Zlatko Burić afslører: Denne dansker inspirerede ny Marvel-rolle som excentrisk instruktør

'Wonder Man' kan ses på Disney+ nu
Wonder Man
(© Walt Disney Pictures)

Den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Burić boltrer sig i international succes i disse år, hvor han bl.a. spillede skurk i sidste års superheltehit Superman, mens han for nyligt dukkede op i trailen til den kommende The Bride! med Jessie Buckley og Christian Bale.

Netop nu kan han så opleves i rollen som excentrisk og Oscar-vindende instruktør i Marvel-serien Wonder Man, hvor hans karakter Von Kovak ønsker at gøre op med superhelte-fatigue og lave en film så fantastisk, at ingen har lyst til at lave film igen efterfølgende.

Især én dansk filmskaber har stået som et "kærligt forbillede" for Burić i sin præstation som Von Kovak, der har en stærk personlighed og klare kunstneriske ambitioner. Det fortæller skuespilleren til os, da vi mødte ham i forbindelse med seriens premiere.

Se videoen nederst.

- Nicolas Winding Refn er en person, som er meget tæt på mig. Og han er lidt, som den karakter. Eller det var et kærligt forbillede.

The Wonder Man
Yahya Abdul-Mateen II, Zlatko Burić og Ben Kingsley i 'Wonder Man' (© Disney)

Zlatko Burić og Nicolas Winding Refns samarbejde startede for 30 år siden, hvor skuespilleren fik sit store gennembrud som underverdensboss i første del af Refns Pusher-trilogi.

Danskeren fremhæver også de tyske instruktører Wim Wenders, Rainer Werner Fassbinder og Werner Herzog som inspirationer til hans nye Marvel-karakter.

'Wonder Man' handler om Simon Williams, der er en hårdt presset Hollywood-skuespiller. Tingene tager en dramatisk drejning, da han opdager, at der er planer om en genindspilning af en film, der ligger ham meget nært – nemlig 'Wonder Man'. 

Han kaster sig derfor ud i kampen om at få hovedrollen. Problemet er bare, at Hollywood ikke længere har lyst til at bruge skuespillere med superkræfter.

I hovedrollen som Simon Williams ses Yahya Abdul-Mateen II over for Ben Kingsley, der vender tilbage i rollen som Trevor Slattery, som tidligere har medvirket i Iron Man 3 og Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings.

Alle otte afsnit af 'Wonder Man' kan ses på Disney+ nu.

Nyeste film i biografen