
Populær stjerne har vanvittigt filmår: Ny rolle er "guld for en skuespiller" og er allerede prisvindende
‘Rose’ kan ses i biografen nu
Efter sit internationale gennembrudsår i 2023 med bærende roller i Oscar-vinderne ‘Anatomy of a Fall’ og ‘The Zone of Interest’ har den tyske skuespillerstjerne Sandra Hüller nu et endnu vildere filmår.
Med de omtalte storfilm ‘Project Hail Mary’ og ‘Digger’ samt Cannes-favoritten ‘Fatherland’ har Hüller været på alles læber hele året, og nu kan det danske biografpublikum endelig få lov at opleve hendes prisbelønnede præstation i Rose.
Sandra Hüller vandt prisen for Bedste hovedrolle ved årets filmfestival i Berlin i starten af året, hvor stjernen spiller en krigsveteran i det 17. århundrede, der har valgt at forklæde sig som mand.
Hovedkarakteren Rose udgiver sig for at være mand for at gøre krav på den frihed og de valgmuligheder, der blev frataget kvinder på det tidspunkt.
Da vi mødte skuespilleren under årets London Film Festival fortalte hun, at historien straks fangede hendes interesse.
- Jeg fandt historien ekstremt rørende og overraskende. Jeg vidste ikke, at kvinder tog det valg på det tidspunkt i verdenshistorien.
- Jeg var virkelig nysgerrig på at finde ud af, om det virkelig kan fungere, og hvordan det føles. Fordi det virkede så usandsynligt, at andre ville tro på det.
- I dag har vi andre tricks, vi kan gøre for at transformere os. Men dengang havde de ikke alle de ting. Man måtte læne sig op ad kostume og studere andres opførsel.
Hüller gik så langt som at kalde karakteren for “guld for en skuespiller.”
- Det er faktisk en skuespiller-udfordring. Det er guld for en skuespiller. Du vil virkelig gerne udforske det.

Det vigtigste krav
Sandra Hüller har som nævnt medvirket i alt fra store Hollywood-produktioner til kunstneriske europæiske film i sort/hvid i de sidste par år.
Da vi spørger hende ind til, hvordan hun udvælger sine roller, udpeger hun ét specifikt krav, der især driver hendes valg.
- Jeg vælger meget roller ud fra min intuition. Nogle gange er det på grund af, at jeg beundrer instruktøren, nogle gange handler det om et tema, jeg gerne vil vide mere om. Så jeg går ikke altid op i historien. Nogle gange er det et spørgsmål, jeg gerne vil udforske.
- Jeg tror, at skuespiller-professionen har virkelig meget at gøre med at lære og gro og udforske, hvad det vil sige at være menneske. Hvad vi faktisk er, og hvordan verden virker, og hvordan vi kan arbejde sammen. Og omkring empati.
- Jeg kan heller ikke rigtig lide at gøre ting, som jeg allerede har gjort eller som nogen har gjort før. Jeg vil gerne lære noget. Hvis jeg skal nævne én ting, så er det nok læringen.
Rollen som Rose tager skuespilleren med til en fjerntliggende, protestantisk landsby, hvor hun hævder overfor lokalbefolkningen, at hun er den retmæssige arving til en forlandt gård.
Med falske dokumenter og et skudsår i ansigtet arbejder Rose hårdt for at holde sit landbrug kørende.
Men snart bliver hun presset til at følge konventionerne og lade sig gifte med en lokal bondes datter. Og inden længe begynder rygterne at florere og ødelægge hendes ellers stille tilværelse.

Drømmen om frihed
- Vi drømmer alle om frihed for os og for de mennesker, vi elsker, svarer Sandra Hüller til vores spørgsmål om, hvordan hun resonerer med filmens tematik om frihed.
- For nogle mennesker i vores samfund er frihed stadigvæk ikke muligt. Så spørgsmålet om hvad frihed egentligt er, er en virkelig lang samtale, som vi ikke har tid til lige nu.
Hüller uddyber, hvordan filmen stadig er enormt relevant i dag, selvom historien udspiller sig i det 17. århundrede.
- Bare det at udføre din menneskelige ret til at eksistere som kvinde i et samfund i hvilken som helst form, du har lyst til at være i, er noget, der er meget vigtigt, og som vi stadig har svært ved.
- At kunne kontrollere hvad der sker med din krop, at ikke konstant blive tvunget til at forklare hvorfor man tog det ene eller andet valg. At leve som en transperson med alle de tests, man skal i gennem og alt det, man konstant skal forklare. Den vold man står over for, er i høj grad til stede.
- Så jeg synes, det er vigtigt at snakke om det og at lave en film om det, så vi kan forsøge at skubbe emnet ind i søgelyset.
‘Rose’ er baseret på afdækningen af 300 historier om kvinder, der gennem tre århundrede udgav sig for at være mænd på grund af bl.a. lettere adgang til arbejde, for at undgå voldtægt eller tvangsægteskab eller længdlen efter mere personlig frihed.
Filmen er instrueret af den østrigske filmskaber Markus Schleinzer, der også har skrevet manuskriptet i samarbejde med Alexander Brom. Den er desuden udvalgt som Østrigs bud på en Oscar-kandidat i 2027.