Nyt komedie-drama er den største franske film i 10 år

'Lidt udover det sædvanlige' får biografpremiere i denne uge
Lidt udover det sædvanlige
(© Scanbox)

Titlen på den nye franske film er godt nok Lidt udover det sædvanlige, men det er vist lidt af en underdrivelse. Filmen har nemlig solgt 10,7 mio. billetter i hjemlandet, hvilket gør den til den største film i Frankrig i over et årti!

Nu kommer 'Lidt udover det sædvanlige' i de danske biografer, og du kan se filmens trailer nederst i artiklen.

Plottet følger det kriminelle far-søn-par Paul og Lucien, der søger tilflugt i en sommerlejr for personer med særlige behov for at undslippe politiet efter et røveri. Her udgiver de sig for at være en beboer og hans pædagog - men det viser sig hurtigt, at det ikke er nogen let opgave!

Hvad der starter som en desperat flugt, udvikler sig til en skør, men hjertevarm rejse, hvor det kriminelle makkerpar ikke bare skal navigere gennem en labyrint af løgne og forviklinger, men også oplever noget uventet: ægte menneskelige forbindelser til lejrens beboere, der ændrer deres liv for altid.

Lidt udover det sædvanlige
Lidt udover det sædvanlige (© Scanbox)

Drama-komedien er instrueret af den populære franske komiker, Victor Artus Solaro (også kendt som blot Artus), og han spiller tilmed den ene hovedrolle som Sylvian, der udgiver sig for at være handikappet. 

I interviews har Artus udtalt, at han altid har været fascineret af fortællinger om udviklingshæmmede, bl.a. den franske film 'Den 8. dag' fra 1996 med Daniel Auteuil, og det er her, inspirationen bag hans første film som instruktør ligger.

Som han også har udtalt, mødte han meget modstand undervejs bl.a. i form af formuleringer som "Vi ved, at de findes. Der er ingen grund til at vise dem", hvilket blot motiverede komikeren yderligere til at lave filmen og caste rigtige udviklingshæmmede i rollerne.

Modstanden til trods blev 'Lidt udover det sædvanlige' en kæmpesucces i Frankrig, hvor den fik den næstbedste åbningsweekend i landet nogensinde efter Velkommen til Ch'tis fra 2008. Dags dato er 'Lidt udover det sædvanlige' den 12. største franske film nogensinde og klart etter i 2024.

'Lidt udover det sædvanlige' får biografpremiere den 19. december, og du kan købe billetter her på kino.dk.

Køb billetter

Nyeste film i biografen