Se første trailer: Jason Statham slås mod dansk stjerne i ny actionfilm

Tilbage i oktober 2024 blev det offentliggjort, at danske Roland Møller skulle tage kampen imod en af actiongenrens største stjerner, nemlig Jason Statham.
Det sker i filmen Mutiny, der netop har fået sin første actionfyldte trailer. Se den nederst.
'Mutiny' handler om Cole Reed (Statham), der bliver gjort til syndebuk, efter at hans milliardær-chef og industrimagnat bliver myrdet foran ham. Nu må han flygte, mens han forsøger at afsløre en international sammensværgelse.
Skuespilleren Roland Møller brød igennem med sine roste præstationer i danske film som 'R', Nordvest, Kapringen og Under sandet, hvilket har ført til en succesfuld international karriere. Møllers CV tæller bl.a. Skyscraper med Dwayne "The Rock" Johnson, Atomic Blonde overfor Charlize Theron og spion-serien 'Citadel'.
Jason Statham behøver næppe en større introduktion. Hollywood-stjernen har siden 2000'erne leveret det ene actionbrag efter det andet. Senest var han aktuel i de danske biografer med thrilleren Shelter.
Rollelisten tæller også Annabelle Wallis, som man vil kende fra bl.a. Tom Cruises The Mummy og gyserne Annabelle og Malignant samt gangsterserien 'Peaky Blinders'.
Bag kameraet finder man Jean-François Richet, der senest var aktuel med Gerald Butler-filmen Plane - derfor er det måske meget passende, at hans nye film her hovedsageligt udspiller sig på et ... skib.
Den nye trailer giver et indtryk af, at Roland Møller er blandt bagmændene i den føromtalte sammensværgelse - og til allersidst får vi en kort forsmag på den slåskamp, der formentlig venter mellem danskeren og Statham.
'Mutiny' får amerikansk biografpremiere til august - den afventer pt. en dansk premieredato.








