The Rock slår fast: Populær Disney-film får IKKE en efterfølger

I kølvandet på Corona-pandemien udkom Disney med eventyrfilmen Jungle Cruise, baseret på forlystelsen af samme navn i Disneyland.
Det var Dwayne "The Rock" Johnson og Emily Blunt, der stod i spidsen som hovedrollerne i filmen, men på trods af den var en kommerciel succes, så ser det altså ikke ud til at en efterfølger kan komme på tale. På trods af tidligere rygter.
De to stjerner skød hurtigt rygterne ned, da de medvirkede på podcasten The Awardist for EW.
- Det tror jeg ikke. Jeg tror da Disney skiftede ejerskab, der var de også ved at komme ud af Corona-pandemien. COVID ændrede industrien på mange måder. Jeg tror, at de kiggede på den film og tænkte, vi gjorde det én gang, jeg er ikke sikker på at vi skal prøve igen. Uanset om vores kemi fungerede eller ej, udtalte Johnson.
- De havde ikke lyst til at vende tilbage til den, og det er fint, tilføjede Blunt.
Actioneventyret følger en kaptajn, der tager en videnskabskvinde og hendes bror med sig på en storslået tur gennem junglen i sin søgen efter Livets træ. Udover Johnson og Blunt kan man også finde Édgar Ramírez, Jesse Plemons og Paul Giamatti på rollelisten.
Forlystelsen filmen er baseret på åbnede for første gang tilbage i 1955 i Disneyland i Californien. Den er siden også rejst til Magic Kingdom i Florida, Disneyland i Tokyo, samt Disneyland i Hong Kong.
Det er dog ikke sidste gang, at vi kan nyde godt af Dwayne Johnson og Emily Blunts samarbejde. Duoen genforenes nemlig til næste år, hvor de kan opleves i det biografiske sportsdrama The Smashing Machine, instrueret af Benny Safdie.
'The Smashing Machine' kan ses i biografen fra den 22. januar.








