Stort amerikansk medie hylder "fantastisk" Trine Dyrholm i ny dansk film

Medspilleren David Dencik får også flotte ord med på vejen
Begyndelser
(© Begyndelser / Scanbox)

Da den prestigefyldte filmfestival Berlinalen løb af stablen sidste måned, var det bl.a. med verdenspremieren på det danske drama Begyndelser, hvor Trine Dyrholm og David Dencik genforenes på film for første gang siden En kongelig affære i 2012.

Filmen er et portræt af, hvad der sker i en familie og i et parforhold, når livsbanen for et af medlemmerne pludselig ændres. Og det anerkendte amerikanske medie Variety hylder især skuespillerpræstationerne i deres anmeldelse af 'Begyndelser'.

Mediet fremhæver Dyrholms præstation, som de kalder "fantastisk." Skuespilleren spiller karakteren Ane, der pludselig bliver ramt af en livsændrende blodprop - og derfor bliver hendes skilsmisse med manden Thomas sat på pause.

Om Trine Dyrholms præstation skriver Variety:

- Dyrholms som sædvanligt frygtløse præstation har fokus på karakterens særlige fysiske begrænsninger, men med en rasende indre klarhed, der som resultat ofte bryder ud."

Den danske stjerne har da også givet sig fuldstændig til rollen, hvor hun bl.a. lærte at svømme crawl kun med den ene side af sin krop. Det fortalte Dyrholm os, da vi mødte hende inden verdenspremieren i Berlin.

Anmeldelsen fremhæver også præstationerne fra Dencik og det unge, debuterende stjerneskud Bjørk Storm, der ses i rollen som parrets datter Clara. Om de to skriver mediet:

- I sin debut skildrer Storm livsændringerne med lovende kontrol og modenhed. Mod de uforudsigelige drejninger kan Dencik være en stille og rolig tilstedeværelse, selvom Thomas også nogle gange er opsvulmet af vrede og smerte, understøttet af stædigt vedvarende kærlighed.

'Begyndelser' er instrueret af Jeanette Nordahl, der spillefilmsdebuterede i 2020 med Sidse Babett Knudsen-dramaet Kød & blod. Filmskaberen har denne gang kastet sig ud i en mere personlig fortælling, da hun selv er vokset op i en familie, hvor sygdom har spillet en stor rolle.

Variety roser også filmen, som Nordahl har skrevet manuskriptet til i samarbejde med Rasmus Birch (Miss Viborg, Selvmordsturisten), for dens "rå og overraskende" brug af velkendte præmiser på nye måder.

Om filmen generelt skriver mediet:

- To velkendte udgangspunkter for et personligt krisedrama – et ægteskab i opløsning og heling efter en medicinsk katastrofe – forenes med rå og endda overraskende effekt i Jeanette Nordahls imponerende anden spillefilm 'Begyndelser'.

- [...] den danske manuskriptforfatter og instruktør vender tilbage med en film, der igen stråler af selvsikker, afdæmpet stil og ligefrem historiefortælling. Denne gang for at sætte spotlys på en modig præstation fra to store skuespillere.

'Begyndelser' får dansk biografpremiere i løbet af 2025.

Nyeste film i biografen