Eve Hewson, Jack Reynor og Meghann Fahy
Eve Hewson og Meghann Fahy i 'The Perfect Couple'Foto: HILARY BRONWYN GAYLE/NETFLIX

Susanne Bier genforenes med stjerne i ny HBO-serie baseret på tragisk retssag

Baseret på rystende, virkelige hændelser

Susanne Bier fortsætter sin succesrige rejse i serieland, når hun skal producere og instruere alle afsnit af miniserien The Trial of Louise Woodward.

Ifølge Deadline slår den Oscar-vindende danske instruktør sig sammen med Matthew Barry, som udover også at instruere og producere samtidig fungerer som showrunner på serien.

I hovedrollen finder vi Meghann Fahy, som Susanne Bier instruerede i tv-serien ‘The Perfect Couple’, men som også er kendt fra ‘The White Lotus’ og ‘Sirens’. Begge sidstnævnte titler blev hun Emmy-nomineret for.

Susanne Bier har instrueret en række meget populære tv-serier, bl.a. ‘The Undoing’, ‘The First Lady’ og førnævnte ‘The Perfect Couple’ med stjerner som Nicole Kidman, Michelle Pfeiffer, Liev Schreiber og Gillian Anderson blandt de medvirkende.

Meghann Fahy
Meghann Fahy, Foto: Netflix


Med ‘The Trial of Louise Woodward’ skildrer Bier en sand historie om en 18-årig britisk au pair-pige, som i 1997 blev anklaget for at have rystet et barn til døde af hendes amerikanske værtsfamilie. Sagen satte en international tsunami af mediedækning i gang, mens retssagen udspillede sig for øjnene af både den amerikanske og britiske befolkning.

Francesca Orsi, EVP HBO Programming og chef for HBO Drama Series and Films, udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af projektet:

- Vi er begejstrede for at samarbejde med Matthew Barry og Susanne Bier om denne nye serie og byde Meghann Fahy velkommen tilbage til HBO-familien. Matthews medfølende tilgang til denne gribende, sande historie, kombineret med Susannes stærkt distinkte instruktørvision og Meghanns exceptionelle talent, har samlet et ekstraordinært kreativt team, hvis arbejde vi glæder os til at dele med vores publikum snart.

For filmfans er der heldigvis også noget at se frem til fra Bier. Den 66-årige instruktør er nemlig snart aktuel med Practical Magic: Magi i familien med Sandra Bullock og Nicole Kidman på rollelisten.

Filmen får biografpremiere den 10. september og markerer Biers første biograffilm siden Serena og En chance til fra 2014.

‘The Trial of Louise Woodward’ forventes at få premiere på HBO Max i 2027.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: