Hvorfor er det man går i biografen for, at se film? Efter min mening, er det for at, blive taget væk fra hverdagen og ud på eventyr.. Ligeså er det, for at blive blæst omkuld... Enten af noget visuelt overvældende eller bare af en film der indeholder alle elementer der skal til for, at skabe en god film.. Og mest af alt, tager man i biografen... For at få en oplevelse, der rører, tager en fast om struben og holder en, i trance hele filmen igennem.. Blade Runner 2049 indeholder alle disse elementer og så formår den, på fornemmeste vis både at være sit eget værk og en (mere end) værdig efterfølger til mesterværket fra 82'. En storslået, overvældende og fantastisk Sci-fi-mesterværk der, mere end nogen anden film i år klokkeklart slår fast: Hvorfor man går i biografen!
I året 1998 film kom der 2 gode film ud. De hed The Truman show og Pleasantville. Begge film handlede mere eller mindre om det samme. Et lukket og sikkert samfund i et tv-univers hvor der sker det samme hver eneste dag og hvor alle folk i universet har det fint med det indtil nogen udefra ser igennem det hele og begynder at ændre på det hele til det bedre. Truman show blev successen og tog også alt den kritiske ros med sig. Pleasantville blev også en fin succes men blev dog stærkt overskygget i salgstallene og er siden blev lidt overset. Det synes jeg personligt er en utrolig skam fordi det her er slet og ret filmisk magi og skønhed og originalitet når det er absolut bedst! Valget af skuespillere er helt igennem Perfekte. Tobey Maguire & Reese Witherspoon som de 2 teenagere der træder ind i universet er herlige de 2 personer der ser igennem der lukkede samfund og som med deres viden fra det virkelige liv skaber farver i en verden af sort/hvid (bogstavelig talt). Og Joan Allen, William H.Macy, Jeff Daniels og samtlige af alle de andre som lever inde i samfundet giver skønne og ægte og menneskelige præstationer som personer der er lukket inde i en rutine og som inderst inde tigger og beder om ændring om som endelig får det da Toby & Reese gør deres entre. Filmens manuskript er også helt genialt da der er så mange ting at finde i det. Der er ting om kvindernes frigørelse, der er ting om kærligheden for kunst, der er kærlighed, der er ja der er lidt af det hele hvilket også gør at alle kan få noget ud af den. Det er også værd at nævne at Pleasantville i sin tid var en af de film der havde flest digitale effekter på film og man må sige at de bruger det godt til både beskrive den verden som Pleasantville er. Scenerne hvor det sort/hvide skiftes til farver er slet og ret utroligt smukke og eftersom der også er en grund og en betydning til at det sker gør det blot bedre. Filmens Score af den geniale Randy Newman helt igennem velpassende til filmens univers og 50'er sangene som er blevet brugt til universet er ligeså fantastiske og bringer også en perfekt nostalgisk stemning. Jeg kan på sin vis kun rose denne film og anbefale at den tjekkes ud fordi den helt igennem fungere på alle punkter.
Ganske glimrende 90'er thriller af Paul Verhoeven der er yderst genial på den måde at filmen efter min mening ikke handler om at gætte hvem der begik mord. Fordi følger man nøje med i den så ved man det allerede kort inde i filmen. Nej denne film handler derimod om hvor langt en person kan gå for at få ret i sin sag. Eller hvordan en person blot bliver mere og mere skør i hovedet. Vi Har Michael Douglas i hovedrollen som Nick Curran en ganske ustabil politimand der både har drukket, taget stoffer og skudt uskyldige mennesker under indtagelse af stoffer ( herfra hans kælenavn shooter). Han vil meget gerne kommer tilbage til sit normale jeg hvilket han også er tæt på i starten da han er røget på vandvognen og holdt op med at ryge. Men desværre bliver han taget på en sag om et mord på en tidligere rockstjerne som bliver brutalt dræbt imens han har sex med en kvinde ( vil ikke spoile med hvem kvinden er). Den mistænkte er forfatteren Catherine Tramell som datede ( eller gik i seng med) rockstjernen og som til og med har skrevet en bog om en kvinde der slår en rockstjerne ihjel imens hun har sex med ham. Catherine er på alle måder Nicks fuldkommende modsætning. Hun drikker, hun ryger, hun har intet imod at tage lidt coke i ny og næ og hun er stærk erotisk. Sådan set alt det Nick plejede at være. Så efter samtaler med Catherine bliver Nick straks betaget af hende og bruger alt sin tid på hende selvom hans kollegaer siger han skal lade vær og at sagen er lukket. Men Nick kunne ikke være mere ligeglad og pludselig er han tilbage ved sit gamle jeg. Han ryger, han drikker, han får lyst til coke og han tænker så meget på Catherine til at han på et tidspunkt er helt ligeglad med sagen og kun vil score Catherine hurtigst muligt ( hvilket også lykkedes efter han bliver smidt ud af politiet). Det er slet og ret det jeg mener filmen handler nemlig hvor langt Nick endelig kan komme ud på sidespor og ikke så meget om Catherine er morder eller ej fordi som sagt følger man nøje med så kender man svaret tidligt i filmen. Men altså Michael Douglas er skøn i hovedrollen som en fuldkommen beskidt politimand der så beskidt at Dirty Harry nærmest burde hedde Clean Harry. Og så har vi Sharon Stone i både hendes gennembrud og hendes livsrolle som Catherine Tramall som jo muligvis er den ultimative 90'er femme fatale og en person man ikke kan slippe af med da hun er en mester i manipulation. Endelig lidt trist at Sharon Stone aldrig fik nogen større karrierer bortset fra hendes Oscar nominerede rolle i Casino. Men hun er yderst fremragende. Filmen har også noget glimrende musik leveret af den nu afdøde Jerry Goldsmith som man længe vil huske efter filmen er afsluttet. Og så er den til og med yderst lækkert filmet af Jan De Bont som blot gør filmen mere fascinerende. Så ja Basic Instinct er en super 90’er thriller hvor man for en gang skyld ikke behøver tænke på hvem der begik mordet men hvor man blot kan læne sig tilbage og lade sig underholde af politimanden der kommer ud på et stort sidespor.
Efter manges mening står Fargo som værende Coen brødrenes absolutte mesterværk, og en af 90'ernes bedste film. Jeg er nok ikke 100% i den mening ( da jeg stadigvæk har no country for old men og Barton Fink til gode). Men ikke desto mindre er filmen et absolut pragtstykke. Og grunden til det er slet og ret skuespillerne og deres roller. Handlingen er sådan set ret lige til. Jerry en stakkels bilsælger mangler penge ( til hvad ved vi ikke) og siden hans svigerfar er en nærig rad får han den gode ( eller dårlige) ide at lade sin kone blive kidnappet af 2 tilfældige kriminelle, som vil lade svigerfaren betale pengene som så vil havne hos Jerry. Og til at starte med går det sådan set nogenlunde, indtil de 2 kriminelle selvfølgelig bliver stoppet af politiet. De 2 kriminelle vil helst ikke opdages så politiet bliver selvfølgelig dræbt på stedet og det samme gør 2 uskyldige unge mennesker der ligeså ser dem. Derefter bliver den højgravide politikvinde Marge sat på sagen og ja, så køre det derefter over stok og sten. Som sagt er handlingen rimelig ligetil og filmens magi skal efter min mening findes i persongalleriet som er fabelagtigt. Vi har William. H Macy som filmens stakkel der blot kommer længere og længere ned i kulkælderen jo længere vi kommer ind i filmen. Vi har Tony Denman Som svigerfaren, som er en mand af relativt få ord og som muligvis er verdens sværeste mand at forhandle med. Så har vi de 2 kriminelle som bliver fantastisk spillet af Steve Buscemi & bliver spillet af den svenske Peter Stormare. De 2 er på alle måder hinandens modsætninger. Steve er manden der på intet tidspunkt kan holde sin kæft ( ikke engang når han siger han vil) og Peter er manden der helst ikke vil sige noget men som ikke står tilbage for et drab hvis han føler det er nødvendigt. Og ja så har vi jo filmens absolutte darling ( bogstaveligtalt). Frances McDormand i rollen som den højgravide Marge. Hun er muligvis den mest normale politikvinde vi nogensinde har set på film. Hun er som sagt gravid hvilket hun perfekt viser, med hendes fornemmelse for morgenkvalme og med hendes store, store appetit. Hun er også på alle måder blidt som et lille larm, da hun taler med alle som værende helt almindeligt mennesker, men dog uden at træde ud af rollen som politikvinde. Vi skal heller ikke glemme alle andre roller som også er supert udført. Vi Har John Carroll Lynch som spiller Marges på alle måder loyale mand som til og med også laver frimærker. Vi har Bain Bohlke i en ultra lille men geniale rolle som en mand der hjælper poltiet med efterforskningen ved lige at fortælle en historie fra det virkelige liv. Og så har vi Steve Park som Mike Yanagita Marges gamle ven som nok er en endnu større stakkel end Jerry og som til og med bliver en vigtig brik i det store puslespil. Filmen er også komplet genial i at vise den almindelige verden. Se jo blot på Marge. i en hvilken som helst anden film ville hun have værende en power kvinde der kun og kun tænkte på arbejdet 24/7, men I Fargo ser vi at alle har et privat liv, ja selv politiet og det er pragtfuldt. Filmen er også geniale i dens blanding af genre. Fordi der jo både lidt krimi, lidt thriller, lidt drama, lidt komedie, lidt Film Noir ja der er lidt af det hele, og nok kommer det hele ikke på samme tid men, det er igen noget af en genistreg fordi det gør jo blot en overrasket når man pludselig skralgriner over noget som slet ikke burde være sjovt. Filmen er også genial i at vise hvordan folk snakker ude i de små samfund, her tænker jeg selvfølgelig på de konstanter ja'er. Filmen er også genial i at den ikke giver for mange svar på sine spørgsmål, hvilket jo blot giver mulighed for at tænke selv, hvilket er dejligt til en afveksling. Ja Fargo er genial i mange ting hvilket jo nok er grunden til at filmen nu står som værende en ny klassiker som man kan se om og om igen.
Lad mig blot starte ud med at sige at Dreyer efter min mening er Danmarks bedste instruktør nogensinde ( ja bedre end Trier). Han lavede slet og ret nogle film der ikke set lige nogen andre. Han lavede Ordet som nok er den dybeste og smukkeste danske film nogensinde. Han lavede Vampyr som er en af de mest stemningsfulde gyserfilm jeg hidtil har set. Og så lavede han La passion de Jeanne d'Arc som er hans mesterværk og som siden dengang har stået som en minepæl indenfor film historien. Aldrig nogensinde ( og jeg mener nogensinde) har jeg set så tragisk, så smuk. så uhyggelig og så ægte en præstation fra nogen skuespiller overhovedet. Maria Falconetti springer simpelthen ud af filmen og tager så hårdt fat i en så det at det går helt ond på sådan en måde at vi helt og fulkommen føler hendes smerte. Hendes ansigt er altid i centrum ved hjælp af fantastiske Close up billeder og det går at Maria ikke blot spiller Jeanne d'Arc , hun er Jeanne d'Arc!!! Og lige som hende havde Maria ligeså en tragisk skæbne med hendes liv. Siden den film har mange instruktører, skuespillerinder prøvet og ramme det samme som Dreyer gjorder men de har på alle måder alle sammen fejlet. Og det er fordi de simpelthen ikke var Dreyer. Fordi Dreyer gjorder lige lidt mere end de andre. Han vidste nemlig lige præcis hvad for en præstation han ville have ud af Maria, og derfor kørte han lige præcis så hårdt på hende så hun blev perfekt. Desværre havde det efterfølgende en tragisk virkning på hendes liv men det en anden historie. Filmen findes i utallige versioner, med forskellige underlægnings soundtracks ( og visse gange er det endda blevet spillet live sideløbende med filmen). Men for at vi skal føle filmens virkelige smerte og tragedie vil jeg faktisk mene at man ( første gang) skal se filmen uden musik, fordi der rammer den efter min mening lige en tand hårdere, og så gør det også mere ondt. Og det skal det!
WOW for en oplevelse. Ikke siden Say Anything har jeg set ungdomskærlighed så ægte, så smukt, så dybfølt og så poetisk. Og her går de endda endnu længere. Hvor Say Anything jo blot viste hvordan 2 mennesker mødtes, blev forelsket og blev sammen, går denne film endnu længere, ved at vise alle følelser som man føler imens man er forelsket, imens man er i forholdet og efter bruddet. Den viser slet og ret den fulde sandhed om ungdomsforelskelse , og om hvad unge mennesker må igennem før de virkelig kan starte deres liv. Og det viser den, med ja noget af det bedste kvindelige skuespil jeg nogensinde har set. Adèle Exarchopoulos er unik! Hun brænder fuldkommen igennem film lærredet og viser den største ægthed jeg nogensinde har set fra en ung skuespillerinde. Hun er slet og ret selve filmen og det hjælper især med at kameraet altid er på lige netop hende. Ja der er faktisk slet ikke nogen scene hvor hun ikke er i centrum, og det er fantastisk fordi så får vi som publikum lov til at se alt af hende. Léa Seydoux er ligeså fabelagtig og ligesom Adele er vi fascinerede af hende lige fra første gang vi ser hende, og denne fascination bliver ved hele vejen igennem. Og ligesom Adele får vi også set alt af Léa . Alle andre roller er også fuldkommen perfekte fordi de er lige præcis som de ville være i det virkelige liv, Vi har den gode ven der er evig tro, De gode veninder som er tro i starten, men som forsvinder da de ikke synes om Adeles forandring og forældrene som ligeså er kritiske over for Adeles forandring. Visse ( eller mange) folk er uhyre kritiske over filmens ret så heftige sex scener og mener naturligvis at de burde være cuttet fra filmen eller bare være forkortet. Men her er jeg på alle måder uenig, Fordi scenerne på alle måder er vigtige for filmen, Forstået på den måde at vi ser følelser som svømmer igennem Adele og Lea. Vi ser dem værende fuldt ud intime sammen og ja vi ser dem først og fremmest elske hinanden. Og ja jeg føler ligefrem at hvis de scener ikke var i filmen så ville filmen føles halv. Fordi vi ville stadigvæk se følelserne som går igennem dem, men vi ville ikke se det hele. Men med sex scenerne ( og de tager i øvrigt kun 15minutter) kommer vi hele vejen igennem´. Filmens længde kan også være en test for nogle, ja fordi det er jo ikke alle kærligheds film der lige præcis tager 3 timer. Men for mig er det en kæmpe, ja faktisk enorm styrke for filmen fordi, med så lang en spilletid kommer vi nemlig hele vejen igennem Adeles liv og for min skyld måtte den gerne være 1time længere, fordi jeg stadigvæk mener at der er mere at udforske i rollerne. Og hvorfor er denne film så sidste års bedste? Jo fordi Gravity havde fantastiske effekter men en flad historie. Prisoners havde en fantastisk stemning men måske lidt for meget Se7en over sig. Wolf of Wal Street var underholdende som bare pokker, men nåede ikke helt ind til den dybe kerne. Men det gør Adeles liv på alt verdens måder. Det føles nemlig slet ikke som en film, den føles slet og ret som ja det virkelige liv. Den har også en på alle måder dyb handlig som jeg er sikker på man kan analysere i lang tid. Og så har den skuespils præstationer i verdensklasse. Og ja, havde den fået lidt tidligere premiere over i The States så havde den helt sikkert vundet over The Great Beauty i Oscar uddelingerne. Ja jeg kan allerede sige nu at jeg kan rose denne film i timevis. Men for at slutte så er Adeles liv ( efter min mening). Den bedste film fra sidste år, den bedste ungdomsfilm de sidste 14 år og den bedste ungdomsforelskelses film Nogensinde!!!! Spændt på om den amerikanske Boyhood kan slå den her ( jeg tvivler).
Angående Anders Matthesens projekt om en ny film om charterrejse ( hvor han skulle spille op til flere roller). Så er det projekt vist dødt da der har været lige netop nul nyheder omkring det lige siden det blev annonceret.
I 1968 skrev forfatteren Philip K. Dick den skælsættende Sci-fi fortælling Do Androids Dream Of Electric Sheep? Og øjeblikkeligt startede drømmen om en filmatisering af værket. Men det var dog først 14 år senere at drømmen blev opfyldt da instruktøren Ridley Scott startede den hårde kamp med at få bragt det litterære værk til det store lærred under navnet Blade Runner. Filmen blev realiseret men modtagelsen var ikke god. Filmen blev et stort flop og blev stablet ned af anmeldere. Og her kunne historien om Blade Runner ligeså godt have sluttet. Men det gjorder den heldigvis ikke da Ridleys drøm om en anderledes version af Blade Runner startede. Men desværre skulle der gå hele 25år før drømmen blev realiseret. Men heldigvis var versionen accepttabel og den blev hyldet med største applaus af alle. Om The Final Cut er den bedste version kan diskuteres i lang tid da der til dags dato findes hele 5! Versioner af Blade Runner. Men ifølge Ridley Scotts egen mening er The Final Cut den definitive og ultimative version af Blade Runner. Og den mening deler jeg på alle måder også. Filmen er blevet hyldet som værende en af de bedste Sci-fi film nogensinde og jeg forstår på alle måder godt hvorfor. Fordi. Den fremtid som vi bliver præsenteret for og som vi ser er på alle måder realistisk, fascinerende og original og er stadigvæk efter 32 år endnu ikke blevet overgået. Og så er der plottet som ved første indtryk virker simpelt. En form for politimand kaldt Blade Runner har til opgave at dræbe ( pensionerer) Replicants, som er en ny form for menneske som ingen fortid har, ingen følelser har og som kun har 4 års levetid. Og ja her kunne Blade Runner godt havde gået hen og bare blevet en simpel Neo-Noir men så sker der pludselig noget. Pludselig møder filmens hovedperson Rachael som ved første indtryk bare er en replicant, men måske er hun mere end det? Og samtidig med det begynder hovedpersonen selv stille spørgsmål ved sin oprindelse, fordi er han mon selv en replicant? Og samtidig med det møder vi replicanten Roy Batty, som slet og ret har fået nok af sin tilværelse og har et brændende ønske om at leve et langt liv. Og ved første indtryk kunne Roy Batty blot være den normale skurk som skal nedlægges af hovedpersonen men når man lære hans skæbne og mission begynder man spørge sig selv, er Roy den onde? Eller er han blot en der ønsker at leve et langt liv i en verden der er i stærkt forfald. Alle filmens store spørgsmål om hvad et rigtigt mennesker er og hvad der skaber et rigtigt mennesker gør at man altid vil og kan vende tilbage til Blade Runner for enten at opdage nye ting, nye spørgsmål eller for muligvis at finde spørgsmålenes svar. Men det er ikke alene det der gør at filmen er et mesterværk. Harrison Ford giver en af sit livs bedste præstationer i hovedrollen som Blade Runneren Rick Deckard som pludselig får hele sit liv og sin tilværelse vendt på hovedet. Den knap så kendte Sean Young giver ligeså en banebrydende præstation som den mystiske, fascinerende og smukke Rachael som må være en af filmhistoriens mest legendariske kvindelige skikkelser. Og så er der den hollandske Rutger Hauer som giver sit livs præstation i rollen som den tragiske Roy Batty som blot ønsker et menneskeligt liv. I øvrige roller spiller Joe Turkel ( bartenderen fra Shining) ligeså også godt i rollen som Dr.Eldon Tyrell manden som skabte Replicants. Og så er der legetøjsmageren J.F Sebastian som ligesom alle andre bliver fascinerende med hjælp fra godt spil af William Sanderson. Og som Batty’s venner giver både Daryl Hannah i fuld sminke og Brion James liv i deres roller som Pris og Leon Kowalski. Vangelis legendariske synth soundtrack hjælper til at skabe den dystre, mørke stemning i L.A anno 2019 og når filmens rulletekster rammer skærmet bliver man slet og ret siddende og lytter til de smukke toner. Man kan muligvis diskutere om dette er Ridley Scotts bedste film fordi vi snakker jo om manden der lavede Alien og Thelma & Louise og Gladiator. Men hvis vi skal snakke om hvad for en film der stiller de største spørgsmål, hvad for en film der har de mest fascinerende personer så vinder Blade Runner efter min mening absolut. Fordi denne film er ikke blot underholdning, men derimod en film som vækker tanker hos en, som stiller en spørgsmål om livet og som man ikke fatter efter et kik men som skal genkikkes for at virkelig at forstå hvad Ridley Scott ville med denne film.
Når man snakker Travolta 70'er film så er der Grease og Saturday Night Fever. Og her plejer største delen at vælge Grease som deres favorit på grund af den er farvestrålende, fyldt med glade mennesker, fyldt med godt humør og en let film at sluge. Og jo selvom Grease er en fremragende musical så har jeg dog siden barndommen altid ment at Saturday Night Fever var en på mange måder bedre film og efter at have genset den så er min mening til dags dato uændret. Filmen er ikke fyldt med glade mennesker i godt humør. Den er derimod fyldt med mennesker der har det af helvede til og som prøver at klare sig igennem livet på bedste vis. Og midt i det hele har vi Tony som bliver spillet af John Travolta. Tony er ikke en særlig klog knægt. Han valgte ikke at gå på college men i stedet at tage en job i en lille malerbiks hvor hans løn slet og ret er peanuts. Hans familie overser ham fuldkommen og lægger kun deres opmærksomhed mod hans bror som er præst. Hans venner er ikke et hak bedre på nogen måder og har det ligesom Tony af helvede til. Men om weekenden sker der dog noget. Der Tony bliver set. Der Får Tony anderkendelse. Der smiler Tony. Og det gør han på et dansegulv på det lokale diskotek. Her får han slet og ret lov til at gøre det han brænder for, her får han lov til at gøre noget han er god til og det er at danse. Her opdager han Stephanie en pige som ligesom Tony ved hvordan man skal danse. Han får lyst til at være sammen med hende men får et stort nej. Og grunden til det er at hun er Tonys direkte modsætning. Hun gik på college. Hun har et godt arbejde. Hun har styr på sit liv. Det får Tony til at vågne op og indse at der må skabes nogle ændringer i hans liv. Og det skaber han så dog samtidig med at flere tragedier rammer ham. Filmen er på mange måder en af de mest misforståede værker nogensinde. Fordi når folk ser plakaten og tænker på den så ser man den blot som en cheesy disco film som er out datede for mange år siden. Men kikker man dybere på den og ser den med et opmærksomt sind så ser man at filmen slet og ret er et tragisk ungdomsdrama der på mange måder godt kunne være lavet i dag. Fordi unge mennesker har det stadigvæk af helvede til. De bliver stadigvæk overset. De har stadigvæk arbejde som de ikke giver en skid for. Og først og fremmest bruger de stadigvæk weekenden til at komme ud på diskotekerne for at komme ud med hverdagens aggressioner ved enten at danse eller drikke sig halvt ihjel. Derfor virker filmen stadigvæk og vil gøre det i mange år og derfor er Saturday Night Fever en klassiker som ikke bør være overset.
Sommetider når man har højde forventninger til en film er det sjældent at de bliver fuldt ud udløst da det jo er så nemt at blive skuffet når nogle kalder en film for verdens bedste. Men sommetider men dog sjældent ( for mit vedkommende) kan ens forventninger bliver udløst fuldt ud og det skete med Scott Pilgrim. Før jeg endelig fik den skaffet havde jeg hørt utrolig meget omkring den. Den havde fået knaldgode anmeldelser og var blive kaldt en af de bedste film fra 2010. Men noget så godt kunne jo på ingen måder være sandt. Men det viste det sig så absolut at være. Edgar Wright formår på absolut fedeste vis at bringe Scott Pilgrim tegneserien frem på det store lærred og det gør han sammen med en manuskript som efter min mening må være en af de sjoveste, hvis ikke det sjoveste de sidste 14år. Filmens mange geniale replikker står bogstavelig talt i kø og man griner til man hikker. Filmens Mix imellem ungdomskomedie, romantisk komedie og action komedie er perfekt og passer helt perfekt sammen. Edgars valg af skuespiller kunne heller ikke have været bedre. Michael Cera som mere eller mindre altid har spillet den lidt stille generte dreng er så meget skabt til Scott Pilgrim at dette ( indtil videre) efter min mening er hans livs rolle. Mary Elizabeth Winstead er også ligeså super som den cool smarte men samtidige interessante Ramona Flowers som er Scotts drømme pige ( bogstavelig talt). Men filmens absolutte højdepunkt er helt klart Kieran Culkin som Scotts stærkt homoseksuelle bofælle Wallace Wells. Han har både de bedste replikker og den perfekte komiske timing og det perfekte udsende, han er slet og ret et vidunder og hver gang han ikke er der ønsker man hans tilstedeværelse. De øvrige roller såsom Scotts maniske ekskæreste Knives og hans øvrige medlemmer i hans band, og Ramonas 7 ekskæreste som må besejres for at kærligheden kan vinde er ligeså helt fuldstændige perfekte og uundværlige på alle måder. Filmen føres også an med et hamrende fedt garage rock soundtrack skabt af ingen ringere end Beck Hansen. og ja alt dette og lidt til gør at Scott Pilgrim Vs. The World er blevet til en af mine absolut favorit film og min egen ynglings komedie igennem de sidste 14 år ( screw you Hangover) fordi den slet og ret er unik på alverdens måder.
Terry Gilliam er en speciel type. Hans film er sjældent store kasse succeser. De får sjældent særlig gode anmeldelser. De er slet og ret skabt til at blive misforstået. Og Fear And Loathing In Las Vegas er absolut ingen undtagelse. Filmens tone og fandenivoldske tempo er lagt inden for få sekunder og derfra køre det bogstaveligtalt bare derudaf. Journalisten Raoul Duke er på vej imod Vegas sammen med sin advokat Dr.Gonzo for at dække et racerløb i ørkenen. Men det job løber mere eller mindre i vasken da en sandstorm hærger hele løbet så der intet kan ses. Så i stedet vælger Raoul & Duke mere eller mindre at eksperimentere med diverse stoffer og se hvor langt de endelig kan komme ud. Og uden at afsløre for meget kan jeg kun sige at de kommer meget langt ud, ja faktisk så langt ud at de knap nok kan følge med. Filmen er som sagt ikke for alle, ja jeg tror faktisk at det er de færreste der tør se de fulde 2timer som denne film tager. Og det er både på grund af filmens handling som er der, men som er fandens svær at finde, da stoffer ovetæger både hovedpersoners og vores sind. Det kan også være på grund af filmens humor som er så sort som sort kan blive og som er svær at fatte da man skal se det hele udefra personers synspunkt. Det kan også være fordi de ting vi i filmen. Såsom øgler, folk der tigger om selvmord, uge piger der bliver seksuelt misbrugt under indtagelse af stoffer, og så videre. Men hvis man forberedt fordi det mener jeg man burde være så venter der en rutsjebane tur ud over det sædvandlige. Johnny Depp gør det absolut supert i rollen som Raoul og med hjælp fra hans fortællerstemme hjælper han os igennem en weekend i helvede. Benicio Del Toro er ligeså fremragende som den om det er muligt endnu mere tossede advokat Dr.Gonzo der hjælp fra sin store forplejning af diverse stoffer får det hele til at sejle. Filmen kan både ses som et kik på hvor Amerika var på vej hen i starten af 70'erne men det kan også ( ikke overraskende) ses som en sort komedie med speederen i bund. Men filmen kan også ses som en film som er kørende af deres karakterer, fordi det er den i allerhøjeste grad. Men følger deres færden hele vejen igennem og sidder selv og prøver at gætte på hvornår de mon er frie fra stoffers virkning ( hvis de overhovedet er det på noget tidspunkt). Filmen kan muligvis kun ses 1gang på grund af den er så out there som den er, men hvis man derimod har forstået filmens præmis og synes at der er mere at komme efter kan den sagtens ses engang til.
for blot at starte ud så er Steve McQueen fantastisk ( det gælder også ham fra Bullit). Selvom han til dags dato kun har lavet 3 film så har hvert af dem været et stærkt rammende filmisk mesterværk. Han startede ud med den stærke hunger som handlede om hvor meget en menneske ville gøre for at ændre samfundet. I den film medvirkede Fassbender i det som efter min mening var hans absolut gennembruds rolle og han gjorder det helt fantastisk. Selvom Hunger var en ganske kontroversiel film så var det blot en forsmag på det der så kom 3 år senere nemlig Shame. Allerede 5 minutter inde i filmen er tonen slet og ret lagt og det er her man enten kan vælge at slukke eller kikke videre med øjnene åbne. Lige som i Hunger lever Fassbender's rolle Brandon i et helvede som han selv har skabt. Men hvor der i hunger var et formål med det. Er der intet her. Brandon gør det fordi han slet og ikke kan lade vær, ikke engang når han gerne vil. Filmen har ikke rigtig nogle endelig handling ( som sådan) men, den skal i stedet se som en film der bliver ført af dens karakterer hvor Brandon og hans søster er de førende. Filmens tempo er i den lave ende men det gør ikke særlig meget for mig da filmen altid er bevægende, Brandon får sjældent et stille øjeblik da der altid er noget han må og skal gøre, enten for sig selv eller for hans søster. Filmen er ligesom Hunger på ingen måder for alle, det kan enten være på grund af tempoet eller McQueens måde at fortælle historien på, eller nok mest på grund af de mange ekstreme billeder vi ser hele vejen igennem fra start til slut. Men kan man dog klare dette så er filmen fantastisk på alle måder. Fassbender spiller rollen perfekt som et på alle måder trist vanedannede mennesker der ikke kan bryde ud af sin skal. Carey Mulligan er ligeså eminent som søsteren Sissy der pludselig dukker op og har brug for hjælp men som dog ingen får da Brandon ikke ved hvad han skal gøre. de øvrige personer i filmen træder muligvis ikke særlig frem men det lykkedes dog for en som så er Nicole Beharie der på dog kort tid når at gøre lidt ud af hendes rolle som Marianne en pige som måske? Måske ikke er Brandons hjælp ud af elendigheden. Det kan måske diskuteres om man kan tillade sig at se filmen flere gange men jeg vil dog mene at man kan. Fordi da filmen har et fuldt-ud åben slutning og da filmens mange spørgsmål perfekt ikke blive helt besvarede så giver det mange opfordringer til gensyn, dog ikke lige med det samme.
Efter en på alle måder solid reboot var forventninger på alle måder på højde med skyliners i New York og især på grund af alle de fantastiske trailers der kom 1 efter 1. Og når man så alle de trailers kunne man jo enten glæde sig til en fantastisk action packed rutsjebane tur, eller så kunne man forvente endnu en Spiderman 3 hvor man ikke havde tid nok til at få alle historier fortalt. Heldigvis og gudskelov formår Marc Webb i modsætning til Sam Raimi at holde fuldt styr på både hovedhistorien plus dens sideplots og til sammen giver det den absolut fedeste Spiderman film siden ja ironisk nok den sidste Spiderman 2. Og samtidig skaber den også efter min mening en af de fedeste superhelte sequels jeg i hvert fald har set og det er fordi filmen slet og ret har det hele. Der er den stærke handling som man lever sig 100% ind i. Der er de ( SPOILERS!!) 2 fabelagtige hovedskruke som ikke er stereotype skurke men som faktisk er folk med stærke triste skæbner som man også fuldkommen lever sig ind i. Der de mange dele, humoren, kærligheden, hævnen, tragedien, lysten efter retfærdighed som alle kommer på de helt rette tidspunkter. Der er det perfekte skuespil fra ja stort set alle hovedroller. Fra Andrew Garfields splittede Peter Parker, Emma Stones stærke Gwen Stacy, Jamie Foxx's ensomme Max Dillon ( som bliver til Electro) og Dane DeHaans tragiske Harry Osborn ( som bliver til en tidlig version af Green Goblin). Og så er der de fede effekter der perfekt blandes ind i de sublime action scener der bare bliver bedre og bedre. Og så er der det sublime soundtrack som ikke overraskende er lavet af kongen Hans Zimmer som vist også har fået lidt hjælp fra Pharrell Williams. På trods af at filmen har en længde på 2timer og 22minutter ( hvilket nok gør det til en af de længste superhelte film nogensinde) så følte jeg på ingen måder at den var for lang fordi der slet og ret altid skete et eller andet som fik historien/plottet til at bevæge sig. Og alt dette gør at denne film indtil videre i hvert fald ( og efter min mening) er årets superhelte film .
Fremragende 90'er teen film og en af de få chick-flicks som jeg kan holde ud at se flere gange og hvorfor? jo på grund af 5 ting som er. 1. Amy Heckerlings fede måde at få Jane Austins novelle Emma fra 1815 bragt frem til 90'erns teens. 2. Det skønne valg af ( dengang) unge piger/drenge skuespillere der vær især fuldt ud passer til deres roller og på alle måder får det bedste ud af dem. 3. Det fede moderne soundtrack som absolut passer til omgivelserne. 4. Det fede manuskript som er spækket med sjove replikker som man husker længe efter man har set filmen. 5. Den perfekte måde hvorpå Amy får filmen til at appellerer til både drenge/piger så ingen på nogle måder keder sig eller føler sig pinlig berørt af at se en film hvor pigerne spiller hovedrollerne og hvor drengene enten er dem pigerne drømmer om eller dem som de bliver irriterede af til af til at starte med og senere hen accepterer som værende "bare" venner.
Imellem den mørke storbys thriller ( Taxi Driver) og det tragiske sports drama Raging Bull lavede Martin Scorsese denne hyldest til musikken, spilleglæden, livemusikken og først og fremmest The Band og deres ( på givende tidspunkt) sidste live optræden. Mange anser denne film som værende en af de ultimative livekoncerter og musik dokumentarer og med ganske god grund. Fordi Martin Slet og ret fanger den spilleglade musik sjæl i liveoptagelserne og den historiske dybde i de separate interviews med bandmedlemmerne af The Band. Det fantastiske ved den dokumentariske del af filmen er at man ikke behøver at have så forfærdelig meget viden om The Band før man ser filmen fordi man får de vigtigste facts og informationer givet i Martins interviews med bandmedlemmerne. Og Det fantastiske ved den musikalske del af filmen er at man slet og ret får livemusik i verdensklassen sammen med The Band som er i absolut storform og en lang lang liste af musikalske venner såsom, Bob Dylan, Neil Young, Eric Clapton, Van Morrison, Muddy Waters, Joni Mitchell, Ringo Starr og en masse andre som sammen samles for at give The Band deres fortjente afsked. Og ja sammen med den historiske dybde og den musikalske spilleglæde står The Last Waltz stadig den dag i dag som et både musikalsk og filmisk mesterværk som både kan ses af musik interesseret og film interesseret og folk der gerne vil se en anden side af Scorseses store filmiske talent.
Da Torleif Hoppe udgav denne film i 2008 havde D-A-D været dannet i cirka 26 og det ville jo give masser af grund til at skabe en dokumentarfilm om det fordi, der ville jo sikkert være tons vis af historier at fortælle. Og eftersom Torleif havde fulgt dem nogenlunde siden starten af deres karrierer ville der jo sikkert også være masser af film materiale at bruge af. Desværre er det jo så trist at D-A-D og Torleifs ambitioner om en stor dyb dokumentar på ingen måder bliver udlevet. Man får ganske vist nogle gode historier men vi hører kun starten af dem og så er det af sted til den næste. Og den når aldrig at komme ind på det helt dybe plan hvor den rammer den der ekstra dimension. Ikke engang da de søsætter Wig Wam skandalen kommer der nogen uddybelse vi får blot at vide at den ramte dem hårdt og at de ikke gider at diskuterer dem hvilke jo er forfærdeligt fordi der lige netop der ville have været mulighed for at kommer helt ind på skindet af hvor hårdt det kan være at være i et rockband. Og Torleifs måde at blande musikvideo klip/ live optagelser fungerer heller ikke rigtig og skulle måske have været bedre udtænkt hvis den skulle have fået et originalt kunstnerisk præg. Men hvis man er D-A-D fan eller bare synes at Sleeping My Day Away er et cool rock nummer så kan den sagtens ses dog skal man ikke forvente noget særligt dybt billede af en dansk rock gruppe. Hvis man gerne vil have det burde man i stedet søge hen imod Kashmirs fremragende Rocket Brothers eller Anders Østergårds Gasolin som på trods af den også har mangler i historien kommer meget dybere ind og også har et meget mere originalt filmisk præg. Det samme gælder Rocket Brothers der dog ikke handler om bandets fulde historie men om en svært tid i deres karrierer.
Efter at havde brilieret med geniale spagetti westerns var på tide for Leone at ændre fuldkommen spor og i stedet satse på noget fuldkommen andet hvilket var lige præcis det han gjorder. fordi efter Duck you Sucker fra 71' og lidt småarbejde på Terrence Hills Nobody film Ville Leon bruge alt sin tid og lyst på at arbejde på der skulle blive hans næste store mesterværk. Og lang tid tog det, cirka 14 år for at være helt korrekt og Leon måtte endda afslå at instruerer Godfather, slet og ret fordi denne film betød alt for ham. Arbejdet var hårdt for Leone og modtagelsen skulle siges at blive endnu hårdere for ham. Fordi hvor vi i Europa fik den 3timer og 49minutters version fik de i stedet i USA en forfærdelig cuttet version på små 2timer og 19 minutter der nok primært var grunden til at Once Upon A time In America floppede fælt og fik hårde tæsk af samtlige anmeldere. Men heldigvis vandt Leone kærligheden tilbage da den længere version senere hen kom frem i Amerika og fik alt den ros som den havde fortjent. Når man så kikker på filmen kan man jo så spørge sig selv om det var besværet vær og ja det var det i allerhøjeste grad fordi Leone skabte for sig selv den perfekte svanesang og hyldest til hans betydning for filmhistorien med en gangster film der dengang var ulige noget andet og som stadigvæk står stærkt i fældet sammen med Godfather 1+2 og Goodfellas . Men i modsætning til andre gangster film er denne dog på ingen måder for alle. Og grunden til det er primært at selvom Leone flyttede sig fra ørkenen til storbyen så tog han stadigvæk sit personlige touch med nemlig kærligheden for billeder og kærligheden for alle detaljerne i billedet det tit kan gå tabt hvis det hele går for stærkt. Men det gør det på ingen måder her nej Leone tager sig perfekt god tid til at fortælle den 30års lange historie om Noodels karriere som gangster i Amerika. Og kan det kede nogle? Naturligvis men hvis man er parat på at tage sig ekstra god tid så venter der et mesterværk slet og ret med fantastiske præstationer af alle medvirkende og især af Robert De Niro ( som burde have været Oscar nomineret) og James Woods som nok aldrig har været bedre end i rollen som Max. Og det smukke ved filmen er at selvom den indtil videre tager 3timer og 49minutter så er den dog på ingen måder lang nok da der stadigvæk er så mange ting at fortælle derfor håber jeg at den 4timer og 19 minutters lange version ( som blev vist ved Cannes festivalen i 2012) meget snart må blive udgivet på dvd. OPDATERING!!!!! For cirka 19 dage siden blev det annonceret at den version Sergio ville have vi skal se ( JA den på 4 timer og 19 minutter) vil blive udgivet på dvd og Blu-Ray, engang til oktober. YES!!!!!!!!!!!
Fandens intelligent sci-fi film der kan og bør ses flere gange for at fatte om det er virkelighed eller om det hele bare er en illusion. Og i øvrigt en af Arnolds bedste hvis ikke den bedste action film med ham ( næst efter Terminator 1+2) og det på grund af både hans non stop energiske skuespil og på grund af det geniale plot og på grund af det non stop fede splatter action ( som kun kunne skabes af Verhoeven) og på grund af den hammerfede kulsorte humor som er godt hjulpet af Arnolds vilde spil.
Helt genial og fantastisk hyldest til Action film med alle klicher inkluderet og i øvrigt en fandens undervurderet film der floppede tilbage i 93' på grund af den desværre udkom ved siden af dagtidens store Blockbuster Jurassic Park. Filmen fik også forfærdelige anmeldelser og den primære grund til dette tror jeg er at de ikke fattede filmens handling/koncept og heller ikke kunne lide Arnolds geniale komiske spil som efter min mening er i storform her. Og holder den i dag? Yes på trods af action genren har ændret sig lidt/meget siden start 90'erne kan filmen stadigvæk ses som både et nostalgisk gensyn og en intelligent hyldest til Action.
Koncertfilmen over dem alle yes! og samtidig en af de vigtigste amerikanske film nogensinde! Fordi den viser en vigtig tid i 60'erne nemlig slutningen af 60'erne hvor alt glæden og freden blev samlet på et sted i dette tilfælde i Bethel i New York hvor man slappede af fra den frygtlige Vietnam krig og andre problemer og lyttede til tidens populære rock/pop kunstnere som slet og ret giver alt hvad de kan uanset om de spiller om morgen eller midt om natten ( hvor de fleste sover på grund af ja hash). Filmen kan ses som både en super samling af 60'ernes bedste navne give den fuldt smadder og som et syn på ja hvad 1969 endelig var for et år for Amerika og resten af verden for den sags skyld.
Efter 2 glimrende roller i What's Eating Gilbert Grape og This Boy's Life skulle Leonardo komme til at levere hans hidtil mest kontroversielle og stærkeste præstation hidtil nemlig rollen som kunstneren, musikeren og digteren Jim Caroll. fra første scene ved man at dette vil gå galt og galt går i den grad for Jim som både mister venner, hans mors kærlighed og hans forstand. En af de ting der fascinere mig ved denne film er at, hvor mange mennesker i dag mener at dette er en af Leonardo DiCaprios bedste roller havde aviserne i 95' en lidt anden mening hvor den fik lunken anmeldelser og hvor Mark Wahlberg fik det meste af rosen. Sjovt hvordan meninger er komplet vendt om i dag hvor Leonardo for alt rosen og hvor Mark står lidt i skyggen på trods af han også er fremragende i hans rolle som Carolls gode ven.
Efter at ha lavet en rimelig normal men stadig genial Scorsese film ( The Departed) skulle Martin og Leo original have begyndt arbejdet på Wolf Of Wall Street. Men af ukendte årsager blev dette udskudt til fordel for noget lidt andet end hvad man havde regnet Scorsese ville lave. Nemlig en stærk psykologisk hjernevrider thriller som slet og ret skulle være Martins hyldest til thriller/gyser mesteren Alfred Joseph Hitchcock, og hans forsøg på at skabe dette lykkedes til fulde. Man er fra første scene betaget af stemningen og man bliver ved med at følge Edward Daniels hele vejen igennem en komplicerede sag der til sidst ender med at skære ham fuldstændig fra hinanden. Leonardo giver bogstavelig talt en power præstation hvor han viser alle trinene i hvad der driver et menneske til vandvid og som mange andre har sagt så er det stadigvæk den dag et mysterium at han ikke blev nomineret til en oscar for denne rolle. de øvrige skuespillere, Mark Ruffalo, Ben Kingsley og Max Von Sydow spiller ligeså fremragende på hver deres egen måde. Og Martin skaber slet og ret en perfekt thriller og en perfekt Hitchcock hyldest og efter denne skulle han komme til at lave endnu en hyldest film som jo så var hans hyldest til George Melies altså Hugo.
Super cool 80'er kult-thriller der var stærkt forud for sin tid dengang og som stadigvæk holder den dag i dag på grund af en fed og spændende handling og godt spil af Matthew og Ally. Det eneste der kan blive en lille smule irriterende er 80'er-synth soundtracket, men eftersom det handler om computerspil er det vel meget passende
En Personlig ynglings action film af 6 grunde. 1. En perfekt original handling. 2. Et perfekt valg til instruktør ( John Woo). 3. Perfekte skuespille valg til hovedroller. 4. Perfekt Mængde action. 5. Perfekt mulighed for John og Nicolas til både at flippe fuldkommen ud og vise at de mestre både helte rollen og skurke rollen. 6. Fede genkendelige one-liners og super sort humor som galningen Castor Troy sørger for.
Denne Film er slet og ret ungdomsfilmen over dem alle sammen! Og hvorfor? jo. 1. Den er lavet af John Hughes ( 80er teen-movie kongen) der slet og ret vidste lige præcis hvordan unge mennesker var og er. 2. Den har en perfekt rollebesætning af unge mennesker der hver især passer perfekt direkte til deres spillende rolle. 3. Den har en simple men alligevel stærk handling fordi, på papiret så handler den jo bare om 5 unge mennesker der skal slå nogle timer ihjel med eftersidning i high-school, men kikker man udover det så handler den om så meget andet end det. Den handler om at finde sig selv og sin rolle i livet, den handler om at skabe venskab på trods af store forskelle og den handler først og fremmest om hvordan det er at være teenager. 4. Den sidste grund til at denne film er en perle er først og fremmest at det er den eneste ( eller i hvert fald en af de få) teen film der føles ægte helt ind til benet. Man føler på ingen måder at det er skuespillere der spiller rollerne, man føler slet og ret at de simpelthen er rollerne i filmen, og det gør at den for mig rammer lige ind tand hårdere end så mange andre teen movies ( de andre der kommer tæt på er Say Anything, Perks on Being a Wallflower og The Last Picture Show). Og at man valgte den helt rigtige temasang til filmen og det helt rigtige band til at indspille det gør at dette er en film som jeg vender tilbage til en gang hvert år og lever mig fuldt ind i den.
