Oscar-vinder laver storfilm om en af Danmarks største miljøskandaler

Den danske Oscar-vinder Anders Walter begiver sig ud i endnu et stort historisk drama. Efter 2. verdenskrig-dramaet Når befrielsen kommer fra 2023 sætter han nu kurs mod et af de mørkeste kapitler i nyere dansk miljøhistorie.
Nordisk Film Production kan i dag løfte sløret for storfilmen Cheminova, der er et fiktionaliseret drama om den massive gift- og miljøskandale, der ramte Harboøre Tange ved Lemvig i slutningen af 1970'erne, da pesticid-virksomheden Cheminova forurenede området alvorligt.
I centrum af historien står fabriksarbejderen Eva Engbjerg, der bor med sin søn i den lille vestjyske provinsby Harboøre, hvor lokalsamfundet er dybt afhængigt af fabrikken. Men da et giftudslip på Cheminova forårsager en alvorlig ulykke, begynder Eva at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden omkring det farlige affald.
Ledelsen forsikrer om, at arbejdet er ufarligt, men Evas bekymring vokser, og snart må hun kæmpe mod både ledelse, kolleger og lokalsamfund for at få sandheden frem.
'Cheminova' beskrives i en pressemeddelelse som et medrivende drama om menneskeligt mod, retfærdighed og kampen for en bedre fremtid, der udfolder sig omkring et mørkt kapitel i det moderne Danmark.
Anders Walter udtaler sig om sit kommende drama:
- Det er ingen hemmelighed, at jeg brænder for at lave samfundspolitiske fortællinger som publikum kan spejle sig i. Det er også det, som har tiltrukket mig ved giftskandalen på Cheminova.
- Den kan både skabe debat og stille nogle store universelle og tidløse spørgsmål om etik og menneskelig adfærd i en verden, hvor markedskræfterne dikterer samfundet.
Hovedrollen går til det unge stjerneskud Mira Obling, der blev færdig på Den Danske Scenekunstskole i 2024 og senest har medvirket i Amazon Primes 'Slangedræber' og TV 2-serien 'Dark Horse'. Filmen bliver hendes debut på det store lærred.
Overfor hende finder vi et stærkt felt af garvede danske skuespillere, der tæller Anders W. Berthelsen, Sofie Torp, Morten Hee Andersen, Henrik Birch og Anders Brink Madsen.
Instruktør Anders Walter vandt en Oscar for Bedste kortfilm i 2014 for filmen 'Helium'.
'Cheminova' får biografpremiere i løbet af 2027.








