'Talk to Me' blev en gysende succes: Nu er skaberne tilbage med ny horrorfilm

Måske kender du stadig ikke Danny og Michael Philippou ved navn, men chancen for, at du har hørt om deres gyserfilms-hit, Talk To Me, er nok ret stor.
Brødrene Danny og Michael blev først og fremmest kendt for deres YouTube-kanal RackaRackas. Men efter udgivelsen af deres første spillefilm har de fået et nyt publikum af gyserfanatikere, der har spærret øjnene op for de anarkistiske brødres tilgang til genren.
Nu er de tilbage med en trailer til deres anden spillefilm, der endnu engang bliver en gyser ved navn Bring Her Back.
Filmen er produceret af det populære filmselskab A24, der senest har bragt os bl.a. We Live In Time og The Brutalist.
‘Talk To Me’ blev et kæmpe hit, og er indtil videre produktionsselskabet A24's tredje største film, og har solgt flere billetter end begge af den anerkendte gyserinstruktør Ari Asters film, Hereditary og Midsommar.
Se traileren nederst i artiklen.
Man ved stadig ikke meget om den nye ‘Bring Her Back’, men ifølge filmens logline, så handler den om en bror og søster, der finder et uhyggeligt ritual i deres plejemors hjem.
I traileren ser man korte klip af film fra et gammel kamera, blodige hænder, en begravelse og andre kryptiske symboler, som ikke giver os meget at gå efter.
Over de skræmmende billeder står der: “Luk mig ud, lad mig dø, lad hende dø, bring hende tilbage”, der tyder på temaer om genopstandne døde og mørke ritualer.
På rollelisten ser man Sally Hawkins, kendt fra bl.a. The Shape of Water, Paddington og Blue Jasmin, der spiller den blodige plejemor i traileren. Derudover ser man en række nye ansigter, mange af dem fra Australien, der er instruktørenes hjemmebane, og hvor 'Bring Her Back' er blevet filmet.
Selvom 'Talk To Me' fik blandede reaktioner fra de danske anmeldere, så er der høje forventninger til, hvad de to brødre har at byde på med deres lave bugdetter og nytænkende idéer.
‘Bring Her Back’ forventes at få premiere i sommeren 2025.








