
Storslået Tom Cruise-trailer afslører nyt kig på kommende film med mesterinstruktør
Hollywood-stjernens vilde karriere hyldes
‘Top Gun’. ‘Mission: Impossible’. ‘Jerry Maguire’. ‘Magnolia’. ‘Interview with the Vampire’.
Få skuespillere har samme imponerende CV og stjernestatus som Tom Cruise, der gennem sin indtil videre 46 år lange karriere har leveret den ene mindeværdige præstation efter den anden - og som endelig i år blev tildelt en æres-Oscar.
I en ny “retrospektiv trailer” hyldes Tom Cruise med et tilbageblik på nogle af hans mest ikoniske replikker og roller gennem karrieren.
Traileren afsluttes med et nyt kig på stjernens nye og ventede film Digger, der har Cruise i hovedrollen som den excentriske sydstats-oliemagnat Digger Rockwell.
Se traileren nederst.
‘Digger’ beskrives som “en komedie af katastrofale dimensioner” og handler om den mest magtfulde mand i verden, der tager på en kaotisk mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser, inden katastrofen han selv har udløst ødelægger alting.
Bag filmen står den anerkendte mexicanske instruktør Alejandro G. Iñárritu, der har vundet fire Oscar-statuetter, hvoraf to er for Bedste instruktør for Birdman og The Revenant.
Udover Tom Cruise byder rollelisten også på bl.a. Sandra Hüller, Riz Ahmed, John Goodman, Jesse Plemons, Emma D’Arcy samt stjerneskuddet Sophie Wilde.
'Digger' kan ses i biografen fra den 1. oktober 2026.