Stranger Things-stjerne om oplevelse i København: "Drenge, det var dårligt"

Når de fleste ser Joe Keery, genkender de ham nok primært som skuespiller. Hans største og mest genkendelige rolle hidtil har uden tvivl været som Steve Harrington i successerien 'Stranger Things', og nu flekser han sine komediemuskler i gyserkomedien Cold Storage som en stakkels lagermedarbejder, der står ansigt til ansigt med en altødelæggende svampevirus.
Men selv hvis man ikke har set Joe Keery, er der en chance for, at man har hørt ham. Under kunstnernavnet Djo er han nemlig også en vældig succesfuld musiker, særligt med nummeret 'End of beginning', der i skrivende stund har to milliarder streams på Spotify.
Joe - som Djo – tog i sommer sit band med til København, hvor han spillede koncert på spillestedet Poolen på Refshaleøen.
Da vi talte med skuespilleren og musikeren i forbindelse med hans medvirken i den biografaktuelle 'Cold Storage', kunne han fortælle, at koncerten på Amager havde været en lidt speciel (og meget varm) oplevelse:
- Jeg var helt salig efter at have været i den her ekstremt varme sauna. Det føltes som om, den brændte min hud af. Og vi skiftede mellem saunaen – 15 minutter ad gangen – og så hoppede vi i havet, og det var lige før koncerten.
- Så da vi gik på scenen, tænkte jeg: "Wow, det her er en fantastisk koncert." Mig og fire af fyrene i bandet syntes det, men de tre andre sagde: "Drenge, det var dårligt… I var alt for langsomme."
På trods af intern uenighed om deres egen præstation, havde de dog nydt den danske hovedstad:
- Men altså, jeg havde en fantastisk oplevelse. Smuk by.
Den britiske skuespiller Georgina Campbell, der spiller Keerys lagerkollega Naomi i 'Cold Storage', stemte i og fortalte, at hun ligeledes er glad for København:
- Det er helt fantastisk. Jeg elsker det sted. Jeg var der, da det sneede – men det var smukt. Det var virkelig dejligt.
Keery og Campbell spiller i den nye film overfor bl.a. Liam Neeson, og deres karakterer tvinges til at håndtere både eksploderende dyr og helt urimelige mængder grønt snask.
Hør dem fortælle om det og meget mere i det fulde interview herunder.








