Skuespiller manglede denne type film i Danmark: Nu har hun lavet sin egen

'Hjem' har biografpremiere i dag
Hjem
(© Andreas Bastiansen)

Efter at skuespiller Marijana Jankovic i 2018 debuterede som instruktør med den internationalt prisbelønnede kortfilm 'Maja', har mange ventet på skuespillerens spillefilmsdebut. Den har i dag ramt de danske biografer.  

Titlen er Hjem og er en fortælling om, hvor meget et forældrepar må ofre for at prøve at opbygge en bedre tilværelse for deres familie. 

Faren Marko og moren Vera rejser i starten af 1990’erne fra Jugoslavien til Danmark med masser af drømme. Med sig har de datteren Maja, og i hjemlandet efterlader de deres to ældste sønner. 

Men tilværelsen i Danmark er ingen dans på roser. Forældreparret prøver at få stablet et liv på benene, mens afsavnet og svigtene præger dem. 

I hovedrollerne ses Dejan Cukic og Nada Sargin, der flankeres af en lang række store danske navne, herunder Jesper Christensen, Trine Dyrholm, Lene Maria Christensen, Claes Bang og Zlatko Buric

Hjem
Bag kulisserne på 'Hjem' (© Nordisk Film)

Da vi møder instruktøren og forfatteren bag filmen, Marijana Jaknovic, og hovedrolle Dejan Cukic, understreger de, at 'Hjem' udspringer af et behov for at se en film med netop dette tema. Jankoovic fortæller:

- Jeg synes ikke, at jeg har set den her film på den danske scene før. Jeg mangler en indvandrerfortælling, som rent faktisk handler om det, som indvandrerne også er. Og ikke den kliché-indvandrer som bliver portrætteret. Jeg vil se mennesker, jeg vil se en historie om en familie; hvordan er de kommet hertil, hvorfor er de kommet? Hvad generationen, der var før mig, har været nødt til at ofre for, at Dejan og jeg kan få den uddannelse og det liv, som vi har drømt om.

- Som skuespiller har jeg været rigtig meget udsat for at blive typecastet som indvandreren. Jeg har læst mange af de manuskripter. Jeg ved godt, hvad der har været derude for karakterer som mig. Og jeg har manglet at spille en rigtig film om en rigtig indvandrer. Menneskeliggør indvandreren, kom nu! Det er på tide. Vi lever i år 2026.  

Historien er meget personlig for Marijana Jankovic, men det er den bestemt også for Dejan Cukic:

- Det er også min historie. Ikke bare min historie, det er mange indvandrers historie. Mine forældre kom også til Danmark for at skabe nogle bedre forhold for deres børn og for dem selv. Men først og fremmest for børnene, og det havde nogle kæmpe konsekvenser for dem. Det er noget, jeg også har båret på hele mit liv. Det har det gjort, men jeg har ikke talt så meget om det. Det sjovt, fordi vi taler ikke så meget om det der, fordi man vil også bare gerne være en dansker. 

Det er dog vigtigt for Marijana, at det hele ikke kommer til at handle om "indvandrere", fordi 'Hjem' har et større perspektiv. Instruktøren forklarer: 

- Jeg synes, at man skal tage indvandrer-ordet ud, fordi så bliver vi efterladte med familieordet. Og det er det, som denne her familie handler om. Om du er indvandrer eller dansker, eller hvad du er, så er det en universel historie og fortælling om en familie – og hvad vi ofrer i drømme for et bedre liv. Hvad det koster os - også på det menneskelige plan.  

'Hjem' kan ses i biograferne nu.

Se hele vores video-interview herunder, hvor de også taler om deres tætte forhold og samarbejde. 

Nyeste film i biografen