Adam Sandler har de seneste mange år været en fascinerende person at følge gennem det store virvar af film og medier, han har optrådt i. Han har gennem den seneste lange periode portrætteret stort set den samme person i alverdens ringe, til tider elendige, ja, til tider katastrofalt dårlige komedier og mange begyndte at spørge sig selv om ”Har Adam Sandler nogensinde været i en god film?” – der er langt mellem snapsene og ikke siden 2002’s Punch-Drunk Love af Paul Thomas Anderson, har han været i en nævneværdig film, hvilket mest af alt skyldes, den snart 20 år gamle film på ingen måde er en Adam Sandler-, men en Paul Thomas Anderson film. 2019 er dog året, hvor han endelig medvirker i en film, der er værd at tale om igen; Og hvor denne på mange måder er en decideret Safdie-brødrene film, må man også bare erkende, at Sandler aldrig nogensinde har været bedre og på mange måder nemt kunne have været med i oscar-kapløbet for ”Bedste mandlige hovedrolle” – Uncut Gems er den bedste Netflix-producerede film i flere år og alle skylder sig selv at se den. Adam Sandler spiller hovedrollen som Howard Ratner, en yderst karismatisk adrenalin-søgende gambler og juvelér, der gennem de næste dage bevæger sig fra det ene rod til det andet. ”Uanset hvad jeg gør, ender det forkert” lyder en af Howard’s vendinger og der er velsagtens set ingen bedre måde at beskrive hans historie på, der både er kaotisk, dramatisk og adrenalinpumpende. Hans ikke-alt-for-store juvelbutik er beliggende i New York, hvor kunderne mest af alt er gamle venner eller personer, han skylder penge til; Dobbeltdøren ud til fungerer som et skjold for Howard – inde i butikken er han fredet, intet kan røre ham, men med det samme han bevæger sig udenfor, er han alene imod verden. Hans seneste juvel, en stor sort opal, tilstræber sig opmærksomhed, ikke mindst fra sportsstjernen Kevin Garnett, der får lov til at låne den som en slags lykkemedaljon op imod den kommende finale. Det skæbnesvangre ”ja” fra Howard’s side er blot den første af mange forfærdelige beslutninger han tager over de næste 135 minutter; Han skylder så mange penge væk, at han ikke kan gå alene uden at bliver overfaldet af tidligere ”kolleger”, venner, gambling-bekendtskaber eller sågar familiemedlemmer – Altid på farten, altid på vej mod det næste væddemål, der måske kan redde ham fra de næste og det er netop denne kaotiske tilværelse Uncut Gems formår at kommunikere til perfektion. Safdie-brødrene har før bevæget sig i lignende miljø med filmen Good Time fra 2017 (en kriminelt overset film, der også er på Netflix!) og det virker mest af alt som en personlig efterfølger til krimidramaet, der dengang vandt 7 priser. Good Time er fyldt med nære klip af personernes ansigter, neonfarver og ekstrem musik, der fylder lige så meget i filmen som scenografien, men man kunne godt mærke, at den var blandt Safdie-brødrenes første, især med kameraførelsen. Et par år tidligere havde de instrueret Heaven Knows What, endnu en fantastisk film, men det er med Uncut Gems de leverer varen på stort set alle punkter. De er blevet kendt på at tage nogle lidt mærkværdige casting-beslutninger og det var bestemt ikke alle, der havde forventet at se Adam Sandler være hovedrolleindehaver i deres nyeste film, men man kan ikke andet end at beundre deres ekstremt velfungerende måde at instruere skuespillere på. Sandler’s ageren i filmen er lige så kaotisk som historien og de to går nærmest hånd i hånd; Alt går fra skidt til lort og at opleve Howard’s nedadgående spiral er både dramatisk og underholdende på samme tid. Til at visualisere og kommunikere denne nedgang bruges New York og al dens atmosfære til perfektion. De beskidte gader, det kaotiske liv og dramatiske støj runger over en på samme måde som Howard’s uheldige fortid, som han selv har været med til at skabe. På intet tidspunkt finder vores hovedpersoner ro i tilværelsen og de prøver konstant at tale sig fra hver eneste situation, hvilket ofte blot ender i en hurtigere nedgang, hvilket igen fører til større desperation og flere dumme beslutninger. Det virker på mange måder umuligt for Howard at undslippe situationen, men han prøver stadig og det er denne tilgang til livet, der konstant giver ham en lille smule håb for et bedre liv – et håb om, at han nok skal klare den. Mangel på selvindsigt kan være farligt og for Howard skæbnesvangert; Han har ingen indsigt i egne handlinger og forsøger i stedet at tilstræbe sig en fantasitilværelse, hvor alt er godt og ingen er efter ham. Det er desværre denne jagt, der får Howard ud i situationer, der virker umulige at undslippe og Uncut Gems slipper aldrig grebet på hvor kaotisk det kan føles, når ens fantasi smuldrer mellem fingrene på én. Den er, som skrevet tidligere, en af de bedste film, man kan finde på Netflix lige nu og er samtidig et åbenlyst eksempel på, at Adam Sandler stadig har i det sig med det rette materiale og de rette instruktører.
Hey, ved du hvad der aldrig dør uanset hvor meget dårlig omtale det får? Uanset hvor lidt mediet indtjener, hvor mange sarkastiske jokes, der bliver lavet om det og hvor mange elendige anmeldelser det får? That’s right, det er selvfølgelig elendige gyserfilm, der udkommer i starten af året. 2020 er heldigvis ingen undtagelse og selvom nogle kan være så dårlige, at det er muligt at finde fornøjelse i dem, forbliver de fleste bare så pinlig ringe, at man i løbet af spilletiden hurtigt lader tankerne falde på skatteopgørelser, støvsugningen, en mental sudoku eller så vidt muligt forsøger at finde ud af hvor mange brædder, der er i loftet uden at få hold i nakken. Det er 11 år siden vi sidst har fået en film i serien om pigen, der dræber folk grundet en forbandelse, der faldt over hende og hjemmet mange måner forinden og hvor de to første film fra instruktør Takashi Shimizu på ingen måde var velskrevne gysere, havde de stadig en charme over sig; Den første fra 2002 havde et fint miljø, gode omgivelser og enkelte scener, man stadig kan huske, men den nyeste film på stammen, denne gang af Nicolas Pesce, der også stod bag The Eyes of My Mother fra 2016, er intet andet end hjernedød kedelig og klichéfyldt på randen til det groteske. Pesce forsøger i sin nyeste film at samle flere fraktale historier i en; Vi springer i tid og sted, hvilket ofte bliver vist med farveskift og hvor mange andre film, ikke nødvendigvis i samme genre, har gjort dette til moderat fornøjelse, leverer det denne gang intet positivt. Historien om Muldoon, en sørgende betjent, føles på ingen måde naturlig eller original og de mange flashbacks gør blot historien mere rodet end nødvendig. Det er ellers ikke fordi Pesce ikke har gode skuespillere at arbejde med; John Cho har førhen leveret fantastiske præstationer og det samme har Andrea Riseborough, men ingen af de to har noget nævneværdigt at arbejde med her – de føles stive og ikke mindst Riseborough, der ellers har hovedrollen i filmen, er flere gange bare pinlig elendig, hvilket ikke nødvendigvis er en fejl fra hendes side, men Pesce’s; Det virker ikke til, der er en tydelig vision for filmen historien eller karaktererne i den, hvilket blot gør, at vores hovedpersoner famler i blinde efter noget, der giver mening – og det samme gør vi, som seere. I filmen følger vi Muldoon, der gennem mordet af en kvinde i skoven, bliver ledt til en række groteske sager fra fortiden, som alle har ét tilfælles; Et hus. Ejeren af huset er hjemvendt fra Japan og har tilsyneladende fået lidt for meget med i bagagen, da hun også har fået en forbandelse med sig, som bringer død og ødelæggelse til enhver, der træder ind i over velkomstmåtten. Der er intet i filmen, der så meget som bare forsøger at forklare hvordan denne forbandelse kunne komme med flyet, men HEY, så kan vi jo lave flere film i USA, hvilket er billigere! Der er scener, der burde være uhyggelige, men blot føles flade eller tåkrummende pinlige, hvilket ikke mindst skyldes den elendige tilgang til effekter, jumpscares og musik. Hvor første halvdel af filmen enkelte gange havde fin baggrundsmusik med dybe toner, der holdt sig i det fjerne, blev det mod slutningen erstattet med uoriginal gysermusik, som man har hørt tusindvis af gange før. Gyserelementerne i filmen, der burde komme under huden på en, var i stedet blot decideret elendige; ”Et badekar fyldt med sort væske, som man ikke kan se igennem – Lad mig da endelig stikke hovedet HELT NED i det, så jeg nærmest kan indhalere molekylerne gennem øregangene.”. ”Huset er låst og når jeg banker på, er der ikke nogen der svarer, men hey, fuck it, jeg bryder alligevel ind og råber alt hvad jeg kan – tænk nu hvis, de bare sover!” Det er elementer som disse, og mange, mange flere, der gør at filmen på ingen måde føles uhyggelig, men bare irriterende og dum. Personerne gør dumme ting, siger dumme replikker og opfører sig som idioter hele vejen igennem. The Grudge formår at levere intet nyt til en genre, der ellers så desperat har brug for det. Hvert år kommer der måske én eller to gyserfilm, der rent faktisk er værd at se, men de bliver begravet under mængden af skrammel, da de store filmselskaber har pengene til at markedsføre dem. The Grudge er blot endnu et af nærmest utallige viderefortolkninger af gyserfilm på det seneste og efter 40 minutter sidder man blot og tænker; Jeg kunne have stået i køkkenet og skralde kartofler med en ske og det ville have været mere spændende end hvad der sker på skærmen lige nu. Og på trods af dette formår det alligevel kun at gå ned ad bakke herfra.
Det er sjældent en film kan indeholde så meget sorg og skønhed på én og samme tid som Trey Edward Shults seneste film, Waves, som han selv har skrevet og instrueret. Om det er et kald for tilgivelse eller venlighed er i sidste ende ligegyldigt, for den amerikanskfødte instruktør har med Taylor Russell og Kelvin Harrison Jr. I hovedrollerne skabt noget så ømt og skrøbeligt, at det næsten føles for grænseoverskridende at være vidne til; Deres liv er konsekvenser af dårlige valg og forfærdelige omstændigheder, som skaber verden omkring og følelserne i dem. Waves er mere ambitiøs end forventet og det kan mærkes, at det er Shults tredje film, da han i sandhed er ved at identificere sig med en stil, som ingen anden. I 2015 fik verden en forsmag på hans stil, da han instruerede et ekstremt velformidlet og mørkt drama, Krisha, som de færreste desværre har set. To år senere blev mange biografgængere ”snydt”, da A24 desværre valgte at markedsføre It Comes at Night som en traditionel gyser, når den i virkeligheden var alt andet. I år vender han tilbage til drama-genren, men Waves føles alligevel som noget, man ikke har set før, for selvom det er en genre, han har bevæget sig i før, føles hans seneste mere dyb og tematisk tung end det gennemsnitlige karakterstudie, man ofte finder i moderne dramafilm. Waves starter ellers glædeligt med Tyler og et hold venner en sommereftermiddag i bil hen over en bro og FloriDada’s Animal Collective blæsende ud af højttalerne. Scenografien er bevægende, bogstaveligt talt, da den laver den ene 360o panorering efter den anden for at vise de unge menneskers fantastiske ansigtsudtryk. Tylers søster, Emily, er sød, hengiven og støtter både broderen, hans kæreste Alexis og stedmoreren Catherine i deres dagligdag og ikke mindst Tylers drømme om at blive professionel wrestler, hvilket gøres i samarbejde med faderen Ronald; En hård personlighed, der til tider gemmer kærligheden bag en lukket facade, men argumenterne for denne opførsel er naturlig; Som en ung sort mand, der ikke er født i en gennemsnitlig familie, bliver man nødt til at arbejde ekstra hårdt for at opnå noget i livet. Der er ingen tvivl om, han vil gøre hvad som helst for at Tyler kan blive succesfuld i livet og familien støtter hinanden i deres beslutninger. Og så kollapser Tylers liv; En skade gør, at han ikke kan fortsætte med at udøve sport og opnå sin drøm og han tager beslutningen om ikke at fortælle det til nogen, men i stedet fylde sig selv med piller og prøve at kæmpe igennem; Som faderen har lært ham. Dette er blot startskuddet på den ene store fejlbeslutning efter den anden, taget i frygt og hjælpeløshed; Ikke mindst da han finder ud af, at kæresten Alexis også er gravid. Tyler er et mørkt og frygteligt sted i sit liv, men Waves stopper ikke der; Den fortsætter i en tragisk spiral indtil vi pludselig befinder os et helt andet sted med fokus på Emily. Waves er ikke blot Tylers film, men en film om en families historie og liv formet via konsekvenserne af frygtelige beslutninger, som i sandhed vil forandre deres liv for altid. Grundet filmens struktur og historiens opbygning kræver det noget ekstraordinært fra skuespillerne, da Waves i sandhed skal holdes i live ved deres troværdighed og her må man bare sige, at Trey Edward Shults netop har gjort dette; Instrueret noget ekstraordinært. Hvor vi i første halvdel bliver blæst bagud af Kelvin Harrison Jr.’s rå talent fyldt med udbrud, gråd og fortabelse, finder vi i stedet håb og nærhed sammen med Taylor Russell, der leverer noget af det smukkeste skuespil i 2020. Hendes portrættering af en søster hvis liv bliver vendt på hovedet er intet mindre end hypnotiserende og især hendes forhold med Ronald bliver åbnet og udforsket i filmens tredje akt, der både er rørende og håbefuld. Alt dette er blot elementer af et større hele, hvor alt fra skuespillet til scenografien og musikken er udført til nær perfektion. Det er Drew Daniels, der fører kameraets bevægelser, som han også gjorde med Shults’ to andre film, og han har med Waves udført sit smukkeste arbejde indtil videre. Farverne er sublime og karaktererne er altid i det rette snit til at formidle information, både verbalt og visuelt. Det er dog ikke kun det visuelle, men også auditive, der føles som en anden dimension. Der er sjældent et stille øjeblik i filmen og Atticus Ross og Trent Reznor har sammen skabt en smukt og råt score, der konstant ligger i baggrunden. Filmen har derudover også et uventet stort antal kommercielle sange, alt fra Radiohead til Kanye West, Kendrick Lamar, Frank Ocean, Tame Impala og mange flere. Som ung tænker man altid, at mulighederne er uendelige og verden ikke kan stoppe én, men livet er hårdt og ubarmhjertigt, for ungdom har intet at gøre med uovervindelighed og det er ikke alle, der har styrken til at stå imod og bevare sin menneskelighed, hvilket er noget Tyler må indse på den hårde måde. Waves er en film, der minder en om, at ulykker og dårlige beslutninger kan ske for alt og alle uanset alder eller baggrund. Vi begår alle fejl i livet, men med disse fejl kan vi opnå tilgivelse og kærlighed, hvis man har styrken til at række ud. Det er desværre ikke noget, alle kan gøre og Trey Edward Shults’ tredje film er et mesterligt eksempel på, hvad der sker, hvis man rækker ud for sent.
Paraplyerne bevæger sig smukt hen over gaderne i alskens farver alt imens regnen siler ned gennem de tætte huse og bliver i flæng lyst op af de mange gadelamper, der står langs fortovet. På trods af det dårlige vejr, er der stadig liv i byen og lyden fra regnen bliver brudt af de mange samtaler, som gør baggrunden levende. Langsomt går det dog op for en, at samtalerne ikke bliver talt, men sunget; Og det er ikke blot én, men alle samtaler. Musikken er høj, spændende og rytmisk og det samme er sproget, der aldrig forsøger at rime som poesi, men i stedet bevæge sig elegant fra én person til den næste. Det er gennem denne betagende introduktion, vi første gang møder vores hovedpersoner Geneviève (Catherine Deneuve) og Guy (Nino Castelnuovo), et stormende forelskede par i slutningen af teenageårene, som bare vil bruge al den sparsomme fritid sammen. Det er på denne måde vi bliver introduceret til én af de smukkeste film nogensinde, Les Parapluies de Cherbourg – en beundringsværdig musical, hvor al dialog er sunget med levende stemmer og fantastisk musik. Filmen, instruereret af franske Jacques Demy, introducerer for første gang verdens seere til Deneuve, som i sandhed tager scenen og den fremtidige franske filmverden med storm. Hendes portrættering af den fine, spinkle og yderst romantiske Geneviève er i dag legendarisk, hvilket ikke mindst skyldes hendes imponerende måde at udtrykke følelser på; Ikke blot gennem sang, men gennem ansigtsudtryk og kropsbrug. Hun gik senere hen og medvirkede i film som Roman Polanskis Repulsion og Lars von Triers Dancer in the Dark, men ingen af disse når hendes præstation som den franske romantiker til sokkeholderne; Dette er rollen hun bliver husket for, og med rette. Filmen, der blev en stor kommerciel succes i hjemlandet, blev nomineret til adskillige Academy Awards såsom ”Bedste udenlandske film”, ”Bedste sang” og ”Bedste soundtrack” og det tager ikke lang tid før man finder ud af hvorfor den vandt tre priser ved Cannes filmfestival i 1964, blandt andet hovedprisen Palme D`or – dette er den måske mest bevægende filmmusical nogensinde og er blandt andet filmen instruktør Damien Chazelle brugte som hovedinspiration til 2016-hittet La La Land. Les Parapluies de Cherbourg er nærmest definitionen af melodrama (melos ’sang’), da hele filmen handler om følelsesmæssige konflikter, der bliver udtrykt gennem yderst sentimentalt og bombastisk sang. Filmen er ganske lille i den forstand, at stort set hele historien balancerer mellem to steder; Paraplybutikken som Geneviève og moderen Madame Emery ejer samt Guy’s hjemsted, hvor han bor sammen med sin syge tante Elise – de to unge mennesker er fra starten af dybt forelsket i hinanden og bruger deres tid sammen på tæt dans og planlægning af fremtiden; Noget Emery ikke bifalder, da hun synes Geneviève er alt for ung til at bekymre sig om kærlighedens mange kvaler. En besværlig fremtid venter dog det unge par, da Guy pludselig bliver indkaldt til hæren, hvor han skal være de næste to år, hvilket slår Geneviève helt ud af den; Den unge kvinde må nu vælge mellem kærligheden eller moderens tryghed; For kan man i virkeligheden forvente en teenager i den smukke franske by at bibeholde følelserne for en ung mand, som hun muligvis ikke kommer til at se igen? Hele historien og ikke mindst strukturen er som taget ud fra en italiensk opera i slutningen af 1900-tallet, hvor helt ordinære personer bliver tvunget til at tage svære valg; Ofte fortalt gennem dramatisk musik, som Demy heldigvis ikke er for hellig til at påpege; Der er en kort sætning i starten af filmen, hvor en baggrundskarakter hurtigt indvender, at han ”ikke kan klare al den musik og sang”, da de taler om operaer og biografture. På trods af musikken og den dramatiske vinkel, der bliver lagt hen over filmen, føles den aldrig urealistisk eller fjollet; Al sang bliver anvendt som et respektabelt kommunikationsmiddel og netop det, at karaktererne aldrig bryder denne ramme gør, at filmen har en unik rytme fra start til slut. Dette samt de fantastisk smukke baggrunde, kostumer, biler og personer gør, at der hænger et snert af ”eventyr” hen over vores to hovedpersoner og deres fælles historie. Nu er det ikke kun brugen af sang der gør, at denne film er blandt de mest romantiske fortællinger nogensinde; Hvad der gør Les Parapluies de Cherbourg nærmest unik i genren er måden den bruger de mange forskellige træk på; Den er på mange måder klichéfyldt, men formår alligevel aldrig at virke som én stor kliché. Moderne romantiske film følger ofte en meget snæver formular, hvor slutningen af givet allerede fra starten af, men med Demy’s smukke ”eventyr” virker det hele nærmest tragisk og sørgeligt; Selv fra starten af. Det er en romantisk fortælling, hvor personerne altid forbliver jordnære og reflekterende og ingen valg er taget ud af karakter. Med Les Parapluies de Cherbourg giver Catherine og Nino os ét af de mest charmerende og romantiske portrætteringer af et par på film, nogensinde og har man følelsen af, at man sidder og mangler lidt musik eller kærlighed i livet, kan jeg ikke anbefale Demy’s mesterværk nok.
Det er sjældent film er magnetiske - du ved, hvor uanset hvad der sker omkring dig, kan du ikke nænne at fjerne blikket fra værket; Du nærstuderer alt fra personerne til baggrunden til de små, nærmest usynlige træk, farvernes samspil og historiens tilblivelse. Det er dog netop hvad den franske instruktør og manuskriptforfatter Céline Sciamma har skabt; Portrait Of A Lady On Fire er ikke blot den mest sexede, romantiske og rørende film i år, men den mest fængende kærlighedshistorie siden Terrence Malicks Days of Heaven fra 1978. Filmen er et bevis på, at denne genre kan nå følelser hos seeren ikke mange andre kan - det er en drømmende romance om ”forbudt” kærlighed hvis delikate drama udfoldes gennem kunst, bogstaveligt talt, og stærke følelser, der langsomt men sikkert drukner de to unge, smukke kvinder i en sådan grad, at intet andet findes for dem. De er sammen og det er alt, der tæller. Kærligheden mellem dem er måske den mest sexede og romantiske siden… ja, det ved jeg faktisk ikke. Det vil være oplagt at sammenligne den med Call Me By Your Name fra 2017, men hvor den altid havde et glimt af håb virker Sciamma’s seneste romantiske film som ét stort tab; Deres kærlighed er stærk, men der er altid en ubehagelig følelse af, at den måske ikke overlever det uundgåelige. Alt dette er takket være Sciamma’s kloge beslutninger om hvad der skal vises og hvad der hentydes til - denne film falder heldigvis ikke i samme kategori som Blue Is The Warmest Colour, hvor sexscenerne føles lange og til tider vulgære; De to kvinders tætte forhold i Portrait Of A Lady On Fire er betydeligt mere erotiske og fængende, grundet valget om at fokusere på deres længsel til hinanden og det er denne længsel, der er grundlag for de to kvinders beslutninger gennem filmen, men uanset hvor meget de gør for hinanden, føles det altid tragisk og sørgeligt. Romancen mellem dem opstår naturligt og uden man som seer bemærker det. Deres forhold er i starten defineret gennem en moders valg om at lade Marianne følge Héloïse på hendes ture for at memorere alt fra hårfarven til ansigtstrækkene til smilet, munden og sjælen bag øjnene i håb om, at hun kan male et portræt af den kommende brud, som er lovet væk til en mand i Milan. Héloïse er ikke meget for dette og har ni gange tidligere drevet malere væk fra øen og hende stædighed viser sig at være en stor udfordring for den unge Marianne. Alt dette påvirker dog en ganske ubevist handling for seeren selv; Sciamma fortæller hurtigt om filmens tidligere præmis og på den måde, er der ikke meget, der overrasker én, hvilket giver en form for ro til én, så man pludselig befinder sig i Marianne’s sko. Langsomt prøver man selv at indprente alt fra hudens struktur af Héloïse til ørernes gang, næsens form og læbernes fylde. Héloïse er ikke blot en karakter på skærmen, men en følelse - en levende signatur på menneskets trang til at nærstudere vores medmennesker; Man er der ikke blot for at se filmen, men er blevet en del af den. Portrait Of A Lady On Fire er stærkt poetisk og føles til tider som en græsk tragedie, hvor deres kærlighed er dømt til at gå under. Havde filmen været skrevet og instrueret af en hvilken som helst anden stor person i Hollywood, ville den uden tvivl have faldet tilbage til mange forskellige klichéer, men Sciamma tager nogle modige og kloge beslutninger, så den konstant føles ægte og nær. Det er en film, der tør tage og bruge den tid, som den har brug for. Spilletiden på 121 minutter føles på ingen måde for meget, hvilket er særligt imponerende for et romantiske drama, da de ofte bruger den typiske tre-akts formel, hvor man halvvejs gennem filmen allerede ved, hvad den slutter med; Portrait Of A Lady On Fire er anderledes smuk og rørende. Den stiller store spørgsmål om kærlighed og kærlighedens oprindelse hos to personer, der mødes under obskure begivenheder; Om en kærlighed, der på visse punkter er forbudt, men andre så ægte, at det føles forkert, hvis den ikke bliver ved. Når filmen slutter, sidder man tilbage og ved ikke helt, hvad man skal føle; Det er et udmattende drama, da den vækker ekstremt mange følelser hos én, men på samme tid har man brug for mere; De to kvinder er så interessante og deres forhold så ekstraordinært, at det føles forkert at efterlade dem. Der er scener i den, man aldrig vil glemme, ikke mindst grundet den imponerende scenografi og vanvittig betagende brug af farver. Portrait Of A Lady On Fire er Sciamma’s fineste værk til nu og virker som et naturligt skridt for hende; Det er en film, der desværre ikke lander i mange biografer, men de af jer, der har mulighed for at se den skylder jer selv den oplevelse. Det er et romantisk drama ja, men et romantisk drama som ingen andre.
Det er sjældent at være vidne til en instruktør, der med bare to film i en sådan grad nærmest har taget patent på en genre som Robert Eggers har. På bare fire år har han udviklet sin egen stil på så fine manerer, at man ikke er i tvivl, når man ser én af hans film og hvor The VVitch: A New England Folktale fra 2015 bestemt var en potent gyserfilm er der ingen tvivl om, at han med The Lighthouse kun har udviklet og forbedret sig på stort set alle parametre; The Lighthouse er en magtdemonstration af nær perfekt skuespil, et fejlfrit lyddesign og imponerende scenografi alt bundet sammen af en original, mærkværdig, sindssyg og til tider psykedelisk historie, hvor man på intet tidspunkt helt er sikker på, hvad der er virkeligt. De to film har bestemt temaer tilfælles; Hvordan vor personlige svagheder reflekteres af de historier, vi fortæller hinanden og os selv samt hvor skrøbelige vi er som individer. Hvordan det overnaturlige og guddommelige fortæller lige så meget om hvem vi er, som de faktuelle historier der har påvirket os gennem barndommen og skabt den person, vi i sidste ende lever som. Hvad der dog gør The Lighthouse ekstraordinær, er hvor meget der er pudset og poleret om hver eneste detalje; Ikke blot i historien, men hele visionen; At se denne film er som et indblik i en artistisk sind – hvilket i sandhed kan være foruroligende. Det er fristende at bryde filmen ned i temaer, moralske dilemmaer og personlighedstræk, men at gøre dette, vil være som at se på et maleri og blot fokusere på hvilken type maling, der er brugt. Med The Lighthouse er det vigtigt at forstå, at vi har med en film at gøre, hvor alle små dele ophøjer det færdige produkt i en sådan grad, at man hurtigt vil komme til at negligere Eggers egentlige pointer – alt i filmen spiller sammen, hvilket det også er nødt til. Ingen af vores hovedpersoner kan blot være en fuld skikkelse af sig selv, da historierne de fortæller er lige så vigtige som filmen selv – det ville være at nedgøre deres karakterer, fjerne deres værdigrundlag og gøre dem utroværdige i alt, hvad de foretager sig. I stedet har Eggers valgt en naturlige tilgang, hvor ja, de er bestemt fulde, gør sindssyge ting, skændes og betvivler deres eget sind, men samtidig har øjeblikke af fornuft og sindsro, hvilket gør dem ekstremt interessante at følge og regne ud. Hvad vi ser med The Lighthouse er en film, der bestemt har noget at fortælle om menneskets, og ikke mindst mandens, maskulinitet, hvilket hele tiden hintes mod, men aldrig prædikes til. Howard og Wake er to skrøbelige mænd på hver deres måde, som begge forsøger at regne hinanden ud – hvem kan man egentlig stole på og i hvilken grad? Deres værdier bliver hele tiden gravet op, rystet og sat under lup, hvilket gør, de føles som nye personer hver gang vi møder dem. Hvor den ene konstant går efter at overholde reglerne, er han aldrig bleg for at bryde dem selv. Hvor den anden forsøger at gengive sig selv, som en ærbar og arbejdsom mand, gemmer han på en hemmelighed, der vil ændre alles syn på ham. Det er to mænd, der søger mening i tilværelsen gennem magt, viden og individuel seksualitet alt sammen kædet med det maskuline. The Lighthouse er bestemt ikke bange for at skille sig ud af mængden; Det er en sjælden film, der tør stå ved de tematiske og moralske dilemmaer, den selv stiller op og forsøge at udfolde dem. Når filmen er slut, er det op til en selv at danne mening i alle dets budskaber, hvilket er forfriskende i en tid, hvor alt nærmest bliver udpenslet for en – det er bestemt også derfor denne film ikke er for alle; Det er en film, som man konstant skal holde fokus mod, aldrig miste syn på karakterernes handlinger og hele tiden følge med i, hvad de siger under deres ekstremt tykke accenter. Robert Pattinson er ikke længere blot ”den søde, glitrende vampyr fra Twilight”, men har udviklet sig til at være en af Hollywoods mest interessante skuespillere at følge, hvilket han bestemt også beviser i Good Time fra ’17. I Eggers seneste film udfolder han sig på helt nye måder og der er tider, hvor man helt glemmer manden bag karakteren; Men på trods af hvor god Pattinson er i filmen, og tro mig – han er virkelig god, så er det uden tvivl Willem Dafoe, der stjæler billedet i stort set alle scener, han er med i. Hans øjne er excentriske, udtrykkende bizarre og lange monologer om guddommelig indvirken er karriere-definerende; Han har kort sagt aldrig været bedre end i The Lighthouse og hans præstation alene er nærmest billetprisen værd. Scenografien er storslået, men Jarin Blaschke, som også filmede The VVitch, ved også, hvornår man bliver nødt til at fokusere kun på karaktererne. Der er alt fra imponerende panoramabilleder til et vanvittigt frøperspektiv af Willem Dafoe, der sammen med hans præstation nærmest tager pusten fra en. Der er ingen tvivl om The Lighthouse er en oplevelse for sig; Det er sjældent en film gør så mange indtryk på en, uanset om man kan lide den eller ej, men det er også netop derfor, man skal tage ind og se den. Den er et samtaleemne; Både for dem der elsker den og de, der hader den – og tro mig, der skal nok være folk i begge lejre. Jeg befinder mig i hvert fald i den ene.
Det gik stærkt - 17 dage inde i januar og allerede nu bliver vi mødt med én af årets mest kontroversielle film. Der er dem, der vil rynke på næsen og ligefrem sige instruktør Taika Waititi's seneste film om nazismen er direkte respektløs; For helt ærligt, hvem kan i sin vildeste fantasi finde på at skrive og instruere en film, der laver noget så tragisk som 2. verdenskrig om til en komedie? Der er også dem, der bestemt vil have sine indvendinger om stilen, musikken, scenografien og farverne, hvilket alt sammen falder på et mere teknisk niveau - og så er der dem, der vil se Jojo Rabbit som et af de seneste års varmeste, sjoveste og mest sigende komedier. Taika Waititi har en meget bestemt form for komik, hvilket han tager med over i sin seneste film; Der er snert af Thor: Ragnarok, Hunt for the Wilderpeople og What We Do in the Shadows, men på trods af dette føles Jojo Rabbit til tider stadig meget original og forfriskende - hvis man ser den, for hvad den reelt set er. Man kan med rette spørge sig selv om hvorfor Taika Waititi vælger at kaste sig ud i en så kontroversiel film, der forsøger at tackle et så ømtåleligt emne - han kunne blot have fortsat på bølgen af succes og lave den næste store Thor film (som han er i gang med), forhandle sig til en Star Wars kontrakt eller kaste sig ud i en hvilken som helst stor franchise, hvor pengene med garanti blot ligger og venter. Hvorfor lave en coming-of-age, komedie-drama om en 10-årig nazist, hvis imaginære ven er en satirisk version af Adolf Hitler? Hvis man kender til Waititi's tidligere film ligger svaret måske der; Den New Zealandsk-fødte instruktør finder og fortæller om humor gennem tragiske hændelser, episoder og begivenheder; Hvad end om det er små personlige fortællinger som Boy eller mere universelle som Jojo Rabbit. Jojo er en ung dreng, der bor hjemme ved sin mor Rosie (Scarlett Johansson) og har en drøm; Han vil være den næste store nazist. En skikkelse, der indgyder respekt og frygt hos alle, der blot så meget som kigger forkert på ham og ikke mindst være den næste store, som gør Hitler stolt. Hans verdensbillede krakelerer dog, da han finder en forældreløs jødisk pige i sit eget hus, som Rosie har taget sig af - en konflikt opstår inde i Jojo; Skal han informere Gestapo med det samme? Lære noget om den forfærdelige jødiske kultur fyldt med horn, haler, djævelen, tankelæsning og ikke mindst kannibalisme eller ligefrem forsøge at snakke med hende velvidende om, at det kan blive hans sidste samtale, nogensinde? Jojo Rabbit er en komedie, der fortæller historien gennem en 10-årig drengs øjne, hvilket er grunden til, hvorfor filmen bliver så vellykket, som den er. Der ligges ikke skjul på, at vi befinder os i Nazityskland, hadet til alle andre end arierne er stort og udryddelsen skal ske, helst i går. Der hænger hagekors på hver eneste husmur, sangene handler om tyskernes ret til at være på jorden og fagene i skolen bruges udelukkende på at fortælle om de forfærdelige jøder, der forsøger at overtage verden gennem sort magi. Børn bliver sendt til lejre, hvor de lærer hvordan man håndterer våben, kaster med granater og bekæmper fjenden i nævekamp af Kaptajn Klenzendorf (Sam Rockwell), men alt dette er blot rammen for filmens egentlige temaer; For hvordan kan det være, at hadet til en person kan blive så stort blot gennem fortællinger og billeder? Taika Waititi bruger 2.verdenskrig som en skabelon for hvad han egentlig vil fortælle, hvilket er årsagen til den store kontrovers. Der er dem, der mener, der ikke er gået lang nok tid, før man kan lave en satirisk komedie om Hitler og krigen, men ser man bort fra dette, indeholder Jojo Rabbit så meget hjerte, at den er svær ikke at holde af. Den lille dreng, der blot er blevet indoktrineret forsøger gennem filmens spilletid at finde sig selv og ikke mindst finde ud af, hvorfor mennesker hader hinanden - måske uden grund. Det er universelle temaer, der er lavet film om utallige gange før, men vi lever i en tid, hvor man ikke skal glemme den kærlighed, der stadig findes inde i mennesker og ikke mindst hos børn. Det er også her, hvor Taika Waititi gør bedst brug af sine evner som instruktør og manuskriptforfatter, for hvor Jojo Rabbit bliver markedsført som en komedie skal man ikke tage fejl af, at den indeholde nogle af de mest hjerteskærende scener i en komedie i nyere tid. Der er scener med minutters mellemrum, hvor man går fra grin til gråd til ubehag og teamet bag markedsføringen har klogt valgt ikke at vise hvor mørk, denne film i sandhed bliver. Roman Griffin Davis, Scarlett Johansson, Thomasin McKenzie, Sam Rockwell, Stephen Merchant og mange flere; Det er et solidt cast af folk Taika Waititi har fået samlet sammen og de gør det alle fremragende. Scarlett er til tider lige så god, som i Marriage Story, Sam Rockwell er fantastisk morsom, Thomasin McKenzie er solid som altid og Stephen Merchant står for filmens måske sjoveste indslag som et medlem af Gestapo, der leder efter jøder i husmure, men det er dog debutanten Roman Griffin Davis, der stjæler billedet som den unge Jojo. Taika formår, som altid, at finde de skuespillere, der passer bedst til hans film uanset alder og køn, hvilket gør ham til en fantastisk instruktør og Jojo Rabbit er blot endnu en film af hans, som fortjener at blive set.
Lad det være sagt med det samme; 1917 er ulig nogen anden krigsfilm, der er lavet. Den er vanvittig ambitiøs på flere punkter, alle som jeg vil komme ind på senere, lige så nervepirrende spændende som en thriller, uhyggelig som en gyser og forstyrrende som et sandt mareridt. Sam Mendes har, sammen med Krysty Wilson-Cairns, skrevet en krigsfilm, der følger hovedpersonerne på tæt hold, balancerer action med spændende, hjertesorger og mod alt imens Roger Deakins endnu en gang viser, hvorfor han er den bedste scenograf denne verden nogensinde har set. Uanset hvor du læser om denne film, vil man ikke komme uden om det vanvittige tekniske mirakel denne film er; Roger Deakins og Sam Mendes har designet filmen som er den ét langt skud (egentlig to, da der er en kort pausen inden filmens tredje akt), hvilket giver en indlevelsesfølelse ikke set siden Den Tynde Røde Linie. Det skal selvfølgelig siges, at det er umuligt at lave filmen som ét langt skud, da tiden er en finurlig størrelse i filmen, men der er ingen åbenlyse klip, hvilket er voldsomt imponerende. Der er ubrudte scener med varighed på 20 minutter før den første reelle mulighed for et klip findes, men man opdager det ikke og pludselig er vi videre; Det er mageløst for at sige det mildt. Vi bevæger os konstant i hovedhøjde på vores to unge hovedpersoner, korporal Blake og korporal Schofield, der skal levere en besked til 2. bataljon før daggry, da de er på vej mod en fælde, der vil koste livet af 1.600 unge mænd. Blake og Schofield skal nu bevæge sig i ukendt terræn, et område, der virker fredeligt, men kan pludselig vende til et sandt helvede på et splitsekund - og vi er med på turen. Roger Deakins har i sandhed skudt en film, der om nogen får en til at føle, at man er den tredje hovedperson; Der er øjeblikke, hvor vi bevæger os bag vores to korporaler alt imens de snakker om hårolie, kirsebærtræer eller familien derhjemme, andre hvor vi ser tilbage på dem alt imens krigens mareridt-frembringende konsekvenser udfolder sig blot få meter længere tilbage. På intet tidspunkt ved vi mere end vores to hovedpersoner, hvilket giver en konstant følelse af intensitet; Der kan gemme sig en fjende bag hvert eneste hushjørne, en mine under hvert græsstrå eller en skarpskytte i vinduet over dem uden vi ville vide det, for vi befinder os i uvisheden på samme måde som Blake og Schofield. Al ros skal dog ikke kun gå til Roger Deakins, selvom det kan være svært at huske andet i perioder; Sam Mendes og Krysty Wilson-Cairns har skrevet en historie, der føles menneskelig, modbydelig, hjerteskærende utilgivelig, men samtidig drysset med enkelte lette historier om dengang en oberst mistede sit øre til en rotte. Enkelte lys af håb er også at finde, men de håb er konstant tynget af krigens rædsler, der hænger som et tæppe over dem. Især ét specielt øjeblik, hvor to franske personer findes iblandt krigens murbrokker føles på én og samme tid lunefuld, men også ekstremt sørgelig; Kommer de nogensinde til at leve igen? Har de en fremtid? Uden at lave for mange sammenligninger, kan man sagtens se på denne og Christopher Nolans Dunkirk fra 2017 - begge krigsfilm, der forsøger at gøre det samme; At udfolde karaktererne gennem handling i stedet for tale. Intet skal siges, hvis der ikke er grund til det. Det er ikke meningen at kende til vores to hovedpersoners barndom, hvis der ikke er en mening med historien. Forskellen på de to film er bare, at Sam Mendes formår at lave en film, hvor denne baggrund netop giver mening at fortælle. Hver gang Blake eller Schofield er i fare frygter vi for deres liv, da vi flere gange inden da har fået en lille smule information omkring dem; Om moderen hjemme i England med sin have af kirsebærtræer, om Joe, der skal hjælpe til i huset, om medaljen og hvad der skete med den; Det hele har en årsag og det føles som om filmen konstant reflekterer over sine egne valg, da de er med til at skabe den. 1917 er en ekstrem tidlig favorit for årets film, men man kan bare ikke ignorere hvor vanvittig imponerende det hele er; Musikken bruges kun, når det er nødvendigt og enkelte gange imod ens forventninger, Roger Deakins har leveret noget, der i sandhed ikke er andre, der kan gøre og Sam Mendes har leveret sit magnum opus - den eneste frygt jeg har er, at der slet ikke er nok mennesker, der vil tage ind og se den; Dette er ikke blot en film, men en oplevelse; En oplevelse man måske kun får en håndfuld gange i hele livet. Min afsluttende bemærkning vil derfor blive; Tag for guds skyld ind og se 1917 - det er film som disse, der viser hvorfor biografer stadig findes rundt omkring i lavet.
Årets absolut bedste oplevelse - et surrealistisk mareridt, ingen har set magen til før. Denne her film har alt, og jeg mener virkelig ALT: - Dansende kakerlakker på et spisebord dyppet i kagecreme? Check - Mad, der til forveksling ligner Redbox legetøj? Check - Drikkelse, der minder om grafikken fra et Playstation 1 spil? CHECK! - Skygger, der har deres egen vilje eftersom de kun optræder i hver anden scene, hvilket får karaktererne til at ligne et nyt lag i Photoshop uden efterbehandling? Double check on that! - Plot? Pff, hvem behøver et plot, når man kan få Ian McKellen til at hvæse alt imens han kigger dig dybt i øjnene, så du næsten får lyst til at eksplodere? Triple check - Utålelig dårlig musik, der får dig til at tvivle på hvorvidt Last Christmas egentlig kunne vinde Eurovision? Check, check and double check. Denne film skal helst opleves med en flok venner - gerne uden andre, der egentlig prøver at se filmen - i beruset tilstand. Cats er hvad søvnparalyse tager energi fra og det må man bare respektere.
Det er få film jeg elsker – som i virkelig ”elsker”. Jovist, jeg, som alle andre, har da mine yndlingsfilm, men selv disse kan rangeres og at bruge ”elske”-mærkatet er blot at gå det ene skridt yderligere. Selv efter snart 1.800 sete film er det stadig et ekstremt fåtal, jeg vælger at ytre disse ord omkring; Fanny & Alexander er dog én af disse film. Det er en film, der fik mig til at se anderledes på andre værker – dens rytme, atmosfære, brug af kollisser, mennesker, baggrundskarakterer og ikke mindst temaerne. Fanny & Alexander er ikke blot Ingmar Bergmans bedste film, men er blandt de mest imponerende skildringer af familiekollisioner, magi, mystik, religion, utroskab, venskaber og historiefortællinger nogensinde. Ingmar Bergman var en poetisk, frygtløs og filosofisk filminstruktør, der ofte brugte temaerne om ”døden” i sine værker; Dette især fra ”The Seventh Seal” fra 1957, hvor det ikoniske billede af en ridder, der spiller skak med døden bruges for første gang. At begå sig med tanker om døden, lidelser, Gud og identitet er ikke nyt for filminstruktører, men ingen har dog formået at navigere i disse temaer så imponerende som den svenske forfatter og instruktør. Fanny og Alexander anses af mange som værende Bergmans bedste værk sammen med ”Persona” og ”Wild Strawberries” – hvor Persona taklede identitet og Wild Strawberries Guds stilhed under lidelse rettede han med det episke mesterværk mod slutningen af sin karriere i stedet blikket mod livet og genfødslen – hvordan vi som mennesker bliver nødt til at beskytte dem vi elsker mod omverdens farer, men at denne inderlige trang har sine konsekvenser og kan skade dem, vi holder mest af. Vi befinder os et ukendt sted i Sverige, året er 1907. Familien Ekdahl fejrer jul og vi bliver hurtigt tilskuere til den store festivitas – inden længe finder vi ud af, at familien ikke er som alle; Vi flyver omkring karaktererne alt imens de drikker, snakker, planlægger, flirter, elsker og irriterer hinanden. Det er en imponerende måde at blive introduceret til karaktererne på og Bergman viser her, at det virkelig ikke behøver være så svært at knytte et bånd til personerne på skærmen – en halv time inde i højtiden kender vi allerede til den flirtende Gustav Adolf, der, på trods af utroskab med en stuepige, elsker og bliver elsket af sin kone Alma. Vi kender også Oscar, der står for et større teater for hele familien og hans underskønne kone, Emilie, samt Carl – en fordrukken professor, der har giftet sig med en tysk kvinde, som ingen, af ufortalte årsager, ikke kan lide. Disse tre mænd er alle børn af Helena, der ejer huset som den første halvanden time af filmen foregår i. Filmen er dog hverken mændenes, konernes eller Helenas skønne, jødiske elskers, men Fanny og Alexanders. To unge, skønne, velopdragede børn til Oscar og Emilie – og det er deres historie og gennem deres øjne, minderne bliver fortalt. Fanny & Alexander er ikke en film, hvor historien skal fortælles, men opleves. Der er alt fra små plots mod sidemanden til kærlighed der balancerer på en knivsæg og underfundige eventyr-agtige elementer, der gør filmen til noget større end blot et familiedrama; Om det hele er sandt i fortællingens virkelighed, er som sådan ikke vigtigt – for børnene, og ikke mindst Alexander, er det virkeligt. Hvis statuer kan bevæge sig, spøgelser kan forekomme og magi sætte spor, så er det virkeligt. Det er muligt filmen bliver ”fortalt” gennem minderne af to mennesker, der oplevede nærmest himmelske hændelser som børn – at halve elementer bliver til hele, når det meste alligevel ikke kan huskes; Det er, igen, bare ikke vigtigt. Hvad der er vigtigt, er hvad der er virkeligt for vores personer, Fanny og Alexander, gennem deres minder. Vores to hovedpersoner er i sig selv interessante karakterer, værd at nærstudere; Fanny er en ung, uskyldig pige, der for det meste gør hvad hun er opdraget til. Halvvejs gennem filmen begynder hendes øjne dog at åbne sig for den verden, der kan vente hende og broderen og valg bliver nødt til at tages. Alexander, den ældste af de to, er nærmest frygtløs i sin tilgang til Gud og sin egen identitet. På trods af flere gange at blive mødt af ånder og magi, vælger han at gå imod Guds vilje – nogle gange af trodsighed, andre gange grundet frygt for, hvad der muligvis venter menneskeheden efter livet på Jorden. For mig er det dog hverken Fanny eller Alexander, der er de to mest interessante at følge; Deres moder, Emilie, er uden tvivl den dybeste af karaktererne vi møder – hendes ægteskab til Gustav føles ren og af kærlighed, men langsomt finder vi ud af, at hendes personlighed muligvis har skabt en løgn omkring hendes følelser. Hun ved ikke hvordan hun skal bearbejde sine følelser og da katastrofen indtræffer, foretager hun et hurtigt og dumdristigt valg, der får store konsekvenser for hende, Fanny og Alexander. Det er også nogenlunde på dette tidspunkt, vi bliver introduceret til biskoppen – en tragisk og ond mand, der gennem en striks religiøs overbevisning mener, at hans vilje er lov. Han er grusom af eget valg, men kan ikke undslippe igen grundet sin usikkerhed på livet selv. Gennem filmen oplever han virkeligheden, hvilket, igen, får konsekvenser for stort set alle personer i filmen. Det er netop dynamikken mellem biskoppen, Emilie og de to børn, der danner temaerne omkring hele filmen – fire forskellige virkeligheder mødes og et slag må finde sted. Det hele føles poetisk og tragisk, som vores hovedpersoner udvikler sig og deres livssyn uundgåeligt må ændres undervejs. Det hele fortælles af Ingmar Bergman og vises gennem scenograf Sven Nykvist øjne – de to arbejdede sammen flere gange, men Fanny & Alexander er uden tvivl deres fælles mesterværk. Hver eneste scene er en fryd at følge og alt fra størrelsen af Helenas hus til biskoppens kirke til det svenske landskab føles så virkeligt som aldrig før. Dette skyldes især også de mange små detaljer, der er at finde i hvert eneste klip. To personer udveksler ikke blot en samtale – i baggrunden ses børn lege, ukendte snakke, heste pruste og livet udleves. Alt i filmen føles virkeligt, som en dokumentar med magi.Dette gør det derfor også blot mere hjerteskærende, når karakterer ikke længere er blandt os, når nogen rammes af ulykke eller tårerne triller ned ad kinderne. Ekdahl-familien føles som ens egen familie og det imponerende skuespil løfter hele filmen til nye højder for episke familiedramaer. Det er en lang film, uanset hvilken version man vælger. Den letteste at tilgå er uden tvivl den korte på lige over tre timer, men Bergman selv foretrak sin egen, fulde version på lige godt fem en halv time og det er bestemt også den, jeg holder mig til hver jul. Man kan med fordel dele filmen op i fire afsnit, som en miniserie, hvilket da også er det, jeg gør – det er her du får den fulde palet af følelser, det klare drama og alle motiver udpensles på smukkeste vis. Nu er det fjerde år i træk jeg ser den til jul og hver gang den er slut, får jeg en euforisk følelse, som stort set ingen anden film giver mig. Idi i Smotri er stadig min absolutte yndlingsfilm, men jeg kunne aldrig finde på at se den hvert år, blot for derefter at gå i fosterstilling og hade verden de næste tre dage. Fanny & Alexander er filmen, hvor Bergman inkorporerer nærmest alt fra sine tidligere værker for at skabe et mystisk mesterværk, hvor virkeligheden måske ikke altid er, som den ser ud. Der stilles store religiøse og identitetsmæssige spørgsmål gennem filmen – nogle besvares, andre ikke, men det er heller ikke pointen med filmen, da vi, som mennesker, heller ikke kender alle svar. Det eneste vi bliver efterladt med er små hints mod en juvel af et efterliv; Måske med en Gud, måske med vores bevidsthed, måske blot som en idé – og det er her, Bergman efterlader filmen til vores egne tanker og følelser.
En snørklet tråd snor sig hen over den sorte skærm - frem tvinges titlen på filmen, Phantom Thread, og alt er stille. Stilheden varer ikke længe, da en ilds knitren høres i det fjerne. Kameraet zoomer ind på en kvinde, som sidder skævt på sin stol, lænende ind mod varmen fra den orange glød, der fylder rummet. Hun har et svagt smil gemt bag en ellers rolig facade mens hun næsten sælsomt fortæller om manden, Reynolds, der har fået hendes drømme til at gå i opfyldelse. Vi ved endnu ikke, hvem hun snakker med eller hvorfor, men det er også lige meget. Det eneste i billedet er kvinden, gløden og den smukke musik, der allerede nu føles som en karakter for sig selv. Dette er blot starten på et fuldstændig fantastisk stykke filmkunst af Paul Thomas Anderson, der har instrueret og skrevet en af de mest forstyrrende kærlighedshistorier sat på film, nogensinde. Phantom Thread er, ulig The Master, Magnolia og til tider endda There Will Be Blood, Andersons mest lineære film. Det er ganske få gange, hvor vi skifter mellem vor hovedpersoners liv til Alma, der fortsat varmer sig foran ilden og fortæller om hendes oplevelser med Reynolds. Størstedelen af filmen skal derfor ses som et flashback, hvor vi møder karaktererne og ser hvordan deres liv udfolder sig i kontakt med hinanden; Man skal dog ikke tage fejl, for Phantom Thread er Anderson's hidtil mest fascinerende og skæve historie og den leverer på stort set alle parametre. Det tager ikke lang tid før vi ikke bare befinder, men også accepterer og falder for den verden Anderson præsenterer for os. 50'er stilen er genskabt til perfektion og musikken efterlader ofte et udtryk af fransk romantik, som vi eksempelvis finder i den eminente Les Parapluies de Cherbourg fra 1964. Musikken er ikke blot fænomenal, men også strengt nødvendig for den atmosfære og historie, der vises for os. John Greenwood, der også har skrevet musikken til to andre Anderson-film, kæler for os med smukke pianostykker og kuriøse romantiske strygere, men ved også hvornår musikken skal ændres til nærmest ubehagelige, mørke toner og den føles derfor som en historie i sig selv. Det er dog ikke kun det auditive, der genskaber den forsvundne tid, men også det visuelle; Overdådige lyse toner fylder skærmen, ofte kun brudt af svage jord- eller stærke kontrastfarver. Enkelte tidspunkter føles næsten som ren dokumentar, som taget ud af minderne på en person, der genliver øjeblikket, mens andre som et skævt, abstrakt billede af livet, konstant holder seeren interesseret. Anderson ved, at det hele ikke skal overlades til historien og hver enkelt detalje er der taget højde for. Anderson har med Phantom Thread skrevet en historie, der tager den bekendte romantik og vender den på hovedet i stort set alle dets facetter. Reynolds, spillet af Daniel Day-Lewis, der efter sigende sætter karrieren på hylden, er en excentrisk kjoledesigner, der har sine meget faste rutiner: Skægget fjernes, håret sættes til perfektion, ikke ét eneste hårstrå må sidde forkert og ikke mindst morgenmaden skal forløbe på en helt bestemt måde. Vi møder ham første gang under denne rutine, hvor han sætter sig til bords med søsteren Cyril og en tredje kvinde. Denne ukendte, smukke kvinde tilbyder Reynolds et stykke bagværk, men mødes blot med et blik af ren afsky - en væmmelse, ikke blot af bagværket, men af kvinden selv. Kort tid efter er hun ikke længere at finde i huset. Reynolds spilder dog ikke tiden, men sætter sig ud i sin bil og farer af sted - hvor til vides ikke og det føles næsten som om han heller ikke ved det, men et hurtigt stop ved et lille hotel sætter en stopper for turen. Her falder blikket på en ung tjenerinde, der også har fået blik for ham. De studerer hinanden, blot for et øjeblik, men kemien, eller rettere fascinationen, er allerede til stede. Mødet bliver til en middag, hvor hun præsenterer sig selv; Alma. Herfra tager historien ikke så meget en drejning mod det ukendte, men grænser sig i stedet konstant til det familiære dog altid med et "men" i tankerne. Intet er helt, som det burde være - vi ved ikke helt hvorfor Alma er faldet for Reynolds, der virker barsk og til tider ligeglad med hende. Hendes baggrund er tåget og vi får aldrig noget reelt at vide om den, men kan alligevel udlede blot en smule gennem den tyske accent, der passer perfect til hendes karakter. Hvor mange selvfølgelig vil snakke om Daniel Day-Lewis præstation, så er der lige så meget at finde ved Vicky Krieps og hendes forståelse af en karakter, der hele tiden virker kryptisk i sine mål med livet. Vi kan dog selvfølgelig ikke helt komme uden om Daniel Day-Lewis, som mange anser som værende den største skuespiller, måske nogensinde. Hans CV indeholder film som There Will Be Blood, In The Name Of The Father, Lincoln, The Last of the Mohicans og mange flere og de har altid én ting tilfælles: Han ikke bare forsvinder, men absorberer rollen; Han går i ét med filmen og karakteren og man kan ikke forestille sig en anden, der kunne træde i hans sko og det samme kan siges om hans præstation i Phantom Thread. Manden er et geni foran et kamera, har styr på hver eneste særktræk ved sin karakter og det virker som om, han har studeret rollen i flere år for at kunne mestre hvert eneste scenarie, han måtte befinde sig i. Der er stort set ikke andre som ham, der kan gøre det med så mange forskellige roller og hvis i sandhed vælger at stoppe karrieren nu, så gør han det med et brag. Phantom Thread er en film, der skal opleves og ikke beskrives. Den er et virvar af bizarre øjeblikke, der dog virker realistiske for historien og karaktererne. Det er en kærlighedshistorie, der vender det hele på hovedet og indeholder ikke noget stort klimaks; Slaget foregår fra første minut og krigen er ikke nødvendigvis slut når rulleteksterne løber over skærmen. Reynolds er en ensom mand, der har fundet kærligheden, men kærligheden har ikke nødvendigvis fundet ham; Et spøgelse fra fortiden hjemsøger ham og påvirker den måde, han agerer overfor andre mennesker; Spørgsmålet er blot om Alma kan stå imod det - uanset hvor frygteligt og brutalt det end måtte blive.
“Mange bække små, gør en stor å” – eller, som den romerske digter Publius Ovidius Naso engang sagde; Føj lidt til lidt, og der bliver en stor bunke. Det er en sætning de fleste kender til, ved hvad betyder og gerne bruger om negative eller positive små aspekter ved livet, der i sidste ende kommer til at betyde en stor del. Det samme kan i sandhed siges om Denise Di Novi’s debutfilm, Unforgettable, der har Rosario Dawson i hovedrollen sammen med Katherine Heigl. Filmen formåede på knap så imponerende vis at indtjene lige under 18 millioner dollars på verdensplan, hvilket er blot 5 millioner mere end hvad den kostede at lave. 12 millioner dollars i budget er i sandhed ikke meget for en thriller disse dage, men som vi senere kommer ind på, så vil det virke urimeligt hvis manuskriptforfatter Christina Hodson fik meget mere end 10 dollars – for hold nu op en mængde af fejl, dårlig dialog og ubegribelig dumme beslutninger, der tages i dette makværk. Mens historien langsomt, og jeg mener virkelig langsomt, udfoldede sig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en anden lille thriller, der udkom to år tidligere, The Gift – en film, der formåede at være pokkers effektiv, indeholde gribende dialog og skabe en atmosfære, der konstant holdt en klistret til skærmen; Alt dette for blot 5 millioner dollars. The Gift var ikke en film mange havde høje forventninger til – det var trods alt Joel Edgerton’s debut som instruktør og med skuespillere som Rebecca Hall, der senest havde medvirket i en af 2014’s største skuffelser, Transcendence samt en film ingen så året efter og Jason Bateman, bedst kendt for sine komiske evner, så formåede Edgerton alligevel at få det bedste ud af sine skuespillere og det manuskript, han selv havde skrevet og den endte i sidste ende med at indtjene næsten 60 millioner dollars – så hvad pokker gik der galt for Unforgettable? Kigger man på selve kvaliteten af skuespillere i de to film har The Gift den største fordel: Rosario Dawson mener mange er et kommende stjerneskud, hvilket man som sådan godt kan have en pointe i – problemet for hende er de film, hun vælger at medvirke i. De tidspunkter hun har gjort det bedst har indtil videre været i animationsfilm som The LEGO Batman Movie samt Marvel-serierne Daredevil og Luke Cage; Alt sammen film og serier, hvor hun ikke befinder sig i hovedrollen. Misforstå mig ikke, hun er en ganske fin skuespillerinde, hvilket også kommer til syne i Unforgettable, men kigger man på listen af film hun har medvirket i rynker man måske på panden og tænker: “Hold da op, den har jeg aldrig hørt om før.” eller “Nåh ja, den havde jeg da glemt alt om!” Og nu hvor vi snakker om ting, man garanteret havde glemt alt om, så er Katherine Heigl også med i filmen. Ja, hun var med i fem sæsoner af Grey’s Anatomy, men har siden da medvirket i film som The Nut Job (Nej, det er ikke en porno), Jackie & Ryan, Home Sweet Hell og Jenny’s Wedding. Kan du ikke huske nogle af disse film? Det er der nok en grund til, da ingen af dem har mere end 23 tusinde stemmer på IMDB og de fleste af disse langt under. Hun virker som en glemt skuespillerinde, der prøver at komme tilbage, problemet for hende er blot, at hun virker til at have glemt hvordan man spiller skuespil. Okay, så Unforgettable’s to største stjerner er altså et kommende skud, der aldrig har stået alene og en skuespillerinde alle har glemt – er det nødvendigvis så slemt? Overhovedet ikke; Andre små film har overlevet på mindre og alligevel formået at være gode og indholdsrige. Det største problem for Unforgettable ligger nemlig hverken hos Dawson eller Heigl, men ved manuskriptet, for sjældent har en thriller da haft så mange stupide små øjeblikke og hjernedøde beslutninger. Historien er lige så original som “din mor” jokes og penis-grafitti; En stjernetosset kvinde “hjemsøger” sin ekskæreste og hans kommende brud. Mere er der ikke. Tro mig. Katherine Heigl spiller Tessa, en gal kvinde, der ikke kan lade sin ekskæreste, spillet af Geoff Stults, være og da den nye dame Julia Banks bliver introduceret, slår alt klik for hende. Signalerne til både David og Julia er fra starten tydelige: Tessa nægter at blinke, stirrer som en gal køter og virker strammere i betrækket end når jeg tager en størrelse extra-small på i Bilka blot for at vise at jeg kan uden den sprækker. Hendes karakter gennemgår de første 98 minutter absolut ingen progression, men som et lyn fra en klar himmel ændrer hendes karakter pludselig retning og man kan ikke andet end blot at tænke “virkelig?”. Det samme kan dog ikke siges om Rosario Dawson’s karakter – for hun gennemgår på absolut intet tidspunkt en karakterakt. Manuskriptet forsøger at få hende til at virke sårbar og let at holde af ved at inkludere diverse flashbacks til en voldelig ekskæreste, men det eneste det kommer til at virke som er ekstremt forceret og nærmest grinagtigt; Små hurtige flash af slag og skrig alt imens Julia råber om hjælp er alt hvad vi får af baggrundshistorie – bestemt ikke nok til at vi på noget tidspunkt føler for eller holder med hende i denne gribende fortælling. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at afsløre historien eller hvordan den udvikler sig, da man selvfølgelig selv skal opleve det, men som skrevet før er der talrige huller i plottet og der er flere gange, hvor man blot ryster på hovedet af mangel på kommunikation mellem vores to protagonister; Julia og David, hvilket er et voldsomt problem for filmen; Vor hovedpersoner fremstår som tåbelige idioter, der nærmest bevidst forsøger at gøre livet svært for hinanden og sig selv. “Uh, en fremmede sender mig blomster – det må jeg hellere lade være med at fortælle.”, “Jeg har sår på skulderen og en voldsom ekskæreste, der lige er kommer ud af fængslet – nah, det må han sgu selv finde ud af.”, “Min forlovelsesring er væk og har været forsvundet i flere dage – hvorfor skulle han dog vide sådan noget bras?”. Små irriterende momenter, der alt sammen blot hober sig op og gør filmen elendig. Det eneste der gør, at denne film ikke får den mindst mulige karakter er Rosario Dawson, der i sandhed forsøger at få det bedste ud af situationen. Et andet fornuftigt valg er at inkludere den unge Isabella Kai Rice så lidt som muligt, hvilket de desværre glemte at gøre med Katherine Heigl. Unforgettable er desværre ikke en film, der er så dårlig, at den er sjov. Den er bare dårlig og spild endelig ikke 100 minutter af jeres liv på denne såkaldte “thriller”.
Uden nogensinde at have været i det nordlige Italien i længere tid end det at det tager at se Call Me By Your Name føler man mod slutningen af filmen, at dette skønne abrikosrige område fyldt med smuk natur, rolige bække og grønne marker er ens andet hjem. Fra de gammeldags huse til de brolagte veje, fra de grå springvand midt på handelspladsen til den smukke å, der snor sig gennem landskabet, så formår instruktør Luca Guadagnino og scenograf Sayombhu Mukdeeprom at gøre os bekendte med et område, som var vi en del af det. Landskabet er ikke blot en ydre faktor, men en karakter i sig selv, der føles lige så smuk og skrøbelig som vor hovedpersoner og Call Me By Your Name er et studie i filmisk kunst og indlevelse, hvor stort set alt lykkes til perfektion. Året er 1983 og i det varme, solrige norditalien finder vi den 17-årige dreng Elio, der besøger sine forældre i deres hjem. Faderen, Mr. Perlman, er en højtstående professor og moderen er en smuk, levende oversætter af alt, hvad der er italiensk kultur. Alt ånder på overfladen fred og ro, men inde i Elio befinder sig en kamp mellem identitet og sexualitet; En identitet han har måttet leve med det meste af sit liv som en klog dreng, der synes flere år ældre end han er og en sexualitet, der gennem de seneste måneder og år har skabt tvivl om denne følelse af genkendelighed. En amerikansk studerende, Oliver, kommer på besøg, da han skal under Mr. Perlmans oplæring af den græsk-romerske kultur og han er på udseendet meget anderledes end sønnen Elio; Oliver er en høj, flot og ekstrem selvsikker person alt imens Elio er en lille, ranglet dreng, men under overfladen har de meget mere til fælles end hvad nogen af dem nok havde drømt om, da de først mødte hinanden. Der er meget, der virker i Call Me By Your Name, men intet så meget som den nærmest uhyggeligt smukke kemi mellem Charlamet og Hammer. Hvor man i film som Free Fall og Weekend, der forsøger at tackle mange af de samme temaer, til tider føler at karaktererne og præstationerne ikke er tilstrækkelig nok udviklet eller følelsesmæssigt til stede i progressionen af historien, så sørger Guadagnino for at bruge en stor del af filmens første akt på at personliggøre karaktererne, så man kan forholde sig til dem og deres liv. Vi skal ikke mere end 30 minutter ind i filmen og allerede der føler Elio og Oliver sig som en del af vores liv og vi en del af deres. Dialogen imellem dem er nænsomt skrevet, smukt udført og vist på en scenografisk måde, der forhøjer oplevelsen af at være sammen med dem som mennesker. Det er netop det, at de er så forskellige ved første øjekast der gør, at historien mellem dem virker så troværdig og smuk. Langsomt gennem filmen piller de det ene lag af efter det andet og følelserne får frit spil, men kun inden for de smalle rammer, som Elio har skabt i hovedet på sig selv. Han forsøger at skjule følelserne fra sine forældre og har samtidig en kæreste ved siden af, Marzia, og denne interne krig mellem de sande følelser og den langtidssikrede løsning er hvad der gør Elio til en kompleks og nærværende karakter - inderst inde ved han at romancen mellem ham og Oliver en dag må stoppe. Dette formår Guadagnino at klargøre blandt andet gennem lange klip uden dialog kun med den italienske scene og naturens symfoni i baggrunden. Der er en konstant følelse af melankoli, sorg og tab, hvilket står i smuk kontrast med det vi visuelt ligger mærk til fra landskabet og de klare farver. Den italiensk-fødte instruktør, der især er kendt for 2009-filmen I Am Love og A Bigger Splash fra 2015 viser endnu en gang hvordan kærlighed skal portrætteres på en naturlig og følsom måde og kan især stilles op imod Blue Is The Warmest Color fra 2013, der vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film. For uanset hvad man synes om den franske film, om man elsker eller hader den, så var der bestemt tidspunkter under sex-scenerne, hvor man følte, at de blev ved lige længe nok og ikke formåede at skubbe filmen i nogen retning hverken før, under eller efter, men i Call Me By Your Name er scenerne med til at hjælpe Elio med at identificere sig selv og de følelser han har. Efter at have mistet sin mødom føler han sig sikker på sin kærlighed til Marzia, men kun for et øjeblik, da han kort tid efter fantaserer om hvordan det måtte føles at være sammen med en anden mand; Med Oliver. Det hele er fortalt på en utrolig naturlig måde, hvor vi næsten er inde i Elio's hoved under hver eneste beslutning han tager og de konsekvenser beslutningerne måtte indebære. Det hele drejer sig dog hverken kun om historien, karaktererne eller landskabet, for hvis en film skal formå at sætte et endelig præg på de, der ser den, bliver musikken også nødt til at gøre et indtryk og her gør Guadagnino et mesterligt valg, der kun ophøjer filmens samlede kvalitet. Musikken er valgt af instruktøren selv og indeholder blandt andet musik fra kunstnere som The Psychedelic Furs, Johann Sebastian Bach, John Adams og tre numre af Sufjan Steven og er alle med til at underbygge vores forhold til Elio; Pianostykkerne står i ét med Elio, der selv spiller piano og sætter stemningen sammen med landskabet og de smukke farver. Filmens smukke og rørende budskab ligger i at både vi og karaktererne selv ved at deres forhold på et tidspunkt må ende, og hvad vi stiller op med de følelser dette måtte indebære. Vores følelser er mod slutningen i symbiose med Elio's og især en scene mellem faderen, spillet af Michael Stuhlbarg, og Elio er noget nær det smukkeste og mest rammende i en situation som denne. Call Me By Your Name er årets smukkeste kærlighedshistorie og blandt årets bedste film - om det er nok til at vinde Oscaren er svært at sige, men chancerne er bestemt gode.
Som en filmisk opera, et levende mosaikbillede, bevæger Paul Thomas Anderson’s film Magnolia sig fra det ene menneske efter det andet, kædet sammen af fortidens følelser om vrede, fornuft, kærlighed, sorg og ligegyldighed. Magnolia er en voldsom ambitiøs film, der mest af alt minder om noget skrevet af Spike Jonze eller Charlie Kaufman, to filminstruktører, der mestrer det ekstroverte menneske og i slutningen af 90’erne formåede Anderson er bevæge sig ind i samme liga med en film, der ikke føles som en undskyldning for dens egen eksistens, men som et musikalsk stykke, der bevæger sig gennem ironi og menneskekritiske synspunkter. Den formår derved ikke kun at føles frisk, også her 18 år senere, men også som en film, der bryder grænserne for almen amerikansk filmvidenskab. Magnolia er en film, der skal opleves frem for beskrives, for lige så smuk og enkel som blomsten Magnolia sieboldii i virkeligheden er, lige så foranderlig og kompleks er filmen, som er navngivet efter den. Der er meget af beundre ved Paul Thomas Anderson’s blot tredje spillefilm hvilket især skyldes det imponerende manuskript, der kæder mere end en håndfuld vidt forskellige karakterer sammen på måder ingen kan forudse. Anderson giver os en smagsprøve på disse tilfældigheder og hvilken betydning de kan have ved at fortælle historien om en ung mand, der forsøger at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget af et højhus. På vej ned fra siden af bygningen rammes han dog i maven af et vådeskud, der dræber ham på stedet. Personen, der affyrede skuddet, var mandens egen moder, der, ironisk nok, blev anholdt for mordet på sin egen søn, da, hvis skuddet ikke var blevet affyret, han ellers havde overlevet faldet grundet et net, der var sat i bunden af bygningen og derved havde reddet hans liv. Det er tilfældigheder som disse Anderson leger med i Magnolia og han formår at tilskrive hver tilfældighed mening; Ikke blot for filmen, men for karaktererne, der oplever, udlever og føler konsekvenserne for disse. Magnolia er i virkeligheden en dyb tragisk film, hvor familiebåndet er revet itu, venskaber ødelagt og bekendskaber smadret af fortidens spøgelser, men som så mange gange før glemmer fortiden ikke og vor hovedpersoner bliver nødt til at konfrontere undertrykte følelser for at komme videre i livet. Filmen føles som en låst serie af begivenheder, der alle finder sted i Los Angeles på samme dag. Vi flyver fra den ene karakter efter den anden på forskellige tidspunkter af dagen, men med mening og tematiske ligheder, der får filmen til at føles hel; Magnolia er ikke et puslespil, der skal samles, men et færdiglagt stykke fyldt med kompleksitet og smukke, men ødelagte, brikker, der viser vor hovedpersoners ansigter. En faders nære død, et talents ødelagte muligheder for noget stort, en betjent, der forsøger at finde mening i livet og en forlægsholder, der mener at have fundet netop denne mening tvinger skuespillerne til det ekstreme og ikke mindst skildringerne de skal portrættere; Tom Cruise har reelt set aldrig været bedre end i Magnolia, hvor han rejser rundt i landet for at belære mænd om at “tage magten tilbage til pikken”, William H. Macy, især kendt for sin rolle i Fargo, virker som et levende genfærd, mens han træder gennem fortidens minder og Julianne Moore udlever rollen som en uønsket kone, der ikke kan finde kærligheden til sine medmennesker; Disse er blot nogle af de imponerende præstationer, der er at finde i Magnolia og Anderson formår at skrive sin dialog i sådan en grad, at leveringen aldrig føles melodramatisk; Vi føler smerten sammen med karaktererne, hvilket gør filmen til en tung oplevelse, da der sjældent er noget at smile over. Magnolia er en yderst ambitiøs film, da den ikke holder sig tilbage. Hvor de fleste andre instruktører med sandsynlighed havde undladt enkelte karakterer for at forkorte spilletiden vælger Anderson i stedet at gå dybere ind i filmens temaer og udforske hvorfor netop disse karakterer er så ødelagte, som de er. Hver person har en bagage med sig og når rulleteksterne løber over skærmen er det med en snært af håb om en bedre fremtid for disse. Alle gennemgår en karakterakt, en progression, der gør filmen levende og unik og mod slutningen forstår man hvorfor hver enkelt brik er blevet som den er og hvad der har formet den. Man kan ikke rigtigt skrive en anmeldelse af Magnolia uden at komme ind på slutningen, der gennem tiden har forårsaget stor debat om mening og plads i filmen. For flere ødelægger den næsten hele oplevelsen, mens den for andre passer perfekt ind i hvad Anderson har forsøgt at fortælle os hele vejen igennem. Hvis man ved, hvad man skal kigge efter, er der små tegn, symboler og brudstykker af dialog, der kan bruges til at forudse den endelige hændelse, men det kræver næsten at man genser filmen mindst et par gange for at fange det hele. I min optik peger slutningen mod et smukt metafor om noget større; som en kald til vor karakterer, at sammenkoblingen endelig har fundet sted og fortidens dæmoner kan bekæmpes. Jeg kan sagtens forestille mig filmen uden denne slutning, men man skal ikke tage den lutter bogstavelig; Se den som et signal om at der muligvis er lys for enden af tunnelen og at dette lys muligvis ikke altid betyder “enden”. Paul Thomas Anderson er en detaljens mester; Alt er nøje tilrettelagt – fra billedekomposition til dialog, levering, atmosfære og temaer og i Magnolia føles det hele levende. På intet tidspunkt udviser Anderson et snært af utilstrækkelighed eller nervøsitet i sine ambitioner for projektet og det kan mærkes. Det er en film med følelse og indlevelse i en sådan grad, at man sjældent har oplevet noget lignende. Man snakker ofte om at episke fortællinger ikke længere finder sted i film, men med Magnolia er denne snævre “genre” udvidet; Episke film er ikke længere kun film som Spartacus, Ben-Hur eller Lawrence of Arabia, men kan fortælles gennem komplekse karakterer i et klaustrofobisk snævert billede af livet. Parker logikken udenfor døren og forvent hverken det største eller det mindste, men en smuk, tragisk fortælling om forskellige mennesker, kædet sammen af livet og giv dem hver især en chance mens de bevæger sig mod lyset og det, der i virkeligheden kan gøre dem lykkelige.
Hvad sandsynligheden er for at en kort, bestemt periode i den britiske historie filmatiseres og Oscarnomineres af ikke mindre end to film samme år vil jeg ikke komme nærmere ind på, men man kan ikke andet end at opfatte Christopher Nolan's Dunkirk og Joe Wrights Darkest Hour som to film at samme serie; Uden at være planlagt komplimenterer de hinanden på forunderlig vis, men med to forskellige syn på sagen; Hvor Dunkirk lagde fokus på gerningsstedet, hændelserne nært ved soldaterne og den umiddelbare reaktion fra personerne tættest på begivenhederne, vender Joe Wright i stedet blikket mod den britiske ø og ikke mindst Winston Churchill's tid som premiereminister maj måned 1940, hvor nogle umenneskelige valg skulle tages, der ville resultere i ikke blot overlevelsen af britiske soldater i havnebyen Dunkerque, men også sikre overlevelsen af landet og tilbageerobringen af det vestlige Europe. Joe Wright er en instruktør, der virker mest sikker i historiske skildringer. Han har tidligere stået bag film som Atonement, der, blandt andet, også bruger tid på at skildre krigstiden under 2. verdenskrig, samt Pride & Prejudice. Han er en instruktør, der ikke er bange for at bevæge sig i historien skildret i 1900-tallet, en historie, der lige nu ligger som fjerne minder hos de ældste i samfundet, men formår alligevel at gøre dem tilgængelig for et nyere publikum. Darkest Hour er endnu i samlingen, men føles langt mere personlig end hans tidligere film. Hvor vi i Atonement bevæger os gennem 6 årtier vælger Wright her at fokusere på en meget bestemt og vigtig tid i én mands liv, hvor et helt kontinents fremtid hvilede på hans skuldre. Året er, som sagt, 1940: Store dele af Europe er under belejring og ikke mindst Frankrig, Holland og Belgien lider store tab. De tyske tropper, panservogne og fly skærer gennem landegrænser, floder og skove og fortærer alt på deres vej. I England sidder Neville Chamberlain som premiereminister, men stemmes ud; Et nyt ansigt må vælges - en mand, der ikke er bange for at tage kampen op, men den sandsynlige mand til posten vælger at frabede sig æren; Viscount Halifax. Valget ender derfor på den, hos nogle, upopulære Winston Churchill, der skal guide landet gennem den absolut mørkeste tid, hvor engelske soldater er under retræte og fremtiden er usikker. Der har været meget snak om Gary Oldman's præstation som Winston Churchill op til Oscarnomineringerne og med rette. Sjældent oplever man er skuespiller forsvinde i en karakter som Oldman formår at gøre som den britiske premiereminister. Hvor han gennem de seneste år har skabt et ry for sig selv som værende den udadreagerende, flagrende karakter, som alle ved hvem er, men ingen kender navnet på, blæser han i Darkest Hour alle omkuld; Han ikke blot spiller, men er Winston Churchill. Om det er nok til at få ham kendt hos den almindelige biografgænger er svær at sige, for i realiteten er han ikke til at genkende denne gang. Der er brugt enorme mængder makeup, accenten er anderledes og hele hans væsen er så interessant og unik i forhold til hans tidligere roller, at det kan være svært at finde Oldman i filmen, hvilket blot er en cadeau til hans evner og for alle, der har set Jonathan Teplitzky's Churchill fra sidste år, ja så formår Wright og Oldman i samarbejde virkelig at fjerne den grimme smag som Brian Cox' skildring efterlod. Film som Darkest Hour har det med at følge en bestemt formular, hvis den sigter efter at henvende sig til det størst mulige publikum, hvilket ikke altid er for det bedste. Instruktører har det med at rette al fokus på én bestemt ting, hvilket dermed sikrer omtale om det, der er arbejdet mest for. Wright gør, desværre, det samme med Darkest Hour, for hvor Oldman's præstation i den grad er i søgelyset netop nu, så formår han ikke at gøre filmen eller historien unik på mange andre måder. Der er i starten forsøg på at gøre scenografien spændende, ved at drage et snært af Wes Anderson stil ind i billedet samtidig med at lade publikummet nyde brede skud af bygninger og landskaber, men dette efterlades hurtigt i filmens anden akt. Her befinder vi os ofte i specifikke rum, hvor beslutningerne skal tages, hvilket gør det svært for Bruno Delbonnel at være original og spændende med kameraet og farverne. Det samme kan siges om musikken, der ofte i de store scener, forsøger at lade os fortælle, hvordan vi skal føle. Der er scener, hvor Churchill taler til parlamentet, der kunne være langt mere unikke og kraftfulde, hvis hans dialog stod alene og vor følelser ikke lod sig forføre af musikken i baggrunden. Dette får scenerne til at virke typiske og alt for store, hvor det i virkeligheden er én mands tale, der forandrer begivenhederne. Manuskriptforfatter Anthony McCarten beviser endnu en gang, at han formår at skrive en gribende fortælling, men slutresultatet kunne godt finpudses enkelte steder, for selvom en spilletid på 125 minutter ikke er lang, føles enkelte scener unødvendige. Dialogen hos andre end Churchill føles til tider træge i forhold til vores hovedperson, hvilket er en skam, da det trækker helhedsbilledet ned. Darkest Hour er derfor en blanding af det bedste og det værste ved sådanne film. Gary Oldman er bestemt ikke den eneste, der formår at gøre god figur gennem filmen; Lily James, der også medvirkede i sidste års Baby Driver gør det fremragende i denne ligeså, men får ikke mange minutter på skærmen. Hun beviser dog hun er klar til at finde sig selv som hovedrolleindehaver inden alt for længe, hvilket heldigvis også er tilfældet i den kommende Mamma Mia! Here We Go Again. Det samme kan siges om Stephen Dillane, der på trods af ikke at gå igennem en nævneværdig forandring gennem filmen, gør det ganske fornemt som Halifax. Joe Wright har skabt en sand Oscarfilm - en film, der rammer alt det den skal ramme for at blive nomineret, både på godt og ondt. Om Darkest Hour ender med at løbe med statuetten er svær at sige, da den i sandhed henvender sig til komiteen, men efter at have set tre af de andre nominerede på nuværende tidspunkt føler jeg bestemt ikke den burde vinde; Filmen er underholdende, man keder sig aldrig og Oldman's præstation er i sandhed mesterlig, men den har, desværre, ikke meget andet at byde på for at skille sig fra mængden.
"Hvad nu hvis...?" Et spørgsmål, der nærmest er kernen i sci-fi og altid har været det. Det er genren, der giver forfattere og instruktører mulighed for at stille spørgsmål omkring verden, udforske den og udfordre fremtiden og vores tanker om hvordan vores liv kan forandre sig. Dette kan gøres på flere måder, hvad end om det er gennem etiske og moralske træk, den menneskelige psyke eller vores teknologiske fremskridt - ofte med afsæt i det sidstnævnte - hvilket alt sammen er med til at udvide vores idéer om den menneskelige kunnen. Sci-fi er på mange måder en let-definerbar genre, men med flere eksempler i fortiden har den samtidig vist sig at være utrolig svær at balancere på rette vis. "Hvad nu hvis...?" er også spørgsmålet instruktør Alexander Payne stiller i starten af Downsizing; Et spørgsmål, som han og manuskriptforfatter Jim Taylor på imponerende vis formår at glemme, ignorere og se bort fra inden for de første 20 minutter og aldrig vende tilbage til det. Downsizing har på mange måder en fascinerende idé at bygge fundamentet på; Hvad nu hvis mennesket kunne få muligheden at skrumpe sig selv til en højde på blot 13 centimeter og leve sit liv i miniatureformat? Hvilke konsekvenser kunne dette have for den menneskelige psyke, hvilke begrænsninger kunne det have på kroppen og vores måder at agere med hinanden på samt hvilke ulemper kunne denne teknologiske anordning give samfundet? Alexander Payne træffer de rigtige valg i starten og vælger at fokusere på "den almindelige mand" fanget i en ualmindelig situation. Vi så det samme ske i hans fantastiske film Nebraska fra 2013, hvor vi følger en ældre herre tæt på livet og hvordan hans situation forandrer ham som menneske, men i Downsizing mister vi langsomt fokus fra vores ordinære protagonist og de indledende spørgsmål og vi befinder os pludselig i et virvar af idéer, der omhandler alt fra global opvarmning til racediskrimination og andre temaer, der føles introduceret ud af det blå blot for at levere en mening om nutidens tilværelse. Disse temaer er nødvendige og vigtige at formidle, også gennem film, hvis det er instruktørens intentioner, men når budskabet og tankerne leveres uden optræk, føles det pludselig som en personlig mening fanget i et upersonligt kunststykke. Nuvel, dette kunne selvfølgelig reddes, hvis manuskriptet og scenerne var rige og sigende, men som tiden går, er det eneste, der holder en fast, tanken om hvornår denne film slutter. Det er en skam at Payne drejer filmen mod noget, den aldrig lader op til, da det giver forkerte forventninger og når de scener, der trods alt bliver leveret, heller ikke rammer plet føles det hele pludselig meget intetsigende. Vores "almindelige mand" i Downsizing spilles af Matt Damon, hvis navn er Paul Safranek. Ham og konen, Audrey Safranek, beslutter sig for at bruge den nyudviklede teknologi og lade sig skrumpe, så de kan få mere plads om ørerne. Præcis, vores hovedpersoners motivation for at lade sig skrumpe er, at de ikke har råd til at købe et større hus. Det er det største problem, de har i livet og da Paul's gode ven Dave fortæller om hvor godt det er at leve i miniatureformat beslutter de sig for at gøre det. Dave, spillet af Jason Sudeikis, ser vi aldrig mere i filmen, hvilket er et andet stort problem med Downsizing. Flere gange introducerer Payne nye idéer, personer og koncepter, men vender aldrig tilbage til dem. Vi får i starten af filmen blandt andet indtrykket af, at ikke alt er godt ved at skrumpe mennesker, da det går ud over verdensøkonomien - dette bliver dog aldrig forklaret eller kigget nærmere på og virker derfor som et unødvendigt stykke dialog, der blot gør mere skade en gavn, da vi aldrig ved hvad vi kan forvente af filmen. Beslutningen om at skrumpe sig leder dog op til filmens klart bedste fire minutter, hvor vi følger de forskellige mekanikker og beslutninger der gøres inden skrumpningen kan finde sted. Alt hår barberes af, plumperne i tænderne fjernes, da de ellers kan få hovedet til at eksplodere og tarmene skal tømmes for at personen ikke drukner i sin egen afføring. Disse valg virker logiske og tilføjer filmen en snært af visuel indlevelse, da man som seer sagtens kan forstå hvorfor det gøres. Det første store twist for vores hovedperson introduceres kort tid efter Paul er vågnet igen; Her finder han ud af, at barberingen var for meget for hans kone, som valgte ikke at lade sig skrumpe, hvilket desværre gør at vi ikke længere finder Kristen Wiig i filmen. Gennem de næste mange minutter af filmen forsøger Paul derfor at få et liv til at fungere i Smallville, hvor han blandt andet drages af filmens klart stærkeste kort; Den Vietnamesiske rengøringsdame Ngoc Lan Tran, spillet vidunderligt af Hong Chau. Det er dog også her vi løber ind i endnu et stort problem med filmen. Hong Chau, der nok mest af alt er kendt for sin rolle i Big Little Lies, formår at stjæle samtlige scener hun er i. Hendes karakter er dragende, stærk, morsom og fantastisk at følge, hvilket forårsager at man langt hellere vil følge hendes karakter end Paul, der gennem det meste af filmen er lige så kedelig og intetsigende som en ledningsskjuler. På intet tidspunkt formår Matt Damon at levere en troværdig præstation, hvor vi føler smerte, indlevelse eller forståelse. Damon's karakter er en almindelig mand, der forbliver almindelig. Downsizing virker på mange måder som et afsnit af Black Mirror - hvis du tog et afsnit, gjorde det dobbelt så langt, fjernede alt det interessante og erstattede det med intetsigende karakterer og introducerede temaer og idéer, du aldrig vendte tilbage til. Præmissen er der for noget fantastisk, men Payne tager nogle beslutninger gennem filmen, der mest af alt virker ulogiske og forvirrende. Alt er selvfølgelig ikke skidt i filmen, da de første 20 minutter var ret så interessante og introduktionen af Hong Chau løftede underholdningsniveauet, men når hele fundamentet ryster, så skaber det en utrolig ujævn oplevelse, som jeg ikke kan anbefale, desværre.
Den berømte teolog, kirkefader og filosof Aurelius Augustinus er blandt andet kendt for sin sætning om håb, vrede og mod. "Håbet har to smukke døtre; deres navne er Vrede og Mod. Vreden over tingenes tilstand og modet til at ændre denne tilstand." og netop denne smukke skildring af håb er nok det tætteste, man kan komme på at beskrive Martin McDonag's nyeste film, hvor vreden er drivkraften for stort set alle karakterer; Vrede mod dem selv, mod omverden og mod de, der står dem selv nærmest. Den engelskfødte instruktør, der uden tvivl er bedst kendt for sin debut i 2008 med In Bruges, har med Three Billboards instrueret og skrevet én af de mest rørende og naturlige film om ovenstående temaer de seneste mange år. Vrede i denne film anses dog ikke som en sygdom, der skal kureres; som en parasit, en synd, der kun kan fjernes gennem accept, tilgivelse og forståelse, men som en følelse, der via handlinger i en uretfærdig verden driver en til at kæmpe imod og skabe sin egen retfærdighed. Og hvad gør vi med den information, eller mangel på samme, der tvinger vreden frem i os? Hollywood har det med at skabe en bestemt ramme angående vrede. Det anses som en dæmon, der kun er ude på at destruere uden blik på den motivation denne følelse kan give en. For Frances McDormand's karakter, Mildred, er det hele drivkraften for hendes eksistens og har været sådan det seneste år siden hendes datter, Angela, blev brutalt voldtaget og myrdet. Der har siden da ikke været noget gennembrud i sagen, intet DNA-match eller øjenvidner og det lokale politi har ladet sagen hvile og gået kold og politichefen Willoughby har i Mildred's øjne svigtet hende og samfundet for den retfærdighed hun higer efter. Mildred tager derfor sagen i egen hånd, lejer tre store skilte uden for byen, og tvinger sig opmærksomhed via teksten på disse skilte, hvilket forårsager dybe riller i det lokale samfund og ikke mindst spørgsmålet om hvorvidt man nogensinde kan gå for langt for at finde svar. Woody Harrelson's karakter er dog ikke den eneste hun ender med at involvere, da hans trofaste politibetjent, Dixon, spillet af Sam Rockwell, bliver dybt frustreret over den uretfærdighed, hun tvinger over Willoughby's skuldre og ender med i store dele at tage sagen i egen hånd. Ud fra beskrivelsen kan Three Billboards let komme til at lyde som en almindelig småkedelig krimifilm med enkelte twists og dybe tanker, men instruktør McDonagh formår på smukkeste vis at træde uden om stort set alle klichéer, der er at finde i denne genre. Mysteriet om hvad der var sket med Angela, kunne let komme til at fylde og overskygge karakterernes personligheder, men i denne film tager han os med på en langt mere personlig rejse, hvor Mildred's vrede mod samfundet er hvad der driver historien. Katalysatoren er mordet på Angela, men det er ikke fokuset i historien og når man tager en retning som denne, er det nærmest ubeskrivelig vigtigt at kreere interessante personligheder, der ikke blot vises for at skubbe historien frem; Og McDonagh har ikke blot skrevet en uhyggelig nær film, men karakterer, der er så dybt forskellige, sårede og vrede, at det hele går op i en højere enhed. Vi finder gennem de næsten 120 minutter ud af, at det ikke blot er Mildred, der er dybt såret, men især også Dixon, der på grund af hans baggrund har opbygget en vrede mod stort set alle omkring ham; En vrede, han umuligt kan kontrollere når bægeret flyder over, hvilket forårsager nogle af de mest brutale og rørende scener i hele filmen. Sam Rockwell er en åbenbaring i denne film og har ikke været bedre siden Moon fra 2009. Det samme kan siges om Woody Harrelson, der i min optik lige så godt kunne have fået en pris for sin præstation. Den ældre, noget mere erfarne politichef har selv en bagage, der tvinger ham til at se livet gennem andre øjne; et syn, der ofte går imod Mildred's om hvor langt man kan tillade sig at gå for at skaffe retfærdighed. Filmen tilhører dog hverken Rockwell eller Harrelson, men Frances McDormand, der ikke kun giver sit livs bedste præstation, men den bedste hele året og fortjener om nogen en Oscar for det hun leverer i Three Billboards. Hun er kort sagt eminent og formår at gå fra den ene følelse til den anden på et kort øjeblik, hvilket ofte tager seeren på sengen. Denne uvidenhed om hvor vi har hende er med til at skabe en utryghed, der tvinger ens sanser til konstant at være vågne og når rulleteksterne løber over skærmen er man nærmest udmattet. Det er dog ikke kun gennem hendes kropssprog, hun formår at dominere filmen, men også via monologen; Især en bestemt scene med en lokal præst får nærmest en til at sluge hele hendes karakter råt, noget der sjældent formås på så kort et øjeblik. Three Billboards er dog ikke kun en mørk, brutal fortælling om vrede, men har samtidig øjeblikke af utrolig humor, rørende scener og smukke karakterer, der konstant holder en vågen. Filmen vandt en Golden Globe for bedste manuskript og det er let at forstå hvorfor. Sjældent har en film formået at balancere så mange følelser og genretræk på så fornem vis som McDonagh's seneste, der i fremtiden let kan anses som en klassiker. Det er ikke alt i livet, der skal lære os at være mere tolerante overfor hinanden og det er sjældent sundt at efterlade vrede uden at gøre noget ved den og med denne smukke historie har McDonagh virkelig genskabt Augustinus berømte sætning. Three Billboards er ikke kun en fantastisk film, men den bedste i år og fortjener al den ros, den i skrivende stund får fra alverdens seere og anmeldere.
Taylor Sheridan’s nyeste film virker på mange måder næsten mytisk – som en tid, der ikke længere eksisterer, men har konsekvenser for nutiden; En tid hvor de eneste regler er de, du selv finder på for at overleve. Den store forskel er dog, at denne mytiske verden ikke er fantasi men virkelighed og strækker sig over store dele af den Amerikanske vildnis, uberørt af mennesker, kun påvirket af naturen. Sheridan er forholdsvis ny som instruktør, men har skrevet nogle af de mest gribende og seriøse thrillere i nyere tid med sidste års Hell or High Water og 2015-filmen Sicario, der var blandt de bedste dette år og kender man til dem har man en formodning om, hvad man kan forvente med Wind River. Den store forskel er dog, at hvor henholdsvis David Mackenzie og Denis Villeneuve stod som instruktører på førnævnte film, så er Wind River Taylor Sheridan’s blot anden spillefilm. Den store forskel findes, imponerende nok, ikke i måden filmen er instrueret på, men i landskabet. Der er ingen tvivl om Sheridan har lært noget af både Mackenzie og Villeneuve i måden hvordan scener udspilles og atmosfæren frembringes. Meget af det ligger allerede i manuskriptet, som Sheridan også selv har skrevet, men enkelte og vigtige elementer kan kun bringes frem som instruktør; Noget Sheridan virkelig formår med Wind River. Wind River er en film, der formår at tilstræbe sig en ekstra karakter med naturen. Filmen føles ekstrem kold, sneen knaser under fødderne og landskabet er dækket af et hvidt tæppe kun brudt af spor fra dyr eller snescootere. I baggrunden ses store bjerge, der strækker sig så langt øjet rækker og bryder det hvide maleri. Enkelte steder anes skove, men det er den åbenlyse mangel på liv og nærhed, der er sjælen ved naturen i filmen. Naturen skaber en stemning, der styrer filmen; Wind River er en langsom film, der tager sig tid til at udforske karaktererne og den situation, de befinder sig i, præcis ligesom Hell or High Water og Sicario. Den skarpe natur spejler sig smukt i karaktererne, der er som skabt af den. Jeremy Renners karakter, en rovdyrjæger ved navn Cory Lambert, ser vi for første gang liggende i sneen som en skytsengel, der beskytter fårene fra ulve. Det er dog først da det første skud lyder, at vi ved han befinder sig der; En hvid camouflagedragt gør ham praktisk talt usynlig og går i ét med naturen. Vi lærer undervejs, at det er hans job, men ikke alt er som det synes på overfladen, da begrundelsen er langt mere personlig. Noget af det første, der ruller over skærmen er teksten “Inspireret af virkelige hændelser” – de fleste ryster garanteret allerede nu på hovedet og tænker “Åh nej, endnu en af disse”, men hvor denne sætning ofte bruges om film, der prøver at gengive en meget specifik hændelse bevæger Taylor Sheridan sig i stedet ud af netop denne zone og ser på det bredere billede. Wind River er en utrolig personlig film, men har en umådelig stor historie at fortælle. En ung, smuk pige ved navn Natalie flygter fra noget åbenlyst ondt og modbydeligt. Kulden skærer ind i hendes lunger og sneen virker som knive på hendes bare tæer; Hun flygter og har ikke haft tid til at tænke sig om overlevelse. Den lige vej bliver hendes død, da hun falder om og ikke længere er i stand til at bevæge sig; Hun drukner i sit eget blod alt imens sneen daler over nattehimmelen og dækker hende til. Det er en skæbne hun, ifølge statistikkerne, ikke er alene om. Et uvist antal indfødte piger og kvinder forsvinder hvert år og findes aldrig igen; Hvad der er sket med dem og hvorfor de forsvandt er der ingen der ved og ingen, der tager sig af. Sheridan har med Wind River skabt en film, der tør fortælle historien ud fra en række personer, hvor denne statistik bliver til virkelighed og hvor langt man vil gå for at finde sandheden. Døden af pigen bliver en historie, der når det lokale stammepoliti og FBI tilkaldes; en ung kvinde, spillet af Elizabeth Olsen, sendes, men hun har ikke nok erfaring til at fremstå som et åbenlyst eksempel i sådanne situationer. De har sendt en nybegynder, “for hvorfor ikke?” lyder spørgsmålet som filmen stiller. En indfødt som stort set ingen kender til, fundet i et koldt og øde landskab – en kvinde ingen tydeligvis vil huske. Hun spørger Cory Lambert til råds og sammen med betjenten Ben, spillet eminent af Graham Greene, forsøger de at finde ud af, hvad der er sket. Hvad der gør filmen så ekstrem effektiv er ikke blot historien bag, men måden hvorpå den fortælles. Længe har vi savnet de klassiske krimifilm, der ikke blot tager emnet, men seerne seriøse. Vejen frem er som sådan ganske simpel og ligetil uden store twist om højtstående regeringsfolk, der prøver at skjule sandheden, men en lineær gåde, der tvinger vores hovedpersoner til at udforske og overvinde andre såvel som egne dæmoner. Wind River er en film, der tager sig tid til at udforske emnet og historien bag; En historie, der fortjener at blive fortalt. Jeremy Renner har aldrig været bedre og Elizabeth Olsen er fantastisk som den unge FBI-agent. Hun kendes i bredere kredse kun som Scarlet Witch fra Marvel-filmuniverset, men har allerede før det vist sit store værd i Martha Marcy May Marlene fra 2011 og med Sheridans nyeste drama formår hun at udvikle sig yderligere som skuespillerinde. Musikken er lige så sjælfyldt som scenografien og man kan nærmest mærke den nådesløse natur trænge ind under huden. Numre som Snow Wolf og Survive and Surrender af Nick Cave og Warren Ellis minder om den smukke estiske film “Mandariinid” fra 2013 og er lige så stor en del af historien som karaktererne selv. Man plejer at sige Januar måned er måneden for affald inden for filmverden, men dette er heldigvis ikke tilfældet i Danmark; Wind River er en film alle skal opleve, en film, der tager emnet seriøst og tager sig tid til sine karakterer. I den kolde vintermåned har vi brug for noget, der kan varme os og Sheridan har bestemt lavet en film, der får blodet til at pumpe i kroppen. Det er en film, man vil huske og højest sandsynlig se igen inden året er omme.
Der er et tidspunkt, halvvejs gennem filmen, hvor vores to hovedpersoner, parret Zhenya og Boris, besøger bedstemoderen for at finde deres forsvundne barn Alyosha, men Zhenya’s moder tror ikke på dem. Med frygt i øjnene og harme i stemmen beskylder hun dem for at ville give barnet til hende; Et barn ingen af dem vil have. Loveless er i sandhed kærlighedsløs. Når man snakker om store russiske instruktører kommer samtalen ofte over på Andrej Tarkovskij, der har stået bag klassikere som Ivan’s Childhood og Solaris, men hvor Tarkovskij ofte vendte blikket mod et mere dystopisk fremtidsbillede tager Andrewy Zvyagintsey os med tilbage til nutiden; en tid hvor narcissismen lever og kærligheden forsvundet. Om filmen specifikt er ment som en allegorisk kritik af det russiske samfund er svær at sige, men Loveless har meget at fortælle om måden hvorpå vi lever, elsker og dør blandt andre. Hvor hans tidligere film Leviathan fra 2014 følte som en kritik af samfundet føles Loveless mere som en kritik af menneskets kærlighed. Film som disse har tidligere især kommet fra mellemøstiske instruktører, der stiller spørgsmåltegn ved kommunikation og ligestilling, men med en instruktør som Zvyagintsey får vi et mere råt billede, der til tider føles næsten for realistisk; Som en verden vi prøver at gemme af vejen, men hele tiden lurer under overfladen. Vi tør ikke altid se det dårlige ved kærligheden i øjnene, men Loveless forsøger at skildre hvad der sker, hvis vi gemmer det af vejen, men stadig nærer af det. Det er tydeligt fra starten at netop dette billede er noget Zvyagintsey er gået efter; Vi ser en bygning, der til forveksling ligner et fængsel – kort tid efter ringer en klokke og en gruppe børn løber ud. Det samme gør en ung, blond dreng, 12 år gammel. Han har dog ikke travlt, i stedet søger han ned mod den sneklædte bred, der omringer en rolig flod, som løber gennem byen. I hånden har han noget papir, der skal forestille en drage, men taber den og den ender med at sidde fast i et træ, for højt til at nå. Der er en god grund til Alyosha ikke har travlt med at komme hjem, for hjemme er stedet, hvor kærligheden er forsvundet. Alyosha’s moder, Zhenya, er en dybt narcissistisk kvinde, der bruger mere tid på telefonen og sociale medier end sin søn og menneskene omkring hende. Hun søger tilflugt fra en verden, hun ikke vil leve, hvilket hun gør klart overfor hendes mand Boris, da hun omtaler drengen som et uheld, en ulykke, og giftede sig af frygt for abort. Kærligheden har aldrig været at finde mellem ægteparret, der virker til at hade hinanden som var de fjender. De bor sammen af tvang, et miljøbestemt tvang, da ingen ser godt på skilsmisseforældre. Den hårde tilværelse er noget vi mærker gennem hele filmen. Zvyagintsey sørger for, at vi som seere, altid følger Zhenya og Boris i deres tilværelse med et liv ingen af dem vil leve. Som følelsesløse maskiner skændes de højlydt om forældremyndigheden, som de hver især prøver at flygte fra. Alyosha er et uønsket barn, der mærker det dag ud og dag ind. Zhenya bruger undskyldningen, at han ligner Boris mere og mere, en mand hun afskyr og derfor ikke vil være sammen med. Boris har derimod fundet kærligheden et andet sted og ser knap nok Alyosha som sit eget barn. Det er et barn, der er fanget i en verden, hvor ingen vil have ham. Denne barske realitet bliver på et tidspunkt nok for Alyosha, der en dag fra skole ikke kommer hjem igen. Hverken Zhenya eller Boris vil i starten tage sig af det og beskylder hinanden for drengens forsvunden, og det er først da timerne går, at alvorligheden går op for parret, der på én gang søger et andet liv, men nu også skal prøve at finde det gamle og sørge for, det ikke dør ud. Zvyagintsey formår at filme og fortælle denne virkelighed som var den en del af vores alle sammen hverdag. Han tager os med på en tur, hvor vi både følger Boris og Zhenya, hvordan de prøver at komme videre og hvordan de hver især er som personer. Dette gøres dog på en måde, hvor vi aldrig ved, hvad vi egentlig skal føle om dem. På den ene side er Zhenya en forfærdelig moder gennem filmen, men flere gange får vi ondt af hende, da hun blot søger kærlighed og accept gennem en ny partner; En følelse hun aldrig har fået fra sin egen familie. Boris er tilsvarende blevet et produkt af tilværelsen. Hans kolleger og venner er dybt religiøse og gør en dyd ud af at fortælle, at man som menneske aldrig må skilles og skal være med sin familie og gøre alt for dem; Boris ved dog ikke hvilken familie, han skal forholde sig til. Scenografien er tilsvarende kold og kynisk. Det sneklædte landskab bliver kun brudt af den store flod eller grå betonbygninger, der rager op gennem veje og parker. Farverne er holdt til det minimale og vi søger per automatik ofte efter det lyse og venlige for vores øjne, men dette er ikke en historie, der prøver at være venlig. På samme måde finder vi ofte lange one-take scener fyldt med dialog om tab, sorg, følelser og konsekvenserne af disse. Zvyagintsey tør bruge tiden på at fortælle historien, så vi runder hver en sten og slutningen på filmen er lige så kold, som den er brutal og rørende. Zhenya og Boris er to mennesker, fanget af tiden, der af nød har fundet sammen og fået et barn ingen vil have. Loveless er ikke blot en film om det russiske samfund, men en kritik af det moderne menneskes måde at opfatte sig selv på. Vi har så travlt med at finde accept fra andre gennem sociale medier eller finde kærligheden fra folk, vi knap nok kender, at vi glemmer det, der er for øjnene af os; En kærlighed, der blot ender med at blive kærlighedsløs.
Vi kender det alle: Stemningen af glade folk, atmosfæren af sol og varme og lyden af børn, der utålmodigt venter på isen før den smelter. Det er en episode forfatteren til novellen, som filmen er baseret på, kender til. Hvad der adskilte denne dag fra så mange andre var episoden, der skulle finde sted ved en lille iskiosk; Raquel Jaramillo venter i køen med sin daværende tre-årige søn og i et sekunds uopmærksomhed fra moderen begynder drengen at græde. Han har hverken slået sig, følt sig snydt eller trådt på, men i stedet set en ung pige med et deformt ansigt. Hun skynder sig at fjerne drengen før det bliver til en større scene, uvidende om at netop dette gør hele episoden værre. Da både hende selv og drengen falder ned igen og nummeret "Wonder" kører over radioen om aftenen indser hun, at netop denne episode er blandt de vigtigste i hendes liv. Det er sjældent en historie som denne fører til meget mere i det store billede, men i dette tilfælde skulle det vise sig blot at være begyndelsen. Wonder er ikke kun navnet på Natalie Merchants anden single fra albummet Tigerlily, men også på Stephen Chbosky's tredje spillefilm som instruktør. I 2012 forførte han de fleste med den vidunderlige film The Perks of Being a Wallflower, en historie, der i essensen på mange måder minder om hans nyeste film; En ung dreng, der prøver at passe ind, men i Wonder er det ikke grundet usikkerhed for et nyt sted, men usikkerheden af en selv. En usikkerhed om hvor vidt man kan passe ind, hvis man viger fra normen sat af andre og Wonder virker på mange måder som en vellykket fortælling, der desværre lider under nogle fejl. Vi følger i filmen den unge dreng, August Pullman, spillet af Jacob Tremblay, som skal til at starte i femte klasse. Han blev født med en genetisk fejl, der gjorde at han måtte vokse op med et deform ansigt, der på mange måder har hæmmet hans liv og tilgangen til goder og andre mennesker. I sin spæde barn har han måtte komme under kniven flere gange blot for at kunne trække vejret og leve et forholdsvis normalt liv, men der er stadig synlige beviser på denne genetiske fejl. Chbosky er en ganske udmærket instruktør, der ved hvilke knapper der skal drejes på, for at vise en bestemt følelse, som skal kommunikeres til seeren. Det er en teknik, der er god at kunne, især med film som disse, problemet er blot hvis disse følelser føles påtvunget eller nødvendige for at fortælle en bestemt episode; Hvis det kort sagt er følelsen, der bestemmer filmens gang. Det er en fælde mange film og instruktører desværre er faldet i på det seneste og Wonder er ikke helt uden disse episoder. Wonder starter meget godt med en velfortalt gennemgang af August' besværligheder, liv og holdninger. Hvad der især gør August så iøjefaldende som karakter er ikke udseendet, men væremåden. Jacob Tremblay kom på alles læber efter sin mageløse præsentation i sidste års succesfilm Room og i Wonder formår han blot at videreudvikle sine færdigheder. August er en intelligent, ung fyr, der finder glæde i naturvidenskab og sammenværet med sin søster, Via og hunden Daisy. Det er netop denne naturlige tilgang til livet, der gør August nær, selv når han gemmer sig under sin store astronauthjelm. Hvad der virkelig overrasker med Wonder er dog ikke blot August' besværligheder, men også søsterens, spillet af Izabela Vidovic, der har måtte afvige sine behov for kærlighed og nærvær, så August kan hjælpes mest. Det er et offer, der senere i historien, får konsekvenser for hende selv og familien, da vi alle har brug for familiens åbne arme og ikke nødvendigvis føle sig som et tredje hjul i eget hjem. Via har gennem det meste af sit liv måtte vige pladsen for August og i dette træk mistet en del af det, der fuldfører hende som menneske. Det samme har moderen, spillet af Julie Roberts, da hun har sat sit liv på pause efter fødslen af August. Det er aldrig noget vi mærker det store til i filmen, men det lurer under overfladen af hendes karakter. Hun er gift med Owen Wilson's karakter, Nate, der aldrig udviser de store følelser i filmen og i flere tilfælde mest af alt minder om en bi-karakter. Chbosky formår heldigvis at få filmen til at vige fra normen ved at fortælle historien gennem flere karakterers synspunkter. Vi følger ikke blot August, men også søsteren og en ung dreng, Jack Will, der får til opgave at vise den nye dreng rundt på skolen. Det får filmen til at føles frisk og på denne måde bliver vi aldrig træt af overeksponering af Tremblay's karakter. Alle disse synspunkter og tråde bliver, på godt og ondt, flettet sammen i løbet af filmens næsten 120 minutter. Nu har jeg aldrig været i position til at læse den originale novelle, så hvordan historien udfolder sig i denne skal jeg ikke kunne udtale mig om, men med spillefilmen virker det som om Chbosky ikke helt har vidst hvornår han skulle afslutte den. Dette mærkes især i filmens sidste tyve minutter, hvor hver scene lader op til en endegyldig afslutning, men ikke gør det. Wonder kommer derfor til at føles langtrukken mod slutningen, hvilket er en skam, da meget andet i filmen virker. Et andet problem, der gentagne gange kommer til syne er filmens evige trang til at udpensle følelser og pointer for seeren. Dette efterlader intet rum til egne tanker, hvilket er en skam, da hele filmen netop handler om at se indad. Wonder er en fin familiefilm, der ikke nødvendigvis skal opleves i biografen. Det er en film, der vil efterlade et smil hos de fleste, men ingen dybe tanker, da det hele bliver forklaret for en. Tremblay beviser dog endnu engang, at han er blandt fremtidens helt store og især Izabela Vidovic efterlader også et stort indtryk. Julia Roberts er god som moderen, der mange gange virker neutral i de helt rigtige øjeblikke, hvilket gør scenerne ikke overdramatiseres. Jeg vil anbefale at fange Wonder, når den eventuelt kommer på Netflix eller Viaplay sammen med familien.
Når det kommer til en instruktør som Christopher Nolan er der meget at sige: Han har leveret nogle af moderne tiders mest ambitiøse film som Inception og 2014-filmen Interstellar. Han var manden, der startede den mørke bølge af film med sin Batman-trilogi og leverede i sine tidligere år én af de bedste thrillers nogensinde med Memento - resultaterne er store og imponerende, men en gruppe har sået tvivl om mandens storhed, blandt andet efter Interstellar, hvor der var større fokus på det visuelle frem for en velfortalt historie. Det samme kan siges om den sidste film i trilogien om den kappeklædte selvtægtsmand fra Gotham, men uanset hvad man synes om disse film, kan man ikke benægte, at der altid er store overskrifter at tyde, når han annoncerer sit næste projekt. Det samme skete i december 2015, da han offentliggjorde sin næste film under navnet "Dunkirk". Idéen til filmen fik han 25 år tidligere, da han og konen sejlede til byen fra den engelske kanal, men valgte at udskyde projektet, til han havde fået mere erfaring og man må sige ventetiden har været det værd - for har man brug for en alternativ krigsfilm, der i stedet for at fortælle historien om krigen, men om rædslerne det indebærer, så er Dunkirk noget for dig. Krigsfilm fra Hollywood bliver ofte fortalt ud fra en tydelig og meget bestemt formular: Vi følger en til flere hovedpersoner, der gennem en mission skal redde en person, sted eller objekt, får gennem opgaven en masse baggrundshistorier at vide, så vi kender dem bedre og føler for dem inden den tredje akts store afslutning. I et interview for The Wrap udtaler Christopher Nolan, at det netop var denne typiske tilgang, han ville bryde med Dunkirk. Væk er de ordinære hovedpersoner, hvor historien bliver fortalt gennem dialog. Væk er den typiske tre-akts formular, hvor de første og sidste 20 minutter ofte byder på aktion indbundet mellem dialog og karakteropbygning. I stedet fortælles en historie, der er ulig noget, vi har set før i denne genre og det er netop dette, der kommer til at adskille filmen fra resten og muligvis vil efterlade nogle med en skuffet smag i munden - for hvis vi ikke har nogen hovedperson, hvem skal vi så heppe på? Hvem skal vi holde af, når bomberne flyver om ørerne på dem og hvem skal vi glæde os over, når solen går ned blandt de høje bjerge i horisonten med fuglefløjt i baggrunden? Svaret i Dunkirk er ganske simpelt; Mennesket. Vi er blevet vant til at have en hovedperson at holde af når helvede bryder løs, men glemmer ofte at den reelle hovedperson er mennesket selv. I krig er der ingen hovedperson, der på ene hånd dræber 30 af fjendens mænd med 14 patroner og en håndgranat alt imens han samtidig formår at redde halvanden hundrede af sine egne uden at få en dråbe sved på panden. I krig er der kun mennesket og i Dunkirk ser vi hvordan vi alle stort set er den samme organisme fanget på et større sted. Med Dunkirk formår Christopher Nolan at gøre filmen universel, da der på intet tidspunkt bliver refereret til fjenden som andet end "fjenden"; Det er en film om overlevelse i den mørkeste tid og hvor langt man vil gå for at redde andre i nød. Det er dog ikke det eneste, der adskiller Dunkirk fra mængden, da der stort set ingen dialog er mellem personerne. Enkelte fraser og råb bliver brugt i ny og næ, men på intet tidspunkt bliver slaget forklaret, krigen gennemgået eller fjenden beskrevet. Den giver derfor en utrolig realistisk følelse, da man i krig højest sandsynlig ikke bruger tiden på at spørge ind til hvor sidemanden bor, hvad han arbejder som eller hvad hans yndlingsret er om søndagen. I stilhed sidder man med sine egne tanker og tænker på overlevelse og venter blot på hvornår og hvordan døden næste gang banker på døren og hvem den tager som den næste. Der skal derfor en imponerende instruktion og lydside til for at fange seeren og ikke gøre filmen kedelig og det må man i den grad sige Nolan i samarbejde med Hans Zimmer har gjort - sjældent har en film haft en mere imponerende lydside, hvor effekterne og scoren ene og alene er med til at bære filmen frem. Scoren er blandt Zimmers bedste, da han formår at producere et yderst klaustrofobisk lyddesign fyldt med horror-effekter og til tider skræmmende musik. Dertil skal scenografen Hoyte van Hoytema også roses til skyerne, da man på intet tidspunkt føler at faren er undsluppet. Lider man af nogle former for fobier kan man næsten være sikker på, at man bliver ramt i løbet af filmen: Højde, klaustrofobi, drunkedøden, ild, vand, store steder - alt bliver berørt og gøres til perfektion. Filmen er dog ikke perfekt, for hvis man kender Nolan ved man, at han har tendens til at lege med tiden og konstruere en ikke-lineær historie, hvilket han også har gjort i Dunkirk. Hvor denne struktur virker perfekt i film som Memento, The Prestige og Inception virker det dog mest af alt som en gimmick i Dunkirk, da der reelt set ingen grund er til det. Det er til tider med til at ødelægge oplevelsen, da man allerede ved hvordan skæbnen er for enkelte individer, da man har set det tidligere i filmen og den intense stemning bliver derfor ødelagt. Hvad mange der ud over muligvis vil se som noget negativt er netop, at der ingen reel hovedperson er i filmen. Jovist, vi følger Tom Hardy, Mark Rylance og Fionn Whitehead, men ingen af dem fungerer som typiske helte. Det er noget, jeg så som en stor styrke for filmen, men jeg kan sagtens se hvordan mange vil set det som noget negativt. Dunkirk er en imponerende film og det er lang tid siden jeg har haft så god en oplevelse efter en Nolan-film. Hans fanskare er til tider noget ekstreme i deres udmeldinger, hvis man har noget negativt at sige om hans film, men med Dunkirk må jeg tilslutte mig den store andel af anmeldere, der anser filmen som én af hans bedste. Det er en anderledes krigsfilm, noget genren har haft brug for i mange år og den skal helt klart opleves i biografen og helst i IMAX. Skuespillet var flot, lydsiden enestående og scenografien ganske imponerende og kan man overkomme den ikke-lineære tilgang har man virkelig noget specielt i vente.
Hvad stiller man op når id’et stilles for retten af selvet og identitetsdannelsen ikke længere styres af faktorer udefra, men en indre kamp om liv eller død? Det spørgsmål tager den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman op i hans måske mest anmelderroste film, der ikke kun er et filosofisk mesterværk, men én af de bedste film, der nogensinde er lavet. Shakespeares kendte konflikt “At være eller ikke at være” bliver berørt i mange film, men når dette essentielle valg berøres af den schweiziske psykiater Carl Gustav Jungs’ teori om Skyggen og Dybdepsykologi, befinder vi os i en verden, der kan være svær at acceptere og endnu sværere at billedliggøre og fortolke – det er dog denne opgave Bergman har forsøgt at tage op, hvilket i korteste forstand bliver besvaret af filmens karakter Elizabeth, da hun i panik råber “Gør det ikke!“. Elizabeth er en skuespillerinde, der under sin sidste optræden af stykket Electra, vælger ikke at ytre et ord og har været stille lige siden. Hun bliver passet af sygeplejersken Alma, der langsomt åbner sig for den stumme skuespillerinde og fortæller hende sine inderste følelser alt imens en tilsyneladende åbenlys konflikt mellem de to finder sted. “Gør det ikke!” er ikke blot et råb om hjælp fra skuespillerinden, men svaret på konflikten, der stilles fra starten, hvor vi ser en ung dreng i en seng, der berører en flade med billedet af en kvinde – et svar der munder sig ud i ikke at føle smerte, død eller tab. Elizabeth mister kontrol over selvet og frygter ikke længere at eksistere blandt hendes id. Persona er i sig selv ikke en svær film at forstå, så længe man følger med i hvad der bliver sagt og hvordan. Alt er som sådan meget klar for seeren, men grunden til man vælger at gense filmen år efter år er spørgsmålene, der bliver stillet – spørgsmål om det ubevidste selv og dets kamp mod den ydre maske, der konstant prøver at opretholde facaden for ikke at krakelere og det er Bergmans største triumf med filmen. Det er en prætentiøs film, der formår ikke at være prætentiøs overhovedet hvilket ikke blot skyldes den eminente instruktion fra Bergman selv, men også fra scenografen Sven Nykvist, der med filmen levererede én af historiens mest berømte stillbilleder overhovedet af to overlappende ansigter og deres kamp og stridigheder med hinanden. Elizabeth og Alma er som to modpoler – den ene stum, den anden frigjort, den ene rolig og udefra perfekt, den anden rastløs og styret af følelser og det er når disse to personligheder smelter sammen man for alvor forstår hvad Bergman vil fortælle med filmen. Tidligt i filmen befinder Elizabeth sig alene i sengen med tv’et kørende. Scenen kommer efter Alma åbner sig op for første gang for seeren og fortæller om sit liv, sine drømme og tvivl om hvad Elizabeth fejler. Den nu svækkede skuespillerinde rejser sig fra sengen, går rundt i sit værelse og hen imod den aflåste dør. Hendes opmærksomhed bliver fanget af skudsalver fra tv’et, der viser et oprør alt imens en buddhistisk munk brænder sig selv på åben gade. Det er første gang vi ser Elizabeth udviser følelser for seeren og hendes tunge skridt fører hende mod hjørnet af rummet med hænderne ført op foran munden i skræk og rædsel. Flammerne breder sig og munken falder om mens en ung mand sidder på hug ved siden af og tilbeder ham. Pludselig slukkes tv’et og alt bliver stille – Elizabeth har ikke blot lige oplevet død og rædsel, men er netop blevet konfronteret af Skyggen, der spreder sig i hende; Den mørke side vi alle besidder og som er med til at skabe personen. Scenen er fyldt med kaos og død, men er på sin vis poetisk smuk og tragisk, da vi for første gang oplever kampen, der finder sted i hende. Det er scener som disse, der gør Persona til det mesterværk, som så mange udråber den til at være. På overfladen kan scenen virke uvirkelig for seeren og på sin vis irrelevant, men for Elizabeth er den alt – det er hendes kamp mod sin indre mørke side, der hele tiden viser sig frem og hvis denne Skygge vinder kampen befinder hun sig tilbage hvor hun startede med tabet af Alma. Det er denne konflikt mellem personen og sjælen, masken og det indre, der hele tiden konfigurerer inde i os, men som vi så ofte overser grundet Skyggens overtag. Persona er en af de film, der blot bliver bedre for hver gang man ser den. Filmen fik premiere tilbage i 1966, men føles på ingen måde gammel eller forældet, da filmen ikke overlader sig selv til at bestå af effekter, men af dialog og filosofiske spørgsmål. Bibi Andersson og Liv Ullmann er sat op til at ligne hinanden og som filmen skrider frem begynder vi at forstå hvorfor. “Men jeg har brug for du taler med mig” er en bøn Alma giver til Elizabeth og er essentielt det hele filmen forsøger at fortælle: Alma skriger, råber, græder og det føles som om hun taber kampen, da hun hele tiden tvinges til forandringer – forandringer, der skaber en konflikt for hende, men ikke for Elizabeth, da en ændring af sjælen ikke nødvendigvis skaber en ændring af masken, men en ændring af masken kræver en ændring af sjælen. Alma er bange for at tabe kampen og gå tabt for altid, men kan kun overvinde Skyggen med hjælp fra masken. Ingmar Bergman er kendt for at instruere film, der prøver at tackle de store filosofiske spørgsmål, men ingen af dem formåede at gøre det på samme måde som Persona, der på en og samme tid føles genkendelig og nær samt tragisk og fjern. Filmens spilletid på lige over 80 minutter bruges til fulde og når rulleteksterne løber over skærmen forstår man hvorfor drengen i starten reelt set er filmens vigtigste karakter. Nøglen til at forstå filmen ligger i filmens titel og karakterernes navne samt evindelige kamp mod hinanden. Intet er overladt til tilfældighederne og Persona er et mesterværk alt for få har set.
Mennesket og dets identitet har været emne for megen debat gennem tiderne og ikke mindst, hvordan identitet og selvet defineres. Vi defineres gennem vores personlighed, erfaringer, grunde, fortid såvel som nutid. Vi føler os ofte nødsaget til at tro vores selv kun består af kroppen og ansigtet vi ser i spejlet, da overfladen er den hurtigste vej til at dømme på. Moonlight stiller præcis dette spørgsmål, men besvarer det gennem lyrisk og visuel poesi, hvor svaret findes ved de fejl, mangler, sejre og den frelse, vi selv har søgt gennem barndommen og vores opvækst. Kroppen er som en kapsel for vores egentlige identitet, en underbevidsthed, der stiller spørgsmål ved dets egen eksistens og relevans i et miljø, hvor den stærkeste overlever. Instruktøren Barry Jenkins har formået at stille spørgsmålet og samtidig skabe et karakterdrevet mesterværk, hvor identitet, sexualitet, venskab, familie og miljø alt sammen bliver behandlet på en velbalanceret måde, hvor han hele tiden holder fokus på filmens reelle hovedpersoner, men samtidig breder vingerne til universelle temaer og hvordan mennesket stigmatiseres ved unormal opførsel set med nærmiljøets duggede briller. Det er et modigt projekt, men Jenkins har selvtillid til skabelsen og den process, vores hovedperson gennemgår, hvor historien er i fokus og identitetsudviklingen er det essentielle. Det er en film, der aldrig går på kompromis og formår at skabe smuk poesi i selv de mørkeste dage. Moonlight er en film om opdragelse og skabelsen af en person, der hele tiden er i kontakt med det miljø, han prøver at undslippe og hvordan dette miljø former hans fremtid - en fremtid, der synes at være skrevet i sten og virker umulig at undslippe. Det er samtidig en film, hvor historien strækker sig over mange år, da vi følger vores hovedperson fra barn til teenager og voksen, hvor hver del af hans liv føles som et kapitel i en bog. En sort skærm med teksterne "i.Little", "ii.Chiron" og "iii.Black" giver os information om hvornår vi er i personens liv, men den springer aldrig frem og tilbage. Filmen er som tre akter, der deles af mandens identitet med hver del i fokus. Manuskriptforfatteren Tarell Alvin McCraney har skrevet historien med inspiration fra sit eget teater-projekt "In Moonlight Black Boys Look Blue" og er blevet normineret til en Oscar for sit arbejde med filmen, hvilket synes at være på sin plads, da filmen ikke kun føles som en adaption af et stykke, men som en direkte oversættelse, hvor selv stykkets titel bliver visuelt brugt. Den blå farve bliver stillet i skarp kontrast til den røde, hvor vi i flere scener føler Little's håb om en bedre fremtid blive knust for øjnene af ham grundet moderens trang til det forkerte. Alt føles imod vores hovedperson, der på trods af hjælp fra en fremmed, aldrig formår at bryde sin moders lænker og hans identitet kører i ring alt imens verden omkring ham forandrer sig. Protagonisten er, i modsætning til mange andre film, derfor ikke en person udefra, men Chiron selv, der aldrig føles stærk nok til at bryde fri. De tre skuespillere, der spiller Chiron, Hibbert, Sanders og Rhodes, skaber hver deres liv til figuren, hvilket blandt andet gøres ved at Jenkins aldrig lod dem møde hinanden - hver person skulle give noget nyt til karakteren og selvom det kan lyde som en stor risiko at løbe, så får man aldrig på fornemmelsen, at Jenkins ikke ved, hvordan Chiron skal fremstilles og hans historie fortælles. Man føler den røde tråd gennem Chiron's liv, det tomme og håbeløse blik i Little ses i Black og selvom karakteren vokser visuelt og kroppen forandrer sig, så er det stadig de samme konflikter, han slås med. Underbevidstheden stiller de samme spørgsmål selvom årene er gået og på trods af den visuelle forandring har Little aldrig forladt vores hovedperson. Der er skabt en konstant forandring, der aldrig løber af sporet og Jenkins har instrueret en film, der føles hel på trods af sin opdeling. Der er en række temaer, der konstant lurer i baggrunden, men de moralske og etiske problemer skjules aldrig. Chiron's mangel på tryghed findes ved hans konstante søgen efter sexuel identitet - en problemstilling, der ender med at definere hans tilgang til livet. Dette ses blandt andet ved brugen af vand i filmen, der har en stor rolle i Chiron's selvopfattelse og måde at søge tryghed på. Jenkins viser os flere gange vores hovedperson med hovedet under vand efter en konflikt og vandet bliver efterhånden brugt som en talisman for renselse for Chiron, der tidligt i livet skal lære at svømme med hjælp fra Juan, der påtager sig faderrollen for Chiron's rigtige fader, der ingen steder er at finde. Musikken og scenografien understreger scenens vigtighed ved at lade scenen vises som taget ud af en drøm - et sted i en drøm, hvor tryghed sejrer. Moonlight er en film, der føles velbalanceret, tålmodig og ikke mindst ekstrem vigtig. Man kan til tider stille spørgsmålstegn ved hvorfor en film reelt set er lavet og hvad den prøver at fortælle, men dette er man aldrig i tvivl om her, da Moonlight ikke blot er genredefinerende, men fortæller en historie om identitet og miljø. Der er sparsom med dialog, men spørgsmålet, som Little stiller i filmens første akt, "Am I a faggot?" runger konstant i baggrunden, der mod filmens tredje akt igen kommer til syne, hvor Black understreger hvorfor han er som han er. Moonlight er en af årets vigtigste film, der forhåbentlig når så bredt som overhovedet muligt, da mennesket skylder sig selv at se en film som denne, der tør tage spørgsmålet "Hvem er jeg?" gennem universelle temaer og problemstillinger med fokus i et miljø, hvor svaret er "ingen".
Er der noget smukkere end romantik vist på den rigtige måde? Det er en følelse og kunstform Hollywood har glemt de seneste år, da der ofte bliver fokuseret på overfladen for at inddrage dramatik frem for den reelle følelse og hvad det gør ved mennesker. Det er en euforisk fornemmelse, der var i fokus i mange år tilbage i 50’erne og en kunstform, der er nærmest umulig at gengive troværdigt, da vi alle kender følelsen – vi ved hvad det vil sige at være forelsket, finde sammen og måske endda få den lykkelige slutning og vi som seere stiller derfor ofte skarpt på film, der forsøger at genskabe denne tid i ens liv, hvor alt var en dans på roser, men også hvor det så sortest ud. Musicals kan noget andre genrer ikke kan, da den bringer glæde og sorg ind i historien på en måde, som vi alle gerne vil reagere som, når vi finder “den eneste ene”. Gene Kelly og Fred Astaire var frontløberne i denne form og er man i tvivl om dette, skylder man sig selv at se Singin’ In The Rain og Funny Face, men vi har siden da aldrig haft en film, der kunne fange og gengive denne følelse på helt samme måde – jovist, vi har haft masser af romantiske film på programmet, men ikke nogen, der viser glæden som den føles og sorgen som den leves – og her kommer Damien Chazelle’s La La Land ind i billedet og vender skuden. Den unge amerikanske instruktør gjorde sig for alvor kendt tilbage i 2014 med Whiplash, der vandt 3 Oscars og pt. befinder sig på 45-tyvende pladsen på IMDB’s 250 film. Der var derfor store forventninger til Chazelle’s næste projekt, men ingen havde nok forventet en musical på dette niveau. La La Land er ikke blot en moderne musical, men en tidsmaskine til de “gode gamle dage”, hvor koreografi, scenografi, musik, farver og energi betød noget for historien og drev den frem. Den er et kvantespring i den rigtige retning for hvordan ikke blot musicals skal laves, men hvordan kærlighed og drømme føles, fornemmes og udleves. La La Land åbner ganske spektakulært, hvor vi allerede fra starten får en fornemmelse af hvor meget energi, der er brugt på detaljer, musik og ikke mindst følelsen af at være tilbage, hvor alt var godt. Vi befinder os i den travle L.A. trafik, hvor biler overhales af snegle og varmen smelter isen – pludselig bryder en ung kvinde ud i sang og ti sekunder senere har Chazelle fanget seeren med “Another Day of Sun”, hvor unge mennesker i farverigt tøj springer på biler, synger lungerne tomme og danser benene væk under hinanden. Alt føles nyt, smukt og unikt, men samtidig meget genkendeligt, for det er præcis den følelse af frihed og glæde, vi alle stræber efter. Chazelle formår ikke kun at vise stemmen, men kroppen og frihedens glæder, da scenografien ofte viser hele danserens krop, hvilket kun er med til at gøre hele scenariet større og mere vidunderligt. Efter den grandiose åbning finder vi os selv i selskab med henholdsvis Ryan Gosling og Emma Stones karakterer; Sebastian og Mia. De stræber begge efter lykken og deres drømme, men befinder sig i hver deres ende af skalaen – de har dog én ting tilfælles: Deres kærlighed og passion til netop den drøm, de så gerne vil udleve. Sebastian, en ung pianist, drømmer om at åbne sin egen jazz-klub, da han ser genren dø omkring sig; En genre, der betyder alt for ham. Mia arbejder bag disken på en café, men drømmer om noget langt større, nemlig at slå igennem som skuespillerinde. Kærligheden for skuespil kommer fra familien og det stærke bånd hun har til drømmen gør udlevelsen svært for hende, da hun sjældent tror på egne evner. Som enhver anden god musical mødes deres veje og kærligheden kan begynde – for hvis der er noget Emma Stone og Ryan Gosling formår i denne film, så er det at vi tror på deres drømme, deres passion og den kærlighed, der langsomt opstår imellem dem. Første gang vi rigtigt ser dette er under en enestående flot step-scene med imponerende farver i baggrunden og den åbenlyse glæde, der stråler ud af deres bevægelser. Ligheder imellem dem begynder at komme til syne og det samme gør deres følelser for hinanden, men spørgsmålet er nu om denne kærlighed kan overleve deres passion for drømmene og målene i livet eller om den, som så mange gange før, falder sammen før den overhovedet er begyndt. La La Land er som kunst på lærredet, hvor vi ikke kun får Sebastian og Mias historie og fantastiske sange, men bliver samtidig ramt af den ene farverige, energiske og fantasifulde scene efter den anden. Dans har aldrig virket så livligt og drømmende som i denne, hvor vi blandt andet ser vores hovedpersoner danse tæt blandt stjernerne, i komplet mørke med spotlight på ansigterne eller i snehvide landskaber kun overstrålet af tøjet og bevægelserne. Scenografien er så smuk som man kun kunne drømme om og især koreografien bringer karaktererne til live. Kærlighed, musik, dans, glæde, sorg – følelser, fornemmelser og temaer vi alle kender til og det er derfor utrolig svært at gengive disse, så vi alle nikker genkendende til dem og drømmer os i karaktererne sko kun for at slippe for hverdagens travle liv, men Damien Chazelle formår at gøre dette til perfektion. La La Land er ikke kun en musical, men en historie om livets glæder, sorg, drømme og hvad man må give slip på for at opnå disse drømme. Den bruger tricks fra 50’erne og 60’erne og det føles som om man er trådt ind i en tidsmaskine for kun at opleve en energisk, farverig og helt igennem eventyrlig historie om to mennesker og deres drømme og følelser for hinanden. La La Land er her for at minde os om at film som disse stadig kan laves, men måske aldrig kommer til det igen
Ak ja, så er vi her igen – M. Night Shyamalan. Sjældent har en instruktør formået at skyde så bredt, ramme så lidt, ødelægge en hel fanskares håb og drømme og samtidig blive kaldt “fremtidens Spielberg“. Lad det være sagt med det samme, jeg har aldrig været en stor fan af hans mange film. Kun tre af de otte film jeg har set, har sneget sig over 6-tallet på IMDB, resten ligger solidt plantet med enten en 2’er eller 3’er. Da han i 1999 kom frem med The Sixth Sense, var alle oppe og køre over denne fremtidens cinematiske mester og da han året efter lavede Unbreakable kunne man stille og roligt forstå hvorfor. Begge film er fantastiske, har eminent skuespil, ikke mindst fra Bruce Willis, da han gad at præstere, men siden da har det stille og roligt gået ned af bakke for også at ende på bunden af hullet for foden af bjerget. Signs var en vellykket sci-fi film med gode præstationer, men en haltende historie og samme mønster fortsatte i The Village, der bare var decideret tåbelig. Skruer vi tiden otte år frem, fra 2004, kan vi nu kigge tilbage på hans CV og tænke: Wow, han startede godt, men hold da kæft, hvor kan det også være ringe. Det så vi blandt andet med Lady In The Water, komedien The Happening (Tro mig, det er bedst at se den som en komedie), The Last Airbender, der ikke blot var en dårlig film, men var så ringe, at han modtog dødstrusler, After Earth, som man næsten ikke kan andet end at holde af så ringe er den og til sidst The Visit, som mange mente var hans store comeback, men blot var en forfærdelig horror/comedy film med så mange tekniske og historiemæssige fejl, at det næsten gjorde ondt at se den til ende. Som I nok kan høre er jeg ikke den største M. Night fan her på Jorden og det var derfor en kæmpe overraskelse at jeg nu med glæde kan sige, at Split er den fjerde film, der fortjener et 6-tal eller højere. Som mange nok har hørt er Split James McAvoys film og det er den så sandelig også. I den spiller han en psykisk syg mand med personlighedsspaltning – 23 styk i alt – der kidnapper tre unge piger for at holde dem fanget til en begivenhed finder sted. Mere vil jeg helst ikke ud med, da denne film helst skal opleves “kold” uden nogen former for rygter eller spoilers. Man kan med nød se én af de mange trailers, der er lavet til filmen, men ingen af disse formår at gengive hvor god Split egentlig er. James McAvoy er helt fantastisk i filmen og det er da også ham, der bærer den et godt stykke af vejen. Man kommer ikke til at stifte bekendtskab med alle 23 personligheder, hvilket da også ville være for forvirrende, men den gode håndfuld man gør, er alle unikke og man er reelt set aldrig i tvivl om hvilken personlighed, der har fundet vejen frem i netop dette øjeblik. Især personlighederne Dennis, Patricia og Hedwig er de mest interessante og det er da også disse, vi ender med at se mest til, men samtidig plantes der en idé eller fornemmelse hos seeren om, at den “oprindelige” person stadig findes derinde et sted, hvilket, igen, gøres muligt grundet det eminente arbejde vi ser hos McAvoy. McAvoy er én af de to hovedpersoner i filmen, den anden spilles af den unge Anya Taylor-Joy, der heldigvis får en del at arbejde med. Hun er rolig, til tider næsten for rolig, holder hovedet koldt og stifter stille og roligt bekendtskab med flere af de mange personligheder, der er gemt hos kidnapperen. Man får en del flash-backs gennem filmen, der er med til at give hende en baggrundshistorie og de virker, til dels, på trods af de flere gange ødelagde tempoet i en bestemt scene. Ud over Anya har vi også Jessica Sula og Haley Lu Richardson, der spiller de to andre piger og wow, jo mindre vi så af dem, des bedre blev filmen. Sjældent har jeg set så ligegyldig og kedeligt et skuespil hos to karakterer, der lige er blevet kidnappet og holdes til fange i en kælder. Jessica Sula kunne aldrig levere andet end et bemærkelsesværdigt kedeligt udtryk, hvor man blot ventede på hun skulle falde i søvn og Haley Lu Richardson finder vi i den diametralt modsatte ende af spektret, hvor man næsten kunne frygte hendes arme ville falde af med de bevægelser hun lavede ved hver eneste scene. Filmen er dog, til modsætning til stort set hvilken som helst anden M. Night film utrolig flot at se på. Scenografisk er filmen virkelig imponerende og det kan vi takke Mike Gioulakis for, der i 2014 var scenograf for en anden horror film, It Follows. Nogle gange kører kameraet langsomt frem mod et enligt objekt for at øge spændingen mens den i andre scener farer af sted som var vi manden selv – det hele er ganske imponerende og især farvemætningen og brugen af symmetri i visse scener er virkelig flot. Dertil skal også nævnes et yderst kompetent soundtrack komponeret af James Newton Howard og West Dylan Thordson. Musikken er ikke blot til stede i baggrunden, men giver flere scener et nærmest ækelt udtryk og fungerer som en karakter i sig selv. Hvor mange anså The Visit som værende M. Nights comeback, så må jeg dog sige, at denne ære burde gives til Split. Det er en imponerende thriller/horror film, hvor især skuespillet hos McAvoy og scenografien er højdepunkterne. Historien halter til tider, bliver brudt af flash-backs og de to piger, Sula og Richardson burde næsten være skåret væk fra det færdige produkt, men heldigvis betyder disse negative ting ikke så meget, da vi allerede på dette tidspunkt køber McAvoys præstation og mystikken bag hans mange personligheder.
Manchester By The Sea er en ganske imponerende film, der har fået en del buzz omkring sig på det seneste. Her fremhæves især Casey Affleck's og Michelle Williams' præstationer som højdepunkter samt en gribende historie. Meget af denne buzz har ramt rigtig og især Casey Affleck leverer én af de mest solide og troværdige præstationer i lang tid. Skuespillet er som det skal være. Casey Affleck er som sagt filmens helt store højdepunkt og Michelle Williams har en rørende scene, der på kort tid fortæller en masse om hendes karakter. Den tredje part må dog ikke glemmes, da det trods alt er ham historien til dels drejer sig om, nemlig Lucas Hedges' karakter Patrick. Lucas Hedges har været i film som Moonrise Kingdom, The Grand Budapest Hotel og The Zero Theorem, men han har aldrig været bedre end i denne. Om jeg er enig i Casey Affleck skal have sin Oscar for præstationen i filmen kan jeg reelt set ikke udtale mig om, da jeg ikke har set alle andre nominerede værker grundet de skæve premieredatoer i landet, men hvis han ender med at få den kan jeg let forstå hvorfor - der er smerte, forståelse, tab og modløshed i hans karakteristik og man tror på alt hvad han foretager sig. Blot få minutter inde i filmen glemmer man alt om Affleck som person og ser i stedet kun Lee Chandler og hvilken fortid han har haft. Nu til historien og måden den bliver fortalt, for det er desværre her filmen, for mig, mister nogle stjerner. Historien er som sådan fin og ganske fremragende til tider, men måden den er sat sammen på virker forstyrrende. Vi springer frem og tilbage i tiden, hvilket jeg egentlig kun ser som en styrke, men alle scener er hurtige og man får sjældent nogen egentlig konsekvenser af handlingerne. Man får ikke tid til at sunde sig, da den aldrig hviler i sig selv og det billede den vil vise. Grundet ovenstående mister filmen til tider også fokus, da den prøver at komme vidt omkring, men aldrig formår at fortælle det til fulde. Desværre må jeg også sige at lydsiden er helt forkert. Især én meget stærk scene ville virke så meget bedre, hvis der ingen musik var eller man havde valgt et originalt score, da det valgte musik var ekstremt upassende i situationen. Filmen ender dog på 4 store stjerner, dog mest af alt grundet de fremragende præstationer. Det er en film, man helt klart skal se, men den har også sine negative aspekter. Det er en tung film, som jeg normalt elsker, men historien når aldrig rigtig at sætte sig, da den har rigtig mange bolde i luften hele tiden.
Mange snakker om at Natalie Portman fortjener en Oscar for hendes præstation som John F. Kennedy's kone Jacqueline og der er ingen tvivl om hun i det mindste fortjener en nominering. Dette er hendes bedste rolle og præstation siden Black Swan fra 2010, da hun gennemgår en lang række følelser og formår at udpensle dem alle på fornemmeste vis. Accenten skal man lige vende sig til, da den svinger en del i starten, men som historien skrider frem er det som om, hun selv bliver mere tryg med den. Der er bestemt også andre gode præstationer i filmen, eksempelvis Peter Sarsgaard som John's broder Bobby, der selv viser store følelser, men hans karakter gennemgår aldrig en reel forløsning, hvilket er en skam. Historien er fængslende og man får et fantastisk indblik i damen, der gennemgår sit værste mareridt, da hun mister sin mand på grusomste vis. Filmen springer flere gange i tid, hvilket giver en fin progression, men springene er til tider for ofte, hvilket påvirker, at mange af scenerne er ganske hurtige og de derfor ingen tyngde får. Dette finder dog mest sted i første akt af filmen hvor i mod anden og tredje akt har bedre tempo. Jackie er en film, der prøver at give et billede af damen, man ofte glemmer, når man tænker på Kennedy familien. Hun skal selv tage mange svære beslutninger alt imens medierne kræver svar og en opklaring, hvilket alt sammen er med til at påvirke både hende og børnene. Filmen kunne sagtens have sluttet et par scener tidligere, da den ofte lægger op til, at det er sidste scene i filmen, men alligevel kommer der én mere. Dette er ikke kun en film, for de, der er fan eller interesserede i Kennedy-familien, men også for de, der både forventer og foretrækker karakter-drevne film. Dialogen er skarp og Portmans præstation er eminent.
Tom Ford er bedst kendt som designer for Gucci, da han i 1990 næsten på ene hånd formåede at redde designerbrandet fra at gå bankerot. Dawn Mello hyrede den i dag 55-årige gamle amerikaner, der i 14 år ved med til at bringe Gucci tilbage på verdenskortet med en imponerende stime af designertøj for både mænd og kvinder. Grundet uenigheder med Pinault Printemps Redoute forlod Ford Gucci og startede sit eget mærke, opkaldt efter sig selv, i 2006. Inden da havde han dog også travlt med noget andet, da han året inden annoncerede sit eget filmselskab Fade to Black og i 2009 instruerede han den anmelderroste film A Single Man, der var en filmatiseringen af Christopher Isherwoods novelle af samme navn. Det var en imponerende debut for Ford, der chokerede alle ved at instruere et medrivende drama med blandt andre Colin Firth og Julianne More i hovedrollerne. Syv år senere er han tilbage med sin blot anden spillefilm, en film, der ikke blot er et velskrevet og imponerende drama, men indeholder temaer og elementer så dybe og talrige, at man bliver nødt til at se filmen flere gange for at få det hele med. Nocturnal Animals er baseret på Austin Wright's novelle Tony and Susan fra 1993 og er dybest set en psykologisk neo-noir thriller, hvor det menneskelige sind, dets nærmest sygelige trang for accept og tilgivelse samt hævn bliver sat under luppen og lad det være sagt med det samme, Nocturnal Animals er én af de bedste i sin genre i lang tid. I filmen følger vi Amy Adams karakter, Susan Morrow, der er en velhavende og kendt galleriejer, der dog må se sig slået af tidens tand. Forretningen går tilbage og det samme gør kærlighedslivet hvilket resulterer i en følelse af isolation. En dag får hun tilsendt en bog med posten skrevet af hendes eksmand og historien beskrevet i den rammer Morrow på et personligt plan, da den drager paralleller med hendes fortid og det forhold, de havde sammen. Hun tager derfor historien som et nærmest symbolsk hævntogt af Edward, spillet af Jake Gyllenhaal, men bliver samtidig draget så meget af den, at hun ikke kan slippe den igen. Som skrevet tidligere er filmen en psykologisk thriller med neo-noir elementer, hvilket nok skal skræmme flere væk, da Tom Ford virkelig formår at bryde genregrænser. Stilen er hverken ny eller original i den forstand, at den er fragmenteret, så vi følger flere tidsperioder på samme tid - det den dog formår er at bryde almindelige klicheer, som thriller genren desværre er faldet i de seneste år. Dette gøres blandt andet ved at fortælle historien ikke blot fragmenteret, men forskudt og tematiseret, så det kan være svært at finde ud af, hvor vi helt præcis er i forhold til hinanden. Dette er dog ikke noget negativt, da det er den stil filmen hele tiden er sat op til og derved ikke introduceres lige pludselig. Historien holder sig åben for fortolkning, men aldrig så meget, at man helt mister grebet af hvad den egentlig prøver at fortælle, hvilket skyldes eminent instruktørarbejde af Tom Ford, der hele tiden har en rød tråd og en mening med hver eneste scene. Om det er denne rolle, der giver Amy Adams en Oscar-nominering er svær at vide, men uanset hvad fortjener hun det for rollen som Susan Morrow. Hendes karakter er indbegrebet af isolation, da hele hendes væsen er fanget af en begivenhed fra fortiden, som hun ikke kan undslippe. Hendes valg og personlighed har gjort, at hun føler en enorm skyldfølelse for sig selv og andre, men samtidig har konsekvenserne af dette gjort, at hun aldrig formår at opsøge syndsforladelse. Hun har solgt sin frihed for noget, hun dybest set frygtede ville ske for hende, men ikke kunne se komme. Det er en ekstrem kompleks karakter at skulle spille troværdig, men Amy Adams formår at gøre det til perfektion. På intet tidspunkt ser man Amy Adams som Amy Adams, da hun bliver karakteren og ikke blot spiller hende. Ud over hende har vi også Jake Gyllenhaal, der i filmen spiller to roller. Han er, som altid, fantastisk og giver filmen en ekstra dybde, da hans karakter er hele grundlaget for Morrow's synd. Han fungerer som en katalysator gennem historien, da de valg, der bliver foretaget for og imod ham er med til at skabe de konsekvenser filmens temaer drejer sig om. Ud over ham finder vi også Michael Shannon, der næsten stjæler hele filmen i rollen som Bobby Andes, en aldrende politibetjent, der vil gøre alt for at hjælpe Edwards karakter i bogen. Filmen er mørk og bruger ofte megen tid på enkelte scener, hvor især én scene med Edwards familie i bogen forbliver ved en hele aftenen. Tom Ford og ikke mindst scenografen Seamus McGarvey har plantet hints gennem hele filmen, der er med til at bryde låsen og derved forstå hvad det er filmen inderst inde prøver at fortælle, men det kræver et gensyn med den, da man første gang næsten bliver blæst tilbage af det imponerende skuespil og flotte fremvisning. Nocturnal Animals er bestemt ikke en film for alle - det er en film, der formår at bryde grænser, hvilket genren og film generelt i dag har brug for. Tom Ford har med filmen skabt sig et imponerende navn ikke blot som designer, men som instruktør. Amy Adams har måske aldrig været bedre og det samme kan siges om Michael Shannon. Jake Gyllenhaal er eminent og det samme er folk som Aaron Taylor-Johnson, der spiller en ganske vigtig karakter i filmen. Lydsiden er fantastisk, da musikken ikke blot forhøjer den intense stemningen, men bliver en karakter for sig selv. Komponisten Abel Korzeniowski har skabt en nærmest melodisk udgave af Mica Levi's Under The Skin soundtrack, så er man fan af mørke lyde og skarpe melodier har man noget at glæde sig til. Filmen er til tider svær at følge med i og temaerne når ikke altid helt ud til seeren ved første øjekast, hvilket kan være med til at skabe et ganske snævert publikum. Nocturnal Animals er dog en af de slags film, der fortjener at blive set, så er man fan af film, der har tendens til at bryde grænser og ikke er bange for at virke original skal man endelig give den en chance.
Så er vi her igen og det samme er Hollywood. Den store nye trend, der indtil videre aldrig rigtig har fungeret, er filmatiseringen af eksisterende, populære spil. Sidste år forsøgte Universal Pictures sig med Warcraft: The Beginning og på trods af en ganske fin indtjening på over 430 mio. dollars, blev den aldrig modtaget med rosende ord fra anmeldere med en Rottentomatoe score på 28% - det mere generelle publikum var dog betydelig mere tilfreds, hvilket også var grunden til, at filmen aldrig blev anset som værende en fiasko, den nåede bare aldrig de højder, man havde ønsket sig. I år er det i stedet 20th Century Fox, der står for distribueringen af det seneste forsøg, denne gang med Assassin's Creed. Spilserien har på nuværende tidspunkt flere år på bagen med den første udgivelse tilbage i 2007. Spilserien, der oprindeligt var ment som en trilogi, fangede mange med en yderst interessant historie og original tilgang til den og Ubisoft har siden da udgivet 9 spil i serien. Instruktøren, Justin Kurzel, samt folkene fra 20th Century Fox og Sony Pictures, har derfor haft masser af muligheder for at inddrage kendt materiale til filmen og dens historie, men var samtidig hurtigt ude og sige, at filmen skulle ses som et produkt for sig, der kunne stå alene uden større tilknytning til spilserien. Væk er den kendte figur Desmond Miles fra serien og det samme er Ezio Auditore da Firenze, der aldrig bliver nævnt og i stedet introduceres helt nye personer samt en historie for sig, der mest af alt har små hints og easter eggs for de, der har prøvet spilserien. Historien er fuldstændig fantastisk at skulle prøve at beskrive: Michael Fassbenders karakter, Cal Lynch, skal henrettes grundet et mord han har begået tidligere. Han får sprøjten, men vågner i stedet senere op i et ukendt sted med Sofia, spillet af Marion Cotillard, ved sin side. Hun forklarer ham, at organisationen Abstergo skal bruge Lynch's fortid til at kunne finde frem til Edens Æble, der i så fald vil kunne stoppe al vold og synd på vor jord, da ondskab er genetisk. Undervejs finder Lynch dog ud af, at hans forfædre tilhører et hemmeligt broderskab hvis største opgave er at beskytte dette Æble fra Tempelriddernes Orden og Lynch må derfor kende sine forfædres minder og kunnen ved at blive tilkoblet maskinen Animus. Okay, med det af vejen kan vi nu komme ind på hvorfor denne film er præcis lige så frygtelig ringe, som mange havde frygtet. Historien i filmen er komplet elendig, hvilket er en skam, da der reelt set gemmer sig en interessant fortælling i den. Alt for megen tid bliver brugt i nutiden, hvor filmen meget tydeligt prøver at forklare seeren alt uden egentlig at forklare noget. Informationer bliver skudt med spredehagl i øst og vest, men denne information bruges aldrig til noget konkret. Vores hovedperson, Lynch, bliver pludselig introduceret for maskinen og det samme gør seeren, der aldrig har haft tid til at tænke over hvad det egentlig er, de er ude efter og hvorfor, hvilket er filmens største synd: Alt for meget information fortælles på alt for kort tid. Justin Kurzel og resten af holdet forsøger i sidste ende at lægge op til en mulig efterfølger, men når disse planer allerede er kendte, behøver man ikke prøve at forklare alt inden for den første time for derefter at glemme alt dette, så man hurtig kan nå at lave et twist for derefter at starte forfra med en ny historie. Alt det interessante finder sted i fortiden, præcis som i spillet, men i sidste ende føles episoderne i fortiden som små enkelt-episoder, hvor al fokus ligger på action frem for formidling og bindeleddet mellem hver episode går derfor tabt. Aguilar, én af Lynch's forfædre, plantes i forskellige scenarier for hver gang uden forklaring på hvordan og hvorfor han er havnet i den givne situation. Al den information, filmen prøver at give i nutiden, ville være bedre givet ud, hvis den i stedet fokuserede på fortidens historie og gav information gennem fortidens begivenheder og konsekvenserne af disse. Nu er det dog ikke kun historien, der trækker filmen ned, det samme gør stort set alt andet. Michael Fassbender spiller Michael Fassbender, Marion Cotillard spiller Cotillard og Jeremy Irons er i den fordi der skal være en konflikt. På intet tidspunkt gennemgår nogen af disse personer en troværdig akt, da ingen relevant information om dem bliver givet. Karaktererne gør ting ud af den blå luft, konsekvenser af deres handlinger føles forhastet og på intet tidspunkt ser man andre end skuespillerne - misforstå mig ikke, Fassbender, Cotillard og Irons er alle fantastiske skuespillere, men når indholdet og dialogen er så ringe som den er, så kan selv de ikke redde filmen. Nu er det dog ikke alt, der er negativt. Justin Kurzel ved hvordan han skal instruere og fremvise historiske aspekter, hvilket man tydeligt kunne se i hans langt bedre film Macbeth. Han bruger til dels samme teknik her med et rød/brunt spektrum af farver samt flotte åbne scener af natur og byer. Når filmen fokuserer på fortiden er det visuelle i top og man mærker ofte suset når der opføres parkour i verdensklasse. Desværre har man dog valgt at springe mellem fortid og nutid i tide og utide, hvilket skaber en meget ujævn film, hvor man egentlig blot venter på at blive taget ud af scenen frem for at fokusere på det, filmen prøver at fortælle. Som man nok kan fornemme ud fra min anmeldelse, så er denne film noget værre rod. Action-scenerne er forfærdelige, da man aldrig formår at leve sig ind i dem grundet ekstrem hurtig redigering og spring i tid, historien er fortvivlende ringe, da den aldrig formår at give relevant information, karakterne gennemgår aldrig en troværdig akt og konsekvenserne er forhastet til en grad, så man skulle tro, at manuskriptforfatterne skulle være hjemme inden middag. Spar jeres penge og vent på filmen gives gratis ud til jul engang om 10 år. Er man fan af spilserien får man intet nyt ud af filmen og er man helt ny til universet ender man næsten med hovedpine. Det visuelle er dog flot, men propper man karosseriet fra en Ferrari over en Lada forbliver det stadig en Lada.
Rogue One: A Star Wars Story har altid haft lidt af en opgave foran sig. Det er den første film i Star Wars Universet, der adskiller sig fra den velkendte Star Wars Saga, der pt. indeholder 7 film, og er derfor frontløberen til at åbne filmuniverset for nye film, der fokuserer på de små og store historier, som befinder sig imellem, før og efter saga-filmene. Der ud over har filmen hele tiden været lidt af et eksperiment fra Lucasfilm, der med Rogue One skulle undersøge om filmen kunne kickstarte denne nye trend og derved være med til at åbne historien. Rogue One skulle med andre ord undersøge om folk stadig var interesserede i det store univers eller blot i saga-historien med de mere velkendte skikkelser. Filmen har længe været under luppen og de oprindelige planer for historien har nu et lille årti på bagen, men det var først i 2014, at filmen for alvor kom i produktion, da de fandt en instruktør samt manuskriptforfattere. Det mest interessante, for de fleste, var dog castet: Hvem ville de få til at spille de forskellige roller, som den almindelige Star Wars fan nok ikke kender? Valget faldt blandt andet på Felicity Jones, der har haft et par gode år på det seneste med The Theory of Everything, Breathe In og True Story. Det var også interessant med danske briller, da det blev annonceret at Mads Mikkelsen skulle få en hovedrolle i filmen og selvfølgelig også at den velkendte skurk Darth Vader ville få noget spilletid. For at få det helt på det rene, så folk er med på hvor denne film placerer sig i forhold til resten, så har vi lige nu følgende rækkefølge: 1. Star Wars: Episode I: The Phantom Menace 2. Star Wars: Episode II: Attack of the Clones 3. Star Wars: Episode III: Revenge of the Sith 4. Rogue One: A Star Wars Story 5. Star Wars: Episode IV: A New Hope 6. Star Wars: Episode V: The Empire Strikes Back 7. Star Wars: Episode VI: Return of the Jedi 8. Star Wars: Episode VII: The Force Awakens Historien i Rogue One finder altså sted mellem den tredje og fjerde film og mere specifik som en frontløber til A New Hope, da den ender med at kæde mange af tingene sammen, så man stort set kan sætte den fjerde film i afspilleren efter Rogue One er afsluttet. I Rogue One følger vi oprørsgruppen, der forsøger at få tilgang til planerne for Imperiets nye supervåben, Dødsstjernen. For at opnå dette får de hjælp fra Jyn Erso hvis far var med til at bygge stationen. Undervejs får hun hjælp fra en mindre gruppe, der hver har deres begrundelser for at hjælpe hende. Gareth Edwards var hurtigt ude for at sige, at denne film ville føles som en krigsfilm, som Star Wars endnu ikke havde set og dette har han ganske ret i. Der er selvfølgelig en stor del computeranimerede effekter og eksplosioner at finde i filmen, men mange af modellerne er rigtige modeller, som han fik hænderne i og enkelte endda fra det oprindelige set tilbage fra 1977. Effekterne er fantastiske at se på og på intet tidspunkt føles de tamme eller animerede og det er tydeligt Edwards har lagt fokus på dette, da det har gået ud over andre elementer, jeg vil komme ind på snart. For at fortsætte med det positive er Felicity Jones glimrende i rollen som Jyn Erso og det samme er Mads Mikkelsen i sin rolle. Hun går gennem en fascinerende karakterakt, hvor hun flere gange konfronteres med valg og konsekvenser fra fortiden, der vil blive ved med at forfølge hende. Hendes akt er derfor med til at skubbe historien frem i stedet for det modsatte, hvor historien finder undskyldninger for hendes opførsel og motivation. De andre gjorde et respektabelt job med deres portrætteringer og især droiden K-2SO får meget omtale i medierne som værende en af filmens lyspunkter, hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i - for en stund. Der blev tidligt lovet at Darth Vader ville få nogle minutter i filmen og specielt én scene er blandt hans bedste nogensinde - bare rolig, man er ikke i tvivl når man ser det. Her får vi endelig hans styrke at se, hvilket samtidig er med til at forklare hvorfor folk er så bange for ham i de "senere" film. Desværre slutter det positive dog for mig der, da der bestemt også er noget negativt, der er med til at hive filmen ned igen. Ud over Jyn Erso er der reelt set ikke nogen personer i filmen, man har nogen tilknytning til, hvilket især skyldes første halvdel af filmen, hvor den prøver at bygge op mod den fantastiske tredje akt, men dette gøres uden at forklare hvorfor vi burde bekymre os for nogen af karaktererne. Forklaringer på deres motivationer og bevægegrunde bliver efterladt, hvilket forårsager en hul fornemmelse gennem hele filmen, hvor man egentlig ikke ved, hvorfor man burde holde af nogen af dem. Den noget klodsede første halvdel bliver ofte glemt af den fantastiske afslutning, men når det er denne halvdel, der skal få seeren til at føle sorg, glæde, frygt og rædsel når de kommer i problemer uden at gøre det tilstrækkeligt, så bliver filmen aldrig bedre end middelmådig. Når man dertil skriver en noget stiv dialog karaktererne imellem, så falder det hele på de effekter, som Edwards og resten af holdet kan diske op med, hvilket de heldigvis gør godt. Rogue One: A Star Wars Story får pt. en masse roser for filmens afslutning og hvordan den behandler det oprindelige materiale, hvilket er ganske fortjent. Rogue One er en flot og gennemført actionfilm, hvor den tredje akt indeholder de bedste actionscener vi endnu har set fra en Star Wars film. Desværre formår filmen aldrig at formidle hvorfor vi burde bekymre os for karaktererne ud over Jyn Erso og når rulleteksterne løber over skærmen, så føler man sig lettere ambivalent: På den ene side har man lige oplevet én af de fedeste actionfilm fra i år, på den anden side er karaktererne i filmen frygtelig ligegyldige. Er man fan af Star Wars burde man bestemt ikke snyde sig selv for filmen, der har nogle af de bedste Star Wars sekvenser hidtil, men forvent ikke et mesterværk - for mig er Rogue One en fin film, jeg nok ikke kommer til at se igen før om nogle år, men den gør et fornuftigt arbejde med at skyde det nye Star Wars projekt igang.
Den spanskfødte instruktør J.A. Bayona slog for alvor igennem i 2007 med filmen "El Orfanato" - bedre kendt som "Børnehjemmet", men det var med filmen "The Impossible" fem år senere, han kom på manges læber her i landet. Filmen var baseret på de tragiske hændelser under og efter tsunami katastrofen i 2004 i Thailand, men den nåede aldrig de samme højder som "Børnehjemmet", der den dag i dag står som hans stærkeste film. I år er han tilbage med en af de første film, der for alvor kunne gøre krav på oscarstatuetten for "bedste film". A Monster Calls er baseret på Patrick Ness' novelle af samme navn fra 2011 og i 2014 opkøbte Focus Features rettighederne til at filmatisere historien. Senere samme år annoncerede man castet, der blandt andet bestod af Sigourney Weaver, Felicity Jones og Liam Neeson, som de mest kendte, og d. 9. oktober påbegyndte indspilningen. Filmens oprindelige premieredato var oktober 2016, men blev skubbet tilbage næsten fire måneder, da man ikke ville konkurrere med Jack Reacher: Never Go Back og vi er så heldige i Danmark at få en forholdsvis tidlig screening, da flere lande må vente til næste år med at se den. Historien handler om den 13 årige dreng Conor O'Malley, der forsøger at komme gennem hverdagen på trods af nogle meget svære omstændigheder. Hjemme ligger hans moder med kræft og i skolen bliver han mobbet af klassekammerater, men en nat får han besøg af et monster, der vil fortælle nogle historier og til sidst konfrontere drengen med hans egen sandhed. Lad det være sagt med det samme, hvis Lewis MacDougall ikke bliver nomineret eller i det mindste omtalt under oscaruddelingen, så er der ingen retfærdighed til. Vi har i år fået tre historier om monstre, der kommunikerer med unge mennesker, "Pete's Dragon" og "The BFG", og på trods af "The BFG" var klart den bedste af de to, så når den aldrig op på samme niveau som "A Monster Calls", der ikke blot fortæller en gribende og utrolig sørgelig historie, men også indeholder en pragtpræstation af den unge skotte, der for alvor slår sig igennem med denne film. Det er for alvor på hans skuldre filmen hviler og barnepræstationer kan om noget være med til at ødelægge en ellers udmærket film, hvis instruktøren ikke ved, hvordan han eller hun skal få det bedste frem fra de unge skud, men det skal man ikke frygte her: Lewis' portrættering er mindeværdig og til tider eminent. Hans følelser kommer tydeligt til udtryk uden på noget tidspunkt at kamre over og når han står ansigt til ansigt med monstret er det ikke til at se, at han kun har været med i én spillefilm tidligere. Hvis man på noget tidspunkt søger efter en barnepræstation, der for alvor definerer en rolle, så behøver man ikke lede længere. Omkring ham befinder Sigourney Weaver og Felicity Jones sig og selvom de er solide i rollerne, så er de på ingen måder mindeværdige - det er Lewis' film og historie, der bliver fortalt og det ved Bayona heldigvis også. Det eneste negative, jeg som sådan kan sige om præstationerne i filmen, er under introduktionen af en karakter i slutningen af første akt, der føles meget pludselig og ikke helt i takt med tonen af filmen. Filmen blev hurtigt kendt og omtalt som en, hvor man skal have lommeletterne klar og det er fuldt forståeligt. Filmen er ikke en børnefilm, som man tænker de mindste skal med ind og se. Historien og temaerne i filmen er så dybe og velfortalte, at man skal have nået en vis alder for at forstå deres fremstilling og konsekvenser i filmen. Der er ikke tale om en ordinær ungdoms-monster-film, hvor alt er lyserødt og fjenden prøver at kidnappe prinsessen, men i stedet en film hvor temaerne omhandler sorg, tab og accept af sine følelser og mod slutningen kan man næsten ikke lade være med at knibe en tåre, da rejsen føles fortjent. Undervejs støder vi på nogle yderst interessante animationsvalg, der passer perfekt til historien. Oliemalerier fylder pludselig det store lærred og man kan ikke undgå at blive fortabt i fortællingen. Animationerne undervejs er fine for en film, der "kun" har haft en budget på lidt over 40 mio. dollars, men på intet tidspunkt føles monstret tamt og valget med oliemalerierne er perfekte. Det er dog hverken animationerne, soundtracket eller scenografien instruktøren ønsker at formidle, men i stedet en fantastisk rørende historie, man ikke kan andet end at elske når rulleteksterne løber over skærmen. Om filmen ender med sin oscar er svær at sige. Film som "Manchester By The Sea" og "La La Land" ligger pt. med de bedste kort på hånden, men uanset om "A Monster Calls" får den eller ej, så er det en film, der bliver hængende efter man forlader salen. Det er en af de mest voksne og velfortalte film om sorg i år og på trods af sine små mangler som en til tider flad lydside fra scoren til den noget pludselige introduktion af en karakter, så er det intet af dette, man husker filmen for. "A Monster Call" er en film, der desværre kommer til at drukne blandt fest-, komedier og børnefilm og det har den ikke fortjent. Gør jer selv en tjeneste og se den så hurtigt som muligt, da den kun kører i biograferne i en meget begrænset periode - og husk lommeletterne.
Lad det være sagt med det samme: Anmeldelsen for Arrival er den sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Jeg blev introduceret til Denis Villeneuve tilbage i 2010, da jeg første gang så Polytechnique på en udenlandsk tv-kanal. Senere samme år fangede jeg Incendies og da jeg fandt ud af, de begge var lavet af samme instruktør vidste jeg, jeg havde fundet noget specielt. Jeg så derfor meget frem til hans næste film Prisoners, der sågar endte på en fornem sjetteplads over mine yndlingsfilm fra 2013. Tre pladser længere tilbage på listen befinder Enemy sig, der udkom samme år og da han sidste år fik premiere med filmen Sicario var jeg ikke længere i tvivl: Manden er blandt de bedste nulevende instruktører og min absolutte favorit. Selv den yderst kontroversielle Enemy, som man enten hader eller elsker, finder jeg interessant som bare pokker og selvom de alle bevæger sig inden for forskellige genrer; alt fra thriller til drama, historie, krimi og psykologisk thriller, har de alle én ting tilfælles: Mennesket og dets psyke er kernen i hans fortællinger. Identitet og personbeskrivelser er blandt hans vigtigste våben og ingen anden formår at portrættere menneskets mørke natur i en så naturtro skildring. Det var derfor med enorm interesse, da jeg endelig fandt ud af hans næste projekt ville være sci-fi; en genre han selv er stor fan af og ved meget om. Jeg indrømmer gerne der gik længe før jeg overhovedet hørte om Arrival. Da jeg første gang læste overskriften om en kommende sci-fi historie fra Villeneuve, troede jeg bestemt der var tale om opfølgeren til Blande Runner (som han også står for), men til min store overraskelse var der et projekt i støbeskeen før ovennævnte film. Arrival er baseret på novellen Story of Your Life fra 1998 skrevet af Ted Chiang. Villeneuve stødte første gang på historien under hans arbejde med Incendies, men turde ikke begive sig ud i en sådan fortælling så tidligt i sin karriere. Manuskriptforfatteren Eric Heisserer havde længe prøvet at finde en, der ville godkende den moderne version af novellen og da Villeneuve mødte ham i 2012 var makkerparret og projektet en realitet - og på baggrund af dette står vi i dag med én af de bedste sci-fi film det seneste årti med en af de bedste fortællinger overhovedet. Hvis jeg skal være ærlig har jeg egentlig ikke lyst til at skrive hvad filmen handler om, men for at forberede jer en smule giver jeg en meget kort og sparsom beskrivelse af filmens plot: Louise Banks, spillet af Amy Adams, er en lingvist, der en dag bliver rekrutteret til en opgave, hun aldrig havde turde fantasere om, da nogle kapsler fra rummet lander på Jorden og hun derfor skal prøve at lære deres sprog, så vi kan få kendskab til deres formål og tilstedeværelse. Arrival er ikke bare en sci-fi film, der minder om alle andre; Da jeg forlod biografen gik jeg længe og tænkte på, om jeg nogensinde havde set en lignende film og jeg kunne ærlig talt ikke komme i tanke om en eneste. I 2009 fik vi Moon, instrueret af Duncan Jones, og den stod længe på toppen af min liste over mine yndlings-sci-fi-film, men jeg må i år afvige pladsen og give den til Arrival, der ikke blot formår at udvide genren, men inddrage så mange elementer og temaer, at det kan være svært at sætte ord på. Amy Adams i rollen som Louise Banks giver sin hidtil bedste præstation nogensinde. Hun gennemgår noget, man desværre ikke ser meget i film mere; Nemlig en karakterakt, hvor hver eneste begrundelse for ændring er berettiget. Filmen tager ingen hurtige genveje for at fremtvinge falske følelser eller ubegrundede motiver, men tager sig i stedet enorm god tid til at beskrive hendes tanker og tilstedeværelse for hver eneste scene. Alt hvad hun foretager sig har en begrundelse og imens man ser hende og historien udfolde sig sidder man til sidst med en karakter, der ikke blot har bevæget sig fra a til å, men med en der har følt og gennemlevet alle punkter imellem. Det er bestemt hende der er hocedpersonen og selvom Jeremy Renner og Forest Whitaker er gode i deres roller, når de aldrig Amy Adams' fuldstændig eminente præstation, hvilket de heller ikke behøver, da historien ikke afhænger af deres karakterer; Det er Louise's rejse historien handler om og hvordan denne situation ændrer hende og hendes karakter. Jeg har med vilje ikke gået for meget ind i historien af filmen, da jeg helst ikke vil sige for meget, men hvad Villeneuve og Heisserer har formået at fremstille er intet mindre end imponerende. Når rulleteksterne løber over skærmen sidder man med følelsen af at have oplevet noget unikt og det er yderst sjældent denne følelse rammer en. Historien er ikke blot interessant og original, men fremstillet på sådan en måde, at den altid føles menneskelig. Aldrig forlader vi vores hovedpersoner for at få et klip fra rummet ned mod Jorden og historien forbliver derved utrolig jordnær (no pun intended). Filmen føles derfor som noget, der kunne ske i morgen eller næste år, da den aldrig forlader det Univers, den selv har sat rammerne for. Filmen er derfor ikke så meget en fortælling om væsenerne, men om hvad det gør ved mennesket, når det står overfor sådan en situation. Man skal derfor også være klar over, at Arrival ikke er som resten af de store blockbuster sci-fi film som Star Wars, Star Trek eller Independence Day: Resurgence, der alle prøver at vise utrolig meget på ganske kort tid; Arrival forsøger nemlig ikke at vise, men at fortælle og det er her Villeneuve har formået at skabe det mesterværk genren har haft brug for i mange år. Jeg har nu set filmen to gange på to dage og den er lige så god anden gang som første. Villeneuve har skabt hans magnum opus og Arrival vil blive husket mange år frem i tiden, ikke mindst grundet dens måde at fortælle en historie på frem for at vise den. Væk er de eksplosive, animerede voldscener og i stedet bruges imponerende lange klip, der opbygger intensitet og mystik takket være karaktererne og det imponerende score skrevet af komponisten Jóhann Jóhannsson. Filmen er ikke for alle og hvis man kun har kærlighed for film som Star Wars og Star Trek når det kommer til sci-fi genren, så vil man finde Arrival uhyggelig kedelig. Arrival er en film, der ikke identificerer sig gennem genren, men udvider den og fortæller en af de mest menneskelige historier overhovedet om kærlighed til livet, sine medmennesker og hvor langt vi vil gå for at finde lykken på trods af de ulykkelige øjeblikke det vil medbringe. Arrival er en film om livet og det er noget genren har haft brug for længe.
For ti år siden, i 2006, instruerede Mel Gibson den fremragende Apocalypto og før den The Passion of the Christ, Braveheart og den mere ukendte The Man Without a Face. Der er ingen tvivl om Mel Gibson ved hvad han laver, når han instruerer en film og ser man bort fra de personlige meninger, han har om forskellige menneskers rettigheder, så har vi at gøre med en mand, der virkelig forstår film. Han har selv medvirket i en række af de største og mest kendte film nogensinde som Braveheart, Lethan Weapon serien, Signs og flere. Han har i år spillet hovedrollen i den underholdende Blood Father, hvor vi så en barsk, subtil karakteristik af en mærket faderfigur. I år får vi ham dog også at se som instruktør med filmen Hacksaw Ridge, der bygger på den sande historie om Desmond Thomas Doss, der blev sendt i fronten under 2. Verdenskrig uden gevær grundet egne religiøse holdninger. Det er dog ikke førte gang, man kan finde historien om hans tilværelse under krigen, da han også var omdrejningspunktet i dokumentarfilmen The Conscientious Objector fra 2004, men dette er uden tvivl filmen, der vil få hans navn på manges læber. Produktionen har været under opsejling i 14 år, da man i 2001 overtalte Doss om at lave filmen, men grundet uenigheder om filmens grundlag, hvilken rating den skulle have og dødsfaldet af Doss i 2006, kom man aldrig i gang med projektet. Mel Gibson afslog selv to gange som instruktør, men i 2014 acceptererede han og senere samme år offentliggjorde man Andrew Garfield som hovedrolleindehaver. Hele filmen blev filmet i Australien, hvor en strand blev gravet op, så den mindede om det rigtige sted og efter 59 dage var filmen færdigindspillet. Da den fik premiere d. 4. september 2016 til Venice Filmfestival modtog den et næsten 10-minutter langt stående bifald, så forventninger var skruet helt i vejret for denne års store krigsfilm. Filmen finder sted under 2. Verdenskrig, hvor vi følger Desmond Thomas Doss, der grundet religiøse overbevisninger nægter at holde ved eller tage imod et våben. Han melder sig ind i militæret, men som sygepasser, hvilket får store konsekvenser for hans tilværelse i lejren og på kampstedet, hvor han skal tilkæmpe sig de andres respekt og forståelse på en anden måde. Lad det være sagt med det samme, Mel Gibson ved hvordan man instruerer en krigsfilm. Han gjorde det eminent i Braveheart og på mange måder føles Hacksaw Ridge som en naturlig progression af Gibson’s talent som instruktør. Scenerne føles beskidte, grusomme og kaotiske, som de højest sandsynlig også var, og man har flere gange på fornemmelsen, at man ikke helt ved, hvad der foregår. Der er ingen tvivl om, det er et bevidst valg af Mel Gibson og scenografen Simon Duggan, der tidligere på året arbejdede med Warcraft: The Beginning, men grundet det store kaos efterlades man også enkelte gange med en fornemmelse af, at man aldrig rigtig ved i hvor stort omfang slaget finder sted. Under flere scener kunne man have fået et storslået panoramaskud, der virkelig kunne indkapsle slagets grusomme natur og det er en skam, for ideerne fra Gibson og Duggan er der. Flere gange følger man våbnet helt tæt eller nede langs jorden, hvor kameraet kører på en skinne langs kampstedet og det er netop disse skud filmen har brug for grundet dens skarpe klipning. Filmen er reelt set delt i to – i første akt af filmen får vi Desmond’s baggrund, hans historie, hvor han kommer fra og fra hvilken familie. Faderen, Tom Doss, spillet fantastisk af Hugo Weaving, er en drukkenbolt, der ofte finder frelse ved flasken eller bæltet og han vises som én af hovedpersonerne bag Desmond’s overbevisning. Hugo Weaving formår at træde i karakter på fornemmeste vis, man køber ham fra første scene og han er den bedste i hele filmen. Det er derfor en skam hans baggrund og natur ikke rigtig bliver forklaret og undersøgt – ikke blot grundet Weavings flotte skuespil, men også grundet hans forbindelse med Desmond’s opvækst og tilblivelse som menneske. Det er også i filmens første akt vi møder Dorothy Schutte, spillet smukt af Teresa Palmer, som vores hovedperson hurtigt falder for. Filmen har en spilletid på næsten 140 minutter, hvilket burde være nok tid til at opbygge et troværdigt forhold mellem de to, men man forstår aldrig rigtig hvorfor de falder for hinanden i første omgang. Det kan lyde som en underlig ting at fokusere på fra min side, da det trods alt er en krigsfilm, men når Schutte i en så høj grad er med til at forme Desmond som voksen og filmen reelt set forsøger at overbevise os som seere, at de virkelig elsker hinanden, så er det en skam deres kærlighed aldrig bliver forklaret eller vist på anden måde end blot ved talrige kys. Filmens anden akt virker som en naturlig opbygning til historiens klimaks, der finder sted på stranden, hvilket er et stort plus, men man kan alligevel ikke undgå at sidde med følelsen af at have set to vidt forskellige film, da den første og tredje akt aldrig rigtig kommer i forbindelse med hinanden igen. Hele vejen igennem gør Andrew Garfield det godt og selvom filmen føles opdelt, så gør hans præstation det bestemt ikke. Det er det bedste vi nogensinde har set fra Garfield’s side og det skulle ikke undre mig, hvis han bliver normineret til en Oscar. Hacksaw Ridge er helt klart en film, man skal se i biografen. Den er storslået og forsøger ikke at skjule det – mange af scenerne er som skabt til det store lærred, men den formår aldrig at blive andet end “god” i det aspekt, da de helt store chancer aldrig bliver taget. Det er en krigsfilm, der forsøger at tage nogle innovative skridt i enkelte aspekter, men når rulleteksterne løber over skærmen, sidder man med følelsen af at have set en kompakt udgave af Band of Brothers, dog ikke nær så god. Historien bag Desmond Doss er intet mindre end imponerende og mange af de nærmest urealistiske scener med ham som frontfigur skulle efter sigende være sande, men på trods af dette føles filmen stadig meget amerikaniseret, hvor musikken bliver hovedpersonen i scener, der ville virke langt bedre uden. Savner man en film om 2. Verdenskrig, så skal man endelig give Hacksaw Ridge chancen og gerne i biografen, da det er der filmen hører hjemme.
Det nye filmstudie Laika bliver af fans ofte omtalt som fremtidens bud på det klassiske Ghibli Studio og man kan da sagtens forstå hvorfor. Studiet blev grundlagt tilbage i 2005 og kan derfor stadig anses som værende i sin spæde ungdom, men har på baggrund af fire eminente film vundet manges hjerter. Coraline, 2009, var studiets første længere spillefilm og blev en stor succes. Tre år senere fik ParaNorman premiere og i 2014 var det The Boxtrolls' tur til at ramme det store lærred. Det er derfor ikke verdens hurtigst producerende filmstudie, hvilket både har sine fordele og ulemper. For et studie så lille og nyt som Laika giver det mulighed for at plante sine rødder og vise verden hvad det er, de vil fokusere på og arbejde med, men med så få film i støbeskeen af gangen, har de nærmest ikke råd til nogen fejltrin. Heldigvis har de, i mine øjne, endnu ikke gjort noget forkert og det er blandt andet takket være deres fantastiske tilgang til film og produktionen af dem. For de, der ikke ved det, er Laika et stop-motion studie, hvilket på den måde adskiller det stort set alle animationsstudier derude - Laika har indtil videre udelukkende produceret stop-motion film, men det går dog ikke ud over kvaliteten af deres film, tværtimod. Hver eneste film er som et levende maleri, hvor hver eneste bevægelse kan betragtes og nydes og her falder Kubo i den grad under. Hvor vi tilbage i 2014 fik Song of the Sea, der var det års unikke animationsfilm, får vi i år Kubo and the Two Strings. Filmen er fantastisk levende at se på og det på trods af de tydelige tegn på stop-motion effekterne. Man er aldrig i tvivl om det er en stop-motion film og det lægger Laika da heller ikke skjul på. Med Kubo får vi også en instruktørdebut fra Laikas CEO, Travis Knight, der har arbejdet i animationsgenren i 20 år, men først på nuværende tidspunkt så sig klar til at tackle sig eget projekt. Historien er en adaption af flere forskellige folkeeventyr rundt omkring i verden, der alle har været med til at give inspiration til drengen Kubo, der lever med sin mor skjult fra resten af verden efter nattens udbrud. Kubo finder ud af sandheden bag nattens farer, da han bliver ude en aften og angribes af to kvindelige skikkelser og han må derefter på jagt efter en hellig rustning, et sværd og en hjelm for at redde sig selv og sin familie fra fortidens dæmoner. Ved tale om animationsfilm er det strengt nødvendigt at få nogle skuespillere, der kan levere troværdige stemmer til de karakterer, der fylder skærmen og her har Laika ramt plet. I hovedrollen ses Kubo, stemmelagt af Art Parkinson og da han møder aben, Charlize Theron, får de hurtigt udviklet et bånd imellem sig og det samme gør vi. Vi tror med det samme på det forhold, de opbygger til hinanden og deres modsætninger øger den fantastiske kemi, der er at finde mellem dem. Aben er kvik i sine replikker, men har et mørkt og måske mere realistisk syn på livet end Kubo, der har det unge sinds mod og vilje til at turde alt og det er netop dette der gør, at deres forhold føles så specielt. Aben vil ikke andet end Kubo det bedste, men for en ung dreng kan det være svært at se hvorfor. Da de senere hen møder Beetle, Matthew McConaughey, har vi pludselig den magiske triangel, man ikke kan andet end at holde af. Beetle er den glemsomme humørbombe, der nogle gange er for dum for sit eget bedste, men han går aldrig over til at blive irriterende eller ødelæggende for historien, hvilket blandt andet kan ses på hans karakterakt gennem filmen. Det visuelle er kort sagt eminent. Den har et unikt udtryk, som kun Laika kan stå for lige nu og er man fan af animationsfilm skylder man sig selv at se Kubo og blive forundret over den proces, de har været igennem for at lave filmen. Man kan næsten ikke forestille sig hvor lang tid det har taget at producere og færdiggøre filmen, men resultatet er enestående. Alt fra flotte portrætscener til landskaber og undervandsmonstre bliver vist og farvebrugen er imponerende flot. På trods af de mange rosende ord for både karaktererne og det visuelle falder filmen dog på dens historie, der til tider føles for forudsigelig og klichéfyldt. Man er reelt set aldrig i tvivl om hvor filmen bærer hen i det store og filmens tredje akt er slet ikke nær så effektiv som de to første, hvilket blandt andet skyldes tilblivelsen af fjendens motivation og bekæmpelsen af denne. Det er en skam, da filmen har fortjent bedre på baggrund af det store arbejde, der har ligget bag og man sidder derfor med en blandet smag i munden, hvor man på den ene side er dybt imponeret, men samtidig også lidt skuffet over afslutningen. Filmen er dog på ingen måder ringe. Historien er fin og især de to første akter er fantastiske. Det visuelle har sjældent set bedre fra en animationsfilm og på det tekniske er den blandt årets mest imponerende. Karaktererne føles ægte og forholdet imellem dem er spot-on, hvilket heldigvis også er instruktørens mål med filmen. Han ville lave en familiefilm for familier og det har han gjort. Fantasy-elementerne kapper aldrig over til det urealistiske for hvad verden har stillet op og de følger alle universets regler. Er man fan af animationsfilm må man bestemt ikke snyde sig selv for Kubo, alene grundet det visuelle, men der er heldigvis meget mere at tage med fra filmen, da den også går ind og arbejder med mennesket og individets plads i familien.
Tilbage i 1963 skabte Steve Ditko en ny karakter til det allerede fyldte Marvel-univers: Doctor Strange. Han fik sin debut under titlen Strange Tales og har siden da udviklet sig til at blive én af de mest populære karakterer i hele Marvel Universet. Det er derfor kun naturligt, der på et eller andet tidspunkt skulle laves en film om ham og de oprindelige planer for dette strækker sig tilbage til 1986, da Bob Gale skrev manuskriptet på en film, der aldrig så dagens lys. Frem til år 2000 prøvede mere end fire forskellige manuskriptforfattere, men af forskellige grunde blev disse film aldrig til noget. Der var talrige forsøg hele vejen frem til 2013, hvor Kevin Feige endelig offentliggjorde planerne for Doctor Strange: Karakteren skulle nok komme til det store lærred og det engang i fase 3, hvor vi befinder os nu. Instruktøren Scott Derrickson, blandt andet kendt for gyserfilmene Sinister og Deliver Us from Evil, skrev selv en 12-siders scene til filmen, som han fremlagde for MCU, hvilket, i sidste ende, sikrede ham jobbet og denne 12-siders scene blev omdrejningspunktet for manuskriptet, som han selv skrev sammen med Jon Spaihts. Da planerne nu endelig var på plads var der blot at finde manden, der skulle spille Doctor Strange. Publikumfavoritten blev hurtigt Benedict Cumberbatch, men han var bestemt ikke den eneste i søgelyset hos Marvel, der blandt andet også henvendte sig til Ryan Gosling, Tom Hardy, Jared Leto, Jake Gyllenhaal og flere, men flertallet fik deres vilje og i december 2014 blev Cumberbatch annonceret som hovedpersonen i filmen - til stor glæde for masserne. Derefter fulgte en lang casting-process, hvor en række prominente navne blev ført til listen: Chiwetel Ejiofor, Mads Mikkelsen, Tilda Swinton og Rachel McAdams var få af mange og langsomt begyndte projektet at tage form. Under kodenavnet "Chekmate" begyndte Derrickson og Ben Davis at indspille filmen i november 2015 - Ben Davis, der lige havde arbejdet på Guardians of the Galaxy og Avengers: Age of Ultron, vidste derfor også hvordan man skulle gå til sådan et projekt og indspilningen stod da også færdig i april 2016. Historien fungerer som en origin-story for Doctor Strange, hvor vi får karakterens opbygning, udvikling og tilblivelse at se. Gennem magiske kræfter, nye dimensioner og psykedeliske effekter skal han tage kampen op mod blandt andet Kaecilius, der har stjålet nogle sider fra en bog, der vil åbne porten til en ny verden, der vil fortære Jorden. Med sig får han blandt andet hjælp fra Mordo, Wong og The Ancient One, der alle bærer på hemmeligheder, der enten vil hjælpe eller skade Doctor Strange. Som altid starter vi med det positive - Benedict Cumberbatch er perfekt i rollen som Doctor Strange. Han både ligner, opfører sig og udtrykker de samme følelser og bevægelser, som Strange er kendt for og han er derfor perfekt castet. Masserne havde heldigvis ret i deres valg og det samme havde MCU, da jeg ærlig talt kan ikke forestille mig andre i rollen efter at have set filmen. Alt fra skægget til kappen, håret og bevægelserne er udført med stor præcision og er man fan af karakteren og historierne er der masser af easter-eggs gemt i filmen for disse. Der er heldigvis også meget godt at sige om den danske fremtrædelse, da Mads Mikkelsen spiller en af de bedste brugte skurke i en Marvel-film til nu. Man forstår hans motivation og bevæggrunde for hver eneste aktion og han føles derfor ikke blot som en endimensionel skurk. Han får derved også en del minutter i filmen, heldigvis, men skurken bliver, desværre, stadig brugt forkert på visse områder, men det vender vi tilbage til. Tilda Swinton var fænomenal i rollen som The Ancient One og på trods af de mange kontroverser omkring hendes casting gør hun det imponerende godt. Nu til effekterne, for hvis der nogensinde er lavet en superheltefilm til det store lærred, så er det denne. Effekterne er som i Inception, men vildere og mere fantasifyldte. Bygninger, vægge, gulve og loft skifter dimensioner og former som var vi på stoffer under filmen og det er præcis dette vi vil se i en Doctor Strange film. Alt fra hele byer til energi-våben og rummet bliver brugt som én stor legeplads for instruktøren og karaktererne og det passer til historien og hvad den prøver at fortælle. Historien er dog der hvor filmen falder hårdest, for bag de gode præstationer og fede effekter lider historien under den samme formular som Marvel-filmene er blevet kendt på. Har man set resten af filmene i MCU bliver man aldrig overrasket over filmen og hvilken drejning den tager. Af samme årsager bliver en karakter på et tidspunkt introduceret og får en enorm rolle, men det hele føles så pludselig, at man aldrig når at føle konsekvenserne af karakterens tilstedeværelse. Doctor Strange formår derfor kun at adskille sig fra resten med sine fantastiske effekter og en masse humor, som man måske ikke havde forventet med Scott Derrickson bag roret - det bliver dog heldigvis, men det hele føles en smule fladt grundet en forudsigelig historie, der aldrig løfter sig til samme niveau som det visuelle. Hvis man nogensinde skal se filmen, skal det være på det store lærred. Filmen er bestemt de 100 kr. værd alene grundet effekterne og det flotte skuespil, men forvent ikke en banebrydende historie, hvor formularen omdefineres. Det er på det seneste annonceret at Doctor Strange vil have en stor rolle i de kommende Avengers-film og efter at have set filmen er det tydeligt hvordan og hvorfor, da flere ting bliver introduceret med filmen, som kan skabe en interessant vinkel på det kommende slag. Bring derfor blot den store bøtte med popcorn med jer og masser af drikkevarer, for man kommer aldrig til at kede sig med Doctor Strange, hvor det visuelle overtrumfer historien, der aldrig bliver decideret dårlig - blot forudsigelig.
Når man vil sætte sig for at anmelde en film som Embrace of the Serpent, er en almindelig tekst ikke passende. Det er en film, der prøver at fortælle en så stor og dybdegående historie, at den ved en almindelig gennemlæsning på IMDB måske vil føles tom eller idéforladt, da en synopsis umuligt kan indeholde alle aspekter, men Embrace of the Serpent er ikke blot en utrolig smuk og storslået film, men også én af årets bedste. Instruktøren, Ciro Guerra, havde før den omtalte film lavet La Sombra del Caminante (2004) og The Wind Journeys (2009), der alle fik store roser fra hjemlandet Columbia, men opnåede aldrig international succes. Det kan være svært at nævne en Columbiansk instruktør, der nogensinde har fået et stort gennembrud i Hollywood og Europa og det er der umiddelbart flere grunde til. I 1993 blev FOCINE, Columbia's svar på en kinematografisk virksomhed, lukket ned grundet intern korruption - det var et stort slag for markedet i landet, der ellers havde stået for mere end 29 film siden oprettelsen i 1978. I det efterfølgende årti var derfor stærkt begrænset hvilke muligheder en instruktør og manuskriptforfatter havde i landet, hvis man ikke selv kunne fundere projektet. Dette blev der dog lavet om på i 2003, da Columbia nedskrev "Law of Cinema", hvilket skulle fungere som et finansielt redskab for nye instruktører - og det er her vi kommer tilbage til instruktøren bag denne film, Ciro Guerra. Han startede sin karriere i 2004 og har siden da lavet i alt tre film, den seneste Embrace of the Serpent, der vandt et stort antal priser i hjemlandet såvel som i Europa, hvor det blandt andet blev til Art Cinema Award ved Cannes Festival i 2015 og en nominering for bedste udenlandske film ved det 88-tyvende Academy Awards. Med filmen tager Ciro Guerra os på lidt af en rejse - en rejse, der er løst baseret på den tyske etnolog Theodor Koch-Grunberg's dagbog, der især blev kendt på hans arbejde på kulturforståelsen af sydamerikanske lande som Venezuela, og den amerikanske biolog Richard Evans Schultes. En hurtig google-søgning viser os dog, at dette ikke burde være muligt, da Schultes kun var ni år, da Grunberg døde i 1924 og det er da også her filmen opnår sit første flotte mål: Embrace of the Serpent er en film, der fortæller to mænds individuelle, men sammenkoblede, historier med 30 års mellemrum - to mænd der er ude efter det samme; Den fiktive hellige plante yakruna. De to mænd får dog hjælp af en shaman fra junglen, Karamakate, der langsomt viser sig at være mere end blot en ekstra karakter. Filmen kan derfor forstås som en road-movie, hvor vi følger to (tre) mænds rejse med et helligt formål, men filmen er lige så meget et symbol på en glemt kultur, der langsomt blev gjort til ende. Ciro Guerra formår at bruge karakteren Karamakate som en historisk stemme, der gennem visuelle greb viser Theo og Evan den kultur og stamme, der for mange år siden boede i junglen. Filmen bruger derfor lige så meget tid, hvis ikke mere, på at vise hvilken kultur, der gik tabt og hvordan de brugte naturen på egne interesser. Dette gøres blandt andet et sted i filmen, hvor vi kort får fortalt historien om "slangen", der blandt andet førte coca og yagé med sig - to ting, der ofte repræsenteres i filmen som hellige midler på at åbne en højere trance og derved får meningen med livet. De to mænd, Theo og Evans, repræsenterer samme ting gennem filmen, hvilket symboliseres undervejs: Theo og Evans er ikke blot to fremmede mænd, der ankommer til et fremmed sted efter en hellig plante, men bruges som et visuelt redskab til at repræsentere vestens indtog i Amazonas-junglen i starten af 1900-tallet. Dette ses blandt andet ved de to mænds forskellige ageren overfor Karamakate - den ene prøver at forstå sig på kulturen, den anden har et mere fast mål, hvor kulturen og reglerne er ligegyldige. Ciro Guerra var også meget bevidst om at inddrage den kristne tro's indtog i en ellers fremmed verden - en verden og kultur, der ikke forstod den nye tros konsekvenser. Det hele bliver vist med en ynde, der til tider føles barsk og nøgen, hvilket medvirker en utrolig effektiv dragende følelse af sorg og tab - et tab som Karamakate har måttet leve med længe. Ciro Guerra og kinematografen David Gallego valgte at skyde filmen i sort/hvid - et meget bevidst valg fra Guerra's side, der ville vise en ny side af junglen. Vi er normalt vant til farverige og utroligt smukke billeder af overflod og liv, men ved at fratage os disse farver lod Guerra karaktererne stå i ét med naturen og derved blive en del af den. Dette gøres blandt andet også ved at lade os være så tæt på karaktererne som muligt - det er utrolig sjældent vi får et panoramabillede af naturen eller omgivelserne, men fokuserer i stedet på personernes mimik og indlevelse. Der er reelt set ikke noget, der ikke virker i denne film - hvis man ved, hvad man går ind til. Man vil uden tvivl blive skuffet, hvis man forventer en storslået film med klare motivationer og ingen symbolik, men det er samtidig heller ikke den historie, der skal fortælles. Guerra forsøger at tage et utroligt bredt og vigtigt emne op og vise os det ved repræsentationer og karakterer. Det er noget, der let kan gå galt og føles prætentiøst, men han formår at holde historien og karaktererne på et plan, der altid føles naturligt - og selv hvis man ikke vil bruge tiden på at studere symbolikken får man stadig en meget smuk film, der styres ved dialog og menneskelige lyster. Det eneste negative jeg kan sige om filmen er små ting omkring lyden i enkelte scener. Det er heller ikke en film jeg kan se mig selv se mange flere gange, men har man ikke set den før kan jeg ikke anbefale den nok og den er blandt de bedste film i år indtil videre.
Året er 2010 – dybhavsboreplatformen Deepwater Horizon flyder roligt på den Mexicanske Golfs overflade, som den har gjort de seneste ni år. Ingeniørerne fra Hyundai Heavy Industries står for, hvad de selv kalder, den kraftigste boringsmaskine nogensinde, der i 2009 stod for den dybeste olieboring på hele 10.683 meter ved undervands bjergkæden Keathley Canyon. Det hele så ud til at køre på skinner for BP plc (British Petroleum), der i 2001 leasede platformen fra Transocean, men d. 20 april 2010 skete katastrofen, der den dag i dag kendes som “den største oliekatastrofe på havet nogensinde“. De første analyser lød på 1.000 tønder olie om dagen, men senere undersøgelser viste at mellem 56.000 og 68.000 tønder lækkede hvert eneste døgn fra havbunden frem til d. 15 juli samme år. Katastrofen dengang var grundet en fejl af et 450 ton tungt system kaldet BOP (blow-out preventer), der reelt set er et net af sikkerhedsventiler på havbunden. Formålet med denne BOP er at forsejle trykket, så olie og gas forhindres i at nå overfladen og af sikkerhedsmæssige årsager skal disse ventiler selv lukke ned, hvis der opstår brand – intet af dette skete og Deepwater Horizon sprang kort sagt i luften – 11 mænd døde ud af 126. Instruktøren Peter Berg og skuespilleren Mark Wahlberg har tidligere arbejdet sammen om et projekt, der også omhandlede virkelige hændelser, Lone Survivor. De to kender derfor hinandens stil, styrker og svagheder, hvilket vi også vil komme til at se næste år hvor de to arbejder sammen om filmen Patriots Day. Peter Berg har på nuværende tidspunkt skabt sig et fint ry inden for filmverden og især Lone Survivor satte hans navn på manges læber grundet den rå realisme og respektfulde tilgang til materialet. Dette samme kan siges om Deepwater Horizon, der er en imponerende film, der ikke overrasker for meget. Deepwater Horizon er essentielt set en film delt i to: Vi får i første del indblik i dele af holdet, der arbejder på platformen med fokus på Mike Williams, Mark Wahlberg. Der arbejdes fint med baggrundshistorierne fra de forskellige mænd og kvinder, der til tider bor sammen og der findes derfor også tid til at arbejde med den overtro, der nu engang findes på havet, hvor eksempelvis en forkert farve bringer stort uheld. I løbet af de første 40-50 minutter bruges der også en del tid på det tekniske, som PSI og det elendige miljø de arbejder i grundet forringet vedligeholdelse – alt sammen er med til at skabe en hvis tilknytning til stedet og Enrique Chediak, der står for scenografien, gør god brug af størrelsen af platformen grundet en meget fin kameraføring, der både arbejder inde og ude. Anden del er katastrofen. Her får vi et indblik i hvad der ledte op til eksplosionen, lækket og meget mere før helvede bryder løs. Det hele er et meget imponerende skue, der aldrig bevæger sig mod eliten. De flotteste scener er brugen af panorering fra lang afstand, hvor vi virkelig fornemmer størrelsen af eksplosionen, men han bruger også en vis mængde energi på det nære, hvor vi følger karakterernes kamp om overlevelse på nærmeste hånd. Der er lagt størst vægt på Mark Wahlberg’s karakter, men heldigvis formår Berg at instruere filmen, så vi også får fint indblik i Kurt Russell’s karakter, Jimmy Harrell, der er mindst lige så interessant. Det største problem er netop ikke hvordan Berg bruger tiden på hver karakter, så man næsten glemmer, at der er en hovedperson, men i stedet det, at man aldrig glemmer det er Wahlberg, der befinder sig på skærmen. Wahlberg er en dygtig skuespiller, der spiller den samme karakter, som han har gjort mange gange før og han forsvinder derfor ikke ind i rollen, som man kunne have ønsket. Han formåede at gøre det ved Lone Survivor, men her mister man lidt af indlevelsesevnen. Det tekniske kan man dog ikke sætte en finger på. Peter Berg formår virkelig at instruere en flot film, hvor man næsten kan mærke varmen gennem skærmen. Flammerne virker som helvede selv og med Chediak bag kameraet bringes der nyt liv i katastrofefilm, som vi ellers har set nok dårlige eksempler på det seneste årti og eftersom eksplosionen skete om aftenen og videre ud på natten kan man ikke blive andet end imponeret over det, der sker foran øjnene på en. Mod slutningen løber vi dog ind på det, jeg også klandrede The Martian for – den klassiske amerikanisering af historien. Der bliver spillet på alle tangenter med det amerikanske flag i baggrunden og heroisk musik gennem højttalerne. Når det virker, virker det, men det er desværre sjældent og Deepwater Horizon er ikke én af dem. Jeg kunne samtidig godt have tænkt mig et større overblik over katastrofen og hvor meget det egentlig betød for BP og naturen. Filmen er fyldt med flotte effekter og fint skuespil, men vi forlader aldrig det nære for at overvære katastrofen til fulde. Det virker mere som om fokus har været på eksplosionerne mod slutningen end på selve historien og vi får derfor et imponerende skue at se, der desværre virker en anelse hult. Deepwater Horizon er teknisk set en flot og imponerende film, der skal ses på så stort et lærred som muligt – desværre forlader den aldrig helt sin blockbuster tilgang til historien, hvor eksplosioner, flammer og effekter virker vigtigere end det større billede. Hvordan det hele skal skrues sammen, så vi får en mere helstøbt film er svær at sige, men Deepwater Horizon formår ikke at gøre det til fulde. Jeg vil dog stadig anbefale folk at se filmen og jeg kan endda fint anbefale at købe den, når den engang kommer ud, men forvent ikke en historisk tilgang til emnet – det er derfor en rigtig fin film, hvor popcorn og cola let kan nydes.
På trods af at have rollen som Batman betyder det ikke, at Ben Affleck ikke har tid til små projekter ved siden af og her falder The Accountant ind. Filmen er instrueret af Gavin O'Connor, der tidligere har stået bag én af mine yndlingsfilm fra 2011, Warrior. Han har også tidligere på året prøvet kræfter med en western, Jane Got a Gun, der ikke fik den bedste modtagelse. Dette prøver han at rette op på her sammen med manuskriptforfatteren Bill Dubuque, der i 2014 var medforfatter til filmen The Judge. The Accountant har mange elementer med sig til at blive en god film; Ud over Ben Affleck finder vi også Anna Kendrick og J.K. Simmons samt Jon Bernthal, der tidligere på året kom på alles læber med sin skildring af Punisher fra Netflix' Daredevil serie. Om alt så er lykkedes kommer vi tilbage til om lidt, men de høje forventninger har dog efterladt en del med en bitter smag i munden. Filmen har pt. en score på 49% på Rottentomatoes blandt kritikere, men hele 86% fra de almene biograftilhængere. Det er bestemt ikke det eneste sted, hvor der er stor variation blandt kritikere og den almene befolkning; På IMDB ligger scoren lige nu på 7.8 (Det er stadig meget tidligt), men med 51 som Metascore. Der er derfor en forholdsvis stor spredning på anmeldelserne og det er værd at huske på, når jeg prøver at forklare hvorfor. Vi følger den autistiske revisor Christian Wolff, Ben Affleck, der gennem et dobbeltliv prøver skraber penge sammen på lettere ufine metoder. På ydersiden fungerer han som revisor for et mindre firma, han selv ejer, men bag facaden fungerer han som bogholder for mafiaen. Dette dobbeltliv kommer i søgelyset, da regeringen opfanger diverse spor fra ham og hans gøremål. Ben Affleck leverer i rollen som Christian Wolff én af hans bedste præstationer sammen med Nick Dunne i Gone Girl. I The Accountant tror vi som seer hele tiden på hans autistiske tendenser, som han har virkeliggjort gennem diverse samtaler og observationer, han selv har gjort sig fra andre autister. Hans tilgang til rollen er enestående og da man gennem en række flashbacks begynder at forstå hans historie og tilblivelse som karakter føler man for ham i hver scene. Det er uden tvivl de bedste scener i filmen og hver gang filmen skifter til nogen af de andre, venter man blot på den vender tilbage til Wolff. Dette skal forstås både som en stor ros til Ben Affleck, men også som en lettere skuffelse af de andre, for ud over Ben Affleck er der ingen andre mindeværdige præstationer i filmen. Anna Kendrick og J.K. Simmons er begge effektive og troværdige skuespillere, men deres karakterer bliver aldrig brugt på en måde, så de opnår samme status som Affleck. Der er ingen tvivl om Affleck er stjernen i filmen, og med rette, men eftersom de andre blev glemt eller brugt forkert finder man hurtigt deres side af historien uinteressant. Angående historien er den, som ovenstående, tosidet. På den ene side har vi Christian Wolff's historie og karakterakt, der er interessant og mindeværdig og på den anden en historie, der hurtigt bliver for stor for sit eget bedste. I starten kan filmen virke indviklet, men gennem en fin sekvens i filmens tredje akt bliver meget af det bundet sammen, dog føles det hele lidt for nemt. Historien består af utrolig mange tilfældigheder og klichéer, den let kunne have været foruden og det bryder flowet. Jeg vil dog sige de sekvenser vi ser Ben Affleck i er alle fantastiske og hans autistiske træk hjælper historien meget, da det er hans karakter, der driver historien. Seamus McGarvey har stået for scenografien, der aldrig rigtig bliver andet end middelmådig. På intet tidspunkt prøver den at være original eller fortælle historien gennem billeder eller visuelle udtryk, hvilket er en skam, da historien fint kunne bære det. Der er ikke mange farver i filmen og de virker ofte matte eller mættede, hvilket ikke gør noget, så længe det er en konsekvent beslutning. Det samme kan siges om soundtracket, der aldrig bryder tendensen for denne type film og flere gange glemmer man helt, at musikken kører i baggrunden. Der er derfor ikke meget andet end karaktererne og historien, der skal fange og holde ens fokus og det formår den at gøre til dels. The Accountant var lidt af en blandet fornøjelse. På den ene side har vi en action-krimi med Ben Affleck i hovedrollen, der gør et fænomenalt arbejde. Actionscenerne er flot filmet og vel-koreograferet med inspiration fra indonesiske kamparter. På den anden side har vi en række gode skuespillere, der aldrig formår at blive andet end middelmådige sammen med historien, der mod filmens tredje akt bliver for stor for sit eget bedste. Hvis man går ind til filmen med forhåbninger om et lille skjult mesterværk, så bliver man skuffet. Går man derimod ind til filmen med en stor portion popcorn og cola samt forventningerne om at se Ben Affleck sparke røv, så går de i opfyldelse. Det er ikke en film, jeg kan se mig selv se igen eller huske særligt længe, men det er en fin film at se sammen med en gruppe kammerater, der blot vil se noget action.
Mere end et årti er gået siden Lucile Hadzihalilovic fik sin debut med Innocence, en fransk dramafilm løst baseret på Frank Wedekind’s novelle Mine-Haha, or On the Bodily Education of Young Girls. Filmen er ganske underlig og bestemt ikke for alle og i år er den kvindelige instruktør tilbage med endnu en yderst mærkværdig og utrolig unik skildring af puberteten og en naturlig evolution, der er vendt på hovedet. Ikke meget info kan findes om filmens tilblivelse og den fik da også sit største søgelys ved diverse filmfestivaler i stedet for biograferne. De mest kendte skuespillere i filmen er henholdsvis også Julie-Marie Parmentier, der nok er bedst kendt for hendes rolle i Les adieux à la reine samt Roxane Duran, hvis største rolle har været i Michael Haneke’s The White Ribbon fra 2009. Det er derfor heller ikke på de store navne denne film skal sælges, men i stedet dens artistiske syn på noget, der normalt anses som tabu blandt mange i Hollywood – undertrykkelse, graviditet, identitet og pubertet. Filmens handling udspiller sig på en øde ø midt ude i ingenting bosat af en gruppe unge drenge og ligblege kvinder, der styrer et hospital. Der er en betydelig aldersforskel mellem drengene og kvinderne og med det absolutte fravær af mænd på øen er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer og det gør filmen tydelig tegn til at vise tidligt. Vi følger én af de unge drenge, Nicolas, der en dag finder et lig på stranden og begynder at stille spørgsmål til sin rolle og identitet og da han en dag følger Julie-Marie Parmentier’s karakter ned på en forbudt strand, ser han noget, der ændrer hans liv for altid på øen. Der er ingen tvivl om at Évolution er den absolut mærkeligste film jeg har set i år. Store dele af filmen er uden dialog eller musik og hviler på den mørke og tunge natur, der omringer øen. Filmen har derfor en underlig og til tider uhyggelig stemning, der hele tiden ligger under vores hovedperson og lurer. Man ved aldrig hvor denne uhygge bærer os hen og da vi kun ved det, som vores hovedperson ved, så stilles der ofte mange spørgsmål, der ikke nødvendigvis nogensinde bliver besvaret. Historien fortælles derfor gennem karakterernes handlinger og søgen efter svar, hvilket kan gøre den svær at følge til tider, men samtidig interessant på en helt unik måde. Dette skyldes især de temaer, der tages op i filmen og hvordan de bruges til at fortælle historien. Filmen spiller på de mandlige fantasier om penetration, deres usikkerhed og frygt for graviditet og forandringer samt fobier for uigenkendelighed af sin egen identitet. Det er dog ikke det eneste filmen prøver at tackle, for selvom den udspiller sig på en øde ø, så prøver Lucile også at komme ind på fremtiden og den identitetskrise, der måske vil komme til at ramme os og det kan især ses på biologien i filmen. Filmens store twist, der ikke nødvendigvis er et twist for handlingen, men for historiens fortælling, er, at drengene i filmen gennem omvendt evolution er de, der bærer fremtidens generationer og det er denne identitet Nicolas prøver at finde svar på og spørge ind til blandt andet ved hjælp af Stella, der finder hans nysgerrighed interessant og farlig. Det lyder som en stor mundfuld og det er det da også, for selvom Lucile prøver at fortælle historien gennem billeder og minimal dialog, så er budskabet ikke altid lige nemt at dreje. Lucile har med Évolution skabt en film, der ikke blot er interessant, men også dybt frustrerende, da den spiller på vores trang til at søge svar – det er bestemt ikke alt i filmen, der bliver besvaret, hvilket blandt andet skyldes drengenes frygt. Vi får kun besvaret de spørgsmål Nicolas får kendskab til og det er ikke noget, vi er blevet vant til med film i dag. Det er netop denne tilgang til filmen, der gør, at den til tider føles for artistisk og svær at tyde, for selvom dens temaer er vigtige og fremstillingen unik, så har det ikke nogen stor slagkraft, da man konstant prøver at tyde scenerne og komme ind i hovedet på personerne. Évolution er bestemt ikke for alle – måske endda ikke for særlig mange. For selvom filmen er fantastisk smuk filmet (scenografien er helt enestående), så får historien aldrig den virke, som Lucile nok havde tiltænkt. Både Max Brebant, Roxane Duran og Julie-Marie Parmentier gør det godt med det materiale, der er dem udleveret, men det kan være svært at se, hvor historien vil tage dem hen.
Inferno er den tredje film i rækken med Tom Hanks i hovedrollen som Robert Langdon (der dog er baseret på Dan Brown’s fjerde bog). De oprindelige planer var at filmatisere den tredje bog, Det Forsvundne Tegn, uden Ron Howard som instruktør, men da Inferno udkom i 2013 købte Sony Pictures rettighederne og valgte den i stedet – det kan derfor virke forvirrende for hardcore fans af serien og filmene, men som det ser ud nu bliver den tredje bog ikke filmatiseret. Det var tilbage i august 2014 Sony færdiggjorde forhandlingerne med Howard og Hanks og senere samme år, i december, at Felicity Jones blev en del af holdet. Resten af castet blev annonceret i starten af 2015 blandt andet med danske Sidse Babett Knudsen, der fik en større rolle end først forventet. Da hele holdet var på plads kunne indspilningen begynde i april 2015 i Italien. Stort set hele filmen blev filmet i Italien med enkelte undtagelser af Ungarn og tre måneder senere var filmen færdigindspillet. Filmens oprindelige premieredato var d. 18 december 2015, men grundet premieren på en mindre film – Star Wars: The Force Awakens – valgte man at udskyde datoen med næsten et år. Det store spring var blandt andet grundet de mange store blockbuster film, der fik premiere i løbet af foråret og sommeren og man valgte derfor midt efterår. Filmen finder, som man kunne forvente, sted i Italien, hvor vi følger Robert Langdon, der vågner med en større hjernerystelse. Her bliver han passet af Dr. Sienna Brooks, Felicity Jones, der hurtigt bliver en del af et større spil om at stoppe en kemisk fremstillet pest, der vil udrydde halvdelen af befolkningen på Jorden grundet overbefolkning. Langdon og Brooks må derfor følge en række spor rundt i blandt andet Venedig og Firenzes gader og blive bekendt med Dantes Inferno alt imens WHO og en hemmelig organisation er efter dem og pesten. Da Da Vinci Mysteriet og Engle & Dæmoner udkom i henholdsvis 2006 og 2009 var det sjovt at se Langdon bruge hjernen og diverse facts til at løse alverdens mysterier, der førte ham rundt omkring i verden og det var da også dette filmene blev kendt på; den sjove, men ikke nødvendigvis gode, rejse han kom på blev en stor del af filmatiseringerne – med rette eftersom bøgerne gør det samme – og det var også de eneste forventninger jeg havde til denne film, for jeg skal da glædeligt indrømme at ingen af filmene i den nuværende trilogi er gode. De er sjove at se en enkelt gang, men glemmes hurtigt igen og det skyldes blandt andet den ekstreme brug af hurtige klip, unødvendig dialog og elendigt skuespil (Tom Hanks undtaget). Om Inferno fortsatte denne stime var derfor interessant at se og her kan jeg roligt sige, at det gør den… næsten. Tom Hanks er stadig sjov at se i rollen som Robert Langdon, men man glemmer aldrig det er Tom Hanks. Hans væsen bruges ikke til noget specielt eller originalt og med film som disse er det da forståeligt, for selvom filmene ikke er gode, så er de ekstremt populære og indkasserer enormt overskud. Historierne har allerede et kendt publikum, der selvfølgelig vil se filmatiseringen og Tom Hanks har så stor en fanskare, at hans navn alene nok skal få folk i biografen. Man behøver derfor ikke gøre sig umage med detaljerne hvilket Inferno er et klassisk eksempel på. Tom Hanks og Felicity Jones er de eneste to, der giver en ok præstation i filmen og det er tydeligt det ikke er skuespillet, der skal bære filmen. Sidse Babett Knudsen gør hvad hun kan, men hendes karakter er elendig skrevet og “skurken” i filmen føles så unødvendig og overflødig, at han ikke behøvede at være med. Der kommer et twist halvvejs inde i filmen, der gør én af karaktererne mere interessante, men twistet bruges aldrig ordentligt og får derfor ikke de store indflydelser eller konsekvenser for historien. Som skrevet før er det gådeløsningen og den, til tider, halvelendige historieprogression, der gør filmene sjove – desværre er der slet ikke nok at det i Inferno. De få gåder, der skal løses, er klaret på ingen tid og føles på intet tidspunkt krævende for Langdon på trods af diverse skavanker med hans karakter. Gåderne er nærmest ikke gåder eller spor, men blot nedskrevet tekst, der med neonskilte viser hvor de skal hen som det næste – det føles som om Koepp ingen umage har gjort sig med gåderne og filmen føles derfor utrolig tom. Et andet aspekt, hvor de tydeligvis var ligeglade, var lyden. Uanset hvor langt væk karaktererne er, hvor langt et maraton de lige har løbet, hvor stor fare de er i eller i hvilken retning de vender, så er lyden og lydsporet det samme. Man får aldrig en fornemmelse af dybde, men i stedet en utrolig flad præstation, hvor de lige så godt kunne stå på sidelinjen og sige dialogen ind i en mikrofon. Er dette en film, man skal se i biografen? Bestemt ikke, vent til den kommer på Netflix eller Viaplay. Der er intet i filmen, der henvender sig til det store lærred og når kun to af de mange præstationer i filmen er bedre end dårlig, så er den bestemt ikke værd at bruge 100 kr. på. Der er ganske lidt positivt at sige og endnu mindre man vil huske den efterfølgende morgen, men Tom Hanks og Felicity Jones samt scenografien enkelte steder var fin – det er dog ikke nok.
