Woody Allen er lidt af en altmuligmand. Han står ikke blot nævnt som instruktør, men også som skuespiller, musiker, komiker samt manuskriptforfatter for film og teater. Med Café Society har han instrueret sin 47 tyvende spillefilm og med sig har han slæbt sig lidt af et cast. Oprindeligt var Bruce Willis ment som én af hovedrolleindehaverne, men grundet diverse konflikter blev han fyret fra projektet og i stedet erstattet af Steve Carell. Allen prøvede samtidig også noget nyt, for ham, da han for første gang tog den digitale vej og skød filmen med et Sony CineAlta F65 kamera. Filmen blev indspillet i Brooklyn og Los Angeles sidste år og da den fik premiere ved Cannes Film Festival i år blev den mødt med fine roser fra medierne. Når man har instrueret så mange film som Woody Allen er der altid en risiko for, at mange af dem føles idéforladte og om det er tilfældet her vender jeg tilbage til senere, men man må tage hatten af for den 80-årige instruktør, der stadig laver film af høj scenografisk kvalitet og her falder Café Society heldigvis også under. Historien finder sted i henholdsvis Hollywood og New York, hvor vi følger den unge mand Bobby, Jesse Eisenberg, der forsøger at finde lykken ved hjælp af hans yderst succesfulde onkel Phil Stern, Steve Carell. Lykken finder han dog ikke nødvendigvis i arbejdet, men i stedet ved sekretæren Vonnie, Kristen Stewart, som han hurtigt forelsker sig i. Dette møde udvikler sig dog til lidt af et trekantsdrama, der ikke nødvendigvis udfolder sig til det bedste for nogen af dem. Som skrevet før, så er filmen flot at se på. Scenografen Vittorio Storaro, der tidligere har stået bag anmelderroste film som Apocalypse Now, The Last Emperor og Last Tango in Paris, har sørget for nogle yderst smukke scener, der bruger farverne på flotteste vis. Allerede fra første scene ved man hvor standarten ligger, da kameraet langsomt føres hen over en mørkeblå, næsten urealistisk ren, swimmingpool med svagt belyste vægge i baggrunden. Brugen af kontrastfarver er imponerende og bruges flere gange gennem filmen, der ofte føles mættet, da hverken hvide eller sorte toner bruges særligt ofte. Det er især det gullige og brune farvespektrum, der udforsket og som filmen skrider frem forsvinder flere og flere adskilte farver og hen imod slutningen er det i stedet de blålige nuancer blandet med mørke toner, der fylder skærmen. Dette blandet med en flot og ganske typisk Woody-Allen-portrættering af 1930’erne sørger for en flot film, der er svær at tage øjnene fra. Alt dette kan Vittorio takkes for, der virkelig gør sit for at skabe liv til historien. Midt imellem de mange flotte scener finder vi enkelte tegn på fint skuespil, men desværre ikke noget i særklasse. Jesse Eisenberg spiller den noget excentriske unge mand, Bobby, der hurtigt kommer til at minde om Woody Allen’s egne karakterer fra tidligere film og desværre føles det ofte påklistret og ikke særlig livligt. Vi er i dag vant til Eisenberg’s portrættering af sådanne karakterer og vi rammes derfor af en til tider neutral skildring, der aldrig formår at bryde igennem. Det samme kan siges om Kristen Stewart, der heller ikke får meget plads til at lyse i filmen. Hun har de sidste par år fundet sig til rette i Indie-verdenen, hvilket passer hendes stil meget godt, men desværre føles hendes rolle noget tam. Man føler aldrig for hendes karakter, der tydeligvis opretholdes af sine indre følelser til to forskellige mænd af forskellige årsager. Alt ovenstående kan også siges om Steve Carell, der normalvis er en yderst habil skuespiller, men hans portrættering føles helt forkert i filmen. Den karakter, der overraskede mig mest, var Blake Lively, der, desværre, ikke får meget tid i filmen, men gør det ganske flot i de få scener hun er med i. Hun føles naturlig i rollen og bryder den lidt neutrale tendens. Grundet ovenstående problemer kommer historien heller aldrig til at føles original på de rette tidspunkter. Filmen er ellers fyldt med lette øjeblikke, der ofte underbygges af underfundig jazzmusik, der er et stort tema i filmen og bruges ofte. Eisenberg står for den, humoristisk set, bedste scene i starten af filmen, hvor han taler sig fra at gå i seng med en prostitueret, men desværre når resten af filmen aldrig at finde disse elementer igen selvom den til tider prøver. Man får derfor en underlig følelse af, at man har set filmen før – mange gange, hvilket er en skam, da den har potentiale til mere. Woody Allen har tidligere udtalt, at han prøvede at skabe en progression som i en novelle og det vil jeg dog mene, at han formåede ganske fint. Filmen springer ofte frem og tilbage mellem lokaliteter, men temaerne og den smukke scenografi gør, at man aldrig er i tvivl om hvornår dette sker. Samtidig er historien nærmest delt op i to dele, der adskilles fint i tid og sted. En lidt sjov detalje er, at Woody Allen selv har lagt stemme til et kommentarspor, der ofte benyttes i filmen – det er første gang siden 1987 med Radio Days at han har gjort dette. Har man brug for et let pust blandt de mange mere seriøse film kan jeg fint anbefale Café Society. Den er, for mig, lidt af en mixed bag, da der er mange positive og negative elementer, der opvejer hinanden og netsummen af originalitet og glæde forbliver derved den samme gennem hele filmen. Det er en film man hurtigt glemmer for historien og skuespillet, men husker for musikken og scenografien og nogle gange er det måske nok. https://wordpress.com/stats/filmtastik.wordpress.com
I 1999 startede Trey Parker og Matt Stone for alvor r-rated tendensen inden for animationsfilm i den vestlige filmkultur med South Park: Bigger, Longer & Uncut. Filmen var ikke blot voldelig, men fortsatte den, for fans, helt utroligt hysteriske stemning og atmosfære fra serien, der startede to år tidligere. Fem år senere var makkerparret tilbage med Team America: World Police, der blev lidt mere kendt og ikke mindst for den vanvittige sex-scene, men også målet om at fornærme så mange forskellige mennesker som muligt ved brug af forskellige stereotyper og voldsomme sprog. I år er det ikke Parker og Stone, der bygger videre på r-rated animationsfilmene, men i stedet Greg Tiernan og Conrad Vernon med hjælp fra Seth Rogen, der oprindeligt fandt på idéen til filmen for otte år siden. I et interview for Variety beskriver han ikke blot kampen om at få lavet filmen, også at finde en distributør, der turde tage chancen. Det var oprindeligt den amerikanske filmproducer Megan Ellison, der tog projektet til sig og da hun dannede partnerskab med Sony Pictures Entertainment og Point Grey Pictures i 2013 for filmen, var muligheden der endelig. Der var længe stor mystik om projektet, der blot blev omtalt og kategoriseret som "Et super-hemmeligt projekt", men i 2010 blev det offentliggjort: Seth Rogen arbejdede på en r-rated animationsfilm om fødevarer med følelser og hvad det ville indebære. I 2014 blev hovedrolleindehaverne offentliggjort med Seth Rogen selv, hans tro følgesven Jonah Hill, James Franco og Kristen Wiig - senere hen fulgte folk som Edward Norton og Michael Cera med, så casted et intet mindre end imponerende. Historien er en antropomorfisk fortælling om fødevarer, der har den forestilling af mennesket er Guder for dem. De tilbeder os, synger sange, laver ritualer og venter blot på at blive samlet op, så de kan komme ud i Det Hinsides og have et fantastisk liv. En dag finder pølsen Frank, stemmelagt af Rogen, dog ud af, at Det Hinsides bestemt ikke er et så fredeligt og smukt sted, som de gik rundt og troede og han skal nu prøve at overbevise resten af supermarkedet om sandheden alt imens han skal redde sin elskede brødbolle Brenda fra et vaginal rensningsapparat - det er helt okay, hvis du skal læse handlingen én gang til før du går videre. Lad os starte med det åbenlyse: Er der en grund til filmen er rated r og hvad betyder det egentlig? Det betyder kort sagt du ikke skal tage lille Rasmus eller Lærke på otte år med ind og se filmen, for mængden af bandeord og sexuelle referencer er skudt i vejret. De mest brugte ord i filmen er "fuck" og"shit", og der er en scene mod slutningen af filmen, der vil efterlade store traumer hos små børn, så de aldrig nogensinde vil se på fødevarer med samme øjne igen. Både Seth Rogen og Kristen Wiig gør et fint arbejde som stemmerne til de to reelle hovedpersoner i filmen - man er aldrig i tvivl om at det er et projekt, som Rogen har haft meget nært, da hans tilgang og entusiasme er blandt det bedste ved filmen. Resten af holdet gør det bestemt også godt og man føler som sådan aldrig, der er nogen, der blot er der for at lægge en stemme og så gå igen, når sidste ord er ytret. Filmen gør en stor dyd ud af sine samfundsmæssige undertoner, der især vedrører religion og livssyn. Der var enkelte gange, hvor det blev for meget af det gode, men det har måske lige så meget at gøre med, at der aldrig blev lagt skjul på referencerne og det var derfor til tider som at blive slået i hovedet med en hammer omkring det. Det er dog ikke kun religion, der får en tur, men bestemt også de generelle stereotyper, der aldrig bliver lagt fingre imellem at skildre, så hvis man er til den slags humor, får man en fantastisk tid med filmen. Som før med de religiøse undertoner og referencer, så lider filmen af det, den egentlig er markedsført på - det vulgære sprog. Mod slutningen bliver det en smule trættende at høre på, da det er de samme små ord og sætninger, der bliver genfortalt hele tiden. Dette glemmes dog hurtigt mod filmens tredje akt, der er et sandt festfyrværkeri af vold og sex - noget man måske ikke helt havde forventet af den. Der er især én bestemt scene, man konstant forventer skulle stoppe, men blot bliver ved og ved, hvilket blot gør den sjovere og mere vulgær. Filmen er ikke uden sine fejl - progressionen i historien er til tider ordinær og mange af karaktererne kan man genkende fra andre film. Sprogets slagkraft mister sin styrke mod slutningen og de samfundsmæssige undertoner kunne skrues ned for. På trods af alt dette havde jeg dog en fantastisk tid med filmen! Den er så speciel, fræk og vulgær, at man næsten ikke kan andet end at holde af den (hvis man da er til sådan et sprog), og hvis man formår at slå hjernen fra og sidde med den store potion popcorn og cola, så har man nogle fornøjelige 89 minutter i vente. Det er ikke nødvendigvis en film, jeg vil anbefale at se i biografen, da jeg tænker man kan få lige så meget, hvis ikke mere, ud af den sammen med et hold venner i stuen og en ramme øl, men se den, det skal man.
Den australske forfatter M. L. Stedman udgav i 2012 bogen Light Between Oceans til store roser. Det personlige krigsdrama blev kaldt "an extraordinary book" af Sue Arnold fra The Guardian, men blev samtidig også klandret for at være en smule forudsigelig. Dreamworks lod sig dog ikke skræmme af de enkelte lettere negative kommentarer og tilkøbte sig samme år rettighederne for en mulig filmatisering. Kort tid efter var der allerede fundet en instruktør, blandt andet grundet Steven Spielbergs rosende ord, og filmen lå nu i hænderne på Derek Cianfrance. Hvis man kender sine romantiske film er Cianfrance bestemt ikke en ukendt instruktør - han har trods alt stået bag én af de mest depressive romantiske dramaer nogensinde med 2010-filmen Blue Valentine med Ryan Gosling og Michelle Williams i hovedrollerne. Castingen var bestemt ikke en let sag for Cianfrance, der allerede havde planer om at Fassbender skulle spille den mandlige hovedrolle. Problemet stod i at overtale ham, da Cianfrance, efter en længere forhandlingsperiode, endelig fik overtalt Dreamworks til at lade ham arbejde med et lille hold, der nærmest skulle bo i Cape Campbell, hvor fyrtårnet befinder sig. Fassbender spurgte ind til om det nu endog var nødvendigt at bo derude, men gav sig til sidst og var villig til at tilbringe én nat derude - denne nat blev dog til lidt over fem uger i selskab med Alicia Vikander. Cianfrance beskriver selv filmen som en romantisk tragedie med touch af dokumentar. Han udtaler selv at være fan af tragedier og kaos og med denne tilgang til filmen formåede han at bruge karaktererne som en del af naturen, som instruktøren selv mener er filmens fjerde karakter: Vinden. Vinden spiller en stor rolle i filmen og hvis man synes det til tider blæser meget, så meget endda det kan være svært at høre replikkerne, så er det med fuldt overlæg. Historien finder sted i et lille samfund ud til vandet, der søger efter en ny mand, der kan passe fyrtårnet, da deres nuværende passer kom til skade. Fassbenders karakter, Tom, melder sig til opgaven og på vej ud til fyrtårnet møder han den unge og smukke dame Isabel. De bliver hurtigt forelsket, gifter sig og drager sammen ud til fyrtårnet for at starte deres nye liv sammen. Grundet en række voldsomme hændelser bliver lykken dog erstattet af ulykke indtil en dag hvor en båd strander ud for deres hus med liget af en mand og et grædende barn i. Tom og Isabel tager barnet til sig og opdrager det som var det deres eget. En dag finder Tom dog ud af hvem barnets moder egentlig er og langsomt følger vi hvordan samvittigheden overtager glæden fra den lille familie. Der burde er ikke rigtigt være nogen grund til at rose Fassbender for meget for hans arbejde som Tom, der tidligere var i fronten og nu passer sin familie ved tårnet. Han er én af de absolut bedste skuespillere i dag og det viser han da også her med en noget isoleret og til tider introvert karakter, der har svært ved at finde lykken efter krigen. Han har set og gjort grusomme ting, der selvfølgelig efterlader ar på sjælen og chancen for at være alene tog han hurtigt til sig. De samme rosende ord kan siges om Alicia Vikander, der giver hendes mest nuancerede karakterskildring indtil videre. Hun blev især kendt for hendes fantastiske rolle i Ex Machina og sidenhen i The Danish Girl og for hende virker det blot som om, at hun bliver bedre med hver rolle. Hendes karakter, Isabel, kommer ud for en følelsesmæssig rutchetur og man har aldrig på fornemmelsen at følelserne er påklistret eller forceret. Det er dog ikke kun Fassbender og Vikander, der er at finde i filmen og hende, der overraskede mig mest var Rachel Weisz. Hun er en fantastisk skuespillerinde, der desværre bliver glemt alt for ofte, men hendes portrættering af en moder, der mistede hendes mand og barn for senere hen at finde ud af virkelighedens hændelser er den mest rørende i filmen. En mand, der nok ikke bliver omtalt for ofte, når man snakker om denne film er Adam Arkapaw, der stod for scenografien - filmen er umådelig smuk og retter til tider minderne tilbage mod The Revenant, der også brugte naturen til at skabe en ekstra karakter. Flere gange følger kameraet naturen og især vandet, hvilket skaber en flot kontrast til personernes følelsesmæssige sted i filmen. Han formår at bruge lyset og atmosfæren til fulde og det skal han have stor ros for. Filmen er dog ikke uden sine fejl og den første der slog mig var den noget forceret romance mellem Tom og Isabel. Man får ikke meget at bygge deres kærlighed på, da det hele føles ekstremt pludseligt og kærlighedens motivation og opbygning mistes derved - hvilket er en skam, da det er denne romance, der er ét af de store temaer i filmen. Slutningen var jeg heller ikke helt tilfreds med, da filmen formåede at opbygge en usikker, dyster og til tider brutal skildring af samvittighedens kvaler og man var aldrig rigtigt i tvivl om hvor filmen bar hen imod. Der var en række klichéer i den, men ikke nok til at ødelægge den ellers fine oplevelse, som Cianfrance stod for. Lyset I Havet er bestemt ikke nogen feel-good romantisk film, som mange nok er vant til. Den er til tider meget mørk og formår at bruge hele paletten af følelser, både hos skuespillerne og af seeren. Jeg ville dog have ønsket, at den forblev mørk hele vejen igennem, da det er det jeg føler, den ville have været bedst tjent med. På trods af det formår Cianfrance at skabe ét af de bedste dramaer i år, som man bestemt ikke skal snyde sig selv for. Det vil være en skam, hvis man ikke ser den i biografen alene grundet den smukke scenografi, men også atmosfæren og lyden vil miste en del stemning, hvis man ser den i stuen derhjemme.
The Mortal Instruments er en bogserie skrevet af Cassandra Clare og bliver ofte sammenlignet med The Twilight serien. Bogserien består af 6 bøger og er ganske populære og det er derfor forståeligt, at den skulle filmatiseres. Dette skete i 2013, hvor en række ukendte skuespillere blev smidt i gryden og skulle forsøge at kickstarte en ny franchise med hollandske Harald Zwart ved roret. Harald Zwart er bestemt ikke en instruktør med stor omtale og hans mest kendte film er da også Karate Kid fra 2010, der fik relativt fin ros fra anmeldere og filmelskere. Filmen blev omtale for en del diskussion tilbage i 2010 hvor forfatteren Cassandra Clare ikke kunne finde et studie, der ville bakke op om en kvindelig hovedrolleindehaver. Flere studier forsøgte at overtale hende til at vælge det mandlige køn, men hun afslog hver gang og d. 9. december samme år blev Lily Collins castet til rollen som Clare Fray. Resten af det unge hold fulgte hurtigt efter, dog først efter en lang række andre skuespillere havde afslået rollerne, og d. 20. august 2012 kunne indspilningen begynde. Da filmen var færdig og krydret med “verdensklasse” effekter skulle den markedføres og til dette blev der brugt 60 mio. dollars – godt 400 mio. kroner… lad det bare være sagt, de tjente ikke alverden på filmen. Historien begynder ufattelig hurtigt og ud af ingenting – en ung pige begynder at se en masse underlige tegn omkring sig og da hendes mor forsvinder bliver hun draget ind i en verden med dæmoner, varulve og andre dumme ting, der intet har med historien at gøre og aldrig får nogen forløsning. Hvis det lyder som noget for dig, så by all means… go nuts. Lad og starte med skuespillet. Det er ikke-eksisterende. Der er ingen kemi mellem nogen af de unge mennesker, replikkerne bliver leveret med samme liv som SXSW-robotten Sophia, der tidligere på året afslørede robotters sande mål, hvilket resulterer i de lige så godt kunne reagere og agere overfor papfigurer. Samtlige unge mennesker i filmen opfører sig som var de taget ud af en goth-musikvideo og bland det med en af de mest tåkrummende pinlige trekants romancer nogensinde, der får Twilight romancen til at fremstå som ét af Shakespeare’s hovedværker, så har du The Mortal Instruments – næsten da, for lad os nu gå videre til historien og hvordan den bliver håndteret. Lige så ringe og intetsigende som skuespillet er, lige så elendig er historien. De første 20 minutter føles som 40 og efter 1 time bliver der stadig introduceret nye karakterer hvis eneste formål er at sprøjte omkring sig med gloser og ord, der ingen relevans eller forklaring har. Nuvel, det var jo meningen filmen skulle bringe resten af bøgerne til det store lærred, men når intet i filmen bliver forklaret eller brugt, så har du en sikker opskrift på skrammel. Fuldstændig vanvittige deus ex machina episoder kommer ud af det blå hele tiden og intet får derfor vægt eller relevans. Det er da også grundet progressionen af historien man intet forhold har til nogen af de unge skuespillere. Man får ingen baggrundshistorie eller karakter-akt og når filmen endelig er slut føler man intet har ændret sig for nogen af dem. Det er et kæmpe problem når man ikke kan nævne ét eneste karaktertræk og sammenkoble med hovedpersonen og op til flere gange i filmen råber man næsten efter dem grundet stupid opførsel. Nu til det mere tekniske, for hvordan ser filmen egentlig ud? Jeg så den om aftenen, der var rullet for og lyset var slukket, men på trods af dette var det stort set umuligt at se, hvad der foregik. Filmen er utrolig mørk og objekterne er svære at adskille fra hinanden, hvilket gør filmen træt at se på. Stort set hele filmen foregår om aftenen, natten eller mørke steder med minimal lys og derfor føles den lang og søvndyssende. Det samme kan siges om lydsiden – soundtracket forsøger at inddrage diverse kærligheds- og diskonumre, der bliver brugt i flæng uden tilknytning til scenen, der bliver vist. Okay okay, er denne film virkelig den dårligste jeg har set? Jeg har trods alt både set film som The Room, Sharknado, Birdemic og andre, men de havde alle en charme over sig, som man kunne grine af. De er alle frygtelige film, blandt de dårligste der er, men jeg kan ikke lade være med at anbefale dem, hvis man keder sig – de har alle ikoniske scener og replikker, der bliver citeret den dag i dag og film som The Room bliver stadig vist i biografer rundt omkring i verden. The Mortal Instruments har intet af den charme, som ovenstående film i dag er kendt for. Den forsøger at være seriøs, men alt falder til jorden og de negative aspekter jeg har skrevet om er blot nogle af dem, der gør, at den er helt igennem elendig. Hvorfor skriver jeg så om denne film? Tjah, måske er det blot for at lade jer kende til den så I ved, I skal holde jer fra den. Jeg er pt. i gang med en top 10 liste af film fra 2013 og det tvinger mig til at se så mange som muligt og når man så falder over en film som denne, så føler jeg næsten jeg skal advare jer: Lad være med nogensinde at se denne film – selv hvis man kan lide film som Twilight og Divergent serien, så lad være. The Mortal Instruments er ikke blot den dårligste film jeg har set i år, men den dårligste overhovedet. Jøsses…
David Ayer har haft lidt af en tumult omgang med manuskriptet til filmen. Siden han første gang blev nævnt som instruktør tilbage i september 2014 har filmen været igennem en række forskellige personer, der alle har haft en finger med i spillet, men den absolut største kritik af hele udviklingen har været, at Ayer blot har haft seks uger til at skrive filmen. Dette kan selvfølgelig overses, hvis filmen lever op til de enorme forventninger, der har været i godt et år. Et andet stort samtaleemne har, klart nok, været Jokeren. Han har været igennem en lang række spillefilm, med Heath Ledgers karakteristik tilbage i 2008 som den mest skelsættende og elskede. Rollen var oprindeligt tildelt Ryan Gosling, men da han bakkede ud fik Jared Leto i stedet rollen. Leto er bestemt ikke en ny person på den store scene med film som Dallas Buyers Club, Requiem For A Dream og Mr. Nobody, men det er første gang han spiller en så elskede karakter blandt millioner af fans og han har da også selv udtalt, at konceptet i at spille en rolle så stor gav ham kuldegysninger - bl.a. grundet Ledgers evne til at blive karakteren. Leto har derfor været igennem en del op til indspilningen af filmen, både had og kærlighed, og for at gå i ét med karakteren prøvede han sågar flere forskellige grin af i New York City og Toronto for at finde ud af, hvad der gjorde folk mest utrygge. I april påbegyndte de indspilningen, nu med Margot Robbie, Will Smith, Jai Courtney, Joel Kinnaman og mange andre på rollelisten, men flere af de nævnte skuespillere har siden da fortalt, at mange af de indspillede scener aldrig nåede den færdige udgave. Man kan blot håbe på den færdige udgave ikke viser dette, da det kan resultere i forhastede klip eller underlige overgange, men på det seneste har der da også været en del genindspilninger, som folk og fans har haft blandede tanker om - man skal dog huske at genindspilninger er normale og stort set altid finder sted. Historien i filmen er forholdsvis hurtig at beskrive: Amanda Waller samler en række superskurke, alle med hver deres problemer, til at nedkæmpe en heks, der prøver at dræbe menneskeheden og for at få dem til at samarbejde, planter hun en lille chip i deres hals, der fungerer som en bombe, hvis de skulle prøve at løbe væk eller gøre noget dumt. Okay, plottet lyder en anelse tyndt, men med nok snilde og troværdig historiefortælling burde man kunne få det til at fungere og spørgsmålet er jo så om David Ayer formåede dette. Her er svaret: Overhovedet ikke - Suicide Squad er, desværre, en stor omgang rod med en uhyggelig tynd historie, elendig klipning og enkelte gange tåkrummende ringe dialog. Til forskel fra de mange andre anmeldelser, så lad os prøve at starte med det negative, for der er nok at tage fat på: Når man forsøger at fortælle en historie om en række personer, der skal arbejde sammen om at nedkæmpe et større onde, så er det vigtigste at opbygge en troværdig motivation for deres handlinger. Jovist, man kan da argumentere for at chippen i halsen burde være nok motivation, men der er i filmen flere lejligheder til at neutralisere denne trussel, så motivationen skal opbygges og findes et andet sted. Dette forsøges at gøres via flashbacks eller hurtige baggrundshistorier, men når det er den samme tragiske historie, der udgør motivationen hos halvdelen af holdet, så føles det hurtigt meget tomt og trivielt. Samtidig med dette, så er der sågar enkelte karakterer i filmen, der burde være essentielle for handlingen eftersom de er en del af holdet, der er fuldstændig ubrugelige. Flere af dem kommer aldrig igennem en karakterakt og forbliver den samme tunge skikkelse hele vejen igennem og man opnår derfor aldrig at opbygge et forhold til karakteren og det er næsten dette, der er filmens største synd. Historien er ganske vist utrolig tynd og der er op til flere scener i filmen, der minder om badescenen med Thor i Avengers: Age of Ultron, hvor man ikke kan undgå at tænke, at op til flere minutter er klippet ud af den færdige version. Det hele føles forceret og der bruges aldrig tid til at opbygge et troværdigt forhold karaktererne imellem. På trods af dette er der dog enkelte i filmen, jeg vil sørge for at rose. Will Smith og Margot Robbie er fantastiske og stjæler samtlige scener de er med i. Det er de eneste to, hvor man virkelig fornemmer en progression gennem historien og deres karakterer forandrer sig op til flere gange for det gode. Desværre stopper det dog her - hvilket er en stor skam, da jeg nu skal til Jared Leto's Joker, der, uden tvivl, var den største skuffelse for mig angående karaktererne. Man skal ikke tage fejl af, at Leto gjorde hvad han kunne med det materiale, han fik til rådighed. Desværre blev Jokeren skrevet som en utrolig tynd og klichéfyldt skal, hvis handlinger på ingen måde påvirkede historien. Jeg kan reelt set ikke argumentere for hvorfor Jokeren overhovedet var med i filmen, da hans eneste interaktion med hele filmen var gennem Harley Quinn, hvilket burde være i en stand-alone film på et senere tidspunkt. Jokeren burde aldrig have været med i filmen, men hey: Man skal jo bruge minutterne og sælge filmen på én eller anden måde. Okay okay, det lyder som om jeg har været unødvendig hård eller blot hader comic-book film - og det er slet ikke tilfældet. Jeg elsker DC Universet og har en stor kærlighed for det Marvel har formået at opbygge, men jeg må desværre også sige at Suicide Squad er en frygtelige ringe film. Klippene minder om noget en 8. klasses elev kunne lave i Movie Maker og effekterne om dengang man første gang lærte om de fede muligheder i Power Point, hvor hvert eneste slide skulle indeholde 17 forskellige ind- og udgangseffekter. Det hele virker bare forceret og det er en skam, for skuespillerne forsøger virkelig. Man skal ikke tage fejl af at de gør alt hvad de kan, det er blot materialet, der aldrig formår at skubbe historien frem på nogen måde. Der er, for mig, blot nu at håbe på at Wonder Woman eller Batman-filmen formår at skyde DC igang, da det ellers ser virkelig sort ud.
Star Trek Universet blev skabt tilbage i 1966 af Gene Roddenberry og har siden da udviklet sig til at blive én af de mest elskede sci-fi serier sammen med Star Wars. Siden begyndelsen har vi haft syv serier, der alle finder sted på forskellige tidspunker, samt 13 film, inkluderende det nyeste skud på stammen, Beyond. Den mest kendte af serierne er uden tvivl Star Trek: The Next Generation, hvor vi så Patrick Stewart i rollen som Captain Jean-Luc Picard – serien løb i syv sæsoner og med holdet og skibet USS Enterprise så vi fjerne dele af Universet samt nyt liv, fjender og venskaber. Der har siden 1979, hvor den første film udkom, været udgivet en film godt hver tredje år, men i 2002 så det ud til at slutte, da Nemesis var den sidste film i syv år. Nemesis var en finansiel katastrofe, der aldrig var tæt på at tjene sig selv ind, og med ophævelsen af serien Star Trek: Enterprise så Universet ud til at fade lige så stille ud. Skaberen, Riddenberry, havde aldrig haft interesse i at lave en prequel serie, der tidsmæssigt fandt sted før den oprindelige Star Trek og da Ralph Winter og Harve Bennett foreslog idéen tilbage i 80’erne afviste han det da også. Roddenberry døde i 1991, 70 år gammel, men franchisen var stadig ejet af CBS og Paramount Pictures, der aldrig rigtigt kunne blive enige om hvorvidt en prequel-film skulle finde sted. Konceptet fik dog set sit lys i 2005, da Viacom, der ejede Paramount, brød med CBS og overtalte chefen, Leslie Moonves, til at frasige sig og sælge rettighederne til Star Trek og i 2009 så vi den første reboot af serien med J. J. Abrams ved roret. Fire år senere fik vi Star Trek: Into Darkness og i år, på dets 50-års jubilæum, får vi Star Trek: Beyond. Vi er godt tre år inde i Captain James T. Kirks mission, da USS Enterprise ankommer til rumstationen Yorktown. Her bliver holdet rodet ind i en redningsmission i en nærtliggende nebula, men skibet bliver overfaldet af en sværm af fjendtlige skibe og styrter ned på en ny planet. Holdet skal nu prøve at finde og redde hinanden fra den nye fjende, der truer med at dræbe al liv på Yorktown rumstation. Der har siden den første trailer været en noget bekymret atmosfære angående den tredje film i rækken. Jeg indrømmer gerne jeg var én af dem, der slet ikke kunne lide traileren, der mest af alt mindede om en blanding mellem en musikvideo og en ny Fast & Furious film, men her kan jeg, heldigvis, sige, at traileren bestemt ikke gør filmen ret. Beyond er en sjov, begivenhedsrig og meget flot film, der tager sig selv seriøs og bruger mere tid end før på karaktererne. Som i de to forgående film er Chris Pine og Zachary Quinto fantastiske i rollerne som James T. Kirk og Commandor Spock. De har den rette kemi med hinanden og det er tydeligt deres forhold til hinanden vokser og modnes gennem filmene. Hvor filmen dog afviger fra de to andre er, at denne gang er det ikke så meget de to, der er i centrum for karakteruddybelsen, men i stedet Karl Urban som Doctor McCoy og Simon Pegg som Montgomery Scott. Hvis man har set traileren ved man at førstnævnte af de to og Spock ender i en knibe sammen og deres kemi med hinanden er velskrevet og meget solid. Scott kommer vi også mere ind under huden på og det skaber en bedre dybde og forståelse for de karakterer, der har fulgt med siden 2009. Her får vi også introduceret en ny karakter, Jaylah, spillet af Sofia Boutella, der er blandt de bedste dele af filmen. Hendes karakter er et frisk pust og bringer nyt liv i mange af karakterne omkring hende. Filmen af flot, som man kunne forvente. Den er enkelte gange noget rodet omkring sine kampscener, der ofte gør brug af pludselige lysimpulser og hurtige klip, hvilket kan gøre det ret forvirrende at følge til tider, men når vi får et større billede, enten af skibet, naturen eller basen, så får vi en god fornemmelse af hele strukturen og især af de fjendtlige skibe. Det er dog hverken kampscenerne eller de imponerende scenografiske øjeblikke med den nye planet, der er de vigtigste i Beyond – det er i stedet karaktererne, noget de to forgående godt har kunnet mangle. Karaktererne og deres motivationer, baggrunde og historier er i centrum og det pynter på historien, der ellers kunne falde noget fladt. Vi får heldigvis også en større motivation og begrundelse fra fjenden mod den tredje akt. Han kan i starten virke som den typisk ordinære fjende, man altid støder på, men man finder langsomt ud af, at der er noget dybere i hans historie. Historien er, for mig, filmens svageste led. Uden den nødvendigvis bliver dårlig på noget tidspunkt, så fangede den mig aldrig rigtigt og især i filmens tredje akt foretages der nogle overspringshandlinger for at skubbe historien frem. Afslutningen lider under lidt af det samme som Into Darkness, noget jeg dog ikke vil komme ind på her, men som sagt er det karaktererne og deres interaktioner, der får filmen til at føles frisk og underholdende. Så hvor befinder den tredje film sig i forhold til de to andre? På visse punkter er den klart den bedste: Det er her vi får nye følelser og bedre indblik i Spock, Scott, McCoy, Kirk og mange andre og det er trods alt det filmene har manglet de seneste år. På den anden side falder historien noget fladt, men det skal ikke tage fra, at den er yderst underholdende at se og man keder sig aldrig. Jeg vil nok rangere den mellem Star Trek og Into Darkness og hvis man er fan er serien skal man bestemt ikke undgå at se Beyond – gerne på det store lærred. Til sidst vil jeg blot skrive R.I.P. til Anton Yelchin, der døde i den unge alder af 27. Hans portrættering af Chekov var fantastisk og blandt de bedste i hele serien.
Brødrene Karamazov, Noam Chomsky, Paul Dirac, Wolfgang Pauli, marxisme, religion og M-teorien er blot få af mange forskellige holdninger, litterære værker, personer og livssyn, der bliver taget op i Captain Fantastic. Manden bag filmen er Matt Ross og hvis du ikke har hørt om ham før, så er der ingen bebrejdelse herfra. Han har tidligere stået bag filmen 28 Hotel Rooms, der aldrig fik premiere i Danmark, men nu, fire år senere, er han tilbage med en, allerede nu, langt mere populær film, hvor vi finder Viggo Mortensen i hovedrollen. Instruktøren Matt Ross gav sig selv opgaven for fire år siden, hvor han satte sig for at skrive et manuskript om det at opfostre børn i et moderne samfund, men samtidig stille relevante spørgsmål omkring børn og unge, der vokser op i en verden, de enten ikke passer ind i eller hører til. Det er hverken første eller sidste gang disse emner tages op, men når det handler om film, der prøver at kollidere to diametrale modsætninger, så ender det ofte med at den ene side romantiseres frem for den anden – noget Ross også selv var klar over midt i processen, da han skrev den sammen med Lynette Howell. Viggo Mortensen var blandt de første til at blive castet i rollen som faderen, Ben, og i løbet af de efterfølgende seks måneder fulgte George MacKay, Annalise Basso og resten af de unge skuespillere efter – og man kan i dag kun tage hatten af for Mortensen, da han finder sin absolut bedste rolle i Captain Fantastic. Historiens omdrejningspunkt er faderen Ben, der, sammen med konen Leslie, slår sig ned i skoven for at lære deres børn om at overleve i naturen og klare sig med det Moder natur har givet. Livet er ganske harmonisk og fyldt med glæder, ritualer, træning og fælles læsning, der til tider minder om en meget koncentreret udgave af en spejderlejr, hvor alt elektronisk er konfiskeret og familiens sammenhold er det vigtigste. Harmonien bliver dog brudt, allerede før vi kommer ind i historien, da en tragedie rammer familien og de tvinges til at tage en drastisk beslutning, der kan have store konsekvenser for deres fremtidige liv sammen. Med al den omtale filmen har fået, så er det svært ikke allerede nu at have kendskab til mere af historien og hvad det er familien nu skal tage af beslutninger, men jeg vælger nu alligevel at stoppe med at beskrive filmen her, da den helst skal nydes uden det store kendskab til valgene. Som skrevet tidligere finder vi Viggo Mortensen i hans absolut bedste rolle i karrieren indtil videre. Der er selvfølgelig dem, der vil argumentere at Aragorn fra Lord of the Rings eller Man fra Road er bedre, men jeg mener helt klart at paletten af nuancer og konflikter er større i rollen som Ben end i nogen anden film, han har spillet hovedrollen i. Hans karakter kommer igennem en ganske flot karakterakt, hvor vi i starten ser ham som en bundsolid og til tider hård far, der lærer børnene de vigtigste kundskaber til at klare sig i naturen med minimal hjælp udefra. Børnene har altså aldrig oplevet andet, men på trods af dette forstår Ben stadig vigtigheden af litterær kunst og argumentationens egenskaber. Som filmen og historien skrider frem sprækker skallen dog, da børnene stilles til kendskab med velfærdssamfundet, kærlighed samt social trivsel og måden hvorpå opdragelsen er fundet sted sættes nu under stor lup fra familien i storbyen. Man snakker ofte om hvor gode børneskuespillere i film som disseer, hvor historiens centrale knudepunkt lige så meget er dem som faderen og her kan det kun siges, at jeg ikke kan forestille mig et bedre casting-arbejde. Der er tale om noget af det bedste skuespil jeg har set fra børn i år. Alle får deres tidspunkt til at lyse og især tidspunkterne hvor Ben står overfor at kommunikere den skinbarlige sandhed er rørende, sjove og helt fantastiske. Ganske overraskende er der også en stor mængde humor i filmen, som især børnene leverer i nogle mageløse scener, der næsten kan få tårene til at trille. Det hele består dog ikke i skuespillet, men også i scenografien og musikken, der bliver brugt i den helt rigtige mængde. Scenografien er overraskende flot for en film som denne og der bruges tid til at belyse den barske natur, samt de flotte, rørende øjeblikke i karakterernes øjne og ansigter. Musikken holder sig heldigvis ikke i baggrunden, da den har et ganske flot soundtrack, der består af alt fra sækkepibe til folkemusik og ambiente toner, men Matt Ross forstår heldigvis at selvom man har et godt soundtrack, så betyder det ikke, at det skal bruges hele tiden. Der er få negative ting at sige om filmen og alle befinder sig i filmens tredje akt. Det negative vil jeg dog ikke komme for meget ind på, da det blot spoiler slutningen, men der er tale om enkelte handlinger foretaget af vores hovedpersoner og et pludseligt twist, der dog ikke ødelægger filmen på nogen måde – det kom bare ret hurtigt. Kort sagt, så er Captain Fantastic blandt de bedste film i år. Den er personlig og formår at fortælle en rørende, lille historie blandt superheltekavalkaden, der pt. fylder biograferne og det skal den have stor ros for – især når den gør det til nær perfektion. Med mindre der sker noget voldsomt i efteråret, så er der store chancer for, at denne film får en solid placering i min top 10 liste når året er omme.
Instruktøren Villeneuve blev født i 1967 og er i dag en yderst habil instruktør med flere eminente film på cw’et – heriblandt Prisoners, Nawals Hemmelighed, Sicario og Enemy. Det var dog med Polytechnique han for alvor blev kendt i de amerikanske kredse, da han tacklede skoleskyderiet, der fandt sted d. 6 december 1989. Skyderiet blev begået af den daværende 25-årige mand Gamil Rodrigue Liass Garbi, eller Marc Lépine, født i Montreol, Quebec, men opfostret blandt andet i Costa Rica, Puerto Rico, Canada og flere steder. Barndommen var ikke nem, da han ofte blev udsat for eller var vidne til vold og misbrug af faderen, der flere gange slog både ham og moderen, så der blev efterladt tydelige afmærkninger. Efter skilsmissen blev endeliggjort i 1976 flyttede Gamil, søsteren Nadia og moderen, men efter aftale skulle børnene stadig se faderen, hvor forholdet forblev dårligt. Efter nogle måneder stoppede faderen med at se dem og betale børnepenge. I starten af 80’erne flyttede familien til Saint-Laurent, men over den næste periode på syv år blev forholdet til familien og ham selv samt kvinder generelt dårligere og mere brutalt. Han startede ud med at tage et videnskabskursus på Cégep de Saint-Laurent, men droppede senere hen ud. Arbejde fandt sted på det nærtliggende hospital, hvor moderen også opholdt sig, men hyppige fravalg, dårlig kemi med kolleger og venner samt afslag fra diverse skoler fik psyken til at briste på den unge mand, der blev fyret fra stedet. I 1987 begyndte han at udvise voldelige tendenser mod kvinder, som han anså for værende dominerende og faretruende mod arbejdsmarkedet. Massakren fandt sted få dage inde i december måned 1989, da han anbragte en Ruger Mini-14 semi-automatisk riffel samt ammunition, som han købte i november måned samme år. Det er senere hen blevet tydeligt, at han havde planlagt massakren op til flere måneder forud for begivenheden. Samme morgen som skyderiet fandt sted skrev han et selvmordsbrev, hvori han forklarede sine tanker omkring kvinder, livet og hvorfor han anså det som værende en nødvendighed at udføre planen. Et uddrag fra brevet hentyder også til, at de seneste syv år ingen glæde havde bragt ham: “For seven years life has brought me no joy and being totally blasé, I have decided to put an end to those viragos.” Hans første ofre fandt sted på anden sal, hvor han trådte ind i et klasseværelse, inddelte klassen i mænd og kvinder for derefter at skyde. I alt døde seks ud af ni kvinder i lokalet mens mændene fik ordre på at forlade lokalet inden. Han fortsatte derefter i cafeteriet, korridorer og andre klasselokaler, hvor i alt 14 kvinder blev dræbt, 10 såret og fire mænd bragt på skadestuen inden han tog sit eget liv. Marc Lépine blev begravet på Cimetière Notre-Dame-des-Neiges i Montreol, få blokke fra skolen. Jeg har nu opridset hvad der ledte op til massakren ud fra Lépines synspunkt og det gjorde jeg netop fordi Villineauve flytter fokus fra Lépine til ofrene i Polytechnique. De første minutter starter godt nok ud i den unge mands lejlighed, hvor vi følger hans tanker op til selvmordsbrevet og de indledende følelser op imod massakren, men derefter følger vi hovedsageligt to kvinder, Valérie og Stéphanie mens de udlever deres dag sammen. Der ud over følger vi også en ung mand, Jean-François og det er for det meste de fire mennesker, der er i fokus. Filmen følger timerne op til d. 6 december, massakren på skolen og det voldsomme efterspil det fik på de overlevende. Villeneuve indspillede filmen i sort/hvid, da han ville undgå den røde farve af blod og filmen blev først udgivet med de overlevendes familiers tilladelser. Skuespillet i filmen er så rammende og stærk, som den kan være. Der er minimal med dialog og ofte finder vi lange passager, hvor musikken og ikke mindst udtrykkene styrer progressionen i filmen. Villeneuve skaber derved et meget realistisk nærvær med karaktererne og især kontrasten mellem Valérie og Stéphanie og Lépic er iøjefaldende. I scenerne med Valérie og Stéphanie er tonen positiv, dialogstyret og “normal”, mens scenerne med Lépic stort set kun er styret af hans øjne, de lave toner af musikken i baggrunden og de udfadede samtaler alle har omkring ham. Det er især under massakren man virkelig føler man har brug for at følge personerne – ikke kun på grund af den voldsomme begivenhed, men især grundet deres eminente måde at vise frygt, fortvivlelse og håbløshed i deres blikke. Efterspillet fylder lige så meget som selve skyderiet og det har filmen fået en del kritik for – hvilket jeg overhovedet ikke kan sætte mig ind i. Nogle af de mest rammende og rørende scener finder sted mens vi følger de overlevende: både under og efter skyderiet. Her ser vi hvordan episoden har formet deres liv og hvilke psykiske mén det efterlod. Polytechnique er svær at se og endnu sværere at få fat i, men hvis man nogensinde får chancen, så lad den endelig ikke gå forbi. Filmen er kort, godt 77 minutter, hvor de sidste 10 bliver brugt på at opremse navnene på ofrene. Filmen er voldsom at komme igennem, men én af de mest realistiske film jeg endnu har set inden for emnet og jeg håber den på et tidspunkt finder vej til det danske marked, men efter syv år finder jeg det noget tvivlsomt – desværre.
Okay, inden vi går i gang med anmeldelsen af Independence Day: Resurgence, synes jeg lige vi vil skal lægge grunden for hvilken slags anmeldelse I kan forvente jer ved at se på følgende billede af manden, myten og legenden fra den første film: http://images.hellogiggles.com/uploads/2016/04/15033920/jurass-park-4-world-jeff-goldblum.jpg Med det skubbet af vejen, lad os dykke ned i hvad der lå til grunde for at skabe denne film. Efter 9/11 i 2001 følte manuskriptforfatteren Dave Devlin, at USA og resten af verden havde brug for en efterfølger, hvor Staterne var i centrum mod det onde. Devlins oprindelige manuskript til efterfølgeren gik tabt i 2004, da instruktøren Roland Emmerich ikke følte at den havde en positiv progression af karakterne eller historien. Emmerich vendte dog tilbage i 2009 med fornyet energi og idéer til Universet, der ikke længere blot skulle se en efterfølger, men udvides til en trilogi. Tanken om at udvide Independence Day Universet til en trilogi kan selvfølgelig virke voldsom, men med tanke på hvilke film, der havde gjort det før, så var det en naturlig reaktion på den tankegang, der pt. også er at finde i dag, hvor film ikke længere kan stå alene, men skal udvides og malkes til døde. Den absolut største historie omkring denne film var om Will Smith ville vende tilbage i rollen som Kaptajn Steve Miller, men i 2013 afslørede Emmerich, at han ikke ville være at finde i efterfølgeren. Emmerichs officielle forklaring lå i, at Smith simpelthen var for dyr, men manden selv forklarede, at grundet konflikter med indspilningen af Suicide Squad, så var det ikke muligt at nå begge. Uanset om man tror på den ene forklaring eller den anden, så blev der faldt mange tårer, da historien brød ud. Hvis man har set den første film er man ganske vel klar over, at diverse monumenter og storbyer destrueres og den tidlige plan var, at storbyen Dubai skulle ødelægges via en ganske speciel kraft fra rumskibet og ikke blot destrueres, men lande direkte ovenpå Paris. Denne idé blev dog forladt grundet terrorangrebet på Paris i 2015 og man ændrede derfor byen til en anden storby (jeg ikke vil afsløre her), med forklaringen fra Emmerich selv: “After the attacks, we felt it wasn’t right for the Burj Khalifa crashing on the Eiffel Tower, so we dumped it on the (blank) instead. The (blank people) can take it.” Med alt dette klaret, lad os nu dykke ned i historien af Independence Day: Resurgence. Vi befinder os 20 år ude i fremtiden fra den oprindelige film (så 2016), hvor mennesket har taget ved lære at den fremmede teknologi og opfundet nye våben, diverse rumskjold og meget andet til at bringe menneskets kultur frem. Midt i al det idylliske lurer faren dog, da de selv samme rumvæsner har set sig sure på Jorden og vil høste en ganske bestemt del af planeten og samtidig udslette menneskeracen. Som i alle andre anmeldelser, lad os starte med det positive og derved også gennemgå den hurtigste del af teksten: Jeff Goldblum. Hvad end om man er fan af ham eller ej, så leverer han altid underholdning i de scener han medvirker i. Han spiller den samme lettere excentriske fyr fra første film og det er som om, man altid har kendt ham og har en formodning om hvad han har brugt de seneste 20 år på uden det bliver fortalt. Der ud over finder vi også noget positivt i selve Universet, der er blevet klart udvidet med efterfølgeren og planen om en trilogi. Der er ikke længere kun referencer til Jorden, men også andre steder, der kan have en potentielt central rolle i 3’eren. Man må derfor give dem lidt credit for at turde udvide til andre dele i Rummet og åbne nye døre. Damnit, det var hurtigt – okay, nu til det negative. Alt andet. Lad os starte med karaktererne i filmen. Når man har en film bestående af mere end 10 karakterer, man alle gerne vil introducere og skabe en relevans til, men kun formår at gøre det ved 1, så kan det kun ses som en fiasko – især når denne ene person er en tidligere kendt. Med frafaldet af Will Smiths karakter forsøger man at introducere hans søn, Dylan Hiller, der reelt set ikke kunne være mere to-dimensionel og kedelig. Han har intet at lave i filmen og virker som en typisk, generisk helt, der altid kommer ind i sidste øjeblik og redder dagen. Hans side-kick, spillet af Liam Hemsworth, havde lidt mere at se til, men det gør det ikke nødvendigvis mere positivt. Man fik, ekstremt hurtigt, lidt at vide om hans baggrund, men hele portrætteringen er ordinær og kedelig. Intet er nyt omkring disse karakterer og man føler man kender dem via tonsvis af andre b-film. Der ud over har vi en frygtelig generisk præsident, en typisk General og andre tosser, der alle er skrevet til at levere humor og alvor på samme tid, men falder fladt hver gang. Til sidst er der kun at nævne tilbagekomsten af bl.a. Bill Pullman, Judd Hirsch og Brent Spiner – alle tre, der formår at forøge kvaliteten af filmen, men uden at påvirke historien på samme måde som Jeff Goldblum. Nu til historien og hvordan den er fortalt: Frygtelig – simpelthen frygtelig. De første 30 minutter er irrelevante og dårligt skrevet med lamme one-liners og tåbelige reaktioner på diverse episoder. Det nye rumskib er denne gang større end hele Universet – okay, kun USA, men denne film får virkelig understreget at Freedom 101 er HELE Universet – og man kan ikke lade være med at undre sig over, om det virkelig var nødvendigt. Grunden til den første virkede så godt var, at selvom rumskibene var store, så føltes de aldrig urealistiske. Her får man bare placeret et nyt rumskib større end noget andet og man ser aldrig et billede af hele skibet på en måde, så man forstår dets dimensioner. Slutningen af filmen er, ligesom resten af den, tåbelig og generisk. Man føler ingen frygt for karaktererne i den endelige kampscene og måden den bruger personerne til at forme idéen for 3’eren er nærmest til en razzie-nominering. Jeg kunne sikkert blive ved, men jeg må hellere stoppe min anmeldelse her: Er filmen værd at bruge 100 kr. på og se i biografen? Som kæmpe fan af den første, så gør det næsten ondt at sige, at den ikke engang er værd at leje på VHS. Man kan lige så godt bruge 100 kr. på en bog, læse de første 20 sider, krølle den sammen og derefter bruge som optænding i brændeovnen: I så fald får man da i det mindste en god aften.
Psykologen Patrick J. Carnes satte i 1980’erne en ny form for afhængighed på kortet. Mange var kendt med den klassiske alkoholisme og den noget mørkere trang til stoffer, men da Anonyme Alkoholikere i midten af 70’erne søgte efter en videreførsel af deres 12-trins program til folk, der søgte noget mere tabubelagt vidste Carnes, at en ny afhængighed havde fundet sit lys. Selv i dag kan det virke underligt for nogen, at man kan være afhængig af sex: Jovist, der er glæde ved akten, både før og efter, men hvad sker der når denne glæde formerer sig til trang på samme niveau som alkoholisme og langsomt begynder at tage over ens liv og beslutninger? Det er dette emne instruktøren Steve McQueen forsøger at skildre i filmen Shame fra 2011. I det amerikanske tidsskrift Addiction Today kan man læse at tidlig misbrug i barndommen kan medføre en destruktiv seksualitet, hvor ens egen seksualitet betragtes som skamfuld eller ødelæggende. Det er ikke kun kødet, men selve seksualiteten, der bliver ramt og disse traumer kan medføre en, måske paradoksal, trang til sex: Ikke for at glæde sig selv eller andre, men fordi det er den eneste måde hvorpå traumet kan holdes nede og samtidig slippes fri – en trang, der ikke bare forsvinder, men som har plantet frø i personens kerne. Steve McQueen satte sig selv for alvor på alles læber med den dramatiske fortælling om slavers vilkår i 12 Years a Slave fra 2013, men det var bestemt ikke første gang, han arbejdede med følsomme emner. I 2008 fik han sin instruktørdebut med Hunger, der også havde Michael Fassbender i hovedrollen, og tre år senere kom filmen Shame. Han er i dag især kendt for sine talrige kortfilm, men det er mest af alt hans unikke måde at fortælle om tunge emner på, der virkelig har sat ham på verdenskortet som én af de mest interessante instruktører i dag. I Shame følger vi Brandon, der lever en meget steril tilværelse i New York. Han lever alene i en nærmest tom lejlighed, hvor kun vinylafspilleren og væggen med plader bryder den tomme indretning. En dag kommer, noget uventet, hans søster på besøg og overtaler ham til at kunne blive boende for en stund og sammen skal de nu takle fortidens dæmoner, der ikke blot fylder, men har decideret overtaget deres tilværelser. Det gøres hurtigt klart, at der er noget dybere ved Brandon’s sind end som så. I alle scener virker han fjern, som om hans tanker er et andet sted, og han kan ikke lade være med at følge hans inderste trang til sex og orgasmer. Dagene flyder sammen og selv nætterne er svære at komme igennem uden først at have haft en kvinde ved sin side eller ved onani – både på arbejdet eller i hjemmet. Brandon har ingen venner ud over hans chef, der til tider inviterer ham på singlebar, der, igen, udvikler sig til hurtige sexuelle sessioner, hvor det ikke er selve akten, men lysten, der tilfredsstilles. Hvad Steve McQueen formår at gøre med Brandon’s historie er at visualisere den på en meget subtil måde, men man er aldrig i tvivl om problematikens omfang. Hans handlinger er styret af afhængigheden og denne afhængighed kan ikke tilsidesættes uanset hvad. Søsteren, spillet forrygende af Carey Mulligan, er heller ikke uden ar på sjælen. Hun virker i starten som en mere livsglad type, der, til dels, har styr på hendes liv og ved hvad hun vil, men des længere tid der går med hendes tilstedeværelse des mere bliver man klar over, at hun er lige så mærket som broderen. Hun længes efter kærlighed fra omverden, men kan ikke klare afvisninger og ved ikke hvordan denne kærlighed skal søges. Hun er lige så skadet, men på en mere “klassisk” måde end Brandon, men sammen forstærkes deres problemer – noget ingen af dem havde forventet. Hendes karakter leverer faktisk den mest essentielle linje i hele filmen mod tredje akt, hvor hun i et ihærdigt forsøg på at komme i kontakt med Brandon piller det yderste lag af hvorfor de er så skadet; “Vi er ikke dårlige mennesker, vi kommer blot fra et dårligt sted.”. Dybere kommer vi aldrig på deres fortid, men med Addiction Today’s artikel om fortidens spøgelser er det med stor sandsynlighed traumer fra barndommen, der har skabt deres destruktive adfærd mod sig selv og hinanden. Man kan, måske med rette, frygte at Shame blot er en pornografisk fortælling med en historie. Der skal gøres ingen tvivl om at filmen er meget grafisk – intet bliver overladt til fantasien, men det er også det, der gør den så reel og virkelig. Normalt vil sex-scener blive brugt som et sideløbende kapitel for at videreføre en kærlighedshistorie, men når sådan et kapitel bliver gjort mørkere og strækkes ud til en 100-minutters spillefilm i selskab med Michael Fassbender og instruktøren Steve McQueen ved man, at der ligger noget dybere end som så. Her fortælles ikke blot en historie om sex, men om hvad afhængighed kan gøre ved et menneske. Der er som sådan ikke noget essentielt ved at fortælle historien gennem sexafhængighed frem for alkoholisme, da det er selve afhængigheden, der er monsteret i historien. Hvorfor er denne film så blandt mine absolutte favoritfilm? Tjah, det er svært at sige – måske er det Michael Fassbenders fantastiske præstation, Steve McQueens eminente måde at fortælle historien på eller selve historiens kerne: Der er dog ingen tvivl om at samspillet mellem det hele fortæller om et tabubelagt emne på en måde ikke vist før eller siden. Det er en dyster historie, hvor man aldrig er sikker på hvad fremtiden bringer og den skildrer “afslutningen” for sådan en afhængighed til perfektion. Shame er, for mig, Steve McQueens bedste film til dato og blandt de bedste overhovedet.
Det er måske for meget at sige, at The Conjuring tog verden med storm, men der er ingen tvivl om, at den stadig står som én af de stærkeste gysere i mange år. Alt for mange lavbudget horror-film ser dagens lys og glemmes hurtigt grundet en dårlig historie, ringe scenografi eller for ofte brug af falske jumpscares. De hurtige, billige, jumpscares kan bruges, men hvis det er det eneste en gyser har at gøre brug af, så bliver det for sterilt og ensformigt. Eksempler på disse er film som Annabelle (2014), Ouija (2014) og de seneste installationer af Paranormal Activity-serien – alle gyserfilm, der aldrig formår at tage springet og blive mindeværdige eller gøre det en gyser skal gøre: Forblive ved seeren, så man er nervøs for overhovedet at slukke for fjernsynet. Det er en skam da genren har så meget at tilbyde og ofte efterlader nogle af de mest mindeværdige scener. Klassikere som The Exorcist (1973) og Poltergeist (1982) formåede at gøre dette og man kan argumentere for at den første Paranormal Activity til tider gjorde det samme. The Conjuring bragte noget nyt til en ellers nedadgående genre kvalitets- og historiemæssigt. James Wan instruerede en langsom gyser, der byggede historien op omkring karaktererne i filmen og havde den ene nervepirrende scene efter den anden – uden der altid skete noget. Man havde en usikker fornemmelse for karaktererne og vidste aldrig rigtigt, hvad der skete som det næste. I år får vi efterfølgeren, der skal formå at leve op til dette, men vi kender alle til den famøse forbandelse, der ligger over 2’eren. Der er selvfølgelig eksempler, hvor det går godt, men også alt for mange, hvor resultatet er tåkrummende ringe. Heldigvis befinder The Conjuring 2 sig på den rigtige side af denne linje. Historien finder sted i forstaden Enfield, én af de nordligste bydele i London, i 1977. Endnu en gang følger vi Ed og Lorraine Warren, der skal forsøge at redde en familie bestående af en alenemor og hendes 4 børn fra en grusom paranormal dæmon, der vil gøre familien ondt. Man finder dog ud af, at historien er langt mere personlig end i The Conjuring og Ed og Lorraine betvivler ofte, om de kan eller skal gøre noget. Først til det positive: The Conjuring 2 er blandt de bedst instruerede gyserfilm siden… ja, The Conjuring. James Wan beviser endnu en gang, at han er mesteren i gysergenren og formår at bruge historien og fortællemåden til at opbygge en historie, der ikke blot handler om det overnaturlige, men også det personlige. Ligesom i den første film panorerer kameraet fra side til side flere gange, så vi ikke får det fulde billede og aldrig ved, hvad vi skal forvente, når kameraet vender tilbage til udgangspunktet. Dette skaber en konstant nervøs stemning, der er betydelig mere effektiv end normal brug af billedet. Kameraføringen føles “professionel” – noget genren ofte glemmer, da man næsten kun gør brug af jumpscares og derved gør filmens følelse og atmosfære “billig”. Der ud over gør filmen, igen, godt brug af de matte farver, hvor der ofte er én eller to farver, der skiller sig ud i hver scene – det er en stærk måde at suge seeren ind i filmen og er noget The Babadook (2014) også gjorde med pragtfuldt resultat. Hver eneste scene har en realisme over sig man ofte kun ser i indie-film, der lever på det, men det gør historien mere dragende og nær. Man skal selvfølgelig ikke glemme Patrick Wilson og Vera Farmiga, der spiller ægteparret Ed og Lorraine Warren. De har en fantastisk kemi og man køber hver eneste replik og scene de er i. De lever sig ind i rollerne og formår at forhøje kvaliteten af filmen og historien og især de følelser ægteparret bærer rundt på. Madison Wolfe, der spiller pigen Janet Hodgson skal helt klart også nævnes her. Hun gør alt det Patrick og Vera formår at gøre i hver eneste scene og til tider stjæler hun ligefrem billedet over de andre. Der er reelt set ikke nogen, der leverer et dårligt stykke skuespil – noget der er lidt af en sjældenhed inden for gysere. En ting genren på det seneste har glemt er at fortælle en god, solid historie, hvor man genkender beslutninger taget af karaktererne i filmen og ikke nødvendigvis sprøjter én i hovedet med billige jumpscares. Dette har James Wan og resten af holdet formået at gøre op mod i The Conjuring serien. Historien bygger hele tiden mere og mere på op mod klimaks og de jumpscares, der nu engang er, er “ægte” – der er ingen kat, der pludselig farer ind i billedet eller genstande, der falder ned uden grund. Der er i stedet en grund til hver eneste uhyggelige scene i filmen og det gør serien speciel i en tid, hvor gysere har glemt, hvad der gør et godt gys. Hvis man skal nævne noget negativt er det, at The Conjuring 2 er lidt mere et “safe-bet” i forhold til den første, der tog lidt flere chancer. The Conjuring genskabte genren og 2’eren gør meget af det samme, men når det nu engang virker så godt, som det gør, så vil det også være dumt at lave om på for meget. Om The Conjuring 2 er bedre end den første er svær at sige. Der er mere historie og man kommer mere ind på Warren-ægteparret og de “spøgelser”, de selv går rundt med – den formår dog ikke at skille sig så meget ud, som den første gjorde i 2013, men det har heller aldrig været meningen. Hvis man er fan af genren, men føler den over de seneste par årtier kun har gået ned af bakke, så skylder man sig selv at se The Conjuring – begge to. De er et frisk pust, der vender meget hos den moderne gyserfortælling på hovedet og leverer et pragtfuldt resultat – og der er heldigvis mange historier endnu, der kan fortælles.
Duncan Jones har tidligere stået bag nogle ganske formidable film. I 2011 afprøvede han og Jake Gyllenhaal tidrejser i Source Code og to år tidligere var han og Sam Rockwell på Månen i én af de bedste Sci-Fi film, Moon. Der var derfor store forventninger til hans filmatisering af Warcraft, men også enkelte, der var nervøse. Det dyrreste budget til en film, han hidtil havde arbejdet med var 30 mio. dollars for Source Code og med Moon på 5 mio. dollars skulle han nu for første gang levere en blockbuster-film med et budget liggende på godt 160 mio. dollars. Duncan Jones er blot én af flere, der har bevæget sig fra Indie-verdenen til det store blockbuster-marked og det er ikke alle, der har haft lige stor succes. World of Warcraft er blandt de absolut mest populære spil nogensinde. Spillet ligger i dag på godt 5 mio. aktive brugere, har tidligere været oppe på næsten 12.5 mio og med en udgivelsesdato tilbage i 2004 er det også ét af de ældste, mest aktive spil. Jeg indrømmer gerne: Jeg har aldrig nogensinde spillet World of Warcraft – mit første minde med Warcraft-universet var tilbage i 1996, da Warcraft II: Tides of Darkness blev udgivet. 6 år senere udkom Warcraft III: Reign of Chaos, men efter dette – og mange spiltimer senere – mistede jeg interessen og vendte ikke tilbage. Den såkaldte “nye” MMORPG verden blev jeg aldrig en del af og jeg gik derfor ind til filmen uden at vide meget om figurerne, karaktererne eller hvor tæt op af Universet den egentlig ligger. Der er dog sandt at sige mange andre, der ikke har samme ulempe som jeg, er fan af Universet og har store forventninger til filmen, der indtil videre virkelig har delt vandene blandt anmeldere og fans. Historien er sådan set ganske simpel og indeholder næsten ingen fremmedord: Orkernes verden, Draenor, er døende og orkerne har fået en “leder” i form af Gul’dan, der har fundet et nyt hjem for dem – Azeroth, menneskenes verden. Gul’dan skal dog bruge en speciel magi, Fel, for at åbne portalen ind til menneskenes verden og denne magi forstærkes af levende sjæle i form af Draenei. Blandt disse orker finder vi Durotan, leder af Frostwolf klanen, hans mage Draka og ven Orgrim Doomhammer, der ikke finder tryghed i Gul’dans magi. I Azaroth følger vi kommandør Anduin Lothar og den unge magiker Khadgar, der sammen skal advare kongen, Llane Wrynn, og Vogteren Medivh om den såkaldte Fel magi og Gul’dans metoder samt orkernes fremgang. Og nåh ja, alt dette sker i løbet af de første 20 minutter. Der er bestemt ganske positive ting at sige om filmen – den og fremtidige installationer har kæmpe potentiale grundet den enorme verden. Der er mange steder i filmen, man kun befinder sig ved i blot et minut, men med mulighed for udvidelse og det skal Duncan Jones have stor ros for. Han formår at åbne Universet og gøre det tilgængeligt for de næste, der skal tage over. Det visuelle er som man forventer af en film i denne størrelse og i dette Univers. Man er fra første scene suget ind i verdenen og grundet de fantastiske visuelle effekter glemmer man helt at stort set hele filmen er computeranimeret. Orkerne ser fantastiske ud og det er kun ganske få gange dybdeforskellene i filmen bliver et problem og tager en ud af scenen. Det visuelle fremtones også markant i kampscenerne, hvor man virkelig indser hvor store og frygtindgydende orkerne er i forhold til menneskene. Ofte er det blot ét enkelt slag, der skal til, og menneskene bliver derfor nødt til at bekæmpe dem med snilde. Alt dette skulle gerne sikre et sjovt eventyr med masser af lækre scener og efterlade en sulten for de næste film, men der er bestemt også en række negative aspekter ved filmen, der desværre opvejer det positive. For det første er der skuespillet: Stort set alle karakterer i filmen virker 2-dimensionelle og siger alle replikker på samme måde – uanset hvilken situation de er i. Der er stort set kun Ben Schnetzer, Khadgar, og Travis Fimmel, Lothar, der, fra menneskenes side, leverer fornuftige præstationer, dog uden at prange og når man i dette Univers forsøger at skildre menneskenes verden gå under grundet en ny fjende, så er det en skam, at ingen af de andre i filmen formår at bibringe et ekstra lag, der gør, at man er emotionelt tilknyttet til dem. Ofte bliver der leveret en meget hurtig baggrundshistorie, der ikke passer ind i scenen eller en forceret kærlighedshistorie, der kun er der for at skabe noget konflikt til den næste film. Orkerne gør det faktisk ganske godt og jeg ville langt hellere følge deres historie end menneskets. For det andet er der tempoet: Filmen tager sig aldrig tid til at forklare, hverken visuelt eller oralt, hvordan tingene har set ud eller vil udforme sig. Jeg er ganske godt klar over, at filmen er lavet til fans af Universet og de får bestemt mere ud af det end jeg, men filmen lider af mange af de samme fejl som Batman v. Superman: Underlige klip og skift i tone, der ikke passer ind. Tempoet er alt for højt og det lider historien af, da man forsøger at inddrage så meget som muligt i en 2-timers film og dette påvirker personkarakteristikken – man føler sig aldrig tilknyttet til karakterne, da de ingen “historie” har. På trods af alt dette skal man selvfølgelig gå ind til filmen, hvis man er fan af Universet eller savner et tempofyldt eventyr. Jeg tror næppe jeg kommer til at se den igen, men for fans derude, der indtil videre elsker filmen, så er denne første installation et must. For mig var der bare for mange negative ting ved filmen, men der er bestemt også positive ting at sige: Det visuelle er fantastisk, universet er stort og fyldt med muligheder og der er rig lejlighed til at skabe en interessant baggrundshistorie for karaktererne. Måske er denne slags film bare ikke for mig, da jeg savner mere dybde i karaktererne og et langsommere tempo (Her snakker jeg ikke nødvendigvis Ringenes Herre-tempo), der tager sig tid til at forklare tingene ordentligt. Det store spørgsmål er jo så: Kan jeg anbefale filmen – hvis du er fan er spilserien og kender til World of Warcraft, helt klart. Så får man det sjovt med filmen, hvilket er fantastisk. Hvis man er mere tilbøjelig til et langsommere tempo-fyldt eventyr, så vil jeg nok vente til filmen kan lejes digitalt.
Når jeg kigger på min samling af film og prøver at lave en liste over de 10 bedste, så er det reelt set ikke så svært – ej heller hvis jeg inkluderer de, jeg endnu ikke har købt. Det bliver først langt sværere, hvis jeg sætter mig for at sætte dem i orden. Det kan tage mange dage for overhovedet at låse en enkelt plads fast – og hvem ved om låsen går i stykker – men én film er jeg dog altid sikker på, hvor den skal lande. Idi i Smotri får ikke blot en placering i top 10, men bliver kronet som kongen over alle film og lander på min personlige førsteplads. Man skulle derfor tro, jeg har set den mange gange. Jeg har trods alt set film som The Dark Knight, The Empire Strikes Back, Forrest Gump, The Green Mile mere end 10 gange, men det er dog ikke tilfældet her. Idi i Smotri er den eneste film, jeg altid forsøger at udsætte og finde undskyldninger for netop ikke at se – hvilket har resulteret i, at filmen kun er set 2 gange… i alt. “Men hey, hvorfor er den så din nummer 1?” spørger du måske dig selv om, hvilket er helt fair; Det lyder da også åndssvagt, men jeg vil i denne analyse og anmeldelse prøve at forklare hvorfor dette er den film, jeg elsker mere end nogen anden, men også helst vil undgå. Elem Klimov er ikke nogen kendt instruktør i den vestlige verden, hvilket er forståeligt nok, da han reelt set kun har stået bag 4 spillefilm. Hans mest kendte er dog Idi i Smotri, der fangede verden i et jerngreb da den første gang fik premiere i midten af 80’erne. Klimov oplevede selv 2. verdenskrig og oplevede destruktionen af Stalingrad på tætteste hold, da han i en træbåd flød, sammen med hans mor, ned af floden omringet af et flammehav og bygninger i ruiner. Han beskriver sig selv som nysgerrig af natur og prøvede så vidt muligt at opleve det bombardement, der slog hans fader ihjel, da han kæmpede for byen. Disse stærke minder brændte sig fast i hans hukommelse og han ville siden da forsøge at kommunikere hvad han og resten af den russiske befolkning oplevede under krigen. Målet var dog ikke at kategorisere alle tyskere som onde eller skyld i krigen, men i stedet gøre temaet mere generelt og fortælle en historie om en persons uskyld, der bliver flået fra ham i krig – uanset hvilken én af slagsen. I filmen følger vi den unge, godtroende og smule naive Florya, der, efter at have fundet et tysk gevær i sandet, beslutter sig for at melde sig til den russiske modstandsbevægelse mod de tyske soldater, der langsomt er ved at fortære området. Man ser ham i starten af filmen som en glad, ung dreng, ikke mere end 16 år – som i virkeligheden – der vil gøre en forskel. Han kender hverken til hvad det vil sige at melde sig til modstandsbevægelsen eller hvad krig gør ved én. Det er som sådan en meget smuk start på hans historie, da man ser ham som en livsglad sjæl, der blot vil gøre en forskel, da det er det han føler er det eneste rigtige. De nære omgivelser er ikke nødvendigvis enige og prøver da også at snakke ham fra det, men der er ingen tvivl om, at det er et mål han har sat sig. Kort tid efter at have meldt sig til og samlet op af den russiske modstandsbevægelse møder han deres gruppe. Gruppen består af unge såvel som gamle mænd, der lever et forholdsvis usselt liv i skoven og gør hvad de kan for at overleve. En episode her gør at han for første gang oplever krigens grimme ansigt og han befinder sig pludselig kun sammen med en ung, mystisk pige ved navn Glasha. Sammen vil de nu finde tilbage til byen Florya kom fra, men rejsen bliver hverken nem eller behagelig og vi ser langsomt drengens unge uskyld og sind forsvinde fra ham. Filmen er rent historiemæssigt delt ind i 2. Første del af filmen er set som udefrakommende, hvor vi befinder os udenfor Florya’s univers. Vi ser ting han som person ikke oplever og på denne måde ældes vi sammen med en karakter, der ikke ved hvordan verden ser ud omkring ham. Han oplever som sådan ikke de forfærdelige ting, da han altid har blikket et andet sted eller fokus mod horisonten. Hvis dette ikke er udført til perfektion vil det hurtigt føles falsk og prætentiøst, men her viser Elem Klimov virkelig, at det er en fortælling, der betyder noget for ham. Hvert eneste billede og sekvens er smukt udført og aldrig føles det påklistret. Det hele føles naturligt og især skildringen af Florya er helt eminent, da han på dette tidspunkt stadig er en “uskyldig” person, der reelt set ikke har oplevet krigens rædsler på første hånd. Der er i første del især én bestemt episode, der får store konsekvenser for Florya’s væremåde og fremtidige tilstand. Det er ikke noget han selv oplever, men noget vi ser sammen med Glasha og føler for. Anden del er derimod den der for alvor slår sømmet fast i kisten og forvandler vores hovedperson fra en livsglad sjæl til en tom skal af et menneske. Jeg vil ikke komme for meget ind på hvad der sker, da det vil ødelægge hele fortællingen, men i denne del oplever Florya på nærmeste hånd krigens sande ansigt og hvad det vil sige at ødelægge menneskers sjæl. Aldrig før har han oplevet djævelen, men her fornemmer han ikke blot dæmonerne, men fortæres i stedet af ilden og omsluttes af den. Han ser djævelens ansigt helt tæt på og det skræmmer ikke blot ham, men også seeren mere end noget andet. Når en film læner sig så meget op af historiefortælling og scenografi behøver den ikke nødvendigvis et score og det har Elem Klimov da også vidst. Han valgte bevidst ikke at lave et score eller bruge et i forvejen eksisterende soundtrack, da det ville ødelægge filmens egentlige fortællemåde. I stedet valgte han at inddrage meget dybe toner, der til tider minder om filmen Koyaanisqatsi fra 1982. Filmen er i dag omtalt som én af de bedste krigsfilm, der nogensinde er lavet og når man ser den forstår man hurtigt hvorfor. Autenciteten er komplet og hvert eneste øjeblik i filmen føles som en lille historie. Der er aldrig en tom scene i filmen, der ikke på én eller anden måde skubber historien frem. Dette kan også opleves i farverne, der bliver brugt. I første halvdel finder vi både grønne skove, regnbuer og varme nuancer, hvor vi i slutningen finder os omringet af grå toner, der aldrig giver et hint om håb. Meget kan siges som scenografien og historien, men intet af dette ville være fuldført, hvis det ikke var for Aleksey Kravchenko og Olga Mironova, der spiller de to hovedroller i filmen. Hvis denne film blev lavet i dag ville det være den største skandale, hvis de ikke fik en Oscar og især Aleksey viser sig som om muligt den bedste børneskuespiller, der nogensinde har været. Hans portrættering af en ung dreng, der forsvinder hen til ingenting er noget af det mest naturtro, der nogensinde har været bragt på det store lærrede. Jeg vil umuligt kunne skrive ned hvorfor denne film er min ynglingsfilm. De fleste vil højest sandsynlig aldrig se den, da den hverken er særlig kendt eller behagelig at se. Den er ikke blot blandt de mest brutale film, men får den absolutte førsteplads. Der er scener i filmen man for evigt vil huske og især afslutningen, hvor vi for alvor ser historiens sande ansigt får vi indblik i vores hovedperson på en måde ingen film har gjort siden. Det her er en film, der ikke er bange for at fortælle krig som den virkelig er og hvad den gør ved folk, der er for unge til at forstå den. Vi kender alle film som Saving Private Ryan, Schindler’s Liste og Apocalypse Now, men hvor de har en meget vestlig måde at fortælle krig på har de alle én ting tilfælles: De efterlader os med en smule håb om en bedre fremtid – Idi i Smotri er anderledes og når I ser den vil I forstå hvorfor. Filmen er et mesterværk i fortællingen om destruktion af personers sjæl og sind og det er netop også derfor denne film aldrig vil nå det brede publikum – filmen er simpelthen for hård, selv for mange af dem, der har set de førnævnte film. Jeg vil til sidst blot efterlade jer en lille passage fra King James versionen af Bibelen som instruktøren Elem Klimov selv brugte til at fortælle om filmen: “And I looked, and behold a pale horse: and his name that sat on him was Death, and Hell followed with him. And power was given unto them over the fouth part of the earth, to kill with sword, and with hunger, and with death and with the beasts of the earth.”
Som nogle af jer nok ved, så har filmen fået en r-rating, så vi kan forvente en masse vold og spændende muligheder - jeg håber blot det ikke bliver et "smålig" r-rating, hvor filmen kun lige skraber overfladen. Der ud over finder den sted i fremtiden og påtager sig en western-tone.
Der er landet et sæt nye billeder fra filmen, de kan ses her: http://heroichollywood.com/images-michael-fassbender-assassins-creed-emerge/
Jeg fik filmen at se, som den eneste i salen, på premieredatoen, men jeg glemte, desværre, at skrive hvad jeg synes om den! Denis Villeneuve har en ikke mindre end fantastisk historik, når det handler om film, der afspejler virkelighedens grumme ansigt – hvad end om det omhandler narkosager, menneskesmugling eller kidnapning. Han satte for alvor sig selv på kortet i 2010 med Nawals Hemmelighed. I 2013 instruerede han den bedste thriller i mange år med Prisoners og året efter udkom Enemy, der begge havde Jake Gyllenhaal som hovedrolleindehaver. Sidste år formåede han ikke blot at levere den bedste thriller, men én af de bedste film, der kunne ses på det store lærrede i 2015. Sicario er ikke blot utrolig velspillet, men giver et endnu uset realistisk syn på narkosmuglingen i Mexico og stiller på ny spørgsmålet om midlet helliger målet. Kate Macer er en idealistisk FBI agent, der bliver sendt til Mexico for at udrydde én af de største og farligste magtfaktorer i området – en mand ved navn Fausto Alarcon, der ikke blot står for narko, men også menneskesmugling. Hun bliver ledsaget af et hold specialister og finder sig pludselig i baggrunden af et større komplot, da lejemorderen Alejandro, spillet af Benicio Del Toro, melder sig på banen. Hendes etiske grænser bliver ikke blot flyttet, men nedbrudt, mens hun befinder sig i et gudsforladt område, hvor loven ikke gælder. Alt dette leder op til en finale, hvor hun ikke længere kan genkende sig selv eller sine medmennesker og hun mister langsomt kontrollen over de ting, der ellers skulle gøre sig gældende i det moderne, vestlige samfund. Sicario er, som sagt, utrolig velspillet, men det er ikke det, man husker, når man går fra filmen. Det er i stedet den utrolig dystre og voldsomme stemning, der siver ud af hver eneste scene. Den eneste anden instruktør, der kan give mig samme indtryk, er David Fincher med Se7en; En særdeles dyster film, der dog har sine lyse øjeblikke. Den eneste forskel her er, at Sicario ingen lyse øjeblikke har – dette er den mest dystre film, jeg har set i mange år, netop grundet fraværet af de ellers sjove og lette øjeblikke, man normalt kan finde i sådanne film. Det er selvfølgelig også dette, der kan virke som den største skræmmefaktor for folk, der skal se denne film. Hvis man ikke er beredt på det, så vil denne film virke for voldsom for nogle, hvilket er fuldt forståeligt. Opbygningen af de tre akter kan også virke for tydelige, hvis man ikke er vant til sådanne thrillere. Vi har den barske introduktion og den actionfyldte afslutning, men ind i mellem styres den af ren dialog, der hverken er irrelevant eller kedelig – man skal blot være forberedt på det. Hvis der er to ting, som Sicario udfører til perfektion, ud over at levere en voldsom, dyster og realistisk tone, så er det billede- og lydsiden. Roger Deakins, der blandt andet har skudt scenerne til The Shawshank Redemption, Skyfall og No Country for Old Men, leverer en pragtpræstation med denne film, hvor hver scene er nøje udvalgt og som taget ud fra en moderne udgave af Se7en. Alt dette forstærkes af Jóhann Jóhannsson’s utrolige score, der løfter filmen til et nyt niveau. Sicario er, kort sagt, én af mine absolutte ynglingsfilm fra 2015. Denis Villeneuve beviser endnu en gang, at han er en mester i thriller-genren og kan fortælle en utrolig historie, hvor der sættes spørgsmålstegn til, om den eneste måde at slå “monstrene” på er, at sænke sig til deres metoder med vold og tortur og om disse metoder helliger målet.
Mark Millars originale tegneserie fra 2006 om Captain America og Iron Man, der kæmpede imod hinanden har i dag nærmest fået legendestatus. Det er uden tvivl Marvel’s mest populære tegneserie-stribe og med god grund. Både Iron Man og Captain America har været omkring i mange år (IM: 1963, CA: 1941) og når man så blander deres ubestridt mest ikoniske karakter i form af Spider-Man med i puljen, kan man næsten ikke undgå en pengemagnet. Alt dette er dog ikke garanti for succes. Tidligere i år fik vi en anden superhelte-film med to af de mest velkendte og elskede tegneseriefigurer og hvad end man tænkte om filmen, så blev det aldrig den succes Warner Bros. Pictures sigtede efter. Denne gang vender vi dog blikket mod Marvel, der med Russo-brødrene producerede Marvel’s hidtil bedste film: Captain America: The Winter Soldier fra 2014. Samme år blev det offentliggjort at Russo-brødrene også stod for den tredje Captain America film og mange havde derfor, med rette, store forventninger til den kommende installation, der ikke kun skulle leve op til Civil War-tegneserien, men også fungere som en naturlig kontinuation af Winter Soldier og Age of Ulton, der introducerede nye karakterer i form af Scarlett Witch og Vision. Man kan kort sagt sige at Russo-brødrene havde deres at se til! --- Disse tanker vil indeholde spoilers fra tidligere Marvel film, så hvis du ikke har set dem, vil jeg fraråde at læse videre. --- Historien finder sted i flere lokaliteter rundt omkring i verden, men med størstedel af fortællingen i USA. Grundet de enorme ødelæggelser fra The Avengers, Captain America: The Winter Soldier og Avengers: Age of Ultron står heltene nu overfor en anden form for modstand: folkets. De mange ødelæggelser har medbragt store mængder af civile tab og det kan verden ikke længere tolerere. FN giver derfor Avengers et valg: Skriv under på en konvention, der fratager holdets valg til at gøre hvad de vil, når de vil eller træde tilbage. På den ene side finder vi Iron Man og på den anden Captain America. Ud over denne historie har vi også en videreudvikling af Bucky Barnes, Captain America’s barndomsven, der er på flugt og Black Panther, der med hans egne begrundelser indblandes i striden. Jeg kan lige så godt skrive det som det er: Civil War er Marvels indtil videre bedste film – både hvad angår historien og kvaliteten af den. Hvad Russo-brødrene formår at gøre så godt er at balancere drama med historie og action. Det ville være nemt at iklæde heltene handskerne med det samme og give os et action-orgie uden ende, men det ville blot føre til action-træthed, hvor det bare bliver for meget. I stedet får vi en film, der i den første lange del af spilletiden skaber og udvikler stridighederne holdene imellem. Både Captain America og Iron Man har ret i det de siger og der er ingen decideret “rigtig” sti at tage, hvilket gør denne film yderst medrivende. Man skal dog ikke tage fejl: Civil War er en Captain America film. Man kan sige hvad man vil, men den fungerer både som et springbræt fra The Winter Soldier, men også som en Avengers 2.5, hvor Captain America er i fokus med hans mål om at finde Bucky Barnes og gøre det, han anser som rigtigt. Russo-brødrene og holdet bag skaber den perfekte balance mellem alle karakterer. Hvad end om man er fan af Ant-Man, Scarlett Witch, Hawkeye eller en hel fjerde, så får de hver deres moment. Og her skal man selvfølgelig heller ikke glemme hverken Black Panther eller Spider-Man, som er den bedste version af Spider-Man, vi nogensinde har fået. Black Panther er fantastisk og Chadwick Boseman spiller ham strålende. Man fornemmer hans motivation og forstår hans valg hele vejen igennem, men hvad der gør denne film helt speciel er introduktionen af Spider-Man. Marvel og Russo-brødrene stod overfor den svære situation at gøre Spider-Man relevant for den store historie og samtidig sørge for ikke at kede os med en karakter, vi har set på det store lærrede et utal af gange de seneste år og de gjorde det til perfektion. Et sted Marvel altid har haft problemer er deres skurke. Deres klart bedste fjende har indtil videre været Loki fra 2012-filmen The Avengers og siden da har de haft problemer med at gøre fjenderne helt så skræmmende og relevante. I Civil War får vi dog sparket denne kedelige tendens i den rigtige retning. I baggrunden af alt dette har vi en fjende, der spiller med heltene på den helt rigtige måde og hans tilstedeværelse føles relevant. Man kan selvfølgelig spørge sig selv om hvor vidt han overhovedet er nødvendig i denne film, men det formåede Russo-brødrene alligevel at gøre. Dermed ikke sagt filmen er perfekt – ingen film er, men hvis jeg skulle nævne dem her ville det blot være at spoile filmen og virkelig rode rundt i detaljerne, for fejlene er små og nærmest irrelevante. Captain America: Civil War er Marvels hidtil mest modne fortælling om superheltene, der denne gang ikke står overfor en galaktisk fjende, men i stedet hinanden. Vi får alles styrker at se og selvom vi har et par stykker, der velsagtens blot kunne ende kampen med det samme i form af Scarlett Witch og Vision, så formår de alligevel at balancere alle kampscener, så det altid føles lige. Spider-Man og Black Panther er fantastiske, Captain America og Iron Man har aldrig været mere brutale og resten af holdet gør det solidt. Der huser i øjeblikket en krig mellem Marvel og DC, ikke så meget filmene imellem, men de mange fans; Ifølge Internettet er det stort set ikke muligt at kunne lide begge dele og jeg indrømmer gerne jeg ikke var fan af Batman v Superman, men er helt oppe at ringe for Civil War, for nogle gange må man også bare erkende når man ser en film, der er så fantastisk som denne og gør stort set alt rigtigt.
Først og fremmest, skal der skrives lidt om Neel Sethi, der spiller Mowgli. Drengen gør et fantastisk stykke arbejde og virker mere overbevisende end mange voksenskuespillere i samme situation. Det er blot ganske få gange man oplever ham ikke helt fokusere de rigtige steder i forhold til dyrenes positioner, men det skal ikke tage fra ham, at han leverer en fænomenal præstation, der ikke blot indebærer det at reagerer overfor computeranimerede dyr, men også at vise de sande følelser på de rigtige tidspunkter. Det er også værd at tage med, at det er hans første rolle nogensinde og man kan ikke blive andet end forundret over hans tilgang. The Jungle Book er tætpakket med fantastiske skuespillere, der alle leverer stemmer til de forskellige dyr og det kan være svært, hvis ikke umuligt, at udpege den bedste. Bill Murray som Baloo var udøvet til perfektion og hans naturlige humor passer karakteren fuldt ud. Bagheera bliver “portrætteret” af Ben Kingsley, der, som altid, leverer en solid og imponerende indsats. Han er én af de skuespillere, der kan være med i en elendig film, men forhøje kvaliteten af hans scener. Dette er heldigvis ikke tilfældet her, da The Jungle Book er blandt de bedste i år indtil videre. I rollen som Shere Khan har vi Idris Elba og aldrig har Shere Khan virket mere skræmmende. Hvis man synes han var en led karakter i den oprindelige film, så vent blot til du ser denne udgave: Dette er ikke en Shere Khan for mindre børn, men i stedet en voldsom, blodig og kampklar udgave, der er villig til at gøre alt for at fange og dræbe Mowgli. Idris Elba kort sagt stjæler samtlige scener han er med i og al fokus er på hans karakter, når han langsomt bevæger sig hen over græssletten. Der er meget få negative ting at sige om filmen. En af disse har vi allerede været inde på, men den største er brugen af Kaa – Scarlett Johansson er fantastisk i rollen og det at de har valgt en kvindelig udgave generer mig ikke på noget tidspunkt. Det er i stedet den pludselige, og meget korte scene, hun er med i. Kaa er en mystisk karakter, der i denne film er blandt de mest fascinerende, men scenen er hurtigt overstået og føles meget pludselig. Scenen er relevant for filmens progression, men kunne være brugt bedre. Dermed ikke sagt, at scenen er dårlig – den er præcis lige så flot og imponerende som alt andet i filmen. Man skal ikke gå ind til The Jungle Book og blot forvente en moderne genfortælling. Jon Favreau har, med rette, valgt en mere voksen og mørk udgave, hvor vi ser karaktererne være i langt større fare end de nogensinde var i 1967-udgaven. Dette påvirker også, at man ikke skal gå ind og se filmen med de yngste – der er en grund til filmen har en PG-rating, da enkelte scener er voldsomme og til tider skræmmende. Der er flere scener, der hylder andre Disney film som Løvernes Konge og Bambi, men også film som Goodfellas og Apocalypse Now er der draget inspiration fra, hvilket er medvirkende til en interessant og ekstremt underholdende film, der har fine chancer for at ende i min top-10 liste når året er omme.
Der findes allered en langt bedre og mere veludført kamp mellem Batman og Superman og den hedder Batman: The Dark Knight Returns Part II. Batman v Superman er flot at se på og har nogle imponerende kampscener, men er alt i alt blot en omgang rodet spaghetti bolognese, hvor kødsovsen ser fin ud, men dækker for det brændte pasta nedenunder. Historien er tynd og fyldt med dovne undskyldninger, der aldrig får nogen vægt på sig. Klipningen og springene fra scene til scene er voldsom forstyrrende og tjener ikke noget egentlig formål. På trods af alt dette: Er man fan af Batman og/eller Superman synes jeg man skal se den – i det mindste blot for actionscenerne og er man interesseret i det fremtidige DC univers vil det være en god idé at følge godt med, da der er utrolig mange karakterer i filmen. Filmen er lidt over 2:30 timer lang, så sørg for popcorn og den store cola.
Anomalisa er bestemt ikke en animationsfilm for børn. Den har en dyb historie, der siger mere om mennesker end mange spillefilm i dag og det skal den have stor ros og anerkendelse for. Den er bestemt ikke en film for alle, da det er en ganske atypisk vestlig fortællemåde, der styres af dialogen og karakternes reaktioner overfor hinanden. Jeg er slet ikke i tvivl om at den vil ende på min top 10 liste til sidst på året, men jeg bliver nødt til at se den igen for at kunne sige mere om hvor.
Der er ingen tvivl om, at Sauls Søn nok skal løbe med oscaren i år, men spørgsmålet er jo selvfølgelig, om det blot er pga. emnet den tager op eller om der er andet i det. Sauls Søn er ikke nogen nem film at se - på flere parametre. For det første er hele filmen skudt med en 40 mm linse, hvilket giver en helt speciel dybdefølelse. Der ud over følger kameraet i 90% af filmens spilletid vores hovedperson (og det endda næsten udelukkende som close-up). Dét blandet med en meget sløret baggrund og kvadreret ramme giver filmen et yderst specielt udtryk, hvor vi stort set kun ser/hører/fornemmer det vores hovedperson ser. Hvis man ikke kan omstille sig til dette i løbet af de 107 minutter, så vil det helt bestemt være en rodet film, der er svær at følge med i. Historien var egentlig ikke så fængende igen, som jeg havde håbet på. Der er reelt set to historier i filmen; den ene om Saul, der skal finde en rabbi, så han kan begrave den dreng, han mener er sin søn. Det anden sker omkring ham og filmen kommer sjældent i dybden med denne, men handler om et muligt flugtforsøg fra lejren. Jeg ender ikke højere end fire, da historien ikke helt gjorde det for mig, men den kommer dog så højt, da det er en ganske unik film, der helt bevidst er skudt og instrueret på denne måde og derved skaber en meget personlig skildring af Saul.
Deadpool er Marvel’s indtil videre sjoveste og mest grotæske film – men på den gode måde. Hvis man er til sort humor krydret med bandeord, blod og gøjl, så er filmen bestemt noget for dig. Hvor jeg vil rangere den i forhold til andre Marvel film er svært at sige, da jeg personligt er mere til thriller genren, som kunne opleves i Captain America: Winter Soldier, men der er ingen tvivl om, at Deadpool er ekstremt underholdende og rammer stort set alt rigtigt.
Der er ingen tvivl om at filmen er utrolig flot skudt og der er skarpe kontraster mellem det sterile indre og den flotte natur. Paolo Sorrentino's ret unikke måde at instruere på falder derfor i fin snor med ovenstående scenografi. Desværre fangede historien mig ikke helt så meget, som jeg ellers gerne ville have at den skulle. Både Michael Caine, Harvey Keitel og Rachel Weisz leverer flot skuespil, som altid, men den noget sløve progression i historien blev desværre lidt for sløvt. Der er fin humor og især scenerne mellem Caine og Keitel er fantastiske. Jeg vil tro den helst skal opleves i en mindre biograf som Øst fra Paradis for at få det bedst mulige udbytte.
Det er arthouse når det er bedst og aldrig har en film om overlevelse været flottere. Der er bestemt også voldsomme scener, hvor man næsten har lyst til at kigge væk, men Iñarritu’s unikke stil fastholder ens blik. Man skal dog huske på, at med en spilletid på 156 minutter skal man købe den store cola og muligvis en omgang snacks, men man kommer aldrig til at kede sig. The Revenant er som skabt til det store lærrede og er en tidlig contender til at være årets bedste film for mig.
Man skal være indstillet på, at dialogen er det vigtigste for denne film og denne dialog er med til at skabe et nyt billede af Steve Jobs, der ikke blot bliver vist som et modbydeligt, koldt menneske uden omtanke, men i stedet som en person skabt af hans fortid og kultur omkring ham. Der er ingen tvivl om at han bliver vist som et modbydeligt menneske, men efter filmen har man også mere forståelse af ham. Som stor fan af dialog-drevne film kan jeg kun give to store thumbs up til Steve Jobs og hvis man har interesse for manden, produktet eller kan lide indie-film, så må man endelig ikke snyde sig selv for denne.
