The Ring
Foto: DreamWorks Pictures

Tidligere barnestjerne er død som 35-årig

Skuespilleren bag en af 00’ernes mest ikoniske gyserskurke er gået bort alt for ung

Daveigh Chase, der opnåede international berømmelse som stemmen bag Lilo i Disneys animationssucces ‘Lilo & Stitch’ og som den skræmmende Samara Morgan i gyserfilmen ‘The Ring’, er død i en alder af 35 år.

Nyheden om hendes død blev offentliggjort af kæresten, Roy Hernandez, som bekræftede over for TMZ, at Chase døde tirsdag efter komplikationer relateret til meningitis og flere alvorlige blodinfektioner.

Tidligere på ugen havde Hernandez oprettet en GoFundMe-indsamling for at støtte Chase under sin sygdomsforløb.

Sangeren og skuespilleren blev født i Las Vegas i Nevada og opnåede stor popularitet som en af Hollywoods mest fremtrædende børneskuespillere i starten af 00'erne.

Hun fik sit store gennembrud i Hollywood i en alder af blot 12 år. I 2002 formåede hun både at vinde publikums hjerter som stemmen bag den Elvis-elskende hawaiianske pige Lilo i ‘Lilo & Stitch’ og at skræmme biografgængere fra vid og sans med sin rolle som den langhårede skikkelse, der kravler ud af tv-skærme i den amerikanske udgave af ‘The Ring’.

Hendes isnende skildring af den overnaturlige trussel gjorde figuren til et af gysergenrens mest ikoniske ansigter i årtiet.

Derudover lagde hun stemme til hovedpersonen Chihiro Ogino i den engelsksprogede version af ‘Chihiro og heksene’ og spillede Samantha Darko i ungdomsklassikeren ‘Donnie Darko’.

Selvom hun havde skabt sig en succesfuld karriere, valgte Chase efter 2015 at trække sig tilbage fra Hollywood og føre en mere privat tilværelse uden for rampelyset.

Hun døde blot få uger før sin 36-års fødselsdag.

Hvil i fred.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: