Se forvandlingen: Sådan blev Anders Matthesen til Tommy Seebach i ny filmsucces

81.884 publikummer har allerede set den nye danske biografi Under stjernerne på himlen i biografen. Filmen handler om den danske musiker Tommy Seebachs op- og nedture, og i hovedrollen finder vi Anders Matthesen.
Forvandlingen fra ”Anden” til Seebach krævede en del arbejde, for selvom det ikke blev til kunstige tænder, måtte Matthesen gennemgå en stor fysisk ændring.
I et interview med kino.dk fortæller den populære komiker og skuespiller:
- Der har jo været en masse makeup artisteri inde over med proteser, kunstig hage, brune kontaktlinser, poser under øjnene og paryk, fortæller Anders Matthesen til kino.dk.
Du kan se processen i opslag fra Anders Matthesens Instagram-profil længere nede i artiklen. Nederst kan du se vores videointerview med hovedrollen og hans medspiller, Neel Rønholt.
Anders Matthesens tilgang til rollen var til at begynde med, at han ved egen kraft skulle forsøge at ligne den ikoniske Melodi Grand Prix-stjerne så meget som muligt.
- Det latterlige var jo, at da jeg havde lavet den der dummy, tænkte jeg, at: "Jeg skal fandme vise jer Tommy Seebach." For jeg har jo lidt af et bonghår, hvis jeg lader det stå. Så jeg sparede sammen i halvandet år, så da jeg skulle til at optage, kom jeg med gigantisk berger, overskæg og fuldt program. Og så fandt jeg ud af, at vi skyder den ikke kronologisk, så Tommy skal have halvkort hår i nogle af scenerne. Så var det bare af med hele møget, så kørte vi parykker i stedet for.
Filmen er et rørende og livsbekræftende portræt af en af dansk popkulturs største stjerner, der indædt kæmper for at forblive på toppen.
Det er samtidig en familiehistorie om en far, hvis konstante higen efter anerkendelse spænder ben for hans store kærlighed til sin familie.
'Under stjernerne på himlen' er aktuel i biografen landet over.
Se opslag fra Anders Matthesens Instagram-profil om hans forhandling til Tommy Seebach herunder:

