
Overraskende udskiftning: Game of Thrones-stjerne overtager ikonisk Harry Potter-rolle
Det er anden gang, han skal spille karakteren
Der er sket en ændring i sidste øjeblik blandt Hogwarts' lærerstab, hvor Kit Harington nu slutter sig til den kommende Harry Potter-serie.
Harington skifter altså Westeros ud med Hogwarts, idet Game of Thrones-stjernen har påtaget sig rollen som den berømte og forfængelige Gilderoy Lockhart, der først bliver en del af historien i seriens anden sæson. Han overtager dermed rollen efter Nicholas Hoult, der ellers blev annonceret tidligere på måneden.
Hoult har efter sigende været nødt til at trække sig på grund af en travl optagelseskalender. Hoult spiller bl.a. skurken Lex Luthor i det nye DC-univers, men selv en superskurk kan åbenbart få problemer med at få kalenderen til at gå op.
HBO har derfor henvendt sig til Harington, der både havde plads i kalenderen og var begejstret for muligheden.
Selvom han dermed bliver det nye ansigt på Lockhart, har Harington faktisk allerede en forbindelse til karakteren. Sidste år lagde han nemlig stemme til Lockhart i de nye castede Harry Potter-lydbøger fra Audible, hvilket han i øvrigt gjorde fremragende.
Harington har tidligere talt varmt om sit forhold til Harry Potter-bøgerne i forbindelse med arbejdet på lydbøgerne og har ligefrem beskrevet sig selv som lidt af en Harry Potter-nørd.

Den 39-årige skuespiller blev som bekendt internationalt kendt som Jon Snow, der er en af de centrale karakterer i HBO's massive successerie ’Game of Thrones’, hvor han gennem otte sæsoner befandt sig i en omfattende fantasyverden fyldt med magi, krige og politiske intriger.
Nu tager han altså springet til endnu et af verdens største fantasyuniverser, selvom Gilderoy Lockhart nok er omtrent så langt fra Jon Snow, som man overhovedet kan komme både i væremåde og udseende.
Det bliver spændende, om han kommer til at smide sine karakteristiske mørke lokker til fordel for Lockharts bølgende blonde hår.
Karakteren blev tidligere spillet af Kenneth Branagh i filmen ’Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer’ fra 2002.
Første sæson af serien får premiere på HBO omkring december 2026, mens optagelserne til anden sæson efter planen går i gang til efteråret.