Se den første, rørende trailer til ny dansk film med stjernetrio i front

'Ingen kære mor' kommer i biografen til november
Ingen kære mor
(© Christian Geisnæs)

Til november er der premiere på en ny dansk, livsbekræftende film ved navn Ingen kære mor. Nu er den første trailer og plakat fra dramaet udkommet, og du kan se begge dele nederst i artiklen.

Filmen er en personlig skildring af mor-datter-forhold af den debuterende instruktør Charlotte Brodthagen. Hun har et trekløver af stærke, danske skuespillere i front som tre generationer af kvinder.

Den yngre generation repræsenteres af datteren Luis, som spilles af Freja Klint Sandberg. Hun har opnået en vis stjernestatus på teateret, men har også spillet mindre roller i serierne 'Dansegarderoben' og 'Orkesteret'. 'Ingen kære mor' kan godt gå hen og blive hendes filmgennembrud – det er i hvert fald den største rolle indtil videre.

Lene Maria Christensen ses i rollen som Luis’ mor Christel. Hun er kendt fra et utal af store, danske film bl.a. Ustyrlig, Sover Dolly på ryggen? og Honey samt senest fra TV2-hitserien 'Danefæ'.

Endelig er der Birthe Neumann som mormoren Vivi. Den 78-årige skuespiller er lidt af en legende i dansk film med roller i alt fra Festen og Solkongen til Pagten.

Netop Lene Maria Christensen og Birthe Neumann spillede tidligere i år mor og datter i den populære TV 2-serie 'Danefæ'. Nu er de samlet igen.

Filmen beskrives af Nordisk Film og Zentropa som et livsbekræftende, rørende og hjertevarmt drama om tre generationer af kvinder i en familie. Moderen er uhelbredeligt syg, men det har hun kun fortalt sin datter. Ikke sin egen mor. 

Da de alle tre ender med at fejre jul sammen i et sommerhus, kommer sandheden frem, og kvinderne tvinges til at konfrontere hinanden og deres relationer på kryds og tværs. Fortalt med både humor og håb, bliver julen rammen for kvindernes uundgåelige mor/datter-opgør, som måske kan bane vejen for en ny begyndelse.

'Ingen kære mor' er en del af Filmportens program, hvor du kan få rabat på 12 film hvert år. Kino.dk og Filmporten har indgået samarbejde,* så du kan få yderligere 25 % på dit medlemskab. Læs mere her.

'Ingen kære mor' får dansk biografpremiere den 27. november.

 

Se traileren og plakaten herunder:

Ingen kære mor plakat

* Kino.dk modtager betaling fra Filmporten, når der bliver solgt et medlemskab med rabatkoden. Denne artikel er ikke i øvrigt sponsoreret af Filmporten, men udarbejdet af kino.dk.

Nyeste film i biografen