Pludselig blev Tom Cruise en del af den kommende Star Wars-film

Skuespilleren besøgte settet på den nye stjernekrigsfilm
Tom Cruise the Final Reckoning
(© Paramount Pictures)

Vi kan til næste år glæde os til at se Star Wars: Starfighter, der i øjeblikket er ved at blive optaget. Det er Shawn Levy, som instruerer. Han er manden bag bl.a. også Deadpool & Wolverine og Free Guy.

Instruktøren har nu afsløret til The New York Times, at én scene dog ikke er instrueret af ham selv. Der er nemlig en lyssværdsduel i filmen, som ingen ringere end Tom Cruise endte med at stå bag kameraet på.

Skuespilleren skulle egentlig bare gæste optagelserne for at se på, men da instruktøren var i gang med at gøre klar til at filme duellen ude i en dam, foreslog han som en joke, at Tom Cruise kunne hoppe bag kameraet.

Actionstjernen tog dog idéen seriøst og gik ud i mudder og vand og "førte kameraet som en professionel", lyder det i interviewet med Shawn Levy:

- Når du nu går ind og ser filmen, så vil du vide, at den scene er filmet af Tom. Hvor cool er det lige?

Vi ved endnu ikke meget om den kommende Star Wars-film udover, at det bliver en original historie i science fiction-universet og altså en separat historie fra sagaen om Luke Skywalker & co.

'Star Wars: Starfighter' har Ryan Gosling i hovedrollen, mens den stjernespækkede rolleliste også byder på navne som Mia Goth, Amy Adams, Matt Smith og Aaron Pierre.

Vi kan dog allerede i år glæde os til en ny fortælling i franchisen med The Mandalorian & Grogu. Det er desuden den første film i universet siden The Rise of Skywalker fra 2019.

Tom Cruise har vi senest kunne opleve i Mission: Impossible - The Final Reckoning. I år kan man se skuespilleren i komediegenren, da han har hovedrollen i Alejandro González Iñárritus kommende film Digger, der har biografpremiere til oktober.

'Star Wars: Starfighter' har amerikansk biografpremiere den 28. maj i 2027.

Nyeste film i biografen