
Yderst uventet gæsteoptræden dukker op i ny Angry Birds-trailer
Hvad laver han der?
Verdens hurtigste pindsvin er løbet ind i verdens vredeste fugle.
Vi behøver altså ikke vente helt til marts, hvor den fjerde Sonic-film får premiere, for at opleve det blå pindsvin på det store lærred. Den anden trailer til Angry Birds 3 Filmen afslører nemlig en ganske uventet crossover.
Traileren, der kan ses i bunden af artiklen, varer næsten to et halvt minut, og man skal helt hen mod slutningen, før man får et glimt af selveste Sonic the Hedgehog.
Han dukker op i fuld fart side om side med den gule kanariefugl Chuck, som selvfølgelig er en oplagt løbemakker, da han er kendt for sin lynhurtige fart i de finske mobilspil, som filmen er baseret på.
Og det er egentlig det. Der gives ellers ingen forklaring på, hvorfor Sonics nye løberute tilsyneladende går lige gennem Angry Birds’ territorie.

Paramount har endnu ikke afsløret, om der blot er tale om en kort gæsteoptræden, eller om Sonic får en større rolle i filmen. Det er heller ikke offentliggjort, hvem der lægger stemme til ham i denne udgave.
Det kan umiddelbart virke overraskende, at en Sega-spilfigur, der allerede har sin egen succesfulde filmserie, pludselig dukker op i en Angry Birds-film. Indtil man finder ud af, at Sega faktisk opkøbte selskabet bag Angry Birds, Rovio, tilbage i 2023.
Det er samtidig også Paramount, der nu er distributør på begge filmserier.
Den nye trailer med de vrede fugle giver udover det korte Sonic-øjeblik et indblik i både glæderne og udfordringerne ved familielivet for hovedpersonerne fra de forrige film, samtidig med at den introducerer en ny trussel, som fuglene må tage kampen op imod.
Vi kan opleve fuglene (og Sonic) i de danske biografer fra den 25. december. Find dine billetter her på Kino.dk.
Se den nye trailer herunder: