Nye scener fra Lise Nørgaards hånd dukker op i kommende Matador-musical

Interview med Nicolai Jørgensen, der spiller Mads Skjern
Matador musical
(© Foto: Miklos Szabo)

Et af de helt store stjerneskud i den danske underholdningsbranche lige nu er skuespilleren Nicolai Jørgensen, der efter stor succes indenfor serier, teater og revy i år også er at finde i filmens verden. 

Jørgensen er netop nu aktuel på det store lærred i komediedramaet Hygge! om et middagsselskab, der løber helt af sporet.

I forbindelse med filmens biografpremiere mødte vi skuespilleren til en podcast om hans kometkarriere, der næste år tager endnu en drejning, når han for første gang begiver sig ud i en musical. Find hele podcasten nederst.

Nicolai Jørgensens musicaldebut dykker ned i et stykke dansk kulturarv, da den ikoniske serie 'Matador' bliver genfortalt på de skrå brædder. Jørgensen har fået rollen som Mads Skjern, og skuespilleren ser bestemt ikke let på hans kommende opgave.

- Det er meget skræmmende at skulle pille i noget, der er så ikonisk. Jeg gør det af fuldstændig egoistiske årsager, fortæller Jørgensen grinende.

- Jeg har aldrig lavet en musical, så det kunne jeg da godt tænke mig at prøve. Det er jo også bare et ønske. Så det er en bucket list ting. 

Jørgensen kunne også afsløre grunden til, at den kommende musical ifølge ham har ret til at pille ved den originale serie. Skuespilleren peger blandt andet på, at Matador-skaberen Lise Nørgaard selv er med ombord.

- Jeg var meget betænkelig ved det i starten. Det er 'Matador', hvorfor skulle vi pille ved det? Men nu har jeg fundet ud af, hvorfor man skal pille ved det.

- For det første er det jo Lise Nørgaard selv, der har en skrevet manuskriptet til musicalen. Så det er ligesom hende, der er hovedforfatteren - men sammen med Anders Thomas Jensen og Susanne Bier. Så det er ligesom hendes velsignelse.

Herudover vil musicalen også indeholde ekstra scener, som danskerne aldrig før har fået mulighed for at opleve.

- Så er der nogle deleted scenes fra hendes hånd, som aldrig nåede med i serien. Og dem bliver der arbejdet på at få ind i musical-versionen.

- Vi fokuserer meget mere på de to familier og prøver lidt at gå ind til benene hos dem og skære nogle af bihistorierne fra. Så det er jo fuldstændig fantastisk, hvis vi kan få lov til at komme i dybden med noget af det, som Lise Nørgaard har skrevet, men som aldrig fik lov til at se dagens lys.

Mange vil nok kende Nicolai Jørgensen fra sin præstation som Frans i DR-hittet 'Carmen Curlers', der sikrede ham en Robert-pris tilbage i februar. Og nu er skuespilleren altså biografaktuel overfor bl.a. Sofie Torp, Joachim Fjeldstrup og Jesper Groth i 'Hygge!'.

Filmen handler om syv venner, der mødes til en overdådig middag i et idyllisk sommerhus. Scenen er sat til en skøn aften med god mad, dejlig vin og ikke mindst masser af hygge. 

Men under overfladen lurer en række tikkende bomber af hemmeligheder og intriger. En vild selskabsleg, hvor alle skal dele alt fra deres telefoner, får nemlig hyggen til at slå revner. 

'Hygge!' kan ses i biografen nu.

'Matador - The Muscial' kan ses fra 15. februar 2024.

Lyt til hele podcast herunder - eller find den på din foretrukne podcast-tjeneste (søg blot på "kino.dk filmpodcast")

Anbefalet til dig