Oscar-vinder leder an i ny film om 2. verdenskrig: Se den intense trailer

'Pressure' lander i biografen senere i år
Pressure
(© SF Studios )

Den 6. juni i 1944 under 2. verdenskrig sitrer kommandocenteret for de allierede styrker i Europa af spænding.

Det er dagen, hvor den storstilede invasion af det besatte Europa finder sted under navnet Operation Overlord - bedre kendt som D-dag.

Det er de 72 intense timer før invasionen, som det nye historiske drama Pressure handler om, hvor hele verdens øjne hviler på en håndfuld mænd - og hvor én forkert beslutning kan koste alt.

Filmen skildrer således én af de mest afgørende militæroperationer i moderne historie - ikke gennem slagmarksspektakel, men gennem den frygt og de umulige beslutninger, der kan afhænge af en enkel vejrrapport.

General Dwight D. Eisenhower er udnævnt som øverstkommanderende for de allierede styrker i Vesteuropa og har ned til mindste detalje planlagt invasionen. Han portrætteres af Oscar-vinderen Brendan Fraser.

Vi får med filmens trailer et kig ind i den lukkede kommandocentral, hvor hvert tik fra uret får hjertet til at slå hurtigere. Se traileren nederst i artiklen.

Pressure
(© SF Studios )

Eisenhower og chefen for meteorologitjenesten James Stagg skal navigere i skiftende og uforudsigelige vejrprognoser.

Stagg er overbevist om, at en kraftig storm er på vej - en storm så voldsom, at den vil give tyskerne en massiv fordel og sætte den farlige land-, sø- og luftoffensiv på spil.

Timingen er altafgørende, men at udsætte invasionen møder stor modstand - og presset er umådelig stort. Det er en beslutning, der kan afgøre, om de allierede kan vende krigslykken og vinde 2. verdenskrig.

Brendan Fraser gøres selskab af Andrew Scott, der spiller James Stagg, mens rollelisten bl.a. også byder på Kerry Condon, Chris Messina og Damian Lewis.

Anthony Maras har indtaget instruktørstolen, som han bl.a. også besad på den prisvindende Hotel Mumbai. Han har skrevet manuskriptet i samarbejde med David Haig, der er baseret på selvsamme Haigs anmelderroste teaterstykke.

'Pressure' afventer dansk premieredato, men lander i biografen i efteråret 2026.

Nyeste film i biografen