Logan/20th Century Fox
Foto: Logan/20th Century Fox

Superfredag #36

Deadpool, Logan og en hilsen fra Stan Lee

- Marvel Studios-bossen Kevin Feige har gjort en ende på forhåbningerne om, at der kan forekomme crossovers mellem Marvel-filmene og 20th Century Foxs X-Men-univers. Dette betyder, at vi hverken kan forvente at se X-Men-karakterer eller medlemmer af Marvels første superheltehold, The Fantastic Four, i de kommende Avengers-film.

- Variety skriver, at den Oscar-nominerede skuespillerinde Angela Bassett skal spille hovedpersonen T'Challas mor, Ramonda, i Marvel-filmen Black Panther. Rollelisten tæller i forvejen Chadwick Boseman, Lupita Nyong'o, Michael B. Jordan og Forest Whitaker. Filmen skal instrueres af Ryan Coogler og får premiere i 2018.

- Marvel har besluttet, at den kommende Inhumans-filmatisering skal laves som en tv-serie i stedet for en spillefilm. Dog vil de første to afsnit af serien stadig få premiere i IMAX-biografer, før serien bliver sparket igang på den amerikanske kanal ABC, som også sender 'Agents of S.H.I.E.L.D.'

- Wolverine-finalen Logan bliver mere "menneskelig" end tidligere X-Men-film ifølge instruktøren James Mangold. Der skal være mindre green screen og effekter til fordel for en mørkere, mere intim fortælling.

- 20th Century Fox har hyret 'En flænge i himlen's Josh Boone til at instruere den kommende X-Men-film 'New Mutants', som følger et nyt hold af mutanter. SuperHeroHype har det første kig på filmen, som forventes at få premiere i 2018. Game of Thrones-stjernen Maisie Williams er rygtet til rollen som karakteren Wolfsbane, men dette er endnu ikke blevet bekræftet.

- Både Deadpool 2 og Channing Tatums længeventede Gambit-filmatisering har muligvis fået premieredatoer: 20th Century Fox har i hvert fald sat to datoer af til uspecificerede Marvel-film i hhv. november 2018 og december 2019. Læs mere her.

- 'Deadpool 2' har fundet en ny instruktør, efter Tim Miller forlod projektet. Deadline bekræfter, at John Wick-medinstruktøren David Leitch skal overtage filmen. Leitch kom først på tale som mulig afløser i oktober og var ifølge Deadline oppe imod Drew Goddard og Magnus Martens.

- Suicide Squad skuffede i biograferne, men fanbasen håbede stadig, at David Ayers 'Extended Cut' af filmen ville byde på en bedre oplevelse. Dette er dog tilsyneladende ikke tilfældet, da den længere udgave ifølge Cinema Blend stadig mangler både dybde og kontekst.

- Jared Letos Joker, som havde en meget mindre rolle i 'Suicide Squad' end forventet, er nærmest heller ikke at finde i den udvidede version. En fan har nu lavet et sammenklip af alle de Joker-scener, der stadig mangler.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.

- Vi afslutter med en hilsen fra Stan Lee, den legendariske tegneserieskaber, som har ønsket sine amerikanske fans en glædelig Thanksgiving på bedste Marvel-manér: Med et billede af Fantastic Four, som for en gangs skyld holder pause fra superhelteriet.

Wishing everyone a fantastic day! #Excelsior! #HappyThanksgiving Art by @THEBRYANHITCH pic.twitter.com/s5OlonzQ7A

— stan lee (@TheRealStanLee) November 24, 2016
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: