Se de første billeder: Legendarisk Nintendo-spil bliver filmatiseret

Nintendo har offentliggjort de første billeder fra den kommende spil-filmatisering The Legend of Zelda, hvor vi får det første kig på hovedrolleindehaverne som de ikoniske karakterer Link og Zelda.
Se billederne nederst.
Bo Bragason har fået rollen som den magiske Prinsesse Zelda, mens den sværdkæmpende Link portrætteres af Benjamin Evan Ainsworth. På billederne ser vi de to i det fiktive land Hyrule med genkendelige kostumer og spidse ører samt Zeldas karakteristiske bue og pil.
'The Legend of Zelda' instrueres af Wes Ball, der tidligere har stået bag bl.a. Kingdom of the Planet of the Apes og The Maze Runner, og får biografpremiere den 7. maj 2027.
Nintendos serie af klassiske eventyrspil, der ligger bag filmatiseringen, blev første gang udgivet i 1986 og har siden da udviklet sig til en af de mest legendariske og indflydelsesrige videospil overhovedet.
I spillet følger man helten Link, der forsøger at redde Prinsesse Zelda og beskytte Hyrule fra den onde Ganon.
De to hovedroller er relativt ukendte indtil videre, men har begge flere roller på cv'et. Bo Bragason har bl.a. medvirket i Disney+-serien 'Renegade Nell' og vampyrkomedien 'The Radleys', mens Benjamin Evan Ainsworth kan genkendes fra Netflix-serien 'The Haunting of Bly Manor' samt som stemmen bag Pinocchio i 2022-udgaven af filmen.
'The Legend of Zelda' får biografpremiere den 7. maj 2027.
Se de første billeder herunder:










