for action og (flotte) effekter. Det er ærgerligt! For der kunne gøres så mange spændende ting med ideen. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke over hvor anderledes og mere interessant en film vi ville have fået, hvis instruktøren havde heddet Christoffer Nolan, David Fincher eller endnu bedre Denis Villeneuve. Jeg tror en stærkere og mere personlig instruktør kunne have begået et rent filmisk mesterværk med Jon Spaihts ide. Jeg forestiller mig umiddelbart noget i retning af 'Solaris' møder 'Silent Running'. Men mindre kan også gøre det. Ret skal være ret, filmen er både teknisk flot og underholdende og med en god kemi imellem de to smukke hovedroller. Designet af rumskibet og alt dets interiør, må være enhver Apple designers våde drøm. Det er – som Jennifer Lawrence i en lille sort festkjole og høje stiletter – vanvittigt lækkert at se på. Men det er og bliver en fluffy candyfloss af en film. Iøjnefaldende og flot, men desværre også både overfladisk og lidt ligegyldig. Det er en skam, for der var potentiale til meget mere.
Jeg troede igennem det meste af 2016 at 'Gods of Egypt' ville løbe af med prisen for Årets Værste Film, men lige her på falderebet kommer så 'Skønheden i Alting' eller 'Collateral Beauty'. Collateral Damage havde været en bedre og mere sigende titel på denne filmiske katastrofe. Her har vi at gøre med en film der fejler på alle tænkelige parametre. En værre gang følelsesporno solgt i en fuldstændig misvisende indpakning, skal man lede længe efter. Undgå den som pesten! Jeg vil hellere se blod i min urin, end at gense denne film!
Et eller andet sted gemmer der sig en god film i 'No Escape', det egentlige set-up er jo grundlæggende spændende. Men det er bare ikke 'No Escape' for her er der ikke meget andet end én lang række filmklicherer. Med andre ord - i bedre hænder kunne den grundlæggende gode præmis i historien være blevet til en god film. Det blev den bare ikke. Castet er virkelig ude på det dybe vand og har slet ikke professionel spændevidde til de emotionelle dele af filmen. Actionscenerne er rodede og rystede - og ikke på den fede måde. Handlingen stinker af amerikansk xenofobi og fremmedfrygt. Den asiatiske befolkning skildres så endimensionalt og racistisk, at de lige så godt kunne have været orker eller zombier. Det er som om den skriger: Bliv hjemme i Amerika. Resten af verden er befolket af blodtørstige og sindssyge huleboere! Det stinker så fælt at det næsten er fysisk ubehageligt! Men kan man leve med stanken, er der halvanden times hjernedød underholdning for ingen i familien... God fornøjelse!
Der var engang hvor vesten var vild, hvor mænd var mænd og bøsser var skydevåben. Dengang pionere fra Europa blev til nybyggerne, som igen blev til cowboys og drev de indfødte rødhuder væk fra deres jord. De dyrkede jorden, vogtede kvæg, borede efter olie, fandt guld og blev rige. Men som tiden gik vendte vinden og med den også økonomien. Cowboyernes efterkommere kom i lommen på bankerne og blev efterhånden til fattigt ”white trailerpark trash” og da de til sidst ikke ejede noget, drev bankerne dem væk fra deres jord og overtog det hele. Det er på denne baggrund at David Mackenzie har instrueret filmen ’Hell or High Water’ om vore dages ”Divided States of Amerika”, bygget på Taylor Sheridans manuskript. For hvad stiller man op når banken i årevis har taget røven på ens familie og det eneste man er virkelig god til er at røve banker? Der er noget vanvittigt ulogisk over situationen. Lad os røve banken, så vi kan betale banken… Men desværre er det nok mange fattige amerikaneres våde drøm nu i tiden. På én og samme gang at få retfærdig hævn over banken og samtidig slippe ud af dens stavnsbånd. Selvom de har stemt på en finansmand, boligspekulant og multimilliardær som præsident, drømmer de nok mest af alt om en moderne Robin Hood. En der kunne slæbe ”bankdirektøren fra Nottingham” ud fra bag hans skrivebord i banken og klynge ham op i et træ. Rigtig mange menneskers situation er desperat og det fører til at desperate midler bliver taget i brug. For hvor langt vil man ikke gå, for at holde fast på de smuler man har tilbage? Sådan har de to Howard brødre det i hvert fald. Deres mor er død og banken står til at snuppe hendes gård for en slik på tvangsauktion, da hun i en periode ikke har kunne betale afdragene på sit lån. Men hvordan får man fat i selv et forholdsvis beskedent beløb, når man ingen penge eller arbejde har? Man røver selvfølgelig de forskellige lokale filialer af den bank, der i årevis har taget ”røveren” på ens familie. Man slår til om morgenen og tager kun ”små” sedler der ikke kan spores. Var det ikke for den gamle ræv af en Texas Ranger – der begynder at se en sammenhæng imellem de mange små bankrøverier – så var det så men nok gået glat. Det er dette ydmyge men effektive set-up, der er ’Hell or High Water’s grundlæggende præmis. Det er set mange gange før og der vil sikkert blive lavet flere film om emnet hen ad vejen, for problemet går ikke sådan lige væk. Men ’Hell or High Water’ er alligevel ganske unik. Den kan måske godt på nogle måder minde om Coen-brødrenes ’No Country For Old Men’, med den helt specielle balance i historien, der skaber en lige delt sympati for både bankrøvere og ordensmagten. Med et tempo ligeså langsomt og drevent som den texanske accent, går den dog helt sine egne veje. Udenom letkøbt drama, tom action tju-bang og andre oversimplificerede fortællegreb. ’Hell or High Water’ er meget tro overfor sin genre. Vi har både de to desperado brødre - en utilregnelig og farlig og en stille og eftertænksom, men også den gamle ”lawman” på vej mod sin pension. Men i stedet for bare hæmningsløst at skamride alle disse klichéer, omfavner historien dem og giver dem en stille realisme, der gør at de føles nye og uprøvede. En stor del af succesen skyldes især de to hovedrolle par – brødrene Howard og de to Rangere – sheriffen og hans deputy. Samspillet på begge sider af loven er bund solidt. Det indbyrdes forhold og den usagte forståelse står fuldstændig realistisk gengivet. Jeff Bridges kan sin rolle til fingerspidserne. Han har spillet udgaver af den før i f.eks. ’True Grit’ og ’Crazy Heart’. Ben Foster er også altid solid som hensynsløse utilregnelig ”hothead”, som f.eks. i ’3:10 to Yuma’ og ’Contraband’ og igen forsvinder han helt ind i rollen. Nej, den største overraskelse er Chris Pine i den egentlige hovedrolle som den intelligente og stille af brødrene. Pine er en udmærket skuespiller, men klare sig oftest igennem på ”charme, selvtillid og lækkert hår”. Her får han noget andet at prøve kræfter med. Der er ikke megen action at gemme sig bag, som i ’Star Trek’, men Pine spiller virkeligt det rolige og lavmælte meget dybtfølt og det klæder ham virkelig at få en sådan karakterrolle. Filmens smukke og skrøbelige score af Nick Cave og Warren Ellis er også værd at nævne. Der er i min bog ikke nogen der kan skabe en melankolsk stemning, der passer så godt til denne type ”slow-western” som dem. Jeg mindedes i hvert fald tidligere klassikere så som ’The Road’, ’The Proposition’ og ’Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford’. David Mackenzie’s smukke billeder af et nedslidt og spoleret samfund – sammenholdt med den uspolerede flade texanske natur – gør ’Hell or High Water’ til en realistisk, dybtfølt og nostalgisk – men samtidig også moderne - western, med et meget aktuelt politisk budskab på hjerte. For mig var den en stor overraskelse her sidst på året og nu klart blandt årets bedste film.
Kan en film redde verden? Det er nok lidt for optimistisk at tro. Kan en film så ændre verden? Ja, det tror jeg at en helt særlig film kan. Denis Villeneuve’s ’Arrival’ er en sådan film. Måske har det også noget at gøre med selve tidspunktet for ’Arrival’s ankomst☺ Den er for det første en mundfuld frisk luft her ved slutningen af et ualmindelig ringe filmår. Men den dumper også lige ned i en utrolig polariseret verdenssituation, hvor der mere end noget andet er brug for at kunne tale sammen og bygge broer, fremfor at grave skyttegravene dybere – og her tænker jeg ikke bare på ”Trump’s Amerika”. Det er den rette film, på det rette tidspunkt. Jeg så ’Arrival’ på premieren, men var simpelthen nød til at gå og vende den et par dage, for så at se den igen i går. Jeg vil skynde mig at indskyde, at det ikke var fordi jeg ikke forstod filmen eller dens overraskende afslutning. Nej, jeg havde bare brug for at bearbejde oplevelsen, tænke over dens budskab og komme overens med de følelser den havde vækket i mig – og jeg må sige, at den er mindst lige så god anden gang. 12 lodret hængende sorte rumskibe kommer til syne 12 tilfældige steder på jorden. Verdensbefolkningen er selvfølgelig i chok. Hvad sker der? Hvem eller hvad er det? Hvorfor er de her? Osv. Hver nation der har fået uventet besøg, gør på forskellig vis forsøg på at nærme sig disse intergalaktisk rejsende. Men hvordan griber man det an? Hvilken tilgang skal man vælge? Skal man være åbne og imødekommende, men derved måske blotte sig for en eventuel fjende? Eller skal man sætte sig i respekt med det samme, spille med musklerne og forsøge at bombe gæsterne til atomer, før de får chancen for at gøre det samme mod os? Den amerikanske regering sammensætter et team af militærfolk og videnskabsmænd til at mødes med de fremmede og Louise Banks (Amy Adams) inviteres som lingvist med for at stå for kommunikationen med rumvæsenerne. Og ”that’s it!” Så enkelt kan filmens plot beskrives. Så enkel – og alligevel så kompleks. Der er en ”less is more-filosofi” over hele konceptet. Denne komplekse simplicitet gennemsyrer hele projektet, fra den meget korte novelle ’The Story Of Our Lifes’ der ligger til grund for manuskriptet, over filmens meget beskedne cast, den ordknappe dialog, den underspillede instruktion og det enkle og smukke design. ”Hvad nu hvis-udgangspunktet” er ikke uden grund et af de oftest behandlede emner indenfor sci-fi genren. Men jeg elsker den seriøsitet Denis Villeneuve tilgår emnet. Det er som om han har ville lave en blockbuster filmatisering af danske Michael Madsens dokumentarfilm ’The Visit: An Alien Encounter’ fra sidste år. Der er en hidtil uset realisme i den måde et sådant møde med intelligent liv fra rummet her skildres. Hvor Villeneuve tidligere har lavet meget foruroligende og uhyggelige film, er der her en anden mere humanistisk og positiv tone. Det skal ikke forstås sådan at der ikke er noget på spil eller at man ikke sidder ude på kanten af stolen, det sørger Jóhann Jóhannssons geniale score for. Her ligger både det potentielt truende i - men også forundringen og fascinationen over – mødet med aliens. Det er en stor fornøjelse at se en så tankefuld, tankeprovokerende og tankevækkende film, i en tid hvor sci-fi oftest forbindes med et CGI-helvede af laser-skuddueller, kæmpe eksplosioner og masseødelæggelse. Grundideen er måske nok den samme som i ’Independence Day’ og ’War Of The Worlds’, men i udtryk er vi helt ude i den anden af skalaen. Dette er i stedet ”hard sci-fi” når det er bedst. Intelligent science-fiction for et modent og tænkende publikum. Det er sci-fi i familie med ’Close Encounters of the Third Kind’ og ’Contact’, hvor det er filmens tankegods der er det bærende og ikke effekter og tom action. Så hvis man ikke har fantasi eller intellekt til mere end ’Transformers’ vil man nok finde den kedelig eller for mærkelig. Hvis man til gengæld fandt Nolan’s ’Interstellar’ interessant, vil det lige være noget for en. Dybtfølt, tankevækkende og med noget på hjertet. ’Arrival’ er meget mere end en film om besøg fra det ydre rum. Det er i sin kerne en film om kommunikation og om hvorfor samtale fremmer forståelsen. En fortælling om hvordan måden vi tænker påvirker måden vi taler som igen påvirker den måde vi ser verden på, om forskellen på det talte og det skrevne ord. Det er en film om fordelene ved gæstfri åbenhed fremfor fordomme, om samarbejde kontra isolation, men nok mest af alt om begreberne ’tid og rum’. ’Arrival’ kommer nok ikke til at redde verden, men den er tæt på at redde filmåret 2016 for mig personligt. Det er en fantastisk positiv, opløftende og ikke mindst vigtig film og med kun 3 uger tilbage af december vil jeg tage chancen og udråbe ’Arrival’ som ÅRETS FILM 2016!
Den newzealandske instruktør Taika Waititi er en ualmindelig spøjs fyr. Det er ikke bare hans navn, hans manuskripter eller film. Men selve hans karriere er indtil nu forløbet uforudsigeligt, spændende og ja spøjst. Fra små independent kortfilm, over komedier som ’Flight of the Conchords’ og ’What We Do In The Shadows’, til næste år at stå bag Marvel’s næste store satsning, den tredje Thor film ’Thor: Ragnarök’. Men når man dykker ned i hans arbejde bliver det tydeligt hvorfor et stort studie som Marvel har fået øje på ham. Waititi kan nemlig noget i spændingspunktet imellem humor og alvor, hverdagsrealisme og fri fantasi, historiefortælling og charmerende karakterer, som ingen andre kan. Hele hans tilgang til mediet er fyldt med så meget charme, hygge, humor og hjerte, at det er en fornøjelse at iagttage. Hans seneste film ’Hunt For The Wilderpeople’ er efter min mening hans mest personlige og bedste film til dato. En film der mest af alt ligner en Wes Anderson ”low-budget” live-action version af Pixar’s ’UP’. Langt ude i den Newzealandske bush bor det ældre par Bella og Hector. De har ikke selv fået nogle børn, men tager den buttede storby ”wannabe-gangsta” drengen Ricky ind i familiepleje. Helt derude ’in the middle of nowhere’, hvor der er nul signal på mobilen og det hele lugter af ged og fugtige gummistøvler, er det nok begrænset hvilket skarnsstreger han kan finde på. Ricky er flabet, småkriminel, usympatisk og utilpasset, men Bella har et hjerte af guld og hvis han ellers holder afstand til den gamle gnavne Hector, går det meget godt og han har snart overgivet sig til de nye omgivelser. Det er alt sammen meget hyggeligt, humoristisk og forudsigeligt, tror man… For pludseligt falder Bella død om og så skal Ricky sendes retur til socialforsorgen eller i et ungdomsfængsel. Men Ricky vil ikke tilbage, så han stikker af. Hector sætter efter ham, da han godt er klar over at Ricky ikke vil kunne overleve en halv time i vildnisset på egen hånd. Det eneste problem er bare at myndighederne misforstår situationen og på grund af Hectors kriminelle fortid, tolker det hele som en kidnapning, og inden de ser sig om er den helt store menneskejagt i gang, i den smukkeste og vildeste newzealandske natur. Det er ’Into The Wild’ med 'Thelma & Louise', men mere hjertevarm, charmerende og menneskelig end jeg nogensinde har set. New Zealands højtrespekterede Sam Neill har aldrig været bedre end her i rollen som gnaven enkemand og han hygger sig tydeligvis i selskab med filmens største fund – den 13-årige Julian Dennison i rollen som den øretæveindbydende, men samtidig dybt charmerende og elskelige rapper-rod Ricky. Det kan godt være at det lyder velkendt og at man har set dette set-up før i tidligere Hollywood produktioner. Men tag ikke fejl. Dette er så langt fra L.A. og Hollywood som man næsten kan komme. Det her er ikke klichefyldt amerikansk Disney familiefilm. Det er alt dette og meget mere, men vigtigst af alt, det er Taika Waititi’s take på denne godmodige genre. Det er hans vidunderligt skæve, sammensatte og godhjertede humor, der gør at ’Hunt For The Wilderpeople’ ender med at blive en så gribende, smuk, sjov og tankevækkende film. Det er varmt socialdrama, hyggelig folkekomedie, nuanceret dannelsesrejse og ’Odd Couple-comedy’ i én stor familievenlig ”feel good” filmpakke. En film man kan nyde og i den grad more sig over, uanset om man er en 10-årig gangster eller 80-årig knoldsparker. ’Hunt For The Wilderpeople’ er efter min mening ikke bare Taika Waititi’s bedste film til dato, men også en af årets allerbedste film i det hele taget.
Fremtiden ser sort ud, for den hvide mand har ødelagt sin blå planet. Man tager derfor ud i det blå i søgen efter et nyt sted. I nærheden af et sort hul finder de en grøn planet, hvor man på ny kan male byen rød. De blåøjede navi’er på Pandora er uskyldshvide, for de går som fremtidens rødhuder ind for grøn bæredygtig økologi og rød socialisme. Da den hvide mand – grøn af misundelse og ramt af gul(d)feber – forsøger at erobre deres smukke grønne planet, ser navi’erne rødt. En invalid ”red, white & blue” soldat, der altid har følt sig som familiens sorte får, modtager det hvide snit og kan nu infiltrere de blå rødhuder som spion. Men som hans fingre bliver grønnere og grønnere, bliver hans samvittighed mere og mere sort. Han tvinges til at bekende kulør, springer ud som rødhud og viser derved sine sande farver. Kampen bølger frem og tilbage imellem mennesker og høje blå rødhuder, og alle involverede bliver banket både gule og blå. Det ser først sort ud for navi’erne, men skurkene får sig et ordentligt blåt øje og må til sidst vifte med det hvide flag, da rødhuderne vinder den endelige kamp om den grønne planet. Den hvide mand får det røde kort, kommer i den sorte bog og sendes hjem. (Fade to black)
’Green Room’ har allerede nu vist sig at være en meget usædvanlig film. Filmen fik premiere på diverse filmfestivaler i 2015 og blev meget vel modtaget i blandt andet Cannes og Toronto. Derefter gik den sin sejrsgang i England og sit hjemland USA. Flotte anmeldelser af både kritikere og det almindelige publikum, f.eks. har den på nuværende tidpunkt en Metascore på 79 ud af 100, en ’Audience Score’ på 75% og er ”Certified Fresh” med 91% på Rotten Tomatoes. Så det forstås at filmen nærmede sig DK omgivet af en vældig buzz tidligt på året. Også her på sitet blev der gjort opmærksom på, at nu kom der en thriller ud over det sædvanlige. I mens vi så i spændt forventning ellers ventede og ventede på en dansk premieredato, skete der ikke mere. Endnu en gang var der nemlig ikke nogle af de klaphatte der handler og distribuere film til hjemmemarkedet, der kunne kende forskel på deres p*k og deres tommelfinger. Tyskland, Norge og Sverige havde for længst filmen. Ikke engang Anton Yelchin’s tragiske død kunne give filmen nok omtale til, at nogen tog sig sammen til at få den hjem. Nu er filmen så udkommet på DVD/VOD i vores nabolande, men heller ikke denne gang kan vi i Danmark få lov at få en ”dansk udgave” – altså en dansk tekstet version. Jeg fatter det simpelthen ikke! Slet ikke i betragtning af hvor meget skrald der hvert år bliver skidt ud på DVD-markedet. Så var det ikke for ”HanDuo-drengene” og CPH PIX-16, så var der nok ingen der havde fået lejlighed til at se ’Green Room’ – i hvert fald ikke på lovlig vis… Det kan virkelig bringe en vis legemsvæske i kog på mig! For ’Green Room’ er nemlig også på mange andre måder en usædvanlig film. Der er tale om instruktør Jeremy Saulniers tredje spillefilm, som han endnu engang også selv har skrevet manuskriptet til. Efter det meget roste hævndrama ’Blue Ruin’ – som vi også blev snydt for herhjemme – har Saulnier igen skabt en fuldstændig ”stripped down” og enkel horror/thriller. Yderst velfungerende med sit langsomme og intense ”slow burn” tempo og dybt klaustrofobisk præmis. Et punkband bestående af 4 fattige unge mennesker, tager imod et job hvor de skal spille til en fest for en flok skinheads og nynazister. De har brug for pengene og tænker: ’Hvor slemt kan det være?’ Men da de efter endt koncert bliver vidne til mordet på en ung pige i deres back-stage omklædningsrum (The Green Room) kan de ikke få lov til at forlade stedet. De har tydeligvis set for meget, og gruppen af højrefløjs-ekstremister er villige til at gå meget langt, for at holde sagen hemmelig. Med dette minimalistiske og effektive set-up, er der nu lagt i ovnen, til en af de mest intense filmoplevelser jeg nogensinde har oplevet. Saulnier holder sit publikum fastspændt i et skruestik og skruen går kun én vej, som nervekrig bliver til mere og mere blodig konflikt i og omkring spillestedet, langt oppe nordpå i Oregons skove. Det er enkelt, intelligent og til tider nærmest uudholdeligt spændende. Man kan for at beskrive tonen eller stemningen godt sammenligne ’Green Room’ med tidligere spændingsfilm som f.eks. ’Deliverance’ (Udflugt med Døden) og ’Assault on Precinct 13’. Det bliver heldigvis aldrig hverken trivielt, klicheagtigt eller udvikler sig til et ”SAW-agtigt” Hostel-splatter orgie. Saulnier ligger i stedet vægt på realismen og dynamikken imellem karaktererne, den ubehagelige location og den truende stemning der naturligt opstår i plottet. Jeremy Saulnier arbejder f.eks. som i ’Blue Ruin’ igen med fortællebegrebet han selv kalder for ’Den Inkompetente Protagonist’ og det er igen med til at hans film træder ud af mængden. Hvor ofte har vi ikke på film set hovedpersonen, der ”when the shit hits the fan” bider tænderne sammen, bevarer overblikket og fornuften og klarer det umulige? Utallige gange! Sådan er langt de fleste Hollywood krimi/thriller/actionfilm. Men hvor realistisk er det lige? Det er nok de færreste af os, der i den situation, pludselig udvikler kamp og dræberinstinkter som en Ninja elitesoldat. Vi ville nok alle have svært ved at komme op med en god løsning, lade og skyde med pistoler eller på anden måde kæmpe os ud i sikkerhed. Og sådan er det også med Saulniers hovedpersoner. De gør ikke altid det smarteste eller logiske i den pressede situation, og derved leger han meget effektivt med vores forventninger i udviklingen af plottet og tilføjer en ofte tiltrængt realisme. Det unge cast er velspillende og realistiske, specielt Anton Yelchin og Imogen Poots. Men det er Patrick Stewarts afdæmpede og uhyggelige portræt af Darcy, lederen af nynazisterne der gør mest indtryk. Uden så meget som at hæve stemmen, tegner Stewart et billede af en iskold ”No-nonsense” autoritetsperson indenfor gruppen. Han har ikke meget til overs for hverken punkmusik eller unge hjernedøde skinheads. Han er den idealistiske leder, der kæmper med at dæmme op for situationen på sit spillested, med de mere eller mindre uduelige unge tropper han råder over. At se selveste Professor X eller Capt. Picard fra ’Star Trek’ castet så meget imod type og så velspillende, er en fornøjelse. Måske kunne jeg godt tænke mig at vi havde set lidt mere til ham, men OK. Godt er det, på den virkelig ubehagelige måde. ’Green Room’ er en bund solid ”på kanten af stolen” thriller. Den har måske ikke helt den emotionelle dybde som ’Blue Ruin’, men til gengæld er den en langt mere intens oplevelse. En uhyggelig effektiv ’Feel Bad-Movie’ (hvis der er noget der hedder det) som jeg kun kan anbefale af tjekke ud – hvis man er til den slags. Hvordan du kan komme i nærheden af den ved jeg ikke, men jeg håber vi her hjemme på en eller anden (lovlig) måde kan få den at se. Alt andet vil være tragisk!
”Zombiefilmen” er nok en af de filmgenre der er blevet udforsket mest de sidste 10-15 år. Den er rent ud sagt blevet revet rundt i næsten alle retninger, fra komedie i film som ’Shawn of the Dead’ og ’Zombieland’, romantisk-komedie i ’Warm Bodies’, seriøse og filosofiske dramaer i ’The Walking Dead’ og ’Fear the Walking Dead’ og helt ud i ”Jane Austen Mash-up” i ’Pride & Prejudice & Zombies’. I betragtning af hvor meget emnet er blevet udforsket i både TV og filmproduktioner, er det utroligt at der stadig kan komme nyt og originalt materiale om zombies. At det så endda kan gøres så godt, at det sætter nye standarter indenfor genren er næsten ubegribeligt. Men med ’The Girl With All The Gifts’ er det ikke desto mindre tilfældet, for her er der tale om en spændende, nytænkende og stilsikker moderne zombie-klassiker. Set-up‘et er klassisk zombiefilm. Verden er blevet løbet over ende af en svampeagtig zombievirus og det fåtal af mennesker der ikke er smittet har gemt sig under jorden i militærbunkere. Her prøver Dr. Caldwell (Glenn Close) og Helen Justineneau (Gemma Arterton) desperat at finde en kur eller vaccine der kan redde menneskeheden, igennem et studie af nogle meget specielle hybridbørn. Den mest kvikke i klassen er vores hovedperson ’Melanie’, en sød, velopdragen og intelligent pige på en 10-12 år. Mere synes jeg faktisk ikke at man behøver eller bør vide om plottet, for det er netop i historien at det geniale ligger. Forfatteren Mike R. Carey har virkelig fundet på et spændende nyt take på genren og en ny vinkel på dens mange velkendte troper. Den er helt sin egen og i virkeligheden meget mere end bare en zombie/horrorfilm. Hvor film som ’World War Z’ legede med at opgraderer zombier til at kunne løbe virkelig stærkt og imiterer lemminger, går ’The Girl With All The Gifts’ i en lidt anden retning, men arbejder stadig med vores syn på eller ”forhold” til zombier. Billedet af zombien som et hjernedødt frådende monster gør det let at blæse hovedet af det, hvis det kommer for tæt på og man har ikke selv lyst til at prøve at nærme sig dem for at blive buddy’s. Men hvad nu hvis nogle af zombierne var så kvikke, at de stadig havde deres tænkeevne? Hvad hvis de kunne motiveres eller trænes til at undertrykke deres trang til frisk menneskekød? Hvad hvis de var søde, sympatiske og vindende individer? Hvad hvis de var søde børn man holdt fastspændt som var det Hannibal Lecter, men som man mest af alt bare havde lyst til at kramme? Og hvad hvis denne den største trussel imod menneskeheden, også var vores eneste håb for redning? Det er disse aspekter af historien der løfter filmen op over alle de andre. Det er måden den behandler de filosofiske aspekter der virkelig gør den interessant. Det er disse nye spørgsmål til den velkendte historie, der gør Colm McCarthys ’The Girl With All The Gifts’ til et ny og frisk skud på genren. Farerne ved følelser som empati og sympati bringer en sjælden dybde frem i materialet. Udfordringen ved at holde grænsen imellem ven og fjende bliver sat i perspektiv. Der bliver i den grad leget med farerne ved følelser som moderlig omsorg og beskytterinstinktet og filmen skildrer godt hvordan sikkerhedsafstanden er svær at opretholde. Budgettet er måske nok beskedent, men det mærkes ikke for filmens scope er alligevel imponerende. Det forladte og tilgroede London er et uhyggeligt og fascinerende skue, der minder en om tidligere britiske zombie-klassikere så som ’28 Days Later…’. Og komponisten Cristobal Tapia de Veers meget specielle og stemningsfulde score, er helt unikt i sit repetitive og nærmest hypnotiserende lyddesign. Det er et af de bedste scores jeg har hørt i mange år. Det forholdsvis lille cast gør det alle godt, men specielt debuttanten Sennia Nanua er værd at holde øje med. Det er en virkelig krævende rolle hun her starter sin forhåbentlige lange fremtidige karriere med. Den rummer så mange aspekter og ville være svær at spille, selv for en voksen og trænet skuespiller, men Sennia leverer et nuanceret portræt af ’Melanie’ der vil gå over i zombiefilm-historien. Alt i alt utrolig effektivt og originalt, både hvad historie, karakterer, visuelle effekter og lyd angår. Jeg tør godt påstå at vi med ’The Girl With All The Gifts’ har nået en ny og spændende milepæl indenfor den efterhånden velkendte genre ”zombiefilmen”.
Hvad er du mest bange for? Jeg tænker ikke på fobier, men på de allermest grundlæggende ting mennesker i almindelighed - og med god grund - frygter. Krig? Sygdom? At miste nogle af ens nærmeste i døden? At blive ladt alene? At blive uretfærdigt behandlet og udstødt af samfundet? Eller hvis man har børn er det nok frygten for at der skulle ske dem noget. For det moderne menneske er det i det hele taget alt det vi ikke kan kontrollerer, vi frygter mest. Det er denne mærkelige udefinerbare frygt, der mest af alt kan kaste skygger over vores liv. Det har Babak Anvari skrevet og instrueret en genial og meget original film om, den psykologiske gyser/thriller ’Under The Shadow’. Shideh er en ung kvinde, gift og mor til den 6-årige Dorsa. Hun er hjemmegående, for præstestyret har som straf for kritik imod systemet, forbudt hende at fortsætte sit lægestudium på universitetet. Hun har et halvt år tidligere mistet sin mor, der var en stor tilhænger af at hun skulle være læge. Familien bor i en mindre etageejendom i en forstad til Teheran. Byen er under talrige bombardementer og alle i ejendommen samles i beskyttelsesrummet i kælderen, hver gang luftalarmen lyder. Alle er naturligt nok bange og pressede og hvis de over hovedet har mulighed for det, på vej ud af byen. Det gør ikke situationen lettere at Shideh’s mand bliver genindkaldt til hæren og denne gang sendt ud til et af brændpunkterne i krigen. Naboerne pakker en efter en deres grej og rejser ud i sikkerhed uden for byen og Shideh og Dorsa er efterhånden de eneste tilbage i ejendommen. Moderen føler sig i stigende grad fanget, isoleret og presset psykisk. Men er de nu også alene? Hvorfor hører de fodtrin om natten? Hvorfor begynder de begge at have meget virkelighedstro mareridt? Hvorfor begynder flere og flere af deres personlige ejendele at forsvinde? Hvad er virkelighed og hvad er indbildning eller drøm? Lad det være sagt med det samme ’Under The Shadow’ er ikke som gysere er flest. Den starter ud meget realistisk og håndholdt fotograferet, men bevæger sig stille og roligt mere og mere ind i et syret grænseland imellem virkelighed og indbildning. Filmens fantastiske score gør utroligt meget for stemningen af udefra kommende trussel. Men Anvari ved også hvor effektiv stilhed kan være brugt rigtigt. Han tør tydeligvis bruge dette redskab, uden vel at mærke til sidst at skrige ”BØØH!!!” i hovedet på sit publikum. Det er både original, fremmedartet – og uhyggelig intens. Som med de japanske gysere tilbage i 90’erne, er den først og fremmest fremmedartet ved at den foregår i en helt anden kultur – i dette tilfælde i Iran tilbage sidst i 80’erne og så på persisk, så reglerne er på mange måder ændret. Det er ikke bare den fremmede kultur man får indblik i, det er også selve gyserens ”spillereglerne” der er ændret. De velkendte og ofte totalt tyndslidte klicher fra amerikanske gysere er ikke tilstede. Vi er på fremmed grund og det øger den grundlæggende stemning af fremmedgørelse og uhygge. Men det fremmedartede er jo ikke værre end at man hurtigt finder ud af, at det er de samme ting vi mennesker frygter. Summen af vores frygt er sikkert universel. Som født og til dels opvokset i Iran, men nu bosiddende i England, har historien udspring i Anvaris egen opvækst i Teheran under Iran-Irak krigen. Det mærkes tydeligt at det er et meget personligt projekt for ham. Ideen med at blande autentisk krigs-hverdagsdrama med det (måske) overnaturlige er ikke ny og filmen kan tematisk godt minde om Guillermo del Toro’s ’The Devil’s Backbone’ og ’Pans Labyrint’. Tematikken med forældreansvar og frygten for at der skal ske ens unger noget, bliver også interessant behandlet, i stil med andre effektive gysere som f.eks. ’The Babadook’ og ’Dark Water’. Men tag ikke fejl, filmen er meget sin egen. Man kan i det hele taget læse mange ting ind i filmen, det være sig feminisme i et kvindeundertrykkende samfund, det tunge åg at skulle leve op til familiens forventninger, frygten for ikke at kunne beskytte sit barn eller frygten for at man ikke længere kan stole på ens sunde fornuft. Uanset hvad man tager med sig ind til denne film, så fungerer den på alle planer – også selvom man bare ser den som en gyserfilm sat midt i et krigsdrama. Selvom filmen er skudt i Jordan, på persisk, er den i virkeligheden en britisk produktion af den iranskfødte instruktør Babak Anvari, der som sagt også selv har skrevet historien. Som en britisk produktion er den nu af BAFTA blevet indstillet til at være Englands bidrag i konkurrencen om at vinde bedste udenlandske film Oscar’en i 2017. Jeg ser meget gerne at den vinder og måske ad den vej får et større publikum herhjemme end en enkelt visning på CPH PIX-16. Den fortjener al den succes den kan få.
Westerngenren er en af de filmgenre der er forblevet mest upåvirket af nye trends og strømninger igennem tiden. Vel er der lavet forsøg på at blande denne ældgamle genre med andre – f.eks. spoofkomedie i ’Blazing Saddles’ eller sci-fi i ’Cowboys & Aliens’ – men det har kun i sjældne tilfælde været en succes. Måske har det noget at gøre med selve westerngenrens natur, det er i hvert fald meget vanskeligt at blande noget ind i en western, uden samtidig at ødelægge den særlige stemning genren besidder. Set ud fra den synsvinkel er ’Bone Tomahawk’ ganske enestående, for her er der virkelig tale om en western der på en og samme gang både er bund solid og klassisk, men som samtidig har elementer der gør den til en western uden sidestykke. Jeg tør godt garanterer at du aldrig har set en western som denne. Hvordan er den klassisk? Historien er som taget ud af ’The Searchers’ eller ’The Missing’, nogle landsbyfolk bliver kidnappet af nogle ”uciviliserede vilde”. Byens stoiske, retfærdige og pligtopfyldende sherif – spillet af en altid solid Kurt Russell – ridder derfor ud i spidsen for et hold af klassiske westerntyper, bestående af en såret cowboy og desperat ægtemand til en af de forsvundne, spillet af Patrick Wilson. En træfsikker og sofistikeret ”upper-class” gunman, overraskende godt leveret af Matthew Fox. Og en ældre, lidt enfoldig og konstant småsnakkende vicesherif, spillet af den altid seværdige Richard Jenkins. Scenen er sat for et ”search and rescue” hævndrama, kombineret med vittig og velskrevet dialog imellem fire af den vilde vests rigtige mande arketyper. Et roligt tempo, en smuk men barsk natur og et virkelig velskrevet manuskript bidrager til at vi føler os i gode hænder, i S. Craig Zahler’s originale debutfilm. Vel er det et yderst beskedent budget på bare 1,8 millioner dollars, de har haft at arbejde med, men det skinner kun sjældent igennem. Til gengæld har det beskedne beløb givet Zahler mulighed for at lave lige præcis den film han ville, uden at skulle stå skoleret for de store filmselskaber. (Til sammenligning kan det nævnes at der kun kom en middelmådig og forglemmelig western ud af 90 millioner dollars, i tilfældet med nyindspilningen af ’The Magnificent Seven’ tidligere på året.) I ’Bone Tomahawk’ er det det stærke cast, det originale og gennemtænkte manus, den fine instruktion og filmens forholdsvis lange spilletid, der gør at det ikke bare handler om 4 omvandrende westernklichér. Det føles ikke engang som karakterer, men som 4 virkelige personer med dybde og personlighed. 2 timer og 13 minutter er lang tid – måske også lidt for lang tid – men tiden bruges fornuftigt på karaktertegning. Det bevirker at vi føler vi kender disse mænd, vi ved hvad der er på spil og vi holder derfor både af og med dem, som filmen nærmer sig tredje og sidste akt og handlinger bevæger sig fra det velkendte og familiære og ind på ukendt, uciviliseret og makabert territorier. Nok er vi drypvis blevet advaret om at det der venter vores helte ikke er almindelige ”vilde”, men chokket og uhyggen er alligevel stor, da det begynder af gå op for både os og dem, at det her er noget langt ude psyko-shit. En særlig stamme af umælende ekstremt barbariske ”kannibal-indianere” – som selv de vildeste ”rødhuder” frygter – venter i klippehuler. ’Bone Tomahawk’ er på den måde klassisk western, der uden at ”knække over” i to forskellige film eller pludselig blive en helt anden genre film, inkorporerer voldsomme horror-elementer i historien. En rigtig western og en ”gory horrorflick” og ved at kombinerer disse to, bliver den helt sin egen. Måske ikke en western for alle og enhver, men en original, dristig og modig en af slagsen. Som med så mange andre film det er svært at putte i en kasse, havde de danske biografdistributører ikke mod på at hente denne anderledes western hjem til almindelig biograf distribution og det blev derfor kun til en visning på CPH PIX-16. Men der er for mig ingen tvivl om at den helt sikkert vil blive et stort kult-hit på DVD/VOD over tid.
Hvor er verden gået under mange gange – på film altså. Hvis man som jeg er glad for sci-fi og action spændingsfilm, så har man set verden gå under eller være lige ved det, et utal af gange. Årsagerne har været mange lige fra atomkrig, meteorer, globale vira, selvbevidste computersystemer og dræber robotter, for slet ikke at tale om aliens, monstre og zombies. Der er noget uendeligt fascinerende ved at se det hele gå ad helvede til med sine egne øjne – når man vel at mærke ved det kun er fiction. Den største frygt vi mennesker har, er jo hvis det virkelig skete en dag. Måske er det derfor vi er så vilde med at se det på film. For når filmen er slut kan man rejse sig fra stolen og gå ud af biografen og glæde sig over at virkeligheden stadig er der ude, selvom den måske er grå og trist. Dommedagsfilm eller apokalyptiske film er med vor tids CGI-effekter serveret på den mest spektakulære og eksplosive facon. Det er ultimativ eskapisme. Men hvis det er virkelig god sci-fi er det også mere end det. Så er det en moralsk løftet pegefinger, en allegori med en morale eller en slet skjult samfundskritik. ’Children of Men’ hører til i denne gode kategori. For hvad nu hvis det ikke kommer til at gå så voldsomt til, den dag det hele går rabundus? Hvad hvis det bliver på en langsom, snigende, udmagrende og uundgåelig måde? Ingen alien-rumskibe, kæmpe eksplosioner eller zombieangreb? Bare en uundgåelig ende på det hele, der kommer nærmere for hver dag der går. Der er ingen skurke eller helte. Du kan ikke løbe væk, gemme dig eller undslippe. Du kan kun se undrende til i depressiv apati, imens samfundet på alle planer stille og roligt synker i grus. Det er den spændende, tankevækkende og originale præmis for Alfonso Cuaróns mesterlige filmatisering af P.D. James bog af samme navn fra 2007. Filmens handling er sat i 2027, hvor verdens kvinder af en eller anden grund, over en periode har mistet fertiliteten. Med andre ord, i de sidste 18 år er der ikke blevet født flere børn. Videnskaben står magtesløse og verden vil derfor stille og roligt gå under, i takt med at alle bliver ældre og til sidst dør. ”Sidste mand slukker lyset…” Jordens hidtil yngste borger celebrity’en ”Baby-Diego” er lige blevet slået ihjel i en aldre af kun 18 år. Vi befinder os i et dystopisk ”No Future-samfund” i London, hvor regeringen tilbyder borgerne to former for hjælp, gratis antidepressiv medicin eller et ’gør-det-selv-selvmords-kit’ – så bestemmer man i det mindste selv hvornår og hvordan. Vold, terror, anarki og kaos er hverdagen, imens folk prøver at få netop hverdagen til at fungerer og give mening. Men helt ærligt, hvad er meningen når det hele alligevel er slut om 50-60 år? Og hvilket endeligt venter der dem der lever længst i et samfund, hvor der ikke kommer nogle nye generationer til og tager over? Disse mørke fremtidsudsigter har kastet menneskeheden ud i en form for global apati og depression. Men en dag bliver Theo – stærkt spillet af Clive Owen – kontaktet af en undergrunds modstandsbevægelse ledet af Julianne Moore’s karakter. De vil have Theo til at hjælpe med pas og rejsepapirer til en ung illegal indvandrer som – ja ganske rigtigt – er gravid. En ’verdensfrelser’ er på vej. Der er håb forude for menneskeheden. Men selvfølgelig vil et sådant mirakelbarn kunne både bruges og misbruges i forskellige politiske øjemed, og der går da heller ikke længe før Theo og den unge gravide kvinde ’Kee’ er på flugt fra både myndighederne og diverse modstandsgrupper, der alle ønsker at få fat i barnet, så de kan styrer den kommende revolution i deres retning. Der er utrolig meget på spil i dette forholdsvis enkle set up og Cuarón forstår virkelig at fortælle historien så der konstant skrues op for intensiteten. Efter hans internationale gennembrud med ’Harry Potter & fangen fra Azkaban’ var vejen banet for den noget mere personlige og interessante ’Children of Men’ og her viser han virkelig hvilken billedmager han er, for billederne af det fremtidige, nedslidte og kaotiske London er både realistisk skræmmende og vildt flotte. Det er en skildring af en genkendelig verden der er gået helt amok. Men mest af alt får Cuarón her lejlighed til at vise hvorfor han i dag er kendt som ”Master of the long takes”. Ikke sådan at forstå at Cuarón opfandt den lange ubrudte scene, mange instruktører har leget med det lange take – Hitchcock, De Palma og Kubrick f.eks. – men Cuarón er ganske enestående til at skrue disse lange og yderst komplicerede scener sammen og skyde dem uden klip. I dag er han nok mest kendt for den 17-minutter lange åbningsscene i ’Gravity’, men den overgår stadig ikke ’Children of Men’ i kompleksitet. I ’Gravity’ er alt omkring skuespillerne ”Green-screen” og kameraerne er alle computerstyret ved hjælp ”Motion-Control”, hvilket gør det lettere at sætte hele scenen op igen til et nyt forsøg. I ’Children of Men’ er der slet ikke så meget teknisk hjælp, her brillerer han med flere helt fantastiske ubrudte scener. Mest kendt er scenen med angrebet på bilen ude i skoven og den afsluttende flugt/redningsscene i flygtningelejren, midt under en borgerkrig. Det er råt, håndholdt, dokumentar, guerilla-style. Hundredvis af involverede skuespillere, statister, skuddueller, eksplosioner og kaos – og hele tiden hænger vi nærmest på ryggen af Clive Owens ’Theo’ eller danser omkring ham, imens han desperat løber imellem kuglerne. Et par gange er vi endda ude på små afveje og følger andre involverede, for så igen at løbe ind i vores hovedperson. Det er vanvittig godt koreograferet filmkunst, af den oscarnominerede fotograf Emmanuel Lubezki. Det vildeste er faktisk at det først ved gensyn, at man bliver rigtig opmærksom på det enestående i disse lange ubrudte scener. Ved første øjekast er man så grebet af den intense handling, at man slet ikke kan træde dette skridt tilbage og analyserer det rent tekniske i scenen. Men når man genser scenerne bliver man dybt betaget af hvor overbevisende dette greb bruges. For det er ikke bare for at blære sig at Cuarón laver disse lange ubrudte optagelser. Vel er det utrolig blæret filmhåndværk, men den vedvarende scenen bliver som en skruetvinge der minut for minut bare strammes og strammes om en. Som tilskuer er vi med midt i det hele og Cuarón giver os ikke et øjebliks ro. Ubevidst længes vi efter et klip der kan bringe os i sikkerhed, en mulighed for at blinke med øjnene eller trække vejret. Men nej, scenen fortsætter og fortsætter uden nogle af disse naturlige åndehuller, grebet om os som tilskuere slippes ikke før til sidst. Det er helt udmattende, men mesterligt og ganske genial historiefortælling. Hver en rolle er perfekt besat og solidt spillet. Det er en sindsoprivende og tankevækkende historie, med fantastisk orkestrerede actionscener. ’Children of Men’ er på min top-3 over 00’ernes allerbedste film. Filmen er ikke overraskende meget symbolladet, hvilket gør at der er noget nærmest universelt ved filmens budskab. Jeg har fra første gang jeg så den, ikke kunne lade være med at se den som et moderne ”Juleevangelium”. Menneskeheden er i så store problemer, at der ikke er nogen fremtid at se frem til, så et barn, en ”frelser” fødes, der kan bryde forbandelsen. Men kræfter er på spil for at få fat i barnet og Clive Owens figur er som Josef ikke faderen til barnet, men bliver dets beskytter og hjælper endda til ved fødslen – ikke i en stald, men i en forfalden lejlighed i en interimistisk flygtningelejr. Den unge mor ’Kee’ joker endda med at hun er jomfru. Det kan være det er mig der går for meget i ”Holger-Fortolker mode”, men den afsluttende scene hvor bare synet af det lille nyfødte spædbarn får alle krigshandlingerne til at standse og nogle soldater til endda at knæle ned for den lille familie, gør parallellen uundgåelig. Dybest set er det et meget stærkt og humanistisk budskab filmen kommer med. De mange barske scener med hårdhændet behandling af flygtninge der interneres og udvises til en uvis skæbne, er blevet endnu mere aktuelle i dag. Vi må ikke glemme at livet er en gave og at det må beskyttes for enhver pris. Ellers går det galt. Grueligt galt!
Gennem tiden er mange ”ikke-filmatisérbare” romaner blevet transformeret fra bog til film – med større eller mindre succes. J.G. Ballard’s ’High Rise’ er bare en af dem. I hen ved fire årtier har man indenfor og udenfor Hollywood forsøgt at komme op med den rette tilgang eller vinkel på Ballard’s bog fra 1975. Det endte med at blive den britiske kultfilm-instruktør Ben Wheatley der sammen med sin manuskriptforfatter, med-klipper og partner i det private Amy Jump der løb med sejren. Hvor kan vi være glade for at det blev så visionær og original en instruktør som netop Wheatley, for der er ikke mange der som ham mestre de filmiske virkemidler. Efter ”små” succeser med independent film som f.eks. ’Kill List’, ’Sightseers’ og ’A Field in England’ har Wheatley endelig fået mulighed for at arbejde med et stort budget og resultatet er virkelig en yderst stilfuld og nærmest psykedelisk fest for øjnene. Tom Hiddleston spiller en ung læge der flytter ind på 25. sal i den nyopførte 40 etager høje monolit af et højhus. Bygningen er nærmest en selvstændig verden, der er eget shopping center, swimmingpool og fitness rum. På de nederste etager bor de børnerige arbejder-familier, på de øverste etager bor aristokratiet i overdådig luksus, allerøverst i penthouselejligheden bor bygningens idemand og arkitekt Royal, spillet af Jeremy Irons. Og midt i det hele har vi som sagt Hiddlestons ’Dr. Laing’, vores protagonist – selvfølgelig et billede på den ”almindelige” middelklassen. Ja, nu er jeg allerede godt i gang med fortolkningen, men det er nærmest umuligt at undgå, for både bog og film er så påfaldende en allegori over klassekamp og samfundets indbyggede hierarkier, specielt i Thatchers England i halvfjerdserne. Og det går ikke stille af, for det er mildt sagt et hus i splid med sig selv, så det er klart det ikke kan bestå. Så hvad der begynder som ren ”architectural porn” med noget af det mest detaljerede, stilfulde, 70’er funky arkitektur og indretning ender i løbet af bare 3 måneder som noget af et helvede. Hvad der fører til konflikten, klassekampen og sammenbruddet kan der være mange bud på og det er sikkert en af pointerne i historien. Men sikkert er det, at det er rimelig vildt at følge. Wheatley ligger flot ud med at leverer nogle smukke, super stilistiske og yderst velkomponerede symmetriske billeder af skyskraberen og dens interiør, der mest af alt minde om Stanley Kubrick i stil og tone. Det er et meget koldt, minimalistisk og retro-futuristisk look. Som var det en ”big-budget” science-fiction blockbuster film lavet i slutningen af 60’erne, med en skildring af et dekadent fremtidigt samfund. Det er her filmen har sin helt store styrke. Wheatley’s beslutning om at holde hele filmens handling i bogens tid – altså i 70’erne – er genialt! En skildring af en ”fagre ny verden”, vi på nuværende tidspunkt kan se tilbage på. Hvis det er Kubrick Ben Wheatley har ladet sig inspirerer af i filmens første del, så bliver det mere og mere et Terry Gilliam’sk univers vi ende ud med, i takt med at hele samfundet stiger ned i vandviddet. Vilde fester, hor, druk og stoffer, fører til en kamp om ressourcer – el, vand såvel som dagligvarer – og magtkamp, anarki og kaos følger. Det er hele vejen visuelt noget af et trip. Wheatley skaber med sine smukke billeder en kul-ragende-sort-humoristisk samfundssatire over et system i total kollaps og frit fald. Det er et skræmmende, intenst, urovækkende, syret, komplekst og tankevækkende stykke 70’er film-extravaganza. Måske ikke for enhver, men for Ben Wheatley et ambitiøst kæmpeskridt opad i både ”scope and scale” og efter min mening ganske genialt.
Tag 'Blade', den første 'Highlander' og 'Constantine' og læg dem sammen. Fjern alt det der var godt, spændende, originalt og interessant ved dem - og vupti! Du har 'The Last Witch Hunter'! Kedelig, ligegyldig og rodet fantasy Mombo-jombo. Det eneste bare tilnærmelsesvis interessante var nogle af filmens visuelle effekter. Ellers kan jeg ikke sige andet end at filmen er ligesom sin hovedrolle: Stor, overvurderet og tiltider helt uforståelig. Vin Diesel forsøger med denne "første" film, at få en ny franchise op at køre. Jeg er ret overbevist om at det er og bliver 'The Last...'
’Doctor Strange’ betræder for Marvel Studios nye græsgange og deres storstilede plan om at udvide det filmiske univers er gået ind i en ny fase. Hvor ’The Avengers’ holder orden på jorden og ’Guardians of the Galaxy’ tager festen ud i rummet, så har figurer som Thor, Ant-Man og nu Doctor Strange åbnet porten op på vid gab for nye og alternative dimensioner. Det er på mange måder en ny start eller i hvert fald et nyt kapitel, for det er på godt og ondt en rigtig superhelte oprindelseshistorie, både enkel, medrivende og lidt skabelonagtig. I bedste ’Iron Man’ stil har vi en usympatisk, arrogant, men også meget dygtig protagonist. Egoistisk drøner han bare fremad, uden øje for andre end ham selv og hans egen karrierer. Måske nok den bedste til det han gør, men også noget af en pestilens for sine omgivelser. Indtil ”uheldet” der ikke i dette tilfælde direkte giver superkrafter, men som alligevel vender alting på hovedet i bogstaveligste forstand. Geniet er blevet krøbling og skal nu lære både at overvinde sine indre – såvel som sine ydre – dæmoner eller modstandere. Kampen kan begynde, på indtil flere planer. For i takt med at Stephen Strange lærer mere og mere om The Mystic Arts, så bevæger historien sig fra det enkle og ligefremme og ud i et mere og mere syret, mange facetteret, multidimensionalt univers. Intet er hvad det giver sig ud for at være og øjnene er ved at poppe ud af hovedet, imens kæben flere gange rammer gulvet. For ’Doctor Strange’ er mest af alt en visuel oplevelse og for en gang skyld er der en god grund til at vælge 3-D versionen. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende. Traileren lovede os ’Inception-agtige’ billeder. Men filmens visuelle actionscener, er som afslutningen på ’2001: A Space Odyssey’ og ’Inception’ X 100, på syre, og LSD, fotograferet igennem et kalejdoskop. Flere steder ganske enkelt et billede-trip! Det er ikke bare historien der ophæver tid og rum, billedsiden følger med og tager ganske enkelt pusten fra en. Det er weird, syret, surrealistisk, magisk, trippy, underligt, overraskende, grænseoverskridende, vildt, fantasifuldt, mindblowing og psykedelisk. Effekterne er nyskabende og imponerende – og selvfølgeligt bærende for filmen, men jeg føler aldrig at de overtager dramaet og bliver spektakel for spektaklet skyld. Der er mening med galskaben og det er en fest at opleve. For karaktererne er også lige i øjet, mest af alt selvfølgelig Bennedict Cumberbatch i hovedrollen. Han har den tyngde, elegance, humor og udstråling som rollen kræver. Selvom om turen fra arrogant superkirurg, over krøbling, til Master of the Mystical Arts går stærkt, så sætter Cumberbatch ikke en fod forkert gennem hele filmen. Han er i en klasse for sig. Resten af det imponerende cast gør det også godt. Chiwetel Ejiofor er god som læremester og højrehånd. Mads Mikkelsen er en visuelt imponerende skurk og Tilda Swinton en spændende og følsom ’Ancient One’ – selvom hun ikke er asiatisk. Det er faktisk kun Rachel McAdams figur der mangler lidt, eller også er det bare fordi hun er for lidt med i selve handlingen. Det kan godt være at Marvel ikke lige frem genopfinder sig selv, men den ”opskrift” som måske nogle gange har virket lidt for velkendt og sikker og som godt kunne få mig til at blive lidt bekymret over hvor længe festen mon kan vare ved, har i hver fald fået nogle nye og spændende ingredienser at føje til retten. Den gode doktor er i huset og han har for en tid kureret min begyndende metaltræthed, i forhold til tegneseriesuperhelte på film. Strange, but true!
Hvis man laver en 2’er til en populær film og kalder den ’Never Go Back’, så er man enten sikker på at man har begået en af verdenshistoriens bedste sequels, eller også beder man virkelig om slag… Den første Jack Reacher film fra 2012 er i min bog ikke blandt Cruise’s bedste. Det var da en OK actionfilm med nogle gode skuespillere i de bærende roller, men noget mesterværk synes jeg ikke det var. Det er f.eks. ikke en film jeg er vendt tilbage til for at gense. Selvom titlen på 2’eren advarer mig imod at vende tilbage, har jeg faktisk fået lyst til det efter at have set 2’eren. For i sammenligning er den første noget nær et mesterværk. Jack Reacher figuren er stadig en noget intetsigende og blank karakter i mine øjne. Vi lærer aldrig rigtigt noget om ham, andet end at han var den bedste til uanset hvad man satte ham til. The best of the best of the best… Top of the pops! En så højt rangerende militærmand, at han måtte forlade hæren fordi de var løbet tør for medaljer de kunne give ham… (Give me a break! Jeg skal lige kaste op.) Det er Tom Cruise når han er værst! Jeg har ikke læst nogle af Jack Reacher-bøgerne, så jeg ved ikke om han er lige så indirekte selvforherligende der, men det virker som om Cruise personligt har skrevet rollen til sig selv. Nå, men den første blev jo et hit og tjente sig selv ind 3-4 gange og da vi har at gøre med en bogserie, så er det jo bare om at komme i gang med at lave den næste i rækken. Det virker lidt som om det har været tilgangen til 2’eren ’Never Go Back’. En ”lige ud af landevejen-actionfilm”, vi lige kan klemme ind i mellem to andre og mere vigtige film. Hvor svært kan det være? Vi skal jo bare have nogle slåskampe, nogle skuddueller, en biljagt eller to, 3-4 scener hvor Tom Cruise løber rigtig stærkt – og så pakker vi det pænt ind i et ligegyldigt plot om noget med nogle slemme lejesoldater, der laver sortbørshandler med amerikanske våben i Afghanistan og en retfærdig kvindelig major der bliver falskelig anklaget for nogle mord i den forbindelse. Og jo! Lad os også lige smide en teenagepige ind i mixet som måske/måske ikke er Reachers datter, der kan komme i fare og måske appellerer til et yngre publikum. Det virkede jo SÅ godt i hundredvis af tidligere ’Taken-agtige’ actionfilm. Hvor den første havde nogle opfindsomme scener – sjove og anderledes måder at klare en tilspidset situation på og et ret originalt birolle galleri, så har 2’eren intet af dette. Her er ingen nytænkning, ingen ”Wow, det havde vi ikke set før-situationer” og desværre heller ingen skuespils-præstationer der træder ud af mængden. Det er ikke dårligt lavet, det er da solidt filmhåndværk, i en film der sådan set holder hvad den lover. Men det er bare så klichétungt hele vejen og alt sammen set bedre før. Det er actionfilm efter den mest gennemprøvede og sikre opskrift. Jeg sad med følelsen af at overvære en tv-produktion eller en ”direkte til DVD-film” bare med Tom Cruise og et større budget. Okay, men heller ikke mere! Endnu en gang ikke en film jeg kunne finde på at vende tilbage til…
Hvad ville der ske hvis man lavede et klon imellem de to Matt Damons to filmkarakter Will Hunting og Jason Bourne? Svaret er: Ben Affleck’s revisor/hitman Christian Wolff i ’The Accountant’. Efter gennembruddet for både Matt Damon og Ben Affleck i ’Good Will Hunting’ har Affleck haft svært ved at hamle op med sin kammerat Damon – efter min mening. De har begge lavet både gode og dårlige film, kommercielle og kunstneriske succeser og flops, men det er som om Damon hele tiden er blevet betragtet som et større talent end Affleck. Affleck har i mine øjne længe været den lidt for pæne, lidt for glatte, useriøse dukkedreng af en skuespiller. Lidt af en ”kødkæbe” der ikke havde så mange strenge at spille på som skuespiller. Dette billede fik Affleck ændret på da han tog fusen på alt og alle og sprang ud som instruktør med film som ’Gone Baby Gone’, ’The Town’ og Oscarvinderen ’Operation Argo’. Med den efterfølgende anerkendelse har Affleck opnået større og større respekt i Hollywood og derved også mere og mere seriøse roller – ikke bare i sine egne film. Han er blevet mere moden både som menneske, skuespiller og som filmmand. ’The Accountant’ fortsætter denne tendens på en fin måde. ’The Accountant’ er på mange måder en både utraditionel og vellykket action-thriller. Gode actionscener med virkelig fed lyd. Et gennemgående godt og solidt cast udfylder selv filmens mindre roller. Men skal man et øjeblik tage de kritiske briller på, så har den altså nogle problemer i den måde plottet åbenbares. De første to tredjedele af filmen foregår på en virkelig interessant måde. Der ligges i ovnen til en spændende og kompleks historie, der opstår i tilskuernes hoveder en masse spørgsmål, mystikken breder sig og tingene skæres ikke ud i pap. Det er SÅ dejligt! Man får informationerne i brudstykker og må selv ligge to og to sammen. Det gør at man undres, fascineres og engageres mere og mere i den komplekse historie. Desværre er det kun lige indtil instruktør og manusforfatter ikke tør at holde denne spændende narrative leg kørende længere, for så får vi nemlig en laaang såkaldt ”ekspositions-scene” hvor det hele forklares en gang til i flashbacks og genfortælling, så selv dem på bagerste række får fat i meningen. Et obligatorisk ”plot-twist” afsløres, til ingens overraskelse, da der er blevet lagt op til det, som et tog der ankom til banegården med både horn, blink og meddelelse i højtaleren. ”Vi skal gøre opmærksom på at plot-twistet ankommer til perronen om få minutter på spor 2.” Det er SÅ ærgerligt! Som publikum er vi hele filmen igennem blevet behandlet som voksne, men i afslutningen bliver vi talt til som var vi børnehavebørn. Men OK, det er måske småting i det store billede. Overordnet set var jeg virkelig godt underholdt af en god historie og et virkelig godt cast. Filmen føjer sig til den lange række af fiktion, der gør brug af det man kalder ’the flawed hero’, altså mangelfulde, skadede eller ufuldkomne karakterer. Altså værker hvor det ofte er et gennemgående træk, at fortællingens hovedperson har fejl eller personlige problemer. Uden fejl eller mangler, er der jo – for det første – intet for karakteren personligt at skulle overvinde. For det andet er vi jo som mennesker alle ufuldkomne skabninger, det er derfor næsten umuligt at identificere sig med en karakter, der er fejlfri. Derfor lider eksempelvis krigsveteranen John Rambo af posttraumatisk stress, Jason Bourne af hukommelsestab og Peter Parker af skyldfølelse over sin onkels død, osv. Ben Afflecks autistiske revisor er nyeste skud på den stamme. Det er måske ikke det mest realistiske portræt af en person med autisme – lige som Dustin Hoffmans ’Rain Man’ heller ikke var det – men det er et interessant og nyt take på ’the flawed hero’ klichéen på film. Autistens manglende evne til at forstå sine omgivelser og derved omgås andre socialt, bruges her til at tegne et helt nyt portræt af den ensomme actionhelt. Han viser som så mange andre helte ikke mange følelser, han er fåmælt, tilbageholdt og mystisk. Han har sit ”stoneface” på og fyrer følelseskolde ”one-liners” af når han har ordnet en skurk. Men den store forskel her, er at helten faktisk er psykisk syg. Han ved ikke hvordan man opfører sig ”normalt” i sociale sammenhænge. Han kan ikke gennemskue almindelig ”small-talk”, læse imellem linjerne eller afkode ansigtets mange udtryk. Men på den anden side har autisten jo – i hvert fald på film – nogle særlige evner. Han bruger det meste af sin koncentration på en bestemt evne – i det tilfælde tal, mønstre og uregelmæssigheder i store og komplekse regnskaber. Derudover er han – takket være sin militante fars old-school opdragelse – også ferm til at slå folk ihjel, med stort set et hvilket som helst våben. Disse meget specielle karaktertræk giver tilsammen en ny, anderledes og spændende actionhelt. Jeg ville bestemt ikke have noget imod at se ”revisoren” gennemgå flere regnskaber i fremtidige film, måske endda i en ”Bourne-lignende” franchise. For når revisoren sparker så meget røv som Ben Affleck gør her, så ville jeg med glæde tage til endnu et ”torskegilde” med ham.
Denne film står for mig som et skrækeksempel på hvor galt det kan gå, når man som filmskaber vil gøre alt for at skabe en overraskende 'twisted-ending'. Denne film ofrer alt på dette alter, såsom den gode historie, troværdige karakterer, sandsynlighed og almindelig respekt for sit publikum - alt forsvinder når man laaaaangt om længe når hen til den overraskende slutning. Jo, den kommer sikkert bag på de fleste, men det er kun fordi det er den mest tåbelige, urealistiske og utroværdige af slagsen. Spoler man filmen tilbage i hovedet eller (Gud forbyde det) ser den igen giver intet i filmen længere mening. Alt er tabt på gulvet, inklusiv min tid og mine penge. Undgå den som pesten!!!
Det er sjældent at en film ligefrem gør mig vred, men det hænder. Når det en gang i mellem sker, er det altid fordi jeg føler mig snydt. Som i dette tilfælde hvor (falsk) markedsføringen til filmen signalerer ”intelligent spændingsfilm”, men det endelige produkt er… ja hvad skal jeg kalde det? Totalt åndssvagt! Jeg har som sådan ikke noget imod dum popcorns underholdning med sigte på det bredest tænkelige publikum. Eskapisme i biografens mørke fantasiverden. James Bond, Transformers og superhelte kan være fint nok. Det handler om at lukke plothuller og usandsynligheder ved hjælp af ”suspension of disbelief” - altså at kunne suspendere sin kritiske sans eller mistro i tilstrækkelig grad til rent faktisk at kunne nyde filmen. Plakaten til ’Inferno’ burde bære en venlig påmindelse om at huske at aflevere hjernen i garderoben. Man kan roligt lade den blive ude i bilen sammen med paraplyen og førstehjælpskassen. Tro mig man får ikke brug for nogle af delene til filmen. Og her har vi problemet, jeg kom til at tage hjernen med ind til forestillingen. Da jeg et par minutter inde i filmen fandt ud af at det var en fejl, var det for sent. Nu blev den bare ved med at være i vejen og spærrede flere gange udsynet. Jeg forsøgte i den første halve time bare at grine lidt af det hele og tænkte ’Det bliver nok bedre.’ Men det gjorde det ikke… Så forsøgte jeg at få lukket hjernen helt ned. Prøvede at hengive mig til de smukke locations, alle sammen berømte turistattraktioner i Firenze, Venedig og Istanbul. Men det var ikke nok, min hjerne blev ved med at poppe op og gøre opmærksom på hvor dumt det hele var. Så forsøgte jeg at koncentrere mig om det glimrende cast. Gode navne hele vejen rundt, såsom Ben Foster, Omar Sy og Irrfan Khan – foruden som alle ved Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen. Men hvad hjælper det, når alt hvad der foregår bare er snotdumt? ALT!!! Alt er så DUMT! Fra historiens grundlæggende præmis, over karakterernes handlinger, igennem genbruget af den efterhånden tyndslidte kliché om helten med hukommelsestab, helt ud i de enkelte replikker, frem til historiens totalt usandsynlige plot-twist i sidste akt. OMG!!! Jeg kunne bare ikke mere. Jeg kunne hverken grine eller græde. Så jeg endte vist bare med at sidde og sukke dybt. Jeg var så ærgerlig over at Tom Hanks – min store helt igennem mere end 25 års film – endnu en gang gider medvirke i sådan noget skrammel. Han er ikke Jason Bourne, bliver det aldrig, burde slet ikke forsøge – for han er så meget bedre end det. Og at Ron Howard, der har lavet så fine film gennem tiden (’Apollo 13’, ’Rush’ og ’Et Smukt Sind’ – for at nævne mine favoritter) nu slår sig til tåls med at producerer jævn metervare, til betaling af sine regninger går jeg ud fra. Det er så trist! Come on, Ron! Du kan godt gøre det bedre. Det har vi jo set! 2 stjerner skal filmen have, efter min mening. 1 stjerne for de flotte locations, der sikkert har været meget vanskelige at forhandle på plads. Og 1 for de overraskende effektive, gullige, mareridtsagtige, drømmesekvenser i indledningen af filmen, hvor Langdon vælter rundt i en blanding af rus og hjernerystelse. Resten er noget af det mest ligegyldige nonsens jeg længe har set. Om nogle uger kan jeg sikkert grine af det hele, men lige nu er jeg bare vred. ØV!!!
Behøver hovedpersonen i en film at være ”likeable” for at vi gider investerer tid og følelser i karakteren? Nej, ikke efter min mening. Han eller hun behøver hverken at være smuk, god eller retfærdig for at fange og fastholde min interesse. Han kan måske ikke ligefrem få min sympati, men min empati kan han godt opnå – hvis karakteren vel at mærke er godt skrevet og spillet. Sympati er godt, men empati er nok. Nok til at vi vil se mere og bliver hængende. En sympatisk karakter har egenskaber vi selv værdsætter og ønsker os, karaktertræk vi prøver at efterligne. Han eller hun er måske gavmild, selvopofrende, ærlig, loyal og engageret. Men at en hovedperson skal være helt igennem flink, rar og moralsk fejlfri er ikke en nødvendighed. Man kunne fristes til at sige tværtimod. Jeg ved at jeg ikke er alene, for ”antihelten” er en af de mest portrætterede protagonister på film i de sidste to-tre årtier. Nogle af filmhistoriens mest interessante figurer er bestemt ikke fuldkomne. Tænk på Robert DeNiro i ’Taxidriver’, Al Pacino i ’Godfather’ eller Bryan Cranston i ’Breaking Bad’. Jake Gyllenhaal’s spændende portræt af Lois Bloom i ’Nightcrawler’ føjer sig til denne gruppe af geniale, fængslende og mindeværdige filmkarakterer. Måden han spiller denne mærkelige type på – og selvfølgelig måden den er skrevet – er et skoleeksempel i hvordan man opbygger henholdsvis interesse, dernæst empati og måske endda til sidst sympati for en antihelt. En lille analyse af karakteren ’Lois Bloom’ kan samtidig tjene som en anmeldelse af den noget oversete thriller ’Nightcrawler’ af forfatter og instruktør Dan Gilroy fra 2014. Lois Bloom er intelligent, motiveret og lidt af en enspænder – og nå ja sociopat! Han starter i filmen ud med at være en noget ”shady” og småkriminel type, der lever af at stjæle metal rundt om i byen og sælge det til en skrothandler. Men filmens egentlige plot sparkes rigtigt i gang da Lois Bloom bliver ”Stringer”, en form for freelance leverandør af videooptagelser fra ulykker og gerningssteder, som han sælger videre til blodtørstige lokal tv-stationer. Hans totale mangle på empati og hans ambition om at få succes, bringer ham længere og længere ud i en moralsk gråzone. Det interessante er at vi bliver hængende hele vejen. Selvom han i en og samme film går fra at være vores protagonist, til hen imod slutningen at være antagonist, forbliver vi som tilskuere alligevel ved hans side. Øvelsen og selve oplevelsen er hvor langt hen ad vejen vi hepper på ham? Hvor langt rækker vores sympati? Det handler alt sammen om først at skabe empati, ved at give karakteren egenskaber vi kan relatere til. Selvom vi ikke er som ham, så genkender vi hurtigt nogle karaktertræk fra os selv og kan sætte os i hans sted – hvis man vel at mærke ikke selv er en sociopat. Hvilke karaktertræk har Lois Bloom i ’Nightcrawler’? Vi ser han er hårdt arbejdende og motiveret, men alligevel en fattig røv. Han er dedikeret og gør alt hvad han kan for at blive bedre til det han gør. Det aftvinger respekt fra omgivelserne – også vores. Han er også høflig overfor andre, giver udtryk for taknemmelighed, men vi fornemmer samtidig at der dog ligger selviske motiver bag. Han er rolig, venlig og behersket, selv når han senere sviner folk til – ja endda truer dem på livet. Jo længere vi kommer ind i historien jo mere begynder vi at se hvad der ligger bag facaden. Selvom vi hen ad vejen finder ud af, at han i virkeligheden er en skurk der bør stoppes, følger vi ham alligevel. Hvorfor? Fordi vi er engageret i karakteren. Selvom det er en moralsk anløben type Jake Gyllenhaal spiller, er han fremstillet 3 dimensionalt og interessant, takket være en dygtig manuskriptforfatter og instruktør. Der er opbygget en morbid nysgerrighed i os og som med en kiggekø ved en trafikulykke, vil vi gerne se mere. Empati er evnen til at forstå og dele følelser med en anden person, at kunne sætte sig i en andens sted. Det kan Lois Bloom ikke, for det er sociopaten ikke i stand til. Hvordan opbygger filmen da empati for Lois Bloom hos os? I filmens åbningsscene ser vi ham i gang med at stjæle metal fra en byggeplads og han overfalder endda en nattevagt. Meget usympatisk! Men i samme scene får vi alligevel lidt ondt af ham, for vi forstår hans situation. Han er arbejdsløs, underlig, fattig og ret ynkelig. Hans første replik i filmen er faktisk ’I’m lost!’ Når vi som publikum ved disse ting, kan vi lettere forstå hvorfor han senere er så målrettet og dedikeret, da han endelig får en fod indenfor hos tv-stationen. Vi ved ligesom hvor han kommer fra. Hans baggrund er måske meget anderledes end vor egen, men vi kan sætte os i hans sted. Paparazzi jobbet er noget han har hårdt brug for, men er også noget han tilfældigvis er ret god til. Hvorfor? Fordi han ikke er begrænset af empati eller sympati for andre. Han er skruppelløs, uden samvittighed og uden hæmninger. Som publikum kan vi relaterer til det at finde noget man er god til og få anerkendelse for det. Vi kan også relaterer til skuffelsen og skammen da Lois Bloom ikke kan levere varen og bliver skældt ud og ydmyget af sin chef – fantastisk spillet af Rene Russo. Men vi kan ikke sympatiserer med det som det derefter presser ham til at gøre – eller kan vi? For hvor sætter vi hver især grænsen? Vi godkender ikke hans handlinger, men empatien er intakt for vi forstår hans motiver. Vi trækkes længere og længere ned af det Bloom foretager sig, og vores egne holdninger prøves af. Hvor langt rækker vores sympati for vores hovedperson? Hvad er det en film som ’Nightcrawler’ kan? Den giver os lejlighed til at se os selv og vores tilværelse i et andet lys, ud fra en anden synsvinkel. Den sætter et stort og relevant spørgsmålstegn ved vore dages nyhedsdækning, sensationspresse og sladderjournalistik. Den afslører hvordan medierne manipulerer med masserne, ved at tegne et skræmmebillede og vedholdende puste til frygten. Det at sociopaten Lois Bloom passer så godt ind i denne branche, er med til at sætte tingene yderligere på spidsen. Men det maner også til eftertanke, for hvem af os kan sige sig fri for ikke en gang imellem at hoppe på medie-cirkusvognen og bare ukritisk følge med? Problemet er ikke som sådan Lois Bloom, men mere det samfund der skaber og belønner folk som ham. For set ud fra hans synsvinkel er filmen jo hans succeshistorie. Han udlever den amerikanske drøm, går fra at være småkriminel, til at eje sit eget tv-produktionsselskab med tre sendevogne. Set ud fra mit synspunkt er Lois Bloom en tyv hele vejen igennem filmen, det er bare forskellige ting han stjæler. Han starter med at stjæle metal for småpenge. Som ”stringer” er han i mine øjne stadig en tyv, for han stjæler stadigvæk, nu er det bare sårede menneskers værdighed. Han bryder ind i folks privatsfære og udnytter dem imens de er mest sårbare, for at tage billeder han kan sælge for penge – mange penge. Men spørgsmålet står stadig tilbage, kan vi tillade os at fordømme ham for det han gør, når eller hvis vi samtidig svælger i det han leverer? Skaber vi selv behovet og efterspørgslen for de billeder han leverer? Ved at vise os verdenen igennem øjnene på en velskrevet og velspillet karakter, får lov at se tingene fra en anden synsvinkel og bliver måske endda klogere på os selv. ’Nightcrawler’ har med andre ord, ikke bare underholdt os, men vi har også lært noget om os selv og verden der omgiver os. ’Nightcrawler’ var en af de bedste film i 2014, men manuskriptet bag filmen er et af de bedste manuskripter i mange år. At anskueliggøre forskellen imellem at bringe nyheder og så selv at skabe nyheder, er efter min mening ikke set bedre før. At tackle dette emne igennem et portræt af et menneske med en psykisk lidelse, er ganske enkelt genialt. Jake Gyllenhaal giver den hele armen, i sin karrieres bedste præstation. Han tabte 15 kg. for at ramme typen af en usund og lidt mærkelig enspænder. Det gjorde at han fremstår tynd, bleg og med store mørke og indsunkne øjne. Der er noget nærmest magnetisk over hans skuespil. Man kan ikke få øjnene fra ham. Vi ser en karaktér og ikke bare en skuespiller. Han er som besat, ambitiøs og skruppelløs. ”Succes for enhver pris”. Som et menneske ’i ulveklæder’. Han bevæger sig fra i begyndelsen at være protagonisten, til hen imod slutningen at være antagonist, i sin egen historie – og vel at mærke uden selv at opdage det. Gyllenhaal har spillet mange fantastiske roller og det er ikke uden grund at mange ser ham som en af de mest spændende og talentfulde skuespillere i tiden, men hans rolle som Lois Bloom er mageløs. Det er en transformation uden fortilfælde i hans karriere. Filmen er også ultra flot fotograferet. 95% af den er skudt om natten og L.A. har ikke set bedre ud siden Winding Refn’s ’Drive’ og Michael Mann’s ’Collateral’. Handlingen er egentlig ret enkel, men strammes hele tiden til så spændingen og intensiteten hele tiden stiger, hen imod den meget nervepirrende finale. Det er en barsk og dyster thriller, men samtidig også en sort mediesatire. Lige så spændende som den er tankevækkende og fascinerende.
Hvad får man hvis man tager Marvels X-Men og blander det med noget Harry Potter, for dernæst at tilsætte noget ’Back To The Future’? Hvis man så sætter Tim Burton til at kokkerere det, så får man ’Miss Peregrine’s Home For Peculiar Children’. Er der så noget i vejen med det? Næ, egentlig ikke. Alle ingredienserne smager jo godt hver for sig, så hvad skulle der være i vejen med at rode det sammen? Tim Burton er en af mine personlige helte. En unik instruktør hvis film jeg har fulgt fra han begyndte sin karriere. Han er en ”world-builder” og en sand billedmager, med helt sin egen visuelle stil. Hans film har alle dage været stemningsfulde, gotiske, kringlede, mørke og hyggeligt uhyggelige. Jeg har set alle hans film og nydt de fleste, men jeg må erkende at jeg er bange for at han er blevet ramt af den sygdom der rammer mange spændende og originale instruktører når de bliver ældre, nemlig lidelsen ”Senile Cinema”, dvs. det særlige fænomen når berømte filmskabere bare ikke er så skarpe og præcise som de var engang? Personligt skal jeg i hvert fald helt tilbage til 90-erne eller de tidlige nuller, for at finde en film af hans der fik mig helt op på de høje nagler. I takt med at han er blevet et større og større navn i Hollywood og har fået større og større budgetter at arbejde med, er det gået ned af bakke ned originaliteten. Han har nok forfinet sine billeder og kunne bygge større og flottere sets, men historierne og karaktertegningerne har lidt under det. Der har været gode og personlige film ind imellem – f.eks. ’Big Fish’ og ’Frankenweenie’ – men også ”big-budget” bundskrabere, såsom ’Planet of the Apes’ og ’Alice in Wonderland’. Men selv disse misere har haft gode momenter og flotte billeder. Ja, jeg har længe været af den holdning, at selv hans mest kedelige film, har interessante elementer. Eller rettere, jeg har aldrig set en kedelig Tim Burton film og det ændrer ’Miss Peregrine’s Home For Peculiar Children’ heldigvis ikke på. Jeg har ikke læst bogen ’Miss Peregrine’s Home For Peculiar Children’, men jeg kan næsten forestille mig hvordan forfatteren Ransom Riggs har haft Burton i tanke som første valg til instruktør på en eventuel filmatisering. Og jeg kan se for mig hvordan bogen har skabt en masse billeder i hovedet på Burton da han læste den. Det er et ”match made in heaven”. Det er netop alle disse ejendommelige og fantasifulde billeder der bærer filmen. Det er her Burtons særlige evne for at skabe sin helt egen stemning, af lige dele mørk gotisk uhygge og finurlig skæv humor, kommer bedst til udtryk. De forskellige ”peculiar” børn med hver deres ejendommelige evner, sat i et typisk Burton’sk univers i 1940’erne, er visuelt guf. Imponerende ’stop-motion’ sekvenser sender visuelle hilsener til både Ray Harryhausen og en yngre Tim Burton. Fantasifulde og detaljerige set designs og dygtige skuespillere fuldender den visuelle oplevelse. Men det er desværre igen på bekostning af historiefortælling og karaktertegning. Det er ikke sikkert at det alene er Burtons fejl, men historien er ganske enkelt noget rod. Den grundlæggende præmis er både god og sjov, men der er alt for mange karakterer og alt for meget fyld. Historien vil alt for meget på alt for kort tid, og det ender med at stritte i alle mulige retninger. Tidsrejsefilm er altid komplekse, men her gøres plottet unødig kompliceret. De forskellige unger er alle sjove og interessante at følge, men de mest spændende er desværre dem vi ser mindst til. Mit største problem med ’Miss Peregrine’s Home For Peculiar Children’ er nok filmens protagonist eller hovedrolle, spillet af den ellers så dygtige Asa Butterfield. Han var fantastisk som titelkarakteren i Scorseses ’Hugo’, så det her er egentlig ikke så meget en kritik af ham som skuespiller. Problemet – tror jeg – ligger hos enten forfatteren eller instruktøren, for det er karakteren Jake der for mig er filmens svageste punkt. Vi har her at gøre med en hovedrolle der intet ved, intet kan og intet foretager sig filmen igennem. Han går igennem filmen som et stort spørgsmålstegn lavet af blege hvidbejdsede brædder. Hvis karisma var sukker, så er han at sammenligne med en Coke Zero. Jeg ved godt det til dels ligger i sagens natur, med en person der kastes ind i en ny og underlig fantasiverden, men der er bare ikke meget sjov i en karakter der starter og ender som ”Spørgejørgen”. Der er ikke noget der bider på ham, han bevæger sig igennem filmen nærmest i en trancetilstand og kan ikke finde ud af noget som helst, da tingene i tredje akt brænder på. Han er passiv og grænsende til det irriterende og det er ikke heldigt for en karakter vi helst skulle knytte os til og heppe på. Der er heldigvis mange andre skuespillere der filmen igennem får lov at boltre sig. Eva Green, Terence Stamp og Samuel L. Jackson giver den gas og passer overraskende godt ind i det Burton’ske univers. Det er alt i alt både bizart, smukt, makabert og morsomt, men desværre ikke så medrivende, gotisk, dybtfølt og ejendommeligt som Burtons tidligere filmklassikere.
Hvad gør en film uhyggelig? Svaret på det spørgsmål er lige så forskelligt som hvad der gør en film sjov. Humor er meget forskellig og det har vi almindeligvis forståelse for. Men hvad så når det handler om gysere? Når man læser anmeldelser her inde kan en anmelde en film med ordene: ’Den mest uhyggelige film jeg nogensinde har set’, imens andre var ved at falde i søvn over samme film og opfordre andre til at gå i en stor bue udenom denne film. ’The Witch’ er i den grad en ”gyser” der deler vandene. Læser man bruger anmeldelser af denne film på iMDB er det enten 10/10 eller 1/10 stjerner. Der er nærmest ingen midt i mellem. At en film kan dele folk op i to så forskellige lejrer gør den i sig selv interessant, men der er heldigvis meget mere at sige om den. ’The VVitch: A New-England Folktale’ – som originaltitlen lyder – er instruktørdebut’en for Robert Eggers, som også selv har researchet og skrevet historien. Den har været omgivet af en vældig ’buzz’ siden sin verdenspremiere på Sundance i 2015, hvor den indbragte Eggers prisen for bedste instruktion. Den megen omtale i udlandet, førte herhjemme ikke til andet end at mange tryglede biografdistributørerne om at sætte den op i danske biografer. Men nej, imens filmen har gået sin sejrsgang i udlandet, har danske filmkøbmænd snorksovet og det endte med at ’The Witch’ kun blev forpremierefilm for CPH-PIX16. Én forvisning i hele landet, for en tætpakket sal 1 i Empire Bio. (De måtte endda flytte filmen fra sal 3 og ind i den store, pga. den store efterspørgsel.) Hvor trist at flere ikke fik oplevelsen, at se denne yderst bemærkelsesværdige film på det store lærred. Plottet er lige så enkelt som det er originalt. En familie af nybyggere i 1600-tallets New-England ekskluderes af deres kirke og landsbysamfund og sendes bort for at klare sig alene i vildmarken. Tilværelsen er hård og krævende af alle i familien. En dag da den ældste pige i familien Thomasin passer den næsten nyfødte ”forsvinder” barnet pludseligt. Det er et hårdt slag for alle i familien, men det er kun starten på en række mere eller mindre unaturlige hændelser, der puster til overtroen og sætter familiebåndene på prøve. Hvorfor sker alle disse ting? Er det Guds straf? Er der en heks i blandt os? I fortvivlelse bliver hele familiens tro sat på prøve, alle mistænker alle og mareridt og hverdag smelter langsomt sammen. Det er så enkel en præmis, men enderesultatet dog så komplekst. Det er som to handlingstråde der filmen igennem væves sammen. En ydre historie med overnaturlige undertoner. Er der en heks i skoven, som har kidnappet spædbarnet eller er det bare det sørgende menneskes måde at prøve at finde en forklaring på det uforklarlige? Dernæst den indre og mindst lige så uhyggelige historie, om den noget mere jordnære form for frygt der opstår, når en familie vender sig imod hinanden og går i opløsning. Det er utrolig effektivt skruet sammen, for de to sideløbende narrativ flettes sømfrit sammen til et hele filmen igennem. Den ene historie overskygger ikke den anden og de ender med at understøtte hinanden og blive et. Dette fører til at man som tilskuer hele tiden kan sætte spørgsmålstegn ved hvad man ser. Er det virkelighed eller er det hvad en paranoid og overtroisk familie tolker som virkelighed? Tidsbilledet er flot genskabt, med stor fokus på en dialog der meget beskrivende rammer perioden. Jeg glædede mig i hvert fald over underteksterne, for ellers tror jeg at mange detaljer i dialogen havde gået min næse forbi. Mest bemærkelsesværdigt er den lille gruppe skuespillere der udgør vores hårdt prøvede familie. Alle rammer i den grad plet med deres rolle, men især børnene gør det imponerende godt. Det er flere år siden at jeg har set barneskuespillere gøre det så godt, som Anya Taylor-Joy i hovedrollen og Harvey Scrimshaw som familiens ældste dreng. De negative røster iblandt iMDB’s brugere påpeger næsten alle de samme forbehold. ”Filmen er kedelig”, ”der sker ikke noget” eller ”den er mærkelig”. De kunne i virkeligheden alle samles i ét udsagn: ”Dette var ikke den type gyserfilm jeg er vant til eller havde regnet med, så jeg forstod ikke rigtigt hvad der foregik”. Jeg kan på sin vis godt forstå dem, for ’The Witch’ er bestemt ikke som gysere er flest. Så hvis man er mest til ’cheap thrills’ og mekaniske ”stille, stille, stille, BØØHHH!!!-jumpscares”, så går man forgæves her, for her er det næsten udelukkende den langsomt snigende og nærmest lammende atmosfære af ubehag og uro. Det er i den grad en af de såkaldte ’slow-burn’ gysere, for den har modet til at tage sig god tid til at sætte scenen og give os et billede af den meget anderledes tilværelse i 1630’ernes New-England. Stemningen af tåge, dis, mudder og kold fugtig mark og skov nærmest driver af filmen, med sine monochrome grå og gråbrune billeder. Lyddesignet er enkelt og effektivt. Der er ikke lagt en masse smarte effekter på, alt er holdt realistisk i forhold til tidsperioden og billederne. Filmens score af Mark Korven er til gengæld meget nærværende og nervepirrende og giver billederne en overnaturlig stemning med sin brug af nogle meget specielle korarrangementer. Filmens meget enkle præmis giver også både tid og plads til en historie med rum for fortolkninger, igennem en stærkt symbolladet billedside. Familien der smides ud af ”Edens Have” og ud til vildnissets tjørne og tidsler. Familiens medlemmer der hver især kæmper med deres dæmoner eller forkerte og syndige karaktertræk. Længslen efter æbletræet langt inde i den mørke skov. Familiens ældste børns begyndende pubertet og spirende seksualitet. For ikke at tale om gårdens djævelske sorte gedebuk Black Philip, der måske påvirker familiens tvillinger på måder vi ikke forstår. ’The Witch’ er i det hele taget en film der belønner dig i forhold til hvad du tager med ind til den. Placeringen af handlingen i 1600-tallet åbner op for spørgsmål om (kristen)tro kontra overtro og animisme. Det er en historie om frygten for alt det der ligger udenfor vores forståelse eller begrebsverden, om at leve med begreber som synd, skyld og skam så tæt inde på livet, at det bliver en besættelse i sig selv. Om faren for at projicerer sin egen personlige frygt over på sine omgivelser og nærmeste og på den måde blive skyld i en atmosfære af hemmeligheder, løgne, mistro og fjendskab – og i sidste ende skabe en selvopfyldende profeti. Er man træt af klichétunge samlebånds-gysere, eller har man i det mindste mod på at prøve noget nyt indenfor denne genre, så er ’The Witch’ i den grad en oplevelse. Det er ikke gyseren for teenagerpublikummet, dertil er den alt for intelligent og alvorlig. Man kan måske endda diskutere, om det er en gyser i genrens bredeste betydning. Den ligner med garanti ikke noget du har set før og er en film der bliver hængende i sindet længe. Det er en velresearchet og gennemarbejdet psykologisk thriller. Glem alt om ’Blair Witch’ for der er kun en heks eller rettere en virkelig nyskabende og original heksefilm - New-England fortællingen om ’The Witch’.
Jeg er – som de fleste andre – den lykkelige ejer af en computer, en iPad, en iPhone, et smart TV og en forholdsvis hurtig internetforbindelse. Nettet er en fast del af ens hverdag, både på arbejde og i fritiden og vi har alle sammen vænnet os til at være online næsten hele tiden. Jeg bryder mig slet ikke om tanken, men alt hvad vi foretager os, alt hvad vi kan lide og ikke lide, alt hvad vi interesserer os for, køber eller sælger, kigger på, lytter til, lader os underholde af, tror på, stemmer på, ønsker os, ja nærmest drømmer om, efterlader et digitalt spor af brødkrummer tilbage til os på nettet. Jeg ved det egentlig godt, jeg har hørt om det før, men jeg bryder mig slet ikke om denne del af den moderne virkelighed. Jamen, hvad har du da at skjule? Ikke mere end så mange andre, tror jeg. Jeg har ikke krypteret mail. Jeg skifter ikke password nær så ofte som jeg burde. Jeg har ikke sat et klistermærke over webcam’et på min Mac og jeg har aldrig følt trang til at lave mig en spids hat af sølvpapir. Jeg ser ikke mig selv som paranoid, men efter at have set ’Snowden’ og tænkt over det Edward Snowden afslører, så er jeg i hvert fald kommet et skridt nærmere. Oliver Stone har længe været beskyldt for netop at være paranoid. For 10-20 år siden kunne man nøjes med at ryste lidt på hovedet og sige at han var en lidt for fantasifuld folkeforfører med alle hans konspirationsteorier, men tiden har desværre været på hans side i dette spørgsmål. Så det kom ikke som nogen overraskelse for mig, at netop Oliver Stone skulle lave en bio-pic om whistle-blower’en Edward Snowden. Med film som ’Platoon’, ’Wall Street’, ’JFK’, ’Nixon’ og ’World Trade Center’ på sit CV, virkede det oplagt at Amerikas samfundsrevser nr. 1, ville tage den sag op. Egentlig kan det undre mig, at han ikke har gjort det noget før, for balladen omkring Ed Snowden er jo ikke ny. Med ’Snowden’ kommer Stone faktisk ind på en fin anden plads, for dokumentaristen Laura Poitras dokumentarfilm ’Citizenfour’ fra 2014, har allerede været der og endda gjort det bedre. Den er efter min ydmyge mening, en af de vigtigste dokumentarfilm indenfor de sidste 10 år, og den blev ikke overraskende belønnet med både Oscar, Emmy og Bafta priser, for bare at nævne de største. ’Citizenfour’ er den ægte vare. Afslørende som få. Aktuel som bare… Spændende som den bedste krimi og kunne næsten ikke være mere vedkommende. Men hvor mange gider se på ”talking heads” i en eller anden dokumentarfilm på DRK eller på en eller anden natfilmfestival? Selvom vi er mange, så er det nok ikke den brede befolknings livret, når det handler om film. Derfor er det virkelig godt at en stor og dygtig instruktør som Oliver Stone tager historien op igen og laver en ”dramatiseret” spillefilm ud af den. Hvordan slipper han så af sted med det? Godt! Rigtigt godt, vil jeg mene. Uden at spekulere en hel masse videre, holder Stone sig faktisk ret strengt til historien. Han undgår faldgruben fra tidligere film, hvor Stone gør sig skyldig i mindst lige så megen manipulation, som han beskylder myndighederne for. Jeg tænker her specielt på ’JFK’. Grunden til at han her har lettere ved at holde sig til fakta, er nok at historien allerede er lagt frem for offentligheden. Han behøver ikke at mane spøgelser frem for at få os til at se konspirationens teorien. Det er ikke nogen teori. Den er lige for næsen af os, hver eneste dag. Der er med andre ord ikke brug for at smøre så tykt på som tidligere. Emnet er stadig super aktuelt, det berører i virkeligheden os alle sammen og historien er samtidig utrolig spændende i sig selv. Der er ikke brug for biljagter, skuddueller eller slåskamp og Stone afholder sig klogelig fra at spiffe historien unødigt op, med den slags tomme kalorier til det popcorns-gnaskende biografpublikum. Nok bliver de tekniske begreber skåret ud i stift karton, men det synes jeg personligt både var nødvendigt og godt gjort. Selvom historien indeholder skurke, forfalder Stone heller ikke til at udråbe en eller anden til ’Bad Guy’. Der sidder nemlig ikke en ond superskurk, der som en edderkop trækker i internettets tråde. Nej, det ville være så rart. Men virkeligheden er langt mere kompliceret. På trods af det måske lidt tørre eller tekniske emne, så er filmen meget underholdende og medrivende skruet sammen. Det er bestemt ikke et ’Natural Born Killers’ billede-syretrip, men ”vores egen” Anthony Dod Mantle har skudt nogle flotte billeder af hverdags situationer, såsom samtaler på et kontor eller på et hotelværelse. Stone bruger optagelsen af ’Citizenfour’ som udgangspunkt og vi får igennem interviewet med Snowden på hotelværelset i Hong Kong, lov at se det hele i en række flashbacks. Filmens omfattende cast er også værd at nævne. Joseph Gorden-Levitt er underspillet og god, med en realistisk alvor og stoisk ro. Han har tydeligvis arbejdet meget med stemmen og diktionen, for han lyder faktisk som den rigtige Snowden. Men filmen som et hele er befolket af gode skuespillere i både små og store roller. Shailene Woodley, Zakhary Quinto, Tom Wilkinson og selveste Nicolas Cage!!! Bedst af alle er dog den britiske Rhys Ifans i rollen som Corbin O’Brian, en af de øverste cheffer hos NSA. At tænke sig at det er den samme mand der fjollede rundt som The Lizzard i ’The Amazing Spiderman’ og tidligere som Hugh Grant’s frygtelige roommate i ’Notting Hill’, er næsten ikke til at fatte. Flere seriøse roller til den herre, tak! ’Snowden’ rejser selvfølgelig en masse spørgsmål. Er Edward Snowden en landsforræder eller en folkehelt? Er verdens regeringer gået for langt i deres ønske om at beskytte os imod flere terrorangreb? Er overvågningen af vores privatliv bare et nødvendigt onde vi er nød til at lære at leve med? Ja, hvad er egentlig vigtigst: National sikkerhed eller personlig frihed? Det kan godt være at man ikke er helt enig med Oliver Stone i at Ed Snowden ligefrem er en helt, men for bare at fatte hvad det hele handler om, er filmen bestemt værd at se. ’Snowden’ giver på en fin måde bolden op til mere debat om emnet, men ’Citizenfour’ gjorde det først og stadig bedst. Snyd (heller) ikke dig selv for den. For det er store og vigtige spørgsmål, som jeg i hver fald har fået lejlighed til at tænke over endnu en gang. Det vil jeg sikkert fortsætte med de næste par dage, imens jeg konstruerer en spids sølvpapirs hat. Lige nu vil jeg nøjes med at uploade denne anmeldelse, så alle i hele verden kan læse den til evig tid – inklusiv NSA, FBI, CIA og PET. Det er fand’me uhyggeligt, du!
Jeg tror vi alle husker billederne fra den næsten tre måneder lange brænd ved boreplatformen ’Deepwater Horizon’ i Den Mexicanske Golf tilbage i 2010 og det enorme olieudslip der fulgte med. Vi ved også nogenlunde hvad der førte til ulykken og hvem der i sidste ende havde ansvaret. Vi ved at British Petroleum, som så mange andre store selskaber, tænkte mest på profit og mindre på miljø og sikkerhed. Vi ved at menneskeliv gik tabt og at mange heldigvis reddede livet. Så det er som sådan hverken den store forklaring eller afsløring filmen med samme navn som boreplatformen kommer med. Instruktør Peter Berg vil bare gerne placerer os på olieboreplatformen, i centrum af begivenhederne, og ’Deepwater Horizon’ er på den måde den klassiske katastrofefilm. Filmens første akt bruges på at introducere en håndfuld hovedpersoner. Det er måske ikke de mest velskrevne og tredimensionelle figurer i filmhistorien, men de værste filmklicheer undgås dog. Vi får et spændende indblik i arbejdet på en flydende olieboreplatform og processen med at klargøre og teste en boring, før der kan pumpes olie op fra den. Der er diskussionen om sikkerhed kontra forhøjede udgifter pga. forsinkelser. Ledelsens manglende tiltro til dem der ved hvad det handler om. Katastrofen lurer, det forhistoriske uhyre 1,5 kilometer nede under havoverfladen slår igen og som filmens anden og primære akt går i gang, bryder helvede bogstavelig talt ud. Det er i dette brændende inferno at filmen kommer til sin ret. Teknisk set er der ikke en finger at sætte på hverken billeder, lyd, eksplosioner, pyroteknik og speciel-effekts. Peter Berg kan sit kram og han er tydeligvis interesseret i teknikken bag – ikke bare films tilblivelse, men også hvad der foregår i maskinrummet under sådan en katastrofe. Vi følger mændene på selve boringen, ingeniørerne i kontrolrummet, redningstjenesterne og selvfølgelig også familien derhjemme. Det er katastrofefilm for begyndere. Godt gedigent filmhåndværk, men uden de store overraskelser. Der er ikke nogle dybe filosofiske ideer eller intentioner om at ændre hverken verdens- eller filmhistorien. Nogle vil måske kalde det tomt effekt bulder og brag, men udover det fromme ønske om bare at underholde os, ligger der også en hensigt om måske gøre os lidt klogere imens. Det er det almindelige menneske i en ualmindelig ekstrem situation. Det er kampen for overlevelse, selvopofrelse og heltemod. Det er bestemt bulder, brag, gnister, flammer og eksplosioner, men det er også mere end det. Det er også en realistisk skildring af den mudrede konflikt imellem det ressourcekrævende moderne menneske og så vores fælles hjem – moderjord. Men det vildeste er at vi er med hele vejen, fra helvede bryder løs, igennem ’alt-håb-er-ude-øjeblikket’, til den obligatoriske ’happy-end’ – men i sikkerhed, i biografens trygge mørke. Så har man lyst til at opleve – og overleve – det, så er det bare om at komme af sted i biografen. For en sådan film skal ses i biografen. Oplevelsen vil aldrig blive den samme derhjemme.
Er der noget mere irriterende end ældre mennesker, der påstår at alting var bedre i gamle dage? Når det handler om film, skal jeg efterhånden passe på at jeg ikke komme til at lyde sådan. Jeg prøver at styre mig, men det er altså ikke let, når Hollywood for tiden ikke kan finde på ret meget andet end at genindspille eller remake gamle klassikere, ofte med meget lidt held. Jeg nævner i flæng ’Ghostbusters’, ’Ben-Hur’, ’Peters Drage’ og ’Independence Day’ og nu altså ’The Magnificent Seven’. Det er der som sådan ikke noget nyt i. ’The Magnificent Seven’ er nok en genindspilning af western-klassikeren af samme navn fra 1960, på dansk ’Syv Mænd Sejrer’, men den var igen et remake af Kurosawa’s mesterværk ’De Syv Samuraier’ fra 1954. Når vi nu taler om remakes og hvad der kan få dem til at virke, så er de to ’The Magnificent Seven’ et godt eksempel at tage fat på. Den først fra 1960 blev en succes og over tid en klassiker, fordi den tog samurai-originalen og plantede den om til det vilde vest. Manuskriptforfatter William Roberts og instruktør John Sturges gjorde historien til deres egen og lod konflikten udspille sig i det vilde vesten, med de deraf følgende ændringer i kultur, sceneri og stemning. De tog sig med andre ord store friheder og simplificerede på mange måder det 3 timer og 27 minutter lange forlæg. Der har sikkert været mange der rev sig i håret over denne ”voldtægt”, men sagen er den at ’The Magnificent Seven’ blev sin egen, i forhold til ’Seven Samurais’. Den fik sine egne ben at stå på og kunne ses og vurderes på sine egne præmisser. I dag taler man om ærbødigt om begge film som klassikere. Sådan kommer det ikke til at gå med Antoine Faqua’s 2016 genindspilning. Han gør nemlig det modsatte af hvad William Roberts og John Sturges gjorde i 1960. Faqua og hele den komité af slipsenåle der står bag ham, genindspiller nemlig bare den tidligere film nærmest beat for beat, scene for scene, skud for skud. Det er som om man ikke har andet mål med filmen end bare at gøre det igen, nu med syv nye cowboys. Og for at stille komitéen af investorer tilfreds har man, nærmest som den eneste virkelige ændring, gjort det hele så politisk korrekt at ingen kan tage anstød. Man har sørget for at castet nu er multietnisk, så filmen bedre kan sælges til flere verdensdele og at er volden så nedtonet at det bredest mulige publikum kan nås med en PG-13 rating. Med andre ord, ingen overraskelser her. Det er westerns for begyndere. Intet nyt under præriens brændende sol. Jeg overdriver ikke når jeg siger at ALLE westernfilmens klicherer er med, ikke én eneste udelades. Den har på mange måder alle ingredienserne til at bliver virkelig fed, men ender med bare at være OK. Det er heldigvis ikke en remake-katastrofe a la ’Ben-Hur’, men det er alligevel ærgerligt, for det kunne have været så godt. Det er bestemt ikke 'The Ridiculous 6' - men det er desværre heller ikke 'The Hateful Eight'. Vi ligger et eller andet sted midt i mellem. Er der da slet ikke noget godt at sige om 2016-udgaven af ’De 7 Sejrer’? Jo, så men. Castet af de syv seksløbere er ganske udmærket, selvom flere af dem ikke får ret meget at lave gennem filmen. Men kemien er i orden. Denzel Washington og Ethan Hawke har nærmest et særligt bånd og man kan ikke lade være med at tænke på hvordan de to stødte hovederne sammen i Faqua’s langt bedre, ja nærmest geniale ’Training Day’ helt tilbage i 2001. Chris Pratt er Chris Pratt og det er da meget underholdende. Mest spændende er Vincent D’Onofrio som pelsjægeren Jack Horne. Det er fantastisk at se hvor meget D’Onofrio får ud af en forholdsvis lille rolle, ved fuldstændigt at kaste sig ind i den med hud og hår – pondus, skæg og fistelstemme. I forhold til resten af castet overspiller han måske lidt. Det er i virkeligheden som om han er trådt ud af ’The Revenant’ eller en anden og bedre film end ’The Magnificent Seven’. Actionscenerne er der heller ikke meget at klage over. Det endelige shoot-out er så langt og vildt, at det mere minder om et slag i borgerkrigen. Alle stuntmænd og statister får lov til mindst at dø 3 gange, i forhold til hvor mange mennesker der er med i selve scenen. Den effektive Dolby7.1-mixede lydside er skarp og flot, der er virkelig knald på når kuglerne flyver om ørerne på en i biografen. Alt dette ændrer bare ikke på at det hele er uoriginalt og set bedre før. Men hvis man ikke har set hverken ’The Seven Samurais’ eller 1960-versionen af ’The Magnificent Seven’ så vil man jo ikke være klar over dette. Eller også synes man måske de gamle film er for kedelige og langsomme og at de nye tandløse og ufarlige genindspilninger er bedre og mere underholdende. Jeg vil nu alligevel forslå, at hvis man ikke har set de gamle forgængere, så skulle man hellere sætte sig og se dem i stedet for den yderst middelmådige nyindspilning. For der er nu visse ting der var bedre i gamle dage. Westerns for eksempel, fra den gang mor var dreng og bøsser var skydevåben☺
Det er mig ubegribeligt at intelligente gysere som denne, der både er kritikkerroste og blev publikumssucceser, ikke kommer i biograferne herhjemme. Hvad blev der af bla. 'The Babadook', 'The Witch' og 'Green Room'? Hvad er det for hjernedøde idioter der forbigår disse originale og interessante film, men i stedet indkøber latterlige samlebånds gyser/thriller som 'Annabelle 2', 'Ouija 2' og 'When The Bough Breaks'? Har de overhovedet ikke styr på hvad der er godt? Det virker som om filmdistributørerne overhovedet ikke følger med i hvad der sker indenfor genren eller hvilke film der skaber hype. Hvor er det "filmen knækker"?
Jeg har efterhånden mistet alt for M. Night Shyamalan. Flop på flop på flop. Det blev nærmest værre og værre for hver ny film han skød ud. Jeg hørte så fra udenlandske medier, at han havde fundet stilen igen med en lille "hygge" gyser ved navn 'The Visit'. Men da filmen endelig kom ud var begejstringen til at overse og 'The Visit' fik ikke engang biografpremiere i DK. Der er bestemt heller ikke tale om nogen åbenbaring, målt i forhold til hans tidlige film. Filmens præmis er dog både god og spændende - og skal selvfølgelig ikke spoiles her. Men måden Shyamalan vælger at udføre denne simple præmis er rent ud sagt irriterende. De to børn i hovedrollerne er lige til at få spat af. Både drengen der gerne vil freestyle rappe, men mest af alt storesøsteren, der agerer som var hun en 25-årig filmstuderende i gang med at lave en dokumentar om bruddet imellem sin mor og hendes forældre. Hun medbringer derfor to kamaraer og dokumentere det hele - hvilket får det hele til at virke SÅ urealistisk. Ved at vælge dette gennemtæskede fortællegreb med 'found footage/dokumentarfilm' opnås ikke andet end at man som tilskuer hele tiden sidder og tænker 'Hvordan filmer de dette optrin?, Hvorfor filmer de stadig imens de kæmper for deres liv? Hvem redigerer alt det vi ser imens begivenhederne udspiller sig? Det er så dumt!!! Og det ødelægger totalt den grundlæggende gode ide der er i filmen. Det eneste positive - udover selve filmens præmis - er bedsteforældrene, de spiller godt og er reelt creepy. Med andre ord spildt potentiale i en film der kunne have været meget mere uhyggelig, hvis den havde været skruet ordentlig sammen.
Med den komplekse situation i Nordirland i 1971 som bagtæppe, og med vores viden om hvordan ’Bloody Sunday’ virkelig vendte strømmen i IRA’s favør i 72, er ’Bag Fjendens Linjer’ et yderst kompetent og nervepirrende stykke krigsdrama. Med en imponerende sikker præstation fra Jack O'Connell, viser han her at han er en vi bør holde øje med. Gary Hook er den unge nyudklækkede soldat, der efter endt uddannelse sendes til Nordirland. Vi føler først skuffelsen over ikke at skulle til udlandet, men samtidig familiens glæde over at han ikke skal sendes ud til noget ”farligt”. Han beroliger sin lillebror: ”Jeg skal bare til Belfast. Jeg skal ikke en gang udenfor landets grænse”. Men virkeligheden er en helt anden. Da det kommer til stykket ville de nok alle foretrække at blive udsendt som fredsbevarende styrker et eller andet hyggeligt varmt sted. For da de første gang befinder sig ude på patrulje – blot for at lave nogle simple husransagelser – bliver Gary og hans makker adskilt fra deres enhed, takket være inkompetence fra deres overordnede. Makkeren likvideres brutalt på åben gade af modstandsbevægelsen og Gary er nu helt alene, adskilt fra sin enhed og faret vild i en by han ikke kender. Han tvinges ud i en kamp for overlevelse, da det er svært at sige hvem der er ven og hvem der er fjende i denne heksekedel af vold og fremmedhad. De velkendte og hyggelige nabolag i Belfast forvandles til en klaustrofobisk labyrint af gyder, baggårde og stier. Det er takket være denne meget enkle præmis, at ’Bag Fjendens Linjer’ er et ekstremt velskrevet og veludført stykke dramatik. Den forholdsvis nye og uprøvede forfatter Gregory Burke formår at gå den yderst svære balancegang, ikke at tage parti i konflikten og tegne et forsimplet billede af ’Good Guys vs. Bad Guys’. Selvfølgelig er vi på Garys side, men billedet er bestemt ikke sort/hvidt. Det hele er en stor gråzone, alt er fremmed og ukendt for ham – selvom det alligevel en del af hans ”hjemland”. Såret og ikke bevæbnet med andet end en kniv, har Gary Hook fjenderne tæt inde på livet fra alle sider, som filmen nærmer sig sit blodige klimaks. Det er alt sammen meget kompetent udført af den debuterende instruktør Yann Demange. Men det er også en kraftpræstation af hele holdet, lige fra det intense lyddesign, til den smukt indfangede stemningen af 1970'erne, i triste pasteller og gråt beton i henfald. Det er uhyggeligt og råt, men også mærkelig velkendt og stemningsfuldt. Den klaustrofobiske og intense stemning skyldes specielt den nærmest ”Paul Greengrass-sk” fotografering og klipning. Der er drøn på, pulsen og klippetempoet er højt og man føler virkelig at man er med hele vejen. Stor ros også til castingen, for det er ikke kun Jack O'Connell der skinner her, men også britiske sværvægtere som Sean Harris og Paul Anderson gør det virkelig godt på deres underfundige og underspillede måde. Men det er helt klart Jack O’Connell’s film. Næsten uden replikker yder han en fantastisk præstation. Med enkle virkemidler formidler han i kampens hede energisk følelsen af tvivl, desperation, frygt og den manglende evne til at fatte hvad det er der foregår i hovederne på hans borgerkrigsramte landsmænd. Jeg nød at filmen tager sig tid til at give Hooks karakter nogle sammenhæng, så vi har en idé om hans liv derhjemme. En mand næsten uden en familie, kun med en lillebror der er afhængig af ham. Kontrasten hertil er hærens høje herrer og korrupte politifolk, der ikke regner er menneskeliv for noget. Hook er ’expendable’, simpel kanonføde, den lille mand fanget midt i en konflikt han ikke forstår og egentlig slet ikke ønsker at være en del af. Denne lille filmperle er levende bevis på, at man kan lave spændende og underholdende film i Storbritannien, men samtidig finde plads til vedkommende sociale kommentarer, inden for rammerne af en fantastisk og virkelig historie. En fremragende thriller, der modigt skildre den mørke tidsperiode der var i Nordirland for efterhånden mange år. Anbefales på det kraftigste.
Jeg så traileren til denne film som en af flere forfilm i går i en halvfuld biograf. Lad mig bare sige, der var meget stille. Jeg grinede ikke én eneste gang. Helt nøjagtigt. Jeg talte selv efter...
Hvordan kan en total skodfilm med fuldstændig ukendte og ligegyldige skuespillere, der er blevet revet fra hinanden af kritikere i sit hjemland, få biografpremiere i Danmark? Samtidig bliver film der både er publikums og kritikere-succeser listet direkte ud på DVD/VOD. En nogenlunde veltrænet labrador kunne uden problemer overtage disse film-distributørers arbejde. Jeg fatter ikke en klud!
”Baseret på en sand historie.” Uanset om man ser denne linje som en advarsel imod eller en tilskyndelse til at se filmen, så er der både en forside og en bagside til den medalje man kunne kalde ”autentiske film.” For mange er ’based on a true story’ det trækplaster der får dem, ikke bare i biografen, men også følelsesmæssigt investeret i filmen. Andre gange betyder autenciteten at alle og enhver kender historien både forfra og bagfra. Det kan være godt nok, men det gør samtidig at vi alle kender slutningen på historien på forhånd. Vi kender i større eller mindre grad både hvordan det hele ender og hvordan vi kommer derhen. Det er for mig personlig ofte et problem, for så er overraskelserne filmen igennem få og små. Det er denne udfordring film som ’Miraklet på Hudsonfloden’ står overfor. Vi kender alle historien om passagerflyet der i januar 2009 måtte nødlande på Hudsonfloden med Manhattan på den ene side og Jersey City på den anden. Så der er med andre ord indbygget SPOILERS! Som vi ved gik alt heldigvis godt og alle reddede livet. Boom! End of story! Men hele denne katastrofe udspillede sig jo på forholdsvis kort tid, 15-20 minutter. Hvad skal resten af tiden så gå med? Lidt fyldstof? Baggrundshistorier for et alt for stort cast? En påklistrede lovestory måske? Eller en nutidig rammehistorie? Alle disse filmklicher styrer Clint Eastwood heldigvis udenom. Han går i stedet et spadestik dybere i hændelsen og fortæller om det retslige efterspil i havarikommissionen, tovtrækkeriet imellem flyselskabet, luftfartsmyndighederne og forsikringsselskaberne – en historie jeg ikke selv jeg huske at have hørt meget om. På den måde får vi lov at se den egentlige nødlanding fra flere forskellige individers synsvinkel. Det er her filmen har sin styrke og løfter sig op til at være andet og mere end bare en flykatastrofefilm. For det er noget af en bedrift i situationen, at tage højde for alle de faktorer der spiller ind og beslutte sig for at lave en kontrolleret landing på Hudsonfloden, fremfor at prøve at nå en landingsbane. At bevare roen, så man på 208 sekunder kan træffe de rigtige beslutninger, der endte med at redde 155 menneskers liv. Men at det sikkert har krævet lige så megen indre ro at overleve det mediecirkus der fulgte i dagene efter, foruden forsøget på at gøre Chesley ’Sully’ Sullenberger ansvarlig overfor forsikringsselskaberne, det er både historiens og filmens store overraskelse. For i et spil uden vindere, er det vigtigt at finde en taber. Det er denne uventede og uretfærdige kamp imellem pilot og myndigheder, der er filmens egentlige plot. Vi dumpes nemlig meget utraditionelt ned i historien umiddelbart efter ulykken. Det vil sige at vi som tilskuer ved lige så meget som filmens karakterer ved filmens begyndelse. Flyet er nødlandet. Alle overlevede og er lykkelige for at være i live, men hvad var det egentlig der skete? Og kunne Sully have bragt flyet til landing på en af to mulige nærliggende landingsbaner? Behøver jeg at sige at Tom Hanks spiller fantastisk? Hans afdæmpede facon, rolige tonefald og gemytlige væsen kender vi fra mange tidligere roller, men her er det kombineret med et spil med øjnene og rynkerne i panden. Minimalistisk mimik der afslører en hård indre kamp. Et enormt psykisk pres, en gnavende tvivl om man nu også gjorde det rigtige i situationen. Det er Hanks ”everyday man” kvaliteter, der har gjort ham til en af vor tids største filmstjerner. Aaron Eckhart skal også nævnes som Sully’s bundsolide ven og anden pilot. Det er rart at se ham som en helt igennem ”likeable” karakter. Clint Eastwood har i en alder af 86, endnu en gang skabt en gribende og interessant film, ud af en velkendt historie. Det er som altid godt gedigent filmhåndværk fra hans hånd. En behagelig nedtonet stil skaber en realisme der præger hele filmen. Selvfølgelig er der brugt CGI-effekter i genskabelsen af selve landingen, men også af de alternative ’worst case senarier’ som Sully i mareridt plages af. Det er overbevisende og effektivt, for man sidder gang på gang med svedige håndflader – også selvom man godt ved at det endte godt. Det er historien om nødvendig professionalisme i en ’life or death’ situation og om de menneskelige, fysiske og psykiske følger af at overleve en sådan. Det er i sin kerne en yderst nervepirrende hyldest til den beskedne og ydmyge helt.
”Velkommen tilbage, Mel Gibson! Vi er nogle der har savnet dig.” OK, det er måske en overdrivelse at sige at han har været helt væk, for Mel Gibson har jo stukket hovedet frem i et par film her og der gennem de sidste par år. Men der har været langt i mellem snapsene – og succeserne. Jeg tror ikke jeg siger for meget når jeg hævder at mr. Gibsons omtumlede privatliv og misbrug har frarøvet os flere spændende film, for to ting hersker der ingen tvivl om: Manden er en god skuespiller og en virkelig interessant instruktør. Han er en kapacitet, der har leveret originale og meget alsidige film igennem årene – og noget tyder på at han er tilbage, for alvor. Hans store anden verdenskrigs drama ’Hacksaw Ridge’ har fået en fantastisk modtagelse på diverse filmfestivaler og har allerede nu fået ”Oscar-buzz”. Men inden vi selv får den at se, er ’Blood Father’ et fint eksempel på Gibson’s comeback – også som skuespiller. Lad det være sagt med det samme, ’Blood Father’ er måske ikke ligefrem stor filmkunst eller en Oscarkandidat, men som en lille nærmest ”Grindhouse-agtig” B-film, er det noget af en perle. Et godt eksempel på en rolle der er som skræddersyet til en bestemt skuespiller, i en bestemt alder og på et bestemt tidspunkt i hans liv. Et tilfælde? Næppe! Gibson spiller den tidligere kriminelle og nu tørlagte straffefange John Link. Han har trukket sig tilbage fra både den kriminelle verden og verdenen i almindelighed og driver nu en lille tattoo-biks fra sin husvogn ’out in the middle of nowhere’. Han er en færdig mand, der mest af alt ligner en bjørn der har gemt sig i sin hule, for ikke at løbe ind i flere problemer. En dag ringer hans 17-årige datter til ham, til hans store overraskelse, da han ikke har set eller hørt noget til hende i flere år og egentlig aldrig har haft noget forhold til. Hun har selvfølgelig problemer og har så desperat behov for hjælp, at hun har bidt al skam i sig og kontaktet sin gamle far. Hun er kommet i kløerne på nogle mexicanske narkokartel gangstere og er nu på flugt for sit liv. Med dette afsæt er der ikke noget at sige til hvis de fleste tænker, den har vi da bare set så mange gange før. For det har vi bestemt, mange gange før. Flere forskellige mere eller mindre afdankede skuespillere har været der før. Liam Neeson har nærmest gjort en karriere ud af denne type film. Klicheerne ligger som et minefelt faretruende tæt begravet. Men det interessante er at Gibson, instruktør Jean-Francois Richet og manuskriptforfatter Peter Craig behændigt styrer udenom de fleste og værste af dem. Selvfølgelig har den gamle ræv ’a very particular set of skills’, men det er ikke på nogen måde smart, sofistikeret eller specielt professionelt. For Gibsons tatovør Link er ikke så ressourcefuld som Liam Neeson’s Bryan Mills. Han har ikke et team af tidligere black-ops soldaterkammerater, intet våbenarsenal begravet i baghaven eller hemmelige bankkonti i udlandet. Han har kun en personlig ”sponsor” fra Anonyme Alkoholikere og en prøveløsladelse, der er betinget af at han overholder loven og hverken kører ulovligt eller virker truende og voldelig. Ikke de bedste forudsætninger for at gå i krig mod et narkokartel og samtidig forsøge at få en kulsejlet datter på benene igen. Det er i denne gritty og barske realisme at ’Blood Father’ har sin styrke. Mel Gibson ser ud som om han har taget tilløb til denne rolle de sidste ti år. Hans ansigt er så hærget og furet at det passer perfekt til denne rolle, som en mand tilværelsen har gennemgnasket og spyttet ud. Jo, det er klicheen om den knækkede mand, der i kæmpen for sin datter, og så formår at genvinde sin selvrespekt. Kemien imellem Gibson og datteren – spillet af Erin Moriarty – fungerer heldigvis rimeligt og flere scener er nærmest rørende. Humor har manuskriptet også masser af og der er plads til både spydige politiske kommentarer og in-side genre-jokes. Som f.eks. da den 60-årige Gibson kommer væltende in på et noget nedslidt motel med den 17-årige pige (datter) og den unge receptionist meget personligt interesseret spørger: ”Hvor har du fundet hende der henne?” – i den tro at hun er en prostitueret. Mel Gibson svarer snerrende: ”På fødegangen, din idiot! Det er min datter!” En skøn lille scene og en fin kommentar til alle de klichetunge actionfilm, hvor halvgamle actionmænd skal være flankeret af 3-4 årtier yngre supermodeller, der er med udelukkende som ”eye-candy”. Som actionfilm er ’Blood Father’ måske til tider lidt for stille, men det er kun for at den kan være andet og mere end bare en actionfilm. Der er rum for en langt større realisme og atmosfære end vi er vant til, gode skuespillerpræstationer selv i de små biroller og smukke, støvede og afblegede billeder fra den sydligste og fattigste del af Amerika. Og som comeback projekt er ’Blood Father’ så vellykket at man skulle tro det var Tarantino der stod bag. Det kan godt være nogle vil betegne den som en ’guilty pleasure’, men jeg skal ikke være for stolt til at erkende mig skyldig. Jeg var ganske godt underholdt hele vejen.
Hvorfor kommer der ikke flere gode film i biografen? Det er et spørgsmål jeg møder oftere og oftere. Kan det mon være fordi både en selv og ens omgivelser er nået en vis alder og ikke gider den tilsyneladende endeløse række af halvdårlige genindspilninger, reboots og sequels der fylder de store lærreder i biografen? Eller er det fordi de virkelig gode historier i vore dage bliver til tv-serier på Netflix fremfor spillefilm? Måske er det bare mig der bliver nostalgisk, når jeg tænker tilbage på min barndom og de Blockbusters der hev os i biografen dengang. ’E.T.’, ’Indiana Jones’ og ’Star Wars’. Det var gode historier, spændende karakterer, en medrivende handling, krydret med nogle speciel effekter her og der og et smukt score. Sådan er det ikke i disse år. Der er langt i mellem snapsene, imens der nærmest hver uge kommer en ny fantasy-superhelte-monster-kæmperobot-dinosaurer-animations-film. Så er det spørgsmålet opstår: Hvor er de gode film henne? Sagen er den at med de efterhånden billige computerskabte effekter vi kan lave i dag, er det vi for 20-30 år siden kaldte sommerblockbusters, nu små såkaldte independent film. Disse underholdende og tankevækkende film findes heldigvis stadig, bare ikke i de store multiplex biografer. Det der appellerede til de brede masser dengang er nu henvist til ”små arthouse biografer”, hjemmebio eller streaming. Og egentlig er det lidt mærkeligt at disse film ikke får en større biograf udbredelse, for publikum er der – de ved det bare ikke selv. Tag bare Netflix tv-serien ’Stranger Things’ som eksempel. Lige dele nostalgi trip, 80’er Sci-fi og Spielberg homage. Resultatet? En af de mest sete og hypede tv-serier i øjeblikket og en kæmpe succes for Netflix. Sæson 2 er selvfølgelig på vej, osv. Og nu er jeg så langt om længe fremme ved min pointe: ’Midnight Special’ er en sådan film. En lille perle af en film, der fortjener et langt større publikum end den nogensinde får. En kærlig hilsen til Spielberg, uden af være et ”rip-off”. En hyldest til 80’er Sci-fi, uden at være en udvandende genindspilning af noget bestemt. Jeg elsker Jeff Nichols. Hans forrige film ’Mud’ var virkelig god, men hans gennembrud ’Take Shelter’ er simpelthen fantastisk, en af mine absolutte yndlingsfilm. Jeg holder også meget af Joel Edgerton og specielt Michael Shannon, så fra jeg læste om ’Midnight Special’ første gang var jeg solgt og klar. Min største frygt var at vi måske slet ikke ville få lov at se den i biograferne her hjemme, for at gøre plads til den seneste ’Far til 4-film’. Det var lige før og var det ikke for Cinemateket, var denne lille perle bare blevet dumpet ud på DVD/VOD i al ubemærkethed. Det havde været en katastrofe! Hvad er ’Midnight Special’ da for en film? Det er som sagt en ”lille” low-key independent film, der bare ligner og føles som en langt større og dyrere film. En stemningsmættet road movie, et spændende nyt take på superheltegenren, et medrivende familie drama, en mørk konspirations thriller og en tankevækkende sci-fi film. Alton er en 8-årig dreng med særlige evner. Hans far Roy er netop stukket af med ham fra den dommedagskult, der har holdt ham fanget som deres profet og frelser. Men hans ”tilhængere” er ikke de eneste der nu jagter ham for at få ham tilbage. Myndighederne har nemlig haft denne kult i kikkerten i en periode, da Altons profetier vidner om at han har adgang til tophemmelige statslige oplysninger. Hvad er op og ned? Hvad er virkelighed og hvad er religiøs fanatisme? Hvem eller hvad er Alton i virkeligheden? Hvad er han i stand til? Og hvorfor skal han altid være iført blå svømmebriller og høreværn? Nogle mystiske tal bliver ved med at dukke op, men er det en dato eller koordinaterne for et bestemt sted? Og hvem kan man stole på for at få hjælp? Midt i dette mareridt står faderen Roy – endnu en gang en helt suveræn Michael Shannon – med ansvaret for sin drengs liv og sikkerhed, samtidig med at han er efterlyst som kidnapper. Men hvem er egentlig mest i fare og hvem skal beskyttes mod hvem? Jeff Nichols kan noget som ikke ret mange andre filmmagere kan. Ide og manus er helt hans eget. De enkelte karaktere er levende og virkelige selvom de ofte er fåmælte. Og så kan han i særdeleshed noget med sine børneskuespillere. Tova Stewart som den døve datter i ’Take Shelter’, Tye Sheridans store gennembrud i ’Mud’ og nu Jaeden Lieberher som den 8-årige Alton. Nichols forstår på en eller anden måde at få fantastiske og i filmen bærende præstationer ud af unge, nye og ofte uprøvede børneskuespillere. Derudover formår Nichols at skabe store imponerende filmøjeblikke ud af få og enkle virkemidler. Hver en rolle er perfekt castet. Michael Shannon er med i alle Nichols film, men han castes altid som andet og mere end bare ”wildcard” eller bad-guy. Her spiller han igen en omsorgsfuld, men desperat far. Faretruende og creppy, men samtidig forstående og elskelig. Kirsten Dunst er nedtonet og realistisk som moderen. Adam Drivers NSA-agent er gådefuld og samtidig morsom på en kejtet og underfundig måde. Hvert et skud er minutiøst planlagt og smukt eksekveret. Historien fortælles og klippes fragmentarisk, så man som tilskuer hele tiden holdes måbende, gættende og fascineret. Filmens score og eminente lyddesign opbygger en mystisk, intens og knugende stemning, der ligger sig perfekt op ad billedsiden. Jeff Nichols har alt i alt en utrolig evne til at blæse dramatisk integritet og følelsesmæssig dybde ind i en velkendt genre. Det er en fornøjelse at se en visionær instruktør prøve kræfter med en genre man selv holder meget af, og så lave en så karakterdreven film der holder en på kanten af sædet hele vejen. En film der i sin kerne handler om det stærke bånd imellem en far og hans dreng, om at turde at give slip på sine børn i en faretruende verden, om glæden ved at leve op til forældreansvaret og om at tro på noget større end en selv. Overraskende bløde værdier der giver stof til eftertanke, i hvad der på overfladen bare ligner en sci-fi thriller. Endnu en gang en stor tak til Cinemateket, for igen at tage en skøn film hjem og derved give os mulighed for at nyde den under optimale forhold. Bliv endelig ved med det!
Der er ikke meget nyt i film der fremstiller unge, hvide, amoralske og kyniske mænd som sjove, friske og i det hele taget smarte forbilleder for alle vi andre lovlydige idioter. Selvfølgelig er der forskel på hvordan det gøres. Jo, Olsen Banden er kriminelle, men vi holder med dem alligevel og håber på at kuppet for én gang skyld går godt. Og så er der en film som ’War Dogs’. Med sin komedietrailer, udprægede ”Tømmermænd i Vegas-stemning” og generelle fremstilling af de gode og smukke sider af rigdom, bliver den lidt af en reklamefilm for det fede i at være våbenhandler. Det er sjovt, spændende, kun lidt ulovligt – men i virkeligheden moralsk meget anløbent. Jo, vi følger dem da både op og ned af rangstigen, men det er tydeligt at Todd Phillips more sig mest med opturen. Det er her reklameæstetikken, popmusikken og de friske replikker falder. Selvfølgelig går det galt og det skal vi da retfærdigvis også se, men da er det mere bruddet på venskabet der fokuseres på. Jeg ved godt at våbenhandel er en legitim branche, men det er ikke uden grund at man kalder dem for ’Dødens Købmænd’. Det aspekt gider Todd Phillips ikke beskæftige sig med, for det er jo ikke sjovt. For at en film om et sådant emne skal fungere, må filmskaberne indledningsvis beslutte sig for en tone og en tilgang til emnet. Hvordan forholder vi os til det her emne? For det kommer til at være afgørende for hvordan vi vil skildre det. Vil man gå ”all-in” og helt amok uden nogle moralske skrupler, som i f.eks. ’Scarface’? Vil man skildre en etisk anløben branche med en kynisk distance, som i ’Lord of War’? Eller vil man prøve at kortlægge branchen ved at gå bag kulisserne og vise vanviddet, som i f.eks. ’The Big Short’? Det er her det store problem ligger for mig med ’War Dogs’. Instruktør og manuskriptforfatter Todd Phillips og hans team, har ikke besluttet sig for deres tilgang til et både svært og kontroversielt emne. Skal det være et autentisk drama om en af verdens mange betændte pengemaskiner eller bare en vild ”Tømmermænds-komedie”? Det er et nyt og mere alvorligt emne Todd Phillips tager op og det er da modent af ham. Det viser måske også at han har ambitioner om at lave andet og mere end sine efterhånden ret flade komedier. Men jeg synes ’War Dogs’ ender med at sætte sig mellem stolene. Ros skal filmen have for 1) at være en original ide og ikke bare et reboot eller en sequel. 2) De to hovedroller gør det ret godt. Miles Teller er måske lidt blank, men det er nok helt bevidst, både for at vi som publikum har et nogenlunde neutralt fokuspunkt i ham, men også fordi de fleste skuespillere vitterligt ville blegne sammenholdt med Jonah Hills gale sociopat. 3) Bradley Coopers hinkestens bebrillede våbenhandler. En skøn karakter! Men det er stadig noget pubertært. Lidt sjovt, lidt flabet, jævnt underholdende – men desværre også kun meget lidt tankevækkende.
- og plastikkirurgi er ikke billigt. Og det er længe siden Zellweger har været med i noget som helst. Så er det da godt hun har denne gamle 'cash-cow' hun kan prygle endnu en gang...
”Okay, hvis du fik at vide du kun havde en dag tilbage at leve i, hvad ville du så gøre? Hvad jeg ville gøre?” Der er ikke nogen der er i tvivl om hvad Nik & Jay ville gøre. Men hvad med dig og mig? Hvad ville vi reelt gøre hvis jorden gik under om 12 timer? Det er det meget enkle spørgsmål som Zak Hildich bruger som afsæt i sin gennembrudsfilm ’These Final Hours’. Spørgsmålet er både universelt og tankevækkende. For hvor meget ville ens sidste døgn afvige fra den måde man har levet sit liv på indtil nu? Ville man prioritere anderledes hvis (eller hvis) tingene sættes på spidsen? Og hvorfor er det så at man ikke lever hver dag sådan? Det er gode og relevante spørgsmål at tænke over en gang i mellem, for det kan måske hjælpe os til at prioriterer rigtigt nu og her. En sådan påmindelse er den apokalyptiske, sci-fi, thriller roadmovie ’These Final Hours’. Den er science-fiction når det er bedst. Som med ’12 Monkeys’, ’28 Days Later’ og ’The Road’ handler det i virkeligheden mere om de menneskelige aspekter, end om simpelt bulder, brag og CGI-eksplosioner. De bedste og mest tankevækkende sci-fi film er altid dem der er en ekstrem allegori over samtiden, samfundet og den måde vi lever vores liv her og nu. Handlingen i al sin enkelthed: En meteor har ramt jorden og en brandstorm bevæger sig med en alt ødelæggende kraft hen over kloden. Den vestlige del af Australien er et af de sidste steder bølgen vil feje hen over og om 12 timer er det altså endegyldigt slut. Her befinder James sig med sin gravide kæreste. Han er naturligt nok skræmt fra vid og sans over den uundgåelige katastrofe og prøver at blokke det hele ude med sex, alkohol og stoffer. Kæresten er mere eller mindre apatisk, hun vil bare vente og se sit endeligt i møde. James vil ikke føle eller tænke på noget, han vil bare væk fra det hele. Så han stikker af og kører mod Perth, for at deltage i verdens største og vildeste – og sidste – fest og på den måde gå ud med et brag. James har brug for en bil med benzin på, så han udser sig en at stjæle, men opdager at den er blevet brugt til at kidnappe en lille pige. Han stikker af med bilen og redder derved pigen. Hun er blevet væk fra sin far i al tumulten, men har et aftalt sted hvor de skal mødes hvis de blev væk fra hinanden. James har ikke megen lyst til at ændre på sine egne planer, men kan heller ikke få sig til at efterlade hende. Filmen følger dem nu bevæge sig igennem et samfund der er fuldstændigt brudt sammen. Vold, anarki, plyndring, selvmord, selvtægt, religiøs fanatisme og generel kaos præger verden i dens sidste timer. Det er et meget dystert emne filmen behandler og det er derfor ikke overraskende at filmens tone også er mørk. Det er et simpelt præmis, men selvom det er en low-budget film, så er den både flot og opfindsomt skruet sammen. Billederne af de hærgede – mere eller mindre mennesketomme – forstæder til Perth, har en ejendommelig destruktiv skønhed over sig. Billederne filmen igennem er colorgradede i brændte og udpinte gul-brune-grønne farver. Man kan næsten mærke hvordan temperaturen stiger i takt med at tiden løber ud. Lyddesignet er også fantastisk godt og opbygger en stigende og ubehagelig intensitet og uro. Det er en på mange måder stille og meget atmosfærisk film, men det er ikke overraskende en meget ”feel-bad-agtig” stemning – hvis der er noget der hedder det – der opbygges. Det hele står og falder med de to hovedroller. Nathan Phillips spiller James med stort nærvær og intensitet og han er klart den hvis karakter der gennemlever den største ark, fra ansvarsløs pothead til selvopofrende beskytter. Jessica De Gouw spiller den gravide kæreste med en rørende melankoli, der gør hendes portræt uforglemmeligt, selvom hun ikke får megen spilletid. Størst indtryk gør dog den helt unge Angourie Rice som pigen Rose, der er blevet væk fra sin far. Det er en rolle der let kunne blive en stor kliché, men Angourie Rice spiller den snusfornuftige og gammelkloge Rose med en skøn blanding af genert skrøbelighed og frækhed. Der er ikke noget at sige til at Shane Black faldt pladask for hende og øjeblikkelig castede hende som Ryan Goslings kække datter i ’The Nice Guys’. Hende kommer vi helt sikkert til at se mere til. ’These Final Hours’ er dybest set en film om livsværdier. Hvad betyder noget for os? Hvad er det der givet tilværelsen dybere mening? Hvis det virkelig er familie og de nære relationer, hvorfor bruger vi så megen tid og så mange kræfter på at muligt andet? Vi ved alle sammen at der er masser af forhold der udgør en global trussel for os, men da vi ikke rigtig kan overskue det eller gider forholde os til det, er det lettere bare koncentrere sig om arbejdet og hobbys og dulme de foruroligende bekymringer om krig, terrorisme, global opvarmning og fattigdom i druk, stoffer eller lykkepiller. Skyklapper på og fest i weekenden. Hvorfor er det først når vi rammes af personlige katastrofer – så som sygdom, ulykker eller dødsfald – at vi begynder at tænke dybere over tilværelsen? Det er spørgsmål som disse at ’These Final Hours’ ved første øjekast stiller den opmærksomme iagttager. Men jeg kan ikke lade være med at skralde et lag mere af. Det kan godt være at det er min nuværende alder og egen personlige situation der gør det, men jeg tolker også filmen som et billede af den typiske unge mand, der pludselig rammes af en personlig apokalypse: Midtvejskrisen! I filmen er James en mand i midt i trediverne. Han har ikke udrettet noget særligt med sit liv. Fester, druk og tilfældige bekendtskaber har præget hans voksne liv. Vi fornemmer tydeligt at han ikke har noget særlig godt forhold til hverken sin søster, hendes børn eller sin mor. Han har – da vi møder ham i filmens start – endda to forskellige forhold kørende, det ene med hende han har gjort gravid og alligevel forlader. Voksenlivet og forældreansvaret kan virke totalt lammende på mange mænd. Man føler måske ligefrem at ens verden går under. Vores protagonist James vil ikke tænke over hvor dum og tom hans tilværelse er. Dommedagsurets nedtælling tvinger ham selvfølgelig til det, men selv med kun 10 timer tilbage vil han helst bare kaste sig ud i en sanseløs rus i ’the party to end all partys’. Og han er bestemt ikke alene, for festen i Perth er en stor moderne pendant til fortidens Sodoma og Gomorra. Her er hundredvis af mennesker ved at blæse deres hjerne ud, for ikke at tænke over deres ulykkelige situation og den hastigt nærmende afslutning. Det er tydeligt at James har lig i lasten og filmen er selvfølgelig hans historie om kampen for at gøre op med sin fortid, rette op på bare nogle af de skæverter han har begået og måske opnå en eller anden form for tilgivelse eller forløsning. Mødet med Rose og det ansvar han mere eller mindre frivilligt påtager sig, sætter ham ud på en anden og uventet kurs, en rejse der bringer ham forbi både hans søster og mor og til sidst selvfølgelig tilbage til den gravide kæreste han forlod. Der er logisk nok ikke plads til megen ”Happy End” i ’These Final Hours’. Der er ingen nogen superhelt til at redde verden. Det er kun James personlige rejse og endelige ”frelse” igennem anger, sindsændring og omvendelse, der giver noget der bare minder om en god afslutning. Men på en måde er det meget forfriskende. Det er ikke bare tankevækkende og provokerende filmkunst, det er også noget af en sjældenhed i øjeblikket. Der bliver ikke lagt op til nogen sequels eller franchise. Filmen er ikke fra starten tænkt som en trilogi. Jorden går under til sidst – og så er der rulletekster. (Spoilers!) Der er ikke nogen letkøbte ’lev mens du gør det-floskler’ her. Men lad dig endelig ikke afskrække af det. Der kan nemlig komme meget godt ud selv af en ’Feel Bad-movie’. Specielt når det gøres så indsigtsfuldt, spændende og ”Lige-på-og-hårdt” som Zak Hilditch gør det i ’These Final Hours’. Så se den før det er for sent – The End Is Near!
Jeg bryder mig egentlig ikke særlig meget om gysere. Så er det sagt. Så kan vi komme videre. 99 ud af 100 gysere/horrorfilm er at sammenligne med en brændende affaldscontainer. Den fanger måske nok ens opmærksomhed, men den er fyldt med skrald, stinker og man gør bedst i at holde sig på afstand – efter min ydmyge mening. Men, men, men, en gang imellem dukker der en film op, som måske nok kan betegnes som en gyser/horrorfilm, men som bare er meget mere end det. ’The Babadook’ er en sådan film. ’The Babadook’ er en independent australsk gyser skrevet og instrueret af den debuterende instruktør Jennifer Kent. Den fik ikke den store opmærksomhed herhjemme, for den har ikke nogle kendte navne knyttet til sig. Men det behøver den heller ikke, den kan sagtens stå selv. Filmen handler om Amelia, en moden kvinder, enke og mor til Samuel. Han er en socialt udfordret og hyperaktiv dreng. Han lever lidt i sin egen verden, tror på monstre under sengen og bygger hjemmelavede våben. Han ser egentlig meget kær ud, men er generelt en noget øretæveindbydende dreng. Men man fornemmer dog tydeligt at han ikke selv kan styre det og sikkert har en eller anden bogstavskombination af en diagnose. Han er vokset op alene med en mor der aldrig rigtig er kommet over tabet af sin mand – der tragisk nok omkom i en trafikulykke på vej til hospitalet, da deres søn kom til verden. En aften hvor de skal læse godnathistorie vælger Amelia en bog fra reolen hun ikke synes at have set før, historien om ’Mister Babadook’. Bogen synes at slippe noget fri i huset og de mareridtslignende oplevelser det bliver starten på, ender med at blive til en af de mest uhyggelige film jeg har set i årevis. Grunden til at jeg generelt ikke bryder mig særligt meget om gysere, er samtidig grunden til at denne film øjeblikkeligt krøb ind under huden på mig. Den er nemlig ikke som alle de billige, hjernedøde, gory, ungdomsslasher, scream-queen, splattermovies der sprøjtes ud på markedet. ’Babadook’ har ikke brug for CGI-effekter, tåbelige ”mekaniske” ’jumpscares’ eller blodtørstige monstre. Den har noget andet og i vore dage meget sjældent, nemlig en original og spændende præmis. Et virkelig velskrevet og bearbejdet manus, der hele tiden skubber til en og flytter sympatien frem og tilbage imellem mor og barn. Den har en tilbageholdt og realistisk instruktion og vanvittig gode skuespilspræstationer af de to hovedroller. Vigtigst af alt, så oser den af en knugende uhyggelig og foruroligende stemning, udelukkende opnået ved stemningsfuld fotografering i mørke monokrome grå og blå toner og et meget nervepirrende lyddesign. ------- SPOILERS! ------- På samme måde som f.eks. Kubricks klassiker ’The Shinning’ kan man nærmest fortabe sig i at fortolke filmen og dens dybereliggende emner. De meget menneskelige problemer og universelle tematikker, der løfter den op til en højere og langt mere medrivende og rent faktisk givende filmoplevelse. Igen som med ’The Shinning’ kan man i ’The Babadook’ godt spekulere over hvad der er ”virkelighed” og hvad der blot er et produkt af Amelias fantasi. I filmen skildres Mr. Babadook nemlig ikke med et ”fysisk” udtryk. Han (eller den) tager forskellige former, f.eks. er han i bogen skildret som en lang skyggefigur med høj hat – stærkt inspireret af tysk ekspressionisme. Senere ser den helt almindelig ud, og ligner Amelias afdøde mand. Hvad der ved første øjekast godt kunne ligne en banal spøgelseshistorie, bliver ved nærmere analyse et vigtigt filmisk værk om tab, sorg, savn og evnen eller viljen til at bearbejde sorg og komme videre i sit liv. Forfatteren Tabitha King skrev: ”I litteraturen er spøgelser næsten altid en metafor for fortidens byrder”. Vi bruger tit udtryk som ’et spøgelse fra fortiden’, ’der er noget der spøger i hans fortid’ eller lignende udtryk så som ’skeletter i skabet’ eller ’lig i lasten’ om fortidens byrder måske i form af skjulte synder eller tidligere tiders fortrængte fejltrin. Så spøgelser kan altså være mange ting. Hvad kunne Mister Babadook da være tematisk eller metaforisk? Uanset om man ser ham som et paranormalt væsen eller som en psykisk følge af et nervesammenbrud, er han en metafor for sorg, i dette tilfælde sorgen over tabet af Amelias mand og hendes manglende evne til at komme igennem sorgen. Amelia har logisk nok svært ved at komme videre, da tilstedeværelsen af hendes søn Samuel hele tiden minder hende om tabet af sin ægtefælle. Men det at han døde lige præcis den samme dag som Samuel blev født, gør hendes søn til en slags forbandelse, en stadig påmindelse om tabet. Dette kommer for eksempel til udtryk ved at Amelia aldrig fejre Samuels fødselsdag på selve dagen for hans fødsel, da denne dag stadig er mere en sorgens dag for hende. Hun er i det hele taget ikke i stand til at komme videre i sit liv. I stedet prøver hun at fortrænge den ubearbejdede sorg, lidt på samme som vi ser hende forsøge at ignorere den tandpine hun igennem filmen udvikler. Hun lytter til andres glæder og sorger, men vi ser hende aldrig selv betro sig til andre. Hun føler sig ensom og ser med længsel efter et forelsket par der kysser i en bil. Men hun er på den anden side fuldstændig blind over den hjælpsomme og forstående kollega, der helt åbenlyst forsøger at charme sig ind på hende. Hun vender det hele indad og går alene med det. Da Samuel åbner nogle kasser med nogle af sin fars efterladte ting, reagerer hun voldsomt og vi forstår at de slet ikke har været åbnet i de syv år der er gået siden hans død. Hun har nægtet at konfrontere og bearbejde sorgen. Hun hænger fast i fortiden. Amelia fortæller at hun engang var forfatter, men nu arbejder på et plejehjem og skriver ikke mere. Hun er gået i stå i tilværelsen. Da Babadook-bogen dukker op på reolen, undrer det hende kun et kort øjeblik, før hun går i gang med at læse den højt for Samuel. Min udlægning er at Amelie selv har ”skrevet” bogen. Ikke fysisk, men den er et udtryk for at hendes underbevidsthed gemmer på noget. Da de begge skræmmes af bogen, forsøger hun at brænde den, men man kan ikke løbe fra fortidens spøgelser og dagen efter ligger bogen igen på måtten udenfor hoveddøren. Det har ingen betydning om hun i bogstavelig forstand har skrevet en børnebog om et monster, det er blot i filmen en metafor for at Mr. Babadook har sit udspring hos hende selv. Den er en fysisk eller metafysisk manifestation af hendes sorg. En af de første linjer i bogen lyder: ”The Babadook is under your skin.” Amelias egen sorg og savn manifesterer sig som nævnt også som hendes afdøde mand Oscar i afslutningen af filmen. ”Monsteret” gør her et sidste forsøg på at kontrollerer hende og få hende endeligt ned med nakken. Jeg ser ikke The Babadook som hendes afdøde mands genfærd, men mere som en manifestation af hendes vedvarende sorg og deraf voksende depression. I filmens afslutning konfronterer Amelia endelig ”monsteret” og gør det klart at hun ikke vil lade det blive ved med at ødelægge hendes tilværelse. Hun har truffet en beslutning om at komme videre og redder derved det hun trods alt har tilbage, nemlig sin søn. I en af filmens sidste scener ser vi at hun har låst Babadook’en inde nede i kælderen sammen med Oscars efterladte personlige ejendele. Sammen med Samuel stiller hun mad ned til den i kælderen og viser på en billedlig måde, at vi aldrig kan slå sorgen helt ihjel eller fuldstændigt fjerne den. Vi kan ikke slippe af med fortiden. Vi kan ikke viske minderne ud af vores hukommelse. Men vi kan godt leve med dem, beherske dem, nægte at lade sig styre af dem og derved bevæge sig fremad og videre i livet. Vi oplever alle tab i livet og den sorg der følger med tabet, men det er meget forskelligt hvordan vi bearbejder sorgen. Smerten opleves forskelligt og der er derfor op til den enkelte selv at bearbejde den. Amelia har bare ladet tiden gå, uden at bruge tiden konstruktivt på at komme sig over sorgen. En stresset hverdag, et hårdt fysisk arbejde og en krævende søn har drænet hende for al energi. Hun var så fanget af sin fortid, at hun ikke var opmærksom på det der skete omkring hende, hendes nuværende situation og behov. Amelia lærer til sidst at leve med sin fortid og nægter at lade sig opsluge af sorgen. Savnet forsvinder ikke helt, men hun kontrollere det, så det ikke kontrollerer hende. Det er måske i overkanten at sige at ’The Babadook’ direkte handler om at bearbejde sorg. I en bredere forstand kan man måske sige at den handler om mørket inden i os selv. De ubehagelige tanker og følelser vi ønsker eller prøver at lægge låg på og fortrænge, ved hele tiden at holde os beskæftiget med noget andet. Og ikke bare sorg, filmen berører også det tabubelagte spørgsmål om hvad der kan føre til at en mor får modvilje imod sit eget barn eller ligefrem udsætter det for overlast. Filmen har ikke nogen sukkersød mirakuløs ’happy ending’, for sådan er tilværelsen ikke. Amelia er bare blevet stærkere af modgangen, vokset med oplevelsen og er blevet bedre i stand til at komme videre med sit liv. En anden linje i bogen – som i øvrigt også er filmens tagline – lyder: ”You can’t get rid of the Babadook”. Med andre ord, du kan ikke slippe af med den, men må lære at leve med den. Det er egentlig slet ikke så slemt som det lyder, for som en sagde: ”At vise en mand hans skygge, er også at vise ham lyset”. Vi kan ikke undgå ulykker eller modgang, lige så lidt som vi kan slå en sorg eller smerte ihjel. Men vi kan kæmpe imod mørke, negative, selvdestruktive tanker, før de får tag i os og til sidst måske overtaget over os. ’The Babadook’ er i virkeligheden mere en psykologisk thriller, end en egentlig gyser. Den behandler som sagt dybe emner som f.eks. døden, tab, sorg, savn og bearbejdelse af sorg. Men berører også psykiske lidelser så som depression, vrangforestillinger, tvangstanker og adfærd, foruden depression og psykose. Den rører ved frygten for det man ikke kan se eller styrer, alt det der kan ske med en selv og ens kære. Frygten for hvad man kan komme til at gøre ved andre og det at projicerer sin egen frygt videre til f.eks. sine børn. Det lyder måske nok meget alvorligt og det er den egentlig også. Der er ikke nogen meta-leg med genren eller komisk ironisk distance til emnet. Til gengæld er den nyskabende, gennemført og foruroligende. ’The Babadook’ er noget så sjældent som en smuk, uforglemmelig og intelligent gyser.
Mine forventninger til denne film var at den ville være nogenlunde lige så dum som en Transformers-film eller noget andet crap fra Michael Bays hånd. Det viste sig at jeg tog fejl, for den var ikke så smertefuld som frygtet. Mod forventning viste den sig at være hylende morsom - men på den fuldstændig utilsigtede måde... Der er film som bare er dumme - og så er der film der er SÅ dumme, at de bliver virkelig sjove. Sådan en film er 'Battleship'. Alt i den er dumt. Ideen bag, selve plottet, manuskriptet, skuespillerne, karaktererne og deres indbyrdes relationer, replikkerne, de enkelte actionscener og selvfølgelig afslutningen. ALT!!! Alt er så dumt, at det bliver sjovt. Så morsomt at tårerne trillede ned af kinderne flere gange. Jeg morede mig mere over denne utilsigtede komedie, end over mangt en regulær komedie. Så de to stjerner er til filmen som en action-spændings-krigsfilm. Som komedie skal den have 4-5 stjerner herfra.
Egentlig burde denne film ikke have hverken anmeldelse eller stjerne, men læs dette som en advarsel snarere end en anbefaling. Transporter-filmene blev dårligere og dårligere for hvert skud på stammen, så ringe at selv Jason Statham valgte at sige stop efter tre styks. Dette forsøg på et reboot af serien er mere en 4'er end en ny 1'er - hvis du forstår... 'Refueled' er total latterlig, ja flere steder så ufrivillig morsom, at det burde give den en stjerne mere - men nej! Dette er en halvanden time lang reklamefilm for Evian, Nespresso, Apple og selvfølgelig først og fremmest Audi. Plottet er lige til at lukke op og skide i. At kalde karaktererne i filmen for papfigurer, er faktisk en hån imod et ellers udmærket emballageprodukt. De består for det meste af ukendte europæiske "skuespillere" der kæmper en brav kamp for at fremsige deres replikker på et forståeligt engelsk. Hovedrollen, den nye chauffør, spilles af Ed Skrein, han har hverken den charme eller karisma Statham havde. Han råder over to måder at fremsige sine replikker, enten hvisker eller hvæser han. Desværre har han heller ikke Stathams opfindsomme kampteknik. Hans far spilles hjælpeløst af Ray Stevenson, der ikke bare én, men hele to gange kidnappes af filmens skurke, selvom vi får at vide at han er en tidligere mesterspion. Og den enlige stjerne? Den går til den virkelig lækre Audi S8, der i filmen er udstyret med en speciel lakering, der gør at den er umulig at bule, ridse eller gøre beskidt, uanset hvor meget lort man tvinger den igennem. Sådan en bil ville jeg gerne have.
