
Superfredag #33
Flash-instruktør, korthåret Thor og kvindelig Guardians-skurk
- Instruktøren af filmen Dope, Rick Famuyiwa, skal iscenesætte The Flash. Det skriver Deadline. Den lynhurtige superhelt spilles af Ezra Miller, og manuskriptet skrives af Seth Grahame-Smith.
- Som vi skrev i går, er Brie Larson favorit til at spille Captain Marvel i superheltefilmen, der får premiere i 2019. Variety bragte oprindeligt nyheden.
- Dwayne Johnson skal spille den første amerikanske superhelt, Doc Savage. Vi skrev også om det tidligere på ugen, og nyheden kom fra skuespilleren selv.
- JoBlo skriver, at skurken i Guardians of the Galaxy Vol. 2 bliver den kunstigt fremstillede Ayesha, alias Her/Kismet/Paragon. Karakteren er skabt af videnskabsfolkene Enclave og er i stand til at manipulere med kosmisk energi.
- Samme medie kan afsløre, at titelkarakteren i Thor: Ragnarok skal finde et våben, der kan forhindre verdens undergang, og at Chris Hemsworth vil være korthåret i en del af filmen. Samtidig vil plottet inkludere elementer fra tegneserien 'Planet Hulk', hvorfor den grønne Avengers-kollega også vil optræde.
- Der er udkommet en række nye plakater til Suicide Squad, der bl.a. viser skurkeholdet i samlet trop.





- Kick-Ass-skaberen Mark Millar er i fuld gang med at transformere sin tegneserie 'Jupiter's Legacy' til film, og nu skriver Comicbook.com, at manuskriptforfatterne Brian og Mark Gunn er i gang med at udarbejde et manuskript.
- Storyboard-tegneren Jeffrey Henderson arbejdede på Sam Raimis 'Spider-Man 4', inden filmen blev aflyst. Nu har kunstneren udsendt en række koncept-tegninger fra filmen. John Malkovich skulle have spillet skurken The Vulture, og som vi kan se ud fra tegningerne, var der også planlagt en optræden af Mysterio. Se alle storyboard-forslag på Hendersons hjemmeside.




- Jesse Eisenberg fortalte ved en paneldebat på MCM Comic Con, at han tror, hans karakter fra Batman v Superman: Dawn of Justice, Lex Luthor, vender tilbage i Justice League.
- Den 28. juni udkommer den forlængede udgave af 'Batman v Superman: Dawn of Justice'. En trailer reklamerer for udgivelsen og viser helt nye scener, vi ikke har set før, bl.a. Jena Malones rolle, der blev klippet helt ud af biografversionen.