I denne anden film i Kung Fu Panda-universet, får vi lidt af det med, som manglede i den første film. Nemlig et mere "menneskeligt" ansigt, nogle følelser man kan relatere til, og ikke mindst en forklaring på, hvordan en gås blev far til en panda. Det er en klar forbedring i forhold til den første, og det gør filmen værd at se. Komiske indslag er der selvfølgelig ikke sparret på, og selvom der er en del platte jokes som er hørt mange gange før, er der lige præcis tilstrækkeligt med charme og opfindsomhed til at gøre godt for det. Især universets skæve karakterer (den onde påfugl, knæleren, tranen og Pos far, gåsen, som er spøjst animeret) giver filmen værdi, hjerte og humor. Der er ingen tvivl om, at der kommer endnu en film med Kung Fu-pandaen Po og hans krigervenner, men hvis folkene bag formår at holde niveauet, gør det heller ikke noget. Jeg skal nok være der til at se den.
..og det er du jo nok.. så vil du elske den her film. Den er gennemført hjernedød på den knap så udfordrende måde. Egentlig kan jeg meget godt lide Paul, han er nemlig en fin karakter, som er både sjov og interessant. Det er alle de andre karakterer der fejler. Og plottet har da også lyspunkter, men det drukner i prutter og bøvser. Det er ærgerligt, for det kunne faktisk have været en rigtig god film. Men, kære Brian (m/k), du vil ikke blive skuffet, for der er masser af hjernelamme jokes, bøvser, prutter og alt det der. Hvis du har læst hele vejen hertil, er det flot. Du er dygtig. Så mangler du bare at trykke på tommelfingeren, der peger nedad, for på den måde at bekræfte mine fordomme.
I The Social Network lykkes det skaberne at udnytte den gode histories potentiale fuldt ud, og samtidig bliver der skabt sekvenser af høj teknisk kvalitet, som vil få enhver filmelsker til at hoppe i biografsædet af glæde. Manuskriptet er yderst velskrevet og humoren er intelligent og underspillet på den fede måde. Filmen byder også på nogle rigtig gode skuespilpræstationer, og især Jesse Eisenberg i rollen som Mark Zuckerberg gør det godt. Det kan siges meget enkelt: The Social Network er intelligent, underholdende filmkunst.
Hvis du er 15 år eller ældre, er sandsynligheden for at du tidligere har stiftet bekendtskab med Woody, Buzz og alle de andre ret stor. Hvis du derudover endda har været rigtig glad for de første film, er sandsynligheden for at du så også synes godt om denne efterfølger nok større. Noget af det, der giver Toy Story 3 værdi, er nemlig det, at vi allerede har et godt forhold til legetøjsfigurerne. At se denne film er som et hyggeligt besøg hos en god, gammel ven. Men det er et besøg som byder på både grineflip og voldsomme øjeblikke, som får tårerne til at kigge frem. Toy Story 3 afrunder perfekt en trilogi af legetøjsfilm, som er alt andet end ligegyldige.
Youth in Revolt er skøn fordi den til tider er ret tilfældig. Den tør bevæge sig ud i at formidle sit budskab på en ukonventionel måde som folket ikke nødvendigvis vil forstå. Samtidig gør den dog det stik modsatte og er til tider lidt for forudsigelig. Det synes at være et forsøg på at skabe en underholdende film for masserne, som samtidig leverer budskabsformidlende tilfældigheder som kan tilfredsstille de få udvalgte. Filmens svaghed er at den ikke tør være gennemført skæv, men klicheerne ødelægger dog ikke filmen fuldstændig. Det her er god underholdning, som samtidig kunne have været rigtig god filmkunst, hvis skaberne havde haft modet.
Sådan Træner Du Din Drage er en underholdende, flot film. Selvom Sådan Træner Du Din Drage er både teknisk flot, har en fængende god historie og fungerer på alle niveauer, mangler der noget. Jeg vil sammenligne det med en person. Du synes måske en person er tiltrækkende af udseende, har en interessant personlighed som du synes om og er underholdende. Det betyder dog ikke nødvendigvis at denne person er én du har lyst til at blive bedste venner eller mere med. Der skal være den ekstra lille ting som får det hele til at gå op i en højere enhed. Det er netop det, jeg savner i Sådan Træner Du Din Drage. Magien mangler. Hele pakken er der, men sjælen er svær at finde - den kigger dog frem i enkelte øjeblikke og filmen er helt klart værd at se, men for at den skal nå på niveau med de store Disney-klassikere som den ellers har potentiale til at nå, skal den gennem en slags hekseritual som kan genforene den med sin mistede sjæl.
Hvis Alice in Wonderland var en kop te, ville den være.. hmm.. måske en blanding af Earl Grey og tropisk frugt-blanding? Earl Tropic? Der er masser af øjeslik i form af fantabulous animation i vidunderlige farver - fantasidyr udsprunget af Burtons arabeskkrøllede, løjerlige hjerne, prangende planter, arkaisk, dog opfindsom, arkitektur osv. Men historien holder også, og budskabet går rent hjem hos mig. Derfor vil jeg opfordre dig til at tage til teselskab med Hatter, Alice, The Red Queen og alle de andre mens tid er. Come on - we're late for tea!
Det er dejligt at forældre verden over nu igen har mulighed for at tvangsfodre deres børn med klassiske Disneyfilm. De har været væk et stykke tid, men vender nu tilbage, og det føles lidt som at vende hjem. Etglædeligt gensyn er det i hvert fald. Prinsessen og Frøen er hverken mere eller mindre end en ganske traditionelt opbygget Disneyfilm med alt hvad der dertil hører. Så er spørgsmålet jo bare om man kan lide det.. og det kan jeg!
Da jeg første gang så plakaten til den her film, vidste jeg med det samme, at den her film måtte jeg bare se. Jeg forventede og glædede mig til at se en underholdende, original film, som ville leve op til sit navn og være vidunderligt underlig. Mine forventninger blev dog desværre ikke indfriet. Denne film er bestemt ikke usammenhængende eller dårlig som sådan, men den er intet af det den lover. Jeg var egentlig fristet til at dømme den for alt det jeg var skuffet over ikke var med, det den ikke er, og give den en enkelt sørgelig stjerne. Jeg vil dog i stedet bedømme den på det den rent faktisk er. Filmen lægger sig i midten af alt, den er middelsjov, middelinteressant osv. Så skal den vel have tre stjerner? Nej, for der er ikke noget værre end en film, der ikke er noget - udover karakterløs. Uanset, hvordan jeg bedømmer den, bliver karakteren meget lav.
+ der er masser af uhyggelige øjeblikke - men filmen er ikke gennemført uhyggelig + den dokumentariske stil fungerer fint - men skuespillet kunne godt være mere overbevisende + der opbygges masser af spænding gennem filmen - men slutningen er meget skuffende
Jeg kan ikke sige meget mere end: xD Den her film er rigtig dejlig. Den underholder hele vejen igennem, den giver dig (og dine medbragte unger) et ordenligt klimaks af en griner og så prøver den ikke at sælge børnene andet end frugt. Det er skønt med en dansk tegnefilm som tør være flabet og bande, samtidig med at den fint viderebringer et godt budskab gennem en bedre historie som er endnu bedre fortalt. Godt, bedre, bedst. P.s. Kartoffelmoses er min helt! (Hviiiiin)
..you can't! Så simpelt er det - hvis du kan lide plat, in-your-face, hjernedød humor vil du elske det her. Og det gør jeg. Bruno er simpelthen fantastisk - SIMPELTHEN! :D *snap* Det er ikke en rigtig film, men mere et langt sketchshow. Men det fungerer og det holder dig grinende næsten hele vejen - og chokeret ind imellem. Luv it!
Det er svært for mig at anmelde en film, som helt klart ikke er lavet til mig. Den kunne have været rigtig god, men det går simpelthen for langsomt! Jeg er ikke til historiske film, og det er nok også det, der gør at jeg ikke er gode venner med den her. Det er da en flot film, med nogle gribende øjeblikke og nogle få fede actionscener, hvor der bliver skruet op for tempoet, men den formår ikke at holde mig koncentreret hele vejen igennem. Filmens bedste kvalitet er nok, at den så gennemført skildrer tiden - '30ernes USA - ved i enhver lille detalje at være tro mod stilen. Desværre er jeg nok for ung til at kunne nyde det i halvanden time. Hvis du er over tredive, er sandsynligheden for at du kan lide denne film større, end hvis du er under.
JA! Det var min første reaktion, da hoverdpersonen, Alex, gik i gang med at rette sine venners sprog. Det er en situation, jeg godt kan finde mig selv i til tider, og derfor ramte joken mig ekstra hårdt, og jeg brød sammen i et grineflip. Der er masser af sådanne situationer, hvor Anden viser os vores værste sider og får os til at grine af dem. Filmen er altså sjov, og har så har den en (meget tydelig) morale. Det er dog ikke stor filmkunst, og filmen vil nok hurtigt gå i den berømte glemmebog. Sorte Kugler er helt sikkert biografbesøget værd, og du skal nok komme til at grine højt - men så heller ikke meget mere.
Hold kaje, hvor er det noget bras! Hvis man som jeg, er meget glad for sci-fi, vil man i øjeblikke lade sig forføre af det her. Men så er der jo alt det andet. Jeg forsøgte virkelig at leve mig ind i filmens univers og overse de små ufrivilligt komiske episoder, som filmen gerne ville have skulle være meget alvorlige. Desværre uden held. Komikken får sig klimaks i en scene, hvor Nic Cage, stakkels mand, skriger ind i en mønttelefon: "THE CHILDREN! WE GOTTA SAVE THE CHILDREN!!" på den der "jeg er den amerikanske superhelt"-måde. Og slutningen - altså, det er så dumt - fungerer slet ikke. Lad være med at se denne film, hvis du er glad for sci-fi.
Ja, det er jo ikke Disneyniveau. De sjove karakterer er der, dialogen er der i nogen grad og billederne er flottere end flotte. Men. Der mangler et eller andet, som gør, at man har lyst til at genopleve den, og som gør, at man er godt underhold hele vejen igennem. Ingen tvivl... børnene elsker den. Den gør det den skal på den måde, og den er da også hygelig for voksne, men den vil hurtigt blive glemt.
Jeg havde en femårig dreng med inde at se den, som holdt koncentrationen hele filmen igennem på trods af, at den er meget stille - det vidner om god kvalitet. Det er en meget flot film, som får de voksne til at sige "nåå" og børnene til at grine, mens de er godt underholdt af historien og robotterne. Tak Disney.
