Storfilm med Leonardo DiCaprio hitter i de danske biografer

I sidste uge faldt de danske kritikere i svime over den nye film One Battle After Another og kastede om sig med 5- og 6-stjernede anmeldelser. Nu har publikum også taget filmen til sig.
Leonardo DiCaprios seneste storfilm har således solgt 27.882 billetter i de danske biografer i sin første weekend inkl. forpremierer.
På verdensplan har filmen indtjent estimeret 50 mio. dollars, hvoraf ca. halvdelen stammer fra hjemlandet USA, skriver Deadline
Åbningsweekenden er den bedste nogensinde for en film instrueret af Paul Thomas Anderson i både Danmark og på verdensplan. Hans tidligere film tæller bl.a. Magnolia, There Will Be Blood og Licorice Pizza.
I USA har filmen en solid A-score fra publikum, mens Rotten Tomatoes, der samler anmeldelser fra internationale medier, rammer en score på 96 % ud fra 279 anmeldelser.
Med filmens popularitet bliver Warner Bros. det første filmselskab til at passere 4 mia. dollars i indtjening i år. Og flere af selskabets succeser er originale værker, udover 'One Battle After Another' bl.a. gyserne Sinners (366 mio. dollars i indtjening på verdensplan) og Weapons (264 mio. dollars).
Normalt er de mest succesfulde film enten baseret på et forlæg, en efterfølger eller på anden måde et kendt brand. Warners satsninger har vist, at originale fortællinger godt kan få folk i biografen.
Leonardo DiCaprio spiller Bob Fergusson, der er gået under jorden for at beskytte sin familie. Men efter 16 år i skjul dukker en gammel fjende op, og han må opsøge en gruppe af tidligere revolutionære for at redde sin egen datter.
Udover Leonardo DiCaprio i hovedrollen finder vi bl.a. Sean Penn, Regina Hall, Teyana Taylor, Alana Haim samt Benicio Del Toro på rollelisten.
'One Battle After Another' er aktuel i biografen.








