Pensionen er aflyst: Se traileren til Daniel Day-Lewis' første film i otte år

I diskussioner om, hvem der er den bedste skuespiller nogensinde, kommer Daniel Day-Lewis' navn ofte på banen. Den nu 68-årige stjerne, der er kendt for sine transformative roller i fx There Will Be Blood og Lincoln, er garant for skuespil af højeste klasse.
Derfor var det med stor sorg for fans af Day-Lewis, da han for otte år siden annoncerede, at han ville trække sig tilbage fra skuespillet. Og glæden var tilsvarende markant, da det sidste år kom frem, at han ville spille med i sin søns nye film, Anemone.
Nu er traileren udkommet, og den kan du se nederst i artiklen.
Ja, Daniel Day-Lewis' søn, Ronan Day-Lewis, er instruktør, og det har jo formentlig spillet ind i farmands beslutning om at vende tilbage til skuespillet, om end blot for en kort stund.
Filmen, der foregår i det nordlige England, begynder, da en midaldrende mand (Sean Bean) begiver sig ud fra sit forstadshjem på en rejse ind i skoven, hvor han genoptager kontakten med sin fremmedgjorte eneboer-bror (Day-Lewis).
Bundet af en mystisk og kompliceret fortid deler mændene et anspændt, om end til tider ømt, forhold – et forhold, der for altid blev ændret af ødelæggende begivenheder årtier tidligere.
'Anemone' er Ronan Day-Lewis’ spillefilmsdebut efter at have instrueret den sort-hvide kortfilm 'The Sheep and the Wolf'. Udover Bean og Day-Lewis spiller Samantha Morton, Safia Oakley-Green og Samuel Bottomley også med.
Daniel Day-Lewis spillede senest hovedrollen i Paul Thomas Andersons Den skjulte tråd fra 2017, hvor han blev nomineret til en Oscar.
'Anemone' har ikke på nuværende tidspunkt en dansk premieredato, men den får amerikansk biografpremiere til oktober.








