Ny spilfilmatisering bringer gyset blodigt tilbage i biografen

Se den urovækkende trailer
Return to Silent Hill
(© Mis.Label)

Det er tid til at vende tilbage til den hjemsøgte by Silent Hill i den nye spilfilmatisering, der meget passende hedder Return to Silent Hill. Gyseren har biografpremiere 1. april. Se filmens trailer nederst i artiklen.

Det første Silent Hill-spil udkom helt tilbage i 1999, men det skræmmende univers har siden vist sig levedygtigt både som spil og i filmens verden.

Den første film, som er baseret på spillet, landede i 2006 under titlen Silent Hill. Siden kom filmfortsættelsen Silent Hill: Revelation i 2012.

Nu gælder det så 'Return to Silent Hill', der er baseret på spillet 'Silent Hill 2', som udkom i 2001.

Man følger i filmen James Sunderland, der er knust efter at være blevet adskilt fra sin elskede Mary Crane. Et mystisk brev får ham imidlertid til at opsøge Silent Hill for at lede efter hende.

Jo dybere James bevæger sig ind i byens mørke, desto flere skræmmende skikkelser møder han. Snart begynder han da også at tvivle på sin egen forstand og kæmper for at fastholde virkeligheden længe nok til at redde sin fortabte kærlighed.

Instruktør og medforfatter Christophe Gans instruerede også Silent Hill-filmen fra 2006. Hertil kommer, at musikken leveres af komponisten Akira Yamaoka, der også står bag den originale musik og lydside til spillet.

Rolleliste byder på bl.a. Jeremy Irvine som James og Hannah Emily Anderson som Mary.

'Return to Silent Hill' har dansk biografpremiere den 1. april 2026.

Se traileren for 'Return to Silent Hill' herunder:

Nyeste film i biografen