Paprika Steen er overraskende med i 'Den sidste viking': "Jeg fik et chok!"

Vi har her på kino.dk haft Paprika Steen og Lars Brygmann inde til en snak i forbindelse med biografpremieren på deres nye film Det nye år. Filmen er instrueret af Steen og har Brygmann i en af rollerne.
Men undervejs kom vi også ind på en anden film, der har stor succes i de danske biografer, nemlig Den sidste viking af Anders Thomas Jensen, som Lars Brygmann også spiller med i.
Men det er ikke kun Brygmann, der er med i filmen. Det er Paprika Steen faktisk også ... hun anede det bare ikke. Det fortæller hun i forbindelse med interviewet.
Se det korte klip nederst i artiklen.
Derfor kom det bag på hende, da hun var til gallapremiere på 'Den sidste viking' og så sin egen præstation på lærredet.
- Jeg fik et chok inde i Imperial!

Der er tale om en scene fra filmen Prop og Berta, en dansk stopmotion-film fra 2000, som Paprika Steen fortæller, hun er meget glad for. Her spiller hun rollen som koen Berta, der både kan tale og synge.
Lige præcis Bertas sang spiller og kan ses på et tv i en scene i 'Den sidste viking', efter Nikolaj Lie Kaas i rollen som Anker og Lars Brygmann i rollen som psykiater har været ude og feste natten lang.
– Ja, og det vidste jeg ikke, da jeg sad og så den. Så kiggede jeg over på Anders Thomas: "Jeg er jo med," afslører Paprika Steen.
Hun fortæller også, at hun blev så overrasket, at hun havde lyst til at rejse sig og råbe:
– "Det er mig, det er mig, jeg er med!" Som om jeg aldrig havde været med i noget, siger Paprika Steen grinende.
Lars Brygmann kan også godt genkende det scenarie. Han fortæller omvendt om filmen Applaus, hvor Paprika Steen spiller hovedrollen. Her anede han heller ikke, at han var med.
– Sådan har jeg det også altid, når jeg får at vide, at jeg er med i 'Applaus': "Jeg er da ikke med i 'Applaus'!" Men det er, fordi min stemme er med fra en teaterforestilling, vi lavede.
'Det nye år' er Paprika Steens femte film som instruktør og har allerede fået flotte anmeldelser.
Filmen handler om en vennegruppe, der holder nytårsaften sammen, som de altid gør.
Men i år har værtinden Nomi fået en ny kæreste, Finn, spillet af Lars Brygmann, der vender op og ned på alting.
'Den sidste viking' har derimod netop sat rekord som Anders Thomas Jensens største film i de danske biografer. Læs mere her.
’Det nye år’ og ’Den sidste viking’ kan ses i biografen.








