Se første trailer til international storfilm om blodigt kapitel i Danmarkshistorien

Claes Bang, Ulrich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard med flere
Stockholm Bloodbath
(© Scanbox Entertainment)

Der er fuld smæk på den første trailer til filmen Stockholm Bloodbath, der er blevet udsendt af Scanbox Entertainment sammen med den første plakat. 

Godt nok bygger fortællingen på virkelige begivenheder, men skal man tro på forfilmen, er der skruet gevaldigt op for underholdningen og ned for de historisk korrekte detaljer.

Traileren og plakaten kan ses nederst i artiklen.

'Stockholm Bloodbath' foregår i det herrens år 1520, hvor den brutale, rablende danske konge Christian 2. med al magt forsøger at overtage den svenske trone og dermed blive regent over begge lande.

De svenske søstre Freja og Anne planlægger en hævn over den danske konge, efter hans soldater brutalt har myrdet deres familie. 

Det leder dem til den svenske hovedstad, hvor søstrene bliver trukket ind i intrigerne omkring den massehenrettelse, som den gale danske konge har beordret – også kendt som Det Stockholmske Blodbad.

I rollen som den berygtede Kong Christian 2. ses Claes Bang, der udover pragtpræstationen i The Square også har kunnet opleves som blodsugende vampyr i tv-serien 'Dracula'. Blandt hans følge af danske undersåtter ses Ulrich Thomsen (Vores mand i Amerika) og Mikkel Boe Følsgaard (En kongelig affære).

På den svenske side ses Alba August (Unge Astrid) og Sophie Cookson (Kingsman: The Secret Service) som Freja og Anne, mens Jakob Oftebro og Adam Pålson kan findes på den store rolleliste.

Filmen har i det hele taget et internationalt præg, hvilket understreges af, at skuespillerne alle taler engelsk.

Mikael Håfström (Ondskab) står for instruktionen.

Stockholm Bloodbath får dansk biografpremiere den 18. januar 2024.

Stockholm Bloodbath plakat