Ligesom J'ai tué ma mere, omhandler Mommy mislykkede eller komplicerede moderbindinger, men uden at der er tale om en gentagelse af førnævnte filmiske mesterværk. Tværimod står Mommy alene og gør det eminent. Det er et selvstændigt mesterværk - og derfor endnu et mesterværk fra den unge, franske instruktør, hvis værker (ja, der er tale om værker, ikke blot film) jeg personligt har tabt mit hjerte til. Mommy efterlader et lige så stort - hvis ikke endnu større - indtryk hos dig som J'ai tué ma mere. Og ligesom sidste gang må jeg nu vandre omkring hvileløst og vente på næste mesterværk.
Godt skuespil, troværdig handling, god rap! Dog skal det nævnes, at filmen har kunnet ses på Netflix US i over 2 år ... så ny er den ikke ... Men det gør den ikke mindre dårlig!
... og den er ikke idyllisk. Tværtimod er der tale om en dystopisk og kontakt fremstilling af et post-finaskrisepræget amerikansk samfund, hvor arbejdsløsheden får de mindst bemidlede til at tage mere drastiske midler i brug for at på arbejde og opnå succes - for at leve op til idealet og opleve illusionen om The American Dream. Gyllenhal gør det eminent i rollen som kynisk og målrettet hovedperson. En af årets absolut bedste film!
Jeg har ingen forventninger til filmen da jeg satte mig i sædet på premiereaftenen. Havde godt nok hørt, at man fulgte samme dreng i 12 år, men det var nu også dét. Måske derfor - eller netop derfor - blev jeg så medrevet, at filmens næsten tre timer lange spilletid passerede ubemærket forbi. Altimens en fantastisk og helt uforglemmelig menneskelig og identificerbar fortælling udspilles foran dig. Jeg vil ikke afsløre for meget. Der er egentligt heller ikke meget at afsløre. Der er ingen magisk realisme gemt i filmen - ingen sci-fi - ingen krimi - ingen action - ingen store og dyre special effects. Alligevel - eller måske netop derfor - formår den at virke så tillokkende på beskueren. Så se den. Punktum.
Tak, fordi du holder ægte filmkunst i live. Tak, fordi du holder fast i den gode og uforudsigelige thriller. Tak, fordi du twister min hjerne og skaber kaos i mit hoved i dagevis (og lange nætter). Tak, kære Chan-woork Park, for en eminent filmoplevelse. Sådan skal film laves. Tak.
... desværre en moralprædiken. Filmens plot er i virkeligheden velmenende; en påmindelse til seerne om vores fantastiske klode og i denne forbindelse menneskets (meningsløse) evolutionære udvikling samt (ødelæggende) påvirkning på netop kloden. Men så stopper mine rosende ord. Plottes udtrykkes nemlig i typiske og slidte klicheér: køn dulle (som knap er i stand til at udnytte blot 10% af sin hjernekapacitet) får superintelligens og dermed også x-men-matrix-look-a-like-superkræfter og bidrager naturligvis til at gøre kloden smukkere og bedre ... Jeg beklager Luc, men den lever altså ikke op til Nikita eller Leon :( Omend jeg respekterer forsøget ... bare ikke din moralprædiken overfor os ... vi er ikke dumme børn som skal have skovlet sandheden ned i halsen med sandskovl, men reflekterende individer, der (i de fleste tilfælde) har kendskab til klodens (og menneskets intellektuelle) tilstand ...
Nej, jeg joker ikke. Stoker er en eminent genistreg. Du skal ikke forvente en klassisk gyser eller en klassisk thriller, men en enestående hybrid. En hybrid, hvor de auditive og visuelle effekter underbygger (eller måske nærmere underbygges af) en uforudsigelig fortælling, der trods sin stilfærdighed, er drabelig fængende.
De tidligere X-men var små-latterlige parodier på de originale tegneserier. Men ikke den nyeste. Den er velproduceret og gennemført. Særligt Quicksilver giver første del af filmen nyt liv!
Edda's stemme er ikke kun sammenlignelig med Monica's, men faktisk giver den nyt (og bedre) liv til de gamle klassikere. Skuespillet er lækkert, de filmiske virkemidler veltilrettelagt, men slutningen lidt skuffende.
Siden mit første møde med Totoro, har jeg elsket Miyazakis filmiske univers. Når Vinden Rejser Sig er ingen undtagelse. Smuk, magisk og hjertesskærende.
Troede jeg skulle ind og se en typisk glorificerende film af det kriminelle bandemiljø, men var blown-away af karakterens underfundige charme og morsomheder, kombineret med virkelighedstro skildring af et bestemt socialt miljø. Slutningen dog lidt tam. Men opvejes af lækre filmiske visuelle og auditive effekter.
Relevant historie, med voldsomme scener, som ikke forlader dit indre blik lige med det samme. Men historien kommer i længden til at virke lang og uforløst.
For lang. Kommer aldrig rigtig ind under overfladen på den glatte diplomat.
Normalt bliver jeg så træt af, at se sci-fi film, fordi de er så forudsigelige, men ikke Edge of Tomorrow. Jo, naturligvis ved du hvad den ender med, men vejen dertil er på ingen måde forudsigelig - til trods for, at den bygger på et utal af gentagelser (...) Lækkert produceret. Gode effekter. Lidt kedelige aliens og upraktisk udrustning. Og så gør det ikke noget, at Blunt er guf for øjet ... en form for sci-fi-salander.
E.M.I.N.E.N.T !!!! Forpremiere på filmen og på ingen måde skuffet!!! Når jeg kan give stjener, så får den 6 af mig :D !
Umiddelbart en historie som kunne have drunket i kvalmende følelses-tuderi, men som hæves op over dette niveau via en stærk skuespilpræstation fra de to hovedskuespillere - gør filmen nærværende, vedkommende og hjertevarm! Bør uden tvivl ses - og genses ;)
Helt eminent skuespillerindsats fra de to hovedskuespillere! Fantastisk film! Fantastisk historie! En must-see - og ikke blot en gang ;)
En tankevækkende must-see!
... uden at det bliver en tåbelig klichée. Hvilket det uden tvivl ville været blevet, såfremt Hollywood havde fortalt om Adéles liv. Men i en klassisk fransk optik, får vi Adéle som hun er; fra vild og eksperimenterende teenagepige, som smager på livet og sanseligheden, udforsker egen sexualitet og egne grænser - til ung kvinde, der har fundet egen plads i livet, oplevet kærlighed og sorg og socialgruppesammenstød. Men Adéle er ikke 'bare' lesbisk, hun er som alle andre - hun stigmatiseres ikke som en pige, der opdager at hun er lesbisk, men fremstilles som et menneske, som vi alle kan identificere os med - en kvinde, som både kan være sexet og lidenskabelig, men ligeledes grim og triviel og 'udannet'. Det gør hende skøn menneskelig, og giver filmen en langt større dybde end den givetvis ville have fået i Hollywoodperspektiv ;) De 3 timer synes alt for korte - sceneskiftene er intense og kontrastfyldte, hvilket skaber skøn dynamik og foranderlighed.
Jeg havde ikke de helt store forventninger til filmen, da traileren gav indtryk af en typisk forudsigelig amerikansk film, men filmen viste sig at være alt andet end forudsigelig! Den var spændende og fængende, og formåede at lave så mange skift, at man næsten opgiver at forsøge at forudsige det kommende handlingsforløb. Jeg sad yderst på ballerne på stolekanten den halve film! Kan anbefales 260% Særligt Gyllenhaal's præstation var eminent!
... men blev dog en smule langtrukken i længden. Jeg vil dog rose skuespillerne som alle spillede eminent (særlig Javier), men visse scener blev simpelthen for lange. Til gengæld gjorde langsommeligheden slutningen til en brutal og brat opvågning, som virkelig trækker filmen godt op. 20 min. kortere og den havde fået fem stjerner herfra - nu fire store og meget flotte.
Fantastisk skuespillemæssig indsats, hvor man reelt glemmer, at der er tale om to stjerneskuespillere og i stedet tror på karakterne uden at det bliver en tåbelig kliché. Glimrende film! Dog en smule langtrukken i længden.
... men en smule amerikaniseret og dramatiseret ...
Og så alligevel ;) Francis er så skøn og unik og klodset på den her underfundige charmerende måde, at man ikke kan andet end at elske hende - og den måde, hvorpå hendes handlinger og omverden skildres på ...
Elskede de to knægte i filmen! Og at Mathew er blevet 'voksen' ;)
... amerikanske, forudsigelige, langtrukne, latterligt-patriotiske dommedagsfilm, hvor amerikanerne som repræsentanter for hele menneskeracen naturligvis vinder mod skurkene efter en trættende lang kamp ... superman er desværre ikke en undtagelse ... der er brugt alt for mange penge på flotte effekter (og ja, de er flotte men noget monotone i længden) frem for et ordentlig plot ... replikkerne bliver stereotype og kliché-prægede, og valget af skuespillerne anstrengende ærkeamerikanske ... sorry Nolan, jeg havde forventet mere af dig efter Batman, men det er en klar ommer ... Filmen sniger sig kun lige akkurat op på 2 stjerner (og så har jeg været sød) ...
Sofia Coppola gør det igen - i følgeskab med unge og yderst talentfulde skuespillere, et absourdt (men dog sandfærdig) plot og brug af kendisstjernernes virkelige kulisser, skaber Coppola et portræt af en ungdom, som på trods af materiel velstand og i stort omfang alle muligheder i livet, vælger en fuldkommen forskruet livsvej. Men absourditeten understreges af en kommentar sidst i filmen, hvor en af hovedpersonerne sætter spørgsmålstegn ved den tendens, som udspiller sig blandt hele ungdommen, hvor de kun er repræsentanter (eller måske endda ofre, afhængig af synsvinklen) for tendensens sygelighed. Samtidig sætter Coppola spørgsmålstegn ved selve kendislivet - er det så efterstræbeligt som mange går og tror? Samfundsdebatterende, men stadig humoristisk og virkelig velspillet film med genial klipning, valg af musik, kulisser, mv. En ny favorit ;) ! 6 stjerner!
Kan kun anbefales!!! Virkelig realistisk skildring af virkelighedens grusomhed! En klar anbefaling!
En helt igennem suveræn film - suveræn præsentation fra skuespillernes side af og psykologisk interessant samt tankevækkende handling. Klart en must-see - og gerne flere gange!
Socialrealistisk skæbnesfortælling, som både indholder råhed og blødhed. Skuespillerne er suveræne og historien uforudsigelig og psykologisk yderst interessant. En ren must-see!
Den kommer næsten så tæt på virkeligheden, at man flere gange undervejs må tage sig selv i at genoverveje, om der virkelig kan være tale om skuespillere i en fiktionær film og ikke dokumentarisk skildrede begivenheder. Skuespillerne er suveræne - og handlingens absourditet emninent (kun understreget af det tyske sprogs utiltrækkende udtale) - dog aldrig så absourd, at den bliver uvirkelig og urealistisk. Filmen er tværtimod en nærgående psykologisk skildring af særligt en kvindes flugt fra ensomheden, men ligeledes en gensidig afhængighed og udnyttelse mellem hvide kvinder og negroide mænd, uden overflødige ord eller scener. For hvem udnytter hvem? Udnytter kvinderne mændene eller omvendt mændene kvinderne? Udnytter vesten ulandene eller ulandene vesten?
Ja, det er sandt. Smukke dødsscener. Det er nok derfor jeg hold af filmen trods alt, selvom den til tider var lidt langtrukken. Derudover elskede jeg den parallelle reference til det amerikanske samfund, som er i krise - ligeledes er gangster/mafiaindustrien i Amerika - ingen dele af det amerikanske samfund går fri af krisen. Og alle udnytter alle. Korruption er overalt. Alle er sig selv nærmest. Mafia er bare blevet buisness. Amerika er buisness. Elskede metaforen og det filmiske sprog!
De fleste af os har vel foredomme om thailandske piger og danske mænd og ægteskaber, men filmen udfordrer vores foredomme - også om store tatoverede muskelmænd, som kan være sky små mus under de svulmende triceps og have komplekser ... bl.a. i forhold til deres noget dominerende mor ...
Samme amerikanske svada og musik ... forudsigelig ... kedelig ... begynder faktisk udmærket, bygger fint op, gode filmeffekter, men slutningen får hele filmen til at falde sammen i pateriotisme og velkendthed ...
Jeg var noget skeptisk før jeg gik ind og så filmen, men blev med det samme fanget af stemningen, skuespillerne - selve historiens absurditet og realistiske kameraføring. Rå og barsk - og psykologisk og symbolsk virkelig interessant!
Starten af filmen kan synes noget typisk og stereotyp i forhold til andre amerikanske krimier, men med ét skifter tonen og stemningen i filmen, hvorved humoren og de kække kommentarer i starten af filmen kommer til at stå i skærende kontrast til det videre handlingsforløb. Filmens håndholdte stil er suveræn, da den øger autenciteten. En virkelig suveræn krimi!
Sådan føleles det næsten, når man træder ud ad biografen, stadig smilende, med tårer i øjnene af både latter og gråd. Selvom historien er stereotyp, fungerer filmen til fulde - i modsætning til de fleste amerikaniserede forsøg - fordi filmen er fransk når det er bedst. Humoren er hjertevarm, uden nogensinde at blive anstrengt eller påtrængende. At historien er baseret på virkelige begivenheder og personer gør den ikke mindre interessant og rørende! En klar must-see for alle aldre!
Meget, meget, meget anbefalingsværdig film. En af de bedste jeg har set til dags dato, med en handling og et skuespil, som overgår selv den vildeste forestilling. Intet bør afsløres her, da alle som holder af ikke-amerikaniseret spænding og uforudsigelig plot bør se den.
Meget voldsom og barsk film, hvor der absolut ikke er sparet på effekter og rå scener, men hvor det psykologiske aspekt er virkelig interessant og de filmede omgivelser er utroligt realistiske, hvorved filmen hæver sig fra blot at være orienteret imod vold og mord til faktisk at blive helt eminent! At filmen ligeledes er baseret på virkelige hændelser, gør den på ingen måde mindre interessant.
Det britiske sprog er et af det eneste, som kan lyde aristoratisk samtidig med, at indholdet er ubehageligt og fornærmende. I denne film er sprogbruget genialt - ligeledes er handlingen, som både er hård og barsk og brutal, men ligeledes rørende og varm på en stilfærdig, underspillet måde. Omgivelserne er trøstesløse og ligeså er hovedpersonernes livsomstændigheder. Men hændelser fører hovedpersonerne sammen ad uransagelige veje og etablerer nye relationer mellem nærhedshungrende individer. Den kvindelige skuespiller er intet mindre end eminent og den mandelige skuespiller brillierer. Britisk film, når det er allerbedst!
