
Ulrich Thomsen om samarbejde med Hollywood-ikon: ”Var sgu en guttermand”
Dansk klassiker var et stort samtaleemne
Ulrich Thomsen er lige nu aktuel i superhelteserien ’Lanterns’ og har flere store roller på vej i udlandet. Nej, den 62-årige skuespiller er bestemt ikke et ukendt navn i Hollywood.
I den kommende thriller ‘The Riders’ spiller Ulrich Thomsen bl.a. overfor en af verdens største filmstjerner, nemlig Brad Pitt.
Filmen instrueres desuden af den Oscar-vindende instruktør Edward Berger, der tog den gyldne statuette hjem for krigsfilmen ’Intet nyt fra Vestfronten’ fra 2022.
‘The Riders’ følger faren Fred Scully - spillet af Brad Pitt - der har købt et bondehus i Irland, som han er i gang med at renovere, mens hans hustru Jennifer og deres 7-årige datter Billie opholder sig i hjemlandet Australien.
Da Jennifer imidlertid forsvinder sporløst, står Fred tilbage med sin traumatiserede datter og må rejse gennem Europa i jagten på svar.
Vi spurgte i vores interview med Ulrich Thomsen ind til samarbejdet med Brad Pitt. For hvordan er det egentlig at arbejde på så stor en film med så stor en stjerne?
- Det var et fantastisk manuskript i øvrigt, og som du selv siger, så spiller Brad Pitt hovedrollen og Edward Berger, som jo lavede den her ’Conclave’ og så også ’Intet nyt fra Vestfronten’, som han fik en Oscar for.
Den danske stjerne har kun gode ting at sige om Hollywood-ikonet Brad Pitt, der selv bragte en dansk filmklassiker i ind samtalen:
- Sød og helt nede på jorden. Det var meget fornøjeligt med ham, og så havde han set ’Festen’ to gange. Det var fint nok at tale lidt om det. Brad var sgu en guttermand, det må man sige, altså virkelig sød.

Udlandet elsker stadig ‘Festen’
Netop instruktør Thomas Vinterbergs Dogmefilm ’Festen’ fra 1998 har været en vigtig døråbner for Ulrich Thomsen i udlandet:
- For mange er det deres favoritfilm. Jeg arbejder nu her, ikke i L.A., men i Montreal med alle mulige forskellige, fortæller danskeren og uddyber med navnene på nogle af sine nye kollegaer på den kommende serie ‘Bishop’:
- John Malkovich, Joel Kinnaman og Jennifer Jason Leigh. Det (jobbet på ‘Bishop’, red.) fik jeg også tilbudt, og det er nærmest kun på grund af ’Festen’.
- Showrunneren (på ‘Bishop’, red.) ringede og skrev i lange baner om ’Festen’. Så det er en, der virkelig har sat sig eftertrykkeligt på folk og branchen i det hele taget. Det er jo ret interessant egentlig. Det er 30 år siden efterhånden.
Ulrich Thomsen kan lige nu ses i serien ’Lanterns’ på HBO Max og i Hella Joofs danske komediedrama Nøjsomheden, der lige nu går i biografen.
Der er ingen officiel udgivelsesdato på ’The Riders’.