Richard Gere kritiserer sin ikoniske rolle: "Bare et jakkesæt og en god frisure"
Richard Gere fejrede sin 75-års fødselsdag, som så mange gør det: Ved at kritisere sin fortid.
Mens den klassiske romantiske komedie Pretty Woman fra 1990 gjorde meget for at befæste Richard Geres status som en sikker hovedrolleindehaver i Hollywood, indrømmer skuespilleren nu, at der ikke var meget substans i Edward-karakteren.
Gere markerede nemlig sin fødselsdag den 31. august ved at lede en såkaldt "masterclass", der er en form for undervisningssession for skuespillere, ved filmfestivalen i Venedig, hvor han genbesøgte en afgørende scene fra filmen.
Der blev nemlig vist et klip, som fokuserede på en hed interaktion mellem ham og hans medskuespiller Julia Roberts, hvor Gere klæder Roberts' af oven på et hotelklaver. Scenen udløste stor applaus fra publikum og et par sarkastistske kommentarer fra Gere selv.
- Den skuespiller og den skuespillerinde havde tydeligvis ingen kemi, sagde han spøgefuldt.
Efterfølgende gav Gere publikum lidt baggrundsinformation om scenen, som han sagde ikke oprindeligt var inkluderet i manuskriptet, men opstod senere i et forsøg på at udforske Edwards "indre liv".
- Jeg spillede en karakter, der næsten var kriminelt dårligt skrevet. Det var grundlæggende bare et jakkesæt og en god frisure.
I et forsøg på at rette op på hans overfladiske karakteristik, brainstormede han og instruktøren Garry Marshall scenen.
- Garry sagde til mig: "Hvad laver du sent om natten på et hotel?". Og jeg sagde: "Jeg er normalt ramt af jetlag, når jeg er på et hotel. Så jeg er vågen hele natten, og der er normalt et lokale et eller andet sted eller en bar, og jeg vil finde et klaver, og jeg vil spille på klaveret". Han sagde: "Nå, lad os gøre noget med det."
Gere fik besked på at "spille noget stemningsfuldt," hvilket førte til det intime øjeblik mellem Edward og Vivian.
I filmen, som markerede et karrierehøjdepunkt for begge skuespillere, ser man Gere som en rig forretningsmand, der betaler en sexarbejder for at optræde som hans kæreste til adskillige arbejdsbegivenheder i løbet af en uge.
I ægte romantisk komedie-stil falder det fiktive par langsomt for hinanden, hvilket komplicerer deres aftale.
På trods af Geres lettere negative opfattelse af sin karakter har 'Pretty Woman' indtjent over 460 millioner dollars på verdensplan og var ved sin udgivelse den femte højest indtjenende film nogensinde.
Som en del af masterclassen sagde han da også, at filmens modtagelse overgik deres forventninger, da de ikke troede, at mange mennesker ville lægge mærke til en relativt "lille" film.
Gere er i øjeblikket i fuld gang med produktionen på en kommende spionthrillerserie med titlen 'The Agency', hvor han spiller overfor stjerner som Michael Fassbender, Katherine Waterston og Jeffrey Wright. Den forventes at lande på SkyShowtime senere i år.