Oplev den stjernespækkede genindspilning 'The Toxic Avenger' til første danske visning

Det hypede gys åbner filmfestivalen Blodig Weekend
The Toxic Avenger
(© Another World Entertainment)

Den elskede splatter-komedie The Toxic Avenger ramte verden i 1984. Filmens fanskare er siden kun vokset, mens bl.a. fortsættelser og legetøj har stillet de mange fans' sult efter mere med den giftige hævner.

Nu er Lloyd Kaufman og Michael Herz' sjaskede 80'er-favorit blevet genindspillet med samme titel - og du kan være blandt de første her i landet til at opleve den stjernefyldte genfortolkning i biografen.

Visningerne finder sted på dette års udgave af genrefilmfestivalen Blodig Weekend i både København, Aarhus og Odense henholdsvis den 12. og 14. november.

Remaket af 'The Toxic Avenger' åbner festivalen - og du kan som nævnt være blandt de første til at se filmen her i landet ved tre forskellige forpremierer.

Den første visning af The Toxic Avenger finder sted i Empire Bio i København onsdag den 12. november kl. 19:00. Bjarke Friis Kristensen fra kino.dk introducerer filmen.

Herefter vil man i henholdsvis Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense kunne se The Toxic Avenger fredag den 14. november, begge dage kl. 19:00.

Find billetter her.

Se Blodig Weekends fulde program for 2025 her.

Blodig Weekend afholdes den 12.-16. november i Empire Bio, Øst for Paradis og Café Biografen.

The Toxic Avenger
(© Another World Entertainment / The Toxic Avenger)

Splatter med stjerner

Nyfortolkningen af 'The Toxic Avenger' har trukket en lille håndfuld store stjerner ind i de sjaskede herligheder.

Således finder man Game of Thrones-stjernen Peter Dinklage i titelrollen som den umage helt Winston aka Toxie. Det er dog Luisa Guerreiro, som lægger krop til Winston i forvandlet helteform.

Herudover beriges gyset med bl.a. også en ækelt udseende Elijah Wood samt Jacob Tremblay, der fik sit tidlige gennembrud i dramaet Room fra 2015.

Ikke nok med det. Castet byder bl.a. også på selveste Kevin Bacon i en yderst skurkagtig og slesk rolle.

The Toxic Avenger
Kevin Bacon i 'The Toxic Avenger' (© Another World Entertainment)

De satirisk splattede løjer følger den underkuede pedel Winston, der ender i en ulykke med giftigt affald. Han forvandles nu til en slags helt, nemlig The Toxic Avenger! Blandt venner kaldet Toxie.

Den nyfødte hævner bliver således ham, der skal redde outsiderne ved at tage kampen op mod en hensynsløs virksomhed, der truer både hans søn, venner og lokalsamfundet.

Den originale 80'er-film fik efterfølgerne 'The Toxic Avenger Part II' i 1989 og 'The Toxic Avenger Part III: The Last Temptation of Toxie' samme år samt efternøleren 'Citizen Toxie: The Toxic Avenger IV' i 2000.

The Toxic Avenger
Peter Dinklage spiller hovedrollen i 'The Toxic Avenger' (© Another World Entertainment / The Toxic Avenger)

Usikker skæbne

Nu kommer den nye 'The Toxic Avenger' så i biografen, men der var faktisk en lang periode, hvor genindspilningens skæbne var meget uvis. Egentlig har filmen ligget klar siden 2023.

Godt nok blev den efter sin undfangelse vist på en række filmfestivaler. Endda med yderst positive anmeldelser til følge. Men så kom filmen ikke længere.

Grunden til, at 'The Toxic Avenger' først hele to år senere kommer i biografen - både i USA og her i landet - er efter sigende pga. problemer med at finde en distributør til filmen. Det skriver Screenrant.

Jagten på en distributør var altså ikke så lige til, hvilket skulle være grundet filmens grafisk blodige og splattede indhold.

The Toxic Avenger
Skumle Elijah Wood i 'The Toxic Avenger' (© Another World Entertainment)

Her i landet er det distributøren Another World Entertainment, der bringer de blodige strabadser til live i biografen, mens det i USA blev Cineverse, der købte distributionsrettighederne.

Det amerikanske selskab har bl.a. også sendt den ultravoldelige og meget voldsomme klovne-splatter Terrifier 3 i biografen.

'The Toxic Avenger' har gængs biografpremiere den 20. november.

Se traileren for 'The Toxic Avenger' herunder:

Nyeste film i biografen